PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2000-01
EUU Alm.del Bilag 1610
Offentligt

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget

(Alm. del - bilag 1610)

arbejds- og socialministerråd

(Offentligt)

_____________________________________________

AMU, Alm. del - bilag 409 (Løbenr. 24991)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

400.C.2-0

Kontor

EU-sekr.

17. august 2001

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-

Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedrørende fremme af grundlæggende

arbejdstagerrettigheder og forbedring af de sociale styringssystemer i en globaliseret økonomi, KOM (2001)

416 endelig.

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER

Bruxelles, den 18.7.2001

KOM(2001) 416 endelig

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET OG DET ØKONOMISKE

OG SOCIALE UDVALG

Fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og forbedring af de sociale styringssystemer i en globaliseret

økonomi

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Internationale tiltag til støtte for grundlæggende arbejdstagerrettigheder

2.1. På vej mod bedre sociale styringssystemer på internationalt plan

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.1.1. Anerkendelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheders universelle karakter: Verdenstopmødet om

social udvikling (1995)

2.1.2. Styrkelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder i ILO: 1998-erklæringen om de grundlæggende

principper og rettigheder på arbejdspladsen

2.1.3. I et videre perspektiv er der oprettet en ILO-arbejdsgruppe vedrørende globaliseringens sociale

dimension

2.1.4. I en samhandelsmæssig sammenhæng: WTO’s ministererklæring fra Singapore (1996)

2.1.5. Et komplekst forhold: OECD-undersøgelsen om international handel og grundlæggende

arbejdstagerrettigheder

2.1.6. Opstilling af internationale adfærdskodekser: fremme af virksomhedernes sociale ansvar

3. Principperne i EU-modellen

3.1. Arbejdstagerrettigheder som en nøglefaktor i EU’s socialpolitik

3.2. Afvisning af sanktionsorienterede handelspolitiske strategier

3.3. Nedbringelse af fattigdom og overholdelse af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med

udviklingsbistand og bilaterale aftaler

4. Et EU-initiativ til at fremskynde den internationale indsats

5. Elementer, der kan indgå i en yderligere indsats på EU-plan og på internationalt plan

5.1. Styrkelse af indsatsen på internationalt plan

5.1.1. Effektivisering af ILO’s instrumenter

5.1.2. Øget støtte til den multilaterale tekniske bistand, herunder den, der ydes af ILO .....

5.1.3. Et forum for international dialog

5.2. Pooling" af EU’s politiske værktøjer

5.2.1. Forbedring af de handelsmæssige incitamenter: den generelle præferenceordning

5.2.2. Bilaterale forbindelser: Aftaler, bistand og uddannelse

5.2.3. Bedre udnyttelse af VVM (vurdering af virkninger på miljøet)

5.3. Private og frivillige ordninger for fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder: Social "labelling" og

adfærdskodekser for erhvervslivet

6. Konklusioner

BILAG

Indledning

Der er en voksende bevidsthed omkring den komplekse sammenhæng mellem globalisering og fremme af

grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Borgerne er opmærksomme på, at et retfærdigt globalt økonomisk system skal

fremme den sociale udvikling og de grundlæggende rettigheder, og at vor nuværende styringsmodel ikke tager

tilstrækkelig hensyn til disse problemer. Der er fortsat stor interesse for dette spørgsmål blandt Euro pas befolkninger,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hvilket afspejler en større bevidsthed omkring globaliseringens virkninger, en større interesse for økonomiske relationer,

der er gavnlige for alle parter, samt en anerkendelse af, at handels- og investeringsstrømmene bør komme den brede

befolkning til gode og støtte dem, der deltager i produktionsprocesserne og bidrager til den økonomiske vækst. Den

voksende offentlige interesse bygger på en anerkendelse af de grundlæggend e arbejdstagerrettigheders universelle

karakter og tager ikke sigte på at fratage lavlønsudviklingslandene deres komparative fordele. Fremme af grundlæggende

rettigheder og en bæredygtig udvikling er et centralt mål, der afspejles i EU’s holdning, således som denne fremgår af

Rådets konklusioner fra 1999.

EU’s strategiske økonomiske og socialpolitiske mål understøttes nu i selve Europa af erkendelsen af, at en bæredygtig

økonomisk vækst og social samhørighed – som indebærer respekt for de grundlæggende arbejdstagerrettigheder –

hænger nøje sammen. Faktisk bygger EU’s socialpolitiske dagsorden, der blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i

Nice i december 2000, på ociale og den økonomiske politik forstærker hinanden. Endvidere vil disse spørgsmål blive

taget op som led i EU’s strategi for en bæredygtig udvikling, herunder den meddelelse om EU’s bidrag til den

bæredygtige udvikling på globalt plan, Kommissionen som aftalt på Det Europæiske Råds møde i Göteborg vil

fremlægge senest i januar 2002.

På globalt plan er de eksisterende internationale økonomiske og sociale regler og strukturer ude af balance. De globale

markedsstyringssystemer har udviklet sig hurtigere end de globale

sociale

styringssystemer. ILO’s

håndhævelsesmekanisme, der er begrænset til ratificerede konventioner, har begrænset effektivitet. I forhold til ILO er

Verdenshandelsorganisationen (WTO) med sit regelbaserede system og bindende tvistbilæggelsesordning ærk og

forholdsvis effektiv organisation. Denne relative styrke har bevirket, at WTO er blevet opfordret til også at være aktiv på

andre områder end samhandelsområdet og udnytte sine instrumenter til at styrke styringssystemerne inden for andre

politikområder som f.eks. arbejdstagerrettigheder og miljø. ILO er dog, og skal fortsat være, den organisation, der har

kompetence til at fastsætte og behandle arbejdstagerrettigheder, og ved justeringen af de globale styringsmekanismer bør

den sociale søjle styrkes med udgangspunkt i ILO’s og ikke WTO’s mekanismer.

Disse mere generelle aspekter af de globale styringssystemer ligger uden for rammerne af denne meddelelse, men

påvirker dog indsatsen for at fremme grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Disse overvejelser vil hjælpe os med at

forstå dynamikken i den internationale udvikling på dette område gennem de seneste ti år og finde veje til at fremme den

sociale udvikling i en globaliseret verden. Herved vil især det tætte samspil mellem samhan del og investering,

økonomisk vækst og social udvikling og nødvendigheden af at finde helhedsløsninger på disse problemer blive

fremhævet. Dette kræver en tværfaglig tilgang til promoveringen af grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Formålet med denne meddelelse er at skitsere en strategi for forbedring af de sociale styringssystemer og fremme af

grundlæggende arbejdstagerrettigheder med henblik på at styrke globaliseringens bidrag til den sociale udvikling og til

håndhævelsen af grundlæggende rettigheder. Meddelelsen indeholder forslag til instrumenter, der kan indføres på

internationalt og europæisk plan på forskellige politikområder, og som kan f&o slash;re til en tværfaglig enhedsstrategi.

Internationale tiltag til støtte for grundlæggende arbejdstagerrettigheder

• På vej mod bedre sociale styringssystemer på internationalt plan

Der har i diverse fora, bl.a. FN’s "millenium"-topmøde, og i forskellige tempi fundet internationale drøftelser sted om

sammenhængen mellem globalisering og social udvikling. Drøftelserne har vist, at der generelt er støtte til at fremme

grundlæggende arbejdstagerrettigheder, og at social udvikling anerkendes som en forudsætning for en bæredygtig

udvikling. Drøftelserne har dog også klart fremhævet lighederne ved at forholde sig til samspillet mellem samhandel og

sociale spørgsmål på en måde, der tager behørigt hensyn til alle parters interesser. Den største bekymring er, at en

sammenkædning af samhandelsmæssige og sociale spørgsmål kan misbruges til protektionistiske formål eller bane vej

for en større anvendelse af handelssanktioner. Det skal også bemærkes, at der i de senere år er sket en væsentlig stigning

i antallet af private, frivillige initiativer til at fremme anvendelsen af grundlæggene arbejdstagerrettigheder, som enten er

taget af virksomhederne selv eller har til formål at støtte disses aktiviteter. Disse initiativer er et bidrag til forbedringen

af de sociale styringssystemer og fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og ledsages af andre

foranstaltninger, som involverer regeringer og andre offentlige aktører. Kommissionen har startet en debat om s&ar

ing;danne initiativer i sin grønbog om "Fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar".

Anerkendelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheders universelle karakter: Verdenstopmødet

om social udvikling (1995)

På verdenstopmødet om social udvikling i 1995 behandlede man for første gang på det højeste politiske niveau

globaliseringens sociale dimension og anerkendte herved fuldt ud det sociale aspekt af den bæredygtige udvikling.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I Københavnserklæringen om social udvikling anerkendte de deltagende lande, at globalisering skaber mulighed for en

bæredygtig økonomisk vækst og udvikling af verdensøkonomien og for at udveksle erfaringer og udnytte samspillet

mellem idealer, kulturelle værdier og ønsker. Deltagerlandene anerkendte samtidig, at ændringerne og

tilpasningsprocesserne alt for ofte er blevet ledsaget af fattigdom, arbejdsløshed og social derout e. I

Københavnserklæringen blev der peget på nødvendigheden af at styre globaliseringsprocessen for bedre at kunne udnytte

fordelene heraf og mindske processens potentielle negative konsekvenser for befolkningerne.

I handlingsprogrammet forpligtede regeringerne sig til "dels at beskytte og fremme respekten for de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder, herunder forbuddet mod tvangsarbejde og børnearbejde, foreningsfrihed, organisationsret og ret

til kollektive forhandlinger, lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi samt ikke-

forskelsbehandling i beskæftigelsen, dels at gennemføre Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO{{ ) konventioner

fuld ud, hvis der er tale om lande, der er part i disse konventioner, eller tage hensyn til principperne i disse konventioner,

hvis der er tale om lande, der ikke er parter i konventionerne, med henblik på at opnå en virkelig bæredygtig økonomisk

vækst og udvikling". På verdenstopmødet blev de grundlæggende arbejdstagerrettigheder således for første gang

identificeret, og normernes universelle karakter blev bekræftet, i det samtlige regeringer, og ikke blot de regeringer, der

har ratificeret de pågældende konventioner, fik pålagt et ansvar for normerne.

Styrkelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder i ILO: 1998-erklæringen om de

grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen

Topmødet i København har med støtte fra OECD’s undersøgelse fra 1996 samt WTO’s ministererklæring fra Singapore

inspireret til vedtagelsen af ILO’s erklæring fra 1998 om de grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen.

Denne erklæring har haft stor betydning for den universelle anerkendelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Særlig interessant er det, at man nåede til e lige ILO-medlemmer, dvs. også de, der ikke har ratificeret de pågældende

konventioner, ved deres ILO-medlemskab er forpligtet til at fremme og gennemføre ILO-konventionernes principper om

grundlæggende rettigheder. Hovedformålet med erklæringen var at sikre universel anerkendelse og anvendelse af de

grundlæggende arbejdstagerrettigheder som fastlagt på topmødet i København og i selve erklæringen.

I 1998-erklæringen bekræftedes de fire grundlæggende arbejdstagerrettigheder, der blev identificeret på

verdenstopmødet i København:

1. Foreningsfrihed og reel anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger

2. Afskaffelse af alle former for tvungent eller pligtmæssigt arbejde

3. Reel afskaffelse af børnearbejde

4. Afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Disse fire grundlæggende arbejdstagerrettigheder er for tiden dækket af otte ILO-konventioner.

Ved 1998-erklæringen blev der også indført en opfølgningsmekanisme til fremme af den universelle anvendelse af de

grundlæggende arbejdstagerrettigheder, der gælder for samtlige ILO-medlemmer, herunder de lande, der ikke har

ratificeret de pågældende ILO-konventioner. Denne opfølgningsmekanisme, der tager sigte på at lette medlemmernes

indsats, er et supplement til dels de tilsynsmekanismer, der er fastlagt i ILO’s statut enblik på gennemførelse af de

ratificerede konventioner, dels den særlige foreningsfrihedsprocedure, som allerede fandt anvendelse på de lande, der

ikke havde ratificeret konventionerne.

Instrumenter, ILO har til rådighed for at fremme grundlæggende arbejdstagerrettigheder

1. Tilsynsmekanismen

a) Regelmæssige indberetninger om gennemførelsen af ratificerede ILO-konventioner

Hvert 2.-5. år skal medlemmerne indberette, hvilke skridt de har taget for at gennemføre de konventioner, de har

ratificeret. Disse indberetninger gennemgås af en ekspertkomité (CEACR), der kan identificere særlige problemer og

anmode om yderligere oplysninger. Selv om disse indberetninger omfatter alle ILO’s konventioner, vedrører et stigende

antal CEACR-kommentarer gennemførelsen af ILO’s kernekonventioner. På den &arin konference er der mulighed for

at udøve yderligere pres gennem Trepartskomitéen vedrørende Gennemførelsen af Konventioner og Henstillinger.

b) Klageproceduren

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ud over de regelmæssige tilsyn åbner ILO’s statut mulighed for en mere specifik indsats. Således kan ILO’s medlemmer

i henhold til artikel 26 indgive klager, mens arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer tilsvarende har mulighed for at

klage i henhold til artikel 24. Denne procedure kan føre til oprettelse af en undersøgelseskomité med deltagelse af

arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter og ILO. Hvis et land undlader at henstillingerne fra en af ILO’s

undersøgelseskomitéer, kan det blive nødvendigt for ILO at anvende bestemmelserne i artikel 33, hvorefter ILO’s

Styrelsesråd ved grove og vedvarende tilsidesættelser kan anbefale konferencen foranstaltninger til at sikre efterlevelse

af henstillingerne fra undersøgelseskomitéen.

I juni 2000 anvendte ILO’s konference artikel 33, fordi Burma/Myanmar ikke overholdt ILO’s henstillinger om en reel

afskaffelse af tvangsarbejde. Dette var første gang i ILO’s 81-årige historie, at konferencen traf sådanne foranstaltninger.

I resolutionen henstilledes det, at organisationens medlemmer på baggrund af konklusionerne fra undersøgelseskomitéen

tog deres eventuelle forbindelser med den pågældende medlemsstat rvejelse og traf egnede foranstaltninger for at sikre,

at det pågældende medlem ikke kunne udnytte sådanne forbindelser til at fortsætte eller udvide sin praksis med tvungent

eller pligtmæssigt arbejde. De internationale organisationer blev også opfordret til inden for deres kompetenceområde og

på baggrund af konklusionerne fra undersøgelseskomitéen at genoverveje eventuelle samarbejdsprojekter, de måtte have

iværksat med det på gældende medlem og eventuelt så hurtigt som muligt indstille enhver aktivitet, der direkte eller

indirekte kunne tilskynde til en praksis med tvungent eller pligtmæssigt arbejde. Sammenhængen mellem de eventuelle

samhandelsaktioner, medlemmerne måtte vælge at gennemføre inden for denne ramme, og WTO’s regler – især GATT’s

artikel XX og XXI – er endnu ikke klarlagt.

2. Opfølgningen af 1998-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen

a) Ikke-ratificerende landes indberetninger om grundlæggende arbejdsprincipper og -rettigheder

Ved opfølgningen af ILO’s erklæring fra 1998 indførtes et krav om årlige indberetninger, hvorved de ikke-ratificerende

lande skal angive, hvilke skridt de har taget for at fremme principperne i kernekonventionerne. Disse indberetninger

gennemgås og offentliggøres hvert år. Arbejdsgiver- og arbejdstagergrupper har mulighed for at kommentere

indberetningerne. En ekspertgruppe har også mulighed for at kommentere de nationale indber er, som hidtil kun har

været af generel karakter.

b) Samlet rapport

I overensstemmelse med 1998-erklæringen fremlægger ILO’s generaldirektør hvert år en samlet rapport omfattende

såvel de lande, der har ratificeret de pågældende konventioner, som de lande, der ikke har gjort dette. Rapporten

fokuserer på de tendenser, der kan spores med hensyn til hver enkelt af de fire grundlæggende arbejdstagerrettigheder. I

rapporten for 2000 blev der fokuseret på foreningsfriheden, og i rapporten f aring;r er der fokuseret på tvangsarbejde.

3. Teknisk bistand

Teknisk bistand er et af ILO’s vigtigste midler til at fremme de principper og rettigheder, der er fastsat i 1998-

erklæringen, og har indtil nu givet gode resultater. ILO’s bistand omfatter rådgivning om lovgivningsreformer,

opkvalificering af tilsynsførende og administratorer samt uddannelse af statsansatte for at forbedre kvalifikationerne hos

deltagerne i trepartsmøderne. Teknisk bistand kædes ofte sammen med andre elementer –f.eks. , støtte til

uddannelsesstrukturer og social velfærd – i de integrerede programmer. Indsatsten inden for rammerne af det

internationale program for afskaffelse af børnearbejde (IPEC) i f.eks. Pakistan er et eksempel på et vellykket integreret

program (se bilag 3).

I et videre perspektiv er der oprettet en ILO-arbejdsgruppe vedrørende globaliseringens sociale

dimension

ILO’s Styrelsesråd oprettede allerede i 1994 ILO’s arbejdsgruppe vedrørende globaliseringens sociale dimension.

Arbejdsgruppen analyserede en lang række aspekter af den økonomiske globalisering med fokus på tre temaer: i)

gennemgang af de disponible aktionsmidler til opnåelse af ILO’s sociale målsætning i forbindelse med globaliseringen

(styrkelse af de globale styringssystemer); ii) forbedring af den empiriske viden s sociale virkninger; og iii) drøftelse af

andre organisationers aktiviteter.

Marts 2000-arbejdsgruppen besluttede at udvide sit mandat og definerede sine fremtidige aktiviteter som følger:

"Formålet med indsatsen er at styrke ILO’s vidensgrundlag hvad angår samspillet mellem de forskellige

dimensioner af den økonomiske og sociale politik inden for den nye globale økonomi. Dette vil tjene som

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

grundlag for forslag til nye strategier, der kan forbedre landenes evne til at håndtere globaliseringens sociale

virkninger. Resultaterne heraf vil bidrage til at fremme dialogen og udvekslingerne med andre internationale

organisationer om sp&o rgsmål af fælles interesse."

Efter denne omdefinering af opgaverne behandlede arbejdsgruppen på sit møde i november 2000 såvel spørgsmål, der

har betydning for forståelsen af, hvorledes globaliseringen påvirker de sociale fremskridt, som mere specifikt

spørgsmålet om, hvorledes , foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger kan påvirke udviklingen.

ILO’s generaldirektør Somavía gik et skridt videre på arbejdsgruppens møde i marts 2001 ved at foreslå en række måder,

hvorpå arbejdsgruppen kunne styrkes og yderligere opgraderes. I forbindelse med Den Internationale Arbejdskonference

i juni 2001 behandlede arbejdsgruppen mere detaljerede forslag, der var fremlagt af generaldirektør Somavía med

henblik på at forbedre arbejdsgruppens indsats. Der var enighed om, var nødvendigt at styrke arbejdsgruppens tekniske

kapacitet. ILO’s sekretariat vil i november 2001 endvidere fremlægge yderligere forslag angående arbejdsgruppens rolle

som et forum for dialog og udvekslinger på højt niveau, ligesom generaldirektøren vil fortsætte høringerne om visse af

arbejdsgruppens optioner på længere sigt, især for at overveje, hvorledes den foreslåede verdenskomité med deltagelse af

fremtræ personer kan oprettes med henblik på at udarbejde en autoritativ rapport om globaliseringens sociale dimension.

I en samhandelsmæssig sammenhæng: WTO’s ministererklæring fra Singapore (1996)

På ministermødet i april 1994 i Marrakech behandledes sammenhængen mellem det multilaterale samhandelssystem og

arbejdstagerrettighederne, og visse deltagere anmodede WTO om at gå videre med dette spørgsmål. På den første WTO-

ministerkonference i Singapore i december 1996 foreslog nogle WTO-medlemmer, herunder EF, at der blev oprettet en

WTO-arbejdsgruppe, der kunne undersøge sammenhængen mellem international samhandel og arbejdsvilkår. Dette

forslag fik især tilslutning fra de industrialiserede lande, men blev meget kraftigt afvist af de fleste udviklingslande, som

betragtede dette som et skalkeskjul for protektionisme og et forsøg på at indføre handelsrestriktioner under dække af

arbejdstagerrettigheder. Resultatet var afsnit 4 i WTO’s ministererklæring fra Singapore (1996), hvori det hedder:

"Vi fornyer vor forpligtelse til at overholde de internationalt anerkendte grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er det organ, der har kompetence til at fastlægge og behandle disse

normer, og vi bekræfter vor støtte til ILO’s promovering af normerne. Vi er af den opfattelse, at økonomisk vækst

og udvikling skabt af øget samhandel og yderligere handelsliberalisering bidrager til at fremme normer. Vi afviser

at anvende arbejdstagerrettigheder i protektionistisk øjemed og er enige om, at der på ingen måde må sættes

spørgsmålstegn ved et lands – navnlig ikke et lavlønsudviklingslands - komparative fordel. I denne forbindelse

noterer vi, at WTO- og ILO-sekretariaterne vil fortsætte deres nuværende samarbejde."

