PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2000-01
EUU Alm.del Bilag 837
Offentligt

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget

(Alm. del - bilag 837)

traktatændringer

(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

400.C.2-0

Kontor

EU-sekr.

28. februar 2001

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets redegørelse for visse

forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Nice-traktaten.

Redegørelsen er ligeledes fremsendt til Folketingets Retsudvalg og samtlige medlemmer af Folketinget.

<DOCUMENT_START>

REDEGØRELSE

FOR

VISSE FORFATNINGSRETLIGE SPØRGSMÅL

I FORBINDELSE MED

DANMARKS RATIFIKATION AF NICE-TRAKTATEN

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I n d h o l d s f o r t e g n e l s e Side

1. Baggrunden for redegørelsen

2. Grundlovens §§ 19 og 20

2.1. Indledning 4

2.2. Grundlovens § 19 5

2.3. Grundlovens § 20 5

2.3.1. Baggrunden for grundlovens § 20 5

2.3.2. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 19 7

a. Almindelige bemærkninger 7

b. Særligt om ændringer af allerede gældende traktater, der er

gennemført efter grundlovens § 20 8

c. Særligt om nogle af EU-rettens virkemidler og deres forhold til

grundlovens § 20 10

d. Særligt om ordninger, der gør det muligt for mellemfolkelige

myndigheder at indgå traktater m.v. 11

2.3.3. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 88 12

3. Nice-Traktaten og dens forhold til grundloven

3.1. Indledning og afgrænsning af fremstillingen 12

3.2. Ændring af institutionernes organisation, sammensætning og

afstemningsregler m.v. 13

a. Ændringernes indhold 13

b. Forholdet til grundlovens § 20 15

3.3. Ændringer af konkrete bestemmelser i EU- og EF-Traktaten 18

3.3.1. Ændringer i EU-Traktatens indledende bestemmelser 18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3.3.1.1. Grundlæggende rettigheder 18

a) Ændringernes indhold 18

b) Forholdet til grundlovens § 20 20

3.3.1.2. Forstærket samarbejde 21

a) Ændringernes indhold 21

a. Forholdet til grundlovens § 20 23

3.3.2. Ændringer i EU-Traktatens søjle 2 (den fælles udenrigs- og sikker-

hedspolitik) 24

a) Ændringernes indhold 24

b) Forholdet til grundlovens § 20 25

3.3.3. Ændringer i søjle 1 (EF-Traktaten) 27

3.3.3.1. Foranstaltninger mod forskelsbehandling 27

a) Ændringernes indhold 27

b) Forholdet til grundlovens § 20 28

3.3.3.2. Unionsborgernes ret til at færdes og opholde sig på

medlemsstaternes område 29

a. Ændringernes indhold 29

b. Forholdet til grundlovens § 20 30

3.3.3.3. Traktatkompetencen vedrørende den fælles handelspolitik 30

a) Ændringernes indhold 30

b) Forholdet til grundlovens § 20 34

3.3.3.4. Social- og arbejdsmarkedspolitikken 36

a) Ændringernes indhold 36

b) Forholdet til grundlovens § 20 39

3.3.3.5. Økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande 41

a) Ændringernes indhold 41

b) Forholdet til grundlovens § 20 42

3.3.3.6. Politiske partier på europæisk plan 43

a) Ændringernes indhold 43

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

b) Forholdet til grundlovens § 20 44

3.3.3.7. Kompetence for EF-Domstolen i sager om fællesskabsretlige

industrielle ejendomsrettigheder 44

a. Ændringernes indhold 44

b. Forholdet til grundlovens § 20 45

4. Sammenfatning

Bilag 1:

Justitsministeriets notits af 20. november 2000 om forholdet mellem grundlovens § 20 og et forslag om at

tillægge EF-Domstolen kompetence i patentsager mellem private.

Bilag 2:

Justitsministeriets notat af 1. december 2000 om forholdet mellem grundlovens § 20 og en mulig ændring af

reglerne om Europa-Kommissionens sammensætning.

Bilag 3:

Udenrigsministeriets besvarelse af 5. januar 2001 af spørgsmål nr. 65 af 13. december 2000 fra Folketingets

Europaudvalg (Alm. del {{SPA}} bilag 519).

1. Baggrunden for redegørelsen.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000 blev der mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater opnået enighed om en række ændringer i bl.a. Traktaten om Den

Europæiske Union (EU-Traktaten) og Traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber (EF-

Traktaten).

De ændringer, som den nye traktat (Nice-Traktaten) indeholder, har efter traktatens præambel til formål at

"fuldføre den proces, der blev indledt med Amsterdam-Traktaten med henblik på at forberede Unionens

institutioner på at fungere i en udvidet Union."

Justitsministeriet har i samarbejde med Statsministeriet og Udenrigsministeriet overvejet nogle

forfatningsretlige spørgsmål, som Danmarks ratifikation af Nice-Traktaten kan give anledning til.

Formålet med disse overvejelser har navnlig været at afklare, om Nice-Traktaten indebærer en (yderligere)

overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20 til Den Europæiske Union, således at den særlige

procedure i § 20, stk. 2, skal følges.

Resultatet af Justitsministeriets overvejelser fremlægges i denne redegørelse.

1. Grundlovens §§ 19 og 20.

2.1. Indledning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I Justitsministeriets redegørelse af juli 1972 for visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med en dansk

tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber (1972-redegørelsen) er de forfatningsretlige principper om

Danmarks tiltrædelse og opfyldelse af mellemfolkelige traktater m.v. indgående beskrevet. Redegørelsen er

offentliggjort i Nordisk Tidsskrift for International Ret, Vol. 41, 1971, side 65 ff.

En tilsvarende {{SPA}} mere kortfattet {{SPA}} redegørelse er indeholdt i Justitsministeriets notat af 3.

marts 1992 om visse statsretlige spørgsmål ved Danmarks tiltrædelse af Traktaten om Den Europæiske Union

(1992-redegørelsen) og i Justitsministeriets redegørelse af 6. oktober 1997 om visse forfatningsretlige

spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Amsterdam-Traktaten (1997-redegørelsen).

Fra den forfatningsretlige litteratur henvises navnlig til Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side

478 ff., Ole Espersen, Indgåelse og Opfyldelse af Traktater (1970), Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg.

ved Peter Germer, 1973), side 271 ff. og 307 ff., Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen,

1980), side 377 ff., Peter Germer, Statsforfatningsret (2. udg., 1995), side 183 ff., Henrik Zahle, Dansk

Forfatningsret 2 (2. udg., 1996), sid e 267 ff., og Jens Hartig Danielsen, Suverænitetsafgivelse (1999).

Der kan endvidere henvises til Max Sørensen, Juristen 1963, side 57 ff., og 1971, side 434 ff.

2.2. Grundlovens § 19.

Grundlovens almindelige bestemmelse om tiltrædelse af traktater findes i § 19. Bestemmelsen har følgende

ordlyd:

"§

19.

Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke

kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå

nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af

større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig

overenskomst, som er indgået med Folk etingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden

Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger,

som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er

Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig

forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det

udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov."

I kraft af denne bestemmelse har regeringens kompetence i mellemfolkelige anliggender umiddelbar

grundlovshjemmel. Kompetencen er et såkaldt prærogativ for regeringen.

Regeringens adgang til på egen hånd at indgå folkeretlige forpligtelser er dog undergivet begrænsninger. Efter §

19, stk. 1, 2. pkt., kræves Folketingets samtykke således for, at regeringen kan indgå forpligtelser, til hvis

opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Samtykke kan gives

ved lov eller ved folketingsbeslutning, jf. Alf Ross, a.st., side 396. Der kræves alene si mpelt flertal i

Folketinget.

2.3. Grundlovens § 20.

2.3.1. Baggrunden for grundlovens § 20.

Grundloven indeholder i § 20 en særlig bestemmelse om Danmarks tilslutning til såkaldt supranationale

organisationer. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

"§

20.

Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere

bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig

overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets

medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag

nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til

godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler".

Bestemmelsen i § 20 blev indført ved grundlovsændringen i 1953. Baggrunden var et ønske om at gøre det

lettere for Danmark at tilslutte sig visse internationale organisationer. I Forfatningskommissionens Betænkning

(1953), side 31, anføres således bl.a. følgende:

"Der har i de senere år været en udvikling i retning af større mellemfolkeligt samarbejde også på

områder, hvor internationale organisationer tillægges beføjelser, der hidtil har været betragtet som

en del af den enkelte stats suverænitet. I en række nyere udenlandske forfatninger er der gennem

særlige bestemmelser givet mulighed for tiltrædelse af sådanne organisationer, uden at

vedkommende stats forfat ning behøver at ændres. Den interparlamentariske union har på et møde

i sommeren 1952 henstillet, at en bestemmelse herom indføres ved ændring af medlemslandenes

forfatninger (jfr. bilag 7).

Inden for De forenede Nationers rammer er der stillet forslag om oprettelse af myndigheder, der

skulle tillægges beføjelser, som ellers henhører under den nationale suverænitet; dette gælder

eksempelvis forslaget til international kontrol med atomenergi. For Europas vedkommende kan

nævnes oprettelsen af den overstatslige myndighed for kul og stål (den såkaldte Schumanplan).

Inden for det nordiske samarbejde kan det ikke på forhå ;nd udelukkes, at der kan opstå behov for

en myndighed af lignende karakter.

Sådanne overenskomster vil Danmark efter den gældende grundlov ikke kunne tiltræde. Det ville

være ønskeligt, om også Danmark i sin grundlov åbnede adgang for en sådan afgivelse af

suverænitet til mellemfolkelige organisationer, som virker til fremme af mellemfolkelig retsorden og

samarbejde."

Baggrunden for bestemmelsen er endvidere beskrevet i Max Sørensens responsum af 18. maj 1952 til

Forfatningskommissionen, optrykt i betænkningen, side 113 ff.

2.3.2. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 19.

a) Almindelige bemærkninger.

Grundlovens § 20 må afgrænses "nedad", dvs. over for almindelige mellemfolkelige aftaler m.v., der kan

tiltrædes alene efter grundlovens § 19. Afgrænsningen "opad" i forhold til grundlovens § 88 omtales nedenfor

under pkt. 2.3.3.

Danmark er tilsluttet en række internationale organisationer, som har kompetence til at træffe generelle og

konkrete beslutninger, der er rettet til medlemsstaterne. Som eksempler kan nævnes FN og Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol.

Det karakteristiske ved de beslutninger, der kan træffes i disse organisationer, er, at de kun tilsigter at gælde for

staterne som folkeretlige forpligtelser. De tilsigter ikke at gælde umiddelbart i den enkelte stats interne

retsorden. Hvis en sådan beslutning går ud på at regulere de enkelte individers adfærd, må den derfor

transformeres eller inkorporeres i national ret.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sådanne traditionelle mellemfolkelige organisationer kan Danmark tilslutte sig alene i medfør af grundlovens §

19. Det gælder, selv om organisationen på andre punkter har en atypisk karakter, f.eks. derved at der uden

Danmarks tilslutning (og eventuelt imod Danmarks stemme) kan træffes beslutninger, der er bindende for

Danmark. Også her kan der siges at være tale om suverænitetsindskrænkning, jf. bl.a. Claus Gulmann m.fl.,

Folkeret (1 989), side 39 ff. Men suverænitetsindskrænkninger af denne karakter falder uden for grundlovens §

20 og er derfor alene underlagt proceduren i § 19, jf. Alf Ross, a.st., side 409.

Anderledes forholder det sig med mellemfolkelige myndigheder, som tillægges kompetence til at udfærdige

retsakter, der skal gælde umiddelbart i de deltagende stater med virkning for f.eks. private personer og

virksomheder. Sådanne ordninger kan Danmark kun tilslutte sig ved anvendelse af proceduren i grundlovens §

20. Det skyldes, at kompetencen til at fastsætte regler m.v., der direkte regulerer borgernes adfærd, overlades til

den mellemfolkelige myndi ghed. Der henvises bl.a. til Max Sørensen, a.st., side 308 f., Alf Ross, a.st., side 408,

og Henrik Zahle, a.st., side 313.

I Højesterets dom af 6. april 1998 i den såkaldte Maastricht-sag (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800 H)

anføres i overensstemmelse hermed følgende om, hvornår bestemmelsen i grundlovens § 20 skal anvendes:

"Anvendelse af den kvalificerede procedure efter grundlovens § 20 er nødvendig i det omfang, det

overlades til en international organisation at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende

myndighed med direkte virkning her i landet eller at udøve andre beføjelser, som efter grundloven

tilkommer rigets myndigheder, herunder beføjelse til at indgå traktater med andre stater."

Det afgørende for, om dansk tilslutning til en traktat (herunder en traktat om ændring af en allerede tiltrådt

traktat) forudsætter anvendelse af grundlovens § 20, er derfor i første række, om den indebærer (yderligere)

overladelse af beføjelser til en mellemfolkelig myndighed til at udøve lovgivende, administrativ eller dømmende

myndighed med direkte virkning her i landet.

Også overladelse af beføjelser, der ved grundloven er henlagt til regeringen som prærogativer, f.eks.

kompetencen efter § 19 til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender, forudsætter anvendelse af §

20. Der henvises herom nærmere til pkt. d) nedenfor.

Det er i almindelighed ikke relevant for spørgsmålet om anvendelse af grundlovens § 20, om den

mellemfolkelige myndigheds kompetence til at udøve beføjelser er en enekompetence, eller om

medlemsstaterne helt eller delvist bevarer deres kompetence. Det antages heller ikke at være afgørende, om der

kræves enstemmighed eller alene flertal (simpelt eller kvalificeret) i den mellemfolkelige myndighed, jf. Henrik

Zahle, a.st., side 317 f. Om kompete nce for mellemfolkelige myndigheder til at indgå traktater med tredjelande

m.v. henvises særligt til pkt. d) nedenfor.

b) Særligt om ændringer af allerede gældende traktater, der er gennemført efter grundlovens § 20.

Et særligt spørgsmål er, under hvilke omstændigheder en ændring af en traktat, som oprindeligt er gennemført

efter proceduren i grundlovens § 20, forudsætter en ny § 20-procedure.

Dette spørgsmål er relevant i den foreliggende sammenhæng, fordi Danmarks tiltrædelse af bl.a. EF-Traktaten,

som Nice-Traktaten ændrer, er sket på grundlag af § 20.

Det følger af ordlyden af § 20 og af forfatningsretlig litteratur og praksis, at det afgørende i første række er, om

den pågældende traktat (ændringstraktat) indebærer en yderligere overladelse af beføjelser, som efter

grundloven tilkommer rigets myndigheder, til den mellemfolkelige myndighed.

Herom bemærkes nærmere følgende:

Overlades det til en mellemfolkelig myndighed at regulere nye emneområder ved retsakter, som i

forfatningsretlig forstand har direkte virkning her i landet for f.eks. privatpersoner og virksomheder, vil det

være nødvendigt at gennemføre en ny § 20-procedure. Det samme kan være tilfældet, hvis det emnemæssige

område ikke udvides, men karakteren af beføjelserne ændres. Det gælder f.eks., hvis den mellemfolkelige

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

myndighed tillægges lovgivningskompetence på et område, hvor myndigheden efter den gældende traktat kun

har kompetence til at træffe konkrete afgørelser.

Der kan være tale om, at der ved traktatændringen alene indsættes en udtrykkelig

hjemmelsbestemmelse for at præcisere en kompetence, som den mellemfolkelige myndighed allerede

har på andet retsgrundlag. I sådanne tilfælde er der ikke tale om en reel udvidelse af den

mellemfolkelige myndigheds beføjelser, som i stedet må anses for overladt allerede ved den tidligere

tilslutning til traktaten.

Indsættelse af en udtrykkelig hjemmelsbestemmelse i en sådan situation vil derfor ikke gøre en ny

anvendelse af grundlovens § 20 påkrævet, jf. nærmere 1992-redegørelsen, side 16 ff., og Henrik Zahle,

a.st., side 329. Sidstnævnte sted anføres, at ændringstraktaten "må bedømmes i forhold til den i

praksis godkendte fortolkning [af den hidtidige traktat], som gælder på ændringstidspunktet."

Med hensyn til ændringer i sammensætning, procedurer og arbejdsgange m.v. i den mellemfolkelige myndighed

bemærkes, at der uden anvendelse af grundlovens § 20 er gennemført en række ændringer i retsgrundlaget for

EF og EU siden Danmarks tiltrædelse i 1972. Det gælder f.eks. Budgettraktat II fra 1975, der overførte

væsentlige budgetbeføjelser fra Rådet til Europa-Parlamentet, akten om indførelse af direkte va lg til Europa-

Parlamentet fra 1976, Europæisk Fælles Akt fra 1986 om bl.a. øget medbestemmelsesret for Europa-

Parlamentet og ændring af Rådets afstemningsregler samt ændring af traktaterne som led i optagelsen af nye

medlemsstater.

Fælles for disse ændringer er, at der ikke var tale om overladelse af nye beføjelser til Unionen, men alene om

ændring af reglerne om, hvordan Unionen nærmere skulle udøve beføjelser, som allerede var overladt.

