10.075,18 euro eller cirka 75.000 kr. Så meget tjener et medlem af Europa-Parlamentet om måneden i 2024. Alle medlemmer får den samme løn, selvom de kommer fra forskellige medlemslande.
Vederlag og beskatning
Vederlaget (lønnen) indgår i Parlamentets budget og fratrækkes en indkomstskat til EU og et bidrag til ulykkesforsikring, hvorefter det udbetalte beløb er på 7.853 euro (ca. 58.500 kr.). Medlemmer, som bor i Danmark beskattes derudover også her i landet efter de almindelige danske skatteregler – dog modregnet den skat, de allerede har betalt til EU.
Lønnen bliver udbetalt af EU. Før 2009 var det anderledes – dengang blev lønnen udbetalt af de enkelte medlemsstater.
Tillæg
Dagpenge:
Medlemmerne modtager en fast godtgørelse på 350 euro (ca. 2.600 kroner) pr. dag til dækning af udgifter i forbindelse arbejdet i Parlamentet.
Satsen reduceres til det halve, hvis medlemmet ikke deltager i mere end halvdelen af afstemningerne ved navneopråb på plenarmøderne.
Fast tillæg til generelle udgifter (også kaldet blyantspenge):
Medlemmerne har ret til en månedlig godtgørelse på maksimalt 4.950 euro (ca. 36.870 kroner) til dækning af udgifter i forbindelse med den parlamentariske virksomhed, som ikke var dækket af andre godtgørelser fra Europa-Parlamentet. Dette beløb bliver ikke beskattet i Danmark.
Satsen reduceres til det halve, hvis medlemmet ikke deltager i mere end halvdelen af afstemningerne ved navneopråb på plenarmøderne.
De officielle møder bliver godtgjort med de faktiske billetudgifter, medlemmerne har ved deltagelse i disse møder, mod forelæggelse af kvitteringer og op til et maksimalbeløb svarende til en flyrejse på business class, en togrejse på 1. klasse eller 0,58 euro (ca. 4,30 kroner) pr. km ved bilrejse plus faste tillæg, der beregnes ud fra rejsens distance og varighed, til dækning af øvrige rejseudgifter (såsom motorvejsafgift, bagageovervægt eller reservationsgebyr).
Godtgørelse af rejse- og opholdsudgifter:
Medlemmerne har ret til at få godtgjort rejse- og opholdsudgifter op til et årligt beløb på 4.886 euro (ca. 36.390 kroner). Dette beløb kan bruges til at dække transportudgifter i den medlemsstat, hvor de er valgt, og til rejse- og opholdsudgifter og andre tilknyttede udgifter ved rejser uden for det medlemsland, hvor medlemmet er valgt. Det drejer sig om udgifter i forbindelse med rejser, der ikke omhandler de officielle møder i Bruxelles og Strasbourg.
Pension
Tidligere medlemmer har ret til en alderspension, når de fylder 63. Pensionen udgør 3,5 pct. af vederlaget for hvert hele år, de har udøvet deres mandat, dog højest 70 pct. af vederlaget. Midlerne til disse pensioner udbetales over Parlamentets budget