Sammenhængen mellem samhandelsmæssige og sociale spørgsmål blev også behandlet på den tredje WTO-

ministerkonference i Seattle i november 1999, hvor en række industrialiserede lande opfordrede til at optage samhandel

og beskæftigelse på WTO’s dagsorden. EF’s stillingtagen med henblik på den tredje WTO-ministerkonference er

skitseret i Rådets konklusioner af oktober 1999 (gengivet i bilag 1). På ministerkon eattle blev der ikke draget nogen

konklusioner, men det er sandt, at spørgsmålet om handel og beskæftigelse og i hvert fald ét større WTO-medlemslands

åbenbare ønske om at kæde arbejdstagerrettigheder sammen med handelssanktioner bidrog til, at konferencen blev en

fiasko. Mere generelt bekræftede forhandlingerne under ministerkonferencen, at dette var et meget følsomt emne for

stort set alle udviklingslande. Trods dette har der imidlertid b&ar ing;de under og efter konferencen været ført uformelle

drøftelser, som har givet et fingerpeg om, hvorledes der eventuelt kan opnås international enighed om, hvorledes

samspillet mellem globalisering, samhandel og social udvikling kan håndteres. En sådan enighed vil sandsynligvis skulle

baseres på følgende elementer:

• løbende international dialog om samhandel og social udvikling

• deltagelse af ILO, WTO, UNCTAD, Verdensbanken, regeringer og det civile samfund

• analyse af situationen og udveksling af erfaringer hvad angår samspillet mellem samhandel og social udvikling

• klar afvisning af sanktionsorienterede strategier.

Et komplekst forhold: OECD-undersøgelsen om international

arbejdstagerrettigheder

handel og grundlæggende

OECD-undersøgelsen om international handel og grundlæggende arbejdstagerrettigheder (1996) indeholdt en nyttig

analyse af sammenhængen mellem samhandel, konkurrenceevne, vækst og grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Undersøgelsen fokuserede på de grundlæggende arbejdstagerrettigheder, som med hensyn til substans og økonomiske

virkninger afviger fra andre arbejdstagerrettigheder. Undersøgelsens konklusioner var:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• at manglende eller utilstrækkelig overholdelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder i et land ikke er en

væsentlig faktor, der øger landets konkurrencefordel inden for den internationale samhandel eller bidrager til at

tiltrække direkte udenlandske investeringer

• at der er en positiv sammenhæng mellem liberaliseringen af den internationale samhandel og anvendelsen af

grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Den opdaterede udgave af undersøgelsen (2000) indeholder en oversigt over udviklingen siden 1996-undersøgelsen og

giver et overblik over den nyeste litteratur på området. Denne opdaterede rapport bekræftede stort set alle

hovedkonklusionerne i 1996-undersøgelsen (se bilag 4, der indeholder de vigtigste punkter i 2000-udgaven).

Opstilling af internationale adfærdskodekser: fremme af virksomhedernes sociale ansvar

De multinationale virksomheder bør spille en hovedrolle i bestræbelserne på at få virksomhederne til at handle ansvarligt

på de globale arbejdsmarkeder. Den internationale samhandels virkninger på de grundlæggende arbejdstagerrettigheder

afhænger også af udviklingslandenes nationale politikker. Virksomhederne står i den situation, at de skal udvikle sig på

verdensmarkeder præget af konkurrence. Kommissionen opfor drer kraftigt virksomhederne til at udvise socialt ansvar,

men er klar over, at initiativet hertil er af frivillig karakter. Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at

virksomhedernes sociale ansvar må udvikles i partnerskab med alle relevante interessegrupper.

ILO’s trepartserklæring om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik

ILO vedtog i 1977 en trepartserklæring om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik. Erklæringen

blev opdateret i 2000 på baggrund af ILO’s erklæring fra 1998 om de grundlæggende principper og rettigheder på

arbejdspladsen. Erklæringen er værdifuld, både på grund af dens vidtfavnende indhold – som omfatter alle aspekter af

socialpolitikken fra forholdet mellem arbejdsmarkedets parter til uddann æftigelse – og fordi erklæringen er rettet til en

bred vifte af de vigtigste økonomiske aktører (multinationale virksomheder, regeringer samt arbejdsgiver- og

arbejdstagerorganisationer).

OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder

OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder, der blev vedtaget i 2000, har også stor betydning.

Retningslinjerne udgøres af en række henstillinger fra regeringer til multinationale virksomheder. Selv om

retningslinjerne ikke er bindende, støttes de af OECD-landene, hvor de fleste af de multinationale virksomheder har

deres oprindelse. I tråd med begrebet "virksomhedernes sociale ansvar" og for at øge erhvervslivets bidra den sociale

udvikling og promoveringen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder angiver retningslinjerne frivillige principper

og normer for virksomhedernes ansvarlige adfærd på områder som f.eks. beskæftigelse, forholdet mellem arbejdsgivere

og arbejdstagere, menneskerettigheder, miljø, konkurrence, information og beskatning, bekæmpelse af bestikkelse og

forbrugerbeskyttelse. Implementeringen af retningslinjerne bør støttes for at begrænse d e negative følger af en

manglende social ansvarlighed hos virksomhederne og behovet for udviklingsbistand.

Ifølge retningslinjerne bør de multinationale virksomheder bidrage til de økonomiske, sociale og miljømæssige

fremskridt med henblik på at opnå en bæredygtig udvikling og respekt for de personers menneskerettigheder, der berøres

af de multinationale virksomheders aktiviteter, under hensyntagen til værtsregeringernes internationale forpligtelser. På

det sociale område anbefales det mere specifikt i retningslinjern e, at de multinationale virksomheder indgår følgende

forpligtelser, der er i overensstemmelse med ILO’s kernekonventioner:

• Respektere arbejdstagernes ret til at lade sig repræsentere af fagforeninger og føre konstruktive forhandlinger med

repræsentanterne

• Bidrage til en reel afskaffelse af børnearbejde

• Bidrage til afskaffelse af alle former for tvungent eller pligtmæssigt arbejde

• Ikke forskelsbehandle deres ansatte med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

FN’s globale pagt (Global Compact)

FN’s initiativ "den globale pagt" er endnu et eksempel på en internationalt anbefalet adfærdskodeks for en socialt

ansvarlig virksomhedsadfærd. Initiativet blev for første gang foreslået i 1999 af FN’s generalsekretær Kofi Annan, der

opfordrede virksomhedsledere til at fremme og anvende ni principper udledt af de internationale instrumenter til fremme

af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøstandarder. I lev formelt iværksat i juli 2000 af erhvervslivet,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

arbejdsmarkedets parter og det civile samfund, som aftalte at samarbejde inden for denne fælles ramme for at styrke

virksomhedernes sociale ansvar og globaliseringens sociale forankring gennem dialog og praktisk handling.

Hovedformålet med dette initiativ – som for første gang bringer erhvervslivet og det civile samfund sammen i en FN-

sammenhæng – er at få det private erhvervsliv til at acceptere og følge de ni grundlæggende principper i deres virke og

støtte den offentlige politik på disse områder. På beskæftigelsesområdet har FN’s generalsekretær anmodet erhvervslivet

om at "udvise globalt lederskab ve værdier, der er kernen i begrebet ’anstændigt arbejde’. Disse principper hjælper med

at opbygge konstruktive arbejdsplads- og samfundsrelationer og sikre mere stabile investeringer. Virksomhederne vil

opnå fordele i form af øget produktivitet, forbedret image og mere samarbejdende arbejdsmiljøer, alt sammen noget, der

kan forbedre bundlinjeresultatet". De principper, der er foreslået på beskæftigelsesområdet, afspejler ILO’ tioner

(principperne i den globale pagt er anført i bilag 5).

Principperne i EU-modellen

EU har en gammel forpligtelse til at fremme de grundlæggende arbejdstagerrettigheder og den sociale udvikling i

almindelighed. EU hviler selv på respekten for de grundlæggende rettigheder. Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, som blev bekendtgjort i Nice i december 2000, bekræfter EU’s målsætning, hvorefter de

grundlæggende rettigheder – herunder de grundlæggende arbejdstagerrettigheder {{SP g integreres fuldt ud i alle EU’s

politikker og aktioner.

•

Arbejdstagerrettigheder som en nøglefaktor i EU’s socialpolitik

Økonomiske fremskridt og social samhørighed er komplementære størrelser, der sammen med et højt beskyttelsesniveau

og en forbedret miljøkvalitet støtter en bæredygtig udvikling og er et centralt element i den europæiske

integrationsproces. EU har som mål at fremme beskæftigelsen og den sociale beskyttelse, forbedre leve- og

arbejdsvilkårene og fremme livskvaliteten. Senest har EU på Det Europæisk e Råds møde i Nice tilsluttet sig en social-

og arbejdsmarkedspolitisk dagsorden, som fremmer kvalitetsbegrebet – inden for beskæftigelse,

arbejdsmarkedsrelationer og arbejdsvilkår – som drivkraft for en sund og ikke-eksklusiv økonomi med flere og bedre

arbejdspladser.

Overholdelsen af arbejdstagerrettigheder er en integreret del af den europæiske sociale model, og der er siden

Fællesskabets start opbygget en ikke ubetydelig EF-lovgivning om emner, der rækker fra arbejdsmiljønormer til lige

muligheder og forbud mod forskelsbehandling. Hvad mere specifikt angår de internationale grundlæggende

arbejdstagerrettigheder er det klart, at de grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen, som er ident

ificeret af Den Internationale Arbejdsorganisation, fuldt ud finder anvendelse over for EU-landene.

