PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2000-01
EUU Alm.del Bilag 151
Offentligt

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget

(Alm. del - bilag 151)

traktatændringer

(Offentligt)

Medlemmerne af FolketingetsEuropaudvalg og deres

stedfortrædere

Bilag Journalnummer

Kontor

400.C.2-0

EU-sekr.

1. november 2000

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges i forbindelse med regeringskonferencen en udtalelse fra Rådets

Juridiske Tjeneste vedr. artikel 133, SN 4849/00.

Fransk version er oversendt til Folketingets Europaudvalg den 26. oktober 2000.

KONFERENCENMELLEM

REPRÆSENTANTERNE

FORMEDLEMSSTATERNES

REGERINGER- Rådets jurist -

Bruxelles, den 25. oktober 2000 (26.10)(OR.

fr)

SN 4849/00

JURIDISK UDTALELSE

Vedr.: Forhandling og indgåelse af internationale aftaler vedrørende tjenesteydelser, intellektuel

ejendomsret og investeringer (artikel 133 i TEF)

På grundlag af en note af 29. september fra en delegation bad RK Rådets jurist om at besvare en række spørgsmål

vedrørende de valgmuligheder, der er forelagt konferencen. Formålet med denne note er at besvare disse spørgsmål.

For det første skal det understreges, at en ændring af afstemningsreglerne i Rådet (overgang fra enstemmighed

til kvalificeret flertal) ikke har nogen retsvirkning for rækkevidden af EF's kompetence. Da der er tale om

ændring af afstemningsproceduren, overføres der ingen kompetence fra medlemsstaterne til EF.

For det andet for så vidt angår fordelingen af kompetencen mellem EF og medlemsstaterne erindres der om,

at EF på det eksterne område har forskellige former for kompetence, enten enekompetence, potentiel

kompetence eller delt kompetence med medlemsstaterne, og at denne kompetence enten kan være fastsat

udtrykkeligt i traktaten eller fremgå implicit heraf.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Når EF har enekompetence, kan medlemsstaterne ikke længere handle på det pågældende område. EF's

enekompetence er enten tillagt det udtrykkeligt i traktaten eller implicit i de betingelser, der er resultatet af

retspraksis.

Når EF har potentiel kompetence, er der tale om kompetence, som det allerede har, fordi det har fået den tillagt

ved traktaten, men som det kan beslutte at udøve eller ikke udøve. Så længe EF ikke reelt har udøvet denne

kompetence, har medlemsstaterne fortsat ret til at handle på disse områder. Efterhånden som EF udøver den

potentielle kompetence, indskrænkes medlemsstaternes handlefrihed tilsvarende.

I visse tilfælde, hvor kompetencen er delt, bevarer medlemsstaterne imidlertid deres kompetence, selv om EF

udøver sin kompetence, jf. f.eks. artikel 177, stk. 1, og artikel 181, stk. 2, i EF-traktaten for så vidt angår

politikken for udviklingssamarbejde.

Med hensyn til forhandling og indgåelse af internationale aftaler ser situationen for øjeblikket således ud:

−

EF har enekompetence i medfør af traktaten, når der er tale om handel med varer og tjenesteydelser (artikel 133, stk.

1-4);

−

EF har også enekompetence på visse områder, når de betingelser, der er fastsat ved retspraksis, er til stede (AETR og

især 1/94);

−

EF har en potentiel kompetence på en række områder, som det endnu ikke har udøvet, hvis retsgrundlag findes i

traktaten:

denne kompetence kan først og fremmest udøves af Fællesskabet på internt plan i henhold til de betingelser, der er fastsat i de pågældende

retsgrundlag, dvs. Rådet træffer afgørelse med enten enstemmighed eller kvalificeret flertal (f.eks. i forbindelse med landtransport, søfart eller luftfart:

artikel 71 og 80), idet der samtidig og i samme omfang bliver tale om enekompetence på ekst ernt plan;

den kan af og til udøves direkte på eksternt plan, enten når de betingelser, der er fastsat i retspraksis (jf. fodnote 2 på side 1 i denne note), er til stede,

eller når det er udtrykkeligt fastsat i traktaten, og kompetencen udøves i så fald enten med kvalificeret flertal (f.eks. i forbindelserne med

udviklingslandene: artikel 181) eller med enstemmighed (især for at beslutte at anvende reglerne i artikel 133, stk. 1-4, på tjenestey delser og intellektuel

ejendomsret: artikel 133, stk. 5)

Det fremgår af ovenstående, at forhandlingen og indgåelsen af internationale aftaler vedrørende tjenesteydelser, intellektuel

ejendomsret og investeringer for størstedelens vedkommende hører under Fællesskabets potentielle kompetence og for den

resterende dels vedkommende næsten altid under dets enekompetence.

