Glæd dig til ungdomshøring

02.06.2021

Er du underviser, og skal du undervise i EU? Så glæd dig til ungdomshøring på Christiansborg om Europas fremtid.

EU har sat fremtiden til debat og diskuterer, om man har de rigtige politikker og kompetencer til at løse tidens store udfordringer. Det sker under overskriften "Konferencen om Europas Fremtid". Og det sker med unionens hidtil mest ambitiøse forsøg på at involvere EU's borgere.  

Fra store spørgsmål til engagerende undervisning

DEO Undervisning har tidligere udviklet og teste en model for, hvordan de store spørgsmål bliver god og engagerende undervisning. Med den opskrift og en vifte af nye aktuelle sager kan du gøre dine elever trygge i jeres pensum. 

Klima, Kabul eller kunstig intelligens er lettere at forholde sig til efter et rollespil, hvor man selv præsenterer og lytter til forskellige politiske synsvinkler.

Meld dine elever til ungdomshøring

Folketinget inviterer elever på landets ungdomsuddannelser til at fortælle om deres ønsker og holdninger til EU-samarbejdet. I efteråret udbydes et undervisningsforløb, hvor lærere kan supplere den almindelige undervisning med en ungdomshøring om EU på Christiansborg. Ungdomshøringen afholdes d. 31. januar 2022, og eleverne får mulighed for at indgå i dialog med udenrigsministeren og politikere.

Til september publicerer vi forslag til undervisningsplaner udarbejdet i samarbejde med samfundsfagsundervisere fra ungdomsuddannelserne. Materialet gør det let for dine elever at opfylde faglige mål og samtidig engagere sig i ungdomshøringen. 

Gør din undervisning til en del af den politiske høring og deltag i dialogen med politikere og ministre hjemme fra klasselokalet og på Christiansborg! Hold dig orienteret om ungdomshøringen her på eu.dk.

Baggrund

Europas borgere er inviteret til at byde ind med, hvad de synes er vigtigt at diskutere. Input skal både behandles på en række store folkehøringer og på en ny såkaldt plenarforsamling med politikere fra de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og Ministerrådet samt borgere fra alle medlemslandene. 

Input deles allerede nu på den store digitale platform: Fremtiden er i dine hænder.