PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del INFO-note I 255
Offentligt

Europaudvalget (2. samling)

(Info-note I 255)

(Offentligt)

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske medlemmer af Konventet

Resumé af konference i Oslo 4. september 2002:

"Nordiske Perspektiver på Europas Fremtid"

Resumé af resumeet

Det norske udenrigsministerium holdt den 4. september en heldagskonference i Oslo med titlen "Nordiske

perspektiver på Europas fremtid". Udenrigsminister

Jan Petersen

sagde i sin åbningstale, at den norske

regering ønsker at fremme Europadebatten i Norge, selv om partierne i samlingsregeringen er blevet enige

om ikke at tage spørgsmålet om norsk medlemskab af EU op i denne regeringsperiode.

Henning

Christophersen

fremhævede, at der i forbindelse med de hidtidige regeringskonferencer har været en

indre sammenhæng mellem de institutionelle ændringer og de politikændringer, man ønskede gennemført,

og kommenterede de tre substansemner, man beskæftiger sig med på Konventet: ØMU'en, 3. søjle og det

udenrigspolitiske samarbejde. Han forudså, at slutproduktet vil blive en grundtaktat plus nogle guidelines

for substanskapitlerne i traktaten. Han mente ikke, man ville foreslå en forfatn ing for et føderalt Europa,

hvis man ved føderalt forstod centralistisk. Den tidligere svenske statsminister

Carl Bildt

anlagde de store

historiske perspektiver og beskrev den europæiske udvikling fra mordet i Sarajevo i 1914 til et forenet

Europa i 2014. Professor

Teija Tiilikainen,

som er den finske regerings repræsentant i Konventet, mente

ikke, man kunne kalde det, der kom ud af Konventets arbejde, en grundlov, idet det stadig vil være

medlemsstaterne, der e r de suveræne indehavere af magt, som de aftaler at overdrage dele af til Unionen. I

paneldebatten om EU's fremtid mente

Niels Helveg Petersen,

det var nødvendigt at forenkle trakaterne,

men troede, man ville nøjes med at henvise til charteret om grundlæggende rettigheder.

Peter Skaarup

advarede mod at gå for langt mht. integrationen og foretrak et rent praktisk samarbejde – ikke et ægteskab,

men et bofællesskab.

Sören Lekberg

fra S slog til lyd for, at de nationale parlamenter kontrollerede

regeringerne, som han opfattede som repræsentanter for parlamenterne, mens

Kimmo Kiljunen

fra

Finland gerne ville være med til at skabe et nyt, overnationalt Europa.

Det norske udenrigsministerium havde – i samarbejde med de nordiske landes ambassader i Oslo –

arrangeret en konference om "Nordiske Perspektiver på Europas Fremtid". Der var over 200 deltagere til

heldagskonferencen, som fandt sted den 4. september 2002. Nedenfor er gengivet nogle af de

hovedsynspunkter, der kom frem, idet vægten er lagt på de perspektiver, som er relevante for arbejdet i Det

Europæiske Konvent.

Udenrigsminister Jan Petersen: "Norge, Norden og Europas fremtid"

Den norske udenrigsminister Jan Petersen henviste i sin åbningstale til, at det var en del af den aftale, som

danner grundlaget for den nuværende norske koalitionsregering, at man ikke ville tage spørgsmålet om

norsk medlemskab af Den Europæiske Union op i denne regeringsperiode. Alligevel ønskede regeringen at

fremme Europadebatten i Norge. Det var baggrunden for, at man havde indkaldt til konferencen.

Udenrigsministeren kom også ind på, om Det Europæiske Konvent kunne sammenlignes med

Philadelphia-konventet, som udarbejdede den amerikanske forfatning, og Eidsvoll-forsamlingen, som

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

skabte den norske grundlov. Han pegede på, at formelt set har Det Europæiske Konvent ikke så store

beføjelser, idet det højst kan komme med et udkast til en forfatningstraktat, som stats- og

regeringscheferne på regeringskonferencen står frit overfor.

Henning Christophersen: "Konventet om Europas fremtid – centrale problemstillinger"

Medlem af Konventets Præsidium og tidligere medlem af Europa-Kommissionen Henning Christophersen

ridsede i det første af hovedindlæggene nogle af de helt centrale problemstillinger i Konventets arbejde op.

