PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2000-01
EUU Alm.del INFO-note I 91
Offentligt

Europaudvalget

(Info-note I 91)

(Offentligt)

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

Resumé af møde mellem Europaudvalget og de danske medlemmer

af Regionsudvalget, ØSU og Europa-Parlamentet

Hermed omdeles resumé af ovennævnte møde den 10. januar 2001 udarbejdet af Europaudvalgets

sekretariat vedlagt deltagerliste og endelig dagsorden.

På mødet blev datoerne for de to kommende møder fastlagt til:

Onsdag den 20. juni 2001 kl. 13-16 med

Kommunernes Landsforening som vært

Onsdag den 31. oktober 2001 med ØSU som vært

Mødet hos Kommunernes Landsforening vil finde sted fra kl. 13.00 til kl. 16.00 med forudgående frokost

mellem 12.00-13.00. Kommunernes Landsforening vil forud for mødet udsende mødeindkaldelse og

dagsorden.

Med venlig hilsen

Camilla Hjermind

Resumé af møde mellem Europaudvalget og de danske medlemmer

af Regionsudvalget,

ØSU og Europa-Parlamentet

Claus Larsen-Jensen

indledte med at beklage, at mødet den 1. november 2000 var blevet aflyst.

Dagsordenen blev godkendt.

Punkt 1. Opfølgning på Nicetraktaten og Charteret om grundlæggende rettigheder

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Claus Larsen-Jensen

redegjorde kort for resultatet af traktatforhandlingerne og oplyste, at der var bred

enighed i Folketinget - inklusiv SF - om at godkende traktaten. Et flertal af folketingsmedlemmerne så ikke

grund til folkeafstemning om Nicetraktaten, eftersom der ikke var tale om suverænitetsafgivelse.

Claus Larsen-Jensen bemærkede i den forbindelse, at der ikke ligefrem var kø om at afholde

folkeafstemning om de danske forbehold i den nærmest fremtid, til trods for at der var en hastig udvikling

på alle de områder, hvor Danmark har forbehold. Endvidere ville Post-Nice processen gå i gang, hvor

følgende emner skulle drøftes:

• Forenkling af traktaterne, herunder en todeling af traktaterne i en forfatningsdel - eller med

statsministerens ord en grundtraktat - og en mere dynamisk del.

• Kompetencefordelingen mellem EU og nationalstaterne.

• Charteret om grundlæggende rettigheder {{SPA}} skal det indskrives i traktaten eller ej?

• De nationale parlamenters rolle i den europæiske struktur.

Claus Larsen-Jensen forventede, at regeringskonferencen i 2004 kunne være færdig i 2005/6,

hvorefter der sandsynligvis skulle være en folkeafstemning om den nye traktat. Det gav ifølge

Claus Larsen-Jensens analyse Danmark ca. 4-5 år til at tage en langsigtet debat om Danmarks

rolle i Europa. Claus Larsen-Jensen ville i den forbindelse meget gerne høre KL og

Amtsrådsforeningens holdning til f.eks. arbejdsdelingen mellem EU og nationalstaterne.

Henning Jensen

var enig i, at forbeholdene ville volde Danmark problemer i fremtiden. Han

mente, at Danmark ville få problemer med hele forfatningsdiskussionen, som de ofte hørte i

Regionsudvalget, hvor mange medlemmer gerne så, at Regionsudvalgets fik sin egen stemme i

EU. Henning Jensen erklærede sig glad for Nicetraktaten og bemærkede, at han derfor godt

kunne være fristet til en folkeafstemning, idet der måske var mulighed for en succes.

Johannes Flensted-Jensen

bemærkede i forlængelse af Henning Jensen, at mange medlemmer

af Regionsudvalget ønskede at gøre Regionsudvalget til et andetkammer i forhold til Europa-

Parlamentet. Han gjorde opmærksom på, at Regionsudvalget var ved at udvikle sig til et forum,

som mere var opdelt efter partilinjer end efter regionale linjer.

John Winther

var enig med Claus Larsen-Jensen i, at man havde relativt lille lyst til en ny

folkeafstemning, samt at der naturligvis ikke skulle være folkeafstemning, når der ikke var

suverænitetsafgivelse.