På mange områder har Rådet besluttet ikke at udøve EF's potentielle kompetence, og medlemsstaterne har fortsat udøvet

deres nationale kompetence. Man ved, at denne situation ikke er tilfredsstillende. Domstolens retspraksis kræver enhed i EU's

(EF's og medlemsstaternes) repræsentation udadtil, men der er risiko for blokering, når EF's potentielle kompetence ikke

udøves, hvilket er tilfældet på en række af de områder, der behandles i denne udtalelse, nemlig en stor del af bestemmelserne i

GATS-overenskomsten og TRIPS-aftalen. Risikoen ved denne situation, især inden for rammerne af WTO, er allerede blevet

nævnt; den vil nødvendigvis blive endnu større efter EU's forestående udvidelser.

Spørgsmål nr. 1

Vil de forskellige valgmuligheder, der overvejes i forbindelse med artikel 133, gøre det muligt for Fællesskabet med

kvalificeret flertal at indlede eller afslutte forhandlinger med tredjelande om spørgsmål, som på internt plan kræver

medlemsstaternes enstemmighed eller endog hører under deres nationale enekompetence?

Det er rigtigt, at visse af de foreliggende valgmuligheder giver Fællesskabet mulighed for med kvalificeret flertal at indlede og

afslutte forhandlinger med tredjelande om spørgsmål, som for øjeblikket kræver Rådets enstemmige afgørelse.

−

1) Valgmulighed A1, der er den mest ambitiøse, vil således give EF enekompetence med hensyn til alle eksterne

forhandlinger om tjenesteydelser, intellektuel ejendomsret og investeringer. Denne enekompetence vil under alle

omstændigheder blive udøvet af Rådet med kvalificeret flertal. Men en del af disse områder kræver fortsat

enstemmighed for så vidt angår vedtagelsen af interne foranstaltninger (f.eks. indf ørelse af nye former for adkomst

inden for intellektuel ejendomsret - artikel 308-) eller hører endog under medlemsstaternes kompetence (behandling af

tredjelandes investorer, især for så vidt angår reglerne for ejendomsret).

−

2) Valgmulighed 2A er langt mindre vidtrækkende. Det forholder sig nemlig sådan, at den:

2.1. ikke omfatter investeringer

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.2. ikke omfatter tjenesteydelser og de områder af intellektuel ejendomsret, som ikke er omfattet af de forpligtelser, som

Fællesskabets og medlemsstaternes har indgået i Marrakech-aftalerne

2.3. giver mulighed for at udelukke andre områder.

Valgmulighed A2 er heller ikke så bred som valgmulighed A1, da A1 udvider rækkevidden af artikel 133, stk. 1, og således

også tildeler Fællesskabet enekompetence til at handle autonomt på eksternt plan. Dette er ikke tilfældet med valgmulighed

A2 (særskilt stk. 5, som kun vedrører internationale aftaler).

−

3) Valgmulighed B gør det muligt for Rådet at handle for at omdanne Fællesskabets eksisterende potentielle

kompetence til enekompetence (anvendelse af artikel 133, stk. 1-4, på nye områder).

Forskellen i forhold til den nuværende situation ligger altså udelukkende i afstemningsmåden, idet Rådet træffer afgørelse

med kvalificeret flertal og ikke længere med enstemmighed. Denne valgmulighed får i øvrigt nøjagtig den samme retsvirkning

som de nuværende traktatbestemmelser. Det skal bemærkes, at den potentielt er bredere end valgmulighed A2, da den ikke

indeholder de begrænsninger, der er nævnt ovenfor i punkt 2.2. og 2.3., men at den kan finde gradvis anvendelse, og at dens

rækkevidde således kan blive ved med at være mere begrænset, hvis Rådet ønsker det.

−

4) Valgmulighed C ændrer ikke Fællesskabets potentielle kompetence til enekompetence. I den henseende forbliver

situationen uændret. Valgmulighed C består udelukkende i at fastsætte procedureregler for forhandlingen (kvalificeret

flertal i Rådet) i stil med dem, der allerede er accepteret inden for rammerne af fjerde AVS-EF-konvention (jf. EFT L 75

af 20.3.1999, s. 30). Hvad angår indgåelse vil medlems staterne som nu fortsætte med at indgå enhver international

aftale, som endnu ikke helt eller desvis henhører under EF's enekompetence.

