Når der forhandles om internationale aftaler og traktater, opnår landene først enighed om teksterne. Selv om enigheden kan være forpligtende til en vis grad, er den ikke juridisk bindende.

For at en aftale eller en traktat er bindende kræves det, at landene ratificerer den. Det vil sige, at regeringerne, som har forhandlet aftalen, endnu en gang skal acceptere aftalen, efter at denne er godkendt i landenes parlamenter. De nærmere regler er som regel beskrevet i landenes forfatninger. I Danmark kræver den danske grundlov i visse tilfælde et bredt flertal eller en folkeafstemning, før regeringen kan ratificere en traktat.

Når aftalen er godkendt af parlamenterne afleverer landene et såkaldt ratifikationsinstrument på det sted, hvor landene har aftalt at opbevare disse dokumenter. Ratifikationsinstrumenterne der vedrører EU’s traktater skal afleveres i Rom.

I Danmark er det Udenrigsministeriet, som står for at skrive denne tekst og få den afleveret i Rom.