Åbenhed i EU's arbejde

Som borger i EU har du flere muligheder for at få indsigt i EU’s beslutningsprocesser og dokumenter, f.eks. gennem offentlige høringer og aktindsigter.

Større

Som EU-borger har du krav på at få indblik i de ting, der sker i EU. EU’s institutioner er forpligtet til at være så åbne som muligt. Princippet om åbenhed står skrevet i EU-traktatens artikel 15 TEUF.

Her kan du læse om nogle af de måder, du kan få indsigt i EU’s arbejde på. 

Offentlige høringer

Europa-Kommissionen arrangerer offentlige høringer under forberedelserne af nye lovforslag for at inddrage interesseorganisationer, virksomheder og borgere i beslutningsprocessen. Du kan følge med i høringerne på Kommissionens høringsportal. 

Du kan også være med til at evaluere og give feedback på eksisterende lovgivning direkte til Kommissionen. 

Kommissionens høringsportal Læs mere om dine muligheder for at blande dig i debatten

Åbenhedsregister

Mange aktører forsøger at få indflydelse på EU’s lovgivning. Det kan f.eks. være borgerforeninger, virksomheder, handels- og brancheorganisationer, fagforeninger eller tænketanke, der arbejder for at påvirke EU’s lovgivning i en bestemt retning. Det kaldes lobbyisme. 

I et forsøg på at skabe åbenhed omkring lobbyismen fører EU det såkaldte åbenhedsregister, hvor de, der laver lobbyarbejde, kan registrere sig. Det skal give borgerne et indblik i, hvem der forsøger at påvirke EU’s beslutninger, og hvordan de gør det.

Åbenhedsregistret dækker lobbyarbejde i Kommissionen og Europa-Parlamentet, men der blev i 2021 forhandlet en ny aftale, så åbenhedsregisteret nu også gælder for Rådet. 

Læs aftalen om et obligatorisk åbenhedsregister
[tidligere artikel 255 TEF]

1. For at fremme gode styreformer og sikre civilsamfundets deltagelse arbejder Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer så åbent som muligt.

2. Europa-Parlamentets møder er offentlige, og det gælder også Rådets samlinger, når det forhandler og stemmer om udkast til lovgivningsmæssige retsakter.

3. Alle unionsborgere og alle fysiske og juridiske personer, der har bopæl eller vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat, har ret til aktindsigt i dokumenter fra Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, uanset medium, efter de principper og på de betingelser, der fastsættes i henhold til dette stykke.

Generelle principper for og begrænsninger i denne aktindsigt af hensyn til offentlige eller private interesser, fastsættes ved forordning af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure.

Institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne sikrer åbenhed i deres arbejde og indarbejder hver især særlige bestemmelser vedrørende aktindsigt i deres forretningsordener i overensstemmelse med de forordninger, der er nævnt i andet afsnit.

Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Investeringsbank er kun omfattet af dette stykke, når de udøver administrative funktioner.

Europa-Parlamentet og Rådet sikrer offentliggørelse af dokumenterne i forbindelse med lovgivningsprocedurerne på de betingelser, der er fastsat i de forordninger, der er nævnt i andet afsnit.

Aktindsigt

Som udgangspunkt er EU’s dokumenter offentligt tilgængelige. Det betyder, at du har mulighed for at finde og læse bl.a. EU’s lovforslag, eksisterende lovgivning, domme og afgørelser fra EU’s institutioner i EU’s offentlige databaser. 

Du kan dog komme ud for, at det dokument, du leder efter, ikke umiddelbart er offentligt tilgængeligt. I de tilfælde kan du søge om aktindsigt. 

Alle borgere, virksomheder og organisationer, der er bosat i et EU-medlemsland, har ret til at søge aktindsigt i dokumenter fra EU’s institutioner, organer, agenturer og kontorer.  

Du kan søge aktindsigt direkte gennem EU via Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen, men du kan også søge gennem en dansk myndighed, der er relevant for det dokument, du leder efter. 

Der er ikke krav om, at dit ønske om aktindsigt skal begrundes, og du behøver heller ikke selv være involveret i sagen. Hvis du er involveret i sagen, vil du dog ofte få tildelt flere oplysninger. 

Selvom du har ret til at søge aktindsigt, gælder der visse undtagelser for særlige kategorier af dokumenter. Eksempler på undtagelser er ved situationer, hvor offentliggørelsen af et dokument kan true den offentlige sikkerhed eller krænke privatlivets fred. Det kan også være dokumenter, der er lavet til internt brug, og det kan være korrespondancer vedrørende verserende åbningsskrivelser og traktatkrænkelsessager.

Læs mere om aktindsigtsforordningen (1049/2001)

Sådan søger du aktindsigt

Den nemmeste måde at søge aktindsigt på er direkte gennem EU er via Ministerrådets, Europa-Parlamentets eller Kommissionens onlineansøgningsskemaer.

For at få aktindsigt gennem en relevant myndighed i Danmark skal du tage kontakt direkte til myndigheden. Den vil afgøre, om du kan få aktindsigt i sagen.

Hvis du søger aktindsigt gennem en dansk myndighed, skal sagen som udgangspunkt behandles efter offentlighedsloven, der siger, at offentligheden som hovedregel har ret til at få indsigt i den offentlige forvaltning. 

Offentlighedsloven

Senest opdateret: [02.01.2025]
Sideansvarlig: Søren Pers Kaltoft