Arbejdsmarkedets parter har spillet en central rolle i udviklingen af den europæiske integrations sociale dimension, og

dialogen mellem parterne på EU-plan er gradvis blevet udvidet til at omfatte stadig flere områder, således at

arbejdsmarkedets parter i EU i dag spiller en væsentlig institutionel rolle ved udarbejdelsen af EU’s sociale og

arbejdsmarkedsmæssige politik og lovgivning. Et vigtigt element i Fællesskabets indsats for at styre d ale dimensioner af

strukturomlægningerne har været at give arbejdsmarkedets parter mulighed for selv at foreslå regler inden for de

områder, de er mest berørt af i den europæiske økonomiske og sociale integrationsproces. Endvidere indeholder traktaten

bestemmelser om, at Det Økonomiske og Sociale Udvalg, som omfatter repræsentanter for de forskellige kategorier af

økonomiske og sociale aktiviteter, skal høres som led i EU’s politis ces. Det Økonomiske og Sociale udvalg kan i høj

grad medvirke til yderligere at fremme dialogen om de spørgsmål, der er behandlet i denne meddelelse.

•

Afvisning af sanktionsorienterede handelspolitiske strategier

EU’s holdning til handel og arbejde er skitseret i Rådets konklusioner af oktober 1999 om forberedelsen af den tredje

WTO-ministerkonference, som fortsat er grundlaget for EU’s holdning til samhandel og social udvikling. Af disse

konklusioner fremgår det, at Rådet er enigt om, at EU kraftigt bør støtte beskyttelsen af grundlæggende

arbejdstagerrettigheder. Andre fundamentale elementer i Rådets konklusioner er støtten til I og samarbejde med WTO,

som bl.a. skal komme til udtryk i en løbende dialog, støtte til positive foranstaltninger til fremme af overholdelsen af de

grundlæggende arbejdstagerrettigheder og en klar afvisning af enhver sanktionsorienteret strategi.

Rådet bekræftede EU’s kraftige modstand imod sanktionsorienterede strategier og erklærede, at "EU vil modsætte sig og

afvise ethvert initiativ til at anvende arbejdstagernes rettigheder i protektionistisk øjemed". Rådet var desuden enigt om,

at "der på ingen måde må stilles spørgsmål ved et lands komparative fordele, navnlig ikke lavløns-udviklingslandes".

Mere generelt pegede Rådet konklusioner af oktober 1999 på en øget sammenhæng i de globale økonomiske strategier

som et overordnet mål. Spørgsmålet om sammenhængen mellem samhandel og social udvikling og indsatsen på dette

område bør ses på baggrund af dette overordnede mål, som tager hensyn til ønsket om at udjævne skævhederne i det

globale styringssystem og bekræfter behovet for at styrke ILO’s rolle.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

•

Nedbringelse af fattigdom og overholdelse af de grundlæggende rettigheder i forbindelse med

udviklingsbistand og bilaterale aftaler

Fattigdom, dårlig regeringsførelse og udstrakt brug af uformelle sektorer er ofte hovedårsagen til den ringe overholdelse

af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder i udviklingslandene. I mange af disse er en stor del af den lokale økonomi

uformel og ureguleret. De fattigere befolkningsgrupper er stærkt afhængige af den uformelle sektor, både som

arbejdstagere og som forbrugere, og de er ofte dårligere beskyttet af aftaler om gr undlæggende arbejdstagerrettigheder.

Det bør endvidere erindres, at en bæredygtig økonomisk vækst kan bidrage til overholdelse af arbejdstagerrettighederne

og gennemførelse af de sociale rammeregler og vise versa, idet en styrkelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder

kan øge den økonomiske vækst og effektivitet.

Hovedformålet med Fællesskabets

udviklingspolitik

er nedbringelse af fattigdom. Social udvikling, herunder

beskæftigelse, adgang til sociale tjenester, social integration og social regulering, udgør en væsentlig del af indsatsen for

at nedbringe fattigdommen. Derfor indebærer EF’s udviklingspolitiske målsætning om fattigdomsbekæmpelse støtte til

en bæredygtig økonomisk, social og miljømæss ikling. En bedre integrering af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder

vil være i tråd med Fællesskabets overordnede udviklingspolitiske mål, som bygger på princippet om bæredygtig og

retfærdig menneskelig og social udvikling samt folkelig deltagelse. Rådet og Kommissionen bekræftede i deres

erklæring af november 2000, at de aktionsmidler, EF råder over til at gennemføre fattigdomsbekæmpende strategier, bør

samordn es og bl.a. tage højde for de sociale aspekter af udviklingen.

samarbejdsaftaler,

der er indgået mellem EF og tredjelande, dækker økonomisk og socialt samarbejde. Aftalerne er

så omfattende, at de forskellige instrumenter kan supplere hinanden til opfyldelse af målsætningerne om økonomisk

vækst og bæredygtig udvikling, inklusive de sociale dimensioner heraf. Disse målsætninger afspejles i dag i samtlige

samarbejdsaftaler med tredjelande. Siden 1992 har det været et kr av, at alle aftaler mellem EF og tredjelande indeholder

en klausul, hvori menneskerettigheder indgår som en fast bestanddel. Denne klausul omfatter også de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder som fastlagt i ILO’s otte kernekonventioner. Siden verdenstopmødet om social udvikling in 1995

i København henvises der i alle aftaler mellem EF og tredjelande endvidere til verdenstopmødets sluterklæring på lige

fod med menneskerettighederne.

Cotonou-aftalen fra 2000 mellem EF og de 77 AVS-lande var et skridt fremad på dette område, idet aftalen omfatter en

særlig bestemmelse om handel og arbejdstagerrettigheder, som bekræfter parternes forpligtelse til at overholde

grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Cotonou-aftalen er et førsteklasses eksempel på en samlet holdning, der

integrerer forskellige politiske instrumenter: samhandel, udvikling og politisk dialog. Social udvikling og fre mme af

grundlæggende arbejdstagerrettigheder er også en del af aftalens overordnede udviklingsstrategi, hvor det er fastsat, at

"samarbejdet støtter AVS-staternes bestræbelser på at udforme generelle og sektorspecifikke politikker, der forbedrer

dækningen og kvaliteten af samt adgangen til grundlæggende sociale infrastrukturer og tjenesteydelser …", og at

samarbejdet bl.a. skal rette sig mod "fremme af folkelig deltagelse gennem social dialog s spekt for de grundlæggende

sociale rettigheder".

Et EU-initiativ til at fremskynde den internationale indsats

Som beskrevet ovenfor har de internationale drøftelser bevæget sig et langt stykke – fra den egentlige anerkendelse af

social udvikling som en af grundpillerne i den bæredygtige udvikling og bekræftelsen og globaliseringens sociale

dimension i Københavnserklæringen fra 1995 om social udvikling over WTO-ministererklæringen fra Singapore (1996)

og til vedtagelsen i 1998 af ILO’s erklæring om grundlæggende principper og på arbejdspladsen.

Denne udvikling afspejler en stadig større enighed på internationalt plan om at anerkende behovet for at sikre fuld

overholdelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder og samtidig undgå risiko for misbrug i form af ensidige,

protektionistiske foranstaltninger. Det internationale samfund har imidlertid endnu ikke fundet frem til egnede måder,

hvorpå problemerne omkring sammenhængen mellem globalisering, samhandel og social udvikling kan l&osl ash;ses,

ligesom det internationale samfund ikke har udtømt alle sine muligheder for reelt at fremme de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder. Den omhyggeligt affattede Singapore-erklæring og begivenhederne i Seattle viser, hvor følsomt

spørgsmålet om sammenhængen mellem samhandel og arbejdsmarkedsspørgsmål er. Vedtagelsen i 1998 af ILO-

erklæringen var en vigtig milepæl, også institutionelt, men ubalancen mellem den økonomisk e og den sociale søjle i det

globale styringssystem er fortsat en faktor, der vanskeliggør såvel de økonomiske som de sociale fremskridt.

Mens der i princippet er sket fremskridt, idet der er opnået enighed om de grundlæggende arbejdstagerrettigheders

universelle karakter, har de instrumenter, der er nødvendige for at gøre disse rettigheder til en universel realitet, kun

udviklet sig brudstykkevis og ret sporadisk. For at sikre en effektiv gennemførelse af de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder er det muligt at udnytte ILO’s instrumenter mere effektivt og eventuelt overveje at disse

instrumenter.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

EU bør søge at styrke de internationale og europæiske instrumenter til fremme af den universelle anvendelse af

grundlæggende arbejdstagerrettigheder og styrke de globale sociale styringssystemer gennem en integreret, tværfaglig

proces og samtidig kraftigt afvise protektionistiske eller sanktionsorienterede strategier.

Elementer, der kan indgå i en yderligere indsats på EU-plan og på internationalt plan

De elementer, der er beskrevet nedenfor, er tænkt som et led i en integreret strategi for at fremme den universelle

anvendelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og forbedre de sociale styringssystemer. Denne strategi vil omfatte

instrumenter og aktioner inden for forskellige politikområder på EU-plan og på internationalt plan. Strategien indebærer

en udnyttelse og styrkelse af de eksisterende værktøjer og indførelse af nye instrumenter som et middel til at fremme den

universelle anvendelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder på en måde, der er tilpasset omstændighederne.

Strategien er baseret på de EU-politikker og –principper, der er fastlagt i Rådets konklusioner af oktober 1999, dvs. de

grundlæggende arbejdstagerrettigheders universelle karakter, støtte til ILO’s arbejde og samarbejde med andre

internationale organisationer samt afvisning af enhver sanktion strategi.

•

Styrkelse af indsatsen på internationalt plan

Effektivisering af ILO’s instrumenter

ILO har gennem de senere år kraftigt forbedret sine muligheder for at fremme overholdelsen af de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder – især gennem erklæringen fra 1998 om grundlæggende principper og rettigheder på

arbejdspladsen og dens opfølgning, men også ved at anvende klageproceduren i en række sager, som har givet anledning

til nationale og internationale foranstaltninger. Endvidere er der gjort større brug af g;lrettet teknisk bistand som middel

til at fremme overholdelsen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder, jf. 1998-erklæringen. Denne positive udvikling

bør fortsætte, og EU kan spille en vigtig rolle ved at fremme yderligere tiltag til effektivisering af ILO’s instrumenter.

