Udenrigsudvalget skal diskutere situationen i Vestsahara
EU balancerer på en knivsæg i forhold til Vestsahara. Torsdag skal Folketingets Udenrigsudvalg diskutere Danmarks stilling i sagen.
Torsdag d. 18. marts er der et åbent samråd i Folketingets Udenrigsudvalg om situationen i Vestsahara. Marokko og Vestsahara har på det seneste har været præget af voldelige sammenstød.
Marokko er et vigtigt samarbejdsland for EU bl.a. i forhold til kontrollen af migranter fra især det nordlige og vestlige Afrika. Derfor har EU et klart ønske om at undgå konflikt med Marokko. På den anden side er det svært at ignorere Marokkos besættelse af territoriet.
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at anerkende Det Vestlige Sahara som en del af Marokko komplicerer tingene, og det er langt fra sikkert at USA’s præsident Joe Biden ønsker at omgøre sin forgængers beslutning.
Kontakt ved pressehenvendelser
Er du journalist, og har du spørgsmål til sagen? Ring til os på 3337 3337 eller send os en e-mail.
Baggrund
Vestsahara var spansk koloni frem til midten af 1970’erne under navnet Spansk Sahara. Nabostaterne Marokko og Mauretanien mente begge, at Vestsahara havde været en del af deres lande før Spanien koloniserede området og gik derfor militært ind i området i 1975. Samtidig erklærede frihedsbevægelsen, Polisario, Vestsahara for selvstændig.
I 1975 afviste Den Internationale Domstol i Haag Mauretaniens og Marokkos territorielle krav. Mauretanien bortfaldt derefter deres krav, mens Marokko bevarede sin kontrol med området. Både FN og Den Internationale Domstol i Haag har forlangt, at der skulle holdes folkeafstemning om områdets tilknytning, men dette har Marokko ikke efterlevet. I 1991 indgik man en våbenhvile.
I 2016 udviste Marokko en stor del af FN-personellet fra Vestsahara fordi den daværende generalsekretær for FN havde brugt ordet ”besættelse” i beskrivelsen af situationen i Marokko og Vestsahara. Efterfølgende brød Marokko våbenhvilen fra 1991 ved at åbne muren i syd og bl.a. bygge en ny vej.
Polisario vandt i 2016 og 2018 sager ved EU-Domstolen, som forhindrede EU i at indgå handelsaftaler med Marokko, når det gælder Vestsahara. Kommissionen har dog alligevel valgt at indgå nye handels- og fiskeriaftaler i 2018 med Marokko for de besatte områder.