John Svenningsen

var enig i de fremførte synspunkter om en folkeafstemning om

Nicetraktaten. Med hensyn til institutionernes rolle anførte han, at man i ØSU havde haft en

lang drøftelse om, hvordan ØSU i højere grad kunne repræsentere det organiserede

civilsamfund, eksempelvis om man kunne ændre ØSU, så miljøorganisationer kunne komme

med. ØSU fik en stor opgave at løfte i forhold til ansøgerlandene, s&a elig;rligt i forhold til

social- og arbejdsmarkedsorganisationerne i ansøgerlandene, dels i optagelsesfasen dels når

landene kom ind i EU.

Leif Erland

tilføjede, at ØSU med Nicetraktaten var blevet udvidet til at bestå af 150

medlemmer. Det var positivt, og han bemærkede, at den danske statsminister havde spillet en

aktiv rolle i dette.

Punkt 2a. Styrkelse af den lokale og regionale debat om EU

Claus Larsen-Jensen

henviste til sit oplæg om Dansk Europapolitik i fremtiden og fortalte, at

man i øjeblikket i Europaudvalgets underudvalg drøftede, om der kunne samles et bredt flertal i

Europaudvalget for en mere vedvarende og systematisk debat om EU. Han pointerede, at hans

oplæg var uforpligtende, idet Europaudvalgets underudvalg endnu ikke havde forholdt sig

endeligt til det. Europaudvalget og Folketinget var i en proces, hvor man ville:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

•

styrke fagudvalgenes rolle i EU-sager

afholde offentlige temahøringer om udvalgte emner

iværksætte analysearbejder, hvor de forskellige partier kunne komme med forslag

undersøge, om der kunne findes relevante folkelige organisationer, som man kunne etablere en

regelmæssig kontakt til, dvs. opbygning af netværk.

Angående styrkelsen af den lokale og regionale debat havde tilbagemeldingen fra EU-

ordførerne under en indledende drøftelse været, at man ikke troede på ideen om at etablere

egentlige EU-fora i kommunalt regi.

Claus Larsen-Jensen fremhævede, at Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti,

Venstre og Socialdemokratiet var enige om en kortlægning af velfærdssystemerne i EU-landene

for at afdække: hvad er udfordringen for det danske system, hvordan ser trusselsbilledet ud, og

hvad skal vi gøre for, at truslen ikke bliver reel? Det var et eksempel på et område, som der var

en fælles interesse i at få klarlagt.

Søren Andersen

glædede sig over den meget positiv attitude, som Claus Larsen-Jensen havde i

forhold til dette forum. Han havde ikke et præcist svar på, hvordan samarbejdet skulle være,

men han mente ikke, at man kunne ændre befolkningens holdning til EU uden med

kommunerne og amternes medvirken.

Claus Larsen-Jensen

indskød, at eksempelvis den sociale dagsorden hang sammen med

arbejdsmarkedets parter og amterne og kommunerne. Man burde overveje med Folketingets

EU-Oplysning, om der var nogle papirer, som kunne sendes til ØSU og Regionsudvalget.

Søren Andersen

bemærkede, at man ikke skulle overse, at Regionsudvalget ofte behandlede

sager længe inden, man havde hørt om dem i Europaudvalget og i ministerierne.

Informationsudvekslingen gik derfor også den anden vej. Han mente, at hyppige kontakter i

dette forum var nødvendigt.

Johannes Andersen

var helt enig med Søren Andersen. De sad tit med sager i

Regionsudvalget, hvor de manglede tilkendegivelse fra Europaudvalget om, hvad det mente om

emnet. Han henviste i den forbindelse til dagsordenens punkt 6 om den åbne

koordinationsmetode, hvor amter og kommuner ofte havde svært ved at komme ind. Man skulle

derfor have systematiseret samarbejdet mellem Europaudvalget og Regionsudvalget/ØSU.