Et særligt spørgsmål er i den forbindelse, om ændringer i den mellemfolkelige myndigheds interne organisation

m.v. kan indebære, at de forudsætninger, som en tidligere § 20-lov er gennemført under, brister {{SPA}} med

den virkning, at § 20-lovens overladelse af beføjelser forfatningsretligt må anses for bortfaldet.

Betydningen heraf vil i givet fald være, at der må gennemføres en ny § 20-procedure, selv om der ikke er tale

om overladelse af yderligere beføjelser til den mellemfolkelige myndighed. Der vil altså være tale om en § 20-

procedure, der ikke umiddelbart følger af grundloven (da der ikke overlades nye beføjelser), men af en

fortolkning af den pågældende § 20-lov, herunder dens forudsætninger.

Spørgsmålet har nærmere været rejst i forbindelse med Nice-Traktatens bestemmelser om Europa-

Kommissionens sammensætning. Der henvises til Justitsministeriets notat af 1. december 2000 om forholdet

mellem grundlovens § 20 og en mulig ændring af reglerne om Europa-Kommissionens sammensætning

(optaget som bilag 2 til redegørelsen) og til pkt. 3.2 nedenfor.

Spørgsmålet om anvendelse af § 20 i forbindelse med ændringer i allerede tiltrådte § 20-overenskomster er i

øvrigt udførligt omtalt af Henrik Zahle, a.st., side 328 ff.

c) Særligt om nogle af EU-rettens virkemidler og deres forhold til grundlovens § 20.

Efter EF-Traktatens artikel 249 er forordninger almengyldige. De er bindende i alle enkeltheder og gælder

umiddelbart i hver medlemsstat. Forordninger kan skabe rettigheder og pligter for staterne og umiddelbart

pålægge individerne pligter og give dem rettigheder.

Beslutninger er bindende i alle enkeltheder for dem, de angiver at være rettet til, herunder personer og

virksomheder.

Direktiver er bindende for enhver medlemsstat, som de rettes til, med hensyn til det tilsigtede mål, men

overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Direktiver kan dog efter EF-Domstolens praksis have direkte virkning i den forstand, at de kan tillægge

borgerne rettigheder, som kan gøres gældende umiddelbart over for de nationale myndigheder. Domstolen har

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

således fastslået, at borgerne, såfremt medlemsstaterne har overskredet fristen for gennemførelse af et direktiv

eller gennemført direktivet forkert, kan støtte ret over for medlemsstaternes myndigheder på de bestemmels er

i direktivet, som er egnede til anvendelse ved nationale domstole. Der henvises nærmere til Claus Gulmann og

Karsten Hagel-Sørensen, EU-ret (3. udg., 1995), side 170 ff., med henvisninger til retspraksis.

Noget tilsvarende gælder for aftaler, som EF indgår med tredjelande eller med andre internationale

organisationer. Også sådanne retsakter kan efter EF-Domstolens praksis i visse tilfælde have direkte virkning i

medlemsstaterne, jf. nærmere Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, a.st., side 180 ff., med henvisninger

til retspraksis.

Dansk tilslutning til en traktatændring, som giver EF hjemmel til på nye områder at anvende retsakter som

nævnt ovenfor, forudsætter anvendelse af grundlovens § 20 i det omfang, retsakterne i forfatningsretlig

forstand har direkte virkning her i landet for f.eks. privatpersoner og virksomheder. Om EFs kompetence til at

indgå aftaler henvises endvidere til pkt. d) nedenfor.

Også bestemmelser i EF-Traktaten kan have direkte virkning, jf. Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen,

a.st., side 177.

Traktatbestemmelser med direkte virkning rejser dog ikke i almindelighed spørgsmål om anvendelse af

grundlovens § 20. Det skyldes, at bestemmelserne vil være sat i kraft ved lov, jf. således § 3, stk. 1, i lov nr. 447

af 11. oktober 1972 med senere ændringer om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber. Ifølge

denne bestemmelse "sættes bestemmelserne i de i § 4 nævnte traktater m.v. i kraft i Danmark i det omfang , de

efter fællesskabsretten er umiddelbart anvendelige i Danmark." De pågældende traktatbestemmelser er derved

blevet en del af dansk lov på samme måde som de ved Danmarks tilslutning til traktaten allerede udstedte

retsforskrifter, jf. den nævnte lovs § 3, stk. 2, og 1972-redegørelsen, side 108.

d) Særligt om ordninger, der gør det muligt for mellemfolkelige myndigheder at indgå traktater m.v.

Som anført ovenfor kan den suverænitetsafgivelse, som grundlovens § 20 vedrører, ikke alene bestå i, at det

overlades til en mellemfolkelig myndighed at udstede retsakter med direkte virkning i Danmark. Der kan også

være tale om, at der overlades beføjelser, som ved grundloven er henlagt til regeringen som prærogativer. F.eks

kan der være tale om, at det overlades til mellemfolkelige myndigheder med bindende virkning for Danmark at

indgå traktater med tredjelande m.v., jf. Højesterets dom i Maastricht-sagen, pkt. 9.2, Alf Ross, a.st., side 408,

Max Sørensen, a.st., side 310, og Henrik Zahle, a.st., side 322.

Overlades det til en mellemfolkelig myndighed som folkeretssubjekt at indgå overenskomster med tredjelande

m.v., vil der ikke være tale om en § 20-situation, hvis de pågældende overenskomster i forhold til tredjeland

alene er folkeretligt forpligtende for den mellemfolkelige myndighed selv. Det skyldes, at det ikke efter

grundloven tilkommer rigets myndigheder at indgå traktater på mellemfolkelige myndigheders vegne (men kun

på rigets vegne, jf. g rundlovens § 19, stk. 1).

Skal overenskomsterne imidlertid være folkeretligt forpligtende for medlemsstaterne, som var de indgået

umiddelbart mellem medlemsstaterne og det pågældende tredjeland m.v., vil der som udgangspunkt være tale

om overladelse af beføjelser, som forudsætter anvendelse af grundlovens § 20. Justitsministeriet har dog

antaget, at det i disse tilfælde også må tillægges betydning, om der f.eks. etableres en ordning, som sikrer, at der

i hvert enkelt tilfælde i Danmark kan ske en behandling efter grundloven af den påtænkte aftale, og herunder i

fornødent omfang indhentes samtykke fra Folketinget.

I forfatningsretlig praksis er det bl.a. antaget, at EFs traktatkompetence efter EF-Traktatens artikel 133 bygger

på overladelse af beføjelser efter § 20, jf. også Max Sørensen, Juristen 1963, side 57 ff. (navnlig side 69).

2.3.3. Afgrænsning i forhold til grundlovens § 88.

Grundlovens § 20 må også afgrænses "opad", dvs. over for traktater m.v, som Danmark ikke kan tilslutte sig

efter § 20, men kun efter en grundlovsændring, jf. grundlovens § 88.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

På dette punkt gælder bl.a., at beføjelser kun kan overlades til mellemfolkelige myndigheder "i nærmere

bestemt omfang." Om denne betingelse henvises nærmere til Højesterets dom i Maastricht-sagen, pkt. 9.3 og

9.4.

Endvidere henvises til 1997-redegørelsen, side 15 f., hvor også de øvrige grænser "opad" i § 20 er nærmere

beskrevet.

2. Nice-Traktaten og dens forhold til grundloven.

• Indledning og afgrænsning af fremstillingen.

Nice-Traktaten indebærer en ændring af EU-Traktaten, EF-Traktaten, Traktaten om Det

Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Euratom-Traktaten og visse tilknyttede akter.

Traktaten indeholder i den forbindelse en række protokoller, herunder om udvidelsen af Den Europæiske

Union og om EF-Domstolens statut, ligesom der er knyttet en række erklæringer til traktatens slutakt. Disse

protokoller og erklæringer vil i det følgende blive omtalt i det omfang, de har betydning for spørgsmål, som

behandles i redegørelsen.

Nice-Traktaten ændrer ikke den opbygning af EU-Traktaten, som blev fastlagt ved Maastricht-Traktaten.

EU-Traktaten vil således fortsat være bygget på tre "søjler". Søjle 1 er navnlig baseret på EF-Traktaten. Søjle 2

(EU-Traktatens afsnit V, artikel 11-28) indeholder bestemmelser om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Endelig indeholder søjle 3 (EU-Traktens afsnit VI, artikel 29-42) bestemmelser om politisamarbejde og retligt

samarbejde i kriminalsager. Og det er fortsat alene samarbejdet inden for søjle 1 (EF-samarbej det), der har

overstatslig (supranational) karakter. Samarbejdet inden for søjle 2 og 3 bygger således også efter Nice-

Traktaten på mellemfolkeligt grundlag.

I det følgende omtales en række af de traktatændringer, som Nice-Traktaten indebærer, og deres

forhold til grundlovens § 20. Der er således ikke tale om en udtømmende gennemgang. De

bestemmelser i Nice-Traktaten, som ikke omtales, giver efter Justitsministeriets opfattelse ikke

anledning til overvejelser i forhold til § 20.

Det tilføjes, at nogle af de ændringer, som Nice-Traktaten indebærer, ikke får virkning for Danmark.

Det skyldes, at de angår områder, som Danmark efter Edinburgh-afgørelsen og protokollen om

Danmarks stilling står udenfor. Som eksempler kan nævnes ændringerne i søjle 2 om den fælles

udenrigs- og sikkerhedspolitik i det omfang, de er omfattet af det danske forsvarsforbehold, og EF-

Traktatens artikel 67 om bl.a. asyl og indvandring.

3.2. Ændring af institutionernes organisation, sammensætning og afstemningsregler m.v.

a. Ændringernes indhold.

Nice-Traktaten indebærer en række ændringer i institutionernes organisation, sammensætning

og afstemningsregler. Disse ændringer berører samarbejdet inden for alle tre søjler.

Ændringerne skal navnlig ses som tilpasninger af traktaterne med henblik på den situation, at Den

Europæiske Union {{SPA}} som følge af de optagelsesforhandlinger, der i disse år føres og i de

kommende år vil blive ført med de nye ansøgerlande {{SPA}} vil omfatte væsentligt flere

medlemsstater end i dag.

Ændringerne består bl.a. i, at man for en række konkrete hjemmelsbestemmelsers vedkommende helt eller

delvis går fra krav om enstemmighed i Rådet til krav om kvalificeret flertal blandt medlemsstaterne. Der

henvises til Udenrigsministeriets besvarelse af 5. januar 2001 af spørgsmål nr. 65 af 13. december 2000 fra

Folketingets Europaudvalg (optaget som bilag 3 til redegørelsen), hvor de pågældende bestemmelser n&ae

lig;rmere er opregnet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

På de områder, hvor der gælder krav om kvalificeret flertal, er det i traktaten fastlagt, hvilken vægt de enkelte

medlemsstaters stemme har (stemmevægt). Også reglerne herom ændres i kraft af den protokol om udvidelse

af Den Europæiske Union, der er knyttet til Nice-Traktaten (udvidelsesprotokollen).

Udvidelsesprotokollens artikel 3 ændrer således {{SPA}} med virkning fra 1. januar 2005 {{SPA}} den

gældende bestemmelse om stemmevægt i EF-Traktatens artikel 205. Artikel 3 indebærer endvidere som

betingelse for, at der foreligger kvalificeret flertal, at der skal være mindst 169 (vægtede) stemmer for det

pågældende forslag, og at der skal være et flertal af medlemsstater for forslaget. Endelig bestemmes det, at et

ådet kan kræve kontrol af, at de medlemsstater, der udgør det kvalificerede flertal, repræsenterer mindst 62 %

af Unionens samlede befolkning.

Også reglerne om Europa-Kommissionens sammensætning ændres. I dag er det efter EF-Traktatens artikel

213 således, at Kommissionen består af 20 medlemmer, og at den skal omfatte mindst én statsborger fra hver

medlemsstat. De fleste lande {{SPA}} herunder Danmark {{SPA}} har én statsborger som medlem af

Kommissionen, mens enkelte lande (Storbritannien, Tyskland, Italien, Frankrig og Spanien) har to statsborgere

som medlemmer.

Disse regler ændres efter protokollens artikel 4 fra det tidspunkt, hvor den første Kommission efter datoen for

den 27. medlemsstats tiltrædelse af Unionen træder i funktion.

Det fremgår således af protokollen, at antallet af medlemmer af Kommissionen {{SPA}} til den tid {{SPA}}

skal være lavere end antallet af medlemsstater, og at Kommissionens medlemmer skal vælges på grundlag af en

ordning med ligelig rotation, hvis nærmere detaljer vedtages af Rådet med enstemmighed. Også det samlede

antal kommissærer skal fastsættes af Rådet med enstemmighed.

Samtidig ændres på enkelte punkter reglerne om de beføjelser, der tilkommer Kommissionens formand. Det

bestemmes således {{SPA}} ved en ændring af EF-Traktatens artikel 217 {{SPA}} at formanden træffer

afgørelse om Kommissionens interne organisation for at sikre sammenhæng, effektivitet og kollegialitet i dens

arbejde. Endvidere fremgår det, at formanden strukturerer og fordeler Kommissionens ansvarsområder

mellem dens medlemme den kan ændre fordelingen af kommissærernes ansvarsområder i løbet af en

mandatperiode, og at formanden fører tilsyn med de enkelte kommissærers udøvelse af deres hverv. Endelig

fremgår det bl.a., at et medlem af Kommissionen skal træde tilbage, hvis formanden efter kollegiets

godkendelse anmoder om det.

Endvidere ændres reglerne om domstolssystemets struktur i EU. Ændringerne tager særligt sigte på at

smidiggøre traktatens bestemmelser, således at Rådet fremover {{SPA}} med enstemmighed, men uden

traktatændring {{SPA}} kan reformere domstolssystemet med henblik på at sætte EF-Domstolen og Retten i

Første Instans i stand til at håndtere et stigende antal sager.

Ændringerne indebærer f.eks., at afsnit 2 i EF-Domstolens statut, der indeholder de grundlæggende regler om

Domstolens organisation og arbejdsform, kan ændres af Rådet med enstemmighed. Disse regler kan i dag kun

ændres ved en egentlig traktatændring.

Efter den nye bestemmelse i EF-Traktatens artikel 220, sammenholdt med artikel 225a, kan Rådet endvidere

efter en nærmere fastlagt procedure oprette såkaldte særlige retsinstanser, der på visse særlige områder kan

udøve de domstolskompetencer, som allerede fremgår af traktaten. Der kan således ikke tillægges de særlige

retsinstanser kompetencer, som ikke allerede efter Traktaten tilkommer EF-Domstolen eller Retten i Første

Instans.

Afgørelser, som træffes af de særlige retsinstanser, kan efter nærmere regler indbringes for Retten i Første

Instans og EF-Domstolen.

•

Forholdet til grundlovens § 20.

De ændringer, der er beskrevet ovenfor under pkt. a), indebærer ikke nogen emnemæssig udvidelse af

traktatens anvendelsesområde.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der er således f.eks. ikke tale om, at EU fremover kan regulere nye emneområder ved retsakter med direkte

virkning. I den forbindelse bemærkes særligt, at det som anført under pkt. a) udtrykkeligt fremgår af den nye

bestemmelse i EF-Traktatens artikel 220, at de særlige retsinstanser, der fremover kan oprettes, kun kan få

tildelt kompetencer, som efter traktaten allerede tilkommer EF-Domstolen eller Retten i Første Instans. Der er

s& aring;ledes ikke tale om tildeling af nye (herunder supranationale) domstolskompetencer, men om intern

omfordeling af allerede eksisterende kompetencer.

Der er heller ikke tale om tildeling af nye supranationale instrumenter til regulering inden for de eksisterende

emneområder.

Ændringerne, herunder overgangen på visse områder fra krav om enstemmighed til krav om kvalificeret flertal,

indebærer på den baggrund ikke overladelse af nye beføjelser efter grundlovens § 20 til Den Europæiske

Union, jf. herved pkt. 2.3.2.a) og 2.3.2.b) ovenfor.

Det har imidlertid i den offentlige debat været gjort gældende, at de nye regler om Europa-Kommissionens

sammensætning alligevel indebærer, at grundlovens § 20 skal anvendes. Som beskrevet ovenfor indebærer disse

ændringer bl.a., at antallet af medlemmer af Kommissionen {{SPA}} fra det tidspunkt, hvor den første

Kommission efter den 27. medlemsstats tiltrædelse af Unionen træder i funktion {{SPA}} skal være lavere end

ant lemsstater, at der skal være tale om en ordning med ligelig rotation, og at de nærmere regler herom skal

vedtages af Rådet med enstemmighed.

Der har i den forbindelse været henvist til, at det ved Danmarks tiltrædelse af EF i 1972 og senere skulle have

været en dansk forudsætning for at overlade beføjelser til Unionen, at der til enhver tid er en dansk statsborger

som medlem af Kommissionen. Det er videre gjort gældende, at denne forudsætning nu brister med den

virkning, at den tidligere overladelse af beføjelser forfatningsretligt må anses for bortfaldet.

