Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 862)
rådsmødereferater
(Offentligt)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
1
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EU-sekr.
7. marts 2001
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets referat af rådsmøde
(landbrugsministre) den 26. februar 2001.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Folketingets Europaudvalg
2. afdeling, 1. kontor
Den 6. marts 2001
J.nr. 2000-521-0057
LFM 0488
Referat af møde i Rådet (landbrug) den 26. februar 2001
1. BSE
Drøftelsen tog udgangspunkt i en statusdrøftelse om de BSE foranstaltninger, der allerede er igangsat. Der var
enighed om at følge situationen tæt. Emnet vil foreløbig være et fast punkt på dagsordenen for Rådsmødet
(landbrug). Formandskabet drog konklusioner vedr. scrapie, der bl.a. gik på nødvendigheden af at forbedre
overvågningen og testmetoderne.
Med hensyn til spørgsmålet om de nationale støtteordninger og eventuelle fællesskabsinitiativer til at
harmonisere støtteordningerne uddelte Kommissionen en oversigt over de nationale støtteforanstaltninger.
Oversigten var udarbejdet på baggrund af de officielle svar, som Kommissionen havde modtaget fra
medlemslandene siden rådsmødet i januar. Kommissionen ville nu gå sagerne igennem én for én med henblik
på at vurdere, om der var tale om lovlig eller ulovlig statsstøtte. Rapporten er oversendt til udvalget den 28.
februar 2001.
2. Generel fødevarelov og oprettelse af en fødevareautoritet