Johannes Flensted-Jensen

påpegede, at de danske medlemmer af Regionsudvalget prøvede at

rette sig ind efter, hvad de troede var den officielle danske holdning, når de udtalte sig i

Regionsudvalget. De danske medlemmers manglende viden om, hvad den officielle danske

holdning var til et problem, bevirkede, at de nogle gange undlod at stemme. Hyppige kontakter

til Europaudvalget var derfor nødvendig.

Leif Erland

spurgte, hvordan man havde koordineret arbejdet mellem de forskellige

organisationer før folkeafstemningerne, og hvordan man kunne indarbejde alle kræfter i

debatten.

Claus Larsen-Jensen

gjorde opmærksom på, at Folketingets Europaudvalg spænder over alle

politiske partier og interesser i forhold til EU. Europaudvalget havde derfor ikke en entydig

holdning til de forskellige EU-sager.

Bente Nielsen

fandt det ligeledes utroligt vigtigt at øge kontakten mellem Europaudvalget, KL

og Amtsrådsforeningen, hvis man skulle løfte Europadebatten, uden at det nødvendigvis skulle

ske i forbindelse med en folkeafstemning. Hun oplevede en meget konkret skepsis over for de

ting i EU, som ikke fungerede. Hun mente, at disse konkrete ting skulle gøres til genstand for

drøftelse og ikke de store overordnede ting, som kunne være svære at forhol de sig til.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Claus Larsen-Jensen

indskød, at han havde foreslået, at der blev udarbejdet en årlig opgørelse

over, hvad der var sket i EU i det forløbne år, og hvad der var godt og skidt for Danmark. Han

nævnte endvidere, at regeringen planlagde en hvidbog om dansk Europapolitik {{SPA}} hvor

er vi og hvor er vi på vej hen - men han havde ikke nogen melding om, hvornår den kom.

Henning Jensen

mente, at det var fremragende med tættere kontakt mellem EU og

fagudvalgene. Han havde været rystet over at erfare fra en kollega, at kun ét medlem af

Kommunaludvalget kendte Regionsudvalget. EU skulle gennemsyre alle fagudvalg.

Angående informationsudveksling foreslog han, at man aftalte, at administrationerne talte

sammen om, hvad man havde brug for.

Man blev enig om,

at Europaudvalgets sekretariat i samarbejde med Folketingets EU-

oplysning havde bolden, således at man på næste møde kunne aftale andre arbejdsgange,

herunder i forberedelsen af det danske formandskab.

Punkt 2b. Det kommende danske EU-formandskab efteråret 2002

Claus Larsen-Jensen

påpegede, at man arbejdede med "fra København til København".

Udvidelsesprocessen var blevet indledt på topmødet i København i 1993, og målet var

naturligvis, at optagelsesforhandlinger med de første af ansøgerlandene kunne afsluttes under

det danske formandskab ved, at der blev aftalt overgangsordninger.

John Winther

gjorde opmærksom på, at man i Sverige op til det svenske formandskab havde

intensiveret samarbejdet mellem amter, kommuner og det svenske Europaudvalg, hvilket han

også mente ville være rimeligt at gøre i Danmark op til formandskabet.

Leif Erland

foreslog, at Danmark koordinerede sine aktiviteter med svenskerne forstået

således, at man var opmærksom på, hvilke sager de havde i gang under deres formandskab, og

hvordan vi kunne overtage og videreføre dem.

Punkt 3. EU{{PU2}}s beskæftigelsespolitik, herunder Kommissionens meddelelse om lokal

beskæftigelse

Henning Jensen (Regionsudvalget - KL)

redegjorde for KL{{PU2}}s holdninger til EU

{{PU2}}s beskæftigelsespolitik. Henning Jensen fremhævede det hensigtsmæssige i, at de

regionale og lokale parter blev inddraget i udmøntningen af EU{{PU2}}s

beskæftigelsesstrategi, idet man kun på den måde kan sikre, at der er sammenhæng mellem den

europæiske strategi og indsatsen lokalt. Han fremhævede endvidere, at der var tale om

retningslinjer og m&arin ;ftigelsesindsatsen og ikke direktiver. Det var afgørende, at man

drøftede, hvilke mål man havde for beskæftigelse, men samtidigt bevarede kommunernes

selvstændighed i udførelsen af beskæftigelsesindsatsen lokalt.