Justitsministeriet har taget stilling til dette spørgsmål i et notat af 1. december 2000. I notatet (der er optaget

som bilag 2 til denne redegørelse) anføres om det nævnte forudsætningssynspunkt følgende:

"6.1.

Det fremgår af det, der er anført under pkt. 3-5, at den omhandlede ordning ikke indebærer overladelse

af nye beføjelser til EU, og at ordningen efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke i øvrigt rejser spørgsmål i

forhold til betingelserne i grundlovens § 20.

Som anført under pkt. 1 har det imidlertid været gjort gældende, at en ordning som den omhandlede er i strid

med de forudsætninger, som den gældende tiltrædelseslov (med senere ændringer) bygger på, og derfor af den

grund vil kræve iagttagelse af proceduren efter § 20.

6.2.

Forfatningsretlig praksis med hensyn til ændringer i EU-institutionernes organisation, procedure og

sammensætning m.v. bygger på den opfattelse, at der kan foretages meget væsentlige ændringer af denne

karakter, uden at det {{SPA}} ud fra et forudsætningssynspunkt som det anførte {{SPA}} er påkrævet at

anvende grundlovens § 20. Der henvises i den forbindelse til Justitsministeriets redegørelse af 6. oktober 1997

for tningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Amsterdam-Traktaten, side 11.

Som eksempler kan nævnes Budgettraktat II fra 1977, der overførte væsentlige budgetbeføjelser fra Rådet til

Europa-Parlamentet, akten fra 1979 om indførelse af direkte valg til Europa-Parlamentet, Europæisk Fælles

Akt fra 1986 om bl.a. øget medbestemmelsesret for Europa-Parlamentet og ændring af Rådets

afstemningsregler, samt ændring af traktaterne som led i optagelsen af nye medlemsstater.

I overensstemmelse hermed er det i den forfatningsretlige litteratur generelt anført, at ændringer af den nævnte

karakter i almindelighed ikke betyder, at § 20 skal iagttages, jf. bl.a. Henrik Zahle, a.st., side 330 f.

Henrik Zahle føjer hertil bl.a. følgende betragtning (a.st., side 331):

"Af bemærkningerne vedrørende vetoret og intern omfordeling synes at kunne sluttes, at en hvilken som helst

ændring af kompetenceforholdene inden for bestående supranationale organisationer kan ske uden anvendelse

af grl. § 20. Hvis dette suppleres af den opfattelse, at også en hvilken som helst ændring af den personelle

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

sammensætning og processuelle arbejdsgang i de enkelte institutioner kan ændres uden brug af grl. § 20,

forekommer s ynspunktet imidlertid at blive trukket for langt. En supranational organisation kan underkastes

en sådan forandring med hensyn til afstemningsregler og kompetenceplacering, at en fornyet behandling efter

grl. § 20 er nødvendig. Den nærmere afgrænsning af denne nødvendighed må bero på den hidtidige traktat og

tiltrædelseslov og disses forudsætninger."

Justitsministeriet er enig i, at det ikke for en principiel betragtning kan udelukkes, at en § 20-lov må fortolkes

således, at den overladelse af beføjelser, som følger af loven, er betinget af en bestemt organisation m.v. af den

pågældende myndighed. Den nærmere vurdering heraf må som anført af Henrik Zahle bero på den hidtidige

traktat og tiltrædelseslov og disses forudsætninger.

6.3.

Om det konkret foreliggende spørgsmål skal Justitsministeriet herefter bemærke følgende:

Det har siden Danmarks tiltrædelse af EF i 1972 været ordningen, at Danmark har et fast medlem af

Kommissionen, jf. nu bestemmelsen i EU-Traktatens artikel 213.

Det fremgår ikke af tiltrædelsesloven, at den overladelse af beføjelser til EU, som følger af loven, er betinget af,

at denne ordning opretholdes. Noget sådant fremgår heller ikke af bemærkningerne til forslaget til den

oprindelige tiltrædelseslov eller af forslagene til de senere ændringer af denne lov.

Spørgsmålet er herefter, om der på andet grundlag er støtte for en forudsætning af den angivne karakter.

Det har, såvidt det er Justitsministeriet bekendt, ikke i den offentlige debat været nærmere konkretiseret, hvad

denne forudsætning skulle bygge på, og der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke i øvrigt holdepunkter for

en sådan forudsætning. Der henvises i den forbindelse bl.a. til det, der er anført ovenfor om retsopfattelsen i

hidtidig praksis.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at heller ikke en fortolkning af tiltrædelsesloven, herunder

en vurdering af dennes forudsætninger, kan føre til, at en ordning som den omhandlede kræver iagttagelse af

proceduren efter grundlovens § 20."

Justitsministeriet kan henholde sig til det, der er anført i notatet.

Der er således efter Justitsministeriets opfattelse ikke belæg for, at de hidtidige tiltrædelseslove skulle bygge på

nogen forudsætning om, at der til enhver tid skal være en dansk statsborger som medlem af Kommissionen.

Det har da, så vidt det er Justitsministeriet bekendt, heller ikke i den offentlige debat været nærmere angivet,

hvoraf en sådan forudsætning skulle kunne udledes.

Der kan i den forbindelse være grund til at fremhæve, at Kommissionens medlemmer efter den nævnte

bestemmelse i EF-Traktatens artikel 213 udøver deres hverv i fuldkommen uafhængighed og i Fællesskabets

almene interesse. Heri ligger bl.a., at kommissærerne, når de først er valgt, ikke kan modtage nogen form for

instruktion fra de medlemsstater, hvor de er statsborgere, jf. nærmere pkt. 2 i notatet af 1. december 2000.

Det er således sammenfattende Justitsministeriets opfattelse, at de beskrevne ændringer i institutionernes

organisation, sammensætning og afstemningsregler m.v. ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3. Ændringer af konkrete bestemmelser i EU- og EF-Traktaten.

3.3.1. Ændringer i EU-Traktatens indledende bestemmelser.

3.3.1.1. Grundlæggende rettigheder.

• Ændringernes indhold.

Ved Amsterdam-Traktaten blev der som artikel 7 i EU-Traktaten indsat en ny bestemmelse om

sanktioner over for en medlemsstat, der groft og vedvarende overtræder principperne i artikel 6, stk. 1,

om demokrati og respekt for menneskerettighederne m.v.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"1. Rådet kan i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne med enstemmighed på forslag af en

tredjedel af medlemsstaterne eller Kommissionen og efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet

fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principperne i artikel 6, stk. 1, efter at have

opfordret den pågældende medlemsstats regering til at fremsætte sine bemærkninger.

Hvis en sådan overtrædelse er fastslået, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at suspendere visse af de

rettigheder, der følger af anvendelsen af denne traktat på den pågældende medlemsstat, herunder de

stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstats regering i Rådet. Rådet tager

i så fald hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysi ske og juridiske personers rettigheder og

forpligtelser.

Den pågældende medlemsstat er under alle omstændigheder fortsat bundet af sine forpligtelser i henhold til

denne traktat.

Rådet kan senere med kvalificeret flertal beslutte at ændre eller tilbagekalde foranstaltninger, der er truffet i

medfør af stk. 2, som følge af ændringer i den situation, som har ført til, at de blev indført.

Ved anvendelsen af denne artikel træffer Rådet afgørelse uden at tage den pågældende medlemsstats

regeringsrepræsentants stemme i betragtning. Det forhold, at medlemmer, der er til stede eller repræsenteret,

undlader at stemme, hindrer ikke vedtagelsen af de i stk. 1 omhandlede afgørelser. Kvalificeret flertal defineres

som samme forholdsmæssige andel af de berørte rådsmedlemmers vægtede stemmer som den, der er fastsat i

artikel 205, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Dette stykke gælder også, hvis stemmerettigheder suspenderes i medfør af stk. 2.

Ved anvendelsen af denne artikel træffer Europa-Parlamentet afgørelse med et flertal på to tredjedele af de

afgivne stemmer og et flertal af sine medlemmer."

I EF-Traktatens artikel 309 blev der samtidig indsat en bestemmelse om retsvirkningerne efter denne

traktat af, at det efter EU-Traktatens artikel 7 fastslås, at en medlemsstat groft og vedvarende

overtræder de omhandlede principper.

Ved Nice-Traktaten bevares bestemmelsen i EU-Traktatens artikel 7 med enkelte redaktionelle

ændringer. Der indsættes imidlertid som stk. 1 en ny bestemmelse med følgende ordlyd:

"1. På begrundet forslag af en tredjedel af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet eller Kommissionen

kan Rådet med et flertal på fire femtedele af sine medlemmer efter samstemmende udtalelse fra

Europa-Parlamentet fastslå, at der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder principperne

i artikel 6, stk. 1, og rette passende henstillinger til denne medlemsstat. Inden Rådet fastslår dette,

hører det den berørte me dlemsstat, og det kan efter samme fremgangsmåde anmode uafhængige

personer om inden for en rimelig frist at fremlægge en rapport om situationen i den pågældende

medlemsstat.

Rådet efterprøver regelmæssigt, om de forhold, der har fået Rådet til at fastslå ovennævnte, stadig er

gældende."

I den nævnte bestemmelse i EF-Traktatens artikel 309 foretages der alene konsekvensrettelser som

følge af ændringerne af EU-Traktatens artikel 7.

Endvidere indføres ved Nice-Traktaten en vis kontrol fra EF-Domstolens side med anvendelsen af

EU-Traktatens artikel 7. Domstolen har ikke i dag kompetence på dette område

Det fremgår således af den nye litra e i EU-Traktatens artikel 46, at EF-Domstolen efter de nærmere

regler i EF-Traktaten har kompetence for så vidt angår procedurebestemmelserne {{SPA}} og kun

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

dem {{SPA}} i artikel 7. Domstolen skal på anmodning af den berørte medlemsstat træffe afgørelse

inden for en frist på en måned fra den dato, hvor Rådet efter artikel 7 har fastslået den pågældende

situation

Den nye bestemmelse i artikel 46 indebærer, at EF-Domstolen kan føre kontrol med, om de regler om

den formelle fremgangsmåde {{SPA}} f.eks. vedrørende høring af den pågældende medlemsstat

{{SPA}} som artikel 7 indeholder, er overholdt. Det gælder for hele artikel 7 og således ikke kun for

den nye bestemmelse i stk. 1. Derimod kan Domstolen ikke efterprøve, om afgørelser, som Rådet

træffer efter artikel 7, e aelig;ssigt korrekte, herunder om de bygger på en korrekt vurdering af

forholdene i den pågældende medlemsstat.

• Forholdet til grundlovens § 20.

Om forholdet mellem den gældende bestemmelse i EU-Traktatens artikel 7 og grundlovens § 20

anføres i 1997-redegørelsen, side 19 f., følgende:

"En bestemmelse, der kan give anledning til overvejelser i relation til grundlovens § 20, er [artikel 7]. Af denne

bestemmelse fremgår det, at Rådet kan beslutte at "suspendere visse af de rettigheder, der følger af

anvendelsen af denne traktat" på en medlemsstat, der groft og vedvarende overtræder principperne om

demokrati, respekt for menneskerettighederne m.v. Det hedder endvidere, at Rådet i så fald tager "hensyn til

en sådan suspe nsions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser."

Det spørgsmål kan rejses, om den nævnte suspension af rettigheder kan have karakter af umiddelbart

anvendelige retsakter, f.eks. umiddelbare indgreb i ordninger, der giver ret til økonomisk støtte m.v.

Det fremgår af bestemmelsen, at de rettigheder, der kan blive spørgsmål om at suspendere, er "rettigheder, der

følger af anvendelsen af denne traktat på den pågældende medlemsstat."

Endvidere må det antages at følge af bestemmelsens placering i unionstraktatens indledende bestemmelser - og

uden for det overstatslige samarbejde i EF-Traktaten - at der ikke i medfør af denne bestemmelse kan udstedes

umiddelbart anvendelige retsakter.

Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at [artikel 7] må forstås således, at de retsakter, der kan udstedes i

medfør af bestemmelsen, alene kan gælde for medlemsstaterne. Bestemmelsen forudsætter derfor ikke

anvendelse af grundlovens § 20."

Baggrunden for, at artikel 7 i 1997-redegørelsen blev vurderet i forhold til § 20, var, at den indeholdt

hjemmel til suspension af rettigheder.

Den nye bestemmelse i stk. 1 angår ikke suspension af rettigheder og giver heller ikke i øvrigt Rådet

hjemmel til at udstede retsakter eller foretage andre retligt bindende dispositioner. Den giver alene

Rådet hjemmel til at fastslå, at der er "en klar fare" for, at en medlemsstat overtræder grundlæggende

principper om demokrati og menneskerettigheder m.v.

Allerede på den baggrund rejser den nye bestemmelse i artikel 7, stk. 1, efter Justitsministeriets

opfattelse ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 20.

Det rejser efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke spørgsmål i forhold til § 20, at EF-Domstolen

efter den nye bestemmelse i litra e i EU-Traktatens artikel 46 tillægges kompetence til at føre kontrol

med procedurebestemmelserne i artikel 7. Den dom, som EF-Domstolen {{SPA}} på begæring af den

berørte medlemsstat {{SPA}} afsiger, vil således ikke have nogen virkning internt i medlemsstaternes

retssystemer, men kun i forholdet mel og den pågældende medlemsstat. Der er derfor ikke tale om

overladelse af beføjelser, som efter grundloven tilkommer danske domstole, jf. det, der er anført

ovenfor pkt. 2.3.2.a).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at de nye bestemmelser i EU-Traktatens artikel

7, stk. 1, og artikel 46, litra e, ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.1.2. Forstærket samarbejde.

•

Ændringernes indhold.

Ved Amsterdam-Traktaten blev der indsat bestemmelser i EU- og EF-Traktaten om tættere samarbejde

("fleksibilitet") inden for søjle 1 og 3.

Formålet med bestemmelserne var at sikre, at det forhold, at en eller flere medlemsstater ikke ønsker at

medvirke til vedtagelse af retsakter m.v. inden for givne områder, ikke hindrer andre stater i at vedtage sådanne

retsakter, men således at retsakterne alene gælder for disse stater.

De generelle bestemmelser om tættere samarbejde findes i EU-Traktatens artikel 43-45. Hertil kommer særlige

regler om tættere samarbejde inden for søjle 1 og 3 i henholdsvis EF-Traktatens artikel 11 og EU-Traktatens

artikel 40.

Den gældende bestemmelse i EF-Traktatens artikel 11 har følgende ordlyd:

"1. Medlemsstater, der har til hensigt at indføre et tættere indbyrdes samarbejde, kan i overensstemmelse med

artikel 43 og 44 i traktaten om Den Europæiske Union bemyndiges til at anvende traktatens institutioner,

procedurer og mekanismer, hvis det foreslåede samarbejde

a) ikke vedrører områder, der henhører under Fællesskabets enekompetence,

b) ikke berører Fællesskabets politikker, aktioner eller programmer,

c) ikke vedrører unionsborgerskabet eller medfører forskelsbehandling mellem medlemsstaternes statsborgere,

d) forbliver inden for rammerne af de beføjelser, som tillægges Fællesskabet i denne traktat, og

e) ikke indebærer forskelsbehandling eller begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke

fordrejer konkurrencevilkårene mellem dem.

Den bemyndigelse, der er nævnt i stk. 1, gives af Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på

forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet.

Hvis et medlem af Rådet erklærer, at det af vigtige, nærmere anførte årsager, der vedrører national politik, agter

at stemme imod, at der gives bemyndigelse med kvalificeret flertal, finder der ikke afstemning sted. Rådet kan

med kvalificeret flertal anmode om, at sagen henvises til Rådet i dets sammensætning af stats- eller

regeringschefer med henblik på enstemmig afgørelse.

Medlemsstater, der har til hensigt at indføre et tættere samarbejde som omhandlet i stk. 1, retter anmodning til

Kommissionen, der kan forelægge Rådet et forslag herom. Hvis Kommissionen ikke fremsætter et forslag,

giver den de berørte medlemsstater en begrundelse herfor.

En medlemsstat, som ønsker at deltage i et samarbejde, der er indført i overensstemmelse med denne artikel,

giver meddelelse herom til Rådet og Kommissionen, som afgiver en udtalelse til Rådet inden tre måneder efter

modtagelsen af denne meddelelse. Inden fire måneder efter meddelelsen træffer Kommissionen afgørelse om

anmodningen og om sådanne særlige ordninger, som den måtte finde nødvendige.

De retsakter og afgørelser, der er nødvendige for gennemførelsen af samarbejdet, er underlagt de relevante

bestemmelser i denne traktat, medmindre andet er fastsat i denne artikel og i artikel 43 og 44 i traktaten om

Den Europæiske Union.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Denne artikel gælder med forbehold af protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske

Union."

Nice-Traktaten indebærer en række ændringer af reglerne om tættere samarbejde (der nu i de danske

sprogversioner benævnes forstærket samarbejde). Af indholdsmæssige ændringer kan bl.a. nævnes, at der nu

ikke kun kan iværksættes forstærket samarbejde inden for søjle 1 og 3, men i et vist omfang også inden for

søjle 2 (den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik).

