Folketingsmedlemmer og danske medlemmer af Europa-Parlamentet fortsætter samarbejdet om EU’s klima- og energipolitik
Den tværgående arbejdsgruppe om EU’s klima- og energipolitik holdt den 10. december første møde efter valget til Europa-Parlamentet.
Den tværgående arbejdsgruppe om EU’s klima- og energipolitik, som består af medlemmer af Europaudvalget, Klima- Energi-, og Forsyningsudvalget samt danske medlemmer af Europa-Parlamentet, har besluttet at fortsætte samarbejdet. Formålet er at kvalificere viden samt proaktivt og i samarbejde med regeringen at kunne påvirke politikudviklingen i EU og drøfte udmøntningen af EU-lovgivning på området.
Europæisk klima- og energipolitik er ikke blevet mindre relevant i lyset af den nye Europa-Kommission, der bl.a. forventes at fremsætte forslag om en ny aftale om ”ren industri for konkurrencedygtige industrier og kvalitetsjob” og om reduktion af drivhusgasudledningerne med 90 percent i 2040. Derudover peger bl.a. den nyligt præsenterede Draghirapport også på sammenhængen mellem den grønne omstilling og styrkelse af EU’s konkurrenceevne. Dertil er det danske EU-formandskab også lige om hjørnet.
Arbejdsgruppen vælger selv hvilke emner, den vil sætte under lup, og der er rigeligt at tage fat på, lyder det fra arbejdsgruppens formand Kim Valentin (V):
”Jeg er rigtig glad for, at vi har valgt at fortsætte arbejdsgruppen. Det er et godt forum for, at vi sammen kan blive klogere og få et kvalificeret grundlag for at træffe oplyste beslutninger i de relevante fora. Og der ingen tvivl om, at der også i de kommende år skal træffes vigtige beslutninger på klima- og energiområdet i EU-regi. ”
Baggrund:
Folketinget nedsatte i marts 2023 en tværgående arbejdsgruppe om EU’s klima- og energipolitik. Arbejdsgruppen består af medlemmer af Europaudvalget og Klima-, Energi-, og Forsyningsudvalget samt danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
Arbejdsgruppen havde i det forgangne år bl.a. fokus på EU’s klimamål for 2040 og industriens rolle i den grønne omstilling. Her mødtes arbejdsgruppen løbende med eksperter og centrale aktører, ligesom de var i dialog med relevante ministre.
Efter en evaluering af arbejdsgruppens arbejde i sommeren 2024, blev det besluttet at fortsætte arbejdet. Arbejdsgruppen vil fremover årligt vurdere om det er relevant at fortsætte.