Han tog udgangspunkt i et karakteristisk træk i EU's udvikling, nemlig at udvidelserne i dybden (nye

arbejdsområder og nye opgaver) gik hånd i hånd med udvidelserne i bredden (flere medlemmer), og at der

var en indre sammenhæng mellem de institutione lle ændringer og de politikændringer, som var blevet

gennemført ved de hidtidige traktatrevisioner. Som et eksempel nævnte han, at det ikke var tilfældigt, at

Storbritannien og Danmark først kom med i EF, da den fælles landbrugspolitik var fastlagt. På samme

måde er det ikke tilfældigt, at optagelsen af de mange nye medlemslande først sker efter at de nuværende

medlemslande på en regeringskonference i 2004 har fastlagt nye spil leregler for samarbejdet. Henning

Christophersen pegede på, at resultatet af de to mest succesrige regeringskonferencen – som førte til

fællesakten fra Luxembourg og Maastrichttraktaten – blev de institutionelle ændringer drevet frem af de

politiske udviklinger, som man ønskede fremmet og traktatfæstet. Derfor var disse to regeringskonferencer

ikke et nulsumsspil. I den forbindelse gav Christophersen udtryk for den opfattelse, at en bred dagsorden

giver bedr or, at alle kan få noget med hjem, samtidig med at de giver indrømmelser. Som et eksempel

nævnte han, at Margaret Thatcher i sin tid gik med til flere flertalsafgørelser til gengæld for at få

gennemført det indre marked.

Henning Christophersen karakteriserede det nuværende traktatgrundlag som en hybrid, idet der er tale om

en blanding af forfatningselementer, politikemner og gennemførelses- og overgangsbestemmelser. Han

fremhævede, at i modsætning til de traditionelle regeringskonferencer tager arbejdet i Konventet ikke

udgangspunkt i nationale interesser. Hidtil har debatten været meget fri, idet man har befundet sig i en

lyttefase, men i løbet af efteråret vil Konventets Pr&a elig;sidium på baggrund af de hidtidige drøftelser,

resultatet fra arbejdsgrupperne og de skriftlige oplæg, der kommer fra konventsmedlemmerne, fremlægge

sit oplæg til, hvad man mener at arbejdet skal ende med.

Henning Christophersen opdelte de problemstillinger, man arbejder med i Konventet, i tre substansemner:

ØMU'en, 3. søjle og FUSP. I forbindelse med drøftelsen af fremtiden for den Økonomiske og Monetære

Union skal man tage stilling til, om der skal være et særligt ministerråd for euro-koordinationen. I

øjeblikket har man den situation, at forhandlerne fra Storbritannien, Danmark og Sverige sidder uden for

det lokale, hvor eurolandene drøft er den økonomiske politik, og først bliver kaldt ind, når beslutningerne

er truffet. Men den situation vil ændre sig, når eurolandene ikke automatisk har kvalificeret flertal i

økofinrådet. Med hensyn til 3. søjle drejer det sig om at få gennemført en kommunitarisering, således at

man f.eks. kan få en fælles købelov og kontraktlovgivning. I øjeblikket er udenrigs- og

sikkerhedspolitikken et prærogativ for regeringerne (Det Udenrigspolitiske Nævn skal blot høres). Henning

Christophersen mente ikke, der her ville blive tale om en kommunitarisering, således at Kommissionen fik

den rolle, den spiller i 1. søjle, men udkastede den tanke, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

kunne blive et prærogativ for Ministerrådet, altså noget som det generelle råd af udenrigsministre traf

beslutning om.

Hvordan bliver så slutproduktet af konventsarbejdet? spurgte Henning Christophersen. Han opstillede her

tre scenarier:

• En rapport med forskellige optioner

• En præambel plus nogle traktatrettelser

• En grundtaktat plus guidelines for substanskapitlerne i traktaten

Det første scenarie lever ikke op til ambitionsniveauet blandt konventsmedlemmerne, det andet

opfylder ikke mandatet fra Laeken. Derfor troede Henning Christophersen mest på det tredje

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

scenarie, idet han gjorde opmærksom på, at Konventet hverken havde juridisk kapacitet eller tid

nok til at udarbejde både en grundtraktat og detaljerede traktattekster på alle politikområder.