I øvrigt indebærer ændringerne en detaljeret regulering af den fremgangsmåde, der skal følges ved iværksættelse

af forstærket samarbejde og ved efterfølgende deltagelse af de medlemsstater, som oprindeligt har stået uden

for det forstærkede samarbejde.

Der sker bl.a. en justering af EU-Traktatens artikel 43 om de generelle betingelser for iværksættelse af

forstærket samarbejde. Bestemmelsen har herefter følgende ordlyd:

"Medlemsstater, der har til hensigt at indføre et forstærket indbyrdes samarbejde, kan anvende de institutioner,

procedurer og mekanismer, der er omhandlet i denne traktat og traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab, hvis samarbejdet

• tager sigte på at fremme Unionens og Fællesskabets mål, beskytte og varetage deres interesser og styrke

deres integrationsproces

• overholder de omhandlede traktater og Unionens fælles institutionelle ramme

• overholder gældende fællesskabsret og de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til de øvrige

bestemmelser i de omhandlede traktater

• forbliver inden for rammerne af Unionens eller Fællesskabets beføjelser og ikke vedrører områder, der

henhører under Fællesskabets enekompetence

• ikke skader det indre marked som defineret i artikel 14, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab eller den økonomiske og sociale samhørighed, der er indført i henhold til afsnit XVII i samme

traktat

• ikke indebærer begrænsning af eller forskelsbehandling i samhandelen mellem medlem staterne og ikke

fordrejer konkurrencevilkårene mellem dem

• omfatter mindst otte medlemsstater

• respekterer ikke-deltagende medlemsstaters beføjelser, rettigheder og forpligtelser

• ikke berører bestemmelserne i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union

• er åbent for alle medlemsstater i overensstemmelse med artikel 43 B."

Det fremgår således bl.a., at forstærket samarbejde (fortsat) skal overholde traktaterne og Unionens fælles

institutionelle ramme, og at det skal forblive inden for rammerne af Unionens eller Det Europæiske

Fællesskabs beføjelser. Det betyder, at hverken Unionen (søjle 2 og 3) eller Fællesskabet (søjle 1) kan tillægge

sig selv beføjelser, som ikke allerede fremgår af traktaternes hjemmelsbestemmelser.

• Forholdet til grundlovens § 20.

Om forholdet mellem den gældende bestemmelse om forstærket (tættere) samarbejde i EF-Traktatens artikel

11 og grundlovens § 20 anføres i 1997-redegørelsen, side 31 f., følgende:

"Bestemmelsen i [artikel 11] har som nævnt karakter af en særlig procedurebestemmelse, der har til formål at

sikre, at nogle lande kan indgå i et videre samarbejde end andre.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afgørende for, om bestemmelsen forudsætter anvendelse af grundlovens § 20, er, om den i sig selv indebærer,

at der overlades yderligere beføjelser til EF i forhold til, hvad der følger af traktatens øvrige bestemmelser.

Dette er ikke tilfældet. Det fremgår udtrykkeligt af [artikel 11, stk. 1, litra d], at det forstærkede samarbejde skal

forblive "inden for rammerne af de beføjelser, som tillægges Fællesskabet i denne traktat." Det betyder, at der

ikke med hjemmel i [artikel 11] kan vedtages retsakter, som ikke i forvejen har hjemmel i traktatens

bestemmelser.

På denne baggrund forudsætter [artikel 11] efter Justitsministeriets opfattelse ikke anvendelse af grundlovens §

20. Dette gælder, uanset om Danmark deltager i det forstærkede samarbejde eller vælger at stå uden for."

Som anført ovenfor under pkt. a) gælder det fortsat, at forstærket samarbejde skal overholde traktaterne og

Unionens fælles institutionelle ramme, og at det skal forblive inden for rammerne af Unionens og

Fællesskabets beføjelser. Det betyder som nævnt, at hverken Unionen eller Fællesskabet kan tillægge sig selv

beføjelser, som ikke allerede fremgår af traktaternes hjemmelsbestemmelser.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at de nye bestemmelser om forstærket

samarbejde ikke indebærer overladelse af nye beføjelser til Unionen. Dette følger for så vidt angår

samarbejdet inden for søjle 2 og 3 også af, at dette samarbejde er af mellemfolkelig karakter.

Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at de nye bestemmelser i EU- og EF-Traktaten om

forstærket samarbejde ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.2. Ændringer i EU-Traktatens søjle 2 (den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik).

• Ændringernes indhold.

Ved Maastricht-Traktaten blev der i EU-Traktaten indsat bestemmelser om den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik (søjle 2-samarbejdet).

Samarbejdet inden for søjle 2 er af mellemfolkelig karakter, jf. nærmere 1992-redegørelsen, side 58 f.

Nice-Traktaten indebærer kun få ændringer i dette samarbejde, og nogle af disse ændringer har {{SPA}} som

nævnt ovenfor under pkt. 3.1 {{SPA}} på grund af Edinburgh-afgørelsen og protokollen om Danmarks

stilling ikke virkning for Danmark. Det gælder i det omfang, ændringerne er omfattet af det danske

forsvarsforbehold.

Ved Amsterdam-Traktaten blev der indsat en bestemmelse i artikel 24 om Unionens traktatkompetence.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Når det er nødvendigt at indgå en aftale med en eller flere stater eller internationale organisationer til

gennemførelse af dette afsnit, kan Rådet med enstemmighed bemyndige formandskabet, der om nødvendigt

bistås af Kommissionen, til at indlede forhandlinger med henblik herpå. Sådanne aftaler indgås af Rådet med

enstemmighed efter henstilling fra formandskabet. Ingen aftale er bindende for en medlemsstat, hvis repr&a

elig;sentant i Rådet meddeler, at medlemsstaten må opfylde de krav, der gælder ifølge dens egen

forfatningsmæssige procedure; de øvrige medlemmer af Rådet kan vedtage, at aftalen skal gælde foreløbigt for

dem.

Bestemmelserne i denne artikel gælder også for spørgsmål, der henhører under afsnit VI."

Bestemmelsens sidste led skal sammenholdes med artikel 38 (i søjle 3 om politisamarbejde og retligt

samarbejde i straffesager). Denne bestemmelse har følgende ordlyd:

"De i artikel 24 omhandlede aftaler kan omfatte spørgsmål, der henhører under dette traktatafsnit."

Til artikel 24 og 38 blev der til Amsterdam-Traktatens slutakt knyttet en erklæring (nr. 4). Efter erklæringen

indebærer bestemmelserne ikke, at der overdrages beføjelser fra medlemsstaterne til Den Europæiske Union.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Nice-Traktaten indebærer en ændring af artikel 24. Bestemmelsen har herefter følgende ordlyd:

"1. Når det er nødvendigt at indgå en aftale med en eller flere stater eller internationale organisationer til

gennemførelse af dette afsnit, kan Rådet bemyndige formandskabet, der om nødvendigt bistås af

Kommissionen, til at indlede forhandlinger med henblik herpå. Sådanne aftaler indgås af Rådet efter henstilling

fra formandskabet.

Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, når aftalen vedrører et spørgsmål, hvor der kræves

enstemmighed for vedtagelse af interne afgørelser.

Når aftalen skal indgås med henblik på at iværksætte en fælles aktion eller en fælles holdning, træffer Rådet

afgørelse med kvalificeret flertal i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2.

Bestemmelserne i denne artikel gælder også for spørgsmål, der henhører under afsnit VI. Når aftalen

vedrører et spørgsmål, hvor der kræves kvalificeret flertal for vedtagelse af interne afgørelser eller

foranstaltninger, træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal i overensstemmelse med artikel 34, stk. 3.

Ingen aftale er bindende for en medlemsstat, hvis repræsentant i Rådet meddeler, at medlemsstaten må

opfylde de krav, der gælder ifølge dens egen forfatningsmæssige procedure; de øvrige medlemmer af Rådet kan

dog vedtage, at aftalen skal gælde foreløbigt.

Aftaler, der indgås på de betingelser, der er fastsat i denne artikel, er bindende for Unionens institutioner."

Som det fremgår, indebærer ændringen {{SPA}} i lighed med en række andre ændringer i Nice-

Traktaten, jf. ovenfor pkt. 3.2.a) {{SPA}} navnlig, at man i et vist omfang ændrer kravet om

enstemmighed blandt Rådets medlemmer til et krav om kvalificeret flertal. Endvidere bestemmes det

i stk. 6, at aftaler efter artikel 24 (og artikel 38) er bindende for Unionens institutioner.

•

Forholdet til grundlovens § 20.

Om forholdet mellem den gældende bestemmelse i artikel 24 (og artikel 38) og grundlovens § 20

anføres i 1997-redegørelsen, side 23 f., følgende:

"Det må antages, at det væsentligste anvendelsesområde for bestemmelsen vil være indgåelse af aftaler med

tredjelande, hvor det pågældende land forpligter sig til at respektere visse forhold. Der kan f.eks. være tale om,

at tredjeland skal respektere udsendte EU-observatørers ukrænkelighed.

Der vil dog formentlig også kunne være tale om, at aftalerne indebærer rettigheder for tredjeland og således

forpligtelser for Unionen. Der kan f.eks. tænkes aftaler, hvorved Unionen forpligter sig til at afholde de

udgifter, som for tredjeland er forbundet med at modtage EU-observatører.

Under hensyn til forhistorien bag [artikel 24], herunder de oprindelige forslag om at tillægge Unionen status

som juridisk person, er det nærliggende at antage, at bestemmelsen skal forstås således, at det alene er Unionen

som sådan - og ikke de enkelte medlemsstater - der bliver parter i de omhandlede aftaler. Formandskabet

forhandler derfor på Unionens og ikke på medlemsstaternes vegne.

Endvidere gælder, at aftalerne indgås af Rådet med enstemmighed, og at en medlemsstat i hvert enkelt tilfælde

kan erklære, at den ikke er bundet af en sådan aftale, men at den må følge de procedurer m.v., der følger af

dens egen forfatning. Efter sammenhængen i bestemmelsen må det antages, at der med ordet "bundet" sigtes

til forholdet til Unionen (de andre medlemsstater) og ikke til forholdet til det pågælden de tredjeland m.v. Der

vil således i hvert enkelt tilfælde efter reglerne i grundlovens § 19 kunne tages stilling til, om Danmark skal

påtage sig sådanne folkeretlige forpligtelser.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at [artikel 24] ikke forudsætter anvendelse af grundlovens

§ 20. Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at [artikel 24] er placeret i søjle 2, der angår

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

mellemstatsligt samarbejde, må indebære, at de indgåede traktater ikke kan være umiddelbart anvendelige i

medlemsstaterne.

Det anførte resultat er i overensstemmelse med den nævnte erklæring, hvorefter [artikel 24] (og [artikel 38])

ikke indebærer, at der overdrages beføjelser fra medlemsstaterne til Unionen.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at de nye bestemmelser i søjle 2 ikke forudsætter

anvendelse af grundlovens § 20."

Som anført ovenfor under pkt. 2.3.2.d) er der i tilfælde, hvor det overlades til en mellemfolkelig myndighed at

indgå overenskomster med tredjelande m.v., ikke tale om en § 20-situation, hvis overenskomsterne i forhold til

det pågældende tredjeland alene er folkeretligt forpligtende for den mellemfolkelige myndighed selv.

Skal overenskomsterne derimod være folkeretligt forpligtende for medlemsstaterne, som var de indgået

umiddelbart mellem medlemsstaterne og det pågældende tredjeland, vil der som udgangspunkt være tale om

overladelse af beføjelser, der forudsætter anvendelse af grundlovens § 20. Som nævnt (a.st.) har det imidlertid

været antaget, at det i disse tilfælde også må tillægges betydning, om der f.eks. etableres en or dning, som sikrer,

at der i hvert enkelt tilfælde i Danmark kan ske en behandling efter grundloven af den påtænkte aftale, og

herunder i fornødent omfang indhentes samtykke fra Folketinget.

I 1997-redegørelsen blev det lagt til grund, at det efter artikel 24 alene er Unionen som sådan {{SPA}} og ikke

de enkelte medlemsstater {{SPA}} der sammen med det pågældende tredjeland m.v. bliver part i de

omhandlede aftaler.

Det må antages, at den nye bestemmelse i stk. 6 {{SPA}} hvorefter aftaler indgået efter artikel 24 er bindende

for Unionens institutioner {{SPA}} må forstås således, at den ikke i første række sigter til forholdet mellem

Unionen og det pågældende tredjeland m.v., men til forholdet mellem Unionen og dens enkelte institutioner.

Forstået på denne måde fastslår bestemmelsen umiddelbart alene, at de enkelte institut pligtet til at bistå

Unionen ved opfyldelsen af de aftaler, som Unionen indgår med tredjeland.

Dette har imidlertid som forudsætning, at det er Unionen som sådan (og ikke de enkelte medlemsstater), der i

forhold til tredjeland bliver bundet af de aftaler, som Unionen indgår. Bestemmelsen understøtter således

yderligere den forståelse af artikel 24, som blev lagt til grund i 1997-redegørelsen.

Efter Justitsministeriets opfattelse betyder dette forhold i sig selv, at heller ikke den nye udformning af artikel

24 indebærer overladelse af beføjelser til Den Europæiske Union. Den omstændighed, at der ikke længere i alle

tilfælde kræves enstemmighed i Rådet, kan på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse ikke tillægges

selvstændig betydning, jf. herved det, der er anført ovenfor under pkt. 2.3.2.a).

I øvrigt gælder det fortsat, at ingen aftale er bindende for en medlemsstat, hvis repræsentant i Rådet

meddeler, at medlemsstaten må opfylde de krav, der gælder ifølge dens egen forfatningsmæssige

procedure (som beskrevet i 1997-redegørelsen må det i den forbindelse antages, at der med ordet

"bindende" sigtes til forholdet til Unionen og ikke til forholdet til det pågældende tredjeland m.v.).

Sammenfattende er det således Justitsministeriets opfattelse, at ændringerne af EU-Traktatens artikel

24 (og artikel 38) ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.3. Ændringer i søjle 1 (EF-Traktaten).

3.3.3.1. Foranstaltninger mod forskelsbehandling.

• Ændringernes indhold.

Ved Amsterdam-Traktaten blev der i EF-Traktaten som artikel 13 indsat følgende bestemmelse om

bekæmpelse af diskrimination:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

"Med forbehold af denne traktats øvrige bestemmelser og inden for rammerne af de beføjelser, som traktaten

tillægger Fællesskabet, kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-

Parlamentet træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race

eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering."

Bestemmelsen ændres ikke ved Nice-Traktaten. Følgende bestemmelse indsættes imidlertid som artikel 13, stk.

2 (hvorved den gældende bestemmelse bliver stk. 1):

"Når Rådet, uden at der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser, vedtager fællessskabstilskyndelsesforanstaltninger til støtte for medlemsstaternes aktioner med

henblik på at bidrage til virkeliggørelsen af målene i stk. 1, træffer det uanset stk. 1 afgørelse efter

fremgangsmåden i artikel 251."

Tilføjelsen i stk. 2 betyder, at der med kvalificeret flertal {{SPA}} og ikke som efter stk. 1 med enstemmighed

{{SPA}} kan vedtages såkaldte "fællesskabstilskyndelsesforanstaltninger". Dette udtryk, der også findes i den

gældende EF-Traktat på bl.a. kulturområdet, er ikke nærmere defineret i traktaten, men har navnlig til formål at

understrege, at der ikke kan ske harmonisering af medlemsstaternes lovgivning m.v.

De tilskyndelsesforanstaltninger, der kan vedtages efter den nye bestemmelse i stk. 2, skal "bidrage til

virkeliggørelsen af målene i stk. 1". Det indebærer, at der ikke med hjemmel i bestemmelsen kan vedtages

retsakter, som ikke allerede i dag kan vedtages efter den gældende bestemmelse (nu artikel 13, stk. 1).

•

Forholdet til grundlovens § 20.

Om forholdet mellem den gældende bestemmelse i EF-Traktatens artikel 13 og grundlovens § 20 anføres i

1997-redegørelsen, side 33, følgende:

"Den gældende EF-Traktat indeholder flere bestemmelser om diskrimination, jf. den grundlæggende

bestemmelse i [artikel 12] om forbud mod diskrimination på grundlag af nationalitet og [artikel 141] om forbud

mod diskrimination mellem mænd og kvinder for så vidt angår løn.

Den nye bestemmelse indebærer en udvidelse af diskriminationsreguleringen til at omfatte en række kriterier,

som ikke i dag er omfattet af traktatens udtrykkelige hjemmelsbestemmelser og næppe heller af [artikel 308].

Bestemmelsen giver hjemmel til at udstede bl.a. umiddelbart anvendelige retsakter.

Det forhold, at bestemmelsens anvendelsesområde må anses for begrænset til de områder, hvor traktaten

allerede i dag tillægger Fællesskabet kompetence, er efter Justitsministeriets opfattelse i den forbindelse uden

betydning. Det afgørende er, at bestemmelsen inden for disse allerede eksisterende kompetenceområder

indebærer en udvidelse af de spørgsmål, som der i dag er hjemmel til at udstede retsakter om.

