Kontrolmekanismer i EU-systemet
Der er indført mange kontrolmekanismer i EU-systemet, som skal sikre, at der føres en fornuftig kontrol med magthaverne.
I EU findes der mange kontrolmekanismer, der skal sikre, at magten er fordelt på en god måde. Eller, at ingen handler ud over det, de har fået lov til.
Her er nogle eksempler på, hvem der fører kontrol med hvad i EU:
- Europa-Kommissionen fører kontrol med, om medlemsstaterne gennemfører den fælles EU-lovgivning, som de har forpligtet sig til.
- Domstolen fører kontrol med, om EU's institutioner handler inden for deres beføjelser, og om medlemslandene overholder EU-retten.
- Europa-Parlamentet skal godkende og kan afsætte Kommissionen.
- Europa-Parlamentet og Rådet fører kontrol med Kommissionens udstedelse af delegerede retsakter. Medlemsstaterne fører kontrol med Kommissionens gennemførelsesretsakter.
- De nationale parlamenter fører kontrol med, om Kommissionen overholder nærhedsprincippet, når den fremsætter nye lovforslag.
- Revisionsretten fører kontrol med forvaltningen af EU's budget.
Åbningsskrivelser
Hvis Kommissionen mener, at et land ikke har implementeret et direktiv korrekt eller på anden måde ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til EU-retten, sender Kommissionen en såkaldt åbningsskrivelse.
Åbningsskrivelsen forklarer, hvorfor Kommissionen mener, at direktivet ikke er implementeret korrekt i landet. Åbningsskrivelsen giver regering mulighed for at forklare sig. Samtidigt er det den første advarsel om, at Kommissionen vil anlægge en sag ved Domstolen, hvis ikke landet retter sin implementering af direktivet efter Kommissionens anvisninger.
Der er flere udgange på en åbningsskrivelse
- Den nationale regering erkender fejlen: Hvis regeringen er enig med Kommissionen, kan åbningsskrivelsen bruges som en guide til at implementere direktivet på den rigtige måde.
- Kommissionen har misforstået den nationale lovgivning: Nogle gange mener regeringen, at Kommissionen måske har misforstået den måde, som landet har gennemført direktivet på. I de tilfælde vil regeringen svare på åbningsskrivelsen og forklare, hvorfor regeringen mener, at den nationale implementering af direktivet alligevel er korrekt. Hvis Kommissionen bliver overbevist af regeringens argumenter, slutter sagen her.
- Kommissionen og regeringen er fortsat uenige: Hvis Kommissionen derimod ikke bliver overbevist af regeringens svar på åbningsskrivelsen, sender Kommissionen en såkaldt begrundet udtalelse til landet. Den begrundede udtalelse uddyber, hvorfor Kommissionen mener, at implementeringen af det pågældende direktiv er mangelfuld.
Medlemslandene har typisk to måneder til at besvare udtalelserne. I de tilfælde, hvor landet stadig mener, at den danske implementering er korrekt og opfylder direktivets målsætninger, vil regeringen endnu engang skrive til Kommissionen og forsøge at argumentere for sin sag.
Det sker ofte, at der i denne såkaldt administrative fase findes et kompromis mellem Kommissionen og medlemslandet, og så slutter sagen her. Hvis der ikke indgås et kompromis, og landet fortsat fastholder, at implementeringen er korrekt, vil Kommissionen anlægge en sag ved Domstolen. Det kaldes en traktatkrænkelsessag.
Det er den samme procedure med åbningsskrivelse og begrundet udtalelse, som bruges i sager, hvor en medlemsstat har overskredet implementeringsfristen.
Traktatkrænkelsessager
En traktatbrudssag er en sag, der anlægges mod et medlemsland med påstand om, at landet ikke overholder de love og regler, som det selv har været med til at vedtage i EU.
En traktatbrudssag kan startes af et andet medlemsland (hvilket dog er yderst sjældent i praksis) eller af Kommissionen. Som traktatens vogter har de til opgave at kontrollere, at medlemslandene overholder deres forpligtelser i henhold til EU-retten. Kommissionen kan imidlertid ikke dømme medlemslandene for traktatbrud. Det kan kun EU-Domstolen.