Henning Jensen nævnte Kommissionens initiativ til "lokal handling til fordel for

beskæftigelsen" fra maj 2000, hvor man forpligtede de lokale parter og regionale myndigheder

til at samarbejde om at nå EU{{PU2}}s mål om fuld beskæftigelse. Danmark var i den

forbindelse et mønsterland med hensyn til vores regionale beskæftigelsesplaner og tiltag for at

integrere folk på arbejdsmarkedet.

Henning Jensen påpegede, at KL havde haft et godt samarbejde med de danske medlemmer af

Europa-Parlamentet omkring lokal handling til fordel for beskæftigelse. Han fremhævede i den

forbindelse særligt Helle Thorning Schmidt.

Anne E. Jensen

sagde, at man i Europa-Parlamentet drøftede, hvordan man kunne udmønte

artikel 129, og hvordan man kunne få indarbejdet den regionale dimension i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Luxembourgprocessen. Anne E. Jensen påpegede endvidere, at alle var enige om, at

Luxembourgprocessen var god, men det var et problem, at så få kendte den, idet den åbne

erfaringsudveksling skulle ud til folk.

John Svenningsen

bemærkede, at den form for beskæftigelsespolitik, som i dag førtes i EU via

den åbne koordinationsproces, var en fordel for Danmark, som var skeptisk over for direktiver.

Man skulle formidle de praktiske resultater af dette "ufarlige" samarbejde bedre til

befolkningen.

Claus Larsen-Jensen

tilføjede, at det ville løse mange problemer for Danmark, hvis man

brugte den åbne koordinationsmetode mere.

Henning Jensen

pegede på, at mens amter og kommuner gennem Regionsudvalget blev

inddraget, når EU{{PU2}}s overordnede retningslinjer blev udarbejdet, så blev de ikke

inddraget, når der blev udarbejdet nationale handlingsplaner, fordi der ikke var en

høringsprocedure i den åbne koordinationsprocedure på nationalt plan. (se punkt 6)

Anne E. Jensen

mindede om, at der var tale om et mellemstatsligt samarbejde på

beskæftigelsesområdet, men hun mente, at de nationale handlingsplaner burde lægges frem i

Folketinget for at skabe en bredere debat om dem.

Punkt 4. EU{{PU2}}s udbudspolitik

Helene Lund

(Regionsudvalget - KL) sagde, at KL havde anmodet om at få dette punkt på

dagsordenen, idet EU{{PU2}}s nuværende udbudspolitik byggede på særdeles bureaukratiske

regler, som udgjorde et stort problem for kommunerne. KL arbejdede derfor offensivt på at få

Kommissionen til at forenkle udbudsdirektivet, så det kom til at afspejle virkeligheden. Den

strategi havde i den tidlige behandling af direktivet tilsyneladende fungeret godt, men result

avde set mere sparsomt ud, da Kommissionens endelige udspil til forhandling var kommet. Det

var dog lykkedes at få sammenskrevet de tre direktiver for varer, tjenesteydelser og anlæg til ét

direktiv. Helene Lund påpegede, at der havde været en fin alliance med de danske medlemmer

af Europa-Parlamentet og på tværs af niveauerne mellem Regionsudvalget, Kommissionen og

Europa-Parlamentet.

Helene Lund nævnte de vigtigste problemer for de offentlige udbydere:

• Den begrænsede adgang til at forhandle med byderne ved EU-udbud, hvilket var nødvendigt pga.

manglende viden hos den offentlige udbyder.

• Tærskelværdierne ved vareindkøb og tjenesteydelser er for lave (ca. 1,5 mio. kr.). På grund af de

meget detaljerede og bureaukratiske regler kostede en udbudsrunde ca. 80.000 kr. i

embedsmandstimer, og selve udbudsproceduren var derfor relativt dyr i forhold til de besparelser,

som udbud kunne afstedkomme. Der skulle naturligvis være internationale standarder for udbud, men

procedurerne skulle også være operationelle.

• Der var begrænsede muligheder for at stille miljøkrav og sociale krav ved indkøb af varer. Det var

således ikke engang muligt at bruge EU{{PU2}}s miljømærke.