På denne baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den nye bestemmelse i [artikel 13] forudsætter

anvendelse af grundlovens § 20."

Den nye bestemmelse i artikel 13, stk. 2, indebærer som nævnt ovenfor under pkt. a), at Rådet med kvalificeret

flertal kan vedtage såkaldte fællesskabstilskyndelsesforanstaltninger. Der kan imidlertid {{SPA}} som ligeledes

nævnt {{SPA}} ikke vedtages retsakter, som ikke allerede i dag kan vedtages efter den gældende bestemmelse.

På den baggrund indebærer bestemmelsen efter Justitsministeriets opfattelse ikke overladelse af nye beføjelser

til EF. Den forudsætter derfor ikke anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.3.2. Unionsborgernes ret til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område.

•

Ændringernes indhold.

EF-Traktatens artikel 18, der blev indsat ved Maastricht-Traktaten, indeholder følgende bestemmelse

om fri bevægelighed og opholdsret for unionsborgerne:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

"1. Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de

begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Rådet kan vedtage bestemmelser, der skal gøre det lettere at udøve de rettigheder, der er nævnt i stk. 1;

medmindre andet er fastsat i denne traktat, træffer Rådet afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 251. Rådet

træffer afgørelse med enstemmighed under hele den nævnte fremgangsmåde."

Ved Nice-Traktaten ændres bestemmelsen, således at den får følgende ordlyd:

"1. Enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de

begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil.

Såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at nå dette mål, og denne traktat ikke

indeholder fornøden hjemmel hertil, kan Rådet vedtage bestemmelser, der skal gøre det lettere at udøve de

rettigheder, der er nævnt i stk. 1. Det træffer afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 251.

Stk. 2 finder ikke anvendelse på bestemmelser vedrørende pas, identitetskort, opholdsbeviser eller andre

dokumenter, der er sidestillet hermed, og heller ikke på bestemmelser vedrørende social sikring eller social

beskyttelse."

Med den nye formulering af artikel 18, stk. 2, kan Rådet {{SPA}} i modsætning til i dag {{SPA}} kun

vedtage bestemmelser om unionsborgernes indrejse- og opholdsrettigheder efter stk. 1, hvis det "viser

sig påkrævet for at nå dette mål, og denne traktat ikke indeholder fornøden hjemmel hertil". Der må

antages at være tale om en skærpelse af betingelserne for at vedtage retsakter i medfør af

bestemmelsen, og de ndholdsmæssigt vedtages retsakter i videre omfang end i dag.

Endvidere fastslås det udtrykkeligt i stk. 3, at bestemmelsen i stk. 2 ikke kan anvendes til at fastsætte

regler om pas, identitetskort, opholdsbeviser eller andre dokumenter, der er sidestillet hermed, eller

bestemmelser vedrørende social sikring eller social beskyttelse. Herved løses et

fortolkningsspørgsmål, som den gældende bestemmelse har kunnet give anledning til.

Endelig indebærer ændringen, at der ikke længere kræves enstemmighed i Rådet, men alene

kvalificeret flertal.

• Forholdet til grundlovens § 20.

Den gældende bestemmelse i artikel 18 indeholder hjemmel til at fastsætte retsakter med direkte virkning i

medlemsstaterne, herunder Danmark. Den indebar derfor overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20, da

den blev indsat ved Maastricht-Traktaten.

Den ændring af bestemmelsen, som gennemføres ved Nice-Traktaten, har imidlertid alene karakter af en

begrænsning i bestemmelsens anvendelsesområde. Der henvises til det, der er anført under pkt. a) ovenfor.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at ændringen af artikel 18 ikke indebærer

overladelse af nye beføjelser til EF (men snarere en indskrænkning af de beføjelser, som tidligere er

overladt). Den forudsætter derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke anvendelse af grundlovens §

20.

3.3.3.3. Traktatkompetencen vedrørende den fælles handelspolitik.

•

Ændringernes indhold.

EF-Traktaten indeholder i artikel 133 en bestemmelse om den fælles handelspolitik. Bestemmelsen giver bl.a.

EF hjemmel til at indgå traktater med tredjelande m.v., jf. nærmere Claus Gulmann og Karsten Hagel-

Sørensen, a.st., side 228 ff.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Traktatkompetencen efter den gældende bestemmelse er en enekompetence, jf. f.eks. EF-Domstolens udtalelse

1/94, WTO, Sml. 1994.I, side 5267. Medlemsstaterne har således efter gældende ret ikke længere

traktatkompetence på de områder, som bestemmelsen omfatter.

Den gældende bestemmelses stk. 3-5 har følgende ordlyd:

"3. Skal der føres forhandlinger om aftaler med en eller flere stater eller internationale organisationer, retter

Kommissionen henstillinger til Rådet, som bemyndiger den til at indlede de nødvendige forhandlinger.

Disse forhandlinger føres af Kommissionen inden for rammerne af direktiver, som Rådet kan meddele den, og

i samråd med et særligt udvalg, der er udpeget af Rådet til at bistå den i dette arbejde.

De relevante bestemmelser i artikel 228 finder anvendelse.

Ved udøvelsen af de beføjelser, som i denne artikel er tillagt Rådet, træffer det afgørelse med kvalificeret

flertal.

Rådet kan med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet udvide

anvendelsen af stk. 1-4 til også at omfatte internationale forhandlinger og aftaler vedrørende tjenesteydelser og

intellektuelle ejendomsrettigheder, for så vidt de ikke er omfattet af disse stykker."

Bestemmelsen i stk. 5 blev indsat ved Amsterdam-Traktaten. Den indebærer, at Rådet kan beslutte,

at traktatkompetencen på de områder, der er nævnt i bestemmelsen (internationale forhandlinger og

aftaler vedrørende tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder) skal henføres til artikel 133,

stk. 1-4, og således blive en enekompetence for EF, jf. ovenfor. Virkningen af, at de nævnte områder

henføres til stk. 1-4, er endvidere, at Rådets beslutninger træffes med kvalificeret flertal.

Beføjelsen har ikke været udnyttet i praksis.

Ved Nice-Traktaten affattes artikel 133 på følgende måde:

"1. Den fælles handelspolitik bygger på ensartede principper navnlig for så vidt angår toldændringer, indgåelse

af told- og handelsaftaler, gennemførelse af ensartethed i liberaliseringsforanstaltninger, eksportpolitik og

handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, herunder foranstaltninger mod dumping og subsidieordninger.

Kommissionen fremsætter forslag for Rådet vedrørende iværksættelse af den fælles handelspolitik.

Skal der føres forhandlinger om aftaler med en eller flere stater eller internationale organisationer, retter

Kommissionen henstillinger til Rådet, som bemyndiger den til at indlede de nødvendige forhandlinger. Rådet

og Kommissionen skal sikre, at de aftaler, der forhandles, er i overensstemmelse med Fællesskabets interne

politikker og regler.

Disse forhandlinger føres af Kommissionen inden for rammerne af direktiver, som Rådet kan meddele den, og

i samråd med et særligt udvalg, der er udpeget af Rådet til at bistå den i dette arbejde. Kommissionen aflægger

regelmæssigt rapport til det særlige udvalg om, hvordan forhandlingerne skrider frem.

De relevante bestemmelser i artikel 300 finder anvendelse.

Ved udøvelsen af de beføjelser, som i denne artikel er tillagt Rådet, træffer det afgørelse med kvalificeret

flertal.

Stk. 1-4 finder ligeledes anvendelse på forhandling og indgåelse af aftaler på områderne handel med

tjenesteydelser og handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, for så vidt disse aftaler ikke er

omfattet af disse stykker, jf. dog stk. 6.

Uanset stk. 4 træffer Rådet afgørelse med enstemmighed om forhandling og indgåelse af en aftale på et af de

områder, der er nævnt i første afsnit, hvis denne aftale omfatter bestemmelser, hvor der kræves enstemmighed

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

for vedtagelse af interne regler, eller hvis en sådan aftale vedrører et område, hvor Fællesskabet endnu ikke ved

vedtagelse af interne regler har udøvet sine beføjelser i hen hold til denne traktat.

Rådet træffer afgørelse med enstemmighed om forhandling og indgåelse af en aftale af horisontal karakter, for

så vidt den også vedrører det foregående afsnit eller stk. 6, andet afsnit.

Dette stykke anfægter ikke medlemsstaternes ret til at opretholde og indgå aftaler med tredjelande eller

internationale organisationer, for så vidt disse aftaler overholder fællesskabsretten og de andre relevante

internationale aftaler.

En aftale kan ikke indgås af Rådet, hvis den indeholder bestemmelser, der overskrider Fællesskabets interne

beføjelser, især ved at medføre en harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser på

et område, hvor traktaten udelukker en sådan harmonisering.

I den henseende er aftaler om handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser, tjenesteydelser i

forbindelse med uddannelse, sociale tjenesteydelser og tjenesteydelser inden for menneskers sundhed, uanset

stk. 5, første afsnit, fortsat omfattet af blandet kompetence mellem Fællesskabet og dets medlemsstater.

Forhandling heraf kræver derfor ud over en fællesskabsafgørelse, der træffes i overensstemmelse med de

relevante bestemmelser i artikel&nb sp;300, fælles overenskomst mellem medlemsstaterne. De således

forhandlede aftaler indgås i fællesskab af Fællesskabet og medlemsstaterne.

Forhandling og indgåelse af internationale aftaler på transportområdet er fortsat omfattet af bestemmelserne i

afsnit V og i artikel 300.

Med forbehold af stk. 6, første afsnit, kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter

høring af Europa-Parlamentet udvide anvendelsen af stk. 1{{SPA}}4 til at omfatte internationale

forhandlinger og aftaler om intellektuel ejendomsret, for så vidt de ikke er omfattet af stk. 5."

Betydningen af de ændringer, der gennemføres i artikel 133, er udførligt beskrevet i

Udenrigsministeriets besvarelse af 5. januar 2001 af spørgsmål nr. 64 fra Folketingets Europaudvalg

(Alm. del {{SPA}} bilag 518). I besvarelsen anføres bl.a. følgende:

"Det nuværende stk. 5 afløses af nye stk. 5-6, der indeholder detaljerede regler om indpasning af handel med

tjenesteydelser og handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder i den fælles handelspolitik.

2.1.

I stk. 5 første afsnit fastlægges som hovedreglen, at bestemmelserne i de nugældende stk. 1-4 (dvs. den

fælles handelspolitiks regler) ligeledes finder anvendelse ved forhandling og indgåelse af aftaler vedrørende

handel med tjenesteydelser og handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, for så vidt de ikke

allerede er omfattet af den fælles handelspolitik.

Efter den nugældende art. 133, stk. 5 kan Rådet med enstemmighed beslutte, at forhandling og indgåelse af

aftaler om tjenesteydelser og intellektuelle ejendomsrettigheder bringes ind under den fælles handelspolitik.

Dette sker nu ved Nice-traktaten, men kun for så vidt angår aftaler om handel med tjenesteydelser og

handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder. Samtidig indeholder Nice-traktatens art. 133 stk. 5 og 6 en

række begrænsn inger i anvendelsen af den fælles handelspolitik for så vidt angår disse nye områder.

2.2.

Efter stk. 5 fjerde afsnit kan medlemslandene således fortsat opretholde og indgå aftaler med tredjelande

og internationale organisationer vedr. handel med tjenesteydelser og handelsrelaterede intellektuelle

ejendomsrettigheder, for så vidt disse aftaler overholder fællesskabsretten og de andre relevante internationale

aftaler.

2.3.

I stk. 6 første afsnit fastslås, at en aftale ikke kan indgås af Rådet, hvis den indeholder bestemmelser, der

overskrider Fællesskabets interne beføjelser, især ved at medføre en harmonisering af medlemsstaternes love

og administrative bestemmelser på et område, hvor traktaten udelukker en sådan harmonisering.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2.4.

I stk. 6 andet afsnit fastslås, at aftaler vedrørende handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser,

tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse, sociale tjenesteydelser og tjenesteydelser inden for menneskers

sundhed fortsat er omfattet af delt kompetence mellem Fællesskabet og dets medlemsstater. På disse områder

kræver forhandlinger, ud over en fællesskabsbeslutning, der træffes i overensstemmelse med de relevante b

estemmelser i TEF art. 300, fælles overenskomst mellem medlemsstaterne. Sådanne aftaler indgås i fællesskab

af Fællesskabet og medlemsstaterne.

2.5.

Endelig fastslås det i stk. 6 tredje afsnit, at forhandling og indgåelse af internationale aftaler på

transportområdet fortsat er omfattet af bestemmelserne i traktatens afsnit V (transport) og artikel 300. Sådanne

aftaler falder dermed ikke ind under den fælles handelspolitik.

{{NEL}}{{NEL}}.

Der tilføjes et nyt stk. 7, som i sin struktur og formål svarer til den nugældende stk. 5. I henhold til stk. 7 kan

Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet udvide

anvendelsen af stk. 1-4 til at omfatte internationale forhandlinger og aftaler vedrørende intellektuelle

ejendomsrettigheder, i det omfang de ikke allerede er omfattet af den nye stk. 5. De begrænsninger, som findes

i stk . 6, 1. afsnit, hvorefter en aftale ikke kan indgås af Rådet, hvis den indeholder bestemmelser, der

overskrider Fællesskabets interne beføjelser - gælder også i dette tilfælde."

De ændringer i artikel 133, som kan have betydning for forholdet til grundlovens § 20, kan herefter

sammenfattes således:

Ændringerne indebærer ikke nogen udvidelse af de områder, hvor EF efter bestemmelsen har

traktatkompetence.

Den nye bestemmelse i stk. 5 indebærer derimod, at nogle af de emneområder, som efter den gældende stk. 5

ved beslutning i Rådet kan overføres til stk. 1-4 {{SPA}} hvorved EF efter gældende ret bliver enekompetent,

jf. ovenfor {{SPA}} nu umiddelbart overføres til stk. 1-4. Det drejer sig om handel med tjenesteydelser og

handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, for så vidt disse områder ikke allerede er om k. 1-4.

Samtidig bestemmes det i stk. 5, 4. afsnit, at bestemmelserne i dette stykke ikke anfægter "medlemsstaternes ret

til at opretholde og indgå aftaler med tredjelande eller internationale organisationer, for så vidt disse aftaler

overholder fællesskabsretten og de andre relevante internationale aftaler." Det må derfor antages, at

retsvirkningen i relation til spørgsmålet om enekompetence for EF af, at et område overføres til b

estemmelsens stk. 1-4, er mindre vidtgående efter den nye end efter den gamle stk. 5, jf. ovenfor.

Tilbage i den nye stk. 7 bliver herefter alene de internationale forhandlinger og aftaler om intellektuelle

ejendomsrettigheder, som ikke er omfattet af den nye stk. 5 (men som er omfattet af den gældende stk. 5). For

så vidt angår disse forhandlinger m.v. kan Rådet med enstemmighed beslutte, at de skal overgå til stk. 1-4.

b) Forholdet til grundlovens § 20.

Om forholdet mellem den gældende bestemmelse i artikel 133, stk. 5, og grundlovens § 20 anføres i 1997-

redegørelsen, side 43 f., bl.a. følgende:

"Som anført ovenfor under pkt. 2.3.2.d) er det antaget, at EFs kompetence til at indgå aftaler med tredjelande

m.v. er omfattet af grundlovens § 20, fordi der er tale om overladelse af udenrigspolitisk kompetence efter

grundlovens § 19. Hertil kommer, at sådanne aftaler efter omstændighederne kan være umiddelbart

anvendelige i medlemsstaterne.

En yderligere kompetence for EF til at indgå aftaler forudsætter derfor anvendelse af grundlovens § 20.

Det følger af EF-Domstolens praksis, at EF kan have kompetence til at indgå aftaler, selv om det ikke fremgår

udtrykkeligt af traktaten. Domstolen har således fastslået, at EF har en sådan kompetence på alle områder,

hvor EF har kompetence til at udstede regler internt, dvs. i forhold til medlemsstaterne. Det gælder, uanset om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

EF har udnyttet sin kompetence til intern regelfastsættelse, jf. Claus Gulmann og Karsten Hagel-S&oslas

h;rensen, a.st., side 230 ff., med henvisninger til retspraksis.

Den nye bestemmelse i [artikel 133, stk. 5] omfatter områder, hvor det må antages, at EF allerede har

kompetence til at udstede regler internt og dermed også til at indgå aftaler med tredjelande, herunder navnlig i

medfør af traktatens [artikel 95] og [artikel 308], jf. herved for gældende rets vedkommende EF-Domstolens

udtalelse 1/94, WTO, Sml. 1994.I, side 5267, og udtalelse 2/92, OECD, Sml. 1995.I, side 521.

[Artikel 133, stk. 5] indebærer herefter efter Justitsministeriets opfattelse alene, at Rådet kan beslutte, at

kompetencen på de områder, der er nævnt i bestemmelsen, skal henføres til [artikel 133]. En sådan beslutning

indebærer, at der herefter er tale om en enekompetence, og at de for [artikel 133] gældende procedurer finder

anvendelse.

