Folketinget spørger danskerne: 50 år sammen i EU - hvor skal vi hen nu? 

01.10.2022

Folketinget markerer 50-året for Danmarks EU-medlemskab og inviterer danskerne til at gøre status over medlemskabet og fortælle, hvad Danmark skal arbejde for i EU.

Folketinget markerer 50-året for Danmarks EU-medlemskab med en række aktiviteter, der på forskellig vis inviterer borgere, politikere og organisationer til at engagere sig i dialogen om, hvad EU-medlemskabet har betydet, og hvad det skal betyde fremover. 

eu.dk/50 kan man bl.a. se film, lytte til podcast og uploade egne indlæg. Man kan deltage i debatter over hele landet og på sociale medier. Og elever vil dyste om at producere film om Danmarks 50 år i EU.

Formålet er at skabe refleksion og dialog om vores EU-medlemskab og de mange beslutninger, som Danmark træffer i fællesskab med de andre lande i EU: 

- Det har en pris at sidde med ved forhandlingsbordet. 90 mandater i Folketingssalen er ikke nok, hvis man f.eks. vil forbyde benzinbiler eller salg af cigaretter til unge under 25 år. Det og meget andet kan kun vedtages sammen med de andre i EU, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.

- Vores EU-medlemskab er en gevinst for Danmark, men rummer også udfordringer. Derfor inviterer vi danskerne til at gøre status og hjælpe os med at sætte mål for fremtiden, siger Folketingets formand.

Markeringen af 50-året for medlemskabet skydes i gang den 2. oktober 2022, som er årsdagen for folkeafstemningen om EF. De mange aktiviteter vil finde sted til og med januar, som er måneden for Danmarks indtræden i det europæiske samarbejde. I februar 2023 vælger en repræsentativ udvalgt forsamling de vigtigste budskaber fra indlæggene på eu.dk/50 og overleverer dem til Folketinget og regeringen. 

 

Sådan markeres 50-året for medlemskabet


Reportagefilm lægger op til debat

Tv-vært Christian Degn undersøger danskernes holdninger til EU. Det handler om barselsregler, grænsekontrol, atomkraft, nethandel, og om EU-flaget skal hejses. 
Se reportagefilm 


Podcastserie: En tidsrejse i Danmarks EU-historie
Podcastvært Anne Sofie Allarp og en række centrale aktører genoplever EF-afstemningen i 1972, danskernes nej til Maastrichttraktaten og EU-udvidelsen mod øst. 
Se podcasts

Debatter i hele Danmark
EU-oplysningsorganisationer arrangerer 30 debatter i hele landet om Danmarks 50 år i EU. 

Filmkonkurrence i samarbejde med SDU Mediacamp
Ungdomsuddannelser konkurrerer om at producere journalistiske produkter, som handler om danskernes holdning til EU-medlemskabet. 
Deltag i filmkonkurrence

Særomvisninger i Folketinget: 50 år sammen i EU
Folketingets formidlingsbetjente tager besøgende med på en særomvisning, der fokuserer på de begivenheder, der førte frem til et Danmark i EU.
Book særomvisning

Mini-Danmark udvælger budskaber fra eu.dk/50
Et repræsentativt udsnit af befolkningen (et Mini-Danmark) udvælger og overleverer de vigtigste fortællinger og holdninger blandt indlæggene på eu.dk/50 til Folketinget og regeringen.  
Se indlæg på eu.dk/50