PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2001-02 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 56
Offentligt

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER

Bruxelles, den 19.9.2001

KOM(2001) 521 endelig

2001/0217 (CNS)

Forslag til

RÅDETS RAMMEAFGØRELSE

om bekæmpelse af terrorisme

(forelagt af Kommissionen)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BEGRUNDELSE

INDLEDNING

Terrorisme udgør en af de alvorligste trusler mod demokratiet, den frie udøvelse af

menneskerettighederne og den økonomiske og sociale udvikling. Terrorisme kan aldrig

retfærdiggøres, uanset hvad målet er, og uanset hvor den strafbare handling forberedes eller

begås.

Dette har aldrig været tydeligere end nu, hvor vi ser de skræmmende spor efter det hidtil mest

tragiske og morderiske terrorangreb på USA's befolkning den 11. september 2001. Disse feje

angreb understreger behovet for en effektiv reaktion på terrorisme på alle niveauer i EU.

EU har i traktaten om Den Europæiske Union sat sig som mål at give borgerne et højt

tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Dette forslag udgør

sammen med forslaget om at erstatte udleveringer inden for EU med en europæisk arrestordre

et nøgleelement i Kommissionens bidrag til at nå dette mål i forbindelse med bekæmpelse af

terrorisme. Det er overordentlig vigtigt, at EU-landene har effektive straffelove til

bekæmpelse af terrorisme, og at der træffes foranstaltninger for at øge det internationale

samarbejde om bekæmpelse af terrorisme.

Dette forslag vedrører ikke kun terrorhandlinger, der er rettet mod medlemsstaterne. Det

finder også anvendelse på handlinger på EU's område, der kan bidrage til terrorhandlinger i

tredjelande. Dette afspejler Kommissionens vilje til at bekæmpe terrorisme såvel globalt som

på EU-plan. Kommissionen arbejder tæt sammen med medlemsstaterne og tredjelande for at

bekæmpe international terrorisme inden for rammerne af internationale organisationer og

eksisterende internationale samarbejdsmekanismer, navnlig FN og G8, med henblik på at

sikre en fuldstændig gennemførelse af alle relevante internationale instrumenter.

EU og medlemsstaterne bygger på overholdelsen af menneskerettighederne, de

grundlæggende friheder, garantien for menneskers værdighed samt beskyttelsen af disse

rettigheder for såvel den enkelte som institutioner. Endvidere er retten til livet, retten til

respekt for menneskets fysiske integritet, retten til frihed og sikkerhed og retten til at tænke

frit samt ytrings- og informationsfriheden omfattet af artikel 2, 3, 6, 10 og 11 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(Nice, den 7. december 2000).

Terrorisme udgør en trussel mod disse grundlæggende rettigheder. Der er næppe et land i

Europa, der ikke enten direkte eller indirekte er blevet påvirket af terrorisme.

Terrorhandlinger kan være med til at underminere retssikkerheden og de grundlæggende

principper, som de forfatningsmæssige traditioner og lovgivningen i medlemsstaternes

demokratier bygger på. De er rettet mod et eller flere lande, deres institutioner eller

befolkning og tager sigte på i alvorlig grad at forstyrre eller ødelægge disse landes politiske,

økonomiske eller sociale strukturer.

Terrorisme antager forskellige former lige fra mord, fysiske overgreb og trusler mod

mennesker til kidnapning og ødelæggelse af ejendom eller skade på offentlige eller private

faciliteter. Terrorisme påfører ofrene og deres nærmeste lidelser. Den ødelægger deres

EFT C 364 af 18.12.2000, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

personlige forhåbninger og forventninger samt det materielle grundlag for deres levebrød,

samt påfører dem personskader, psykisk tortur og død.

Der er en lang tradition for terrorisme, men det, der gør nutidens terrorisme særlig farlig, er, at

til forskel fra terrorhandlinger før i tiden bliver de faktiske eller potentielle virkninger af

væbnede angreb stadig mere ødelæggende og livstruende. Dette kan skyldes, at terroristerne

selv bliver stadig mere udspekulerede og hensynsløse, hvilket de forfærdelige begivenheder i

USA den 11. september vidner om. Det kan også skyldes den teknologiske udvikling (og let

adgang til oplysninger herom), uanset om det er inden for traditionelle våben og sprængstoffer

eller på mere skrækindjagende områder som kemiske, biologiske og nukleare våben.

Herudover opstår der nye former for terrorisme. Det er i den senere tid flere gange sket, at

spændinger i internationale forbindelser har ført til en strøm af angreb på

informationssystemer. Mere alvorlige angreb kan medføre ikke blot alvorlige skader, men i

nogle tilfælde endda tab af menneskeliv.

De dybtgående forandringer for så vidt angår arten af terrorhandlinger understreger, at det

traditionelle retlige og politimæssige samarbejde ikke er egnet til at bekæmpe terrorisme.

Terrorismen har i stigende omfang tilknytning til internationale netværk med base i flere

lande, som udnytter smuthuller i lovgivningen som følge af geografiske begrænsninger i

efterforskningen, og som undertiden nyder godt af omfattende logistisk og finansiel støtte. I

betragtning af at der ingen indre grænser er i EU, og at der er fri bevægelighed, er det

nødvendigt at træffe nye foranstaltninger for at bekæmpe terrorisme.

Terrorister kan ellers udnytte forskelle i den retlige behandling i de forskellige medlemsstater.

I dag er det mere end nogensinde nødvendigt at tage skridt til at bekæmpe terrorisme ved at

udarbejde forslag til retsforskrifter med henblik på at straffe sådanne handlinger og styrke det

politimæssige og retlige samarbejde.

Formålet med denne meddelelse er at styrke de strafferetlige foranstaltninger for at bekæmpe

terrorisme. Med henblik herpå fremsættes der forslag til en rammeafgørelse. Hensigten er i

overensstemmelse med artikel 34, stk. 2, litra b), i traktaten om Den Europæiske Union at

sikre en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love, for så vidt angår terrorhandlinger.

RETLIGE INSTRUMENTER PÅ INTERNATIONALT PLAN OG I EU

De første skridt til bekæmpelse af terrorisme blev taget i FN-regi, idet

tilskyndede til

konventionen angående lovovertrædelser og visse andre handlinger begået ombord i

luftfartøjer (Tokyo, den 14.9.1963). Efter denne konvention er der blevet offentliggjort andre

konventioner og protokoller vedrørende terrorhandlinger. Det er værd at nævne følgende:

– Konventionen

bekæmpelse

ulovlig

(flykapringskonventionen) (Haag, den 16.12.1970).

bemægtigelse

luftfartøjer

– Konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed

(Montreal, den 23.9.1971).

– Konventionen om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede

personer, herunder diplomatiske repræsentanter (New York, den 14.12.1973).

– Konventionen imod gidseltagning (New York, den 17.12.1979).

– Konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer (Wien, den 3.3.1980).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

– Protokollen til bekæmpelse af ulovlige voldshandlinger i lufthavne, der betjener den

internationale civile luftfart. Tillæg til konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger

mod den civile luftfarts sikkerhed (Montreal, den 24.2.1988).

– Konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden (Rom, den

10.3.1988).

– Protokollen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte

platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen (Rom, den 10.3.1988).

– FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger (New York, den 15.12.1997).

– FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme (New York, den 9.12.1999).

De sidste to konventioner er særlig vigtige. I artikel 2 i konventionen til bekæmp else af

terrorbombninger fastsættes det, at en person begår en forbrydelse i konventionens forstand,

hvis den pågældende ulovligt og forsætligt leverer, anbringer, affyrer eller detonerer en

eksplosiv eller anden dødbringende anordning i eller på, ind i eller mod et offentligt sted, en

stats- eller regeringsfacilitet, et offentligt transportsystem eller en infrastrukturfacilitet med

forsæt til enten at forårsage død eller alvorlig personskade eller at forårsage omfattende

ødelæggelse af stedet, faciliteten eller systemet, hvis ødelæggelsen medfører eller

sandsynligvis vil medføre et større økonomisk tab. I "terrorfinansieringskonventionen"

fastsættes det, at det er en forbrydelse direkte eller indirekte, ulovligt og med forsæt at

tilvejebringe eller indsamle midler og anvende dem eller vide, at de vil blive anvendt til at

begå en af de handlinger, der er omfattet af førnævnte konventioner (bortset fra konventionen

om ulovlige handlinger og visse andre handlinger om bord på fly, der ikke er omfattet). Det

betyder, at selv om ordene "terrorisme" og "terrorhandlinger" ikke nævnes i de fleste af disse

konventioner, vedrører de terroristrelaterede lovovertrædelser.

For så vidt angår de eksisterende internationale konventioner, har den betydeligste indsats i

forbindelse med bekæmpelse af terrorisme været den europæiske konvention om bekæmpelse

af terrorisme (Strasbourg, den 27.1.1977) under

Europarådets

mandat

. Dette er den første

konvention, hvori terrorisme behandles som en særlig type forbrydelser, i det mindste på den

måde, at der opstilles en liste over terrorhandlinger. I konventionen anses denne type

forbrydelser ikke for at være politiske forbrydelser eller forbrydelser, der har forbindelse med

politiske forbrydelser, eller for at være forbrydelser, der udspringer af politiske motiver,

hvilket er vigtigt med henblik på anvendelsen af konventionerne om udlevering.

Artikel 1 og 2 indeholder en liste over forbrydelser, der betragtes som terrorhandlinger. I

artikel 1 henvises til forbrydelser, der omfattes af konventionen om bekæmpelse af ulovlig

bemægtigelse af luftfartøjer (Haag 1970), og forbrydelser, der omfattes af konventionen om

bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed (Montreal 1971), hvori

der henvises til bestemte terrorhandlinger. Endvidere omfatter listen angreb mod

internationalt beskyttede personers, herunder diplomatiske repræsentanters, liv, fysiske

integritet eller frihed, forbrydelser, der indebærer bortførelse, gidseltagning eller grov, ulovlig

frihedsberøvelse, anvendelse af bomber, granater, raketter, automatiske skydevåben eller

brev- eller pakkebomber, såfremt anvendelsen heraf rummer fare for personer. I artikel 2

udvides begrebet terrorhandling til også at omfatte andre forbrydelser, f.eks. forbrydelser, der

indebærer andre voldshandlinger end dem, der er omfattet af artikel 1, mod en persons liv,

ETS nr. 90.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

fysiske integritet eller frihed (stk. 1) og forbrydelser mod formuegoder, der ikke er omfattet af

artikel 1, hvis handlingen har medført kollektiv fare for personer (stk. 2).

Langt størstedelen af medlemsstaterne har undertegnet og ratificeret de fleste af disse

konventioner, hvilket indebærer, at de skal anvende dem. Dette forslag til rammeafgørelse vil

lette gennemførelsen af disse konventioner, for så vidt som de angår strafferetten, idet de

vedrører samme emne, nemlig terrorhandlinger.

På

EU-plan

henvises der i artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union specifikt til

terrorisme som en af de alvorlige former for kriminalitet, der skal forebygges og bekæmpes

ved en fælles indsats på tre forskellige områder, nemlig et tættere samarbejde mellem politi,

toldmyndigheder og andre kompetente myndigheder, herunder Europol, et tættere samarbejde

mellem medlemsstaternes retlige og andre kompetente myndigheder og om nødvendigt en

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler.

For så vidt angår politisamarbejdet (artikel 30 i traktaten om Den Europæiske Union), er det

værd at nævne artikel 2, stk. 1, i konventionen om oprettelse af en europæisk politienhed

som bl.a. vil få beføjelser på terroristområdet, og Rådets afgørelse af 3. december 1998

hvorved det pålægges Europol at beskæftige sig med strafbare handlinger, som er blevet

begået, eller som det må antages vil blive begået i forbindelse med terroristiske aktiviteter, der

er rettet mod personers liv og legeme, mod den personlige frihed eller mod ejendom; denne

afgørelse gennemfører konventionens artikel 2, stk. 2. Endvidere blev det ved Rådets fælles

aktion af 15. oktober 1996

besluttet at oprette og føre et register over sagkundskab med

hensyn til bekæmpelse af terrorisme for at lette samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme

mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.

For så vidt angår det retlige samarbejde, er det i EU-traktatens artikel 31 fastsat, at fælles

handling vedrørende retligt samarbejde skal omfatte fremme og fremskyndelse af samarbejdet

mellem kompetente ministerier og retlige eller tilsvarende myndigheder i medlemsstaterne

vedrørende retspleje og fuldbyrdelse af afgørelser (litra a)) og lettelse af udlevering mellem

medlemsstaterne (litra b)). På dette område findes der to væsentlige retlige instrumenter,

nemlig konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den

Europæiske Union

(10. marts 1995) og konventionen om udlevering mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater

(27.9.1996), hvori det i artikel 1 fastsættes, at formålet

med konventionen er at lette anvendelsen af den europæiske udleveringskonvention mellem

Den Europæiske Unions medlemsstater. Desuden henvises der i artikel 2, stk. 2, i den fælles

aktion af 21. december 1998 om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i

Den Europæiske Unions medlemsstater

til terroristrelaterede forbrydelser. Det forekom

imidlertid nødvendigt at forbedre disse retlige instrumenter for at bekæmpe terrorisme mere

effektivt. I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors

den 15.-16. oktober

1999 hedder det, at den formelle udleveringsprocedure bør afskaffes medlemsstaterne

imellem, for så vidt angår personer, der unddrager sig retsforfølgning efter at være blevet

endeligt domfældt, og at der i stedet blot bør ske en overførelse af de pågældende (konklusion

35).

EFT C 316 af 27.11.1995, s. 1.

EFT C 26 af 30.1.1999, s. 22.

EFT L 273 af 25.10.,1996, s. 1.

EFT C 78 af 30.3.1995, s. 1.

EFT C 313 af 23.10.1996, s. 11.

EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

http://ue.eu.int/en/Info/eurocouncil/index.htm.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europa-Parlamentet vedtog den 5. september 2001 en beslutning vedrørende EU's rolle i

forbindelse med bekæmpelse af terrorisme, hvori Rådet opfordres til at vedtage en

rammeafgørelse om afskaffelse af de formelle udleveringsprocedurer, at vedtage principper

for gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser, herunder afgørelser forud for

domsafsigelsen i strafferetlige sager vedrørende terroristrelaterede lovovertrædelser og

gennemførelse af den europæiske eftersøgnings- og arrestordre, og at sikre en indbyrdes

tilnærmelse af de retlige bestemmelser ved at fastsætte mindsteregler på europæisk plan for,

hvad der udgør terrorisme, og for straffene herfor.

For så vidt angår indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler, opfordres

der i EU-traktatens artikel 31, litra e)

til, at der vedtages foranstaltninger til fastsættelse af

mindsteregler for, hvad der udgør strafbare handlinger, og for straffene for terrorisme, hvilket

også nævnes i afsnit 46 i Rådets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-

traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed

bedst kan gennemføres (3. december 1998). Denne rammeafgørelse har til formål at

gennemføre EU-traktatens artikel 31, litra e) ved at sikre en indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning vedrørende terroristrelaterede forbrydelser.

Ud over kapitel VI i EU-traktaten vedrørende hensigtsmæssige instrumenter til bekæmpelse

af terrorisme på EU-plan og koordinering af indsatsen på internationalt plan kan EU's vilje til

at bidrage til en kraftig, vedvarende og global indsats mod terrorisme kræve en politisk dialog

eller en indsats i forbindelse med lande uden for EU samt indbyrdes koordinering mellem

medlemsstaterne i internationale organisationer eller på internationale konferencer. Uden at

foranstaltningerne i forbindelse med det politimæssige og retlige samarbejde berøres, kan det

være nødvendigt med supplerende foranstaltninger, således at der kan tages hensyn til alle

sikkerhedsmæssige aspekter; disse foranstaltninger kan træffes i forbindelse med f.eks. den

fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for derved at øge virkningerne heraf og sikre

sammenhæng i forbindelse med EU's eksterne relationer.

MEDLEMSSTATERNES LOVGIVNING VEDRØRENDE TERRORISME

I EU varierer lovgivningen vedrørende terrorisme fra medlemsstat til medlemsstat. I nogle af

landene findes der ikke særlige bestemmelser vedrørende terrorisme. I disse lande straffes

terrorhandlinger som almindelige lovovertrædelser. I andre findes der særlige love eller

retlige instrumenter vedrørende terrorisme, hvor ordene "terrorisme" og "terrorist"

udtrykkeligt forekommer, og hvor der udtrykkeligt gives eksempler på terrorhandlinger. Det

er tilfældet i Frankrig, Tyskland, Italien, Portugal, Spanien og Det Forenede Kongerige.

De fleste terrorhandlinger er grundlæggende almindelige lovovertrædelser, der bliver til

terroristrelaterede lovovertrædelser på grund af lovovertræderens bevæggrunde. Hvis motivet

er i alvorlig grad at ændre eller nedbryde grundlæggende principper og statens grundpiller ved

at skræmme mennesker, er der tale om en terrorhandling. Dette synspunkt er medtaget i

I denne artikel nævnes også kriminalitet og ulovlig narkotikahandel, hvilket er to områder, som EU

tager sig af. For så vidt angår organiseret kriminalitet bør der tages hensyn til fælles aktion af

21. december 1998 om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske

Unions medlemsstater. For så vidt angår ulovlig narkotikahandel fremsatte Kommissionen et forslag til

Rådets rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og

for straffene for ulovlig narkotikahandel (KOM(2001) 259 endelig af 23.5.2001).

EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

medlemsstaternes lovgivning vedrørende terrorisme. Selv om ordlyden er forskellig, er

forskrifterne i det væsentlige ens.

Den græske straffelov og strafferetsplejelov har undergået betydelige forandringer efter den

nylige vedtagelse af lov nr. 2928 af 27. juni 2001. I den franske straffelov

nævnes som

terrorhandlinger de handlinger, der i alvorlig grad kan forstyrre den offentlige orden gennem

trusler eller terror. I den portugisiske straffelov

nævnes handlinger, der skader de nationale

interesser, ændrer eller forstyrrer statens institutioner eller tvinger offentlige myndigheder til

at gøre eller undlade at gøre noget samt trusler mod enkeltpersoner eller grupper. I den

spanske straffelov

henvises der som i den franske og den portugisiske til hensigten, nemlig

at underminere den forfatningsmæssige orden eller i alvorlig grad at forstyrre den offentlige

lov og orden. Den italienske straffelov

indeholder en lignende formulering om at nedbryde

den demokratiske orden.

Loven i Det Forenede Kongerige, Terrorism Act 2000

, er den mest omfattende

terroristlovgivning i EU-landene. Terrorisme defineres som en handling eller en trussel om en

handling, hvor handlingen eller truslen har til formål at påvirke regeringen eller at skræmme

offentligheden eller en del af offentligheden, og handlingen eller truslen har til formål at

fremme en politisk, religiøs eller ideologisk sag; handlingen skal bl.a. indebære grov vold

mod en person eller medføre alvorlig skade på ejendom eller en alvorlig sundheds- eller

sikkerhedsmæssig risiko for offentligheden eller en del af offentligheden.

FORSLAGET TIL RAMMEAFGØRELSE

I lyset af EU-traktatens artikel 31, litra e), førnævnte retlige baggrund og det forhold, at kun

seks medlemsstater råder over retlige instrumenter vedrørende terrorisme, forekommer det

klart nødvendigt at fremsætte dette forslag til rammeafgørelse vedrørende indbyrdes

tilnærmelse af de relevante love i medlemsstaterne. Rammeafgørelsen indeholder en

definition af, hvad der udgør terrorisme, og straffene herfor for derved at sikre, at

terrorhandlinger straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til

overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Den vil følgelig lette det politimæssige og

retlige samarbejde, eftersom fælles definitioner af strafbare handlinger vil være med til at løse

problemerne med dobbelt strafbarhed, så længe det er en forudsætning for bestemte former

for gensidig retshjælp. Det forhold, at der findes fælles rammer for bekæmpelsen af

terrorisme i EU, vil desuden gøre det lettere at arbejde tættere sammen med tredjelande.

Hovedbegrebet, som forslaget bygger på, er begrebet terrorhandling. Terrorhandlinger kan

defineres som lovovertrædelser, som en enkeltperson eller en gruppe med forsæt begår mod et

eller flere lande, deres institutioner eller befolkning, og som tager sigte på i alvorlig grad at

forstyrre eller ødelægge et lands politiske, økonomiske eller sociale strukturer. Dette

Art. 421-1: "Constituent des acts de terrorism, lorsqu’elles sont intentionnellement en relation avec une

enterprise individuelle ou collective ayant pour but the troubler gravement l’ordre public par

l’intimidation ou la terreur…".

Art. 300: "…visem prejudicar a integridade ou a independência nacionais, impedir, alterar ou subverter

o funcionamiento das instituções do Estado previstas na Constituição, forçar a autoridade pública a

praticar um acto, a abster-se de o praticar ou a tolerar que se pratique, ou ainda intimidar certas pessoas,

grupo de pessoas ou a população em geral…".

Art. 571: "…cuya finalidad sea la de subvertir el orden constitucional o alterar gravemente la paz

pública…".

Arts. 270 bis, 280, 289 bis: "eversione dell’ordine democratico".

Terrorism Act 2000: www.uk-legislation.hmso.gov.uk/acts/acts2000/20000011.htm.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

indebærer, at det ikke er de samme lovfæstede rettigheder, der krænkes ved denne type

lovovertrædelser som ved almindelige lovovertrædelser. Det skyldes, at lovovertræderens

bevæggrund er forskellig, selv om terrorhandlinger med hensyn til de umiddelbare virkninger

sædvanligvis ligner almindelige lovovertrædelser, indebærer de som følge heraf også en

krænkelse af andre lovfæstede rettigheder. Terrorhandlinger medfører sædvanligvis skader på

enkeltpersoners eller gruppers fysiske eller psykologiske integritet eller deres ejendom eller

frihed på samme måde, som almindelige lovovertrædelser gør, men terrorhandlinger går

videre ved at underminere førnævnte strukturer. Af den grund er der forskel på

terroristrelaterede lovovertrædelser og almindelige lovovertrædelser, og de krænker

forskellige lovfæstede rettigheder. Det synes derfor hensigtsmæssigt at opstille forskellige og

specifikke kriterier og straffe for sådanne særligt alvorlige lovovertrædelser.

At lede, oprette, støtte eller deltage i en terroristgruppe må desuden i sig selv betragtes som en

selvstændig strafbar handling og behandles som en terroristrelateret lovovertrædelse. For at

definere begrebet terroristgruppe må der tages hensyn til den fælles aktion af 21.12.1998, i

henhold til hvilken det er strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske

Unions medlemsstater, og hvori terrorisme udtrykkeligt nævnes

. I artikel 1 defineres en

kriminel organisation som en struktureret sammenslutning af en vis varighed, bestående af

mere end to personer, som handler i forening med henblik på at begå bestemte former for

strafbare handlinger, der medfører de straffe, der specificeres i nævnte artikel. Som følge

heraf og i henhold til denne definition kan det siges, at en terroristgruppe er en struktureret

sammenslutning af en vis varighed, bestående af mere end to personer, som handler i forening

med henblik på at begå terrorhandlinger.

Rammeafgørelsen dækker alle terrorhandlinger, der forberedes eller begås inden for EU's

grænser, uanset deres mål, herunder terrorhandlinger mod tredjelandes interesser i EU.

Der foreslås fælles definitioner af strafbare handlinger og straffe. Forslaget indeholder

desuden bestemmelser vedrørende juridiske personers ansvar og straf, straffemyndighed, ofre

og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne.

