PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del INFO-note I 32
Offentligt

Europaudvalget (2. samling)

(Info-note I 32)

(Offentligt)

_____________________________________________

REU, Alm. del - bilag 155 (Løbenr. 2614)

Til

udvalgenes medlemmer og stedfortrædere

Kommissionens grønbog om

erstatning til ofre for forbrydelser

Høring den 28. januar 2001 kl. 14-17 i Folketinget

•

Hvad er formålet med grønbogen?

Kommissionen udsendte den 28. september 2001 en grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser. Grønbogen fokuserer på

erstatning fra

staten

og redegør indledningsvis for, hvilke muligheder ofre for forbrydelser i EU har i dag for at få erstatning fra staten. Grønbogen

undersøger herefter, hvordan ofrenes muligheder for at opnå erstatning fra staten kan forbedres gennem et fællesskabsinitiativ, herunder hvor

dan det kan gøres lettere for ofre for forbrydelser at opnå erstatning fra staten

i sager, der involverer flere medlemsstater.

./. Denne note gennemgår nogle af de væsentligste spørgsmål, som grønbogen rejser. Der hører følgende 3 bilag til noten:

Bilag 1: Oversigt over de 15 spørgsmål til debat, som er indeholdt i grønbogen.

Bilag 2: Kort redegørelse for den danske ordning for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

Bilag 3: Skematisk oversigt på baggrund af oplysninger i grønbogen over de forskellige ordninger for erstatning til ofre for forbrydelser i de

13 medlemslande, der har en generel ordning for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Justitsministeriets grundnotat om Kommissionens grønbog om ofre for forbrydelser forelå endnu ikke på udgivelsestidspunktet for denne

note.

1. Hvad er grønbogens formål?

Formålet med grønbogen er at iværksætte en bred høring om, hvordan man kan

forbedre erstatningen fra staten til ofre for forbrydelser i

EU.

Det ses som et led i at virkeliggøre målsætningen om, at alle EU-borgere skal kunne udøve deres ret til at bevæge sig frit overalt i EU på

sikre og retfærdige vilkår. Målsætningen om at forbedre ofrenes stilling med hensyn til opnå else af erstatning fra staten er bl.a. indeholdt i

konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere i 1999 (pkt. 32).

Ofrenes muligheder for at opnå

erstatning fra gerningsmanden

behandles derimod

ikke

i grønbogen. Rådet vedtog den 15. marts 2001 en

rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager, som bl.a. forpligter medlemsstaterne til at sikre, at ofre for forbrydelser som

led i straffesagen kan opnå en retsafgørelse om erstatning fra gerningsmanden.

Selvom det altså primært er gerningsmanden, der har pligt til at yde erstatning til ofret for forbrydelsen, er det i realiteten ofte svært eller

umuligt for ofre at opnå erstatning fra gerningsmanden, fordi denne f.eks. ikke pågribes eller ikke kan betale. Mange medlemsstater har

derfor indført

nationale regler

om erstatning fra staten som en slags sikkerhedsnet for ofrene, der ellers risikerede at være dårligere stillet en

andre grupper, der lider skade eller tab af forskellig art (sygdom, arbejdsløshed, m.v.).

Som det fremgår af bilag 3 til denne note er de nationale ordninger imidlertid meget forskellige. To personer, der bliver ofre for en

forbrydelse under identiske omstændigheder, men i forskellige medlemsstater, kan således modtage vidt forskellige erstatningsbeløb for

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

samme skader. Disse virkninger er ifølge Kommissionen utilfredsstillende i relation til målsætningen om at gøre EU til et område med frihed,

sikkerhed og retfærdighed for alle.<>

På baggrund af en summarisk gennemgang af de eksisterende ordninger i medlemsstaterne (for en oversigt – se denne notes bilag 2)

konkluderes det i grønbogen, at mulighederne for at få erstatning i EU som offer for en forbrydelse "lader meget tilbage at ønske".

Grønbogen er en første undersøgelse af grundlaget for indførelsen af en fælles ordning for alle medlemsstater.