Henning Christophersen pegede på de betydelige usikkerhedsfaktorer, der kan få betydning for

resultatet:

• Den irske folkeafstemning

• Institutionernes indbyrdes relationer

• Det Europæiske Råds rolle

I forbindelse med de to sidstnævnte problemstillinger nævnte Henning Christophersen, at som

det fungerer i øjeblikket, er det for tilfældigt, hvad stats- og regeringscheferne beskæftiger sig

med, og forberedelserne er for dårlige. Men hvis man udstyrer Det Europæiske Råd med et stort

bureaukrati, kan det komme til at true Kommissionens forslagsmonopol.

Mht. tidsperspektivet regnede Henning Christophersen med, at man ville blive færdige i

sommeren 2003, senest september 2003. Så kunne Berlusconi åbne regeringskonferencen i Rom

i december 2003, og den ville kunne afsluttes i sommeren 2004.

I den efterfølgende diskussion blev der bl.a. stillet spørgsmålet: Kan man forestille sig, at

Konventet ender med en forfatning for et føderalt Europa? Det svarede Henning Christophersen

nej til, hvis man ved føderalt forstå et centralistisk system. Men han gjorde opmærksom på, at

"føderalt" opfattes forskelligt. I Tyskland synes man, det er glimrende med et føderalt Europa,

idet det betyder, "at de ikke skal bestemme det hele i Bruxelles" . I Danmark tager man afstand

fra et føderalt Europa, idet man er bange for, at det vil betyde, at "de vil bestemme det hele i

Bruxelles". Henning Christophersen opfattede ordene sådan, at et føderalistisk system tager sit

udgangspunkt i det centrale, og nævnte som eksempler, at forfatningerne i USA og Tyskland

delegerer kompetence til delstaterne. I en konføderal struktur, som man kender den i EU, er det

enkeltstaterne, der giver kompetence til fællesskabet.

På et spørgsmål om, hvad de nationale parlamenters rolle kunne blive, nævnte Henning

Christophersen muligheden af, at de udpegede et kongreslignende organ, som f.eks. kunne

udnævne Kommissionens formand.

Carl Bildt: "EU's plads i den europæiske arkitektur under forandring"

Den tidligere svenske statsminister Carl Bildt anlagde det store historiske perspektiv og beskrev

perioden fra 1914 med mordet i Sarajevo til 1989 med murens fald som et mørkt kapitel i

Europas historie. I den periode havde Europa eksporteret to verdenskrige og to totalitære

regimer. Berlinmuren delte ikke alene en by og et land, men også et kontinent. Han så det, man

nu var i færd med, som et forsøg på at genforene Europa, og sagde, at ganske vist er integ ration

vanskeligere end militær afskrækkelse, men integration er bedre til at sikre freden.

Carl Bildt fremhævede sammenhængen mellem mødet i november i Prag, hvor man vil beslutte

at udvide NATO's medlemskreds, og Det Europæiske Råds møde i København i december,

hvor man forhåbentlig vil træffe beslutning om at udvide EU. Han pegede på, at med enkelte

undtagelser er der tale om en sammenfaldende medlemskreds, og ser man de to institutioner

under ét, er perspektivet, at man måske i 2014 vil have forenet næsten hel e Europa. I den

forbindelse pegede Carl Bildt på, at Tyrkiet indtager en nøglestilling i forhold til den muslimske

verden. I øjeblikket er der synergi mellem NATO og EU; i fremtiden bliver der måske tale om

symbiose. Carl Bildt erkendte, at opbygningen af den føderation af nationalstater kræver megen

politisk energi, men han så for sig, at hvis det lykkes, kan det blive en model for den øvrige

verden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I den efterfølgende diskussion blev Carl Bildt spurgt: "Hvorfor skal Konventet lave en

forfatning?" Hans svar lød: "Prøv at læse de nuværende traktater. De er komplet uforståelige for

almindelige mennesker, hvilket er et demokratisk problem."

