De mest benyttede ruter for flygtninge og migranter
Flygtninges og migranters rejseruter ændrer sig over tid, og nogle ruter bliver benyttet i langt højere grad end andre.
De mest anvendte migrationsruter: Årligt antal migranter
Den vestlige rute referer til Den vestlige Middelhavsrute samt Den vestafrikanske rute
Den vestlige Middelhavsrute (Fra Marokko til Spanien)
Denne rute blev især benyttet for et årti siden, og særligt af økonomiske migranter fra Afrika syd for Sahara. I de seneste år er antallet af folk, der benytter denne rute, dog steget igen, og ruten var i 2018 den mest benyttede rute ind i Europa. Det er blandt andet hovedruten for kriminelle, der smugler stoffer ind i Europa.
Ruten bliver primært brugt af marokkanere og algerier efterfulgt af folk fra Guineabugten og Mali.
Den centrale Middelhavsrute (Fra Libyen til Italien og Malta)
Siden en borgerkrigslignende situation brød ud i Libyen i 2013, har menneskesmuglere benyttet sig flittigt af landet til at sende flygtninge og migranter i retning mod det italienske fastland og den italienske ø Lampedusa og Malta.
Menneskesmuglerne sender ofte flygtninge og migranter afsted i gamle, faldefærdige fiskerbåde eller i gummibåde uden det nødvendige udstyr. Det betyder, at sejladsen over Middelhavet er særdeles farlig.
I 2021 blev Den Centrale Middelhavsrute benyttet mest af folk fra Tunesien, Egypten og Bangladesh. I alt benyttede 67.724 migranter ruten i 2021, hvilket gjorde den til den mest brugte rute ind i Europa i 2021.
Den østlige Middelhavsrute: (Fra Tyrkiet til Grækenland)
Langt størstedelen af de flygtninge og migranter, der kom til Europa i 2015, rejste fra Tyrkiet til de græske øer, især øen Lesbos.
Fra 2014 til 2015 steg antallet af flygtninge og migranter, som benyttede denne rute, fra 51.000 til 885.000. Men i oktober 2015 lavede EU-landene en aftale med Tyrkiet, som fik færre mennesker til at tage denne rute.
I 2016 benyttede 182.534 mennesker den østlige Middelhavsrute, og i 2017 var tallet faldet til 42.305. I 2021 brugte 20.567 migranter ruten.
Balkanruten
En del flygtninge og migranter rejser også fra Tyrkiet og Grækenland til Makedonien og Bulgarien. Derfra rejser de til Serbien og videre til EU-landene Ungarn og Kroatien, inden de rejser videre i retning mod Vesteuropa for at søge asyl der.
I 2015 benyttede 764.038 mennesker Balkanruten. Antallet faldt til 132.261 i 2016 og ned til 12.178 i 2017. Tallet er steget igen de seneste år, og i 2021 var antallet 61.735 mennesker.
En stor del af dem, der benytter Balkanruten, rejser gennem Grækenland først. Derfor optræder de i statistikken for både Balkanruten og for den østlige Middelhavsrute.