Europaudvalget
(Info-note I 100)
(Offentligt)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Euro-Middelhavsforum anbefaler at man bringer Irak og Libyen ind i
varmen igen
I. Euro-Middelhavsforum, den 8-9. februar 2001
Godt og vel 60 repræsentanter fra de nationale parlamenter i EU-landene og 12 lande fra det sydlige
middelhavsområde samt Europa-Parlamentet anbefaler en ophævelse af den økonomiske embargo mod
Irak af humanitære årsager. Sådan hedder det i slutteksten fra
det andet Euro-Middelhavsforum,
der fandt
sted i Bruxelles den 8-9/2 2001. Slutteksten anbefaler desuden - noget mere vagt - om Libyen, at man skal
fjerne hindringerne i forbindelse med embargoen , så landet igen kan deltage fuldt ud i Barcelona-
processen.
Teksten blev vedtaget noget overrumplende ved, at Forsamlingens ene formand Abdelwahad Radi fra
Marokko blot erklærede den 62 punkter lange resolution for vedtaget, uden der havde været nogen form
for debat. Han spurgte ganske vist, om der var nogen, der havde indvendinger mod teksten, men det skete
overraskende hurtigt og uden at forsamlingens medlemmer havde haft tid til hverken at debattere eller læse
den. Der kom derfor heller ingen indvendinger, så formanden takkede for opbak ningen og afsluttede det 2.
Euro-Middelhavsforum. Slutteksten var vedtaget.
En forklaring på formandens "resolutte" facon er formentligt, at slutteksten blev udarbejdet under store
vanskeligheder af en arbejdsgruppe, der måtte tage de sene nattetimer i brug for at nå til enighed om en
fælles tekst. Arbejdsgruppen var sammensat af 5 repræsentanter fra EU-landenes nationale parlamenter og
Europa-Parlamentet samt 5 fra de sydlige middelhavslande, herunder både en palæstinensisk og en israelsk
repræsentant.
Euro-Middelhavsforum gøres permanent
De ca. 60 delegerede besluttede også at etablere Euro-Middelhavsforummet som
en permanent
parlamentarisk forsamling,
der skal mødes en gang om året "for at tilføre ny energi til Euro-
Middelhavspartnerskabet", som det hedder i sluterklæringen. Der blev ikke truffet nogen beslutning om,
hvorledes sammensætningen af forsamlingen skal være. Dette spørgsmål vil formentligt blive afgjort i
forbindelse med den endelige fastlæ ;ggelse af forretningsordenen for Euro-Middelhavsforummet.
Til dette formål besluttede Forummet at nedsætte en arbejdsgruppe, der så hurtigt som muligt skal komme
med et udkast til en forretningsorden. Arbejdsgruppen skal bestå af 1 repræsentant fra hver af Euro-
Middelhavsregionens 27 nationale parlamenter samt en passende repræsentation fra Europa-Parlamentet.