EU-Nyt: Retsstatsrapport 2024 - EU er bedre rustet til at håndtere udfordringer med retsstatsprincippet
I ny rapport slår Kommissionen fast, at EU og dets medlemslande generelt er blevet bedre til både at forebygge og håndtere udfordringer på retsstatsområdet. Der gives tre overordnede anbefalinger til Danmark, som omhandler: revision af retshjælpssystemet, svingdørsproblematikken og regler om aktindsigt.
Den 24. juli 2024 offentliggjorde Kommissionen den årlige statusrapport om retsstatssituationen i EU's medlemslande. I rapporten identificerer Kommissionen problematiske udviklinger og mangler, og giver hvert medlemsland konkrete anbefalinger til forbedringer (i form af henstillinger). Statusrapporterne skal primært ses som et forebyggende redskab til at påpege udfordringer inden de bliver til reelle retsstatsproblemer, eller til at forhindre, at eksisterende problemer forværres Generelle tendenser i EU Den nye retsstatsrapport ser først på situationen i EU som helhed og herefter på udviklinger i hvert enkelt medlemsland.
Kommissionen vurderer, at medlemslandene og EU som helhed er blevet markant bedre til at opdage, forebygge og tackle nye problemer på retsstatsområdet. Kommissionen fremhæver, at ca. to tredjedele (68 pct.) af dens henstillinger til medlemslandene fra 2023 er helt eller delvist efterlevet. Samtidig konkluderer Kommissionen, at der i visse lande er systematiske problemer og områder, hvor situationen er blevet forværret i løbet af det seneste år. Mens flere lande er i fuld gang med reformer, som skal styrke retsvæsenets uafhængighed, har andre lande systemiske problemer, der står i vejen for en positiv udvikling. Korruption er fortsat et alvorligt problem for både borgere og virksomheder i EU, og pressefriheden og sikkerhed for journalister er udfordret i flere lande. Sidstnævnte gælder især for Ungarn, Polen, Slovenien, Kroatien og Bulgarien, som også har modtaget kritik i de forrige årsrapporter. Mens flere medlemslande har forbedret kvaliteten af deres lovgivningsprocesser, fastholder andre et lavt niveau, og særligt Ungarn fortsætter med overdreven brug af fremskyndede procedurer.