Se debatten: Hvordan skal Danmark påvirke EU-samarbejdet?
Mandag den 8. maj holdt Folketinget debat om Danmarks prioriteter i EU. Her kom borgere, interesseorganisationer og politikere med input til, hvad Danmark bør arbejde for i EU.
Når danskerne og resten af EU har været ved stemmeurnerne til valget til Europa-Parlamentet næste år, udpeges en ny Europa-Kommission. Herefter vil den strategiske retning for EU-samarbejdet de følgende fem år blive fastsat.
Med tv-vært Clement Kjersgaard ved roret tog Folketinget derfor hul på debatten om, hvordan Danmark bedst påvirker EU’s strategi, og hvad der er i dansk interesse på europæisk plan.
Debattens første del handlede om klima, teknologi og økonomi. En række store interesseorganisationer gav deres syn på, hvad der bør være Danmarks prioriteter i EU. På organisationernes ønskeliste var høje klimaambitioner, hurtigere implementering og bedre håndhævelse af allerede eksisterende EU-lovgivning. Der var mange forskellige synspunkter til regulering af kunstig intelligens, spørgsmålet om fælles gæld og EU-midlernes anvendelse.
Anden del af debatten handlede om EU’s rolle i verden. I lyset af Ruslands invasion af Ukraine diskuterede panelet EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske rolle, ligesom EU’s frihandelsaftaler og forholdet til USA og Kina blev belyst.
Debatten var en del af Folketingets markering af 50-året for Danmarks EU-medlemskab. Her har borgere, organisationer og politikere diskuteret, hvad EU-medlemskabet har betydet, og hvordan medlemskabet skal udvikle sig fremover.
Deltagende organisationer
- Anja Philip (formand, Forbrugerrådet TÆNK)
- Bente Sorgenfrey (fhv. næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation)
- Christian Ibsen (direktør, CONCITO)
- Jan Laustsen (direktør, Landbrug & Fødevarer)
- Kasper Klynge (vicedirektør, Dansk Erhverv)
- Kristian Jensen (adm. direktør, Green Power Denmark)
- Sinne Backs Conan (europapolitisk direktør, Finans Danmark)
- Thomas Bustrup (viceadministrerende direktør, Dansk Industri)
Deltagende politikere
- Lars Løkke Rasmussen (udenrigsminister, Moderaterne)
- Søren Gade (Folketingets formand, Venstre)
- Morten Messerschmidt (partiformand, Dansk Folkeparti)
- Martin Lidegaard (politisk leder, Radikale Venstre)
- Niels Flemming Hansen (formand for Europaudvalget, Konservative)
- Kasper Sand Kjær (næstformand for Europaudvalget, Socialdemokratiet)
- Alexander Ryle (EU-ordfører, Liberal Alliance
- Marianne Bigum (EU-ordfører, SF)
- Jens Henrik Thulesen Dahl (EU-ordfører, Danmarksdemokraterne)
- Theresa Scavenius (EU-ordfører, Alternativet)
- Susanna Dyre-Greensite (Folkebevægelsen mod EU).
Læs flere nyheder om Folketingets 50-års-markering