Skal WTO reformeres?
Europaudvalget diskuterer i dag reform af Verdenshandelsorganisationen, WTO, som et led i en større reformdebat om organisationen.
WTO skal over de kommende år reformeres, så den bedre bliver i stand til at håndtere forhandlinger af handelsaftaler, tvistbilæggelse og administrationen af de eksisterende aftaler, ellers risikerer organisationen at gå i stå og miste terræn i formuleringen af international handelspolitik.
Det skriver regeringen i sit samlenotat om WTO forud for møde i Folketingets Europaudvalg i dag. Mødet er en del af en større reformdebat af organisationen, som også WTO’s nye generaldirektør, Ngozi Okonje-Iweala fra Nigeria har kastet sig ind i. Hun går efter at opnå de første konkrete resultater på ministerkonferencen MC12, der afholdes i Geneve fra 30. november til 3. december i år.
EU har fremlagt et omfattende WTO-reformpapir, der sigter på reform inden for alle WTO’s funktionsområder. Hvad angår forhandlinger af nye aftaler, foreslås det bl.a. at gøre plurilaterale aftaler, dvs. aftaler blandt et udsnit af WTO’s medlemslande, til en integreret del af organisationens regelsæt. Det vil i givet fald styrke de bestræbelser EU og ligesindede p.t. gør sig for at modernisere regelsættet med aftaler om den moderne økonomi, ikke mindst digital handel.
Den store ubekendte faktor i arbejdet er ifølge regeringen, hvordan USA, der generelt har erklæret sin støtte til samarbejdet om WTO-reformer, mere specifikt vil tilrettelægge sin politik på området. Regeringen skriver samtidig, at forventningerne til ministerkonferencen i december bør være beherskede, og at det er vigtigst at opnå resultater vedrørende miljøfjendtlige fiskerisubsidier og WTO’s bidrag til en mere retfærdig global adgang til COVID-19 vacciner.
Mødet i europaudvalget begynder kl. 13.
Kontakt ved pressehenvendelser
Er du journalist, og har du spørgsmål til sagen? Ring til os på 3337 3337 eller send os en
e-mail.