−

5) For så vidt angår medlemsstaternes resterende kompetence, som det a priori er vanskeligt at afgrænse med

sikkerhed, kan RK fastsætte en bestemmelse om, at aftaler, der indgås på grundlag af den ændrede artikel 133, ikke må

indeholde nogen bestemmelse, som rækker videre end den interne kompetence, der tillægges EF ved traktaten

Spørgsmål nr. 2

Hvilke følger får de forskellige valgmuligheder, der overvejes i forbindelse med artikel 133 vedrørende tjenesteydelser,

investeringer og intellektuel ejendomsret, for de bilaterale forhandlinger, der føres om samme emner med tredjelande i

medfør af artikel 310 og 300 i TEF?

De forskellige foreliggende valgmuligheder får ingen praktiske følger for de bilaterale forhandlinger, som de for

øjeblikket føres af EF om samme emner med tredjelande i medfør af traktatens artikel 300 og 310. Medlemsstaterne har

nemlig for mange år siden besluttet at bede Kommissionen om at være deres eneforhandler. Kommissionen forhandler

således altid på både EF's og medlemsstaternes vegne og dermed på de omr åder, hvor Rådet ikke beslutter sig for at

udøve EF's potentielle kompetence. De foreliggende valgmuligheder har den virkning, at denne praksis bliver

obligatorisk, og at det ikke længere er samtlige medlemsstater, der ved fælles aftale bemyndiger Kommissionen til at

forhandle, men derimod Rådet med kvalificeret flertal, undtagen når traktatens artikel 310 finder anvendelse, hvor

Rådets enstemmighed fortsat kræves.

Kompetencen til at indgå aftaler overføres enten helt (valgmulighed 1) eller delvis alt efter de pågældende områder

(valgmulighed A2 og B) eller slet ikke (valgmulighed C) til EF.

Investeringer nævnes i valgmulighed A1, men ikke i valgmulighed A2 og B.

Spørgsmål nr. 3

Anvendelsen af kvalificeret flertal i forbindelse med handelsforhandlinger på områderne tjenesteydelser, intellektuel

ejendomsret og investeringer synes at kunne give anledning til alvorlige vanskeligheder, for så vidt gennemførelsen af de

således indgåede aftaler kan forpligte Fællesskabet og medlemsstaterne til at ændre nationale bestemmelser, der hører

under deres enekompetence. Hvordan og i hvilken retning kan disse vanskelighede r løses? Hvor effektiv vil regelen om

enstemmighed på internt plan i så fald være?

Det er korrekt, at der, hvis RK beslutter, at der skal gælde kvalificeret flertal for indgåelsen af internationale aftaler på

områder, hvor de interne bestemmelser kræver Rådets enstemmighed, hvilket er tilfældet med valgmulighed A1 og kan

være tilfældet med valgmulighed A2 og B (men ikke med valgmulighed C), kan opstå vanskeligheder. Når en

international aftale er indgået, bliver den nemlig juridisk bindende for EF. I tilfælde af, at en sådan aftale indebærer

ændring af interne regler, der kræver enstemmighed i Rådet, kan der opstå vanskeligheder, hvis der ikke kan opnås

enstemmighed. Der kan overvejes flere muligheder for at undgå sådanne vanskeligheder:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.1. Rådet kan give Kommissionen mandat til at forhandle aftaler på en sådan måde, at de er forenelige med

de gældende interne fællesskabsregler.

3.2. Indgåelsen af en allerede forhandlet aftale kan suspenderes, indtil Rådet har vedtaget de interne

foranstaltninger, der er nødvendige for dens gennemførelse.

3.3. RK kan tilføje en bestemmelse i artikel 133 om, at de foranstaltninger, der er fastsat i en international

aftale, skal indgås af Rådet med enstemmighed, når de vedrører områder, hvor der kræves enstemmighed for

vedtagelsen af interne regler (bestemmelse, der er identisk med artikel 300, stk. 2, andet punktum).

Sidstnævnte mulighed er sandsynligvis den mest enkle og den, der vil give anledning til færrest politiske

vanskelighe der i forholdet til tredjelande.