RETSGRUNDLAG

Ifølge artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union har Unionen som mål at give borgerne

et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed gennem udformning

af fælles handling mellem medlemsstaterne inden for politisamarbejde og retligt samarbejde

og gennem forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme. Samme artikel indeholder

bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler i

overensstemmelse med artikel 31, litra e), når dette er nødvendigt. I sidstnævnte artikel

fastsættes det, at fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager omfatter

gradvis vedtagelse af foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør

kriminelle handlinger, og for straffene på dette område, herunder for terrorisme.

I artikel 34, stk. 2, litra b), i traktaten om Den Europæiske Union henvises der til

rammeafgørelser som de instrumenter, der skal anvendes for at sikre en tilnærmelse af

medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Rammeafgørelser er bindende for

EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1: "Rådet finder, at visse former for organiseret kriminalitet er blevet så

grove og har udviklet sig på en sådan måde, at det er nødvendigt at styrke samarbejdet mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater, navnlig med hensyn til følgende strafbare handlinger: ulovlig

narkotikahandel, menneskehandel, terrorisme, ....".

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale

myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Forslaget har ingen finansielle

indvirkninger på Det Europæiske Fællesskabs budget.

BEMÆRKNINGER TIL RAMMEAFGØRELSENS ARTIKLER

Artikel 1 (Formål)

Formålet med denne rammeafgørelse er at gennemføre EU-traktatens artikel 31, litra e), hvori

det fastsættes, at fælles handling vedrørende retligt samarbejde i kriminalsager skal omfatte

vedtagelse af foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle

handlinger, og for straffene for terrorisme.

Dette vil være med til at bidrage til EU's mål som fastsat i EU-traktatens artikel 29, nemlig at

give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

Artikel 2 (Anvendelsesområde)

Artikel 2 indeholder bestemmelser om fire kriterier med henblik på at indkredse

anvendelsesområdet for denne rammeafgørelse. Bortset fra territorialprincippet (den strafbare

handling begås eller forberedes helt eller delvis i en medlemsstat) og det aktive personprincip

(den strafbare handling begås af en statsborger i en medlemsstat eller til gavn for en juridisk

person med hjemsted i en medlemsstat) er strafbare handlinger, der begås mod en

medlemsstats institutioner eller befolkning, også omfattet af denne rammeafgørelse.

Artikel 3 (Terrorhandlinger)

Artikel 3 indeholder en lang liste over terrorhandlinger med angivelse af, om de skal betragtes

som terrorhandlinger og handlinger med tilknytning til terroristgrupper. I henhold til artikel 3

er medlemsstaterne forpligtet til at sikre, at disse handlinger straffes som terrorhandlinger.

Stk. 1 indeholder en liste over de mest alvorlige terrorhandlinger. Mange af dem er

sandsynligvis omfattet af bestemmelserne for almindelige lovovertrædelser i medlems-

staternes straffelove. I henhold til rammeafgørelsen skal strafbare handlinger, som en

enkeltperson eller en gruppe med forsæt begår mod et eller flere lande, deres institutioner eller

befolkning, og som tager sigte på i alvorlig grad at forstyrre eller ødelægge disse landes

politiske, økonomiske eller sociale strukturer, betragtes som terrorhandlinger. Herunder er det

værd at nævne mord, personskade, kidnapning, gidseltagning, trusler, afpresning, tyveri,

røveri, fremstilling, besiddelse, erhvervelse, transport og levering af våben eller

sprængstoffer, ulovlig beslaglæggelse og beskadigelse af stats- eller regeringsfaciliteter,

offentlige transportmidler, infrastrukturer, offentlige steder og ejendom (såvel privat som

offentlig). Dette kan f.eks. omfatte storbyvold.

Selv om terrorhandlinger, der begås ved hjælp af en computer eller elektroniske anordninger,

tilsyneladende er mindre voldelige, kan de være lige så farlige som førnævnte handlinger og

bringe ikke blot menneskers liv, helbred og sikkerhed i fare, men også miljøet. Mest

karakteristisk for disse handlinger er, at virkningerne heraf med forsæt sker langt fra

gerningsmændene, men følgerne kan også være langt mere vidtrækkende. Terrorhandlinger,

der medfører udslip af forurenende stoffer eller forårsager brande, oversvømmelser eller

eksplosioner, der forstyrrer eller afbryder vand- eller elforsyningen eller andre grundlæggende

ressourcer, eller som påvirker edb-systemer, er derfor omfattet af stk. 1, litra h), i) og j).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I denne rammeafgørelse forstås ved "offentlige transportmidler" alle offentligt og privat ejede

anlæg, transportmidler og hjælpemidler, der anvendes i forbindelse med eller med henblik på

offentligt tilgængelige tjenester til befordring af personer eller last. Dette er også definitionen

af offentligt transportsystem i artikel 1, stk. 6, i FN's konvention til bekæmpelse af

terrorbombninger fra 1997. Ved "edb-system" forstås computere og elektroniske

kommunikationsnet samt edb-data, der lagres, behandles, hentes og overføres via disse med

henblik på driften, anvendelsen, beskyttelsen og vedligeholdelsen heraf.

I stk. 1, litra l) og m), henvises der desuden til de terrorhandlinger, der begås i forbindelse

med terroristgrupper, dvs. at lede, oprette, støtte eller tilhøre en terroristgruppe, og som

betragtes som terroristrelaterede lovovertrædelser.

I stk. 2 defineres en "terroristgruppe" som en struktureret sammenslutning af en vis varighed,

bestående af mere end to personer, som handler i forening med henblik på at begå de

terrorhandlinger, der er omhandlet i stk. 1, litra a) til k).

Ordlyden i denne artikel giver medlemsstaterne mulighed for at beslutte, hvordan de vil

fastlægge en præcis definition af strafbare handlinger med henblik på at gennemføre denne

rammeafgørelse.

Artikel 4 (Anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg)

I henhold til artikel 4 har medlemsstaterne pligt til at sørge for, at det er strafbart at anstifte,

medvirke til, tilskynde til og forsøge at begå terrorhandlinger.

Artikel 5 (Straffe og sanktioner)

Artikel 5 vedrører sanktioner. I stk. 1 fastsættes, at de i artikel 3 og 4 omhandlede handlinger

skal straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har

en afskrækkende virkning.

Sanktionernes anvendelsesområde (stk. 2) er temmelig bredt i lyset af de forskellige

terrorhandlinger og de eksisterende sanktioner herfor i medlemsstaterne. Den højeste sanktion

er frihedsstraf på ikke under tyve år (mord), og den laveste er frihedsstraf på ikke under to år

(afpresning, tyveri, trusler om at ville begå bestemte strafbare handlinger). Stk. 3 giver

desuden mulighed for at idømme supplerende eller alternative sanktioner i form af

samfundstjeneste, fratagelse af visse borgerlige eller politiske rettigheder og offentliggørelse

af hele eller en del af en dom vedrørende de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3

og 4.

I medfør af stk. 4 kan der også idømmes bøder.

Artikel 6 (Skærpende omstændigheder)

I henhold til artikel 6 betragtes det som skærpende omstændigheder, hvis den strafbare

handling begås med særlig hensynsløshed, påvirker et stort antal personer eller er af særlig

farlig og vedvarende art eller begås mod statsoverhoveder, ministre, andre internationalt

beskyttede personer, folkevalgte parlamentsmedlemmer, medlemmer af regionale eller lokale

regeringer, dommere, retsembedsmænd eller fængselspersonale og politiet. Ved internationalt

beskyttede personer forstås det samme som i artikel 1 i konventionen af 14. december 1973

om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder

diplomatiske repræsentanter.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 7 (Formildende omstændigheder)

I artikel 7 henvises der under hensyntagen til Rådets resolution af 20. december 1996 om

personer, der samarbejder med retsvæsenet i forbindelse med bekæmpelse af international

organiseret kriminalitet

, til en række formildende omstændigheder, nemlig når

lovovertræderen opgiver sin kriminelle aktivitet og giver de administrative eller retlige

myndigheder en række oplysninger, der kan hjælpe dem med i tide at forebygge virkningerne

af den strafbare handling, således at den planlagte forbrydelse, som den pågældende

lovovertræder kender til, stadig kan undgås, at identificere eller retsforfølge andre terrorister,

at finde frem til oplysninger vedrørende terrorhandlinger eller at forebygge yderligere

terrorhandlinger.

Artikel 8 (Juridiske personers ansvar)

I overensstemmelse med fremgangsmåden i forbindelse med en række retlige instrumenter,

der er vedtaget på EU-plan for at bekæmpe forskellige former for kriminalitet, er det

nødvendigt også at tage højde for den situation, hvor juridiske personer er involveret i

terrorhandlinger. Artikel 8 indeholder derfor bestemmelser om, at en juridisk person kan

drages til ansvar for de i artikel 3 og 4 omhandlede strafbare handlinger, som begås for

dennes vindings skyld af en hvilken som helst person, der handler enten som enkeltperson

eller som en del af den juridiske person. Begrebet ansvar skal tolkes således, at det omfatter

strafferetligt eller civilretligt ansvar.

Endvidere fastsættes det i overensstemmelse med den almindelige praksis i stk. 2, at en

juridisk person også kan drages til ansvar, hvis mangel på opsyn eller kontrol, udført af en

person med beføjelser til at udøve kontrol, har gjort det muligt at begå den strafbare handling

for vindings skyld. Af stk. 3 fremgår det, at retsforfølgning af en juridisk person ikke

udelukker samtidig retsforfølgning af en fysisk person.

Artikel 9 (Sanktioner over for juridiske personer)

I artikel 9 fastsættes et krav om sanktioner over for juridiske personer, der drages til ansvar

for de strafbare handlinger, der er omhandlet i artikel 3 og 4. Der kræves sanktioner, der er

effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, hvor

minimumskravet er, at der idømmes strafferetlig eller civilretlig bødestraf. Der anføres også

andre sanktioner, som typisk kunne anvendes på juridiske personer.

Artikel 10 (Domstolskompetence)

Artikel 10 indeholder en række proceduremæssige bestemmelser vedrørende domstolskompe-

tence.

I stk. 1 fastsættes en række krav om kompetence til at retsforfølge og efterforske sager

vedrørende de strafbare handlinger eller den adfærd, der er omfattet af denne rammeafgørelse.

En medlemsstat skal fastslå sin domstolskompetence i fire situationer:

hvis overtrædelsen er begået helt eller delvis på dens område, uanset hvilken status

eller nationalitet den involverede person har (territorialprincippet)

hvis lovovertræderen er statsborger i medlemsstaten (det aktive personprincip).

EFT C 10 af 11.1.1997, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hvis overtrædelsen er begået til gavn for en juridisk person med hjemsted på den

pågældende medlemsstats område

mod dens institutioner eller befolkning.

Eftersom ikke alle medlemsstaters retstraditioner anerkender ekstraterritorial kompetence for

alle typer strafferetlige overtrædelser, giver stk. 2 mulighed for ikke at anvende de i stk. 1

fastsatte bestemmelser om domstolskompetence i forbindelse med de situationer, der er

omhandlet i stk. 1, litra b), c) og d).

I stk. 3 hedder det, at medlemsstaterne underretter Generalsekretariatet for Rådet, hvis de

beslutter at tage stk. 2 i anvendelse.

Artikel 11 (Udlevering og retsforfølgning)

Denne bestemmelse finder ikke længere anvendelse, når Kommissionens forslag om en

europæisk arrestordre, der kommer til at erstatte udleveringer inden for EU, vedtages. I dette

forslag fastsættes navnlig, at nationalitet ikke kan anvendes til at begrunde et afslag om

udlevering.

I artikel 11 tages der højde for det forhold, at visse medlemsstater ikke udleverer deres egne

statsborgere, idet målet er at sikre, at personer, som mistænkes for at have begået

terrorhandlinger, ikke unddrager sig retsforfølgning, fordi udlevering principielt afvises på det

grundlag, at de er statsborgere i den pågældende stat.

En medlemsstat, som ikke udleverer sine egne statsborgere, skal træffe de nødvendige

foranstaltninger for at fastslå sin domstolskompetence og om nødvendigt retsforfølge de

pågældende lovovertrædelser, når de begås af medlemsstatens egne statsborgere på en anden

medlemsstats område eller mod en anden medlemsstats institutioner eller befolkning. Denne

artikel omfatter ikke forbindelserne mellem medlemsstaterne og tredjelande, der kan omfattes

af internationale instrumenter.

Artikel 12 (Samarbejde mellem medlemsstaterne)

Formålet med artikel 12 er at drage fordel af internationale instrumenter til retligt samarbejde,

som medlemsstaterne deltager i, og som bør finde anvendelse på de sager, der er omhandlet i

denne rammeafgørelse. For eksempel er ordninger for gensidig retshjælp og udlevering

indeholdt i en række bilaterale og multilaterale aftaler såvel som i nogle af Den Europæiske

Unions konventioner.

I stk. 1 kræves det, at medlemsstaterne yder hinanden al mulig bistand i forbindelse med

retlige og politimæssige procedurer vedrørende strafbare handlinger, der er omfattet af denne

rammeafgørelse. I stk. 2 fastsættes det, at hvis flere medlemsstater har domstolskompetence,

skal de rådføre sig med hinanden for at koordinere indsatsen og om nødvendigt sikre en

effektiv retsforfølgning. I dette stykke kræves desuden, at de eksisterende

samarbejdsmekanismer, retlige eller andre, f.eks. Europol, udveksling af retsembedsmænd

som forbindelsespersoner, Det Europæiske Retlige Netværk og Den Midlertidige Retlige

Samarbejdsenhed fuldt ud anvendes.

Artikel 13 (Udveksling af oplysninger)

I artikel 13, stk. 1, understreges betydningen af at udpege kontaktpunkter med henblik på

udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne. Stk. 2 indeholder en bestemmelse om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

videreformidling af oplysninger om, hvilke kontaktpunkter der er udpeget med henblik på

udveksling af oplysninger om strafbare handlinger.

Stk. 3 indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne

vedrørende fremtidige terrorhandlinger for at gøre det muligt at vedtage hensigtsmæssige

foranstaltninger for at forhindre disse handlinger.

Artikel 14 (Beskyttelse af og bistand til ofre)

I EU's strategi mod terrorisme lægges der særlig vægt på beskyttelse af og bistand til ofre.

Den 15. marts 2001 vedtog Rådet en rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med

straffesager. Derudover arbejder Kommissionen på en grønbog om kompensation til ofre for

kriminalitet.

Ofre for bestemte typer terrorhandlinger (f.eks. trusler og afpresning) kan være temmelig

sårbare. Det er derfor hensigtsmæssigt, at alle medlemsstaterne sikrer, at efterforskning og

retsforfølgning ikke er betinget af, at ofret meddeler oplysninger eller indgiver anmeldelse.

Artikel 15 (Gennemførelse og aflæggelse af rapport)

Artikel 15 omhandler gennemførelsen og opfølgningen af denne rammeafgørelse.

I stk. 1 kræves det, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at

efterkomme denne rammeafgørelse senest den 31. december 2002.

I stk. 2 fastsættes det, at medlemsstaterne senest denne dato skal have sendt de bestemmelser,

der gennemfører de forpligtelser, der pålægges dem i medfør af denne rammeafgørelse, i

national lov, til Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen. På grundlag heraf

forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af

denne rammeafgørelse. Rådet vurderer, i hvilket omfang medlemsstaterne har opfyldt deres

forpligtelser i henhold til rammeafgørelsen.

Artikel 16 (Ikrafttræden)

I artikel 16 fastsættes det, at denne rammeafgørelse træder i kraft på tredjedagen efter

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2001/0217 (CNS)

Forslag til

RÅDETS RAMMEAFGØRELSE

om bekæmpelse af terrorisme

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

artikel 31 (e), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Terrorisme udgør en af de groveste overtrædelser af principperne om menneskelig

værdighed, frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de

grundlæggende friheder samt retssikkerheden, som EU bygger på, og som er fælles for

alle medlemsstaterne.

Alle eller nogle af medlemsstaterne har ratificeret en række konventioner om

terrorisme. I den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af

terrorisme

fastslås det, at terrorhandlinger ikke anses for at være politiske

forbrydelser eller forbrydelser, der har forbindelse med politiske forbrydelser, eller for

at være forbrydelser, der udspringer af politiske motiver. Denne konvention var emnet

for henstilling nr. 1170 (1991), som det stående udvalg på vegne af Europarådets

parlamentariske forsamling vedtog den 25. november 1991. FN har vedtaget

konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger af 15. december 1997 og

"konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorisme" af 9. december 1999.

På EU-plan vedtog Rådet den 3. december 1998 Rådets og Kommissionens

handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et

område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres

. Der blev

henvist til terrorisme i konklusionerne af Det Europæiske Råds møde i Tammerfors

den 15.-16. oktober 1999

og i Santa María da Feira den 19. -20. juni 2000

Terrorisme blev desuden nævnt i Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-

Parlamentet vedrørende den halvårlige ajourføring af resultattavlen vedrørende

fremskridt hen imod oprettelsen af et område med "frihed, sikkerhed og retfærdighed"

(2)

(3)

EFT C ... af ..., s. ...

ETS nr. 90.

EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1.

http://ue.eu.int/en/Info/eurocouncil/index.htm.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

i EU (anden halvdel af 2000)

. I Gomera-erklæringen, der blev vedtaget på et uformelt

rådsmøde den 14. oktober 1995, fastslås det, at terrorisme udgør en trussel mod

demokratiet, den frie udøvelse af menneskerettighederne og den økonomiske og

sociale udvikling.

(4)

(5)

Den 30. juli 1996 gjorde de førende industrialiserede lande (G7) og Rusland sig på et

møde i Paris til talsmænd for 25 foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme.

I konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske

Union om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen)

henvises

der navnlig i artikel 2 til, at effektiviteten hos medlemsstaternes kompetente

myndigheder og disses samarbejde om forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme skal

forbedres.

Følgende andre foranstaltninger, som EU har vedtaget, påvirker bekæmpelsen af

terrorisme: Rådets afgørelse af 3. december 1998, hvorved det pålægges Europol at

beskæftige sig med strafbare handlinger, som er blevet begået, eller som det må

antages vil blive begået i forbindelse med terroristiske aktiviteter, der er rettet mod

personers liv og legeme, mod den personlige frihed eller mod ejendom

, fælles

aktion 96/610/RIA af 15. oktober 1996, vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i

traktaten om Den Europæiske Union, om oprettelse og førelse af et register over

sagkundskab med hensyn til bekæmpelse af terrorisme for at lette samarbejdet om

bekæmpelse af terrorisme mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

, fælles

aktion 98/428/RIA af 29. juni 1998, vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i

traktaten om Den Europæiske Union, om oprettelse af et europæisk retligt netværk

med ansvar for spørgsmål vedrørende terrorhandlinger, særlig artikel 2, fælles aktion

98/733/RIA af 21. december 1998, vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i

traktaten om Den Europæiske Union, om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel

organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater

og Rådets henstilling af

9. december 1999 vedrørende samarbejde om bekæmpelse af finansieringen af

terroristgrupper

Det er nødvendigt at supplere det vigtige arbejde, internationale organisationer,

navnlig FN og Europarådet, har udført, med henblik på at sikre en større indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning. De dybtgående forandringer, for så vidt

angår arten af terrorhandlinger, understreger, at det traditionelle retlige og

politimæssige samarbejde ikke er egnet til at bekæmpe terrorisme, og det er

nødvendigt ved hjælp af nye foranstaltninger at fjerne de eksisterende retlige

smuthuller, dvs. fastsættelse af mindsteregler for kriterier og straffe for terrorisme.

Da målene for den foreslåede aktion ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af

medlemsstaterne alene og derfor på grund af behovet for et nærmere samarbejde bedre

kan nås på EU-plan, kan EU vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med

subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 2 i EU-traktaten og artikel 5 i EF-traktaten. I

(6)

(7)

(8)

KOM(2000) 782 endelig.

EFT C 316 af 27.11.1995, s. 1.

EFT C 26 af 30.1.1999, s. 22.

EFT L 273 af 25.10.1996, s. 1.

EFT L 191 af 7.7.1998, s. 4.

EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

EFT C 373 af 23.12.1999, s. 1.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, der er omhandlet i sidstnævnte

artikel, går denne rammeafgørelse ikke videre end til, hvad der er nødvendigt for at nå

disse mål.

(9)

Der bør vedtages foranstaltninge r, der ikke kun finder anvendelse på terrorhandlinger,

der begås i medlemsstaterne, men også på terrorhandlinger, der på anden måde

påvirker medlemsstaterne. Det politimæssige og retlige samarbejde udgør en

hensigtsmæssig måde at bekæmpe terrorisme på i EU og på internationalt plan, men

der kan vedtages supplerende foranstaltninger for at øge virkningerne af bekæmpelsen

af terrorhandlinger og sikre sammenhæng i forbindelse med EU's eksterne

forbindelser.

Det er nødvendigt, at definitionen af, hvad der udgør terrorisme, er fælles i alle

medlemsstaterne, herunder de strafbare handlinger, der tillægges terroristgrupper. For

fysiske og juridiske personer, der har begået eller er ansvarlige for terrorhandlinger,

fastsættes desuden straffe og sanktioner, som afspejler disse strafbare handlingers

grovhed.

Det bør betragtes som skærpende omstændigheder, hvis den strafbare handling begås

med særlig hensynsløshed, påvirker et stort antal personer eller er af særlig farlig og

vedvarende art eller begås mod personer, der repræsenterer den udøvende eller

lovgivende magt, herunder internationalt beskyttede personer, eller hvis arbejde

vedrørende terrorisme gør dem til mål for terrorister.

Det bør betragtes som formildende omstændigheder, hvis terrorister, der opgiver deres

terroristaktivitet, giver de administrative eller retlige myndigheder relevante

oplysninger, der kan hjælpe dem med bekæmpe terrorisme.

Der bør fastsættes bestemmelser om domstolskompetence for at sikre, at den strafbare

handling kan retsforfølges.

Der tages hensyn til den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering

af lovovertrædere for at lette retsforfølgningen, når den strafbare handling begås i en

medlemsstat, der ikke udleverer sine statsborgere.

For at forbedre samarbejdet og i overensstemmelse med bestemmelserne om

databeskyttelse, særlig Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af

det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af

personoplysninger

bør medlemsstaterne i videst muligt omfang yde hinanden

gensidig retshjælp. Der bør oprettes operationelle kontaktpunkter med henblik på

udveksling af oplysninger eller sikres en hensigtsmæssig udnyttelse af de eksisterende

samarbejdsmekanismer med henblik herpå.

Ofre for bestemte typer terrorhandlinger som f.eks. trusler og afpresning kan være

temmelig sårbare. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at efterforskning og

retsforfølgning ikke er betinget af, at ofret meddeler oplysninger eller indgiver

anmeldelse.

(10)

(11)

(12)

(13)

(14)

(15)

(16)

ETS nr. 108.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(17)

Denne rammeafgørelse er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og

principper, der navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, særlig kapitel VI -

TRUFFET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

Artikel 1 - Formål

Formålet med denne rammeafgørelse er at fastsætte mindsteregler for, hvad der udgør

strafbare handlinger, og for straffene herfor for fysiske og juridiske personer, der har begået

eller er ansvarlige for terrorhandlinger, så straffen herfor afspejler disse strafbare handlingers

grovhed.

Artikel 2 - Anvendelsesområde

Denne rammeafgørelse finder anvendelse på terrorhandlinger:

der begås eller forberedes helt eller delvis i en medlemsstat,

der begås af en person, der er statsborger i en af medlemsstaterne,

der begås til gavn for en juridisk person med hjemsted i en medlemsstat, eller

der begås mod en medlemsstats institutioner eller befolkning.