I Europarådets regi er der vedtaget en

konvention om erstatning til ofre for voldsforbrydelser.

Konventionen trådte i kraft i 1988 og er

undertegnet af tolv medlemsstater, men den er kun trådt i kraft for de 9 af medlemsstaterne i EU, der også har ratificeret konventionen.

Konventionens bestemmelser omfatter personer, der som direkte følge af en forsætlig voldsforbrydelse har lidt alvorlig, varig skade på

legeme eller helbred, samt personer der har mistet en forsørger, der er afgået ved døden som følge af en sådan forbrydelse.

De deltagende stater forpligtes til at etablere statslige ordninger for erstatning til ofre, der som minimum skal sikre, at der ydes erstatning for

tab af indkomst og for medicin- og hospitalsudgifter, samt at der ved dødsfald ydes erstatning for begravelsesudgifter og tab af forsørger.

Konventionen indeholder ikke herudover regler om, hvilke erstatningsposter der skal kunne kræves erstattet, eller om hvordan

erstatningsbeløbene skal udmåles.

2. Målsætningerne for en fælles EU-ordning

Grønbogen opstiller følgende

tre målsætninger

for en eventuel EU-indsats:

• etablering af et "sikkerhedsnet" i EU, så ofre for forbrydelser sikres mulighed for at få erstatning fra staten i EU

• begrænsning af de urimelige virkninger

, der kan blive resultatet af de store forskelle mellem medlemsstaternes erstatningsniveauer og som i praksis afhænger af ofrets

bopælsstat, eller hvor i EU den pågældende bliver offer for en forbrydelse,

• lettere adgang til erstatning

fra staten til ofre for forbrydelser

i sager, der involverer flere medlemsstater,

dvs. at ofrenes adgang til erstatning fra staten ikke bør

være væsentligt påvirket af, hvor i EU

forbrydelsen begås.

Udgangspunktet for overvejelserne skal ifølge grønbogen være

ofrenes behov.

Formålet er således ikke at pege på den mindste

fællesnævner for de gældende ordninger, men et fællesskabsinitiativ skal dog til en vis grad baseres på de resultater, der allerede er

opnået i medlemsstaterne.

3. Oplæg til debat

På baggrund af sin analyse af de nationale ordninger stiller Kommissionen 15 spørgsmål om indretningen af en eventuel fælles

ordning for erstatning til ofre for forbrydelser i EU (se bilag 1 til denne note). Nedenfor gennemgås de væsentligste af disse

spørgsmål samt nogle af de overvejelser, som Kommissionen gør sig undervejs. For visse af spørgsmålenes vedkommende

anbefaler Kommissionen en bestemt løsnin g, andre er mere åbne over for de forskellige muligheder.

• Skal der indføres minimumsstandarder eller harmonisering?

Indledningsvis drøftes det i grønbogen, hvilken

form

en eventuel fælles ordning for erstatning til ofre for forbrydelser bør have. Valget står reelt

mellem indførelsen af

minimumsstandarder

og en traditionel

harmonisering.

Jo større harmonisering, der kan opnås, des mindre er risikoen for, at forskelle mellem medlemsstaterne skal få urimelige virkninger.

Kommissionen foreslår dog selv indførelsen af minimumsstandarder, da erstatningsniveauer varierer meget mellem medlemsstaterne pga.

forskellige holdninger eller prioriteringer, men også som følge af forskelle i levestandard mellem medlemsstaterne. Desuden er

erstatningsniveauerne ofte knyttet til niveauet for de øvrige na tionale erstatningsordninger, som på mange områder ikke er blevet tilnærmet mellem

medlemsstaterne.

Kommissionen mener derfor heller ikke, der kan blive tale om at indføre ensartede erstatningsniveauer målt i penge, men at man bør

fastsætte

ensartede principper for, hvilke former for tab der skal dækkes.