Der mindes om, at medlemsstaterne er bundet af enhver aftale, der indgås af EF (artikel 300, stk. 7). Hvis

EF vedtager interne foranstaltninger for at gennemføre en international forpligtelse, skal medlemsstaterne i

givet fald tilpasse deres nationale bestemmelser i overensstemmelse med fællesskabsrettens generelle

principper.

Spørgsmål nr. 4

Vil overgangen til kvalificeret flertal på grundlag af de forskellige valgmuligheder, der overvejes i forbindelse med

artikel 133 for tjenesteydelser, intellektuel ejendomsret og investeringer, ikke lige fra begyndelsen skabe formodning

om, at EU har generel kompetence på disse områder på eksternt plan? Er det ikke sandsynligt, at princippet om parallel

kompetence vil finde omvendt anvendelse, således at den nationale kompetence automatisk overgår til f

ællesskabskompetencen? Er det i bekræftende fald tilstrækkeligt, at den eksterne kompetence eksisterer potentielt, eller

skal den udøves reelt, for at denne overgang til internt plan kan foregå?

Svaret på disse tre spørgsmål er nej:

−

valgmulighed A1 indeholder en udtrykkelig bestemmelse om Fællesskabets generelle enekompetence på

eksternt plan; den interne kompetence og procedurerne for dens udøvelse forbliver uændrede; enhver

indgået aftale skal gennemføres på internt plan, da EF ellers begår en juridisk forseelse på internationalt

plan;

−

det samme gælder valgmulighed A2, men med et mere begrænset anvendelsesområde;

−

hvad angår valgmulighed B består der ingen formodning om generel kompetence og ingen automatisk

enekompetence. RK kan endog tilføje en bestemmelse om, at så længe EF ikke har udøvet sin potentielle

kompetence på et bestemt område, kan medlemsstaterne fortsætte med at forhandle og indgå internationale

aftaler under overholdelse af de øvrige traktatbestemmelser (jf. EF-traktatens artikel 111, stk. 5, og artikel

181, stk. 2);

−

hvad angår valgmulighed C er svaret på alle tre spørgsmål naturligvis nej.

Spørgsmål nr. 5

Betyder overgangen til kvalificeret flertal i handelsforhandlinger om tjenesteydelser, intellektuel ejendomsret og

investeringer, at der ikke længere kan udøves blandet kompetence under handelsforhandlinger i WTO? Hvad bliver

følgerne for medlemsstaternes repræsentation i denne organisation?

1) Valgmulighed A1 vil sandsynligvis sætte en stopper for den blandede karakter af forhandlinger og aftaler

i WTO-regi, når der ses bort fra visse særlige tilfælde, som når medlemsstaterne handler på afhængige

territoriers vegne.

Dette er ikke tilfældet med valgmulighed A2, som på ingen måde vil ændre EF's potentielle kompetence til

enekompetence på alle de områder, der behandles i WTO.

Dette gælder også valgmulighed B på betingelse af, at Rådet ikke beslutter at udvide anvendelsen af artikel

133, stk. 1-4, til alle de pågældende områder.

Under alle omstændigheder vedrører valgmulighed A2 og B ikke investeringer. Valgmulighed C får

naturligvis ingen af de følger, der beskrives i spørgsmålet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2) Hverken valgmulighed A1 eller a fortiori de andre tre valgmuligheder får nogen følger for

medlemsstaternes status som medlemmer af WTO.

***

KONKLUSION

Da EF allerede har generel potentiel kompetence i forbindelserne udadtil på områderne tjenesteydelser og

intellektuel ejendomsret, indebærer ingen af de foreliggende fire valgmuligheder nogen overførsel af

kompetence, bortset fra valgmulighed A1 for så vidt angår visse aspekter af investeringer.

Kun valgmulighed A1 vil automatisk og omgående omdanne hele EU's potentielle eksterne kompetence

på de pågældende områder til enekompetence. Valgmulighed A2 og B har mere begrænset rækkevidde og

giver større smidighed. Valgmulighed C nøjes med at fastsætte en afstemningsprocedure for at lette

forhandlingerne i WTO, men ændrer ikke reglerne for indgåelse af internationale aftaler.

Hvis RK finder, at manglende parallelitet mellem afstemningsreglerne for henholdsvis vedtagelsen af

interne bestemmelser og indgåelsen af internationale aftaler på samme område risikerer at skabe

vanskeligheder, kan den fastsætte i traktaten, at denne parallelitet skal overholdes.

________________________