Artikel 3 - Terrorhandlinger

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende

strafbare handlinger, som med forsæt begås af enkeltpersoner eller grupper mod et

eller flere lande, deres institutioner eller befolkning med henblik på at true dem og i

alvorlig grad forstyrre eller ødelægge de politiske, økonomiske eller sociale

strukturer i det eller disse lande, i overensstemmelse med definitionen i landenes

nationale lovgivning straffes som terrorhandlinger:

mord

personskade

kidnapning eller gidseltagning

afpresning

tyveri eller røveri

ulovlig beslaglæggelse eller beskadigelse af stats- og regeringsfaciliteter,

offentlige transportmidler, infrastrukturer, offentlige steder og ejendom

fremstilling, besiddelse, erhvervelse, transport eller levering af våben eller

sprængstoffer

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udslip af forurenende stoffer eller brande, eksplo sioner eller oversvømmelser,

der bringer mennesker, dyr eller miljøet i fare

forstyrrelse eller afbrydelse af vand- eller elforsyningen eller andre

grundlæggende ressourcer

angreb via påvirkning af edb-systemer

trusler om at ville begå en af ovennævnte strafbare handlinger

ledelse af en terroristgruppe

fremme af, støtte til eller deltagelse i en terroristgruppe.

I denne rammeafgørelse forstås ved terroristgruppe en struktureret sammenslutning

af en vis varighed, bestående af mere end to personer, som handler i forening med

henblik på at begå terrorhandlinger som omhandlet i stk. 1, litra a)-k).

Artikel 4 - Anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg

Medlemsstaterne sikrer, at anstiftelse, medvirken, tilskyndelse til og forsøg på at begå en

terrorhandling er en strafbar handling.

Artikel 5 - Straffe og sanktioner

Medlemsstaterne sikrer, at terrorhandlinger og adfærd som omhandlet i artikel 3 og 4

straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og

har en afskrækkende virkning.

Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 3 omhandlede terrorhandlinger straffes med

frihedsstraf med en maksimumsstraf på mindst følgende:

den i artikel 3, stk. 1, litra a), omhandlede strafbare handling: tyve år

den i artikel 3, stk. 1, litra l), omhandlede strafbare handling: femten år

de i artikel 3, stk. 1, litra c), g), h) og i) omhandlede strafbare handlinger: ti år

den i artikel 3, stk. 1, litra m), omhandlede strafbare handling: syv år

de i artikel 3, stk. 1, litra f) og j), omhandlede strafbare handlinger: fem år

den i artikel 3, stk. 1, litra b), omhandlede strafbare handling: fire år

de i artikel 3, stk. 1, litra d), e) og k), omhandlede strafbare handlinger: to år.

Medlemsstaterne sikrer, at der i forbindelse med terrorhandlinger og adfærd som

omhandlet i artikel 3 og 4 kan idømmes supplerende eller alternative sanktioner i

form af samfundstjeneste, fratagelse af visse borgerlige eller politiske rettigheder og

offentliggørelse af hele eller en del af en dom.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Medlemsstaterne sikrer, at der kan idømmes bøder for terrorhandlinger og adfærd

som omhandlet i artikel 3 og 4.

Artikel 6 - Skærpende omstændigheder

Uden at andre skærpende omstændigheder, der måtte være fastsat i de nationale lovgivninger,

derved berøres, sikrer medlemsstaterne, at de straffe og sanktioner, der er omhandlet i

artikel 5, kan forøges, hvis terrorhandlingen:

begås med særlig hensynsløshed,

påvirker et stort antal personer eller er af særlig farlig og vedvarende art eller

begås mod statsoverhoveder, ministre, andre internationalt beskyttede

personer, folkevalgte parlamentsmedlemmer, medlemmer af regionale eller

lokale regeringer, dommere, retsembedsmænd eller fængselspersonale og

politiet.

Artikel 7 - Formildende omstændigheder

Medlemsstaterne sikrer, at de i artikel 5 omhandlede straffe og sanktioner kan mindskes, hvis

gerningsmanden:

opgiver sin kriminelle aktivitet, og

giver de administrative eller retlige myndigheder en række oplysninger, der kan

hjælpe dem med:

ii)

iii)

iv)

at forebygge eller afbøde virkningerne af den strafbare handling,

at identificere eller retsforfølge andre terrorister,

at finde bevismateriale eller

at forebygge yderligere terrorhandlinger.

Artikel 8 - Juridiske personers ansvar

Medlemsstaterne sikrer, at juridiske personer kan drages til ansvar for

terrorhandlinger og adfærd som omhandlet i artikel 3 og 4, når sådanne handlinger

begås for deres vindings skyld af en hvilken som helst person, hvad enten denne

handler som enkeltperson eller som en del af den juridiske person, og vedkommende

har en ledende stilling inden for den juridiske person baseret på:

beføjelse til at repræsentere den juridiske person,

beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne eller

beføjelse til at udøve kontrol inden for den juridiske person.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ud over de i stk. 1 omhandlede tilfælde sikrer medlemsstaterne, at en juridisk person

kan drages til ansvar, hvor manglende opsyn eller kontrol fra en i stk. 1 omhandlet

persons side har gjort det muligt for en person underlagt den juridiske person at begå

terrorhandlinger eller udvise adfærd som omhandlet i artikel 3 og 4 til gavn for

denne.

Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og 2 udelukker ikke strafferetlig

forfølgning af fysiske personer, der begår terrorhandlinger eller udviser adfærd som

omhandlet i artikel 3 og 4.

Artikel 9 - Sanktioner over for juridiske personer

Medlemsstaterne sikrer, at der over for en juridisk person, der kendes ansvarlig i

henhold til artikel 8, stk. 1, kan iværksættes sanktioner, der er effektive, står i et

rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder

bødestraf eller administrativt idømte bøder, og som kan indbefatte andre sanktioner

som f.eks.:

fratagelse af retten til offentlige ydelser eller støtte

midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve erhvervsaktiviteter

anbringelse under retsligt opsyn

likvidation efter retskendelse

midlertidig eller permanent lukning af forretningssteder, der er blevet brugt til

at begå lovovertrædelsen.

Medlemsstaterne sikrer, at en juridisk person, der kendes ansvarlig i henhold til

artikel 8, stk. 2, kan pålægges sanktioner eller foranstaltninger, der er effektive, står i

et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Artikel 10 - Domstolskompetence

Medlemsstaterne fastlægger deres domstolskompetence i forbindelse med

terrorhandlinger og adfærd som omhandlet i artikel 3 og 4, når handlingen begås

eller adfærden udvises:

helt eller delvist på deres territorium,

af en af deres statsborgere, under forudsætning af at lovgivningen i den

pågældende medlemsstat kræver, at handlingen også skal være strafbar i det

land, hvor den blev begået,

for vindings skyld for en juridisk person, der har sit hovedsæde på den

pågældende medlemsstats område, eller

mod deres institutioner eller befolkning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

En medlemsstat kan beslutte, at den ikke eller kun i særlige tilfælde eller under

særlige omstændigheder vil anvende bestemmelsen om domstolskompetence i stk. 1,

litra b), c) og d).

Medlemsstaterne underretter følgelig Generalsekretariatet for Rådet og

Kommissionen herom, og hvor det er relevant, med angivelse af de særlige tilfælde

eller omstændigheder, hvor beslutningen gælder.

Artikel 11 - Udlevering og retsforfølgning

En medlemsstat, som i henhold til sine love ikke udleverer egne statsborgere,

fastlægger sin domstolskompetence i forbindelse med terrorhandlinger eller adfærd

som omhandlet i artikel 3 og 4, når sådanne handlinger begås eller sådan adfærd

udvises af medlemsstatens statsborgere på en anden medlemsstats område eller mod

en anden medlemsstats institutioner eller befolkning.

En medlemsstat skal, når en af dens statsborgere er sigtet for i en anden medlemsstat

at have begået en terrorhandling eller udvist en adfærd som omhandlet i artikel 3 og

4, og den ikke udleverer den pågældende til den anden medlemsstat udelukkende

under henvisning til vedkommendes nationalitet, forelægge sagen for sine relevante

myndigheder med henblik på retsforfølgning, hvis der er anledning dertil.

For at iværksætte en retsforfølgning sender den medlemsstat, hvori den strafbare

handling eller adfærd fandt sted, alle relevante dokumenter, oplysninger og

bevismateriale i overensstemmelse med procedurerne i artikel 6, stk. 2, i den

europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere. Den

begærende medlemsstat underrettes om retsforfølgningen og resultaterne heraf.

I henhold til denne artikel skal begrebet en medlemsstats "egne statsborgere"

fortolkes i overensstemmelse med medlemsstatens eventuelle erklæring i henhold til

artikel 6, stk. 1, litra b) og c), i den europæiske konvention om udlevering af

lovovertrædere.

Artikel 12 - Samarbejde mellem medlemsstaterne

I overensstemmelse med gældende konventioner, multilaterale eller bilaterale aftaler

eller arrangementer yder medlemsstaterne i videst muligt omfang hinanden gensidig

bistand i forbindelse med retsforfølgning af terrorhandlinger og adfærd som

omhandlet i artikel 3 og 4.

Når flere medlemsstater har domstolskompetence med hensyn til sådanne strafbare

handlinger, aftaler de indbyrdes, hvorledes deres indsats kan samordnes, så der

foretages en effektiv retsforfølgning. Det retlige samarbejde og andre mekanismer

skal udnyttes fuldt ud.

Artikel 13 - Udveksling af oplysninger

Hver medlemsstat udpeger operationelle kontaktpunkter, som kan være eksisterende

operationelle strukturer eller nye strukturer oprettet med henblik herpå, til udveksling

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

af oplysninger eller anden kontakt mellem medlemsstaterne med henblik på at

gennemføre denne rammeafgørelse.

Medlemsstaterne orienterer Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen om

kontaktpunkterne i overensstemmelse med stk. 1. Generalsekretariatet videre-

formidler disse oplysninger til de øvrige medlemsstater.

Når en medlemsstat råder over oplysninger om fremtidige terrorhandlinger, der

berører en anden medlemsstat, fremlægger den disse oplysninger for den anden

medlemsstat. De i stk. 1 omhandlede operationelle kontaktpunkter kan anvendes

hertil.

Artikel 14 - Beskyttelse af og bistand til ofre

Medlemsstaterne sikrer, at efterforskningen eller retsforfølgningen af terrorhandlinger, der er

omfattet af deres domstolskompetence, ikke er betinget af, at ofret meddeler oplysninger eller

indgiver anmeldelse, i det mindste i sager, hvor artikel 8, stk. 1, litra a), finder anvendelse.

Artikel 15 - Gennemførelse og aflæggelse af rapport

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne

rammeafgørelse senest den 31. december 2002.

De sender Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de love og

administrative bestemmelser, de vedtager, samt oplysninger om eventuelle andre

foranstaltninger, de træffer for at efterkomme denne rammeafgørelse.

På grundlag heraf fremlægger Kommissionen senest den 31. december 2003 en rapport for

Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af denne rammeafgørelse, som om

nødvendigt vedlægges forslag til retsforskrifter.

Rådet vurderer, i hvilket omfang medlemsstaterne har efterkommet denne rammeafgørelse.

Artikel 16 - Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske

Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER

Bruxelles, den 19.9.2001

KOM (2001) 522 endelig

2001/0215 (CNS)

Forslag til

RÅDETS RAMMEAFGØRELSE

om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem medlemsstater

(Forelagt af Kommissionen)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BEGRUNDELSE

UDLEVERING I TILBAGEBLIK

I en kontekst præget af ofte komplekse politiske og diplomatiske mellemstatslige relationer

har formålet med udlevering traditionelt været at åbne mulighed for, at en stat kan overgive en

udlænding, der pågribes på dens område, til de udenlandske myndigheder med henblik på

retsforfølgning eller straffuldbyrdelse. Den ofte meget langsommelige og komplicerede

udleveringsprocedure hører ikke længere hjemme på et område uden grænser som Den

Europæiske Union, der er præget af udbredt tillid og samarbejde mellem medlemsstaterne,

som følger de samme krævende retsstatsprincipper.

Udlevering har hidtil været underlagt bestemmelserne i den europæiske konvention om

udlevering af 13. december 1957 (”1957-konventionen”), tillægsprotokollen til denne

konvention af 15. oktober 1975 (”1975-protokollen”), den anden tillægsprotokol af 17 marts

1978 (”1978-protokollen”) og den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse

af terrorisme (”terroristmekonventionen”). Disse tekster repræsenterede ganske vist et reelt

fremskridt, da de blev vedtaget, men i dag indebærer de en tung og forældet fremgangsmåde i

betragtning af de relationer, der nu består mellem EU-landene.

Konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen har med indførelsen af SIS-systemet

skabt et regelsæt, der i praksis åbner mulighed for en langt bedre information mellem

medlemsstaterne angående eftersøgte personer og letter kontakterne mellem nationale

myndigheder i forbindelse med anholdelser. Rent juridisk har Schengen-konventionen dog

ikke tilført de traditionelle udleveringsprocedurer efter 1957-konventionen noget nyt.

Konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem Den Europæiske Unions

medlemsstater af 10. marts 1995 (”1995-konventionen”) og også konventionen om udlevering

mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af 27. september 1996 (”1996-konventionen”)

havde til formål at fremskynde og forenkle mekanismerne fra 1957-konventionen og fjerne

størsteparten af de forbehold, denne åbnede mulighed for. Der var imidlertid ikke tale om

noget brud med den hidtidige udleveringsmekanisme, der per definition var politisk og

mellemstatslig. Desuden er disse konventioner kun blevet ratificeret af henholdsvis ni og otte

medlemsstater.

ONSEKVENSERNE AF DEN GENSIDIGE ANERKENDELSE

Med Amsterdam-traktaten blev skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed

traktatfæstet som et af EU’s mål, hvilket banede vejen for en radikal perspektivændring. På

topmødet i Tammerfors tilkendegav stats- og regeringscheferne, at den gensidige

anerkendelse af retsafgørelser skulle være hovedhjørnestenen i såvel det civilretlige som det

strafferetlige samarbejde. Med hensyn til udlevering indebærer princippet om gensidig

anerkendelse, at hvert lands retslige myndighed ipso facto og efter kun et mindstemål af

kontrol skal anerkende udleveringsanmodninger fra en anden medlemsstats retslige

myndighed.

E NYE BILATERALE TRAKTATER

Sideløbende med det arbejde, der gennemføres på EU-plan, og i betragtning af det

presserende behov for at finde en effektiv løsning på de problemer, som den stadig mere

internationale kriminalitet afføder, har flere medlemsstater indledt bilaterale drøftelser for få

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

den forældede udleveringsprocedure erstattet af mere enkle overgivelsesprocedurer. Italien og

Spanien indgik således en traktat med hinanden i december 2000. En tilsvarende traktat er

under forberedelse mellem Spanien og Det Forenede Kongerige.

Sådanne initiativer er glædelige, fordi de viser, hvor stor gensidig tillid der er mellem

medlemsstaternes retssystemer. Men samtidig viser de også, hvor meget det haster med at få

reformeret de eksisterende multilaterale mekanismer og undgå, at det i forvejen meget

brogede juridiske landskab på udleveringsområdet kompliceres yderligere af de bilaterale

aftaler, der indgås mellem medlemsstater.

4.1.

EN EUROPÆISKE ARRESTORDRE

Kontekst

Handlingsplanen fra Wien opfordrede medlemsstaterne til hurtigt at ratificere og gennemføre

de eksisterende konventioner om udlevering (punkt 45 c). I overensstemmelse med

konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors ”bør den formelle

udleveringsprocedure afskaffes medlemsstaterne imellem for så vidt angår personer, der

unddrager sig straffuldbyrdelse efter at være blevet endeligt domfældt, og erstattes af en

overførelse af sådanne personer under overholdelse af artikel 6 i TEU. Der bør ligeledes

overvejes hurtige udleveringsprocedurer, uden at dette berører princippet om retten til en

retfærdig rettergang” (punkt 35). Kommissionen blev opfordret til at ”fremsætte forslag

herom på baggrund af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen”.

Dette mandat blev gentaget i EU’s strategi for begyndelsen af det nye årtusind inden for

forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet (henstilling nr. 28), hvor

Kommissionen blev opfordret til at fremsætte forslag om ”hurtig udlevering af domfældte

personer, som unddrager sig straffuldbyrdelse”. Desuden blev der henstillet til at ”overveje

muligheden for på lang sigt at skabe et europæisk retsområde for udlevering” og i den

forbindelse se på ”spørgsmålet om udlevering i forbindelse med udeblivelsesprocedurer,

under fuld overholdelse af den europæiske menneskerettighedskonventions grundlæggende

rettigheder”.

For ganske nylig, efter de tragiske og helt uhørte terroristangreb mod USA’s befolkning den

11. september 2001, opfordrede Den Europæiske Unions stats- og regeringschefer, Europa-

Parlamentets formand, Kommissionens formand og den højtstående repræsentant for den

fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik til, at der ”indføres en europæisk arrest- og

udleveringsordre i overensstemmelse med konklusionerne fra Tammerfors”, og til ”gensidig

anerkendelse af retsafgørelser”.

4.2.

Anvendelsesområde

Forud for udarbejdelsen af dette forslag har Kommissionens tjenestegrene foretaget en række

interview af jurister, dommere, advokater, universitetsfolk og ansvarlige embedsmænd i de

ministerier, der beskæftiger sig med udlevering, i næsten alle medlemsstater. Heraf fremgik

det, at der ikke er nogen grund til at sondre mellem de situationer, hvor der anmodes om

udlevering i fasen forud for straffesagen, og de situationer, hvor det drejer sig om at fuldbyrde

en eksigibel dom. Ingen bilaterale eller multilaterale tekster indeholder en sådan sondring,

som der i øvrigt heller ikke er behov for i praksis. Da formålet er at forenkle de eksisterende

regler, bør den europæiske arrestordre have samme anvendelsesområde som de

udleveringsregler, den erstatter, og omfatte såvel fasen forud for som efter afsigelsen af en

straffedom.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

4.3.

Valg af retsakt

Det er ud fra samme effektivitetshensyn, at man har besluttet at indføre den europæiske

arrestordre ved en rammeafgørelse. De mange konventioner, der er udarbejdet inden for

rammerne af Europarådet, det europæiske politiske samarbejde eller Den Europæiske Union,

har haft begrænset succes, hvilket også fremgår af antallet af ratifikationer. I betragtning af

den retsorden, der blev skabt med Amsterdam-traktaten, og det fremskredne retslige

samarbejde mellem medlemsstaterne kan den europæiske arrestordre indføres ved en

rammeafgørelse, der i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union ”er

bindende over for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de

nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen”.

4.4.

En retsakt, der sætter beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i højsædet

Det foreslåede system har et dobbelt sigte. Ud fra ønsket om en mere effektiv bekæmpelse af

kriminalitet tager det højde for de åbne grænser inden for det europæiske retlige område ved

at gøre det lettere for de enkelte medlemmers retsvæsen at handle på tværs af grænserne. Det

yder dermed et vigtigt bidrag til bekæmpelsen af den grænseoverskridende organiserede

kriminalitet. Samtidig opfylder systemet også de europæiske borgeres krav om garanti for

deres individuelle rettigheder.

Der kan i den forbindelse fremdrages flere punkter:

1) allerede på det tidspunkt, hvor en person anholdes i henhold til en europæisk arrestordre,

skal der være en advokat til stede, om fornødent også en tolk (artikel 11)

2) når en person er blevet anholdt i henhold til en europæisk arrestordre, skal den retslige

myndighed i anholdelseslandet tage stilling til, hvorvidt den pågældende skal

varetægtsfængsles eller sættes på fri fod, alt efter hvilke garantier vedkommende giver.

Er disse garantier tilfredsstillende, kan den pågældende forblive på fri fod, eventuelt på

visse nærmere betingelser, i den medlemsstat, hvor arrestordren fuldbyrdes, indtil

vedkommende stilles for den retslige myndighed, der har udstedt arrestordren, på et

senere tidspunkt, når sagen indledes (artikel 14). Denne ordning har til formål at undgå

langvarige varetægtsfængslinger, der måske alene beror på den geografiske afstand. På

samme måde kan den retslige myndighed, der har udstedt arrestordren, beslutte at stille

fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre i bero, når den anholdte forpligter sig til at

møde op frivilligt (artikel 13, stk. 3)

3) personer, mod hvem der er afsagt en udeblivelsesdom, skal dømmes på ny efter at have

rejst indsigelse til fuldbyrdelsesmyndigheden (artikel 35)

4) de tilfælde, hvor der foretages varetægtsfængsling hovedsagelig for at sikre, at personer

bosat i andre medlemsstater fortsat står til retsvæsenets rådighed, bør begrænses, da den

europæiske arrestordre vil give en mere effektiv garanti for, at den pågældende overføres

og møder op for den udstedende retslige myndighed (artikel 17)

5) unødige eller uønskede overførelser vil kunne undgås ved brug af videokonferencer

(artikel 34). På samme måde bør den dømtes strafafsoning på det sted, hvor

vedkommende bedst kan reintegreres, fremmes (artikel 33 og 36)

6) behandlingen af straffesager vil kunne fremskyndes, bl.a. gennem øget brug af

midlertidig overførelse fra den ene stat til den anden (artikel 39 og 40), hvilket vil skabe

større sikkerhed for, at borgernes krav på at få sagen pådømt inden for en rimelig frist

tilgodeses. Den stramme frist på 24 dage, der er fastsat for den europæiske arrestordre

(artikel 20), vil yde et vigtigt bidrag til, at dette krav opfyldes

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

7) ophævelsen af princippet om dobbelt strafbarhed sker ikke på bekostning af de lande, der

har en mere lempelig lovgivning. Fremgangsmåden med en negativliste giver de

medlemsstater, der har valgt at gøre bestemte handlinger ikke strafbare, mulighed for at

udelukke disse handlinger fra den europæiske arrestordres anvendelsesområde (artikel

27)

8) en medlemsstat vil fortsat kunne gøre fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre betinget

af en garanti for, at der ikke vil blive fuldbyrdet en livsvarig fængselsstraf (artikel 37).

Endelig er de nationale dommere ved udstedelsen og fuldbyrdelsen af europæiske arrestordrer

naturligvis fortsat underlagt de almindelige normer for beskyttelse af grundlæggende

rettigheder, specielt den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder fra 1950 og EU-charteret om grundlæggende rettigheder.

4.5.

Hovedtrækkene

Hovedtrækkene ved den europæiske arrestordre kan opsummeres således:

1) Den europæiske arrestordre tager sigte på en persons tvangsoverførelse fra den ene

medlemsstat til den anden. Den foreslåede procedure skal træde i stedet for den

traditionelle udleveringsprocedure. Den sidestilles hermed, hvad angår fortolkningen af

artikel 5 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder.

2) Der er tale om et horisontalt system, der træder i stedet for det nuværende

udleveringssystem på alle områder, og som i modsætning til traktaten mellem Italien og

Spanien ikke kun gælder for bestemte lovovertrædelser.

3) Systemet er baseret på gensidig anerkendelse af retsafgørelser. Grundtanken er, at når en

retslig myndighed i en medlemsstat anmoder om at få overgivet en person, enten på

grundlag af en endelig dom eller fordi vedkommende er genstand for strafforfølgning,

skal denne afgørelse automatisk anerkendes og fuldbyrdes på hele EU’s område. Kun i et

begrænset antal tilfælde kan det nægtes at efterkomme en arrestordre.

Den foreslåede rammeafgørelse har næsten samme anvendelsesområde

som

udleveringsreglerne: den europæiske arrestordre åbner mulighed for at anholde og

udlevere en person, der i en af medlemsstaterne enten er idømt en ubetinget fængselsstraf

på mindst fire måneder, eller mod hvem der er afsagt en fængslingskendelse, når der for

den lovovertrædelse, vedkommende retsforfølges for, kan idømmes fængselsstraf på over

et år.

