Den almindelige lovgivningsprocedure

Den mest brugte måde at træffe beslutninger på i EU er gennem den almindelige lovgivningsprocedure. Den bliver brugt på over 90 pct. af alle EU’s politikområder, f.eks. miljø, forbrugerbeskyttelse, indre marked og politi- og strafferet.

Når et forslag til en ny EU-lovgivning bliver behandlet efter den almindelige lovgivningsprocedure, er både Europa-Parlamentet og Ministerrådet lovgivere. Det betyder, at folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet og de nationale ministre i Ministerrådet skal blive enige om en lovtekst, før den kan blive til EU-lovgivning.

Et lovforslag kan maksimalt komme igennem 3 behandlinger, altså 3 runder. Så skal politikerne blive enige, men lovforslag bliver typisk vedtaget allerede efter første runde. 

Førstebehandling (ingen tidsfrist)

Beslutningsproceduren begynder med, at Europa-Kommissionen fremlægger et lovforslag, som den sender til Europa-Parlamentet og Ministerrådet. 

Førstebehandlingen i Europa-Parlamentet

Politikerne i Europa-Parlamentet diskuterer lovforslaget og laver en udtalelse. Udtalelsen skal vedtages med et flertal af de parlamentsmedlemmer, der deltager i afstemningen. Hvis Europa-Parlamentet ikke er enige i Kommissionens udspil, indeholder udtalelsen også ændringsforslag.

Førstebehandlingen i Ministerrådet

Ministerrådet behandler derefter forslaget. Hvis et kvalificeret flertal af EU-landene er enige i Europa-Parlamentets udtalelse, bliver forslaget vedtaget. Hvis ikke, vedtager Ministerrådet en såkaldt fælles holdning, der er et bud på, hvordan forslaget skal ændres.

Proceduren i praksis

Der vil som regel være en løbende og tæt kontakt mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Begge parter undersøger løbende muligheder for at forhandle sig frem til et kompromis. Forhandlingerne foregår på trepartsmøder, de såkaldte triloger, mellem Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Over 9 ud af 10 lovforslag bliver vedtaget under førstebehandlingen, fordi man netop mødes i triloger for at blive enige.

Førstebehandlingen slutter enten med, at forslaget bliver vedtaget, eller at Ministerrådet sender sin fælles holdning til Europa-Parlamentet. Dermed starter andenbehandlingen. 

Andenbehandling (tidsfrist: 3 måneder + 1 mulig forlængelse)  

Andenbehandlingen begynder i Europa-Parlamentet med en diskussion af Ministerrådets fælles holdning fra førstebehandlingen. Hvis Parlamentet kan godkende Ministerrådets fælles holdning med et simpelt flertal, bliver forslaget vedtaget. 

Hvis Europa-Parlamentet derimod ønsker at ændre eller helt forkaste Ministerrådets holdning, skal det ske med et absolut flertal blandt alle Parlamentets medlemmer (og ikke blot af dem, der er til stede under afstemningen). 

Hvis Ministerrådet er enige i Europa-Parlamentets ændringsforslag, kan Ministerrådet vedtage forslaget med kvalificeret flertal. 

Hvis Ministerrådet ikke kan acceptere alle Parlamentets ændringer, går forslaget videre til en tredjebehandling. 

Tredjebehandling (tidsfrist: 6 uger + 2 ugers mulig forlængelse)

Tredjebehandlingen er en såkaldt forligsprocedure. Under forligsproceduren samles repræsentanter for Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen. De skal forsøge at rede trådene ud og udarbejde en kompromistekst, altså et forlig. 

Hvis det lykkes parterne at nå til enighed, skal forliget vedtages i Europa-Parlamentet med simpelt flertal og i Ministerrådet med kvalificeret flertal. Hvis det derimod ikke lykkes at indgå forlig inden for tidsfristen, falder forslaget.

Andre beslutningsprocedurer

På ca. 30 politikområder anvendes 2 andre måder at vedtage EU-love på:

• Godkendelsesproceduren
• Høringsproceduren

Undervisningstema om lovgivningsproces