Teija Tiilikainen: "Mod en europæisk grundlov"

Professor Teija Tiilikainen, som er den finske regerings repræsentant i Konventet, og som

deltager i den arbejdsgruppe, der drøfter at give EU status som juridisk person, trak

indledningsvis nogle historiske linjer op i debatten om Europas Fremtid, som begyndte med den

tyske udenrigsminister Joska Fischers oplæg i foråret 2000. Hun så EU's

konstitutionaliseringsproces som et forsøg på at forenkle og rationalisere traktaterne, så

borgerne kan forst&ari ng; dem, og mente, Konventets arbejde kunne resultere i en grundtaktat,

som minder om medlemsstaternes grundlove, samt en almindelig traktat, som indeholdt de mere

politiske målsætninger og politikker på konkrete områder. Hun pegede på, at en grundlov for

Europa har både en juridisk og en politisk dimension, men beskæftigede sig som

forfatningsjurist især med det juridiske.

Teija Tiilikainen opstillede en spidsfindig juridisk sondring mellem en grundlov og en

konstitution og definerede (i overensstemmelse med tysk forfatningsretlig tradition) en

grundlov som den grundlæggende lov for en stat, som giver staten ny magt, altså legitimerer

konkret lovgivning, mens hun opfattede konstitution som et mere alment begreb, som ikke kun

finder anvendelse i stater og internationale samarbejdsorganisationer (med ILO og EU som

eksempler), men også i idrætsklubber o.lign. Professoren tilføjede, at begrebet

"konstitutionalisme" i europæisk politisk tradition og historie var noget mere forpligtende, som

betød, at staterne ikke var opfundet af gud, men menneskeskabte institutioner, som skulle tjene

til medborgernes bedste og opfylde borgernes behov.

Teija Tiilikainen mente ikke, der var noget nyt eller revolutionerende i, at man i Konventet

diskuterer en konstitution for EU, idet mange jurister mener, at allerede med Fællesakten i 1986

skabtes der en konstitution for Fællesskabet. I den forbindelse pegede hun på, at

fællesskabsreglerne har forrang for national lovgivning, og at EF-forordninger er direkte

bindende for borgerne.

Ifølge Teija Tiilikainen drejer den politiske dimension af en europæisk forfatning sig ikke om at

overflytte kompetence til Unionen, men blot om at gøre det tydeligere for borgerne, at EU har

en konstitution, og at de følgelig har visse konstitutionelle rettigheder. Hun drog her en parallel

til EU-borgerskabet, som ikke indførte ret meget nyt, men gjorde det tydeligt, at traktaterne

allerede indeholdt nogle rettigheder for borgerne.

Selv om EU's konstitution på nogle områder har træk til fælles med de nationale grundlove,

afviste Teija Tiilikainen i sin konklusion, at der var tale om en europæisk grundlov, idet det i

EU er medlemsstaterne, der er de suveræne indehavere af magt, som de aftaler at overdrage dele

af til Unionen.

I den efterfølgende diskussion kom professoren ind på, at hvis man indskriver et

kompetencekatalog i traktaten, er man gået ganske langt i føderal retning, men samtidig låser

man systemet fast. Derfor mente hun ikke, Konventet ville gå så vidt, men blot præcisere de

gældende regler og understrege, at man bør blive bedre til at sørge for, at

subsidiaritetsprincippet – som er et politisk princip – overholdes. Hun var positiv en om at

indskrive charteret for grundlæggende rettigheder i traktaten, selv om hun erkendte, at det ikke

skabte nye rettigheder, men blot tydeliggjorde de gældende rettigheder.

Paneldebat: "EU's fremtid. Nordiske og europæiske perspektiver"

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ordstyreren på konferencen, den norske statssekretær

Kim TRAAVIK,

opstillede nogle emner,

som de inviterede oplægsholdere fra Danmark, Finland, Sverige og Island samt Norge blev bedt

om at forholde sig til, nemlig:

•

De nationale parlamenters rolle

Styrkeforholdet mellem EU's institutioner

Formulering og iværksættelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

Nye arbejdsformer (Kommissionens hvidbog, åben koordinationsmetode)

Hvilken betydning får Konventets slutresultat?

Niels Helveg PETERSEN

(Det Radikale Venstre, Danmark) tog Carl Bildts sammenkædning

af NATO´s udvidelse og EU’s udvidelse op og så begge dele som et led i bestræbelserne på at

hele sårene efter den kolde krig og få Europa til at vokse organisk sammen. Han ville betegne

det som en europæisk skandale, hvis det lykkes at udvide NATO, men ikke lykkes mht. EU,

idet det ville bekræfte indtrykket fra Balkan af, at Europa kun kan enes, når amerik sidder for

bordenden. Det lægger et uhørt stærkt pres på topmødet i København til december for at nå til

principiel enighed om EU’s udvidelse.