Der er derimod næppe tale om, at EF fremover kan indgå aftaler i videre omfang end efter den

gældende traktat.

På denne baggrund er Justitsministeriet mest tilbøjelig til at mene, at den nye bestemmelse i [artikel 133, stk. 5]

ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20."

Som det fremgår af det anførte, er det antaget, at EFs kompetence til at indgå traktater efter artikel 133 bygger

på en overladelse af beføjelser efter § 20, jf. også ovenfor pkt. 2.3.2.d).

Spørgsmålet er derfor, om den nye affattelse af artikel 133 indebærer, at EF tillægges traktatkompetence i

videre omfang, end hvad der gælder i dag.

Det er derimod {{SPA}} som det fremgår af 1997-redegørelsen {{SPA}} uden betydning, om en

traktatkompetence, som EF allerede har, nu gøres til en enekompetence. Det skyldes, at beføjelsen må anses

for overladt allerede på det tidspunkt, hvor EF første gang (parallelt med medlemsstaterne) fik

traktatkompetence, jf. det, der er anført ovenfor under pkt. 2.3.2.a).

Der er ikke tale om, at EF som følge af den nye affattelse af artikel 133 får en traktatkompetence, som EF ikke

allerede har i dag. Der henvises til det, der er anført ovenfor under pkt. a).

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at der ikke med den nye affattelse af artikel 133

overlades nye beføjelser til EF, og at bestemmelsen derfor ikke forudsætter anvendelse af grundlovens

§ 20.

3.3.3.4. Social- og arbejdsmarkedspolitikken.

• Ændringernes indhold.

EF-Traktaten indeholder i artikel 137 følgende bestemmelse om social- og arbejdsmarkedspolitik:

"1. Med henblik på at virkeliggøre de i artikel 136 fastlagte mål støtter og supplerer Fællesskabet

medlemsstaternes indsats på følgende områder:

- forbedring af især arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed

- arbejdsvilkårene

- information og høring af arbejdstagerne

- integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet, jf. dog artikel 150

- lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og ligebehandling i arbejdet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Med henblik herpå kan Rådet ved udstedelse af direktiver vedtage minimumsforskrifter, der skal

gennemføres gradvis under hensyn til de vilkår og tekniske bestemmelser, der gælder i hver af

medlemsstaterne.

I disse direktiver skal det undgås at pålægge administrative, finansielle og retlige byrder af en sådan art, at de

hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder.

Rådet træffer afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 251 og efter høring af Det økonomiske og Sociale

Udvalg og Regionsudvalget.

Rådet kan efter samme fremgangsmåde vedtage foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem

medlemsstaterne gennem initiativer, der tager sigte på at opnå større viden, udvikle udvekslingen af

information og gode erfaringer, fremme nytænkning og vurdere erfaringerne, med det formål at bekæmpe

social udstødelse.

Rådet træffer dog på følgende områder afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen

og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget:

- arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse

- beskyttelse af arbejdstagere ved ophævelse af en arbejdskontrakt

- repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser, herunder

medbestemmelse, jf. dog stk. 6

- beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig på Fællesskabets område

- finansielle bidrag til beskæftigelsesfremme og jobskabelse, uden at dette dog griber ind i bestemmelserne

vedrørende Socialfonden.

En medlemsstat kan overlade det til arbejdsmarkedets parter, efter en fællesanmodning fra disse at

gennemføre direktiver, der er udstedt i henhold til stk. 2 og 3. I så tilfælde sikrer den sig, at

arbejdsmarkedets parter senest på den dato, hvor et direktiv skal være gennemført i

overensstemmelse med artikel 249, har indført de nødvendige bestemmelser ad aftalemæssig vej, idet

den skal træffe de nødvendige foranstaltninger for på hvilket som helst tidspunkt at være i stand til at

sikre de resultater, der er foreskrevet i det pågældende direktiv.

Bestemmelser, som vedtages i henhold til denne artikel, er ikke til hinder for, at de enkelte

medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforantaltninger, når de er forenelige

med denne traktat.

Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til

lockout."

Nice-Traktaten indebærer en ændring af artikel 137. Bestemmelsen har herefter følgende ordlyd:

"1. Med henblik på at virkeliggøre de i artikel 136 fastlagte mål støtter og supplerer Fællesskabet

medlemsstaternes indsats på følgende områder:

a) forbedring af især arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed

b) arbejdsvilkårene

c) arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse

d) beskyttelse af arbejdstagere ved ophævelse af en arbejdskontrakt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

e) information og høring af arbejdstagerne

f) repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser, herunder

medbestemmelse, jf. dog stk. 5

g) beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt på Fællesskabets område

h) integration af personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet, jf. dog artikel 150

i) lige muligheder for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og ligebehandling i arbejdet

j) bekæmpelse af social udstødelse

k) modernisering af de sociale beskyttelsessystemer, jf. dog litra c).

Med henblik herpå kan Rådet:

a) vedtage foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne gennem initiativer, der tager

sigte på at opnå større viden, udvikle udvekslingen af oplysninger og god praksis, fremme nytænkning og

vurdere erfaringerne, men uden at der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser

• på de i stk. 1, litra a)-i), nævnte områder ved udstedelse af direktiver vedtage minimumsforskrifter, der skal

gennemføres gradvis under hensyn til de vilkår og tekniske bestemmelser, der gælder i hver af

medlemsstaterne. I disse direktiver skal det undgås at pålægge administrative, finansielle og retlige byrder af en

sådan art, at de hæmmer oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder.

• Rådet træffer afgørelse efter fremgangsmåden i artikel 251 og efter høring af Det Økonomiske og Sociale

Udvalg og Regionsudvalget undtagen på de områder, der er nævnt i denne artikels stk. 1, litra c), d), f) og g),

hvor Rådet træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-

Parlamentet og de nævnte udvalg. Rådet kan med enstemmighed på fors lag af Kommissionen og efter høring

af Europa-Parlamentet beslutte at lade fremgangsmåden i artikel 251 finde anvendelse på nærværende artikels

stk. 1, litra d), f) og g).

En medlemsstat kan overlade det til arbejdsmarkedets parter, efter en fælles anmodning fra disse, at

gennemføre direktiver, der er udstedt i henhold til stk. 2. I så tilfælde sikrer den sig, at arbejdsmarkedets parter

senest på den dato, hvor et direktiv skal være gennemført i overensstemmelse med artikel 249, har indført de

nødvendige bestemmelser ad aftalemæssig vej, idet den skal træffe de nødvendige foranstaltninger for på et

hvilket som helst tidspunkt at være i stand til at sikre de resultater, der er foreskrevet i det pågældende direktiv.

Bestemmelser, som vedtages i henhold til denne artikel,

{{SPA}} anfægter ikke medlemsstaternes mulighed for at fastlægge de grundlæggende principper i deres

sociale sikringsordninger og må ikke i væsentligt omfang berøre den økonomiske balance i disse ordninger

{{SPA}} er ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere

beskyttelsesforanstaltninger, når de er forenelige med denne traktat.

Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout."

Ændringen indebærer navnlig en omredigering af artikel 137, således at der skabes større klarhed over

bestemmelsens indhold.

Bl.a. samles og opregnes alle de områder, inden for hvilke EF kan handle, nu i bestemmelsens stk. 1.

Opregningen her svarer til emneområderne i den gældende bestemmelse, idet der dog som litra k tilføjes et nyt

område, nemlig "modernisering af de sociale tryghedssystemer".

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

De nærmere foranstaltninger, som Rådet {{SPA}} inden for de opregnede emneområder {{SPA}} kan

iværksætte, anføres i stk. 2.

Det fremgår heraf for det første (litra a), at Rådet inden for alle emneområderne kan vedtage foranstaltninger

til "fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne gennem initiativer, der tager sigte på at opnå større viden,

udvikle udvekslingen af oplysninger og god praksis, fremme nytænkning og vurdere erfaringerne, men uden at

der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser&qu

ot;.

Det fremgår for det andet (litra b), at Rådet inden for nogle af emneområderne (stk. 1, litra a-i) ved udstedelse

af direktiver kan vedtage minimumsforskrifter, der skal gennemføres gradvis under hensyn til de vilkår og

tekniske bestemmelser, der gælder i hver af medlemsstaterne. Der kan således ikke vedtages

minimumsforskrifter på de områder, der er nævnt i stk. 1, litra j og k.

Sammenholdes den gældende artikel 137 med den nye, består ændringen af Rådets kompetence efter

bestemmelsen herefter alene i, at der inden for et nyt emneområde (modernisering af de sociale

beskyttelsessystemer, jf. stk. 1, litra k) kan vedtages foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem

medlemsstaterne, men uden at medlemsstaternes lovgivning harmoniseres, jf. stk. 2, litra a. Der kan derimod

ikke inden for det nye område vedtages minimumsforskr ifter som omhandlet i stk. 2, litra b.

Baggrunden for den nævnte ændring er et ønske om at fremme samarbejdet mellem de enkelte

medlemsstater på området (og ikke om en ordning, som indebærer, at der kan fastsættes regler med

virkning internt i de enkelte medlemsstaters retssystemer). Dette er præciseret ved tilføjelsen om, at

der ikke kan ske harmonisering af medlemsstaternes lovgivning.

Det må i øvrigt antages, at den mulighed for at vedtage de omhandlede samarbejdsforanstaltninger, der således

følger af den nye affattelse af artikel 137, allerede i dag følger af EF-Traktatens artikel 308. Efter denne

bestemmelse kan Rådet, såfremt en handling fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at virkeliggøre et af

Fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer, og traktaten ikke indeh older fornøden hjemmel hertil,

udfærdige passende forskrifter herom.

Det anførte synspunkt vedrørende artikel 308 kan bl.a. støttes på, at Fællesskabet efter EF-Traktatens artikel 2

har til formål at fremme et højt socialt beskyttelsesniveau, at Fællesskabets virke efter artikel 3, litra j og k, skal

indebære indførelse af en politik på det sociale og arbejdsmæssige område og en styrkelse af den økonomiske

og sociale samhørighed, og at EF e fter artikel 136 kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at fremme

en passende social beskyttelse. Hertil kommer, at medlemsstaterne allerede i dag på fællesskabsplan

samarbejder om modernisering af den sociale beskyttelse. På Det Europæiske Råds møde i marts 2000 i

Lissabon blev Rådet således opfordret til gennem udveksling af erfaringer m.v. at styrke samarbejdet mellem

medlemsstaterne om modernisering af den sociale beskyttelse, jf . rådskonklusionernes pkt. 31.

Der kan således ikke antages at være tale om en reel udvidelse af EFs beføjelser, men alene om en udtrykkelig

hjemmelsbestemmelse, der præciserer en kompetence, som EF allerede har på andet grundlag.

• Forholdet til grundlovens § 20.

Det fremgår af det, der er anført ovenfor under pkt. a), at ændringen af artikel 137 kun på et enkelt punkt

indebærer en udvidelse af EFs kompetence efter bestemmelsen.

Det drejer sig om adgangen til for så vidt angår "modernisering af de sociale beskyttelsessystemer" at vedtage

"foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne gennem initiativer, der tager sigte på at

opnå større viden, udvikle udvekslingen af oplysninger og god praksis, fremme nytænkning og vurdere

erfaringerne, men uden at der er tale om nogen form for harmonisering af medlemsstaternes love og

administrative bestemme lser."

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Om forholdet mellem den gældende bestemmelse i artikel 137, stk. 2, 3. led, om iværksættelse af

foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne og grundlovens § 20 anføres i 1997-

redegørelsen, side 47 f., følgende:

"Bestemmelsen i [artikel 137, stk. 2, 3. led], er ny og modsvares ikke af en tilsvarende bestemmelse i aftalen om

social- og arbejdsmarkedspolitikken. Som anført ovenfor giver bestemmelsen Rådet adgang til at vedtage

foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende bekæmpelse af social

udstødelse gennem initiativer, der tager sigte på at opnå større viden, udvikle udvekslingen af information og

gode erfar inger, fremme nytænkning og vurdere erfaringerne.

Regler med et sådant formål må antages i alt væsentligt alene at angå forholdet mellem EU-organerne og

medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne indbyrdes. Det er således umiddelbart nærliggende at antage, at

bestemmelsen ikke i almindelighed vil blive anvendt til at skabe umiddelbart gældende rettigheder og pligter for

borgerne.

Efter ordlyden af [artikel 137, stk. 2, 3. led], kan Rådet imidlertid udstede alle former for foranstaltninger,

herunder forordninger og direktiver. Det kan derfor ikke udelukkes, at Rådet i særlige tilfælde vil kunne

udstede regler med umiddelbar virkning for borgerne i medfør af [artikel 137, stk. 2, 3. led].

Dette forhold indebærer dog ikke i sig selv, at [artikel 137, stk. 2, 3. led], udvider EF's kompetence til at

udstede retsakter. Bestemmelsen giver alene EF adgang til at træffe foranstaltninger vedrørende

informationsudveksling på områder, der - som ovenfor anført - allerede i dag må antages at være omfattet af

EFs kompetence. Hertil kommer, at det som anført må antages at have undtagelsens karakter, at det vil være

n&o slash;dvendigt at anvende [artikel 137, stk. 2, 3. led], til at udstede bestemmelser med umiddelbar virkning

over for borgerne.

Justitsministeriet finder det på denne baggrund nærliggende at antage, at sådanne umiddelbart anvendelige

regler om informationsudveksling m.v., som er påkrævede for, at EF og medlemsstaterne effektivt kan

administrere regler vedrørende social- og arbejdsmarkedspolitikken, ville kunne udstedes med hjemmel i den

gældende traktats [artikel 308]."

I den nye artikel 137, stk. 2, litra a, sammenholdt med stk. 1, litra k, er det som nævnt ovenfor under pkt. a)

fastsat, at de omhandlede foranstaltninger ikke kan indebære nogen form for harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning. Herved adskiller bestemmelsen sig fra den gældende artikel 137, stk. 2, 3. led.

Det kan derfor ikke antages, at der med hjemmel i bestemmelsen kan fastsættes regler med direkte virkning i

Danmark. Skal der fastsættes sådanne regler på området, må det i givet fald ske med hjemmel i EF-Traktatens

artikel 308.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at ændringen af artikel 137 ikke indebærer overladelse af

nye beføjelser til EF, og at ændringen derfor ikke forudsætter anvendelse af grundlovens § 20. I øvrigt

bemærkes, at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke kan antages at være tale om en reel udvidelse af EFs

kompetence, men alene om en ændring, der præciserer en kompetence, som EF allerede har på andet grundlag

(EF-Traktatens artikel 308). Der henvises til det, der er anført ovenfor under pkt. a).

3.3.3.5. Økonomisk, finansielt og teknisk samarbejde med tredjelande.

• Ændringernes indhold.

Ved Nice-Traktaten indsættes der som artikel 181 A en bestemmelse om samarbejdsrelationer mellem

EF og tredjelande på det økonomiske, finansielle og tekniske område. Bestemmelsen har følgende

ordlyd:

"1. Med forbehold af de øvrige bestemmelser i denne traktat, især bestemmelserne i afsnit XX, iværksætter

Fællesskabet inden for sine kompetenceområder samarbejdsaktioner med tredjelande på det økonomiske,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

finansielle og tekniske område. Disse aktioner supplerer de aktioner, som iværksættes af medlemsstaterne, og

er i overensstemmelse med Fællesskabets udviklingspolitik.

Fællesskabets politik på dette område skal bidrage til den generelle målsætning om udvikling og befæstelse af

demokratiet og retsstaten samt til målsætningen om respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende

frihedsrettigheder.

Rådet vedtager med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet

de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre stk. 1. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed i

forbindelse med de associeringsaftaler, der er omhandlet i artikel 310, og i forbindelse med aftaler, der skal

indgås med de stater, der er kandidater til tiltrædelse af Unionen.

Inden for rammerne af deres respektive beføjelser samarbejder Fællesskabet og medlemsstaterne med

tredjelande og med kompetente internationale organisationer. De nærmere bestemmelser vedrørende

Fællesskabets samarbejde kan nedfældes i aftaler mellem dette og de pågældende tredjeparter, idet disse aftaler

forhandles og indgås i overensstemmelse med artikel 300.

Første afsnit berører ikke medlemsstaternes kompetence til at forhandle i internationale organer og indgå

internationale aftaler."

I Nice-Traktatens slutakt er der optaget en erklæring til bestemmelsen. Efter erklæringen bekræfter

Regeringskonferencen, med forbehold af de øvrige bestemmelser i EF-Traktaten, at betalingsbalancestøtte til

tredjelande ikke hører under anvendelsesområdet for den nye bestemmelse.

Hidtil er Fællesskabets økonomiske, finansielle og tekniske samarbejde med tredjelande, der ikke er

udviklingslande, f.eks. i form af Fællesskabets ydelse af økonomisk og finansiel bistand, iværksat

med hjemmel i EF-Traktatens artikel 308. Efter denne bestemmelse kan Rådet, såfremt en handling

fra Fællesskabets side viser sig påkrævet for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål inden for

fællesmarkedets rammer, og traktaten ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, udfærdige passende

forskrifter herom.

