Beslutningsprocessen i EU

I EU træffer politikerne mange beslutninger på forskellige områder. Der findes tre forskellige måder at lave love på i EU: den almindelige lovgivningsprocedure, høringsproceduren og godkendelsesproceduren.

Større

Den mest brugte måde at træffe beslutninger på i EU er gennem den almindelige lovgivningsprocedure. Den bliver brugt på over 90 pct. af alle EU’s politikområder, f.eks. miljø, forbrugerbeskyttelse, indre marked og politi- og strafferet. 

EU har dog også mulighed for at vedtage love gennem høringsproceduren og godkendelsesproceduren. 

Den almindelige lovgivningsprocedure

Når et forslag til en ny EU-lovgivning bliver behandlet efter den almindelige lovgivningsprocedure, er både Europa-Parlamentet og Ministerrådet lovgivere. Det betyder, at folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet og de nationale ministre i Ministerrådet skal blive enige om en lovtekst, før den kan blive til EU-lovgivning.

Et lovforslag kan maksimalt komme igennem 3 behandlinger, altså 3 runder. Så skal politikerne blive enige, men lovforslag bliver typisk vedtaget allerede efter første runde. 

Europa-Parlamentet: Den almindelige lovgivningsprocedure

Beslutningsproceduren begynder med, at Europa-Kommissionen fremlægger et lovforslag, som den sender til Europa-Parlamentet og Ministerrådet. 

Førstebehandlingen i Europa-Parlamentet

Politikerne i Europa-Parlamentet diskuterer lovforslaget og laver en udtalelse. Udtalelsen skal vedtages med et flertal af de parlamentsmedlemmer, der deltager i afstemningen. Hvis Europa-Parlamentet ikke er enige i Kommissionens udspil, indeholder udtalelsen også ændringsforslag.

Førstebehandlingen i Ministerrådet

Ministerrådet behandler derefter forslaget. Hvis et kvalificeret flertal af EU-landene er enige i Europa-Parlamentets udtalelse, bliver forslaget vedtaget. Hvis ikke, vedtager Ministerrådet en såkaldt fælles holdning, der er et bud på, hvordan forslaget skal ændres.

Proceduren i praksis

Der vil som regel være en løbende og tæt kontakt mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Begge parter undersøger løbende muligheder for at forhandle sig frem til et kompromis. Forhandlingerne foregår på trepartsmøder, de såkaldte triloger, mellem Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Over 9 ud af 10 lovforslag bliver vedtaget under førstebehandlingen, fordi man netop mødes i triloger for at blive enige.

Førstebehandlingen slutter enten med, at forslaget bliver vedtaget, eller at Ministerrådet sender sin fælles holdning til Europa-Parlamentet. Dermed starter andenbehandlingen. 

Andenbehandlingen begynder i Europa-Parlamentet med en diskussion af Ministerrådets fælles holdning fra førstebehandlingen. Hvis Parlamentet kan godkende Ministerrådets fælles holdning med et simpelt flertal, bliver forslaget vedtaget. 

Hvis Europa-Parlamentet derimod ønsker at ændre eller helt forkaste Ministerrådets holdning, skal det ske med et absolut flertal blandt alle Parlamentets medlemmer (og ikke blot af dem, der er til stede under afstemningen). 

Hvis Ministerrådet er enige i Europa-Parlamentets ændringsforslag, kan Ministerrådet vedtage forslaget med kvalificeret flertal. 

Hvis Ministerrådet ikke kan acceptere alle Parlamentets ændringer, går forslaget videre til en tredjebehandling. 

Tredjebehandlingen er en såkaldt forligsprocedure. Under forligsproceduren samles repræsentanter for Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen. De skal forsøge at rede trådene ud og udarbejde en kompromistekst, altså et forlig. 

Hvis det lykkes parterne at nå til enighed, skal forliget vedtages i Europa-Parlamentet med simpelt flertal og i Ministerrådet med kvalificeret flertal. Hvis det derimod ikke lykkes at indgå forlig inden for tidsfristen, falder forslaget.

Høringsproceduren

Høringsproceduren anvendes kun på få områder – f.eks. når EU-landene skal blive enige om fælles regler for, hvor meget virksomheder skal betale i skat. Under høringsproceduren er det formelt set Ministerrådet, som er centrum for beslutningerne. Det er altså Ministerrådet, som træffer afgørelse om lovforslaget.

I høringsproceduren skal Europa-Parlamentet dog stadig høres og have mulighed for at udtale sig om Kommissionens forslag, inden Ministerrådet vedtager det. Det sker typisk ved, at Parlamentet vedtager en række ændringsforslag. Ministerrådet må ikke vedtage forslaget før, at høringen har fundet sted, men Ministerrådet er ikke forpligtet til at følge Europa-Parlamentets udtalelse. 

Høringsproceduren fungerer formelt på følgende måde:

  • Kommissionen fremsætter et lovforslag, der sendes til Ministerrådet, som beder Europa-Parlamentet om en udtalelse.
  • Europa-Parlamentet afgiver sin udtalelse med et flertal af de tilstedeværende medlemmer. Ofte vil Europa-Parlamentet vedtage en række ændringsforslag til Kommissionens lovforslag.
  • På baggrund af Europa-Parlamentets udtalelse kan Kommissionen vælge at ændre på deres lovforslag.
  • Afhængigt af, hvilket samarbejdsområde, der er tale om, vedtager Ministerrådet lovforslaget med kvalificeret flertal eller enstemmighed. Ministerrådet kan kun ændrer Kommissionens forslag med enstemmighed.

Godkendelsesproceduren

Når love skal vedtages i godkendelsesproceduren, skal Europa-Parlamentet godkende forslagene, før Ministerrådet kan vedtage dem. Modsat under den alminidelige lovgivningsprocedurer og høringsprocedure kan Europa-Parlamentet ikke komme med ændringsforslag, men alene sige ja eller nej. 

Godkendelsesproceduren kræver enstemmighed i Ministerrådet på de fleste områder, mens det i Europa-Parlamentet for det meste afgøres med et flertal af de afgivne stemmer.

 Godkendelsesproceduren anvendes bl.a. på følgende områder:
  • Indgåelse af internationale handelsaftaler.
  • Optagelse af nye EU-medlemslande
  • Bekæmpelse af forskellige typer af diskrimination
  • Godkendelse af EU's flerårige budgetramme
  • Vedtagelse af sanktioner over for et EU-medlemsland, som groft og vedvarende krænker grundlæggende rettigheder.

Senest opdateret: [07.02.2025]
Sideansvarlig: EU-Oplysningen