KL ville i den forbindelse gerne bede om Europaudvalgets hjælp i forhold til det.

Claus Larsen-Jensen

spurgte, hvilket kontakt de havde haft til Erhvervsministeriet.

Helene Lund

oplyste, at der havde været omfattende kontakt blandt andet til

Konkurrencestyrelsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Henning Jensen

erklærede sig enig i Helene Lunds redegørelse og tilføjede, at dansk

erhvervsliv naturligvis ønskede så lave tærskelværdier som muligt, idet det var deres sikkerhed

for at få ordrer. KL ønskede derimod tærskelværdierne fordoblet.

Charlotte Antonsen

støttede udbudsreglerne, men naturligvis også en forenkling af dem. Hun

mente, at udbudsreglerne var i et lille land som Danmarks interesse, idet det var vores

virksomheders chance for at komme ind på de andre landes markeder. Samtidig forhindrede

udbudsproceduren, at opgaverne "gik til vennerne". Han fandt, at procedurerne måtte være mest

tidskrævende første gang man gennemførte en udbudsrunde, mens man efterfø lgende kunne

trække på sine erfaringer.

Søren Andersen

var enig med Charlotte Antonsen i hensigterne, men han understregede, at de

indvendinger, Helene Lund var kommet med, blev fremført af alle borgmestre uanset partifarve.

Personligt kunne han ikke mindes, at de i hans kommune havde fået udenlandske tilbud på

nogen af de udbudsrunder, som de havde gennemført efter disse omfattende EU-regler.

Helene Lund

påpegede, at det var et problem, at direktivet kun i begrænset omfang blev

overholdt. Danmark var igen duksen, som udbød alt, hvad de skulle efter reglerne, mens det i

EU som sådan kun var 12-15 pct. af alt det, som skulle udbydes, der reelt blev udbudt. Det var

konkurrenceforvridende for de danske virksomheder. Tyskerne var i den forbindelse en stor

synder. Man skulle endvidere være opmærksom på, at ingen dansk virksomhed ville byde på

noget til 1,5 millioner kr. i Tyskland.

Helene Lund understregede, at der nu var mulighed for at presse Kommissionen til at ændre

reglerne, idet Kommissionen hidtil havde dækket sig ind under WTO{{PU2}}s regler, men de

var ved at blive lavet om.

Tove Larsen

gjorde opmærksom på, at de små og mellemstore kommuner ikke fik erfaring

efter hvert udbud, idet de pga. manglende ressourcer var tvunget til at købe dyre konsulenter til

at udføre udbudene. Hun ville ikke skjule, at kommunerne forsøgte om at splitte opgaverne op i

mindre dele, så de undgik at sende opgaven i udbud.

Claus Larsen-Jensen

spurgte, om Europaudvalget ikke kunne få et notat om de faktuelle

forhold på dette område, således at det kunne indgå i Europaudvalgets behandling af sagen,

hvilket blev lovet.

Punkt 5. EU{{PU2}}s sundhedspolitik

Bente Nielsen

(Regionsudvalget - ARF) sagde, at hun og Roger Kaliff fra Landstingsförbundet

i Sverige som ordfører for Regionsudvalget netop havde udarbejdet en udtalelse om

Kommissionens strategi på folkesundhedsområdet. Der var god grund til at drøfte folkesundhed

på fællesskabsplan, men det var afgørende, at man ikke røg over i sygdomsbehandling, hvor EU

ikke havde kompetence til at komme med initiativer. Regionsudvalget havde konkret foresl ået,

at man indsamlede viden om folkesundhed og løbende udgav rapporter om udviklingen i

sundhedstilstanden. Man skulle være opmærksom på, at ved udvidelsen ville der blive et spring

i sundhedstilstand mellem de nye medlemslande og de "gamle". De havde endvidere foreslået

en etisk diskussion om folkesundhed set i sammenhæng med initiativer inden for andre af

Fællesskabets politikområder.