Følgende elementer kan i denne forbindelse overvejes:

• Midler til en stærkere vægtning af opfølgningen på de bemærkninger, der er fremsat i rapporterne fra

Ekspertkomitéen vedrørende Gennemførelse af Konventioner, især hvad angår kernekonventionerne, og til sikring

af en mere systematisk opfølgning på disse bemærkninger. Dette skulle føre til en forbedring af den tekniske

bistand.

• Større offentlighed omkring tilsynsmekanismen, især hvad angår kernekonventionerne. Det bør tilstræbes at sikre,

at de internationale forpligtelser indgået af ILO’s medlemslande gennem ratificering af konventioner får større

opmærksomhed overalt i det internationale system.

• Eventuelle foranstaltninger til effektivisering af klageprocedurerne. En række lande har indført autonome

foranstaltninger til midlertidig ophævelse af udviklingssamarbejde eller GSP-fordele i tilfælde af grov og

vedvarende tilsidesættelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Der synes at være fordele (større

konsekvens) forbundet med at indlede sådanne klagesager ikke baseret på en ensidig vurdering, men under anve

ndelse af ILO’s klageprocedurer. Det skal dog bemærkes, at disse klageprocedurer kun finder anvendelse i

forbindelse med lande, der har ratificeret de relevante kernekonventioner.

Ud over at effektivisere de eksisterende tilsynsordninger kunne det overvejes, hvorledes man ved hjælp af kampagner

kan fremme en faktisk overholdelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Følgende idéer kan overvejes i den

forbindelse:

• Et system, hvorved landene kan indgå frivillige, gensidige forpligtelser til at overholde de grundlæggende ILO-

normer. Der kunne f.eks. være tale om indgåelse af en forpligtelse til at sikre, at kernekonventionerne faktisk

implementeres i det pågældende land. For at tilskynde til at deltage i et sådant system kunne man for de deltagende

lande overveje et system med offentlig anerkendelse. En ratificering af de relevante konventioner ville v&ae lig;re

det første – let verificerbare - skridt. Derefter skal der ses på, hvilken institutionel ramme et sådant system skal

have, og om systemet kan få plads i en eksisterende international organisation.

• Indførelse af positive incitamenter i en bredere betydning. Disse kunne omfatte yderligere teknisk bistand fra ILO

til at hjælpe med at overholde normerne gennem teknisk samarbejde inden for rammerne af erklæringen.

Selv om en universel anvendelse af de grundlæggende rettigheder helt sikkert er en forudsætning for parallelle

økonomiske og sociale fremskridt, er dette forhold ikke tilstrækkeligt til at sikre sådanne fremskridt. Spørgsmålet rejser

sig, om der kan gøres mere på internationalt plan for at fremme synergien mellem globalisering og fremskridt i form af

social udvikling og retfærdighed i bredere forstand. ILO har allerede bidrage t væsentligt til at fremme en forståelse af

forholdet mellem globalisering og den social- og beskæftigelsespolitiske strategi på nationalt plan. Det kunne derfor

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

overvejes at indføre en mere regelmæssig og systematisk ramme for sådanne aktiviteter med henblik på at skabe et

system med regelmæssig vurdering af et lands generelle socialpolitiske resultater. ILO vil være det naturlige forum for

en sådan proces som følge af både org anisationens internationalt anerkendte knowhow og dens trepartsstruktur.

• EU bør inden for rammerne af ILO fremme en drøftelse af, hvad der yderligere kan gøres for at effektivisere ILO’s

tilsyn, herunder større offentlighed, mere effektiv opfølgning og midler til at give resultaterne af ILO’s tilsyn

større gennemslagskraft i det internationale system. EU bør selv tage mere systematisk hensyn til

tilsynsresultaterne i sine bilaterale og multilaterale relationer.

• EU bør bl.a. inden for rammerne af ILO fremme en drøftelse af nye ansporende mekanismer, der kan fremme

overholdelsen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Bl.a. kan det overvejes at indføre et nyt system med

gensidige forpligtelser til at sikre overholdelsen af ILO’s kernekonventioner omfattende en mekanisme til sikring

af tilstrækkelig offentlig anerkendelse af denne forpligtelse.

• EU bør inden for rammerne af ILO fremme en drøftelse af en ny mekanisme med henblik på regelmæssig

gennemgang af landenes socialpolitik.

Øget støtte til den multilaterale tekniske bistand, herunder den, der ydes af ILO

EF og dets medlemsstater yder økonomisk støtte til ILO’s tekniske bistandsaktiviteter. I maj 2001 efter en ny

brevveksling mellem Kommissionen og ILO bekræftede Kommissionen sin forpligtelse til at samarbejde med ILO om

f.eks. fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder. EF vil imidlertid øge sin økonomiske støtte til ILO-

programmerne for fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder, og medlemsstaterne bør overve gøre det samme.

Endvidere bør EF og medlemsstaterne aktivt fremme drøftelser og overvejelser om social udvikling og grundlæggende

arbejdstagerrettigheder i andre udviklingsorganisationer, herunder Bretton Wood-institutionerne og UNCTAD, for at

sikre politisk konsekvens i støtten til de grundlæggende arbejdstagerrettigheder og øget støtte til håndhævelsen af disse

som led i støtteprogrammerne. Som en markering af sammenhængen mellem n edbringelse af fattigdom og

grundlæggende arbejdstagerrettigheder bør fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og social udvikling

betragtes som et led i indførelsen af PRSP- (Poverty Reduction Strategy Papers) eller lignende instrumenter på nationalt

plan.

• EF og medlemsstaterne bør øge støtten til ILO’s tekniske bistandsaktiviteter som et middel til at fremme

grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• EF og medlemsstaterne bør aktivt fremme drøftelser og overvejelser om social udvikling og grundlæggende

arbejdstagerrettigheder i andre udviklingsorganisationer for at sikre politisk konsekvens i støtten til de

grundlæggende arbejdstagerrettigheder og øget støtte til håndhævelsen af disse som led i støtteprogrammerne.

Et forum for international dialog

Iværksættelsen og fortsættelsen af en løbende international dialog med deltagelse af regeringer, internationale

organisationer og repræsentanter for det civile samfund er fortsat hjørnestenen i en omfattende EU-strategi til forbedring

af de sociale styringssystemer i en globaliseret økonomi og fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder. EU har i

overensstemmelse med Rådets konklusioner fra 1999 søgt at starte en l&os lash;bende international dialog om handel og

social udvikling, herunder grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Det endelige mål for en sådan dialog er at maksimere

det positive samspil mellem handel og social udvikling og således fremme grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Denne proces bør være interinstitutionel og bygge på de resultater, der allerede er opnået på internationale konferencer

og af de internationale organisationer, jf. del 1 ovenfor. ILO, der er den organisation, der har kompetence til at fastlægge

og behandle arbejdstagerrettigheder, vil have en nøglerolle i en sådan dialog gennem sin tekniske bistand og sine

overvågnings-, indberetnings- og analyseaktiviteter. Det arbejde, der udf&osl ash;res af arbejdsgruppen vedrørende

globaliseringens sociale dimension, kunne være et nyttigt udgangspunkt for en yderligere konstruktiv proces, og

drøftelserne på arbejdsgruppens møde i juni 2001 peger i retning af en stærkere profilering af arbejdsgruppen som et

forum for udvekslinger og dialog. WTO, UNCTAD og Verdensbanken – samt andre internationale organisationer – vil

være naturlige partnere for ILO i denne proces og forventes at kunne bidrage h;ftelserne med erfaringerne fra deres

respektive kompetenceområder.

Dialogen bør hjælpe med at finde frem til de midler, der kan maksimere de positive sociale følger af liberaliseringen af

samhandel og investeringer, især gennem udveksling af konkrete erfaringer. Sociale følger skal opfattes i bred forstand

med udgangspunkt i resultaterne af møderne i København og Rio vedrørende social udvikling og bæredygtig udvikling. I

betragtning af den tætte sammenhæng mellem økonomisk og social udvikling bør processen omfatte de aspekter af den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

bæredygtige udvikling, der vedrører udvikling og nedbringelse af fattigdom, og analysere sammenhængen mellem

økonomisk vækst, beskæftigelse, uligheder, nedbringelse af fattigdom og social beskyttelse. Dette vil indebære en

analyse af arbejdsvilkår, konkurrenceevne, sociale ledsageforanstaltninger til fremme af en handelsreform (herunder

erhvervsuddannelse), uddannelse samt handelens betydning f or køns- og andre former for diskrimination. Denne

analyse vil hjælpe med at skabe en fælles forståelse, der kan medvirke til at udnytte liberaliseringen af samhandel og

investeringer til at støtte den sociale udvikling, herunder de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Endvidere forventes

forummet for international dialog om samhandel og social udvikling at generere en udveksling af erfaringer om

handelsreformens sociale virkninger og kan således bidrage til at forbedre metoderne for en forhåndsevaluering af

handelsliberaliseringens sociale følger.

• EU bør fortsætte sine bestræbelser for at starte en løbende international dialog om samhandel og social udvikling,

herunder grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• "

Pooling" af EU’s politiske værktøjer

Forbedring af de handelsmæssige incitamenter: den generelle præferenceordning

Fællesskabets GSP-ordning giver udviklingslande adgang til markedet på gunstige vilkår. Denne præferenceadgang er

noget, EF indrømmer helt autonomt, og retningslinjerne for indrømmelsen af GSP-præferencer er fastsat i en

rådsforordning. De sociale incitamenter under GSP-ordningen er et vigtigt middel til fremme af grundlæggende

arbejdstagerrettigheder, og EF bør styrke sin politik på dette område. I den nuv&ael ig;rende GSP-forordning behandles

spørgsmålet om grundlæggende arbejdstagerrettigheder, idet i) der indføres en positiv ansporende ordning, hvorved en

faktisk overholdelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder medfører indrømmelse af yderligere

handelspræferencer, og ii) gives mulighed for fuldstændig eller delvis tilbagetrækning, såfremt modtagerlandene gør sig

skyldige i slaveri eller tvangsarbejde under nogen form. Som led i den foreslåede revision af GSP-ordningen overvejes

forbedringer af den særlige ansporende ordning, som vil føre til en ny ordning, der skal træde i kraft i 2002. Det bør

endvidere ved den næste revision, som er fastsat til 2004, overvejes, hvorledes GSP-ordningens indvirkning på de

grundlæggende arbejdstagerrettigheder kan styrkes yderligere.

