Traktat

En traktat er en juridisk bindende aftale indgået mellem to eller flere lande. EU’s målsætninger, kompetence og politiske og juridiske instrumenter m.m. er beskrevet i de traktater, der er indgået mellem EU's medlemslande. EU-traktaternes bestemmelser udgør grundlaget for al anden EU-ret. Det betyder, at alle EU’s andre regler – forordninger, direktiver, afgørelser, beslutninger m.m. – både i indhold og tilblivelse skal være i overensstemmelse med traktaterne. En traktat indledes ofte med en præambel, der er en slags betragtninger over baggrunden for at indgå traktaten. Herefter kommer selve traktatens bestemmelser, der er delt op i nummererede afsnit, som kaldes artikler. Ofte vil der også være protokoller og erklæringer knyttet til selve traktatteksten.