Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 304)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
1
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EU-sekr.
22. november 2000
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomiministeriets grundnotat vedrørende
forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forsikringsmæglervirksomhed af 20. september 2000,
KOM (2000) 511.
Faktuelt grundnotat til Folketingets Europaudvalg
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forsikringsmæglervirksomhed - KOM (2000)
511 af 20. september 2000.
1. Baggrund
Kommissionen har den 20. september 2000 fremsat forslag til direktiv om forsikringsmæglervirksomhed - KOM
2000/511. Der er i fremsættelsen henvist til traktatens art. 47, stk. 2, jf. Traktatens art. 251, hvorefter Rådet træffer
afgørelse med kvalificeret flertal.
I handlingsplanen for finansielle ydelser KOM 1999/232 blev der peget på, at der var et presserende behov for at etablere
et reelt integreret detailmarked, hvor forbrugernes og tjenesteydernes interesser nyder en passende beskyttelse. Der peges
i handlingsplanen på forsikringsmæglervirksomhed som et område, hvor der skal træffes foranstaltninger som en
prioriteret opgave. Forslaget imødekommer ønsket i handlingsplanen.
Forslaget erstatter etableringsretsdirektivet 77/92/EØF, der ikke harmoniserer de faglige kvalifikationskrav, men alene
opstiller en række overgangsforanstaltninger for at sikre fri bevægelighed for forsikringsmæglere, samt Kommissionens
henstilling 92/48/EØF om forsikringsmæglere.
2. Indhold og formål
Direktivforslaget omfatter alle de fysiske og juridiske personer, der udøver forsikringsformidling.
I direktivforslaget anføres, at forsikringsmægleres markedsandel inden for EU af salget på forsikringer er over 50% i en
række medlemsstater. Det påpeges, at det er nødvendigt med klare og fælles regler for forsikringsmæglere, hvis der skal
garanteres fri udveksling på tværs af grænserne af forsikringsydelser, og forsikringstagerne skal sikres en beskyttelse på
et højt niveau.