Inden det kommer så vidt, at det bliver en egentligt retssag ved Domstolen, skal Kommissionen og medlemslandene følge en bestemt procedure. Det betyder, at sagen ofte kan ordnes inden, fordi medlemsstaten ændrer den lovgivning eller praksis, om efter Kommissionens opfattelse er i strid med EU-retten.
Først ryddes misforståelser af vejen
Processen, der kan føre til en traktatbrudssag mod et EU-land, starter med, at Kommissionen sender en såkaldt pilotskrivelse. Det er en forespørgsel til et medlemsland om at samle informationer om, hvordan landet overholder sine EU-retlige forpligtelser.
Medlemslandet har 10 uger til at svare og Kommissionen har bagefter 10 uger for at vurdere svaret. Hvis Kommissionen finder svaret utilfredsstillende, kan den begynde en traktatkrænkelsessag.
Sagen starter med en såkaldt åbningsskrivelse, hvor landet forelægger sine synspunkter. I åbningsskrivelsen redegør Kommissionen for sin vurdering af, hvorfor landet ikke overholder sine EU-retlige forpligtelser. Landet bliver på den måde orienteret om Kommissionens synspunkter og får lejlighed til at kommentere vurderingen.
I mange tilfælde vil en sag kunne afsluttes allerede her, fordi landet uden videre retter ind efter Kommissionens holdning. Der kan også blot være tale om, at landet ikke har overholdt implementeringsfristen for direktiver. Kommissionen sender pr. automatik åbningsskrivelser til de lande, som ikke overholder direktivernes implementeringsfrister eller får notificeret Kommissionen i tide. Sagerne kommer ofte ikke videre, hvis den manglende implementering ikke skyldes ”ond vilje”, men forklarlige forsinkelser, som landet har tænkt sig at rette op på.
Er der tale om mere komplicerede forløb, hvor et land og Kommissionen reelt er uenige om en sag, kan Kommissionen efter, at fristen for landets svar er overskredet, vælge at afgive en begrundet udtalelse.
I den begrundede udtalelse redegør Kommissionen endnu en gang for sin vurdering af sagen set i lyset af landets svar på åbningsskrivelsen. Kommissionen afslutter den begrundede udtalelse med at konkludere, hvorvidt Kommissionen stadig vurderer, at landet er skyldigt i traktatbrud.
Den begrundede udtalelse har ikke som sådan retsvirkning for et EU-land, men er alligevel vigtig for en sags videre forløb, da Kommissionens eventuelle senere stævning mod landet skal følge indholdet i den begrundede udtalelse.
Sagen kommer til EU-Domstolen
Er det Kommissionens vurdering, at landet fortsat krænker traktaten, får landet en frist til at bringe orden i sagerne, og såfremt landet ikke efterkommer denne frist, kan Kommissionen anlægge sag ved Domstolen.
Vælger landet at rette sig efter Kommissionens anvisninger inden fristen i den begrundede udtalelse, har Kommissionen ikke mulighed for at anlægge sag. Kommissionen har dog mulighed for at anlægge sag mod landet, hvis det først efterkommer Kommissionens ønsker efter, fristen er overskredet.
På den anden side har Kommissionen ikke pligt til at indstævne lande, der ikke efterkommer fristerne i de begrundede udtalelser, og der er ikke en frist for, hvornår Kommissionen i givet fald skal anlægge sagerne. Vælger et land i løbet af en retssag at ændre sin lovgivning, kan Kommissionen også vælge at hæve sagen.
Hvis medlemslandet taber sagen
Hvis Domstolen kommer frem til, at der er tale om traktatbrud, skal det pågældende medlemsland straks efterkomme Domstolens dom og træffe de nødvendige dispositioner for, at landet igen lever fuldt op til sine forpligtelser. Hvis dette ikke sker, og Kommissionen igen efter landets udtalelse om sagen indbringer sagen for Domstolen, kan Domstolen pålægge medlemsstaten at betale et fast beløb eller en tvangsbøde for ikke at have efterlevet dommen.