Der henvises f.eks. til Rådets forordning nr. 99/2000 af 29. december 1999 om bistand til partnerstater

i Østeuropa og Centralasien (EFT L 12 af 18. januar.2000, side 1), Rådets afgørelse nr. 2000/140/EF af

14. februar 2000 om ekstraordinær finansiel bistand fra Fællesskabet til Kosovo (EFT L 47 af 19.

februar 2000, side 28), Rådets afgørelse nr. 2000/355/EF af 22. maj 2000 om ekstraordinær finansiel

bistand til Montenegro (EFT L 12 7 af 27. maj 2000, side 56) og Rådets afgørelse nr. 2000/452/EF af

10. juli 2000 om supplerende makrofinansiel bistand til Moldova (EFT L 181 af 20. juli 2000, side 77).

På baggrund af denne praksis må det antages, at de aftaler, der kan indgås med hjemmel i den nye

artikel 181 A, allerede i dag kan indgås med hjemmel i EF-Traktatens artikel 308.

• Forholdet til grundlovens § 20.

Som anført ovenfor under pkt. a) må det antages, at de aftaler, som kan indgås efter den nye bestemmelse i

artikel 181 A, allerede i dag kan indgås med hjemmel i EF-Traktatens artikel 308.

Det er derfor Justitsministeriets opfattelse, at artikel 181 A ikke indebærer en ny kompetence for EF, men

alene et udtrykkeligt retsgrundlag for en kompetence, som EF allerede i dag har på andet grundlag.

Allerede som følge heraf overlades der efter Justitsministeriets opfattelse ikke med bestemmelsen nye

beføjelser til EF, jf. herved det, der er anført ovenfor under pkt. 2.3.2.b).

Sammenfattende er det derfor Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen i artikel 181 A ikke forudsætter

anvendelse af grundlovens § 20.

3.3.3.6. Politiske partier på europæisk plan.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• Ændringernes indhold.

EF-Traktaten indeholder i artikel 191 følgende bestemmelse om politiske partier på europæisk plan:

"Politiske partier på europæisk plan er vigtige som en integrationsfaktor inden for Unionen. De bidrager til en

europæisk bevidstgørelse og til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje."

Ved Nice-Traktaten indsættes følgende bestemmelse som stk. 2 i artikel 191:

"Rådet fastsætter efter fremgangsmåden i artikel 251 statutten for politiske partier på europæisk plan og navnlig

reglerne for deres finansiering."

Til den nye bestemmelse er der i konferencens slutakt optaget følgende erklæring:

"Konferencen minder om, at bestemmelserne i artikel 191 ikke medfører overførsel af kompetence til Det

Europæiske Fællesskab og ikke berører anvendelsen af de relevante nationale forfatningsmæssige

bestemmelser.

Finansieringen af politiske partier på europæisk plan over De Europæiske Fællesskabers budget kan ikke

anvendes til direkte eller indirekte finansiering af politiske partier på nationalt plan.

Bestemmelserne om finansiering af politiske partier anvendes på samme grundlag for alle de politiske

retninger, der er repræsenteret i Europa-Parlamentet."

De partier, som bestemmelsen (både den gældende og den nye stk. 2) vedrører, er "politiske partier på

europæisk plan". Bestemmelsen tager navnlig sigte på partigrupperne i Europa-Parlamentet.

Bestemmelsen angår derimod ikke nationale partier i de enkelte medlemsstater. Dette illustreres bl.a. af, at det i

den nævnte erklæring til Nice-Traktatens slutakt er anført, at den finansiering af politiske partier på europæisk

plan, som der er hjemmel til at fastsætte regler om efter den nye stk. 2, ikke kan anvendes til direkte eller

indirekte finansiering af politiske partier på nationalt plan. Der er således alene tale om finansi ering, herunder i

form af partitilskud, fra Unionens side.

• Forholdet til grundlovens § 20.

Den nye bestemmelse i artikel 191, stk. 2, indebærer, at Rådet {{SPA}} i modsætning til i dag {{SPA}} får

hjemmel til at fastsætte retsakter. Retsakterne kan angå "statutten for politiske partier på europæisk plan og

navnlig reglerne for deres finansiering."

Som anført ovenfor under pkt. a) tager bestemmelsen imidlertid ikke sigte på nationale partier i

medlemsstaterne, og den finansiering, som der efter bestemmelsen kan fastsættes regler om, er finansiering på

EU-plan. Der kan således f.eks. ikke fastsættes regler, som giver partier ret til økonomisk støtte i de enkelte

medlemsstater.

På den baggrund kan bestemmelsen ikke antages at indeholde hjemmel til at fastsætte regler med direkte

virkning her i landet. Den indebærer derfor ikke overladelse af beføjelser til EF. Dette er i overensstemmelse

med den omtalte erklæring, hvorefter bestemmelsen "ikke medfører overførsel af kompetence til Det

Europæiske Fællesskab."

Det er derfor sammenfattende Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelsen ikke forudsætter anvendelse af

grundlovens § 20.

3.3.3.7. Kompetence for EF-Domstolen i sager om fællesskabsretlige industrielle ejendomsrettigheder.

• Ændringernes indhold.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Reglerne om, hvilke sagstyper EF-Domstolen kan påkende, findes navnlig i EF-Traktatens artikel

220-245. I overensstemmelse med EF-rettens almindelige legalitetsprincip kan Domstolen ikke

påkende andre sagstyper end dem, der her er opregnet.

EF-Domstolen har herefter bl.a. ikke kompetence i sager mellem private. Der henvises nærmere til

Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, a.st., side 244 ff.

Ved Nice-Traktaten indsættes i EF-Traktatens artikel 229 A en bestemmelse, der giver hjemmel til på

området for fællesskabsretlige industrielle ejendomsrettigheder at tillægge Domstolen kompetence i

bl.a. sådanne sager. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"Med forbehold af denne traktats øvrige bestemmelser kan Rådet med enstemmighed på forslag af

Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet vedtage bestemmelser med henblik på at

tillægge Domstolen kompetence i et omfang, der fastsættes af Rådet, til at afgøre tvister vedrørende

anvendelsen af retsakter vedtaget på grundlag af denne traktat, hvorved der indføres

fællesskabsretlige industrielle eje ndomsrettigheder. Rådet henstiller til medlemsstaterne at vedtage

disse bestemmelser i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser."

Til bestemmelsen er der i Nice-Traktatens slutakt optaget en erklæring (nr. 17) med følgende ordlyd:

"Konferencen finder, at artikel 229 A ikke foregriber valget af den domstolsordning, der vil kunne

indføres til behandling af retstvister vedrørende anvendelsen af retsakter vedtaget på grundlag af

traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, hvorved der indføres fællesskabsretlige

industrielle ejendomsrettigheder."

Om baggrunden for bestemmelsen bemærkes i øvrigt følgende:

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 Rådet og

Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at sikre, at et EF-patent er indført inden udgangen

af 2001, således at EF-patentbeskyttelsen i Unionen bliver lige så enkel og billig at opnå, og lige så

omfattende i sin dækning, som den beskyttelse, der følger af bl.a. Den Europæiske Patentkonvention.

Kommissionen har herefter den 25. august 2000 {{SPA}} med hjemmel i EF-Traktatens artikel 308

{{SPA}}fremlagt et forslag til forordning om et EF-patent. Formålet med forordningen er navnlig at

fastsætte de materielle regler om et enhedspatent, der har samme virkning på hele Fællesskabets

område.

I forslaget har Kommissionen fremhævet, at det er nødvendigt at give EF-Domstolen kompetence til

bl.a. at afgøre tvister mellem private om anvendelsen og gyldigheden af EF-patenter. Forslaget

indeholder imidlertid ikke selv regler herom. Det skyldes, at EF-Traktaten som nævnt ovenfor i dag

er til hinder for, at der gives Domstolen sådanne kompetencer

Det tilføjes, at den nye bestemmelse i artikel 229 A ikke i sig selv giver EF-Domstolen (yderligere)

kompetencer. Den indebærer alene, at Rådet {{SPA}} med enstemmighed {{SPA}} kan beslutte at

tillægge Domstolen kompetencer af f.eks. den anførte karakter. En sådan beslutning skal efter

bestemmelsen i givet fald vedtages af medlemsstaterne i overensstemmelse med deres

forfatningsmæssige bestemmelser.

• Forholdet til grundlovens § 20.

Justitsministeriet har behandlet forholdet mellem det omhandlede forslag til artikel 229 A og

grundlovens § 20 i en notits af 20. november 2000 (optaget som bilag 1 til denne redegørelse).

I notitsen anføres bl.a., at det ikke er muligt at foretage en nærmere vurdering af forholdet til § 20, før

der foreligger et udkast til rådsbeslutning efter artikel 229 A. Samtidig anføres, at der vil være tale om

overladelse til EF af yderligere (dømmende) beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

myndigheder, hvis der f.eks. bliver tale om, at EF-Domstolen kan træffe endelig afgørelse i

patentsager mellem private , således at dommen har virkning i medlemsstaterne, som var den afsagt

af nationale domstole. Det indebærer i givet fald, at proceduren efter grundlovens § 20 skal iagttages.

Med hensyn til spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt § 20-proceduren i givet fald skal iagttages,

anføres i notitsen følgende:

"3. Spørgsmålet er herefter, hvornår proceduren i § 20 skal iagttages.

Der er umiddelbart to muligheder. Enten skal proceduren iagttages allerede ved tiltrædelsen af den

nye traktat {{SPA}} som jo i givet fald vil indeholde hjemmelen til kompetenceudvidelsen

{{SPA}} eller også skal proceduren først iagttages på det tidspunkt, hvor Danmark tiltræder en

eventuel rådsbeslutning efter artikel 229a.

Herom bemærkes nærmere følgende:

Forslaget til artikel 229a indebærer som nævnt under pkt. 1, at en eventuel rådsbeslutning skal

vedtages af de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige

bestemmelser.

Bestemmelsen medfører således, at de nødvendige forfatningsretlige procedurer i medlemsstaterne

efter traktaten først behøver at blive gennemført på det tidspunkt, hvor en rådsbeslutning i givet

fald skal tiltrædes af de enkelte lande. Der vil derfor for Danmarks vedkommende kunne træffes en

fri og selvstændig beslutning med mulighed for iagttagelse af de procedurer, som grundloven

foreskriver.

På den baggrund er grundloven efter Justitsministeriets opfattelse ikke til hinder for, at en § 20-

procedure først gennemføres {{SPA}} med den virkning, at de omhandlede (dømmende)

beføjelser overlades {{SPA}} på det tidspunkt, hvor en eventuel rådsbeslutning skal tiltrædes. En

tilsvarende retsopfattelse blev lagt til grund i forbindelse med gennemførelsen af Maastricht-

Traktaten i 1992, jf. nedenfor.

Et andet spørgsmål er, om det {{SPA}} som et alternativ {{SPA}} ville være muligt at

gennemføre § 20-proceduren allerede ved tiltrædelsen af den nye traktat med den virkning, at

proceduren ikke på ny skulle iagttages på det senere tidspunkt, hvor en rådsbeslutning eventuelt

skal tiltrædes.

Dette spørgsmål var fremme i forbindelse med gennemførelsen af Maastricht-Traktaten i 1992, bl.a.

i relation til den særlige bestemmelse i traktatens artikel K.9 om overførelse af visse

hjemmelsbestemmelser om retlige og indre anliggender fra det mellemstatslige samarbejde i "søjle

3" til det overstatslige samarbejde i "søjle 1". Der kan herom bl.a. henvises til Justitsministeriets

notat af 3. marts 1992 om visse statsretl ige spørgsmål ved Danmarks tiltrædelse af Traktaten om

Den Europæiske Union, pkt. 2.5.3, og Henrik Zahle i Juristen 1992, side 243 ff.

Sammenfattende er det således Justitsministeriets opfattelse, at der forfatningsretligt

ikke er noget til hinder for, at proceduren efter grundlovens § 20 først iagttages på det

tidspunkt, hvor en eventuel rådsbeslutning efter den foreslåede bestemmelse i artikel 229a

skal tiltrædes, og at § 20-proceduren derfor ikke behøver at blive iagttaget allerede ved

Danmarks tiltræden af den nye traktat."

Justitsministeriet kan henholde sig til det, der er anført i notitsen.

Det er således for det første Justitsministeriets opfattelse, at der vil være tale om overladelse af yderligere

(dømmende) beføjelser til EF-Domstolen (og at det derfor vil være nødvendigt at iagttage proceduren efter

grundlovens § 20), hvis EF-Domstolen f.eks. får kompetencer som beskrevet i notatet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det er for det andet Justitsministeriets opfattelse, at grundloven ikke indebærer, at § 20-proceduren skal

iagttages allerede ved tiltrædelsen af Nice-Traktaten. Det vil således være i overensstemmelse med grundloven

først at gennemføre proceduren på det tidspunkt, hvor en eventuel rådsbeslutning om at tillægge EF-

Domstolen de omhandlede beføjelser skal tiltrædes. En tilsvarende fremgangsmåde blev for en rækk e

spørgsmåls vedkommende fulgt ved gennemførelsen af 1992-lovforslaget om Danmarks tiltrædelse af

Maastricht-Traktaten, jf. Folketingstidende 1991-92, Tillæg B, sp. 1528 ff.

Efter Justitsministeriets opfattelse taler væsentlige grunde i den forbindelse for først at iværksætte § 20-

proceduren på det tidspunkt, hvor en rådsbeslutning efter artikel 229 A i givet fald skal tiltrædes:

Det ligger således ikke på nuværende tidspunkt fast, hvorledes en ordning efter artikel 229 A i givet fald

nærmere skal udformes, jf. herved den ovenfor under pkt. a) omtalte erklæring nr. 17.

Iagttoges § 20-proceduren nu, ville det derfor indebære, at Folketinget {{SPA}} og eventuelt

folketingsvælgerne, jf. § 20, stk. 2 {{SPA}} skulle forholde sig til spørgsmålet om overladelse af (dømmende)

beføjelser uden nærmere kendskab til den konkrete ordning, som der {{SPA}} i givet fald {{SPA}} ville blive

tale om. En fremgangsmåde som nævnt ovenfor vil derfor sikre det bedste saglige grundlag for den afgørelse,

som skal t

Endvidere har det i en noget tilsvarende situation i litteraturen været gjort gældende, at det er forfatningsretligt

ukorrekt at gennemføre § 20-proceduren "på forhånd", dvs. allerede ved tiltrædelsen af den pågældende traktat.

Der henvises til Henrik Zahle i Juristen 1992, side 243 ff., om den særlige bestemmelse i Maastricht-Traktatens

artikel K.9 vedrørende overførelse af visse hjemmelsbestemmelser om retlig e og indre anliggender fra det

mellemstatslige samarbejde i søjle 3 til det overstatslige samarbejde i søjle 1.

En fremgangsmåde, hvorefter § 20-proceduren først iagttages på det senere tidspunkt, hvor en eventuel

rådsbeslutning skal tiltrædes, vil derfor sikre, at der ikke kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den korrekte

forfatningsretlige fremgangsmåde er fulgt.

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at Danmarks tiltrædelse af den nye bestemmelse i artikel

229 A ikke i sig selv forudsætter overladelse af nye beføjelser til EF, at det er i overensstemmelse med

grundloven først at iagttage en § 20-procedure på det tidspunkt, hvor en eventuel rådsbeslutning efter

bestemmelsen skal tiltrædes, og at væsentlige grunde taler for at anvende en sådan fremgangsm&ari ng;de.

1. Sammenfatning.

Justitsministeriet har i samarbejde med Statsministeriet og Udenrigsministeriet overvejet nogle

forfatningsretlige spørgsmål, som Danmarks ratifikation af Nice-Traktaten kan give anledning til.

Formålet med disse overvejelser har navnlig været at afklare, om Nice-Traktaten indebærer en (yderligere)

overladelse af beføjelser som omtalt i grundlovens § 20 til Den Europæiske Union, således at den særlige

procedure i § 20, stk. 2, skal følges.

På baggrund af gennemgangen af Nice-Traktaten ovenfor under pkt. 3 er det Justitsministeriets opfattelse, at

der ikke ved traktaten overlades nye beføjelser til Den Europæiske Union. Det er endvidere Justitsministeriets

opfattelse, at heller ikke andre forhold indebærer, at proceduren i grundlovens § 20, stk. 2, skal iagttages.

Det er derfor sammenfattende Justitsministeriets opfattelse, at Danmark kan ratificere Nice-Traktaten efter

den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19.

NOTITS

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forholdet mellem grundlovens § 20 og et forslag om at tillægge EF-Domstolen kompetence i

patentsager mellem private.