For i betragtning af de alvorlige konsekvenser for den pågældende person er det vigtigt at

sikre, at disse regler kun anvendes i de tilfælde, hvor sagens alvor gør det berettiget.

4) Fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre foregår i alt væsentligt via retsvæsenet. Den

politiske fase i udleveringsproceduren er bortfaldet. Derfor bortfalder også fasen med

administrativ appel mod den politiske beslutning. Disse to procedureniveauers bortfald

skulle gøre systemet langt mere effektivt og hurtigt.

5) Den europæiske arrestordre skal tilgodese princippet om unionsborgerskabet. Undtagelser

til fordel for et lands egne statsborgere har ikke længere nogen berettigelse. Det

afgørende kriterium er ikke nationaliteten, men derimod den pågældendes faste bopæl,

bl.a. med hensyn til straffuldbyrdelse. Der åbnes derfor mulighed for dels at gøre det

I udleveringssystemet var de to betingelser (reststraf og strafferamme) kumulative. Her er de indbyrdes

uafhængige (se nedenfor angående artikel 2).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

lettere at afsone straffen i det land, hvor anholdelsen sker, når det er dér, den pågældende

lettest kan blive reintegreret i samfundet, og dels – ved fuldbyrdelsen af den europæiske

arrestordre – at gøre det betinget af sikkerhed for, at den pågældende senere vender

tilbage til afsoning af den straf, vedkommende er idømt af den udenlandske myndighed.

6) Antallet af tilfælde, hvor en europæisk arrestordre kan nægtes fuldbyrdet, er begrænset ud

fra ønsket om at forenkle og fremskynde proceduren mest muligt. Princippet om dobbelt

strafbarhed er ophævet, og det samme gælder specialitetsreglen. Til gengæld vil

medlemsstaterne, hvis de ønsker det, kunne opstille en negativliste over lovovertrædelser,

for hvilke de erklærer, at de nægter at fuldbyrde europæiske arrestordrer på deres område.

På samme måde er det muligt at kræve dobbelt strafbarhed i de tilfælde, hvor den stat, der

udsteder arrestordren, har udøvet eksterritorial kompetence.

7) De oplysninger, der skal gives i den europæiske arrestordre, er standardiseret på EU-plan.

De skal, medmindre ekstraordinære omstændigheder gør sig gældende, give

myndigheden i fuldbyrdelseslandet mulighed for at overgive den pågældende uden at

foretage anden kontrol.

8) Det er meningen, at systemet med den europæiske arrestordre medlemsstaterne imellem

skal træde i stedet for 1957-konventionen, de to tillægsprotokoller hertil fra 1975 og

1978, bestemmelserne om udlevering i terrorismekonventionen samt de to konventioner

fra 1995 og 1996, der er undertegnet på EU-plan. De skal også træde i stedet for nogle af

bestemmelserne i Schengen-konventionen.

ENNEMGANG AF DE ENKELTE ARTIKLER

Kapitel 1: Almindelige principper

Artikel 1 - Formål

Grundlaget for denne rammeafgørelse er den gensidige anerkendelse af retsafgørelser. Efter

dette princip skal en europæisk arrestordre udstedt i en af medlemsstaterne fuldbyrdes overalt

i EU i overensstemmelse med rammeafgørelsen.

Artikel 2 - Anvendelsesområde

En europæisk arrestordre kan udstedes såvel til fuldbyrdelse af en eksigibel dom som i fasen

forud for domsafsigelse.

På dette punkt afviger rammeafgørelsens anvendelsesområde ikke ret meget fra

anvendelsesområdet for den europæiske udleveringskonvention fra 1957.

a) Med hensyn til hvilke afgørelser, der kan danne grundlag for en europæisk arrestordre,

kræves det:

–

at der er tale om

–

en endelig dom eller

–

en udeblivelsesdom, som der kan rejses indsigelse mod (artikel 35)

–

eller en retsafgørelse, som er eksigibel, men ikke endelig, truffet enten forud for

domsafsigelsen i straffesagen eller af en domstol, men med mulighed for appel, og

som indebærer en frihedsberøvelse. Rent formelt er det i øvrigt ikke nødvendigt, at

den nationale myndighed forinden formelt har udstedt en national arrestordre, men

der er heller intet til hinder herfor.

b) Med hensyn til, hvilken varighed af den ifaldne eller idømte straf der kræves for

udstedelse af en europæisk arrestordre, er der ingen større forskel i forhold til

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udleveringskonventionen fra 1957. Den hidtidige praksis forekommer at fungere

tilfredsstillende og kan bibeholdes.

Eftersom princippet om dobbelt strafbarhed er ophævet, er det imidlertid ikke nødvendigt at

fastsætte en mindstevarighed for straffen i fuldbyrdelseslandet. Den europæiske arrestordre

skal fuldbyrdes uanset varigheden af den straf, der kan idømmes i fuldbyrdelseslandet. Det er

anvendelsen af dette princip, der er årsagen til, at der ikke henvises til den situation, der er

omhandlet i artikel 2, stk. 2, i 1996-konventionen.

Ved vurdering af den mindstestraf, der kræves for udstedelse af en europæisk arrestordre,

sidestilles udeblivelsesdomme med domme, der er endelige, således som det allerede var

tilfældet efter 1957-konventionen (se de forklarende bemærkninger til denne konvention).

Med hensyn til fuldbyrdelse af straffedomme på over fire måneders fængsel indeholdt

1957-konventionen imidlertid en betingelse, der skulle være opfyldt samtidig med betingelsen

om maksimumstraffen for den samme lovovertrædelse. Denne betingelse er ikke bibeholdt

her, da det er afgørelsen som sådan, der anerkendes, og den idømte straf ikke længere er

relevant, når kendelsen først er afsagt.

Heller ikke den situation, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, i 1957-udleveringskonventionen,

er længere relevant, eftersom specialitetsreglen er ophævet – dog med forbehold af

bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 41.

Nogle medlemsstater (f.eks. Benelux-landene og de nordiske lande) har indgået aftaler med

hinanden, der udvider udleveringsområdet ud over de mindsteregler, der følger af

1957-konventionen. Det vil være op til dem at bestemme, om de for disse tilfælde vil

fastholde udleveringsprincippet, eller om de blot vil udvide anvendelsesområdet for den

europæiske arrestordre mellem sig indbyrdes.

Artikel 3 - Definitioner

a) Den europæiske arrestordre er en anmodning om at eftersøge, anholde, tilbageholde og

overgive en person til de retslige myndigheder i det land, hvor arrestordren er udstedt. I

det tidligere system, bl.a. under 1957-konventionen som implementeret ved

Schengen-konventionen, var der tale om to forskellige procedurefaser, ne mlig en

anmodning om foreløbig anholdelse og en anmodning om udlevering. Efter princippet

om gensidig anerkendelse af retsafgørelser er der ikke længere nogen grund til at sondre

mellem disse to faser. Ud over de klassiske træk ved en arrestordre (eftersøgning,

anholdelse, varetægtsfængsling) indebærer den europæiske arrestordre også en

anmodning om overgivelse til de myndigheder, der har udstedt den.

Det bemærkes dog, at de fire forpligtelser, den europæiske arrestordre pålægger

fuldbyrdelseslandet, ikke har samme juridiske værdi. Forpligtelsen til at eftersøge og

anholde er bindende for fuldbyrdelseslandet, medmindre der er tale om et af de ganske få

undtagelsestilfælde (artikel 27, 28, 30 og 31). Derimod skal en retslig myndighed træffe

særskilt afgørelse om fortsat varetægtsfængsling af den eftersøgte (artikel 14). Undtagen i

tilfælde af, at den pågældende samtykker heri, skal en dommer også tage stilling til, om

den pågældende skal overgives til den retslige myndighed, der har udstedt arrestordren.

b) Proceduren i forbindelse med den europæiske arrestordre bygger på princippet om

gensidig anerkendelse af retsafgørelser. Relationerne mellem stater afløses således i vid

udstrækning af relationer mellem retslige myndigheder. Begrebet ”retslig myndighed”

betyder ligesom i 1957-konventionen (jf. forklarende bemærkninger til artikel 1) de

egentlige retslige myndigheder og anklagemyndigheden, med undtagelse af

politimyndighederne. Den retslige myndighed, der udsteder arrestordren, skal være den,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

der i medlemsstatens retsplejesystem er kompetent til at udstede europæiske arrestordrer

(artikel 4).

c) Med hensyn til den fuldbyrdende retslige myndighed er der mulighed for flere

fremgangsmåder, alt efter om der er tale om en forenklet procedure eller ej (artikel 16).

Der er, alt efter hvilken procedure der anvendes i medlemsstaten, tale om den

retsforfølgende myndighed (anklagemyndigheden) eller dommeren. Begrebet

”fuldbyrdende retslig myndighed” kan dække over dem begge, alt efter

omstændighederne. Der skal dog altid være tale om den myndighed, der træffer

beslutning om at fuldbyrde arrestordren. Selv om bestemmelserne i artikel 5 giver

medlemsstaterne mulighed for under forskellige omstændigheder at tillægge en central

myndighed kompetence hertil, er denne ikke omfattet af denne definition.

d) Definitionen på en ”udeblivelsesdom” bygger dels på bestemmelserne i Europarådets

konvention af 1970 om straffedommes internationale retsvirkning og dels på resolution

(75) 11 fra Europarådets Ministerkomité. Den svarer i alt væsentligt til artikel 3, litra g), i

De Forenede Nationers modeltraktat om udlevering (resolution 45/116, som ændret ved

resolution

52/88).

Den

tager

desuden

hensyn

til

Den

Europæiske

Menneskerettighedsdomstols retspraksis på området. Udeblivelsesdomme er domme,

hvor sagen kan genoptages for at give den pågældende mulighed for at blive dømt under

sin tilstedeværelse. Som udeblivelsesdomme betragtes derimod ikke afgørelser truffet

mod en person, der rent faktisk er blevet indstævnet inden for de frister, der almindeligvis

er fastsat i den domfældende stats retsorden, og som forsætligt har unddraget sig sin pligt

til fremmøde, uden at lade sig repræsentere, og uden at vedkommendes fravær beror på

forhold, han eller hun ikke har nogen indflydelse på.

e) Definitionen af sikkerhedsforanstaltninger er taget fra 1957-konventionen.

Definitionen af den eftersøgte person skal åbne mulighed for en ensartet terminologi

gennem hele teksten.

Artikel 4 – Kompetente retslige myndigheder

Den retslige myndighed, der er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre, udpeges i

overensstemmelse med medlemsstaternes lovgivning. Der kan enten være tale om den samme

myndighed, der har afsagt den i artikel 2 omhandlede dom eller afgørelse, eller en anden

myndighed.

Det samme gælder med hensyn til den myndighed, der er kompetent til at fuldbyrde den

europæiske arrestordre. Det understreges, at den i artikel 4 omhandlede myndighed – med

forbehold af de spørgsmål, der eventuelt måtte henhøre under den centrale myndighed

(artikel 5) – har kompetence til at tage stilling til gyldigheden og fuldbyrdelsen af en

europæisk arrestordre og overgive den pågældende til den anden medlemsstats retslige

myndighed. Den politiske og administrative fase, der var kendetegnende for den hidtidige

udleveringsprocedure, er bortfaldet.

Artikel 5 – Central myndighed

Stk. 1 bygger på bestemmelserne i Den Europæiske Unions konvention af 1996 om

udlevering og Den Europæiske Unions konvention af 2000 om gensidig retshjælp i

straffesager. Der er tale om en praktisk bestemmelse, der tager sigte på at lette fremsendelsen

af oplysninger mellem medlemsstater, og det eksisterende system bør derfor bibeholdes.

Disse centrale myndigheders rolle skal bestå i at fremme formidlingen og fuldbyrdelsen af

arrestordrer medlemsstaterne imellem. De skal bl.a. sørge for oversættelse og administrativ

støtte til fuldbyrdelsen af disse arrestordrer.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I den foreslåede rammeafgørelse er det op til den retslige myndighed i anholdelseslandet at

tage stilling til den europæiske arrestordres gyldighed og fuldbyrdelse. Medlemsstaterne kan

dog bestemme, at der i visse udtømmende opregnede spørgsmål skal inddrages en central

administrativ myndighed, f.eks. fordi en sådan afgørelse i den pågældende medlemsstats

retsorden henhører under en administrativ myndighed. Der kan f.eks. være tale om at afgøre,

om den pågældende nyder godt af en immunitet (artikel 31) eller om der er væsentlige

humanitære grunde til at udskyde fuldbyrdelsen af arrestordren (artikel 38) eller om at

vurdere de garantier, den anden medlemsstat giver om ikke at fuldbyrde en livsvarig

fængselsstraf (artikel 37).

Når en medlemsstat gør brug af denne mulighed, skal den tilrettelægge relationerne mellem

den retslige myndighed, der er kompetent til at træffe denne afgørelse, og den centrale

myndighed, således at den førstnævnte i sin afgørelse kan tage hensyn til den centrale

myndigheds holdning, og desuden sørge for, at den almindelige frist på fireogtyve dage

overholdes. Desuden skal det tilrettelægges således, at den pågældende person kan fremsætte

sine bemærkninger til den centrale myndighed, før denne træffer sin afgørelse.

Artikel 6 – Den europæiske arrestordres indhold

De oplysninger, der skal gives i den europæiske arrestordre, svarer for størstepartens

vedkommende til dem, der er opregnet i artikel 95 i Schengen-konventionen. Hertil kommer

følgende oplysninger:

– varigheden af den straf, der er idømt, når der er tale om en eksigibel dom, eller den straf,

der kan idømmes, når der er tale om afgørelser truffet forud for rettergangen

– når der er tale om en udeblivelsesdom, oplysninger angående adgangen til rejse indsigelse

mod den og de nærmere betingelser herfor

– om den pågældende for samme forhold er sat på fri fod, på betingelse af fremmøde, eller

eventuelt er undveget fra fængslet.

Sidstnævnte betingelse er vigtig, fordi den medfører en forskel i den procedure, der gælder for

fuldbyrdelse af arrestordren. Hvis den pågældende forinden er blevet betinget løsladt, skal den

europæiske arrestordre i princippet – med forbehold af den fuldbyrdende retslige myndigheds

vurdering (artikel 17) – fuldbyrdes efter en forenklet procedure, uden at det kræves, at

vedkommende samtykker. Denne rubrik på den europæiske arrestordre skal derfor udfyldes

meget omhyggeligt. Den kan udfyldes på forskellige stadier i proceduren: enten straks fra

begyndelsen, eller når den udstedende retslige myndighed gør brug af bestemmelserne i

artikel 13, stk. 3 (suspension af fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre under forbehold

af den pågældendes fremmøde), eller når den pågældende allerede er blevet anholdt på

grundlag af samme arrestordre og løsladt af den retslige myndighed i anholdelseslandet

(artikel 15), men har unddraget sig pligten til fremmøde. I de to sidstnævnte tilfælde er det op

til den udstedende retslige myndighed at udfylde denne rubrik.

Med disse oplysninger er arrestordren en ordre til at eftersøge, anholde, tilbageholde og

overgive den pågældende til de retslige myndigheder, der har truffet den afgørelse, på

grundlag af hvilken den europæiske arrestordre er udstedt. I princippet skal de oplysninger,

der er indeholdt i arrestordren, være tilstrækkelige til, at de retslige myndigheder på

anholdelsesstedet kan fuldbyrde arrestordren, uden at fuldbyrdelsesstaten behøver at anmode

om andre papirer, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel II: Sagens behandling

Afsnit 1: Almindelige bestemmelser

Artikel 7 – Kommunikation mellem myndigheder

Princippet er det samme som i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i

straffesager, nemlig at den europæiske arrestordre fremsendes direkte fra den ene retslige

myndighed til den anden. Anvendelsen af dette princip forudsætter naturligvis, at den

myndighed, der har udstedt arrestordren, ved, hvor den person, der eftersøges i den anden

medlemsstat, bor.

Ligesom i EU-konventionen om retshjælp (artikel 6) kan medlemsstaterne fastsætte, at

procedurerne i visse tilfælde skal afvikles via en central myndighed.

Afsnit 2: Brug af Schengen-informationssystemet

Artikel 8 – Indberetning

Når det ikke vides, hvor den eftersøgte person opholder sig, er det meningen, at Schengen-

reglerne skal anvendes. Teksten til denne rammeafgørelse træder her i stedet for

bestemmelserne i Schengen-konventionens artikel 95, stk. 1 og 2. Indholdet af de supplerende

oplysninger, de kompetente nationale myndigheder (SIRENE-kontoret) skal give, er tilpasset

til indholdet af den europæiske arrestordre (artikel 6). De skal ligesom hidtil meddeles efter

reglerne i Schengen-proceduren. På dette stadium er det nødvendigt, at oplysningerne holdes

fortrolige. Brugen af den sikrede Schengen-procedure vil her give sikkerhed for, at de

europæiske normer for databeskyttelse tilgodeses.

Artikel 9 – Forbehold

Bestemmelserne i Schengen-konventionens artikel 95, stk. 3, 4, 5 og 6, ophæves. Artikel 94,

stk. 4, skal betragtes som værende ophævet, hvad angår dens anvendelse i forbindelse med en

europæisk arrestordre. For princippet i denne rammeafgørelse er, at den europæiske

arrestordre skal fuldbyrdes overalt i EU. Det er kun i et begrænset antal tilfælde, at

fuldbyrdelse kan afvises. Når der er udstedt en europæisk arrestordre, er det i princippet kun i

de situationer, der er nævnt i denne rammeafgørelses artikel 27 (ekstraordinær genindførelse

af princippet om dobbelt strafbarhed på en negativliste), artikel 28 (udøvelse af eksterritorial

kompetence), artikel 30 (lovovertrædelse, for hvilken der er meddelt benådning eller amnesti i

fuldbyrdelseslandet) eller artikel 31 (den pågældende nyder immunitet i fuldbyrdelseslandet),

at en medlemsstat kan tage forbehold (indsætte flag). Et sådant forbehold betyder, at den

person, mod hvem der er udstedt en europæisk arrestordre, ikke vil blive anholdt i den stat,

der har taget forbehold. Det samme gælder, når anholdelseslandets retslige myndighed i

overensstemmelse med artikel 14 har besluttet foreløbig at løslade den pågældende, indtil

vedkommende kan udleveres til udstedelseslandets retslige myndigheder, for at undgå en ny

anholdelse på samme område, eller når udstedelseslandets retslige myndighed midlertidigt har

suspenderet arrestordren (artikel 13, stk. 3). I så fald skal den stat, der tager forbehold,

underrette den stat, der har udstedt arrestordren, herom, og i tilfælde af kontrol på dette

område skal de kompetente myndigheder i den udstedende medlemsstat have oplysning om

vedkommendes opholdssted. Sidstnævnte forpligtelse er taget fra Schengen-konventionens

artikel 95, stk. 5.

Med hensyn til fristerne for den europæiske arrestordres optagelse i Schengen-systemet

indebærer princippet om gensidig anerkendelse, at reglen må være den modsatte af, hvad der

følger af de nugældende bestemmelser i artikel 95, stk. 3, 4 og 6, i Schengen-konventionen.

Hovedreglen må nu være systematisk udsendelse. Indberetninger af, at den pågældende ikke

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

anholdes, vil kunne optages sidenhen, men den frist, der åbnede mulighed for at udskyde

udsendelsen af en europæisk arrestordre under afventning af resultatet af en undersøgelse af

dens overensstemmelse med national ret, er afskaffet.

Afsnit 3: Anholdelse og varetægtsfængsling

Artikel 10 - Tvangsforanstaltning

På dette område indebærer rammeafgørelsen ingen ændringer i den nuværende situation. Det

er lovgivningen i fuldbyrdelseslandet, der finder anvendelse på de tvangsforanstaltninger, den

anholdte underkastes, med forbehold af den ret til en advokat og en tolk, der gælder specielt

for den europæiske arrestordre (se nedenfor angående artikel 11, stk. 2).

Det er op til politimyndighederne og de retslige myndigheder i overensstemmelse med deres

nationale lovgivning at træffe de første foranstaltninger til at sikre den pågældende og

kontrollere vedkommendes identitet. I overensstemmelse med Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols retspraksis skal disse tvangsforanstaltninger være nødvendige

og proportionale. Den europæiske arrestordre er også en ordre til tilbageholdelse, og den

pågældende skal tilbageholdes, indtil fuldbyrdelseslandets retslige myndighed har taget

stilling til hans eller hendes situation i overensstemmelse med den nationale ret (artikel 14).

Det er op til medlemsstaterne i deres nationale lovgivning at fastsætte bestemmelser om den

kontrol, der skal foretages i perioden mellem den fysiske anholdelse af den pågældende og

vedkommendes fremstilling for de retslige myndigheder i fuldbyrdelseslandet. På dette punkt

er situationen den samme som den, der i øjeblikket gælder på udleveringsområdet.

Artikel 11 – Den eftersøgtes rettigheder

Rammeafgørelsen bygger på samme sondring som EU-konventionerne fra 1995 og 1996

mellem de tilfælde, hvor den pågældende samtykker i at blive udleveret til myndighederne i

den anmodende stat, og de tilfælde, hvor vedkommende modsætter sig det.

Når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den pågældende derfor

omgående gives mulighed for at få indsigt i dens indhold og eventuelt give sit samtykke til

omgående overgivelse til den retslige myndighed, der har udstedt den. Teksten til denne

artikel er taget fra bestemmelserne i artikel 6 i 1995-konventionen.

Fra anholdelsestidspunktet har den person, der er genstand for arrestordren, ret til

advokatbistand og om fornødent til tolkebistand. Der er her tale om en vigtig garanti, der har

til formål at beskytte den enkeltes rettigheder. Baggrunden er, at når den pågældende

anholdes i en juridisk og måske også sproglig kontekst, der kan være ukendt for ham eller

hende, og skal overføres til en anden medlemsstat, bør vedkommende lige fra starten kunne få

bistand af en advokat. Denne garanti er særegen for den europæiske arrestordre og uafhængig

af, hvilke retsplejeregler der gælder i medlemsstaten, når en person anholdes på grundlag af

en national arrestordre (se ovenfor).

Artikel 12 - Underretning af retslige myndigheder

De retslige myndigheder skal omgående underrettes om anholdelsen. Fuldbyrdelseslandets

retslige myndigheder skal underrettes efter de gældende nationale regler. Det udstedende

lands retslige myndigheder skal underrettes om anholdelsen enten af den kompetente

myndighed i anholdelseslandet eller af de i artikel 5 omhandlede centrale myndigheder.

Artikel 13 – Kontrol og suspension af arrestordren

Af sikkerhedshensyn skal den europæiske arrestordres gyldighed systematisk og omgående

kontrolleres hos de udstedende retslige myndigheder eller udstedelseslandets centrale

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

myndighed. Denne kontrol er så meget desto mere nødvendig, som udstedelseslandet ikke

længere senere skal fremsætte en udleveringsanmodning, idet udleveringsanmodningen

indgår i selve definitionen på en europæisk arrestordre.

Hvis arrestordren ikke opretholdes, skal den pågældende omgående løslades, medmindre

vedkommende skal retsforfølges i en anden sag.

Den udstedende retslige myndighed har mulighed for at beslutte midlertidig at suspendere den

europæiske arrestordre mod tilsagn fra den anholdte om frivilligt at give møde på et nærmere

fastsat sted og tidspunkt. Den kan forlange yderligere garantier eller gøre sin godkendelse

betinget af visse betingelser, bl.a. kaution. Den pågældendes tilsagn om at give møde

indhentes af anholdelseslandets retslige myndighed og meddeles den udstedende retslige

myndighed. Den pågældende skal desuden underrettes om de eventuelle konsekvenser af ikke

at møde op. Den udstedende retslige myndighed skal fremsende oplysningerne om den

midlertidige suspension af den europæiske arrestordre til Schengen-informationssystemet,

hvis arrestordren er udsendt via dette system.

