Skal Istanbulkonventionen om vold mod kvinder gøres til EU-lovgivning?

05.10.2020

Et spørgsmål om procedure kan afholde Istanbulkonventionen fra at blive EU-lovgivning.

I morgen skal EU-Domstolen drøfte EU’s tiltrædelse af Europarådets Istanbulkonvention om vold mod kvinder og vold i hjemmet. Europa-Parlamentet har bedt EU-Domstolen udtale sig omkring, hvorvidt EU kan tiltræde Istanbulkonventionen uden at alle EU’s medlemslande skal godkende det eller om EU kan gøre det selv. 

Ministerrådet mener, at det kræver godkendelse fra alle medlemslande før, EU kan tiltræde konventionen. Hvis Ministerrådet får ret, vil det i realiteten betyde, at Istanbulkonventionen ikke vil blive gjort til EU-lovgivning, fordi der er en række EU-lande, som ikke har ratificeret konventionen og heller ikke ønsker at gøre det. De mener ikke, der skal lovgives om, hvad der foregår indenfor hjemmets fire vægge.

Rådsafgørelsen vil ikke gælde for Danmark, da den er omfattet af det danske retsforbehold. Danmark støtter dog stærkt op om Istanbulkonvention og har underskrevet og ratificeret Istanbulkonventionen, som trådte i kraft i Danmark den 1. august 2014. 

Kontakt ved pressehenvendelser

Er du journalist og har spørgsmål til historien? Ring til os på 3337 3337 eller send en e-mail.