Niels Helveg Petersen pegede på, at integrationen i Unionen "i virkeligheden" vil fortsætte,

uanset hvad Konventet når frem til. Spørgsmålet er, hvor hurtigt man kan blive enige om at

følge med på det politiske niveau. Han pointerede, at Konventet kun er første skridt. Derefter

følger en regeringskonference, og erfaringen viser, at stats- og regeringscheferne føler sig ret

frit stillet, når de sidder og forhandler bag lukked e døre. De er i hvert fald ikke bundet af, hvad

Konventet når frem til. Derfor bliver det meget vigtigt, om det, man når frem til, er noget, der

har tilslutning i hovedstæderne. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at det ikke er

sikkert, alle regeringsrepræsentanterne i Konventet "tegner firmaet" eller vil forpligte sig i

drøftelserne.

Niels Helveg Petersen mente, det var nødvendigt at forenkle traktaterne og skabe større klarhed,

idet de 5 traktatændringer, man havde gennemført i løbet af en kortere årrække, havde gjort

komplekset ganske uoverskueligt. Personligt hældede han til den opfattelse, at man ville ende

med et forslag til en grundtraktat, bl.a. ud fra det argument, at det er usundt ustandseligt at

ændre grundloven. Storbritannien kunne se det som en mulighed for at f&a ring; fastslået, at det

er nationalstaterne, der er de grundlæggende byggesten i den europæiske konstruktion.

Han mente ikke, Kommissionen ville få mere at skulle have sagt på de "nye" politikområder:

euroen, forsvarsdimensionen, udenrigspolitik mv. – snarere tværtimod, idet stats- og

regeringscheferne ønsker at træffe de store beslutninger selv.

Mht. inkorporering af charteret for grundlæggende rettigheder i traktaten gennemgik Niels

Helveg Petersen de drøftelser, der havde været herom i den arbejdsgruppe, han sidder i. Han

redegjorde for, at nogle i arbejdsgruppen går ind for at indskrive charteret i Traktaten, men for

sit eget vedkommende anså han det for mest sandsynligt, at man vil nøjes med i den kommende

traktat at henviste til principperne i charteret, således at det på den måde kunn e få betydning for

retsdannelsen i EU. I den efterfølgende diskussion sagde en norsk spørger, at charteret er

udformet som et juridisk dokument. Det var Niels Helveg Petersen ikke enig i og tilføjede, at

hvis det havde haft karakter af et juridisk bindende dokument, var stats- og regeringscheferne

aldrig gået med til det.

På et spørgsmål om, hvorvidt der er nogle fælles nordiske holdninger i Konventet, pegede Niels

Helveg Petersen på, at der er et fælles ønske om at beskytte de små staters interesser.

Peter SKAARUP

(Dansk Folkeparti, Danmark) henviste til, at næsten halvdelen af de danske

vælgere er skeptiske over for udviklingen i EU, hvilket viser sig i forbindelse med de

folkeafstemninger, vi jævnligt har. Mens mange sydlige lande ønsker fuld damp på EU-toget,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ser mange i Danmark gerne, at det kører sig i sneglefart, sådan at de lande, som endnu ikke er

med, på et tidspunkt kan hoppe på og deltage i et mere uforpligtende samarbejde. Pet er

Skaarup sagde, at han selv havde været positiv over for de oprindelige tanker med EF som et

indre marked, men siden 1992 var han blevet skeptisk over for den politiske overbygning. Han

havde derfor støttet de fire danske forbehold og stemt nej til dansk deltagelse i euroen, da han

ønskede at bevare den danske krone.

Mens Carl Bildt havde været inde på, at EU skulle udvikle sig til en føderation, havde Henning

Christophersen været mere i overensstemmelse med den danske tilbageholdenhed, da han talte

om en konføderation. Peter Skaarup advarede mod at bagatellisere de ønsker, visse sydlige

lande havde om at gå meget længere mht. integration, og henviste til, at man i 1992 stemte om

den Union, som Poul Schlüter i 1986 havde betegnet som "stendød".