Hvis den pågældende giver møde som aftalt, træder den europæiske arrestordre definitivt ud

af kraft (artikel 25). I modsat fald er det op til den udstedende retslige myndighed at

indberette, at den pågældende ikke har opfyldt sin forpligtelse, for at arrestordren igen kan få

sin oprindelige eksigible karakter. Hvis den pågældende anholdes på ny, gælder reglerne i

artikel 19, ifølge hvilke arrestordren øjeblikkelig skal fuldbyrdes selv uden den pågældendes

samtykke og uden nogen høring, medmindre undtagelsesbestemmelserne bringes i

anvendelse.

Artikel 14 – Foreløbig løsladelse

Det er fuldbyrdelseslandet, der har ansvaret for den pågældende i tiden mellem

anholdelsestidspunktet og overgivelsen til de udstedende myndigheder. De kompetente

retslige myndigheder skal i overensstemmelse med bestemmelserne og fristerne i de nationale

retsplejeregler tage stilling til, om den pågældende fortsat skal være varetægtsfængslet. Der er

tale om en procedure, der udelukkende drejer sig om spørgsmålet om frihedsberøvelse, og den

kan være forskellig fra den i artikel 18 omhandlede procedure, der drejer sig om den

europæiske arrestordres gyldighed og fuldbyrdelse. Afgørelsen herom træffes af

fuldbyrdelseslandets retslige myndighed på grundlag af den pågældendes garantier for

fremmøde og tilsagn om at være til rådighed til arrestordrens fuldbyrdelse.

Denne bestemmelse tager sigte på at åbne mulighed for at lade den pågældende forblive på fri

fod i fuldbyrdelseslandet, indtil den faktiske overgivelse til den udstedende retslige

myndighed finder sted. Dette tidspunkt fastsættes mellem udstedelses- og fuldbyrdelseslandet,

alt efter hvornår myndighederne i førstnævnte land har brug for den anholdtes fremmøde. I

hele den periode, hvor vedkommende forbliver til rådighed i fuldbyrdelseslandet, er det dette

land, der har ansvaret for, at den pågældende ikke forsøger at unddrage sig rettens gang. Den

fuldbyrdende retslige myndighed kan til sin afgørelse bl.a. knytte de betingelser, dens

nationale lovgivning foreskriver i tilfælde af betinget løsladelse, bl.a. betaling af en kaution,

forbud mod at bevæge sig uden for et bestemt geografisk område eller pligt til regelmæssigt at

melde sig til en kontrolmyndighed osv.

Den her omhandlede situation adskiller sig fra den, der er omhandlet i den foregående artikel.

For i modsætning til artikel 13, stk. 3, om suspension af den europæiske arrestordre, drejer det

sig her om, at arrestordren rent faktisk fuldbyrdes, og det har anholdelseslandet ansvaret for.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afsnit 4: Overgivelsessagens behandling ved retten

Artikel 15 - Undersøgelse af den europæiske arrestordre

Sagen skal forelægges den retslige myndighed, der er kompetent til at tage stilling til

fuldbyrdelsen af arrestordren, snarest og under alle omstændigheder senest ti dage efter

anholdelsen. Det er i løbet af denne periode, at den udpegede kompetente myndighed

eventuelt skal indhente den pågældendes samtykke i, at arrestordren fuldbyrdes. Alt efter om

denne giver samtykke eller ej, vil der kunne være tale om forskellige myndigheder med

kompetence til at afgøre, om arrestordren skal fuldbyrdes. Der kan være tale om

anklagemyndigheden i de i artikel 16 og 17 omhandlede tilfælde og om en dommer i andre

tilfælde.

Artikel 16 – Samtykke til overgivelse

Denne artikel bygger på bestemmelserne i artikel 7 og 8 i 1995-konventionen, navnlig med

hensyn til reglerne om indhentning af den pågældendes samtykke. Det system, der her

indføres, adskiller sig ikke væsentligt fra reglerne i 1995-konventionen, der allerede

udtrykkeligt fraveg de formelle udleveringsprocedurer

. Tidligere bevarede den anmodede

stat imidlertid hele sin kompetence til at vurdere, om udlevering var såvel lovlig som

hensigtsmæssig. Denne kompetence er nu underlagt bestemmelserne i rammeafgørelsen

angående afvisning af at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Den myndighed, der er

kompetent til at afgøre dette, skal altid være en retslig myndighed, men medlemsstaterne kan

beslutte at tillægge den offentlige anklager denne kompetence, hvorved denne situation

adskiller sig fra den i artikel 18 omhandlede.

Formaliteterne omkring underretning om den pågældendes samtykke til den udstedende

retslige myndighed er dog lempet noget. Under 1995-konventionen havde denne meddelelse

en direkte indflydelse på den anmodende medlemsstats fremsendelse af en

udleveringsanmodning. Eftersom den europæiske arrestordre samtidig er en anmodning om

overgivelse, har meddelelsen om den pågældendes samtykke nu hovedsagelig en informativ

værdi for den udstedende retslige myndighed.

Artikel 17 – Tidligere løsladelse

Bestemmelserne i denne artikel tager hensyn til en eventuel tidligere retsforfølgning i det

udstedende land eller i fuldbyrdelseslandet. Når en person, som er blevet anholdt og løsladt

eller løsladt på ny efter en varetægtsfængsling, unddrager sig sin pligt til at møde op

(oplysninger herom skal være givet i arrestordren, jf. artikel 6, litra i)), eller når den

pågældende er undveget, følges en forenklet procedure for fuldbyrdelse af den europæiske

arrestordre, og høringen ved domstolen bortfalder i princippet, også selv om der ikke

foreligger et samtykke. Samme procedure gælder, når den pågældende allerede er blevet

anholdt i henhold til den samme europæiske arrestordre, men ikke har opfyldt sin forpligtelse

til at møde for den udstedende retslige myndighed (artikel 13, stk. 3), eller når den

pågældende er blevet midlertidig løsladt efter artikel 14 og har unddraget sig sine

forpligtelser.

Hvis den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet imidlertid har grund til at antage, at

anmodningen falder ind under et af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 27-34, kan den

forelægge sagen for en domstol efter reglerne i artikel 18. Anfægter den eftersøgte person

1995-konventionen gav dog mulighed for, at en stat kunne erklære, at den anholdtes samtykke kunne

tilbagekaldes. Denne indskrænkning er ikke bibeholdt her.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

anvendelsen af denne fremskyndede procedure, kan han eller hun få en dommer til at tage

stilling hertil. Det drejer sig her udelukkende om at få fastslået, om de i stk. 1 beskrevne

betingelser er opfyldt (er der tale om den rette person? har vedkommende rent faktisk været

løsladt som omhandlet i stk. 1? osv.) Denne kontrol adskiller sig dermed betydeligt fra de

tilfælde, hvor sagen indbringes efter artikel 18. I disse tilfælde vil domstolen i

fuldbyrdelseslandet eventuelt også skulle tage stilling til, om den pågældende fortsat skal

tilbageholdes i overensstemmelse med artikel 14.

Et af formålene med denne artikel er indirekte at skabe større sikkerhed for, at personer bosat

i andre medlemsstater møder op. For undertiden tilbageholdes de oftere end landets egne

borgere, fordi de retslige myndigheder finder, at de ikke giver tilstrækkelig garanti for

fremmøde. I den foreslåede ordning stilles de i nogenlunde samme situation som personer

bosat i landet. Den sikkerhed, de retslige myndigheder får for let og effektivt at kunne få den

pågældende tilbageleveret, selv om vedkommende bor i en anden medlemsstat, skulle gøre

det lettere at løslade eller genløslade vedkommende.

Artikel 18 – Fremstilling for en dommer

Når den pågældende ikke giver sit samtykke til udlevering eller befinder sig i den i artikel 17,

stk. 2 eller 3, omhandlede situation, er det en domstol, der skal afgøre, om den europæiske

arrestordre skal fuldbyrdes. Bestemmelserne i denne artikel tager i disse tilfælde sigte på at

forbedre de garantier, der ydes den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, ved

at give den pågældende mulighed for at blive hørt af en uafhængig dommer og få sagen

prøvet. I de andre tilfælde vil proceduren kunne iværksættes af anklagemyndigheden, hvis

dette stemmer overens med medlemsstatens lovgivning.

Den pågældende skal fremstilles for en dommer senest ti dage efter anholdelsen (artikel 15).

Retsmødet afholdes efter de retsplejeregler, der gælder i fuldbyrdelseslandet. Det skal i

princippet ikke omhandle materielle spørgsmål, men derimod spørgsmål om f.eks. den

pågældendes identitet, eller om arrestordren formelt opfylder forskrifterne (artikel 32).

Dommerens prøvning af fuldbyrdelsesspørgsmålet skal dog i givet fald også omfatte alle de

undtagelser, der er fastsat i artikel 27, 28, 29, 30, 31, 33 og 34, samt de særlige tilfælde, der er

omhandlet i artikel 35, 36, 37, 38, 39 eller 40, med forbehold af den centrale myndigheds

eventuelle kompetence.

Det fastsættes, at udstedelseslandet som sådant skal være repræsenteret eller fremsætte

bemærkninger for den domstol, der træffer afgørelsen. Denne ordning skal åbne mulighed for

en virkelig høring, således at der bl.a. (i princippet kun i ganske sjældne tilfælde) kan

fremsættes de supplerende bemærkninger, der måtte være nødvendige (artikel 19).

Artikel 19 – Supplerende oplysninger

Der må være tale om ekstraordinære tilfælde, for oplysningerne i arrestordren må i princippet

være tilstrækkelige til, at den kan fuldbyrdes. Under visse omstændigheder (f.eks. ved

anvendelse af

non bis in idem-princippet,

eller ved efterprøvning af, at der rent faktisk er tale

om en negativlistesag jf. artikel 27), kan det være nødvendigt for domstolen at indhente

yderligere oplysninger. Domstolen vil i så fald kunne udsætte sagens behandling til et senere

retsmøde. Dette bør dog ikke føre til en forlængelse af sagsbehandlingstiden, som der under

alle omstændigheder er fastsat stramme tidsfrister for (artikel 20).

Artikel 20 - Frist for at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre

Det er op til den enkelte medlemsstat at tilrettelægge sagsbehandlingen efter sin egne regler

og bl.a. eventuelt åbne mulighed for appel af den afgørelse, der træffes af den i artikel 18

omhandlede domstol. Den procedure, der indføres ved denne rammeafgørelse, tager

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

imidlertid i særdeleshed sigte på at virke hurtigt og effektivt. Det er derfor nødvendigt, at der

meget hurtigt kan træffes afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, og at den

udstedende myndighed hurtigst muligt underrettes om udfaldet af sin anmodning. Den

foreslåede frist på 24 kalenderdage svarer til, hvad der er fastsat i traktaten mellem Italien og

Spanien. Den kan under ingen omstændigheder forlænges og omfatter alle faser i

sagsbehandlingen.

Artikel 21 - Afvisning af overgivelse og fristens udløb

Afvisning af at overgive den eftersøgte person eller manglende overholdelse af 24-dages

fristen for at træffe en afgørelse medfører, at den pågældende skal sættes på fri fod,

medmindre der er tale om en dom, der skal fuldbyrdes i den anmodede medlemsstat

(artikel 33), eller hvis varetægtsfængslingen opretholdes på grund af andre lovovertrædelser.

Bestemmelserne om begrundelse for afvisning er med visse tilpasninger taget fra

1957-konventionen (artikel 18, stk. 2).

Artikel 22 - Meddelelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre

Denne artikel er delvis taget fra artikel 10 i 1995-konventionen om forenklet

udleveringsprocedure. Meddelelsen skal gives direkte fra fuldbyrdelsesmyndigheden til den

udstedende myndighed. Der er tale om anvendelse af det i artikel 8 knæsatte princip om

direkte kommunikation mellem retslige myndigheder. De centrale myndigheder kan i

princippet medvirke til at fremme denne kommunikation (f.eks. ved at sørge for oversættelse).

Afgørelsen skal meddeles omgående. I 1995-konventionen var der fastsat en frist på 20 dage

til at give meddelelse om afgørelsen om udlevering eller afvisning af udlevering. Denne frist

havde til formål eventuelt at give en anmodende medlemsstat, som var blevet nægtet

anvendelse af den forenklede procedure, tid til at fremsætte en begæring om udlevering efter

den almindelige procedure. Denne mulighed har ikke længere nogen berettigelse, og denne

frist bortfalder derfor, når der er tale om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Eftersom

dens fuldbyrdelse vil være hovedreglen og afvisning kun en undtagelse fra reglen, er det

bedst, at reglerne for meddelelsesfasen lempes mest muligt, således at man omgående kan

tage de skridt, der skal til for hurtigst muligt at kunne overgive den pågældende.

Artikel 23 – Frist for overgivelse af den eftersøgte

Overgivelsen af den pågældende skal ske senest 20 dage efter meddelelsen om

vedkommendes samtykke eller afgørelsen, uanset hvilken myndighed der har truffet den.

Stk. 2 og 3 bygger på 1995-konventionen (artikel 11). Bestemmelserne tager sigte på de

tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, men

hvor fuldbyrdelsen udsættes, fordi den pågældende på grund af force majeure ikke kan

overføres. Som fastsat i 1995-konventionen (jf. de forklarende bemærkninger), skal force

majeure-begrebet fortolkes strengt, i overensstemmelse med dets fortolkning i den

internationale strafferet. Der skal være tale om en situation, der ikke kunne forudses og ikke

kunne forhindres (f.eks. en trafikulykke, en strejke, der gør det umuligt at benytte det

planlagte transportmiddel, uden at det er muligt at benytte et andet transportmiddel i stedet,

alvorlig sygdom hos den pågældende, der kræver øjeblikkelig hospitalsindlæggelse osv.). I så

fald skal den nye frist for overgivelsen fastsættes således, at den ligger så tæt som muligt op

ad udløbet af den oprindeligt fastsatte overgivelsesfrist. Den foreslåede formulering er i øvrigt

mere smidig end i 1995-konventionen. Hvis det er den pågældendes personlige forhold, f.eks.

dennes helbredstilstand, der er grunden til, at vedkommende ikke kan overføres, gælder

fristen på to gange 20 dage ikke (stk. 3, nr. 2).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Når arrestordren er udstedt på grundlag af en endelig dom, og den eftersøgte er genstand for

retsforfølgning, der endnu ikke har ført til en endelig afgørelse i fuldbyrdelseslandet (artikel

39, stk. 1, 2 og 4), gælder fristerne for overgivelse ikke for fuldbyrdelseslandet. Overgivelsen

skal først finde sted, når retsforfølgningen er afsluttet.

Uanset om den europæiske arrestordre fuldbyrdes inden for de fastsatte frister, eller om en af

de i denne artikel omhandlede undtagelser gør sig gældende, skal den endelige dato for den

pågældendes overgivelse aftales mellem de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder.

Artikel 24 – Fratrækning af varetægtsperioden i den samlede straf

I udleveringssystemet var der ikke altid nogen garanti for, at den tid, den pågældende var

fængslet under afventning af udlevering, blev fratrukket i den samlede straf. Bestemmelserne

i denne artikel har til formål at udfylde dette hul. Fuldbyrdelseslandet skal med henblik herpå

fremsende en nøjagtig opgørelse over, hvor længe den pågældende har været fængslet i

forbindelse med fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, til den anmodende medlemsstat.

Artikel 25 – Den europæiske arrestordres udløb

Når den eftersøgte person er blevet overgivet, skal fuldbyrdelseslandets retslige myndighed

sikre, at arrestordren ophæves. Det er den udstedende retslige myndighed, der skal tage de

fornødne skridt i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, og eventuelt foretage den

fornødne indberetning til Schengen-informationssystemet. Arrestordren kan ophæves i

forskellige faser af sagens behandling – ikke blot når overgivelsen har fundet sted, men også

når den fuldbyrdende retslige myndighed beslutter at fuldbyrde straffen på sit område, eller

når det er fastslået, at der foreligger en

non bis in idem-situation.

Kapital III: Grunde til at nægte fuldbyrdelse

Artikel 26 – Almindelig bestemmelse

De grunde, der kan begrunde en medlemsstats afvisning af at fuldbyrde en europæisk

arrestordre, opregnes udtømmende i rammeafgørelsen. Medmindre naturligvis andet gælder i

henhold til de almindelige regler om beskyttelse af grundlæggende rettigheder, specielt Den

Europæiske Konvention om Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende

Frihedsrettigheder fra 1950 og Den Europæiske Unions charter for grundlæggende

rettigheder, vil en medlemsstats retslige myndighed ikke kunne afvise at fuldbyrde en

europæisk arrestordre af andre end de i afgørelsen nævnte grunde.

Artikel 27 – Undtagelser

Princippet om dobbelt strafbarhed ophæves. Det er en logisk konsekvens af anvendelsen af

princippet om gensidig anerkendelse – den afgørelse, der er truffet af en anden medlemsstats

retslige myndighed, anerkendes på enhver måde, ipso facto og uden forudgående kontrol. Det

er derfor uden betydning, om den sigtelse, der var grundlaget for udstedelsen af arrestordren,

ikke eksisterer, eller om den pågældende lovovertrædelse defineres anderledes i

fuldbyrdelsesområdet. Anerkendelsesprincippet indebærer, at hver medlemsstat ikke alene

anerkender hele den strafferetlige lovgivning i de andre medlemsstater, men også indvilliger i

at bistå dem med at håndhæve den. Denne ordning giver bl.a. mulighed for at løse de

problemer, tidsforskelle i medlemsstaternes tilpasning af deres straffelovgivning rejser, når

der opstår nye kriminalitetsfænomener.

Artikel 27 og 28 indeholder dog to begrænsninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I henhold til artikel 27 kan hver medlemsstat opstille en liste over handlinger, for hvilke den

på forhånd afviser at fuldbyrde europæiske arrestordrer (den såkaldte "negativliste"). Denne

liste kan udelukkende omfatte handlinger, der ikke strafforfølges i den medlemsstat, der

opstiller den, men er strafbare i andre medlemsstater. Lovovertrædelser, der med tiden er

blevet afkriminaliseret (abort, brug af euforiserende stoffer, eutanasi ....) er typiske eksempler

på handlinger, der kan stå på denne liste. Man må antage, at afkriminaliseringen i disse

tilfælde har været genstand for en demokratisk debat i den pågældende medlemsstat, som

derfor ikke længere vil bistå andre stater, hvor de pågældende handlinger fortsat er strafbare,

med at strafforfølge dem. Denne liste kan også omfatte mere generelle spørgsmål i

forbindelse med lovovertrædelsen, f.eks. angående den kriminelle lavalder. Listen over

lovovertrædelser omhandlet af denne artikel skal fremsendes til Rådets generalsekretær og

Kommissionen og offentliggøres. Medlemsstaterne vil dog først kunne påberåbe sig de

undtagelser, der er opført på listen, tre måneder efter offentliggørelsen eller ændringen af

listen.

Artikel 28 - Territorialitetsprincip

Når en medlemsstat udøver en eksterritorial kompetence i forbindelse med en

lovovertrædelse, der ikke strafforfølges i den stat, hvor der anmodes om fuldbyrdelse, kan

sidstnævnte afvise at fuldbyrde den europæiske arrestordre. En stat antages at udøve en

eksterritorial kompetence, når ingen af lovovertrædelsens bestanddele er lokaliseret på dens

område. I princippet skal medlemsstaterne yde hinanden gensidig bistand og fuldbyrde de

europæiske arrestordrer, der udstedes af de andre medlemsstaters retslige myndigheder, også

når de i henhold til bestemmelser i deres nationale lovgivning har udøvet en eksterritorial

kompetence. Men denne forpligtelse bortfalder, hvis der er tale om en lovovertrædelse, der

ikke strafforfølges i den medlemsstat, som anmodes om fuldbyrdelse. Denne ordning åbner

mulighed for at undgå, at en stat vil skulle fuldbyrde en europæiske arrestordre f.eks. for en

lovovertrædelse begået udelukkende på dens område, som ikke er strafbar ifølge dens

lovgivning. Det kriterium, der her skal lægges til grund med hensyn til princippet om dobbelt

strafbarhed, er, hvordan lovovertrædelsen er defineret i den materielle strafferet, og ikke om

den stat, der anmodes om fuldbyrdelse, har kompetence i forbindelse med en tilsvarende

lovovertrædelse. Med andre ord vil fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre kunne afvises,

hvis den udstedende stat har udøvet en eksterritorial kompetence, og hvis den

lovovertrædelse, der danner grundlag for udøvelsen af denne kompetence, ikke findes i den

stat, som anmodes om at fuldbyrde arrestordren. Vurderingen af, om den pågældende

handling er strafbar i fuldbyrdelseslandet, skal foretages efter strenge kriterier uden hensyn til

den eventuelle kompetence til at pådømme tilsvarende sager. Hvis det forholder sig sådan, at

den pågældende handling rent juridisk er en strafbar lovovertrædelse, men dommeren i

fuldbyrdelseslandet i en identisk situation ikke ville være kompetent til at pådømme den, skal

den europæiske arrestordre fuldbyrdes.

Artikel 29 - Non bis in idem

Non bis in idem

er et grundlæggende retsprincip. Alle nationale domstole er bundet af dette

princip, der er knæsat i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter for grundlæggende

rettigheder med absolut gyldighed overalt i EU.

Konventionen af 25. maj 1987 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om

forbud mod dobbelt strafforfølgning fastsætter de nærmere betingelser for anvendelsen af

dette princip samt de mulige undtagelser. Denne konvention er imidlertid kun blevet

ratificeret af tre medlemsstater.

Artikel 9 i 1957-konventionen åbner kun mulighed for at afvise udlevering af denne grund,

hvis den afgørelse, der påberåbes, er truffet af den anmodende stats retslige myndigheder

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(eller disse havde besluttet ikke at indlede eller at henlægge straffesag). Samme løsning er

valgt her.

Den foreslåede ordning tager hensyn til, at proceduren med en europæisk arrestordre forløber

hurtigere. Løsningen vil være forskellig, alt efter om den pågældende afgørelse er truffet af en

retslig myndighed i fuldbyrdelseslandet eller i et tredjeland. I førstnævnte tilfælde vil det være

op til fuldbyrdelseslandets retslige myndigheder at efterprøve, om der er tale om handlinger,

der er strafbare i begge stater. I det andet tilfælde gælder princippet om, at arrestordren skal

fuldbyrdes, og at den udstedende dommer skal efterprøve, om der er tale om strafbare

handlinger.

1975-protokollen udvidede ganske vist gennemgangen af "non bis in idem"-spørgsmålet til

også at omfatte afgørelser truffet af tredjelande, der var parter i konventionen (artikel 2). Den

opregnede de situationer, hvor udlevering kunne afvises under henvisning til forbuddet mod

dobbelt strafforfølgning samt en række andre mulige undtagelser. Denne løsning forekommer

ikke hensigtsmæssig, når der er tale om at vurdere spørgsmålet om "non bis in idem" ved

fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre. For det første er protokollen kun blevet ratificeret

af seks af EU-landene, og for det andet vil den indførte procedures hurtighed åbne mulighed

for, at denne efterprøvning foretages hurtigt og mere pålideligt end i fuldbyrdelseslandet, som

måske ikke råder over alle de nødvendige faktiske oplysninger.

Når de retslige myndigheder i både den udstedende og den fuldbyrdende medlemsstat begge

har kompetence med hensyn til den lovovertrædelse, der har givet anledning til udstedelsen af

en europæiske arrestordre, vil dens fuldbyrdelse kun kunne afvises, hvis fuldbyrdelseslandet

har besluttet ikke at strafforfølge denne lovovertrædelse. Den valgte løsning svarer her til den,

der findes i 1957-konventionen.