<DOCUMENT_START>forsfo

I forbindelse med regeringskonferencen om revision af Traktaten om Den Europæiske Union har det

franske formandskab fremsat forslag til en ny artikel 229a i EF-Traktaten. Bestemmelsen har følgende ordlyd

(foreligger kun på fransk):

"Article 229 bis

Sans préjudice des autres dispositions du presént traité, le Conseil, statuant a l{{PU2}}unanimité

sur proposition de la Commission et après consultation du Parlement européen, peut arrêter des

dispositions en vue d{{PU2}}attribuer à la Cour de justice, dans la mesure qu{{PU2}}il

détermine, la compétence pour statuer sur des litiges liés à l{{PU2}}application des règlements

adoptés sur le fond traité qui créent des titres communautaires de propriété industrielle. La Conseil

recommande l{{PU2}}adoption de ces dispositions par les Etats membres conformément à leurs

règles constitutionelles respectives."

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at Rådet {{SPA}} med enstemmighed og efter forslag fra

Europa-Kommissionen og høring af Europa-Parlamentet - kan tillægge EF-Domstolen kompetence i sager om

tvister mellem private på det patentretlige område. Det er efter det oplyste tanken, at EF-Domstolens domme

skal have virkning i de enkelte medlemslande på samme måde som domme afsagt af de nationale domstole.

EF-Domstolen har ikke i dag en kompetence som den, der følger af den foreslåede bestemmelse, jf. herved

Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, EU-Ret (3. udg., 1995), side 244 ff.

Rådets beslutning skal efter bestemmelsen vedtages af de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med deres

forfatningsmæssige bestemmelser.

Forslaget skal ses i sammenhæng med et forslag til EF-forordning om patenter, som Europa-Kommissionen

{{SPA}} med hjemmel i EF-Traktatens art. 308 {{SPA}} har fremlagt den 1. august 2000.

Før der foreligger et udkast til rådsbeslutning efter den foreslåede bestemmelse, er det ikke muligt at

foretage en nærmere vurdering af forholdet til grundlovens § 20.

Bliver der imidlertid f.eks. {{SPA}} som de foreliggende oplysninger tyder på {{SPA}} tale om, at EF-

Domstolen kan træffe endelig afgørelse i patentsager mellem private, således at dommen har virkning i

medlemslandene, som var den afsagt af nationale domstole, vil der være tale om overladelse til EF af yderligere

(dømmende) beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, jf. bl.a. Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret (3. udg. ved , 1980), side 408. Det indebærer, at den særlige procedure i grundlovens § 20,

stk. 2, skal iagttages.

Spørgsmålet er herefter, hvornår proceduren i § 20 skal iagttages.

Der er umiddelbart to muligheder. Enten skal proceduren iagttages allerede ved tiltrædelsen af den nye traktat

{{SPA}} som jo i givet fald vil indeholde hjemmelen til kompetenceudvidelsen {{SPA}} eller også skal

proceduren først iagttages på det tidspunkt, hvor Danmark tiltræder en eventuel rådsbeslutning efter artikel

229a.

Herom bemærkes nærmere følgende:

Forslaget til artikel 229a indebærer som nævnt under pkt. 1, at en eventuel rådsbeslutning skal vedtages af de

enkelte medlemsstater i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Bestemmelsen medfører således, at de nødvendige forfatningsretlige procedurer i medlemsstaterne efter

traktaten først behøver at blive gennemført på det tidspunkt, hvor en rådsbeslutning i givet fald skal tiltrædes

af de enkelte lande. Der vil derfor for Danmarks vedkommende kunne træffes en fri og selvstændig beslutning

med mulighed for iagttagelse af de procedurer, som grundloven foreskriver.

På den baggrund er grundloven efter Justitsministeriets opfattelse ikke til hinder for, at en § 20-procedure først

gennemføres {{SPA}} med den virkning, at de omhandlede (dømmende) beføjelser overlades {{SPA}} på det

tidspunkt, hvor en eventuel rådsbeslutning skal tiltrædes. En tilsvarende retsopfattelse blev lagt til grund i

forbindelse med gennemførelsen af Maastricht-Traktaten i 1992, jf. nedenfor.

Et andet spørgsmål er, om det {{SPA}} som et alternativ {{SPA}} ville være muligt at gennemføre § 20-

proceduren allerede ved tiltrædelsen af den nye traktat med den virkning, at proceduren ikke på ny skulle

iagttages på det senere tidspunkt, hvor en rådsbeslutning eventuelt skal tiltrædes.

Dette spørgsmål var fremme i forbindelse med gennemførelsen af Maastricht-Traktaten i 1992, bl.a. i relation

til den særlige bestemmelse i traktatens artikel K.9 om overførelse af visse hjemmelsbestemmelser om retlige

og indre anliggender fra det mellemstatslige samarbejde i "søjle 3" til det overstatslige samarbejde i "søjle 1".

Der kan herom bl.a. henvises til Justitsministeriets notat af 3. marts 1992 om visse statsretl ige spørgsmål ved

Danmarks tiltrædelse af Traktaten om Den Europæiske Union, pkt. 2.5.3, og Henrik Zahle i Juristen 1992, side

243 ff.

Sammenfattende er det således Justitsministeriets opfattelse, at der forfatningsretligt ikke er noget til hinder

for, at proceduren efter grundlovens § 20 først iagttages på det tidspunkt, hvor en eventuel rådsbeslutning efter

den foreslåede bestemmelse i artikel 229a skal tiltrædes, og at § 20-proceduren derfor ikke behøver at blive

iagttaget allerede ved Danmarks tiltræden af den nye traktat.

NOTAT

om<DOCUMENT_START>

forholdet mellem grundlovens § 20 og en mulig ændring af reglerne om Europa-Kommissionens

sammensætning.

Baggrund og problemstilling.

I forbindelse med regeringskonferencen vedrørende ændring af Traktaten om Den Europæiske Union er der

rejst spørgsmål om, hvorvidt en ordning, som indebærer, at Danmark {{SPA}} i lighed med de øvrige

medlemsstater eller medlemsstater, der i størrelse svarer til Danmark {{SPA}} ikke længere har et fast medlem

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

af Europa-Kommissionen, kræver iagttagelse af den særlige bestemmelse i grundlovens § 20 om overladelse af

bef&os til mellemfolkelige myndigheder.

Det har i den offentlige debat været gjort gældende, at en sådan ordning er i strid med de forudsætninger, som

1972-loven om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber og de senere ændringer af loven bygger

på, og at den kommende traktat derfor må gennemføres efter proceduren i grundlovens § 20, stk. 2, dvs. med

5/6 flertal i Folketinget eller med almindeligt flertal i Folketinget og efterfølgende godkendels e ved

folkeafstemning efter reglerne i grundlovens § 42.

Dette spørgsmål behandles nærmere under pkt. 6 nedenfor. Forinden omtales under pkt. 2 de gældende regler

om Kommissionens sammensætning og uafhængighed. Under pkt. 3-5 omtales nogle andre spørgsmål

vedrørende grundlovens § 20, som den beskrevne ordning kan give anledning til. Notatet sammenfattes under

pkt. 7.

Det bemærkes, at der ikke foreligger noget konkret forslag på regeringskonferencen om ændret

sammensætning af Kommissionen. Overvejelserne i den offentlige debat har imidlertid i det væsentlige vedrørt

to modeller. Efter den ene model (model 1) skiftes medlemslandene til {{SPA}} efter en nærmere fastsat

ordning {{SPA}} at have medlemmer af Kommissionen, således at alle lande er ligestillede. Efter den anden

model (model 2) har visse lande f er af Kommissionen, mens de øvrige lande {{SPA}} herunder Danmark

{{SPA}} kun har medlemmer i nogle perioder.

Spørgsmålet om en nyordning af reglerne om Kommissionens sammensætning skal i øvrigt ses i sammenhæng

med den kommende udvidelse af EU til at omfatte yderligere medlemsstater.

De gældende regler om Europa-Kommissionens sammensætning og uafhængighed.

EU-Traktatens artikel 213 har følgende ordlyd:

"1. Kommissionen består af 20 medlemmer, der vælges under hensyn til deres almindelige

duelighed, og hvis uafhængighed er uomtvistelig.

Antallet af medlemmer i Kommissionen kan ændres af Rådet med enstemmighed.

Kun statsborgere i medlemsstaterne kan være medlemmer af Kommissionen.

Kommissionen skal omfatte mindst en statsborger fra hver af medlemsstaterne, dog kan højst to af

medlemmerne af Kommissionen være af samme nationalitet.

Kommissionens medlemmer udfører deres hverv i fuldkommen uafhængighed og i Fællesskabets

almene interesse.

Ved udførelsen af deres pligter må de hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering

eller noget andet organ. De afholder sig fra enhver handling, som er uforenelig med karakteren af

deres hverv. Hver medlemsstat forpligter sig til at respektere denne grundsætning og til ikke at

forsøge at påvirke Kommissionens medlemmer under udførelsen af deres hverv.

{{NEL}}{{NEL}}"

Det fremgår af bestemmelsen, at Kommissionen skal omfatte mindst én statsborger fra hver medlemsstat. De

fleste lande {{SPA}} herunder Danmark {{SPA}} har én kommissær, mens enkelte lande har to

kommissærer.

Endvidere fremgår det af bestemmelsen, at Kommissionens medlemmer udfører deres hverv i fuldkommen

uafhængighed og i Fællesskabets almene interesse. Heri ligger bl.a., at kommissærerne, når de først er valgt,

ikke kan modtage nogen form for instruktion m.v. fra "deres" medlemsland. De kan heller ikke afskediges af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

medlemslandene eller af Rådet, men kun af EF-Domstolen, ligesom de kan afsættes af Europa-Parlamentet, jf.

n&ae lig;rmere Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen, EU-ret (3. udg. 1995), side 98 ff. og 136.

Indebærer ordningen, at der overlades nye beføjelser til EU?

Det er i forfatningsretlig teori og praksis antaget, at proceduren efter grundlovens § 20 skal iagttages, såfremt

en ændring af Traktaten om Den Europæiske Union indebærer, at der overlades beføjelser til EU, som er nye i

forhold til den gældende traktat. Der henvises nærmere til bl.a. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2 (2. udg.,

1997), side 328 ff., og Justitsministeriets redegørelse af 6. oktober 1997 for visse forfatningsretlige s pørgsmål i

forbindelse med Danmarks ratifikation af Amsterdam-Traktaten, side 10 f. Der kan være tale om en

emnemæssig udvidelse af traktatens anvendelsesområde eller om tildeling af nye supranationale instrumenter til

EU-institutionerne inden for det eksisterende anvendelsesområde.

En ændring af reglerne om Kommissionens sammensætning vil ikke indebære overladelse af nye beføjelser til

EF. Det gælder både med hensyn til model 1 og 2.

Der er derfor ikke ud fra denne synsvinkel behov for anvendelse af § 20.

Indebærer ordningen, at gensidighedskravet i § 20 ikke længere er opfyldt?

Efter grundlovens § 20, stk. 1, kan der kun overlades beføjelser til mellemfolkelige myndigheder, der er

oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater.

Om gensidighedskravet anfører Henrik Zahle, a.st., side 320, bl.a., at der ikke kan stilles krav om, at de enkelte

medlemsstater skal have lige stor indflydelse, idet indflydelsen må kunne afpasses efter deltagerstatens størrelse

med hensyn til befolkning, vælgere, areal m.v. Tilsvarende synspunkter anføres bl.a. af Alf Ross, Dansk

Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen, 1980), side 411, Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved

Peter Ge rmer, 1973), side 311 f., og Hjalte Rasmussen i Danmarks Riges Grundlov med Kommentarer (1999),

side 126 f.

Der er således ikke noget til hinder for, at den indflydelse, som de enkelte medlemslande har ved den

mellemfolkelige myndigheds udnyttelse af de overladte beføjelser, afpasses efter landenes størrelse m.v.. Som

anført ovenfor under pkt. 2 er det allerede i dag således, at visse lande har to medlemmer af Kommissionen,

mens de øvrige lande kun har ét medlem.

En ordning som beskrevet i model 1 rejser ikke spørgsmål i forhold til gensidighedskravet, allerede fordi den

bygger på en lige fordeling af kommissærposterne mellem de enkelte lande.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil heller ikke en ordning som beskrevet i model 2, hvor forskellene bygger

på de enkelte landes størrelse m.v., være i strid med gensidighedskravet. En differentieret ordning gælder som

anført allerede i dag.

Er ordningen i strid med grundlovens forudsætning om en demokratisk styreform?

I den såkaldte Maastricht-sag (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800) udtalte Højesteret bl.a. følgende om en

forudsætning om demokratisk styreform i forhold til grundlovens § 20:

"Med hensyn til spørgsmålet, om suverænitetsafgivelsen i henhold til tiltrædelsesloven har en sådan

karakter, at den strider mod grundlovens forudsætning om en demokratisk styreform, bemærkes, at

enhver overladelse af dele af Folketingets lovgivningskompetence til en international organisation vil

indebære et vist indgreb i den danske demokratiske styreform. Dette er taget i betragtning ved

udformningen af de strenge krav til vedtagels en efter § 20, stk. 2. For så vidt angår EF-traktaten er

lovgivningskompetencen i første række overført til Rådet, i hvilket den danske regering {{SPA}} under

ansvar overfor Folketinget {{SPA}} kan gøre sin indflydelse gældende. Det må anses for overladt til

Folketinget at tage stilling til, om regeringens deltagelse i EF-samarbejdet bør være betinget af yderligere

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

demokratisk kontrol. Højesteret finder heller ikke i denne henseend dlag for at anses tiltrædelsesloven for

grundlovsstridig."

Den omhandlede ordning indebærer ingen ændring i kompetencefordelingen mellem Kommissionen og de

øvrige EU-institutioner, herunder Rådet. Hertil kommer, at det allerede i dag følger af EU-Traktaten, at

hverken regeringen eller Folketinget, når den danske kommissær først er valgt, kan give kommissæren

instruktioner om udførelsen af den pågældendes hverv, jf. ovenfor pkt. 2 om traktatens artikel 213.

Bl.a. på den anførte baggrund opstår der efter Justitsministeriets opfattelse ikke modstrid med de synspunkter,

som er anført i Højesterets dom.

Er ordningen i strid med en forudsætning bag tiltrædelsesloven?

6.1.

Det fremgår af det, der er anført under pkt. 3-5, at den omhandlede ordning ikke indebærer overladelse af

nye beføjelser til EU, og at ordningen efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke i øvrigt rejser spørgsmål i

forhold til betingelserne i grundlovens § 20.

Som anført under pkt. 1 har det imidlertid været gjort gældende, at en ordning som den omhandlede er i strid

med de forudsætninger, som den gældende tiltrædelseslov (med senere ændringer) bygger på, og derfor af den

grund vil kræve iagttagelse af proceduren efter § 20.

6.2.

Forfatningsretlig praksis med hensyn til ændringer i EU-institutionernes organisation, procedure og

sammensætning m.v. bygger på den opfattelse, at der kan foretages meget væsentlige ændringer af denne

karakter, uden at det {{SPA}} ud fra et forudsætningssynspunkt som det anførte {{SPA}} er påkrævet at

anvende grundlovens § 20. Der henvises i den forbindelse til Justitsministeriets redegørelse af 6. oktober 1997

for tningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation af Amsterdam-Traktaten, side 11.

Som eksempler kan nævnes Budgettraktat II fra 1977, der overførte væsentlige budgetbeføjelser fra

Rådet til Europa-Parlamentet, akten fra 1979 om indførelse af direkte valg til Europa-Parlamentet,

Europæisk Fælles Akt fra 1986 om bl.a. øget medbestemmelsesret for Europa-Parlamentet og

ændring af Rådets afstemningsregler, samt ændring af traktaterne som led i optagelsen af nye

medlemsstater.

I overensstemmelse hermed er det i den forfatningsretlige litteratur generelt anført, at ændringer af den nævnte

karakter i almindelighed ikke betyder, at § 20 skal iagttages, jf. bl.a. Henrik Zahle, a.st., side 330 f.

Henrik Zahle føjer hertil bl.a. følgende betragtning (a.st., side 331):

"Af bemærkningerne vedrørende vetoret og intern omfordeling synes at kunne sluttes, at en hvilken

som helst ændring af kompetenceforholdene inden for bestående supranationale organisationer kan

ske uden anvendelse af grl. § 20. Hvis dette suppleres af den opfattelse, at også en hvilken som

helst ændring af den personelle sammensætning og processuelle arbejdsgang i de enkelte

institutioner kan ændres uden brug af grl. § 20, forekommer s ynspunktet imidlertid at blive trukket

for langt. En supranational organisation kan underkastes en sådan forandring med hensyn til

afstemningsregler og kompetenceplacering, at en fornyet behandling efter grl. § 20 er nødvendig.

Den nærmere afgrænsning af denne nødvendighed må bero på den hidtidige traktat og

tiltrædelseslov og disses forudsætninger."

Justitsministeriet er enig i, at det ikke for en principiel betragtning kan udelukkes, at en § 20-lov må fortolkes

således, at den overladelse af beføjelser, som følger af loven, er betinget af en bestemt organisation m.v. af den

pågældende myndighed. Den nærmere vurdering heraf må som anført af Henrik Zahle bero på den hidtidige

traktat og tiltrædelseslov og disses forudsætninger.

6.3.

Om det konkret foreliggende spørgsmål skal Justitsministeriet herefter bemærke følgende:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files