I Konventet arbejdede Peter Skaarup for at fastholde EU som et samarbejde mellem

nationalstater. Han ønskede at fastholde de danske forbehold over for fælles mønt, fælles

forsvarspolitik, fælles retspolitik og unionsborgerskab. Han var imidlertid bange for, at

Konventet ville ende med at lægge op til meget mere integration, end man kender i dag. I

relation til den sammenligning med Philadelphia-konventet, som Konventets formand, Giscard

d'Estaing, havde foretaget i f orbindelse med åbningsmødet, pegede Peter Skaarup på, at

dengang havde de amerikanere, der vedtog den amerikanske forfatning, haft fælles sprog og

fælles religion, mens der i Europa er et sprogligt virvar, som gør, at det er svært at forstå

hinanden, hvortil kommer de store kulturelle og religiøse forskelle, som ikke vil blive mindre,

hvis man optaget Tyrkiet, hvor flertallet er muslimer. Derfor arbejdede Peter Skaarup for at

fastholde Europa som nati onalstaternes Europa. "Da der ikke eksisterer et europæisk folk, kan

EU ikke blive et folkeligt projekt".

Peter Skaarup delte Henning Christophersens vurdering af, at det nok først ville blive i

sommeren 2003, der kom til at foreligge et resultat af Konventets arbejde, som man kunne tage

stilling til. Han oplevede, at der var nogle skjulte dagsordener. De store lande ønsker en

grundtraktat, en EU-forfatning. Peter Skaarup fortalte, at i den arbejdsgruppe vedrørende EU's

såkaldte komplementære kompetencer, som han deltog i, var der ikke stemning for at fastlægge

et kompe tencekatalog, som satte hegnspæle for EU's vokseværk – sådan som Anders Fogh

Rasmussen havde talt for. Man vil snarere ende med mere Union.

Peter Skaarup kom ind på det betænkelige i, at EU søger at bearbejde befolkningens holdninger

ved at yde støtte til personer og institutioner, som har en EU-venlig holdning. I den forbindelse

nævnte han de såkaldt Jean Monnet professorater. Han satte også spørgsmålstegn ved, at man

yder støtte til regional udvikling i grænseområder med det formål at nedbryde grænserne. Som

et eksempel nævnte han, at EU havde yde t støtte til Øresundsbroen, men ikke til

Storebæltsbroen.

Peter Skaarup sammenfattede sine synspunkter således: Jeg mener, at EU skal være et rent

praktisk samarbejde, mens man skal afstå fra at forsøge at skabe en fælles europæisk identitet

på det kulturelle og religiøse område; det skal ikke være et ægteskab, men et bofællesskab.

I den efterfølgende diskussion om mulighederne for fælles nordiske holdninger slog Peter

Skaarup til lyd for, at de nordiske regeringer burde melde klart ud, at man ikke ønskede en

europæisk forfatning – i stedet for at gå så langt i drøftelserne, at det til sin tid kom bag på

borgerne, når regeringerne måske følte sig presset til at gå med til en sådan forfatning.

Søren LEKBERG

(Socialdemokratiet, Sverige) henviste til de betænkninger, EU-Nämnden har

udarbejdet, og fremhævede, at det er medlemsstaterne, der giver Unionen beføjelser, og skal

disse udvides, skal der ske ratifikation i medlemsstaterne. Derfor var han imod en konstitutionel

forfatning med en politisk del, som kan ændres uden ratifikation i medlemsstaterne. Han pegede

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

på, at bestræbelserne på forenkling indebærer en risiko for, at man begynder at forhandle

indholdet af traktaterne. Han gik ikke ind for et kompetencekatalog, som vil vanskeliggøre

samarbejdet og hæmme en fleksibel udvikling. Han mente, det var tilstrækkeligt, at

Kommissionen og Rådet påser, at subsidiaritetprincippet og proportionalitetsprincippet

overholdes. Det behøves der ikke et særligt kammer til.

Sören Lekberg, som sidder i arbejdsgruppen vedrørende nationale parlamenter, opfattede

regeringen som repræsentant for medlemsstatens parlament, og sagde, at man i de nordiske

lande har ganske god kontrol med regeringens optræden i EU-samarbejdet, idet ministrene skal

have et mandat fra Europaudvalgene, hver gang de skal forhandle i Ministerrådet. Han tilføjede,

at det samme gælder, når regeringsrepræsentanterne skal tage stilling på regeringsk onferencen.