Artikel 30 – Benådning og amnesti

Bestemmelserne om benådning og amnesti i denne artikel indebærer ikke noget nyt i forhold

til den hidtidige situation efter bestemmelserne i den anden protokol til den europæiske

udleveringskonvention (artikel 4), som også findes i artikel 62, stk. 2, i

Schengen-konventionen og artikel 9 i 1996-konventionen. Formuleringen er den samme.

Ræsonnementet bag denne undtagelse er det samme som i forbindelse med den i artikel 27

omhandlede negativliste. Benådning eller amnesti for bestemte lovovertrædelser er genstand

for en demokratisk debat i det enkelte land. Det er derfor også logisk at give det pågældende

land mulighed for at afslå at bistå andre lande med at strafforfølge de pågældende handlinger.

Den forældelsesgrund, der var omhandlet i artikel 8 i 1996-konventionen, kan ikke længere

gøres gældende for at afvise overgivelse, heller ikke når begge lande havde kompetence til at

retsforfølge den pågældende handling. Mens amnesti beror på en positiv handling fra

fuldbyrdelseslandets lovgivningsmagt, er forældelse alene en konsekvens af manglende

retsforfølgning i dette land. Det kan være ufrivilligt og udelukkende bero på, at

myndighederne i dette land ikke er vidende om, at der foreligger en lovovertrædelse, at de

ikke har gjort en tilstrækkelig indsats, eller at det ikke er lykkedes at finde frem til, hvem der

har begået lovovertrædelsen. Sådanne problemer bør derfor ikke kunne påberåbes over for

den udstedende retslige myndighed. Det ville i øvrigt ikke være logisk, at en medlemsstat

fuldbyrdede en europæisk arrestordre for handlinger, som dette land ikke betragter som

strafbare lovovertrædelser, men afviste at fuldbyrde, når der rent faktisk er tale om strafbare

lovovertrædelser, som blot er blevet forældet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 31 - Immunitet

Denne artikel er taget fra traktaten mellem Italien og Spanien og åbner mulighed for at afvise

at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når den pågældende nyder en immunitet i

fuldbyrdelseslandet. Indførelsen af denne afvisningsgrund er en konsekvens af, at udlevering

herefter foregår via retssystemet. I den hidtidige situation var det politimyndigheden, der

skulle tage stilling til immunitetsspørgsmål, og tage hensyn hertil. En persons immunitet skal

herefter være en udtrykkelig grund til at udelukke vedkommendes overgivelse. Beslutningen

om, hvorvidt den eftersøgtes eventuelle immunitet skal anerkendes eller ej, kan dog træffes af

den centrale myndighed (artikel 5).

Artikel 32 – Manglende oplysninger

Der er tale om en klassisk grund til at afvise at fuldbyrde en arrestordre.

For det første skal der være sikkerhed omkring den anholdtes identitet, og for det andet skal

arrestordren være udstedt efter bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 6.

Kapitel IV: Grunde til at afvise overgivelse

Artikel 33 - Reintegreringsprincippet

Hvis den europæiske arrestordre er udstedt på grundlag af en endelig dom, kan

fuldbyrdelseslandets retslige myndighed beslutte, at det af hensyn til den pågældendes

fremtidige reintegrering i samfundet er bedst, at straffen afsones på stedet. Det er den

pågældendes interesser, der er det eneste kriterium for at anvende denne bestemmelse, og der

kræves samtykke fra vedkommende.

Dette samtykkekrav er ikke i strid med bestemmelserne i Schengen-konventionens artikel 69.

De tager sigte på en situation, hvor en domfældt person er flygtet til en anden medlemsstat, og

hvor den udstedende medlemsstat fremsender dommen til fuldbyrdelse. Det er naturligvis

ikke nødvendigt for fuldbyrdelsen, at den pågældende giver sit samtykke. Det væsentligste

her er ikke fremsendelsen af en dom, men derimod fuldbyrdelsen af en arrestordre. Princippet

må være, at denne arrestordre skal fuldbyrdes, også når der er tale om en af landets egne

borgere. For den eftersøgte person (hvis denne er statsborger eller har fast bopæl i landet) kan

det imidlertid være bedst at afsone sin straf i anholdelseslandet. I dette tilfælde vil

fuldbyrdelseslandet med den pågældendes samtykke kunne beslutte, at straffen skal

fuldbyrdes på dens område, i stedet for at fuldbyrde arrestordren.

Rent teknisk kan medlemsstaterne ved anvendelsen af dette princip lade sig lede af

bestemmelserne i 1983-konventionen om overførelse af domfældte og bestemmelserne i

aftalen om anvendelse Fællesskabets medlemsstater imellem af Europarådets konvention om

overførelse af domfældte af 25. maj 1987, når de har ratificeret disse tekster. Bestemmelserne

i 1983-konventionens artikel 6, stk. 2, artikel 7, 8, 12 og 15 er særlig relevante i den

forbindelse. Men selv i forholdet mellem to medlemsstater, der ikke har ratificeret

1983-konventionen, vil bestemmelsen om den bedste reintegrering i denne artikel kunne

anvendes. Det vil herefter være op til de to stater at fastlægge, hvordan straffen skal

fuldbyrdes.

Ved anvendelsen af bestemmelserne i denne artikel kan straffens varighed ikke ændres, selv

om den er forskellig fra, hvad der ville være blevet idømt i fuldbyrdelseslandet. Teksten

følger her ikke bestemmelserne i 1983-konventionens artikel 10, stk. 2. For det ville stride

mod princippet om gensidig anerkendelse. Det er derimod fyldbyrdelseslandets

strafudmålingssystem, der finder anvendelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 34 - Videokonferencer

I nogle tilfælde vil det ikke være nødvendigt, at den eftersøgte overføres rent fysisk, eftersom

vedkommende udmærket kan deltage i processen, selv om han eller hun forbliver i

fuldbyrdelseslandet. Denne ordning kan f.eks. benyttes, når den pågældende er fængslet i

fuldbyrdelseslandet, eller det af praktiske årsager er vanskeligt at flytte vedkommende. De

nærmere betingelser herfor er fastsat i artikel 10, stk. 9, i Den Europæiske Unions konvention

af 2000 om gensidig retshjælp i straffesager. Det er op til den retslige myndighed i

fuldbyrdelseslandet at tilrettelægge videokonferencen i snævert samarbejde med det

udstedende lands retslige myndigheder. Som fastsat i konventionen, er dette ikke obligatorisk

for hverken den udstedende eller den fuldbyrdende medlemsstat. Det er kun, hvis begge

systemer anerkender fremgangsmåden med videokonferencer, at en sådan kan tilrettelægges.

Hvis en af de to retslige myndigheder af grunde, der beror på dens nationale ret, nægter det,

skal den europæiske arrestordre fuldbyrdes, medmindre andet gælder i henhold til de andre

bestemmelser i denne rammeafgørelse.

I de tilfælde, hvor disse bestemmelser anvendes, skal fuldbyrdelseslandets retslige myndighed

tage stilling til, hvad der skal ske med den pågældende, mens den materielle tilrettelæggelse

af videokonferencen foregår, og den kan enten opretholde varetægtsfængsling eller løslade

vedkommende efter de nationale retsplejeregler.

Kapitel V: Særlige tilfælde

Artikel 35 – Udeblivelsesdomme

At det er en udeblivelsesdom, der er afsagt som defineret i artikel 1, er ikke til hinder for, at

en europæisk arrestordre udstedt i henhold til denne dom fuldbyrdes. Bestemmelserne i den

foreslåede rammeafgørelse er dog mere vidtgående end artikel 3 i 1978-protokollen. For når

den afgørelse, der danner grundlag for den europæiske arrestordre, er truffet mod en udeblevet

person, skal den fuldbyrdende myndighed give pågældende adgang til at rejse indsigelse, efter

de i den europæiske arrestordre indeholdte instrukser. I praksis skal der i disse tilfælde være

en direkte kontakt mellem de to retslige myndigheder, eventuelt via den centrale myndighed,

således at der er sikkerhed for indsigelsens gyldighed. Den europæiske arrestordre skal

fuldbyrdes på en sådan måde, at den pågældende har mulighed for at gøre sin indsigelsesret

gældende. I praksis kan udstedelseslandets retslige myndighed ved meddelelsen om

indsigelsen underrette den pågældende om, på hvilken dato vedkommende skal give møde for

retten for at blive dømt. Arrestordren skal i praksis fuldbyrdes på en måde, der sætter den

pågældende i stand til at være til stede under retsmødet og varetage sine rettigheder til at

forsvare sig.

Artikel 36 – Tilbagegivelse til fuldbyrdelseslandet

Fuldbyrdelseslandet kan for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre stille en udtrykkelig

betingelse om, at den pågældende skal tilbagegives til fuldbyrdelseslandet straks efter den

eventuelle domfældelse. Dette har til formål at gøre det lettere for de medlemsstater, der har

problemer med at udlevere egne statsborgere, at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Den

foreslåede tekst bygger på de erklæringer, der blev afgivet ved ratificeringen af

1996-konventionen.

Artikel 37 – Livsvarig fængselsstraf

Denne artikel bygger på Portugals erklæring til 1996-konventionen. Den åbner mulighed for

at gøre fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre betinget af tilsagn fra udstedelseslandet om,

at såfremt der idømmes livsvarigt fængsel, vil en sådan straf ikke blive fuldbyrdet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 38 – Udskydelse af fuldbyrdelsen af humanitære årsager

Denne artikel tager sigte på konkrete situationer, hvor den pågældendes forhold, bl.a.

vedkommendes helbredstilstand, er til hinder for at fuldbyrde arrestordren. I så fald kan

fuldbyrdelsen udskydes, indtil den pågældendes situation er bedret. Den europæiske

arrestordre skal derefter fuldbyrdes hurtigst muligt.

Artikel 39 – Verserende sager i flere medlemsstater

Denne artikel tager sigte på de situationer, hvor der er indledt straffesag mod den eftersøgte

person for forskellige lovovertrædelser i såvel den udstedende som den fuldbyrdende

medlemsstat.

Der må i så fald sondres mellem tre forskellige situationer:

a) Grundlaget for udstedelsen af den europæiske arrestordre er en endelig dom: I så fald skal

den pågældende overføres til den udstedende stat, enten efter at retsforfølgningen i

fuldbyrdelseslandet er afsluttet, eller når den af dette land idømte straf er fuldbyrdet.

b) Grundlaget for udstedelsen af arrestordren er en kendelse eller en udeblivelsesdom: I

dette tilfælde er det nødvendigt at give den verserende sag forrang, således at

udstedelseslandet snarest muligt kan træffe en endelig afgørelse. Den pågældende skal

derfor overføres til den udstedende medlemsstat, som derefter skal tilbageføre

vedkommende til fuldbyrdelseslandet til afsoning af sin straf efter sagens

færdigbehandling.

Alt efter omstændighederne kan det naturligvis være nærliggende at anvende

videokonferencer under sagens prøvning.

c) Når den pågældende retsforfølges samtidig i begge medle msstater, men for forskellige

lovovertrædelser, er det ønskeligt, at vedkommende kan overføres foreløbigt, således at

de to retslige myndigheder snarest muligt kan træffe en endelig afgørelse. Alt efter hvor

langt hver af sagerne er nået, opfordres de to medlemsstaters retslige myndigheder til at

enes om at overføre den pågældende, om fornødent flere gange, for at fremme sagens

afvikling. Også her bør det overvejes at benytte videokonferencer.

Stk. 4 bygger på bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, i Den Europæiske Unions konvention om

gensidig retshjælp fra 2000.

Når en medlemsstat har fået en europæisk arrestordre fuldbyrdet, skal den sikre sig, at den

pågældende siden fremstilles for fuldbyrdelseslandets retslige myndighed. Det kan i givet fald

være hensigtsmæssigt for det udstedende land at fuldbyrde fuldbyrdelseslandets dom på sit

område. Alle de sagsakter, der er nødvendigt for dommens fuldbyrdelse, skal i så fald

fremsendes af fuldbyrdelseslandets kompetente myndighed.

Hvis arten af de lovovertrædelser, for hvilke den pågældende retsforfølges i et af de to lande,

åbner mulighed herfor, opfordres de retslige myndigheder til at overveje muligheden for, at

det andet lands retslige myndigheder giver afkald på retsforfølgning i overensstemmelse med

artikel 21 i den europæiske konvention om gensidig retshjælp fra 1959, således at de to sager

forenes. Der erindres i den forbindelse om bestemmelserne i den europæiske konvention om

overførsel af retsforfølgning i straffesager af 19. maj 1972 samt aftalen mellem

medlemsstaterne om overførsel af retsforfølgning i straffesager af 6. november 1990.

Artikel 40 – Konkurrerende anmodninger

Denne artikel omhandler en situation, der er mere kompliceret end den ovennævnte, hvor den

person, der søges anholdt, er genstand for flere europæiske arrestordrer udstedt samtidig for

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forskellige lovovertrædelser af flere medlemsstaters retslige myndigheder. Denne situation

kan i øvrigt opstå samtidig med den ovennævnte.

I dette spørgsmål følger rammeafgørelsen i alt væsentligt de almindelige bestemmelser i

artikel 17 i den europæiske udleveringskonvention fra 1957. Henvisningen til den

pågældendes nationalitet er dog bortfaldet. Desuden opstilles et princip om snævert samråd

mellem de berørte medlemsstaters retslige myndigheder, således at de hver især snarest

muligt kan iværksætte retsforfølgning og træffe endelige afgørelser. Dette samråd mellem de

berørte myndigheder skal bygge på bestemmelserne i artikel 39.

Desuden skal Eurojust konsulteres i disse tilfælde.

I relationerne med tredjelande, der også måtte søge den pågældende anholdt, gælder det

princip om, at fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre skal gives forrang, som var

indeholdt i den italiensk-spanske traktat, ikke over for de tredjelande, der er parter i

1957-konventionen, idet man ikke har ønsket at påvirke relationerne mellem medlemsstaterne

og de andre signatarstater og i særdeleshed ikke handle i strid med artikel 17 i denne

konvention. Hvis man ønskede at give den europæiske arrestordre forrang, selv om den

konkurrerer med en udleveringsanmodning fra et tredjeland, der er part i konventionen, ville

man være nødt til at ændre denne.

Er der derimod tale om en udleveringsanmodning fra et andet tredjeland, er reglen den, at

fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre skal have forrang. Dette valg retfærdiggøres af, at

proceduren for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre vil være enkel og hurtig, mens

relationerne med tredjelande fortsat følger de traditionelle og mere langsommelige

udleveringsmekanismer. I sidste instans vil det være op til tredjelandene at rette deres

udleveringsanmodning til det land, hvis retslige myndigheder har udstedt den europæiske

arrestordre.

Med hensyn til stk. 4, der omhandler eventuelle konflikter mellem en europæisk arrestordre

og en overgivelsesanmodning fra en international domstol, bliver det nødvendigt, at de

berørte medlemsstater indleder samråd under overholdelse af de indgåede internationale

forpligtelser.

Artikel 41 – Andre lovovertrædelser

Med denne artikel ophæves specialitetsreglen. De eneste begrænsninger i denne undtagelse er

de lovovertrædelser, der er opregnet på den i artikel 27 omhandlede negativliste, og de

situationer, der er nævnt i artikel 28 (det udstedende lands udøvelse af en eksterritorial

kompetence) eller artikel 30 (amnesti).

Artikel 42 – Overlevering af ejendom

Denne artikel er taget direkte fra 1957-konventionen ud fra ønsket om at bevare de

eksisterende regler på området. Den skal fortolkes i lyset af de særlige bestemmelser i

2000-konventionen om gensidig retshjælp i straffesager, navnlig artikel 7.

Kapitel VI: Forholdet til andre retsakter

Artikel 43 – Forholdet til andre retsakter

Denne artikel tager sigte på at tage højde for de vigtige ændringer, der indføres med

rammeafgørelsen, i relationerne mellem medlemsstaterne. Anvendelsen af alle retsakter

angående udlevering afløses i forholdet medlemsstaterne imellem af brugen af den

europæiske arrestordre. Det indebærer, at medlemsstaterne skal fremsende en meddelelse til

Europarådets generalsekretær i overensstemmelse med artikel 28 i 1957-konventionen. Også

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

1977-konventionen om terrorisme berøres, hvad angår dens bestemmelser om udlevering,

eftersom princippet om dobbelt strafbarhed er ophævet.

I øvrigt skal bestemmelser angående udlevering i EU-retsakter om, at en medlemsstat, der

nægter at udlevere egne statsborgere, skal forelægge sagen for sine straffemyndigheder

, ikke

længere anvendes, når rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre er trådt i kraft. De

tekster, der er indgået mellem nogle EU-lande (Benelux-konventionen, de nordiske landes

bilaterale traktater og love), berøres ikke, hvad angår de bestemmelser i dem, der er mere

gunstige. Det vil være op til disse lande at afgøre, om de vil udvide den europæiske

arrestordres anvendelsesområde i deres indbyrdes forhold for at fastholde det hidtidige

niveau.

Artikel 44 – Forholdet til Schengen-konventionens bestemmelser

Hele denne rammeafgørelse er en udbygning af Schengen-reglerne. Bestemmelserne i artikel

59-66, der henviser til udleveringsprocedurerne, ophæves dog, og det samme er tilfældet med

artikel 95, eftersom bestemmelserne i artikel 95, stk. 2, herefter er afløst af den europæiske

arrestordre, og de tilfælde, hvor der tages forbehold ("flag"), begrænses. Det samme gælder

artikel 94, stk. 4, for så vidt angår udleveringsanmodninger.

Aftalen mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongerige Norge

af 18. maj 1999 finder anvendelse på denne rammeafgørelse.

Kapital VII: Praktiske bestemmelser

Artikel 45 - Gennemrejse

Denne tekst bygger til dels på bestemmelserne i artikel 16 i Den Europæiske Unions

konvention fra 1996, som udvides.

Ingen medlemsstat kan nægte en person, mod hvem der er udstedt en europæisk arrestordre,

gennemrejse på dens område. Enhver medlemsstat skal systematisk underrettes om enhver

gennemrejse gennem dens område, og den kan beslutte, at der skal iværksættes særlige

sikkerhedsforanstaltninger under gennemrejsen. Den kan eventuelt lade kun udstedelses- eller

fuldbyrdelseslandets myndigheder ledsage den pågældende på dens område.

Følgende papirer skal ledsage den pågældende:

– identitetsdokumenter

– den europæiske arrestordre med oversættelse

– den fuldbyrdende retslige myndigheds afgørelse med oversættelse.

Bestemmelserne om overflyvning i 1996-konventionen er gengivet uændret.

Bestemmelserne i denne rammeafgørelse påvirker ikke relationerne med de tredjelande, som

eventuelt gennemrejses ved fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre. I det omfang, hvor de

sædvanlige dokumenter fra udleveringsproceduren er bortfaldet, vil det dog i så fald være

nødvendigt forud for gennemrejsen at sikre, at myndighederne i det land, der rejses igennem,

stiller sig tilfreds med den europæiske arrestordre i stedet for de sædvanligvis krævede

dokumenter.

F.eks. artikel 10, stk. 1, litra ), i Rådets rammeafgørelse 2001/413/JAI af 28.5.2001 (EFT L 149 af

2.6.2001).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 46 – Fremsendelse af dokumenter

Bestemmelserne i denne artikel er taget fra artikel 6 i Den Europæiske Unions konvention om

gensidig retshjælp (29. maj 2000). Der er tale om en betydelig nyskabelse, idet den

europæiske arrestordre kan fremsendes ved ethvert middel, bl.a. med telefax eller elektronisk

post, på betingelse af, at ægtheden kan kontrolleres og der er sikkerhed for fuld fortrolighed.

Fremsendelsen af den europæiske arrestordre skal ske efter de ordninger, medlemsstaterne

indfører i forbindelse med konventionen om gensidig retshjælp (jf. de forklarende

bemærkninger til artikel 6) "for at få fastlagt præcise fremgangsmåder for kontrol af

anmodningernes ægthed, når de fremsendes med telefax, elektronisk post eller andet

telekommunikationsmiddel".

I det omfang, hvor den europæiske arrestordre i sig selv udgør et tilstrækkeligt

fuldbyrdelsesgrundlag, er fremsendelsen og ægthedskontrollen i øvrigt meget forenklet. Det

er hovedsagelig i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 32 (supplerende oplysninger), at der

kan opstå spørgsmål om fremsendelse og ægthed. De afklares efter fælles overenskomst ved

direkte kontakt mellem medlemsstaternes retslige myndigheder, eventuelt med bistand fra de

centrale myndigheder.

Artikel 47 - Sprog

Den europæiske arrestordre fremsendes på den udstedende eller den fuldbyrdende

medlemsstats sprog. På dette punkt afviger rammeafgørelsen ikke fra den europæiske

udleveringskonvention fra 1957.

Derimod bygger rammeafgørelsen på traktaten mellem Italien og Spanien, når den pålægger

fuldbyrdelseslandets centrale myndighed at sørge for en oversættelse af arrestordren og om

fornødent alle nødvendige sagsakter til dette lands sprog.

Artikel 48 - Udgifter

Rammeafgørelsen indeholder en mindre ændring i form af en forenkling af bestemmelserne i

artikel 24 i den europæiske udleveringskonvention fra 1957.

Princippet er, at alle udgifter på fuldbyrdelseslandets område skal afholdes af dette, mens

transportudgifter og alle andre udgifter påhviler udstedelseslandet.

Kapital VIII: Beskyttelsesklausul

Artikel 49 - Beskyttelsesklausul

Systemet med den europæiske arrestordre kan kun fungere, når der er fuld tillid mellem

medlemsstaterne med hensyn til det politiske systems og retsvæsenets kvalitet og

pålidelighed. Derfor må en medlemsstat ensidigt kunne beslutte at suspendere anerkendelsen

af europæiske arrestordrer udstedt af en anden medlemsstat, når denne mistænkes for

alvorlige og gentagne krænkelser af grundlæggende rettigheder som omhandlet i artikel 6 i

traktaten om Den Europæiske Union. Der skal i så fald afgives en erklæring til Rådet og til

Kommissionen. Denne erklæring kan være med til at udløse den i EU-traktatens artikel 7

nævnte procedure. Hvis proceduren efter denne artikel imidlertid ikke udløses inden for en

frist på seks måneder, skal suspensionen af anerkendelsen af den europæiske arrestordre

ophøre.

Hvis der gøres brug af denne artikel, er det fuldbyrdelseslandet, der ud fra omstændighederne

skal afgøre, om den pågældende skal retsforfølges på dets område for de handlinger, der

dannede grundlag for udstedelsen af den europæiske arrestordre.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Denne artikel bør imidlertid kun anvendes i en overgangsperiode under afventning af, at der

eventuelt træffes beslutning om anvendelse af artikel 7 over for den pågældende medlemsstat.

Kapitel IX: Afsluttende bestemmelser

Artikel 50 - Offentliggørelse

Oplysninger angående den centrale myndighed og dens kompetence i henhold til artikel 5 skal

offentliggøres før rammeafgørelsens ikrafttræden.

"Negativlisten" over lovovertrædelser, for hvilke en stat kan erklære at afvise at anerkende

den europæiske arrestordre, skal offentliggøres. Enhver ændring i denne liste skal meddeles

Rådets generalsekretær og Kommissionen senest tre måneder, før den træder i kraft. Rådets

generalsekretær underretter de andre medlemsstater om enhver ændring i denne liste. Sådanne

ændringer skal også offentliggøres.