Strategien optog mange aktører både på lokalt, regionalt og nationalt plan, og Bente Nielsen

understregede, at der endnu var stor mulighed for at påvirke strategien for folkesundhed, idet

arbejdet kun lige var begyndt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Charlotte Antonsen

syntes, at man skulle spørge: Hvad kan EU bidrage med, som vi ikke selv

kan gøre nationalt, og hvad kan EU gøre helt konkret? Skulle man lave fælles standarder eller

en form for benchmarking?

Bente Nielsen

anførte, at de regionale og lokale myndigheder ikke ønskede fælles standarder,

men ønskede tværnational udveksling af information, dog ikke et egentligt EU-organ til

opsamling af information.

Johannes Flensted-Jensen

påpegede over for Charlotte Antonsen, at det først krævede

afklaring på nationalt plan. Hvordan og hvilke standarder ønsker vi på nationalt plan? Han fandt

benchmarking urealistisk, men man kunne eventuelt opstille nogle pejlinger.

Jacob Bjerre

sagde, at eksempelvis udveksling af information om smitsomme sygdomme på

tværs af grænserne var nødvendig, og at der på tilsvarende vis også var behov for

erfaringsudveksling om folkesundhed.

Charlotte Antonsen

kunne sagtens se, at erfaringsudveksling på EU-niveau var nødvendig i

forbindelse med HIV og BSE, men hun kunne ikke se, at man havde behov for EU for så vidt

angik folkesundhed og eksempelvis rygning og drikkevaner. Hun fandt det afgørende, at man på

EU-plan havde fælles definitioner, således at man kunne foretage sammenligninger mellem

landene.

Johannes Flensted-Nielsen

påpegede, at danskerne generelt gik mere op i sygdom end i

sundhed. Han syntes, at der var brug for sammenligning af data fra de forskellige lande, men det

var ikke et område, hvor EU skulle komme med konkrete initiativer. Spørgsmålet om, hvorfor

der var forskelle i sundhedstilstanden mellem EU-landene, mente han mere naturligt kunne

belyses af WHO.

Niels Block Jespersen

var enig i dette, idet der ikke var brug for at opbygge et dobbeltstrenget

system i forhold til WHO.

Punkt 6. Den åbne koordinationsmetode

Henning Jensen

(Regionsudvalget - KL) havde under drøftelsen af EU{{PU2}}s

beskæftigelsespolitik påpeget, at der ikke var en høring af amter og kommuner i forbindelse

med de nationale handlingsplaner, idet en sådan procedure ikke var skabt i forbindelse med den

åbne koordinationsmetode.

Johannes Flensted-Jensen

påpegede, at ved den åbne koordinationsmetode er der ikke

tilsvarende (i forhold til på beskæftigelsesområdet artikel 129) mulighed for at få input fra

kommuner og amter. De er koblet af, hvilket er et problem, fordi det handler om

velfærdsspørgsmål, som er deres kerneområde. Der må overvejes en procedure for, hvordan de

kan inddrages.

Claus Larsen-Jensen

var glad for at blive gjort opmærksom på dette problem, som han ville

tage op med henblik på at få skabt mere hensigtsmæssige procedurer.

Generelt konkluderede han, at der skulle etableres øget information mellem Europaudvalget og

amterne og kommunerne om beskæfti

gelses-, social-, sundheds- og uddannelsespolitik. Han foreslog i den forbindelse, at man kunne

samles om et halvdagsarrangement med drøftelse af relevante emner inden for disse områder.

Punkt 7. Fastlæggelse af dato for kommende møder

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Anne E. Jensen

havde den bøn, at man tog mere hensyn til medlemmerne af Europa-Parlament,

når man fastlagde mødedatoerne.

Der udspandt sig derefter en diskussion om fastlæggelse af datoer for de to kommende møder,

herunder hvem der skal være vært ved de kommende møder.

Konklusionen

blev, at de to næste møder finder sted:

• onsdag den 20. juni kl. 13-16 med Kommunernes Landsforening som vært

• onsdag den 31. oktober med ØSU som vært

Mødet hos Kommunernes Landsforening vil finde sted fra kl. 13.00 til kl. 16.00 med

forudgående frokost mellem 12.00-13.00.

Ref. CH