Under

den nuværende revision

har Kommissionen foreslået følgende forbedringer for at tilskynde landene til at ansøge

om særlige incitamenter og for at styrke sammenhængen med de grundlæggende arbejdstagerrettigheder:

• Gøre ordningen mere attraktiv ved at udvide de yderligere handelspræferencer under de ansporende ordninger

• Forøge gennemsigtigheden og strømline procedurerne for at hjælpe landene med at udnytte de tilbudte særlige

incitamenter og muligheder for markedsadgang bedre

• Gøre en effektiv overholdelse af alle fire grundlæggende arbejdstagerrettigheder som omhandlet i ILO’s erklæring

fra 1998 til et krav for at være omfattet af den særlige ansporende ordning. Som led i den igangværende revision af

GSP-ordningen har Kommissionen endvidere foreslået at medtage alle grove og systematiske tilsidesættelser af de

fire grundlæggende arbejdstagerrettigheder blandt begrundelserne for en midlertidig {{S aelig;ndig eller delvis –

tilbagetrækning af GSP-fordelene. Alle lande, der er omfattet af GSP-ordningen, ville således kunne blive

yderligere ansporet, forudsat at de opfyldte kriteriet om faktisk håndhævelse af de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder. Lande, der kun modtager de generelle GSP-præferencer, kan midlertidigt – fuldstændigt

eller delvis – miste disse præferencer, men kun hvis det konstateres, at landene groft og systematisk til e

grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• Som led i

en fremtidig revision

af GSP-forordningen vil Kommissionen overveje yderligere at styrke den sociale

ansporende ordning og forbindelsen til ILO’s kernekonventioner for at forbedre muligheden for at anvende GSP-

incitamenterne til at fremme anvendelsen af grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Man bør være særlig

opmærksom på, om principperne i ILO’s otte kernekonventioner er indarbejdet i de nationale lovgivninger, og om

erentieret mellem produkter, sektorer og regioner.

Ud over at forbedre selve GSP-ordningen bør man overveje bestemmelser om teknisk bistand for at hjælpe landene med

at udnytte de særlige ansporende ordninger, dvs. ved faktisk at anvende de grundlæggende arbejdstagerrettigheder,

tilpasse produktionen og ansøge om at blive omfattet af den særlige ansporende ordning, således at ordningen får større

gennemslagskraft. Dette vil kræve en bedre sammenhæng mellem GSP-ordningern e og udviklingsprogrammerne og bør

overvejes som led i integreringen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder i EF’s udviklingsprogrammer (punkt

5.2.2.). Mere generelt bør EF søge at maksimere de særlige ansporende ordningers effekt på globalt plan ved at tilskynde

andre industrialiserede lande til at vedtage sociale ansporende ordninger, der ligner EF’s ordninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• I forbindelse med den igangværende revision af EF’s GSP-forordning bør den sociale ansporende ordning styrkes

ved at give mulighed for bedre markedsadgang, gøre ordningen mere gennemsigtig og udvide grundlaget for

ordningen til at omfatte alle fire grundlæggende arbejdstagerrettigheder, der er omhandlet i erklæringen fra 1998.

Bestemmelsen om midlertidig tilbagetrækning bør udvides til at gælde ved grove og systematiske tilsi lig;ttelser af

en eller flere af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• I forbindelse med en fremtidig revision af EF’s GSP-ordning bør det overvejes at forbedre muligheden for at

anvende GSP-incitamenter for at fremme grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• EF bør søge at maksimere de særlige incitamenters virkninger på globalt plan ved at tilskynde andre

industrialiserede lande til at vedtage sociale ansporende ordninger, der svarer til EF’s ordning.

Bilaterale forbindelser: Aftaler, bistand og uddannelse

Social udvikling er en af prioriteterne i EF’s udviklingsbistand. Kommissionen gennemfører en række

udviklingsprojekter vedrørende menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder, i alle dele af verden, men bør lægge

større vægt på at fremme de grundlæggende arbejdstagerrettigheder i sin generelle udviklingspolitik. Dette vil indebære

en højere prioritering af indsatsen for at fremme grundlæggende arb gerrettigheder i forbindelse med planlægningen af

udviklingsbistanden.

Kommissionen har i sin for nyligt offentliggjorte meddelelse "Den Europæiske Unions rolle med hensyn til at fremme

menneskerettigheder og demokratisering" foreslået, at man som led i den politiske dialog med tredjelande drøfter,

hvorledes ratificeringen af de grundlæggende menneskerettighedsaftaler og andre rettighedsbaserede internationale

aftaler (især ILO’s konventioner) og aftalernes faktiske gennemførelse kan fremmes. Kommissionen mlig af den

opfattelse, at en overholdelse af sociale rettigheder og grundlæggende arbejdstagerrettigheder bidrager til en varig og

retfærdig social og økonomisk udvikling.

Cotonou-aftalen er et væsentligt fremskridt og bidrager til indførelsen af bestemmelser om grundlæggende

arbejdstagerrettigheder i de bilaterale aftaler. EU bør følge samme fremgangsmåde i fremtidige samhandels- og

samarbejdsaftaler ved at indføje særlige bestemmelser om grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Dette vil både gøre

det lettere at integrere disse normer i det økonomiske og udviklingsmæssige sa marbejde og gøre det muligt at

koordinere de forskellige aktionsmidler bedre samt øge synergivirkningen mellem de politiske instrumenter. Især vil en

forpligtelse til at indføre grundlæggende arbejdstagerrettigheder i samarbejdsaftalerne gøre disse autonome instrumenter

til et supplement til bestræbelserne for på multilateralt plan at fremme sådanne normer.

Hvad angår udviklingsbistand giver Cotonou-aftalen en klar mulighed for at drøfte anvendelsen af grundlæggende

arbejdstagerrettigheder med AVS-landene. Denne mulighed opstår under udarbejdelsen af strategidokumenterne for de

enkelte lande og i drøftelserne med regeringerne om PRSP (Poverty Reduction Strategy Papers).

Af andre instrumenter kan nævnes dels særlige foranstaltninger til

uddannelse af personalet

i de relevante ministerier

for at gøre det muligt for regeringerne at udarbejde, håndhæve og gennemføre en national arbejdsmarkedslovgivning, der

tilpasser den internationale konsensus i ILO’s konventioner til lokale forhold og herved fremmer ratificeringen og

gennemførelsen, dels indførelse af realistiske overvågningsmekanismer kan forventes at få det enkelte lands

arbejdsgivere og multinationale virksomheder til i højere grad at overholde lovgivningen. Fællesskabet bør dog ikke

knytte nogen nye betingelser til en sådan bistand.

I Cotonou-aftalen anerkendes også det potentielle bidrag, der kan ydes af en bred vifte af ikke-statslige aktører. EF bør

arbejde på at forbedre de lokale NGO’ers og civilsamfundets organisationers evne til at oplyse arbejdstagerne om deres

rettigheder i henhold til ILO-konventioner og til at overvåge overholdelsen af grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Af særlige foranstaltninger til at fremme afskaffelsen af

børnearbejde

kan nævnes: udarbejdelse af effektive

programmer med faste tidsfrister for at afskaffe de værste former for børnearbejde gennem forebyggelse, beskyttelse og

rehabilitering: sikring af adgangen til fri grunduddannelse af høj kvalitet og, når det er muligt og hensigtsmæssigt,

erhvervsuddannelse for alle børn; synliggørelse af børnearbejdet ved en styrkelse af dataindsamling, -analyse og

-spredning; og oplysningskampagner om børns ret til beskyttelse mod erhvervsmæssig udnyttelse og om behovet for en

prioriteret indsats for at afskaffe de værste former for børnearbejde.

• EF bør integrere de grundlæggende arbejdstagerrettigheder bedre i sin udviklingspolitik i overensstemmelse med

det overordnede mål: nedbringelse af fattigdommen, bl.a. ved at lære de pågældende aktører at anvende de

grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• EF og medlemsstaterne bør styrke sammenhængen mellem GSP-ordningen og udviklingsprogrammerne for at

hjælpe landene med at udnytte de ansporende ordninger til fremme af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder

bedre.

• EU bør kopiere Cotonou-modellen i andre aftaler ved at søge at indføre særlige bestemmelser om grundlæggende

arbejdstagerrettigheder.

Bedre udnyttelse af VVM (vurdering af virkninger på miljøet)

VVM er i handelspolitisk sammenhæng et forholdsvis nyt værktøj, der tager sigte på at vurdere og derved tage hensyn til

handelspolitikkens indvirkning på den bæredygtige udvikling, herunder på det sociale område. De basisindikatorer, der

oprindeligt blev anvendt ved Kommissionens VVM-vurderinger, var: gennemsnitlig realindkomst, beskæftigelse, faste

nettoinvesteringer, retfærdighed og fattigdom, sundhed og uddannelse, k&osla sh;nsdiskrimination, miljømæssig

luftkvalitet, vand og jord, biologisk mangfoldighed og situationen for andre naturlige ressourcer. Disse basisindikatorer

kan justeres, efterhånden som instrumentet udvikles.

Anvendelsen af VVM kan hjælpe de politiske beslutningstagere med bedre at forstå, hvorledes handel kan bidrage til

social udvikling, og koncentrere indsatsen om handelsfremmende mål, samtidig med at de støtter en bæredygtig

udvikling. VVM kan også hjælpe med at identificere foranstaltninger, der yderligere kan forbedre handelsreformernes

gennemslagskraft. VVM udgør endvidere et nyttigt grundlag for indsatsen på andre politikområ ;der for at fremme

handelsreformernes positive indvirkning på den sociale udvikling, især hvad angår grundlæggende

arbejdstagerrettigheder og social regulering. Kommissionen har forpligtet sig til at anvende VVM som et bidrag til

udformningen af strategier for vigtige multilaterale handelsforhandlinger. VVM vil blive anvendt i forbindelse med den

"indbyggede" WTO-dagsorden og den fremtidige runde af multilaterale handelsforhandlinger i WTO. VVM vil blive

inddraget i de regi onale handelsforhandlinger mellem EF og AVS og bør også anvendes i forbindelse med andre

fremtidige bilaterale aftaler.