Artikel 51, 52 og 53 giver ikke anledning til særlige bemærkninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

2001/0215 (CNS)

Forslag til

RÅDETS RAMMEAFGØRELSE

om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem medlemsstaterne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 29,

artikel 31, litra a) og b), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet

, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Oprettelsen af et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er baseret på

gensidig tillid til medlemsstaternes strafferetlige systemer. Disse systemer er baseret

på principperne om frihed, demokrati samt retsstatsprincippet, og de overholder de

grundlæggende rettigheder, der er sikret ved den europæiske konvention til beskyttelse

af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 og

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Alle eller nogle af medlemsstaterne har tiltrådt en række af de eksisterende

konventioner på dette område. Det gælder f.eks. den europæiske konvention om

udlevering af 13. december 1957 og den europæiske konvention af 27. januar 1977 om

bekæmpelse af terrorisme. De nordiske lande har lignende udleveringsregler.

Endvidere er følgende tre konventioner, der helt eller delvis omhandler udlevering,

blevet godkendt af medlemsstaterne og er en del af gældende EU-ret, nemlig:

konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985

om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser mellem de medlemsstater,

der har tiltrådt konventionen

, konventionen af 10. marts 1995 om en forenklet

udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

konventionen af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions

medlemsstater

For at fjerne den kompleksitet og risiko for forsinkelser, der er en følge af de

nuværende udleveringsregler, er det nødvendigt at indføre en ny forenklet ordning for

overgivelse af personer med henblik på retsforfølgning og straffuldbyrdelse. En sådan

(2)

(3)

(4)

EFT

EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19.

EFT C 78 af 30.3.1995, s. 1.

EFT C 313 af 13.10.1996. s. 11.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ordning skal erstatte de traditionelle udleveringsordninger, der ikke længere opfylder

kravene i et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor de nationale

grænsers betydning gradvist mindskes.

(5)

Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, skal erstatte de

traditionelle udleveringsordninger og skal have samme anvendelsesområde som det

multilaterale udleveringssystem, der bygger på den europæiske konvention om

udlevering af 13. december 1957.

Da dette mål ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes i medlemsstaterne og derfor af

gensidighedsgrunde bedre kan gennemføres på EU-niveau, kan Rådet for Den

Europæiske

Union

vedtage

foranstaltninger

overensstemmelse

med

subsidiaritetsprincippet, således som det fremgår af artikel 2 i EU-traktaten og

artikel 5 i EF-traktaten. I overensstemmelse med proportio nalitetsprincippet, således

som det fremgår af sidstnævnte artikel, går denne rammeafgørelse ikke videre, end

hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

Den europæiske arrestordre er baseret på princippet om gensidig anerkendelse. Hvis

en retslig myndighed i en medlemsstat anmoder om at få overgivet en person med

henblik på retsforfølgning for en lovovertrædelse, der kan straffes med

frihedsberøvelse på mindst tolv måneder, eller med henblik på fuldbyrdelse af en

straffedom, der indebærer frihedsberøvelse i mindst fire måneder, skal myndighederne

i den anden medlemsstat i princippet efterkomme denne anmodning.

En beslutning om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal underkastes

tilstrækkelig kontrol, hvilket betyder, at en retslig myndig i den medlemsstat, hvor den

pågældende person er blevet arresteret, skal træffe beslutning om fuldbyrdelse af

arrestordren.

De centrale myndigheders rolle i fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal

begrænses til praktisk og administrativ støtte og til de situationer, hvor de centrale

myndigheder har bedre mulighed for at træffe beslutning end en retslig myndighed.

Der er behov for en fælles udformning af en europæisk arrestordre, således at den

retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet kan afgøre, om arrestordren kan fuldbyrdes,

uden at der er behov for yderligere dokumenter.

For at sikre en effektiv procedure og forudsat, at fuldbyrdelsen af arrestordren ikke

medfører en krænkelse af de grundlæggende rettigheder, bør det kun være muligt at

afvise at fuldbyrde en europæisk arrestordre i klart definerede tilfælde.

Da en europæisk arrestordre er baseret på ideen om et unionsborgerskab efter

artikel 17-22 i EF-traktaten, bør den undtagelse, der gælder for medlemsstaternes egne

statsborgere i de traditionelle udleveringsordninger, ikke gælde i det fælles område

med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Enhver unionsborger bør uanset nationalitet

kunne retsforfølges og dømmes på det sted i Den Europæiske Union, hvor den

strafbare handling har fundet sted.

Der bør imidlertid tages behørig højde for, at en person, der afsoner en fængselsstraf,

får mulighed for at blive reintegreret i samfundet. Det bør derfor være muligt at afsone

en fængselsstraf i den medlemsstat, hvor den pågældende person har de bedste chancer

for at blive reintegreret.

(6)

(7)

(8)

(9)

(10)

(11)

(12)

(13)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(14)

En følge af princippet om gensidig anerkendelse er, at betingelsen om dobbelt

strafbarhed og specialitetsreglen ophæves. Når fuldbyrdelsen af en arrestordre for en

given adfærd er i modstrid med de visse omstændigheder i en medlemsstats

retssystem, skal medlemsstaten have mulighed for at tage forbehold hvad angår disse

overtrædelser. Det kan ske ved at give medlemsstaterne mulighed for at udarbejde en

"negativliste" over lovovertrædelser, for hvilke fuldbyrdelse af en europæisk

arrestordre er udelukket.

Fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre kan begrænses i de tilfælde, hvor en

medlemsstat udøver eksterritorial kompetence for handlinger, der ikke betragtes som

overtrædelser i fuldbyrdelsesstaten.

Den europæiske arrestordre er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne.

Anvendelsen af en sådan mekanisme kan kun suspenderes, hvis en af medlemsstaterne

groft overtræder princippet i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket

kan føre til anvendelse af samme traktats artikel 7.

Den europæiske arrestordre skal erstatte alle hidtidige instrumenter om udlevering,

herunder bestemmelserne i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, der

vedrører dette område

Alle medlemsstater har ratificeret Europarådets konvention af 28. januar 1981 om

beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med automatisk databehandling af

personoplysninger. De personoplysninger, der behandles som led i gennemførelsen af

denne rammeafgørelse, vil blive beskyttet efter principperne i denne konvention.

Hvad angår Republikken Island og Kongeriget Norge er denne rammeafgørelse en

udvikling af Schengen-reglerne ifølge aftalen af 17. maj 1999 indgået mellem Rådet

for Den Europæiske Union og disse to stater

Denne rammeafgørelse skal overholde de grundlæggende rettigheder og de principper,

som bl.a. anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

navnlig kapitel VI.

(15)

(16)

(17)

(18)

(19)

(20)

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 59-66, artikel 94, stk. 4, og artikel 95 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af

19.6.1990, EFT L 239 af 22.9.2000.

EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel I: Almindelige principper

Artikel 1 – Formål

Formålet med denne rammeafgørelse er at fastsætte regler for, hvordan medlemsstaterne på

deres område skal fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt af en retslig myndighed i

en anden medlemsstat.

Artikel 2 - Anvendelsesområde

Der kan udstedes en europæisk arrestordre for:

(a)

fuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag eller en udeblivelsesdom, der medfører

frihedsberøvelse, eller en sikkerhedsforanstaltning af mindst fire måneders varighed i

udstedelsesstaten

andre eksigible retsafgørelser i straffesager, der medfører frihedsberøvelse og

vedrører en lovovertrædelse, der straffes med frihedsberøvelse, eller en

sikkerhedsforanstaltning af mindst tolv måneders varighed i udstedelsesstaten.

Artikel 3 - Definitioner

Følgende definitioner gælder i denne rammeafgørelse:

(a)

“Europæisk arrestordre”:

en anmodning udstedt af en retslig myndighed i en

medlemsstat til en anden medlemsstat om bistand til eftersøgning, anholdelse,

tilbageholdelse og overgivelse af en person, for hvem der er afsagt en dom eller

truffet en retsafgørelse efter artikel 2

"retslig myndighed i udstedelseslandet":

en dommer eller offentlig anklager i den

medlemsstat, der har udstedt en europæisk arrestordre

"retslig myndighed i fuldbyrdelseslandet":

en dommer eller offentlig anklager i den

medlemsstat, på hvis område den eftersøgte person opholder sig, og som træffer

beslutning om at fuldbyrde en europæisk arrestordre

“udeblivelsesdom”

er en dom afsagt af en domstol i en straffesag, uden at den dømte

var personligt til stede under retsforhandlingerne. Som udeblivelsesdomme betragtes

derimod ikke afgørelser truffet vedrørende en person, der rent faktisk er blevet

indstævnet inden for en frist, der skulle give vedkommende mulighed for at

forberede sit forsvar, og som forsætligt har unddraget sig sin pligt til fremmøde, uden

at lade sig repræsentere, og uden at vedkommendes fravær eller manglende

underretning af domstolen beror på forhold, han eller hun ikke har nogen indflydelse

på

"sikkerhedsforanstaltning"

er enhver beslutning om frihedsberøvelse, som er truffet

af en kriminalret i forbindelse med eller i stedet for fængselsstraf

“eftersøgt person”

er en person, for hvilken der er udstedt en europæisk arrestordre.

(b)

(c)

(d)

(e)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 4 - Kompetente retslige myndigheder

Medlemsstaterne skal i henhold til gældende national lovgivning udpege de retslige

myndigheder, der er kompetente til

(a)

(b)

at udstede en europæisk arrestordre

at træffe afgørelse efter del 4 i kapitel II, uden at det berører artikel 5, stk. 4.

Artikel 5 - Central myndighed

Medlemsstaterne skal udpege en central myndighed eller, hvis forfatningen kræver

det, flere centrale myndigheder med henblik på denne rammeafgørelse.

Den centrale myndighed skal bistå den kompetente retslige myndighed. Den centrale

myndighed skal navnlig sørge for oversættelse og stille administrative og praktiske

faciliteter samt generel information til rådighed.

Medlemsstaterne kan beslutte, at den centrale myndighed skal være ansvarlig for den

praktiske fremsendelse og modtagelse af den europæiske arrestordre og for anden

officiel korrespondance i den henseende.

Medlemsstaterne kan bestemme, at den centrale myndighed træffer afgørelse i

spørgsmål, der falder ind under artikel 31, 37 og 38.

Medlemsstaterne skal sikre, at den eftersøgte person får mulighed for at fremsætte

sine bemærkninger til den centrale myndighed, før denne træffer afgørelse.

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet træffer afgørelse om fuldbyrdelse af

den europæiske arrestordre på grundlag af den centrale myndigheds afgørelse.

Artikel 6 - Den europæiske arrestordres indhold

Den europæiske arrestordre skal indeholde de oplysninger, der fremgår af bilaget:

(a)

(b)

(c)

(d)

den eftersøgte persons identitet

angivelse af den retslige myndighed i udstedelseslandet

angivelse af, om der foreligger en endelig dom eller en anden eksigibel afgørelse

efter artikel 2

angivelse af, om den europæiske arrestordre er en følge af en udeblivelsesdom, og i

bekræftende fald oplysninger om adgangen til at gøre indsigelse og om den gældende

procedure i overensstemmelse med artikel 35, stk. 1, andet afsnit

lovovertrædelsens art og strafferetlige klassificering

en beskrivelse af de omstændigheder, under hvilke lovovertrædelsen er begået,

herunder tid, sted og den eftersøgte persons delagtighed

(e)

(f)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(g)

(h)

(i)

den idømte straf, hvis der er tale om en endelig dom, og i modsat fald den

foreskrevne strafferamme

eventuelle andre konsekvenser af lovovertrædelsen

angivelse af, om den eftersøgte person allerede har været anholdt for den samme

lovovertrædelse og løsladt, eller om eftersøgte er løsladt efter varetægtsfængsling på

betingelse af fremmøde, eller eventuelt er undveget fra fængsel.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel II:

Procedure

FSNIT

1 – A

LMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 7 - Kommunikation mellem myndigheder

Når det sted, hvor den eftersøgte person opholder sig, er kendt, fremsender den

udstedende retslige myndighed den europæiske arrestordre direkte til den retslige

myndighed i fuldbyrdelseslandet.

Bestemmelserne i stk. 1 udelukker ikke, at den europæiske arrestordre eller

oplysninger om arrestordren og dennes fuldbyrdelse fremsendes

(a)

(b)

(c)

fra en central myndighed i en medlemsstat til en central myndighed i en anden

medlemsstat

fra en retslig myndighed i en medlemsstat til en central myndighed i en anden

medlemsstat, eller

fra en central myndighed i en medlemsstat til en retslig myndighed i en anden

medlemsstat.

FSNIT

2 – B

RUG AF

CHENGEN

INFORMATIONSSYSTEMET

Artikel 8 - Indberetning

Hvis det ikke vides, hvor den eftersøgte person opholder sig, kan den retslige myndighed i

udstedelseslandet anmode om, at der optages en indberetning i Schengen-

informationssystemet (SIS) med henblik på anholdelse og overgivelse af den pågældende

person.

Den indberetning og de oplysninger, der er nævnt i artikel 6, skal afgives af den centrale

nationale myndighed, der har ansvaret. Både indberetningen og oplysningerne skal

fremsendes med det hurtigste og mest sikre middel.

Artikel 9 - Forbehold

Når et fuldbyrdelsesland mener, at indberetningen er omfattet af artikel 27, 28, 30

eller 31, eller hvis der er bevilget en midlertidig løsladelse efter artikel 14, kan der

efterfølgende indsættes et forbehold i informationssystemet, således at den

europæiske arrestordre ikke vil blive fuldbyrdet på dens område. Dette skal i givet

fald ske efter forudgående høring af de andre medlemsstater.

Hvis der på grund af bestemmelserne i stk. 1 ikke kan foretages anholdelse, må

forbeholdet betragtes som en oplysning om den eftersøgte persons opholdssted.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

FSNIT

3 – A

NHOLDELSE OG VARETÆGTSFÆNGSLING

Article 10 - Tvangsforanstaltning

Fuldbyrdelseslandet kan træffe nødvendige og proportionelle tvangsforanstaltninger over for

en eftersøgt person under overholdelse af gældende national lovgivning, herunder de

bestemmelser om retlig kontrol, der finder anvendelse, når en person anholdes med henblik på

udlevering.

Artikel 11 - Den eftersøgtes rettigheder

Når en eftersøgt person anholdes på en anden medlemsstats område, skal den

kompetente myndighed i sidstnævnte stat i overensstemmelse med national

lovgivning informere den pågældende person om arrestordren og dens indhold og om

muligheden for at samtykke i at blive overgivet til den retslige myndighed i

udstedelseslandet.

Fra det øjeblik en eftersøgt person anholdes med henblik på fuldbyrdelse af en

europæisk arrestordre, har den pågældende person ret til at lade sig bistå af en

advokat og om nødvendigt af en tolk.

Artikel 12 - Underretning af de retslige myndigheder

Den retslige myndighed i udstedelseslandet og den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet

skal straks underrettes om anholdelsen.

Artikel 13 - Kontrol og suspension

Straks efter underretning om en anholdelse skal den retslige myndighed i

udstedelseslandet meddele den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet, om den

europæiske arrestordre opretholdes.

Hvis den retslige myndighed i udstedelseslandet ikke opretholder den europæiske

arrestordre, skal den anholdte person straks løslades.

Den retslige myndighed i udstedelseslandet kan beslutte at suspendere den

europæiske arrestordre mod tilsagn fra den anholdte person om frivilligt at give

møde på et nærmere fastsat tidspunkt og sted. Et sådant tilsagn indhentes af den

retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet og meddeles den retslige myndighed i

udstedelseslandet. Udstedelseslandet kan efterfølgende indsætte et forbehold i

Schengen-informationssystemet. Hvis den anholdte person ikke opfylder sin

forpligtelse til at give møde, kan den retslige myndighed i udstedelseslandet igen

gøre den europæiske arrestordre eksigibel og supplere oplysningerne i den

europæiske arrestordre, navnlig hvad angår de oplysninger, der er nævnt i artikel 6,

stk. 1, litra i). Den pågældende person skal informeres om følgerne af ikke at opfylde

sin forpligtelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 14 - Midlertidig løsladelse

Når en person anholdes på basis af en europæisk arrestordre, skal den retslige

myndighed i udstedelseslandet afgøre, om den pågældende person fortsat skal være

varetægtsfængslet.

Hvis den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet har grund til at tro, at den

anholdte ikke vil undvige, ikke vil begå flere lovovertrædelser eller ødelægge

bevismateriale vedrørende den(de) overtrædelse(-r), der har givet anledning til den

europæiske arrestordre, og hvis den anholdte person forpligter sig til at forblive til

rådighed med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, kan den retslige

myndighed i fuldbyrdelseslandet beslutte at løslade personen, indtil der er fastsat en

senere dato i aftalen mellem udstedelseslandet og fuldbyrdelseslandet. Løsladelsen

skal om nødvendigt betinges af, at den anholdte person overholder visse betingelser,

som den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet fastsætter i overensstemmelse med

fuldbyrdelseslandets lovgivning.

Den anholdte person skal informeres om følgerne af ikke at overholde forpligtelsen

til at forblive til rådighed med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre.

Hvis den eftersøgte person ikke overholder forpligtelsen til at forblive til rådighed

med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, underretter den retslige

myndighed i fuldbyrdelseslandet den retslige myndighed i udstedelseslandet derom. I

det tilfælde kan sidstnævnte supplere oplysningerne i den europæiske arrestordre,

navnlig hvad angår de oplysninger, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, litra i).

FSNIT

4 – R

ETLIG PROCEDURE FOR UDLEVERING

Artikel 15 - Undersøgelse af den europæiske arrestordre

Den europæiske arrestordre skal forelægges den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet så

hurtigt som muligt og under alle omstændigheder senest ti dage efter anholdelsen.

Artikel 16 – Samtykke til udlevering

Hvis den anholdte person giver sit samtykke til udlevering, skal vedkommende

overgives efter reglerne i artikel 23.

Samtykke skal afgives til den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet i

overensstemmelse med national lovgivning.

Der skal indhentes samtykke på en måde, der sikrer, at den pågældende person

frivilligt har samtykket og har fuldt kendskab til følgerne deraf.

Samtykke skal registreres i overensstemmelse med den lovgivning, der er gældende i

den fuldbyrdende medlemsstat.

Samtykke kan ikke tilbagekaldes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Samtykke skal straks meddeles den retslige myndighed i udstedelseslandet.

Artikel 17 - Tidligere løsladelse

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet skal straks fuldbyrde en europæisk

arrestordre uden høring ved domstolen og uden at kontrollere, om den eftersøgte

person har samtykket, når den eftersøgte person er undveget eller har unddraget sig

sin pligt til at møde op efter

(a)

(b)

(c)

straks at være blevet løsladt

at være blevet løsladt efter en varetægtsfængsling

at have været omfattet af bestemmelserne om suspension af den europæiske

arrestordre efter artikel 13, stk. 3, eller midlertidig løsladelse efter artikel 14.

Hvis den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet har grund til at antage, at den

eftersøgte person efter stk. 1 falder ind under et af tilfældene i artikel 27-34, skal

myndigheden forelægge sagen for en domstol efter reglerne i artikel 18.

Hvis fuldbyrdelsen finder sted ifølge stk. 1, kan den eftersøgte person ved en domstol

anfægte de grunde, der ligger til grund for anvendelsen af stk. 1.

Artikel 18 - Fremstilling for en dommer

En domstol i fuldbyrdelseslandet afgør, om den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes efter

et retsmøde, der afholdes efter de gældende strafferetlige procedureregler i

fuldbyrdelseslandet:

(a) hvis den eftersøgte person ikke giver sit samtykke til udlevering

(b) i sager omfattet af bestemmelserne i artikel 17, stk. 2 og 3.

Den udstedende medlemsstat kan lade sig repræsentere eller fremsætte bemærkninger for

domstolen.

Artikel 19 - Supplerende oplysninger

Hvis den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet finder, at de oplysninger, udstedelseslandet

har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til at beslutte, om en europæisk arrestordre skal

fuldbyrdes, anmoder myndigheden straks om de nødvendige supplerende oplysninger, og den

kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af sådanne oplysninger.

Artikel 20 – Frist for at træffe afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre

Afgørelsen om, hvorvidt den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, skal træffes så hurtigt

som muligt, og under alle omstændigheder senest 90 kalenderdage efter anholdelse af den

eftersøgte person.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 21 – Afvisning af udlevering og fristens udløb

Hvis de retslige myndigheder i fuldbyrdelseslandet afviser at overgive eftersøgte,

eller hvis der ikke træffes afgørelse om overgivelse af eftersøgte inden for den frist,

der er fastsat i artikel 20, skal den anholdte person straks løslades, medmindre det er

nødvendigt fortsat at holde vedkommende varetægtsfængslet ifølge artikel 33 eller på

grund af andre lovovertrædelser.

Enhver afvisning af at fuldbyrde en europæisk arrestordre og enhver overskridelse af

fristen efter artikel 20 skal begrundes.

Artikel 22 – Meddelelse af afgørelsen om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet skal straks give den retslige myndighed i

udstedelseslandet meddelelse om, hvorvidt den europæiske arrestordre vil blive fuldbyrdet.

Artikel 23 – Frist for udlevering af den eftersøgte person

Den eftersøgte person skal overgives så hurtigt som muligt på en dato, der fastsættes

af de implicerede myndigheder.

Bortset fra bestemmelserne i stk. 3 skal den eftersøgte person udleveres senest tyve

kalenderdage efter:

(a)

(b)

(c)

den anholdte persons samtykke

afgørelsen fra den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet efter artikel 17,

stk. 1, eller

afgørelsen fra domstolen efter artikel 18 om at fuldbyrde den europæiske

arrestordre.

Når denne periode er udløbet, skal den pågældende person, hvis denne tilbageholdes,

løslades på fuldbyrdelseslandets område.

Hvis det på grund af omstændigheder, der ikke kan tilskrives fuldbyrdelseslandet,

viser sig umuligt at overgive den eftersøgte person inden for den frist, der er fastsat i

stk. 2, skal den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet straks underrette den

retslige myndighed i udstedelseslandet og aftale en ny dato for udlevering. I det

tilfælde skal overgivelsen ske inden for en frist på tyve kalenderdage fra den således

fastsatte dato.

Hvis den pågældende person stadig efter udløbet af denne frist tilbageholdes, skal

vedkommende løslades, medmindre forsinkelsen skyldes vedkommendes personlige

situation.

Fristerne i stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse, når artikel 39, stk. 1, 2 og 4 finder

anvendelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 24 - Fratrækning af varetægtsperioden i den samlede straf

Udstedelseslandet skal fratrække enhver frihedsberøvelse i forbindelse med

fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre fra den samlede periode med

frihedsberøvelse.

I den forbindelse skal alle oplysninger om varigheden af den eftersøgte persons

frihedsberøvelse på grundlag af den europæiske arrestordre fremsendes til

udstedelseslandet.

Artikel 25 – Den europæiske arrestordres udløb

Den retslige myndighed i udstedelseslandet skal sørge for, at den europæiske arrestordre

sættes ud af kraft fra datoen for overgivelse, og hver gang det er nødvendigt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel III – Grunde til at nægte fuldbyrdelse

Artikel 26 - Almindelige bestemmelser

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet kan afvise at fuldbyrde en europæisk

arrestordre af de grunde, der er beskrevet i artikel 27-34.

Artikel 27 - Undtagelser

Uden at det berører målet i EU-traktatens artikel 29 kan enhver medlemsstat udarbejde en

udtømmende liste over handlinger, der i nogle medlemsstater opfattes som lovovertrædelser,

men for hvilke medlemsstatens retslige myndigheder skal afvise at fuldbyrde en europæisk

arrestordre, fordi det ville være i modstrid med landets grundlæggende retsprincipper.

Denne liste og eventuelle ændringer skal offentliggøres i

De Europæiske Fællesskabers

Tidende

mindst tre måneder, før en medlemsstat kan påberåbe sig bestemmelserne i stk. 1 for

den pågældende handling.

