Europaudvalget 2000-01
EUU Alm.del Bilag 780
Offentligt
1463780_0001.png
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 780)
udenrigsministerråd
(Offentligt)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
1
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EU-sekr.
16. februar 2001
Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 23. januar 2001 (Alm. del {{SPA}} bilag 678) vedlægges
Udenrigsministeriets besvarelse af det deri stillede spørgsmål nr. 107.
Udenrigsministeriet
N.5, j.nr. 400.E.9/CE/1
Nordgruppen
Den 13. februar 2001
Spørgsmål i Folketingets Europaudvalg nr. 107 af 23. januar 2001 til skriftlig besvarelse (Alm. Del {{SPA}}
bilag 678)
Spørgsmål 107:
"Ministeren bedes {{SPA}} som lovet på Europaudvalgets møde den 19. januar 2001 {{SPA}} oversende en
redegørelse for, hvilke konsekvenser de hidtidige udvidelser har haft for arbejdskraftens frie bevægelighed i
EU."
Svar:
Da Østrig, Sverige og Finland blev optaget i EU i 1995 var arbejdskraftens frie bevægelighed allerede en
realitet mellem disse lande og EU i henhold til EØS-aftalen, som trådte i kraft i 1994. I nedenstående
redegørelse for de hidtidige udvidelsers konsekvenser for arbejdskraftens frie bevægelighed fokuseres derfor på
de to øvrige udvidelsesrunder siden Danmarks indtræden i EU: Grækenland (1. januar 1981) samt Spani en og
Portugal (1. januar 1986).
Bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed medfører, at en EU-borger har ret til ophold i et andet
EU-land, i det omfang vedkommende har arbejde eller på anden vis kan forsørge sig selv. Der blev i
forbindelse med optagelsen af Grækenland, Portugal og Spanien indført overgangsordninger på 7 år for
arbejdskraftens frie bevægelighed. I forbindelse med optagelsen af Portugal og Spanien indførtes en særlig
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1463780_0002.png
overgang sordning for arbejdskraftens fri bevægelighed til Luxembourg på 10 år. Rådet vedtog i 1991 at
forkorte den generelle overgangsordning for Spanien og Portugal til 6 år. For Luxembourg blev
overgangsordningen forkortet til 8 år.
Efter overgangsordningernes udløb kan der om indvandringen til det øvrige EU fra de tre nye medlemslande
anføres følgende:
• Antallet af græske borgere bosiddende i de øvrige EU-lande steg med ca. 100.000 i de første 10 år efter
overgangsperiodens udløb og udgjorde i alt ca. 447.000 i 1997. Den årlige indrejse af græske borgere har
været forskellig for de enkelte EU-lande. Flere lande har oplevet en faldende indrejse efter
overgangsperiodens udløb (eksempelvis Tyskland, Italien og Frankrig) eller en stabilisering på et vist
niveau (eksempelvis Danmark og Belgien).
• Antallet af spanske borgere bosiddende i de øvrige EU-lande faldt med 6.000 fra overgangsordningens
udløb i 1991 frem til 1997, hvor i alt ca. 471.000 spanske borgere var bosiddende i et andet EU-land.
Den årlige indrejse af spanske borgere er steget i de fleste EU-lande siden overgangsordningens udløb,
men samtidig er et stigende antal spanske borgere returneret til deres hjemland efter optagelsen i EU, og
landet har i 1990{{PU2}}erne haft en positiv migrat te.
• Antallet af portugisiske borgere bosiddende i de øvrige EU-lande er steget med ca. 50.000 fra
overgangsperiodens udløb i 1991 frem til 1997, hvor i alt ca. 917.000 portugisere var bosiddende i et
andet EU-land. Den årlige indrejse af portugisere er steget i de fleste EU-lande efter
overgangsordningens udløb, men der har samtidig været tendens til, at et stigende antal portugisere er
returneret til deres hjemland efter optagelsen i EU. Landets tidligere negative migrationsrate har siden
optagelsen i EU nærmet sig nul.
Til sammenligning kan nævnes, at i alt ca. 5 mio. EU-borgere er bosiddende i en anden medlemsstat.
Betragtes fordelingen af de græske, portugisiske og spanske statsborgere på de øvrige EU-lande, ses en tendens
til koncentration på enkelte lande. Langt størstedelen af de græske statsborgere, som bor i et andet EU-land, er
bosiddende i Tyskland (80%), mens de øvrige hovedsageligt fordeler sig på Storbritannien, Belgien, Italien og
Holland. Knap halvdelen af de spanske statsborgere , som bor i et andet EU-land, er bosiddende i Frankrig, m
ens Tyskland har modtaget en lille tredjedel. Af øvrige lande kan nævnes Belgien, Storbritannien og Holland,
som tilsammen har modtaget omkring 20% af de spanske statsborgere, som er bosiddende i et andet EU-land.
Langt størstedelen af de portugisiske statsborgere, som bor i et andet EU-land, er bosiddende i Frankrig (70%).
De øvrige fordeler sig hovedsageligt på Tyskland, Spanien, Storbritannien og Luxembourg.
Danmark har modtaget en meget lille del af det samlede antal græske, spanske og portugisiske statsborgere,
som bor i et andet EU-land. Der var i år 2000 hhv. 664, 1.705 og 526 græske, spanske og portugisiske
statsborgere bosiddende i Danmark, hvilket er under 1% af det samlede antal statsborgere fra disse tre lande,
som er bosiddende i andre EU-lande. De græske, spanske og portugisiske statsborgere bosiddende i Danmark
udgør desuden under 10% af det samlede antal borgere fra andre EU-lande, som er bosiddende i Danmark.
Sammenlignes den årlige indvandring fra de tre lande til Danmark med den årlige udvandring af danske
borgere til de tre lande, kan det konstateres, at der samlet set ikke er nogen nettoindvandring.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1463780_0003.png