Hvad er Schengensamarbejdet?
Schengensamarbejdet er et samarbejde mellem en række europæiske lande med det formål at skabe et fælles område uden indre grænser.
Udgangspunktet for Schengensamarbejdet er at personkontrollen ophæves ved de fælles grænser inden for Schengenområdet, fælles regler for passage af Schengenområdets ydre grænser og ens visumregler for tredjelandsborgere.
Schengensamarbejdet indebærer desuden en styrkelse af landenes samarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, illegal indvandring m.m. Samarbejdet er opkaldt efter byen Schengen i Luxembourg, hvor aftalen blev underskrevet i 1985. Schengenreglerne blev en del af EU-samarbejdet med Amsterdamtraktaten, der trådte i kraft den 1. maj 1999.
Danmark har siden 25. marts 2001 deltaget fuldt ud i Schengensamarbejdet. Derfor skal man ikke igennem paskontrol, når man flyver til Italien, Frankrig eller et andet land, som også deltager i den del af samarbejdet, der indebærer ophævelse af personkontrollen ved grænserne.
Læs mere:
EU-Oplysningen: Retlige og indre anliggender
EU-Oplysningen: Rejse og ophold i EU
EU-Oplysningen: Hvilke lande deltager i Schengensamarbejdet?
EUR-Lex: Schengenkonventionen