Artikel 28 - Territorialitetsprincippet

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet kan afvise at fuldbyrde en europæisk

arrestordre, der er udstedt for en handling, som i henhold til fuldbyrdelseslandets lovgivning

ikke betragtes som en lovovertrædelse, og som end ikke delvis er begået på udstedelseslandets

område.

Artikel 29 - Ne bis in idem

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet skal afvise at fuldbyrde en europæisk

arrestordre, hvis en retslig myndighed i fuldbyrdelseslandet har afsagt endelig dom for

den eftersøgte person for den lovovertrædelse, som har givet anledning til udstedelsen

af den europæiske arrestordre.

Fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal afvises, hvis de retslige myndigheder i

fuldbyrdelseslandet har besluttet enten ikke at indlede eller at afslutte proceduren

vedrørende den lovovertrædelse, som har givet anledning til udstedelsen af en

europæisk arrestordre.

Artikel 30 - Benådning og amnesti

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet kan afvise at fuldbyrde en europæisk

arrestordre vedrørende en lovovertrædelse, der er omfattet af benådningsregler i

fuldbyrdelseslandet, når sidstnævnte har kompetence til at retsforfølge den pågældende

handling ifølge landets egne strafferetlige regler.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 31 - Immunitet

Fuldbyrdelseslandet skal afvise at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis landets retssystem

giver den eftersøgte person immunitet.

Artikel 32 - Manglende oplysninger

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet kan afvise at fuldbyrde en europæisk

arrestordre, hvis:

(a)

(b)

den europæiske arrestordre ikke indeholder de oplysninger, der er anført i artikel 6

det er umuligt at fastslå den eftersøgte persons identitet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel IV – Grunde til at afvise overgivelse

Artikel 33 - Reintegrationsprincippet

Fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre for en eftersøgt person kan afvises, hvis

personen vil have bedre muligheder for at blive reintegreret i fuldbyrdelseslandet, og

hvis vedkommende samtykker i at afsone sin straf der.

I det tilfælde skal den straffedom, der er afsagt i udstedelseslandet, afsones i

fuldbyrdelseslandet i overensstemmelse med gældende lovgivning der. Den

straffedom, der er afsagt af udstedelseslandet, kan ikke erstattes af en straf idømt

efter gældende lovgivning i fuldbyrdelseslandet for samme lovovertrædelse.

Den endelig dom, på grundlag af hvilken den europæiske arrestordre er udstedt, samt

alle nødvendige dokumenter skal sendes til den kompetente retslige myndighed i

fuldbyrdelseslandet med henblik på fuldbyrdelse.

Artikel 34 - Videokonferencer

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet kan afstå fra at udlevere den eftersøgte

person, hvis:

(a)

den eftersøgte person fra et sted i fuldbyrdelseslandet ved hjælp af en

videokonference har mulighed for at deltage i retsforfølgningen i

udstedelseslandet

fuldbyrdelseslandet og udstedelseslandet anerkender en sådan fremgangsmåde.

(b)

Processen skal gennemføres i overensstemmelse med gældende lovgivning i de

berørte medlemsstater og de relevante internationale instrumenter, herunder den

europæiske konvention fra 1950 om beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder.

De nærmere retningslinjer for en sådan fremgangsmåde skal aftales mellem den

retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet og den retslige myndighed i

udstedelseslandet.

Hvis stk. 1 finder anvendelse, er det den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet,

der i henhold til landets gældende lovgivning skal afgøre, om den eftersøgte person

skal holdes fængslet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel V – Særlige tilfælde

Artikel 35 - Udeblivelsesdomme

Hvis den europæiske arrestordre er udstedt på grundlag af en udeblivelsesdom, skal

sagen prøves igen i udstedelseslandet, når overgivelsen har fundet sted.

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet skal informere den anholdte person om

dennes ret til at gøre indsigelse mod dommen og om den procedure, der i givet fald

skal følges.

Medlemsstaterne skal give de retslige myndigheder mulighed for at modtage

indsigelser fra personer, for hvilke der er afsagt udeblivelsesdom, og for at informere

de retslige myndigheder i udstedelseslandet om en sådan indsigelse.

Artikel 36 - Tilbagegivelse til fuldbyrdelseslandet

Fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre kan betinges af, at den anholdte person tilbagegives

til fuldbyrdelseslandet for at afsone sin straf der, når der er grund til at antage, at

vedkommende har bedre muligheder for at blive reintegreret i den medlemsstat.

Artikel 37 – Livsvarig fængselsstraf

Hvis den lovovertrædelse, der har foranlediget en europæisk arrestordre, straffes med

livsvarig fængselsstraf eller en livsvarig sikkerhedsforanstaltning, kan fuldbyrdelsen af den

europæiske arrestordre gøres betinget af, at udstedelseslandet forpligter sig til i så høj grad

som muligt at få anvendt de benådningsregler, som den pågældende person er omfattet af

efter gældende national lovgivning og praksis.

Artikel 38 – Udskydelse af fuldbyrdelsen af humanitære grunde

Fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre kan undtagelsesvis udskydes, hvis der er

vægtige grunde til at antage, at fuldbyrdelsen klart ville skade den eftersøgte persons

liv eller helbred på grund af vedkommendes alder eller sundhedstilstand eller af

andre tvingende humanitære grunde.

Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere

foreligger.

Artikel 39 - Verserende sager i flere medlemsstater

Når en europæisk arrestordre er udstedt på grundlag af en endelig dom for en person,

der er genstand for retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet, kan fuldbyrdelsen af den

europæiske arrestordre udskydes, indtil der falder endelig dom i sagen, eller indtil en

eventuel strafafsoning i fuldbyrdelseslandet er afsluttet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Når der er udstedt en europæisk arrestordre på grundlag af en endelig dom for en

person, der afsoner en straf i fuldbyrdelseslandet, kan fuldbyrdelsen af den

europæiske arrestordre udskydes, indtil strafafsoningen i fuldbyrdelseslandet er

afsluttet.

Når der er udstedt en europæisk arrestordre på grundlag af en anden eksigibel

retsafgørelse eller en udeblivelsesdom for en person, der afsoner en straf i

fuldbyrdelseslandet, kan den europæiske arrestordre fuldbyrdes på den betingelse, at

den pågældende person, når der er truffet en endelig afgørelse i udstedelseslandet,

føres tilbage til fuldbyrdelseslandet for at afsone resten af straffen, medmindre

artikel 34 finder anvendelse.

Når der er udstedt en europæisk arrestordre på grundlag af en anden eksigibel

retsafgørelse eller en udeblivelsesdom for en person, der er genstand for

retsforfølgning i fuldbyrdelseslandet, skal den midlertidige overførsel af den

eftersøgte person med henblik på gennemførelse af proceduren på betingelse af, at

den pågældende person tilbageføres, ske efter aftale mellem udstedelses- og

fuldbyrdelseslandet, medmindre artikel 34 finder anvendelse.

I de tilfælde, der er nævnt i stk. 3 og 4, skal fuldbyrdelseslandet efter fælles aftale

fastsætte varigheden og betingelserne for overførslen.

I de tilfælde, der er nævnt i stk. 3 og 4, skal udstedelseslandet sikre, at den eftersøgte

person forbliver til rådighed for fuldbyrdelseslandet, enten ved på udstedelseslandets

område at fuldbyrde fuldbyrdelseslandets endelige dom, eller eventuelt på grundlag

af en foreløbig afgørelse truffet af udstedelseslandets retslige myndighed.

Artikel 40 - Konkurrerende anmodninger

Hvis to eller flere medlemsstater har udstedt en arrestordre for den samme person,

skal den afgørelse, på grundlag af hvilken den europæiske arrestordre fuldbyrdes,

træffes af den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet under behørig hensyntagen til

alle forhold, herunder navnlig lovovertrædelsernes relative grovhed og

gerningsstederne samt tidspunktet for udstedelsen af de europæiske arrestordrer.

Alle implicerede retslige myndigheder skal samarbejde tæt for at sikre, at

retsforfølgningen kan finde sted i hver enkelt medlemsstat så hurtigt som muligt.

Hvis der fremsættes flere anmodninger, kan de sendes til Eurojust, der skal udtale sig

så hurtigt som muligt.

Hvis der opstår en konflikt mellem en europæisk arrestordre og en

udleveringsanmodning fra et tredjeland, der har tiltrådt den europæiske konvention

om udlevering af 13. december 1957, er det den retslige myndighed i

fuldbyrdelseslandet, der under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder navnlig

de forhold, der er nævnt i konventionens artikel 17, afgør, om det er den europæiske

arrestordre eller udleveringsanmodningen, der skal have forrang.

Hvis der opstår konflikt mellem en europæisk arrestordre og en

udleveringsanmodning fremsat af et tredjeland, der ikke har tiltrådt konventionen,

har fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre forrang.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hvis der opstår konflikt mellem en europæisk arrestordre og en

overgivelsesanmodning fra en international kriminalret, skal de berørte

medlemsstater, før der træffes en afgørelse, og uanset om retten anerkendes af alle

medlemsstater, holde samråd om, hvorledes kravene i den internationale kriminalrets

vedtægter kan efterkommes.

Artikel 41 - Andre lovovertrædelser

En person, der er blevet udleveret på grundlag af en europæisk arrestordre, kan i

udstedelseslandet retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for en anden lovovertrædelse end

den lovovertrædelse, for hvilken der er udstedt en europæisk arrestordre, bortset fra de

tilfælde, hvor lovovertrædelsen i fuldbyrdelseslandet er opført på den liste, der er nævnt i

artikel 27, eller hvad angår artikel 28 eller 30.

Artikel 42 - Overlevering af ejendom

Den retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet skal, for så vidt det er foreneligt med

dens lovgivning, efter anmodning fra den retslige myndighed i udstedelseslandet

eller på eget initiativ beslaglægge og overlevere ejendom, som:

(a)

(b)

er påkrævet som bevismateriale, eller

den eftersøgte person har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen.

De genstande, der er nævnt i stk. 1, skal overleveres, selv om den europæiske

arrestordre ikke kan fuldbyrdes på grund af den eftersøgte persons død eller

undvigelse.

Hvis de genstande, der er nævnt i stk. 1, er underkastet beslaglæggelse eller

konfiskation på fuldbyrdelseslandets område, kan sidstnævnte i forbindelse med

verserende strafforfølgning midlertidigt tilbageholde eller overlevere dem til

udstedelseslandet på den betingelse, at de senere tilbageleveres.

Enhver rettighed, som fuldbyrdelseslandet eller tredjemand måtte have erhvervet

over de genstande, der er nævnt i stk. 1, skal opretholdes. Hvis sådanne rettigheder

består, skal udstedelseslandet snarest efter retsforfølgningen vederlagsfrit

tilbagesende genstandene til fuldbyrdelseslandet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel VI – Forholdet til andre retlige instrumenter

Artikel 43 – Forholdet til andre retlige instrumenter

Følgende retlige instrumenter eller bestemmelser i retlige instrumenter finder ikke

længere anvendelse mellem medlemsstaterne pr. 1. juli 2004:

(a)

Den europæiske konvention om udlevering af lovovertrædere af 13. december

1957 med tillægsprotokol af 15. oktober 1975 og anden tillægsprotokol af

17. marts 1978, og den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme af

27. januar 1977 hvad angår udlevering.

Aftalen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forenkling og

modernisering af metoderne for fremsendelse af anmodninger om udlevering af

26. maj 1989.

Konventionen af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem

medlemsstaterne i Den Europæiske Union.

Konventionen om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

af 27. september 1996.

(b)

(c)

(d)

Denne rammebeslutning påvirker ikke anvendelsen af forenklede procedurer eller

betingelser, der måtte findes i bilaterale eller multilaterale aftaler, eller som er aftalt

mellem medlemsstaterne på grundlag af ensartet eller gensidig lovgivning.

Artikel 44 - Forholdet til bestemmelserne i konventionen om gennemførelse af Schengen-

aftalen

Uden at det berører artikel 8 i aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske

Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i

gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne

vil denne

rammeafgørelse træde i kraft for Island og Norge […].

Artikel 59-66, artikel 94, stk. 4, og artikel 95 i konventionen om gennemførelse af

Schengen-aftalen vil i det omfang, de omhandler udlevering, bortfalde fra 1. juli

2004.

EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel VII – Gennemrejse, fremsendelse, sprog og

udgifter

Artikel 45 - Gennemrejse

Medlemsstaterne skal tillade gennemrejse på deres område af en eftersøgt person, der skal

overgives, forudsat at der foreligger:

(a)

(b)

(c)

oplysninger om den eftersøgte persons identitet

en kopi af den europæiske arrestordre og en oversættelse

gennemrejselandets officielle sprog eller et af landets officielle sprog

til

en kopi af den fuldbyrdende retslige myndigheds afgørelse om fuldbyrdelse af

den europæiske arrestordre samt oversættelse til gennemrejselandets officielle

sprog eller et af landets officielle sprog.

Hvis der er tale om lufttransport uden planlagt mellemlanding, skal udstedelseslandet i

tilfælde af uforudset landing give den berørte medlemsstat de oplysninger og dokumenter, der

er nævnt i stk. 1.

Artikel 46 - Fremsendelse af dokumenter

Udstedelseslandet kan fremsende den europæiske arrestordre ved ethvert sikkert

middel, der kan frembringe skriftlig dokumentation, og som giver

fuldbyrdelseslandet mulighed for at fastslå ægtheden.

Alle vanskeligheder vedrørende dokumenters fremsendelse eller ægthed, der måtte

være nødvendige for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre, skal løses ved

direkte kontakt mellem de implicerede retslige myndigheder, og eventuelt med

inddragelse af medlemsstaternes centrale myndigheder.

Artikel 47 - Sprog

Den europæiske arrestordre kan fremsendes på udstedelses-

fuldbyrdelseslandets officielle sprog eller et af deres officielle sprog.

eller

Fuldbyrdelseslandets centrale myndighed skal om nødvendigt sørge for en hurtig

oversættelse af den europæiske arrestordre og alle nødvendige dokumenter, der er

fremsendt med henblik på proceduren. Oversættelsen skal uden ophør sendes til den

retslige myndighed i fuldbyrdelseslandet.

Artikel 48 - Udgifter

Fuldbyrdelseslandet bærer de udgifter, der måtte følge af fuldbyrdelsen af den

europæiske arrestordre.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Alle andre udgifter, herunder rejseudgifter og udgifter i forbindelse med gennemrejse

på et tredjelands område, bæres af udstedelseslandet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel VIII - Beskyttelsesklausul

Artikel 49 - Beskyttelsesklausul

Medlemsstaterne kan ved en erklæring til Rådet og Kommissionen beslutte at

suspendere anvendelsen af denne rammeafgørelse i forhold til en anden medlemsstat,

hvis der i denne medlemsstat sker grove og vedvarende krænkelser af de

grundlæggende menneskerettigheder i denne medlemsstat, som omhandlet i EU-

traktatens artikel 6, stk. 1. En sådan ensidig suspension er en midlertidig

foranstaltning. Hvis proceduren efter EU-traktatens artikel 7 ikke udløses inden for

en frist på seks måneder, skal suspensionen ophøre.

Hvis en medlemsstat gør brug af stk. 1, skal medlemsstaten træ ffe de

foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at fastslå sin kompetence for den

lovovertrædelse, på grundlag af hvilken den europæiske arrestordre er udstedt.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kapitel IX – Almindelige og afsluttende bestemmelser

Artikel 50 - Offentliggørelse

Medlemsstaterne skal inden den 31. december 2002 meddele Rådets

generalsekretariat og Kommissionen de oplysninger om den centrale myndighed, der

er foreskrevet i artikel 5. Disse oplysninger offentliggøres i

De Europæiske

Fællesskabers Tidende.

Medlemsstaterne skal sende den liste, der er foreskrevet i artikel 27, og alle

eventuelle ændringer til Rådets generalsekretariat og Kommissionen.

Rådets generalsekretariat giver straks de øvrige medlemsstater meddelelse om enhver

ændring af listen, som medlemsstaterne måtte foretage.

Artikel 51 - Overgangsbestemmelser

De retlige instrumenter og bestemmelser i retlige instrumenter, der er nævnt i artikel 43 og 44,

vil fortsat gælde for udleveringsanmodninger, der fremsendes før de foranstaltninger, der er

nødvendige for anvendelsen af denne rammeafgørelse, er trådt i kraft.

Artikel 52 - Gennemførelse

Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme denne

rammeafgørelse inden den [31. december 2001].

De meddeler Rådets generalsekretariat og Kommissionen de bestemmelser, de vedtager, og

oplyser om enhver foranstaltning, de træffer for at efterkomme denne rammeafgørelse.

Kommissionen vil på dette grundlag senest den [31. december 2003] fremsende en rapport til

Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af rammeafgørelsen, eventuelt ledsaget af

lovgivningsmæssige forslag.

Rådet vurderer, i hvilket omfang medlemsstaterne har gennemført rammeafgørelsen.

Artikel 53 - Ikrafttrædelse

Denne rammeafgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter dens offentliggørelse i De

Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, […]

På Rådets vegne

Formanden

[…]

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

BILAG

EURO PÆIS K ARRES TORDRE

Jeg bekræfter hermed, at denne arrestordre stemmer overens med de originaldokumenter, som

danner grundlag for arrestordren, og anmoder om, at nedenstående person anholdes og

overgives til den nedenstående retslige myndighed:

(a)

Oplysninger om den person, der ønskes anholdt og overgivet:

Efternavn: ………………………………………………………………..

Fornavn(e): ……………………………………………………………..

Køn: ……………. …………………………………

Nationalitet:………………………………………………………………

Fødselsdato: ………………………………………………………………

Fødested: ………………………………………………………………

Bopæl: …………………………………………………………………..

………………………………………………………………………………

Særlige kendetegn: …………………………………………………………..

……………………………………………………………………………….

Foto og fingeraftryk af den eftersøgte (hvis sådanne foreligger):

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(b)

Oplysninger om den retslige myndighed, der har udstedt arrestordren, og til hvem den

eftersøgte ønskes overgivet:

Myndighedens navn: ……………………………………………………..

………………………………………………………………………………

Ansvarlig embedsmand (titel/stilling og navn): ………………………………..

………………………………………………………………………………

Adresse: ……………………………………………………………………

………………………………………………………………………………

Tlf. nr.: ……………………………… Telefaxnr: …..………………………..

E-mail: ……………………………………..

(c)

Oplysninger om den eksigible straffedom eller anden retsafgørelse, jf. artikel 2 i

rammeafgørelsen

[dato]

den

europæiske

arrestordre

overgivelsesprocedurerne mellem Den Europæiske Unions medlemsstater:

Art: …………………………………………………………………………..

Dato: ……………………………………………………………………………

(d)

Er der tale om en udeblivelsesdom, jf. artikel 3, litra e), i rammeafgørelsen af [dato]

om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem Den

Europæiske Unions medlemsstater?

Nej

(Sæt kryds)

Hvis ja, angives her, hvilke retsmidler den pågældende har til rådighed til at

tilrettelægge sit forsvar eller få sagen prøvet på ny under sin nærværelse:

………………………………………………………………………………………

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

………………………………………………………………………………………

Kontaktmyndighed:………………………………………………………….

……………………………………………………………………………………….

(e)

Lovovertrædelsens art og strafferetlige klassificering:

…………………………………………………………………………………..

(f)

Beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder lovovertrædelsen blev begået, herunder

tid, sted og den eftersøgte persons delagtighed:

………………………………………………………………………………………

(g)

Den idømte straf (når der er tale om en eksigibel straffedom) eller den foreskrevne

strafferamme samt eventuelle andre konsekvenser af lovovertrædelsen eller

lovovertrædelserne:

………………………………………………………………………………………

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(h)

Andre konsekvenser af lovovertrædelsen, navnlig i relation til offerets situation:

………………………………………………………………………………………

( i)

Har den eftersøgte allerede været anholdt for samme lovovertrædelse og løsladt eller

løsladt på betingelse af fremmøde? Hvis ja, hvilken varighed havde frihedsberøvelsen?

Er den eftersøgte undveget et fængsel?

………………………………………………………………………………………

(j)

Andre oplysninger:

………………………………………………………………………………………

Den ansvarlige embedsmands underskrift:

Titel/stilling og navn:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

INDHOLDSFORTEGNELSE

APITEL

I: A

LMINDELIGE PRINCIPPER

Artikel 1 – Formål

Artikel 2 – Anvendelsesområde

Artikel 3 – Definitioner

Artikel 4 – Kompetente retslige myndigheder

Artikel 5 – Central myndighed

Artikel 6 – Den europæiske arrestordres indhold

APITEL

II: P

ROCEDURE

Afsnit 1 – Almindelige bestemmelser

Artikel 7

–

myndigheder

Kommunikation

mellem

Schengen-

Artikel 27 – Undtagelser

Artikel 28 – Territorialitetsprincippet

Artikel 29 – Ne bis in idem

Artikel 30 – Benådning og amnesti

Artikel 31 – Immunitet

Artikel 32 – Manglende oplysninger

APITEL

IV:

RUNDE

TIL

AFVISE

OVERGIVELSE

Artikel 33 – Reintegrationsprincippet

Artikel 34 – Videokonferencer

APITEL

V: S

ÆRLIGE TILFÆLDE

Artikel 35 – Udeblivelsesdomme

Artikel 36 – Tilbagegivelse til fuldbyrdelseslandet

Artikel 37 – Livsvarig fængselsstraf

Artikel 38 – Udskydelse af fuldbyrdelsen af

humanitære grunde

Artikel 39 – Verserende sager i flere

medlemsstater

Artikel 40 – Konkurrerende anmodninger

Artikel 41 – Andre lovovertrædelser

Artikel 42 – Overlevering af ejendom

APITEL

VI: F

ORHOLDET TIL ANDRE RETLIGE

INSTRUMENTER

Afsnit 2

–

Brug

informationssystemet

Artikel 8 – Indberetning

Artikel 9 – Forbehold

Afsnit 3 – Anholdelse og varetægtsfængsling

Artikel 10 – Tvangsforanstaltning

Artikel 11 – Den eftersøgtes rettigheder

Artikel 12 – Underretning

retslige

myndigheder

Artikel 13 – Kontrol og suspension

Artikel 14 – Midlertidig løsladelse

Afsnit 4 – Retlig procedure for udlevering

Artikel 15 – Undersøgelse af den europæiske

arrestordre

Artikel 16 – Samtykke til udlevering

Artikel 17 – Tidligere løsladelse

Artikel 18 – Fremstilling for en dommer

Artikel 19 – Supplerende oplysninger

Artikel 20 – Frist for at træffe afgørelse om

fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre

Artikel 21 – Afvisning af udlevering og fristens

udløb

Artikel 22 – Meddelelse af afgørelsen om

fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre

Artikel 23 – Frist for udlevering af den eftersøgte

person

Artikel 24 – Fratrækning af varetægtsperioden i

den samlede straf

Artikel 25 – Den europæiske arrestordres udløb

APITEL

III:

RUNDE

TIL

NÆGTE

Artikel 43 – Forholdet til andre retlige

instrumenter

Artikel 44 – Forholdet til bestemmelserne i

konventionen om gennemførelse af Schengen-

aftalen

APITEL

VII: G

ENNEMREJSE

FREMSENDELSE

SPROG OG UDGIFTER

Artikel 45 – Gennemrejse

Artikel 46 – Fremsendelse af dokumenter

Artikel 47 – Sprog

Artikel 48 – Udgifter

APITEL

VIII: B

ESKYTTELSESKLAUSUL

Artikel 49 – Beskyttelsesklausul

APITEL

IX: A

LMINDELIGE OG AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

FULDBYRDELSE

Artikel 50 – Offentliggørelse

Artikel 51 – Overgangsbestemmelser

Artikel 52 – Gennemførelse

Artikel 53 – Ikrafttrædelse

Artikel 26 – Almindelige bestemmelser