Europaudvalget 2000-01
EUU Alm.del Bilag 308
Offentligt
1464226_0001.png
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 308)
udenrigsministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
FLF, Alm. del - bilag 194 (Løbenr. 4497)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
1
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EU-sekr.
21. november 2000
Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 11. oktober 2000 (Alm. del {{SPA}} bilag 62) vedlægges
Udenrigsministeriets besvarelse af det deri stillede spørgsmål nr. 8.
UDENRIGSMINISTERIET N.4, j.nr. 211.D.1
Nordgruppen Den 20. november 2000
BESVARELSE AF SPØRGSMÅL NR. 8 af 11. oktober 2000
fra Europaudvalget (Alm. del {{SPA}} bilag 62)
Spørgsmål nr. 8:
Udvalget udbeder sig en oversigt over kompetencefordelingen mellem føderalt niveau og regionalt niveau i USA
(forbundsregeringen og delstaterne). Samtidig bedes oplyst, hvorledes tvivlsspørgsmål om kompetencefordelingen
afgøres, herunder om delstaternes kompetence og regulering er underordnet den føderale kompetence og
regulering.
Svar:
Kompetencefordelingen mellem forbundsregeringen og de 50 enkeltstater samt District of Columbia er som udgangspunkt
fastlagt i den amerikanske forfatning af 1789, men er løbende blevet justeret som resultat af samfundsudviklingen, herunder
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464226_0002.png
især afslutningen på den amerikanske borgerkrig i 1865 samt gennemførelsen af velfærdslovgivningen i forbindelse med New
Deal i 1930'erne.
Som udgangspunkt er det, der ikke eksplicit er henlagt til forbundsregeringen, et anliggende for enkeltstaterne. Grænserne
mellem den føderale kompetence og enkeltstaternes kompetence er dog i et vist omfang flydende og afhænger delvis af den
enkelte præsident og Administrations opbakning og politiske orientering. Dette gælder især sammensætningen af Højesteret,
hvis retspraksis og afgørelser i høj grad har været medvir kende til at bestemme udviklingen i kompetenceforholdet mellem
det føderale og det delstatslige niveau. Overordnet har der været en tendens til, at demokraterne har været mere interesserede
i at styrke den føderale regering over for enkeltstaterne end republikanerne.
Føderalt niveau
Forfatningens hovedsigte var etableringen af en stærk national regering, og i forfatningen gives den føderale regering vide
beføjelser til at regulere forbindelserne mellem enkeltstaterne (oprindeligt navnlig de handelsmæssige relationer) og eksklusiv
kompetence vedrørende udenrigspolitik, forsvar samt kontrol med og regulering af landets valuta, dollaren. Hertil kommer
eksklusiv kompetence på det bredere område, der med forfatningens ord omhan dler "generel fremme af velfærd".
Regionalt niveau
Hvert regeringsniveau har fortsat stor autonomi. Hver delstat har således en egen forfatning og vedtager egen lovgivning på
en lang række områder, ligesom de har beføjelserne til at regulere næsten alle forhold, der berører den pågældende delstats
borgere.
Som hovedregel er spørgsmål, der ligger inden for den enkelte stats grænser, den pågældende delstats eksklusive kompetence,
så længe vedtagne love ikke strider mod forfatningen eller mod USA{{PU2}}s internationale aftaler og love. Det gælder
områder som lokal transport og kommunikation, regulering af ejendomsspørgsmål, arbejdsvilkår og ikke mindst straffelov.
Den delstatslige autonomi er også omfattende vedr&o rende erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik, udskrivning af lokale
skatter, det lokale politis beføjelser, ægteskabslovgivning m.v. I praksis kan to nabostater have vidt forskellig lovgivning på
det samme område.
Føderalt og regionalt niveau
Navnlig udviklingen af velfærdsstaten i det 20. århundrede har bidraget til at øge forbundsstatens indflydelse. Det føderale
niveau har således på områderne uddannelse, sundhed, transport, bolig- og byplanlægning påtaget sig flere opgaver, der
tidligere næsten udelukkende blev varetaget på delstatsniveau. På sådanne områder gennemføres de føderale initiativer som
oftest i et samarbejde med enkeltstaterne, og kun relativt sjældent er der tale om, at delstaterne påtvinges initiativer ovenfra.
Forbundstaten kan bl.a. gennem støtteprogrammer med særlige betingelser for implementering tilskynde enkeltstater til at
handle på en bestemt måde.
Der findes således en række områder, hvor både forbundsstaten og enkeltstaten har kompetence inden for hvert deres
delområde, dvs. en form for delt kompetence. På eksempelvis uddannelsesområdet styres de offentlige skoler hovedsageligt
af lokal lovgivning (vedtaget f.eks. af byråd (city government), amtsråd (county government) og landsbyråd (town and village
government), der ligger inden for en rammelovgivning med visse standarde r, der fastlægges af delstaterne. Den føderale
regering kan imidlertid også understøtte uddannelsessystemet og gennemføre fælles standarder med henvisning til, at sikring
af et vist uddannelsesniveau og lige uddannelsesmuligheder er af national interesse. Inden for sundheds- og socialsystemet er
der et tilsvarende partnerskab mellem de forskellige regeringsniveauer.
Med de forbehold, der er nævnt ovenfor, kan den faktiske kompetencefordeling skematisk illustreres som følger:
KOMPETENCE
ENKELTOMRÅDER
(eksempler)
Områder med føderal enekompetence
Områder med delt kompetence
Områder med enekompetence hos
Staterne (som udgangspunkt)
Udenrigspolitik, forsvar, valuta, fremme af velfærd
Uddannelse, social og sundhedsvæsen, transport,
bolig- og byudvikling, domstole,
Straffelov, lokale skatter, politi, lokal transport og
kommunikation,
regulering
af
ejendomsspørgsmål, arbejdsvilkår,
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464226_0003.png
Afklaring af tvivlsspørgsmål
Tvister mellem forskellige lovgivningssystemer afgøres af domstolssystemet. En særlig rolle i den forbindelse spiller den
amerikanske højesteret, Supreme Court, der med udgangspunkt i forfatningens status som USA{{PU2}}s højeste lov kan
sætte enkeltstaters forfatninger eller konkrete lovgivning ud af kraft, såfremt de findes at være i modstrid med forfatningen.
Afgrænsningen mellem føderalt og regionalt niveau er således i st trækning et resultat af de seneste 200 års domsafsigelser af
den amerikanske højesteret i principielle spørgsmål.
Hvorvidt lovgivning af national rækkevidde vedtaget i Washington skal indarbejdes i enkeltstaternes lovgivning, er det
formodningen, at dette næppe er tilfældet. Der kan henvises til en Højesteretsdom fra 1992 vedrørende et forsøg fra
forbundsstatens side på at gennemtvinge miljøbestemmelser i enkeltstaterne. Dommen fastlagde, at forbundsregeringen "ikke
kunne pålægge stater at gennemføre eller administrere et fø ;deralt regulerende program"