• Kommissionen vil anvende VVM i forbindelse med fremtidige handelsforhandlinger og –aftaler og fortsat tilpasse

eller udvikle sine metoder med henblik på at forbedre VVM-værktøjet. Kommissionen vil i denne forbindelse

overveje nye metoder, der bedre afspejler handelspolitikkens indvirkning på den sociale udvikling og indsatsen for

at fremme de grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

•

Private og frivillige ordninger for fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder: Social "labelling" og

adfærdskodekser for erhvervslivet

Offentligheden bliver stadig mere bevidst om forbrugsmønstrenes sociale og miljømæssige betydning, hvilket giver en

voksende efterspørgsel efter "socialt ansvarlige" produkter og investeringer. Efterspørgslen efter sådanne produkter og

offentlighedens interesse i erhvervslivets samfundspåvirkning og etiske normer har også fået mange virksomheder, især

de forbrugsvareproducerende virksomheder, til at indfø re sociale adfærdskodekser, idet de anerkender deres sociale

ansvar, dvs. handler i overensstemmelse med anerkendte grundlæggende principper på beskæftigelses-,

menneskerettigheds- og miljøområdet. For de fleste virksomheder er PR en vigtig ingrediens i virksomhedernes sociale

ansvar, idet virksomhederne er klar over omkostningerne ved negativ reklame i form af tabt omsætning og tabte

markedsandele. Overvågning, certificering og offentliggørelse af soc iale retningslinjer, bl.a. i form af etiske regnskaber,

har derfor afgørende betydning. Antallet af overvågningsorganer er mangedoblet. Private og frivillige etiske

"labelling"-ordninger er et aspekt af virksomhedernes sociale ansvar og et middel til at forene social udvikling og

overholdelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder med en øget konkurrenceevne. "Fair trade"-initiativer og

–mærker er eksempler på veletablerede og velfungerende & abelling"-ordninger, som har en social dimension.

Adfærdskodekser, retningslinjer og private, frivillige "labelling"-ordninger er vigtige instrumenter, der hjælper med at

fremme social udvikling og grundlæggende arbejdstagerrettigheder gennem en styrkelse af virksomhedernes sociale

ansvar. Det skal understreges, at private, frivillige ordninger alene er et supplement til den statslige indsats og ikke kan

træde i stedet for landenes ratificering og gennemførelse af arbejdstagerrettigheder. Det m&ar ing; også understreges, at

private ordninger skal respektere de gældende konkurrenceregler. Samtidig repræsenterer de private, frivillige ordninger

nye og forbedrede markedsmuligheder, som kan have særlig interesse for producenterne i udviklingslandene. Det er

bydende nødvendigt at hjælpe udviklingslandenes producenter med at udnytte disse muligheder. Dette vil kræve:

• at ordningerne er objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende, således at producenterne har en rimelig

mulighed for at gøre sig bekendt med kravene og opfylde disse

• at procedurerne for at opnå "labelling" er rimelige, står i passende forhold til målet og ikke er unødvendigt

ressourcekrævende for at undgå at udelukke producenter fra udviklingslande

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• at der tages hensyn til behovene hos udviklingslandenes producenter ved udarbejdelsen af programmer gennem

uddannelsesforanstaltninger, der kan hjælpe sektorer eller regioner i udviklingslandene med at tilpasse deres

produktion, således at denne opfylder de krav, der skal opfyldes for at opnå en bedre markedsadgang.

Den voksende betydning af private initiativer som f.eks. adfærdskodekser og sociale "labels" og behovet for en større

konsekvens og gennemsigtighed i sådanne initiativer har fået Kommissionen til at udarbejde en grønbog om "Fremme af

en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar". I denne grønbog behandles bl.a. behovet for en større

sammenhæng mellem de forskellige kodekser og nødvendigheden af a t lade ILO’s grundlæggende normer være

grundlaget for disse kodekser.

Når ILO’s kernekonventioner anvendes i forbindelse med private og frivillige ordninger, bliver disse klart mere

gennemsigtige, ligesom det bliver lettere for producenterne at opfylde kravene. Samtidig har spørgsmålet om verificering

og certificering af private og frivillige ordninger stor betydning, efterhånden som disse ordninger bliver mere udbredte.

Der er nemlig en risiko for, at alt for mange forskellige kodekser og "labels" uden fælles, itative standarder for indholdet

og anvendelsen af sådanne ordninger kan underminere ordningernes troværdighed. Det bør derfor nærmere overvejes,

om der skal indføres internationalt anerkendte mekanismer eller fælles standarder for verificering og certificering af

frivillige ordninger.

• EF og medlemsstaterne bør hjælpe udviklingslandene med at udnytte de gode markedsmuligheder, de sociale

"labelling"-ordninger giver, bl.a. ved at uddanne personale og støtte bestræbelserne for at gøre ordningerne mere

gennemsigtige, tilgængelige og ikke-diskriminerende.

• Kommissionen støtter dels erhvervslivets og de frivillige organisationers anvendelse af objektive, gennemsigtige

og ikke-diskriminerende "labelling"-ordninger, der respekterer EF’s internationale forpligtelser og de gældende

konkurrenceregler og tager sigte på at fremme grundlæggende arbejdstagerrettigheder, dels anvendelse af ILO’s

kernekonventioner som en fælles minimumsstandard for sådanne ordninger.

• EU bør orientere offentligheden bedre og fremme drøftelser om internationale instrumenter eller standarder for

certificering og verificering af private og frivillige ordninger for således at opnå en effektiv kvalitetskontrol.

• EU bør fortsat støtte ILO’s arbejde med de private, frivillige initiativer.

Konklusioner

Sammenhængen mellem globalisering, samhandel og social udvikling er kompleks, og en række politikområder er

involveret med det fælles formål at opnå en bæredygtig udvikling. Derfor skal der gøres en samlet indsats for at forbedre

de sociale styringsformer og fremme de grundlæggende arbejdstagerrettigheder som led i globaliseringen og

handelsliberaliseringen. Med henblik herpå foreslår Kommissionen Rådet at vedtag e en strategi for forbedring af de

globale sociale styringsformer og fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder som led i globaliseringen under

hensyntagen til reaktionerne fra Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, som denne meddelelse også

er stilet til. Rådet kunne til en begyndelse bekræfte grundprincipperne i EF’s holdning som angivet i Rådets konklusioner

af oktober 1999, dvs. de grundlæggende arbejdstagerrettigheders universelle k r, støtte til ILO’s arbejde og samarbejde

med andre internationale organisationer og afvisning af enhver sanktionsorienteret strategi. Endvidere bør man overveje

en række foranstaltninger, såvel foranstaltninger, der skal træffes af EU og tilskynder andre partnere til at træffe

tilsvarende foranstaltninger, som initiativer, der skal foreslås på internationalt plan:

På internationalt plan

• EU bør inden for rammerne af ILO fremme en drøftelse af, hvad der yderligere kan gøres for at effektivisere ILO’s

tilsyn, herunder større offentlighed, mere effektiv opfølgning og midler til at give resultaterne af ILO’s tilsyn større

gennemslagskraft i det internationale system. EU bør selv tage mere systematisk hensyn til tilsynsresultaterne i sine

bilaterale og multilaterale relationer.

• EU bør bl.a. inden for rammerne af ILO fremme en drøftelse af nye ansporende mekanismer, der kan fremme

overholdelsen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Bl.a. kan det overvejes at indføre et nyt system med

gensidige forpligtelser til at sikre overholdelsen af ILO’s kernekonventioner omfattende en mekanisme til sikring af

tilstrækkelig offentlig anerkendelse af denne forpligtelse.

• EU bør inden for rammerne af ILO fremme en drøftelse af en ny mekanisme med henblik på regelmæssig

gennemgang af landenes socialpolitik.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• EF og medlemsstaterne bør øge støtten til ILO’s tekniske bistandsaktiviteter som et middel til at fremme

grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• EF og medlemsstaterne bør aktivt fremme drøftelser og overvejelser om social udvikling og grundlæggende

arbejdstagerrettigheder i andre udviklingsorganisationer for at sikre politisk konsekvens i støtten til de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder og øget støtte til håndhævelsen af disse som led i støtteprogrammerne.

• EU bør fortsætte sine bestræbelser for at starte en løbende international dialog om samhandel og social udvikling,

herunder grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

På EU-plan

• I forbindelse med den igangværende revision af EF’s GSP-forordning bør den sociale ansporende ordning styrkes

ved at give mulighed for bedre markedsadgang, gøre ordningen mere gennemsigtig og udvide grundlaget for ordningen

til at omfatte alle fire grundlæggende arbejdstagerrettigheder, der er omhandlet i erklæringen fra 1998. Bestemmelsen

om midlertidig tilbagetrækning bør udvides til at gælde ved grove og systematiske t sættelser af en eller flere af de

grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• I forbindelse med en fremtidig revision af EF’s GSP-ordning bør det overvejes at forbedre muligheden for at anvende

GSP-incitamenter for at fremme grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• EF bør søge at maksimere de særlige incitamenters virkninger på globalt plan ved at tilskynde andre

industrialiserede lande til at vedtage sociale ansporende ordninger, der svarer til EF’s ordning.

• EF bør integrere de grundlæggende arbejdstagerrettigheder bedre i sin udviklingspolitik i overensstemmelse med det

overordnede mål: nedbringelse af fattigdommen, bl.a. ved at lære de pågældende aktører i udviklingslandene at anvende

de grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• EF og medlemsstaterne bør hjælpe udviklingslandene med at udnytte de gode muligheder for markedsadgang, de

sociale "labelling"-ordninger giver, bl.a. ved at uddanne personale og støtte bestræbelserne for at gøre ordningerne

mere gennemsigtige, tilgængelige og ikke-diskriminerende.

• EF og medlemsstaterne bør styrke sammenhængen mellem GSP-ordningen og udviklingsprogrammerne for at hjælpe

landene med at udnytte de ansporende ordninger til fremme af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder bedre.

• EU bør kopiere Cotonou-modellen i andre aftaler ved at søge at indføre særlige bestemmelser om grundlæggende

arbejdstagerrettigheder.