Kimmo KILJUNEN

(Socialdemokratiet, Finland) henviste til det bifald, Giscard d'Estaing

havde fået, da han på Konventets åbningsmøde havde sagt, at det gælder om at nå frem til én

tekst, og tilføjede, at også andre i Konventet er ambitiøse og ønsker at være med til at præge

Europas forfatning. Han mente, Konventet havde samme potentiale som Philadelphia-konventet

i 1787 og kunne være med til at skabe et nyt, ov ernationalt Europa. Han betegnede det som

gammeldags at diskutere, om det, man er ved at bygge op, er noget føderalt eller noget

konføderalt, idet det er begreber, som hørte hjemme i en tid, hvor suverænitet var noget absolut.

Som medlem af Konventet opfattede han det som en historisk opgave at være med til at skabe

en ny post-national institution, som på globalt plan kunne være en model for andre lande.

Kimmo Kiljunen forudså, at efterhånden som Konv entets arbejde skrider frem, vil de politiske

grupper komme til at spille en større rolle.

Den eneste institution i det nuværende EU, som ifølge Kimmo Kiljunen havde en demokratisk

basis, var Europa-Parlamentet, selv om det endnu ikke var et helt rigtigt parlament. Han omtalte

den metamorfose, der sker med den finske minister, som i Helsingfors repræsenterer den

udøvende magt, men som lige pludselig bliver lovgivende magt, når han rejser til Bruxelles.

Derfor opfordrede Kimmo Kiljunen andre lande til at opbygge et kontrolsystem efter

dansk/svensk/finsk mø nster, som kontrollerer ministrene, når de optræder i Ministerrådet.

I den efterfølgende debat pegede en af de norske spørgere på den store spændvidde, der var i

holdningerne hos konventsmedlemmerne, eksemplificeret ved at de danske og svenske

indledere talte om "vi og EU", mens Kimmo Kiljunen fra Finland talte om, hvordan "vi i EU"

kan klare problemerne.

Hjálmar Árnason

(Fremskridtspartiet, Island) henviste til, at Island måtte bøje sig for så godt

som alle beslutninger i EU uden at have indflydelse på dem, og fandt det derfor vanskeligt at

forstå, at Island ville miste sin suverænitet, hvis det gik ind i EU, mens Danmark, som har

indflydelse på beslutningerne i EU, har mistet sin suverænitet for evigt. Han forklarede, at når

Island ikke har søgt medlemskab i EU, skyldes d et én ting, nemlig den fælles fiskeripolitik.

Han pegede på, at fiskeripolitikken i EU var udformet for stater, som havde fælles

fiskerifarvande. Den passer derfor ikke på Island, som har sine egne fiskeressourcer. Før EU

indser, at Island aldrig kan give afkald på dem, kan der ikke blive tale om medlemskab. Hjálmar

Árnason tilføjede, at efter hans opfattelse var det afgørende for det norske nej, at EU ikke ville

respektere de norske fi skeres fiskerirettigheder.

Julie CHRISTIANSEN

(Høyre, Norge) sagde indledningsvis, at hun fandt det svært at tage

stilling til de spørgsmål, ordstyreren havde opstillet, idet Norge som bekendt ikke er medlem af

EU og ikke deltager i Konventet. Hun fandt det imidlertid interessant at se den styrkelse af

demokratiet i EU, der er sket siden Norge sidst stemte nej, og de bestræbelser, Konventet

udfolder for yderligere at styrke demokratiet. Hun nævnte, at for Norge som medlem af EØS-

samarbejdet er Kommissionen den vigtigste kanal ind i EU. Derfor vil det få betydning for

Norge, hvis arbejdet i Konventet resulterer i en svækkelse af Kommissionens rolle. I øvrigt

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

pegede hun på, at EØS-aftalen ikke giver Norge nogen indflydelse på Lissabon-processens åbne

koordinationsmetode. Hun kritiserede, at EØS-aftalen, som var tænkt som noget, der skulle

fremme dynamikken, ikke havde fulgt med udviklingen og faktisk virkede konserverende og

h& aelig;mmende på en udvikling af samarbejdet. Hun nævnte, at det traditionelle norske

standpunkt har været, at nationalstaten skal beholde mest mulig magt, og at EU i hvert fald kun

kan få mere magt, hvis nationalstaterne i enighed beslutter det.

Med venlig hilsen

Bjørn Einersen