• Kommissionen vil anvende VVM i forbindelse med fremtidige handelsforhandlinger og –aftaler og fortsat tilpasse

eller udvikle sine metoder med henblik på at forbedre VVM-værktøjet. Kommissionen vil i denne forbindelse overveje

nye metoder, der bedre afspejler handelspolitikkens indvirkning på den sociale udvikling og indsatsen for at fremme de

grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

• Kommissionen støtter dels erhvervslivets og de frivillige organisationers anvendelse af objektive, gennemsigtige og

ikke-diskriminerende "labelling"-ordninger, der respekterer EF’s internationale forpligtelser og de gældende

konkurrenceregler og tager sigte på at fremme grundlæggende arbejdstagerrettigheder, dels anvendelse af ILO’s

kernekonventioner som en fælles minimumsstandard for sådanne ordninger.

• EU bør orientere offentligheden bedre og fremme drøftelser om internationale instrumenter eller standarder for

certificering og verificering af private og frivillige ordninger for således at opnå en effektiv kvalitetskontrol.

• EU bør fortsat støtte ILO’s arbejde med de private, frivillige initiativer.

BILAG 1

Rådets konklusioner af oktober 1999

om handel og arbejde

Rådet var enigt om, at EU kraftigt bør støtte beskyttelsen af arbejdstagernes grundlæggende rettigheder. I den

forbindelse drøftede Rådet indgående, hvilken rolle WTO skal spille for at fremme overholdelse af grundlæggende

arbejdstagerrettigheder, samt hvilke konsekvenser et EU-initiativ i WTO med henblik herpå vil få. Rådet erindrede om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

betydningen af erklæringen fra Singapore-ministermødet og vedto g, at der skal træffes yderligere initiativer efter

følgende retningslinjer:

WTO bør i samarbejde med andre relevante internationale organisationer fremme incitamenter til, at de grundlæggende

arbejdstagerrettigheder i højere grad overholdes. Med henblik herpå bør EU indlede en vedvarende dialog med partnerne

i WTO, ILO og civilsamfundet for at fastlægge og vedtage strategier, som bedst muligt kan varetage de personers

interesser, der virkelig berøres af disse spørgsmål.

Den Europæiske Union foreslår følgende foranstaltninger til fremme af handel og arbejdstagerrettigheder:

- øget samarbejde mellem WTO og ILO og deres sekretariater

- støtte til ILO’s arbejde og dens observatørstatus i WTO

- oprettelse af et fælles permanent ILO/WTO-arbejdsforum vedrørende handels-, globaliserings-

og arbejdsmarkedsspørgsmål for at fremme en bedre forståelse for disse spørgsmål gennem en

substansdialog mellem de forskellige parter (herunder regeringerne, arbejdsgiverne,

fagbevægelsen og andre relevante internationale organisationer). Denne dialog bør omfatte en

drøftelse af forholdet mellem handelspolitik, handelsliberalise ring, udvikling og

arbejdstagernes grundlæggende rettigheder. Det fælles forum bør også udarbejde oplæg til et

møde på ministerniveau, som bør finde sted inden udgangen af 2001. EU foreslår at være vært

ved et sådant ministermøde

- fortsættelse og fremme af andre positive foranstaltninger, der bygger på de incitamenter, EU

allerede anvender til forbedring af arbejdstagernes rettigheder, navnlig gennem bedre

markedsadgang for

udviklingslandenes

eksport

ikke gennem

restriktive

handelsforanstaltninger.

Rådet bekræftede EU’s kraftige modstand imod sanktionsorienterede strategier. Rådet var også enigt om at

tilstræbe international konsensus gennem drøftelser og forhandlinger med sine partnere. EU vil modsætte sig

og afvise ethvert initiativ til at anvende arbejdstagernes rettigheder i protektionistisk øjemed. Rådet var

desuden enigt om, at der på ingen måde må stilles spørgsmål ved et lands kompar fordele, navnlig ikke

lavløns-udviklingslandes.

BILAG 2

Grundlæggende arbejdstagerrettigheder: ILO’s otte kernekonventioner

Foreningsfrihed og faktisk anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger:

• Konvention om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, 1948 (konvention nr. 87)

- ratificeret af 137 lande

• Konvention om organisationsretten og retten til kollektive forhandlinger, 1949 (konvention nr. 98)

- ratificeret af 149 lande

Afskaffelse af alle former for tvungent eller pligtmæssigt arbejde:

• Konvention om tvangsarbejde, 1930 (konvention nr. 29)

- ratificeret af 158 lande

• Konvention om afskaffelse af tvangsarbejde, 1957 (konvention nr. 105)

- ratificeret af 156 lande

Faktisk afskaffelse af børnearbejde:

• Konvention vedrørende lavalder, 1973 (konvention nr. 138)

- ratificeret af 111 lande

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• Konvention om de værste former for børnearbejde, 1999 (konvention nr. 182)

- ratificeret af 87 lande

Afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv:

• Konvention vedrørende lige løn, 1951 (konvention nr. 100)

- ratificeret af 153 lande

• Konvention om forbud mod forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, 1958 (konvention nr. 111)

- ratificeret af 151 lande

• BILAG 3

Et eksempel på ILO’s tekniske bistand:

SAMLEDE PROGRAMMER

FOR AFSKAFFELSE AF BØRNEARBEJDE

Modelprogram for fodboldfremstillingsindustrien i Pakistan

I 1996 var ca. 7 000 børn beskæftiget med at sy fodbolde i Sialkot-distriktet i Pakistan. Sialkot er centrum for Pakistans

fodboldfremstillingsindustri, som skaffer en del hård valuta til området. Næsten 20% af arbejdsstyrken udgøres af børn.

Det lykkedes for IPEC gennem forebyggelse, tilbagetrækning, rehabilitering og overvågning at få en hel erhvervsgren til

at forebygge og efterhånden afskaffe børnearb ejde og samtidig finde alternativer, som kan holde børn ude af

arbejdsmarkedet.

I 1997 indgik ILO, UNICEF og Sialkot’s Handels- og Industrikammer en aftale om et fælles projekt til forebyggelse og

afskaffelse af børnearbejde (børn under 14 år) i fodboldfremstillingsindustrien. Ifølge aftalen skulle der:

• indføres et internt, industribaseret overvågningssystem

• indføres et eksternt system ledet af IPEC til overvågning af overholdelsen af bestemmelserne

• findes frem til børn, der arbejder fuldtids, og hvis arbejdsbyrde gradvis skulle mindskes

• skaffes uddannelsesmuligheder og andre støttetjenester til brug for børn og disses familier.

Resultater

• Ca. 6 400 børn undervises på uddannelsescentre

• Børn fortsætter med at arbejde hjemme på deltid for at få en indkomst, mens de er under uddannelse og rehabilitering

• I 1997 deltog 22 virksomheder. I februar 2000 var antallet steget til 65

• IPEC overvåger hele produktionen i over 1 799 sycentre

• Aftalen er blevet kopieret i Pakistans tæppeindustri og i Indiens fodboldfremstillingsindustri.

BILAG 4

OECD-undersøgelse om international handel og grundlæggende arbejdstagerrettigheder (2000)

Hovedkonklusioner fra litteraturgennemgangen

• En styrkelse af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder kan øge den økonomiske vækst og erhvervslivets

effektivitet ved at opkvalificere arbejdsstyrken og tilskynde til innovation og højere produktivitet

• Lande med lave grundlæggende arbejdstagerrettigheder klarer sig ikke bedre eksportmæssigt end landene med høje

normer

• Lande, der udvikler demokratiske "institutioner" – herunder grundlæggende arbejdsrettigheder – vil klare overgangen

til handelsliberalisering med færre negative følger end lande, der ikke har sådanne institutioner

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• Der er fortsat delte meninger om, hvorledes handel påvirker beskæftigelsesmønstre og/eller lønuligheder i forhold til

andre "kræfter". Mange undersøgelser bekræfter, at handel spiller en rolle, men at denne rolle dog er begrænset.

• Frygten for, at man vil vælge den "laveste fællesnævner" inden for arbejdstagerrettigheder, er sandsynligvis

overdreven

• Handelsindgreb er ikke et optimalt instrument til afskaffelse af udnyttelsen af børnearbejde og styrkelsen af

investeringerne i menneskelige ressourcer. Under visse omstændigheder kan et forbud mod børnearbejde være effektivt,

men der er grænser for, hvor vidt man kan gå, og et forbud kan faktisk forværre husstandenes vilkår. Det vil formentlig

være en fornuftigere politik at yde familier tilskud til at lade børnene forts& aelig;tte skolegangen.

BILAG 5

Global pagt: de ni principper

Henstillinger fra FN’s generalsekretær til erhvervslivet i alle lande:

Menneskerettigheder

1. Støtte og respektere beskyttelsen af internationale menneskerettigheder inden for deres indflydelsessfære

2. Sikre sig, at deres egne virksomheder ikke er medskyldige i overtrædelser af menneskerettighederne.

Arbejde

3. Opretholde foreningsfrihed og en faktisk anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger

4. Arbejde for afskaffelsen af alle former for tvungent og pligtmæssigt arbejde

5. Arbejde for en reel afskaffelse af børnearbejde

6. Arbejde for afskaffelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Miljø

7. Støtte anvendelsen af forsigtighedsprincippet i miljøspørgsmål

8. Tage initiativer til fremme af større miljømæssig ansvarlighed

9. Fremme udviklingen og spredningen af miljøvenlige teknologier.

BILAG 6

Artikel 50 i Cotonou-aftalen

Handel og arbejdsstandarder

1. Parterne bekræfter deres tilslutning til de internationalt anerkendte grundlæggende arbejdsstandarder som defineret i

de relevante ILO-konventioner, navnlig vedrørende foreningsfrihed og retten til kollektive forhandlinger, afskaffelse af

tvangsarbejde, afskaffelse af de værste former for børnearbejde samt ikke-diskrimination for så vidt angår beskæftigelse.

2. De er enige om at forbedre samarbejdet på dette område, navnlig på følgende felter:

• informationsudveksling om parternes respektive lovgivning og forskrifter vedrørende arbejde

• udarbejdelse af nationale arbejdsretlige bestemmelser og styrkelse af bestående lovgivning

• uddannelses- og oplysningsprogrammer

• skærpelse af overholdelsen af national lovgivning og nationale forskrifter vedrørende arbejde.

3. Parterne er enige om, at disse arbejdsstandarder ikke må bruges i handelsprotektionistisk øjemed.