Minimumsstandarderne skal følgelig primært angive, hvilke begrænsninger for erstatning fra staten til ofre de enkelte medlemsstater bør have

mulighed for at fastsætte. En medlemsstat skal dog frit kunne opretholde eller indføre regler, der stiller ofrene

bedre

end efter en fælles

minimumsstandard.

• Hvilke typer forbrydelser og skader skal være dækket af en EU-ordning?

Efter EF-domstolens praksis er det klart, at muligheden for erstatning som minimum skal gælde alle EU-statsborgere på samme betingelser, som

gælder for statsborgere i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået.

Kommissionen foreslår endvidere, at denne mulighed udvides til alle personer, der er lovligt bosiddende i en EU-medlemsstat, herunder

statsborgere fra lande uden for EU. Indirekte ofre

bør også være omfattet (personer, som et offer, der er afgået ved døden, havde en forsørgerpligt

over). Definitionen af, hvilke slægtninge der skal være omfattet som indirekte ofre, kan enten fremgå af minimumsstandarderne eller over lades til

medlemsstaterne.

Vedrørende hvilke

typer forbrydelser,

der skal dækkes, er der forskellige muligheder. Man kan f.eks. dække

alle forbrydelser

og begrænse

adgangen til erstatning ved at indføre specifikke restriktioner. F.eks. kan man undtage skader efter trafikforseelser, uforsætlige lovovertrædelser

(det kan dog udelukke f.eks. uagtsomt manddrab), eller kun dække "alvorlige forbrydelser", m.v. (sidstnævnte er dog svært a t definere). En anden

mulighed kunne være

kun at dække voldsforbrydelser,

så man undgår at skulle sondre mellem forsætlige og uforsætlige skader.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Med hensyn til hvilke

skader,

der skal dækkes, kunne erstatningen begrænses til fysisk og psykisk personskade og udelukke tingsskade, da

tingsskade ofte er noget, som man kan forsikre sig imod. På den anden side kan tingsskader også have alvorlige negative virkninger, f.eks. hvis

vedkommende ikke har råd til forsikring eller mister effekter, der er nødvendige for at tjene til livets ophold. Dækning af tingsskade kunne i stedet

begrænses til t ab med direkte tilknytning til en voldsforbrydelse, f.eks. beskadigelse af personlige ejendele som briller, ødelagt tøj, m.v.

Fremfor at begrænse dækning til "alvorlige skader" som det kendes i nogle medlemsstater, foreslår Kommissionen at indføre en

bagatelgrænse

for

erstatningsbeløb. Under alle omstændigheder er det ifølge grønbogen vigtigt at undgå alt for restriktive kriterier, og den foreslår, at en

minimumsstandard i hvert fald bør dække

personskade forårsaget ved forsætlige forbrydelser.

• Skal udgifter til lægebehandling, erstatning for invaliditet og immateriel skade (tort, svie og smerte, m.v.) være omfattet og skal disse defineres

nærmere?

I de fleste medlemsstater ydes der erstatning for udgifter til

lægebehandling

(inkl. psykologisk rådgivning og psykiatrisk behandling) og

hospitalsophold,

tabt arbejdsfortjeneste

samt evt. begravelsesudgifter og tab af underhold i de tilfælde, hvor der er efterladte, som ofret havde

forsørgelsespligt over for. Disse poster bør ifølge grønbogen også være dækket af en fælles EU-ordning.

Der bør også ydes erstatning for

permanent invaliditet,

selvom det kan være vanskeligt at nå frem til en fælles forståelse for, hvilke tab der skal

ydes erstatning for under denne post. Kommissionen foreslår, at erstatning til ofre for forbrydelser for invaliditet blot ikke må afvige væsentligt fra

almindelig praksis i medlemsstaterne inden for den nationale erstatningsret i øvrigt eller erstatning fra andre kilder såsom pr ivat forsikring.

Spørgsmålet om, hvorvidt ordningen også skal dække såkaldte

"immaterielle skader"

(svie og smerte, tort m.v.) er mindre klart, da omfanget af

dækningen af sådanne skader varierer meget i medlemsstaterne. Grønbogen minder dog om, at ordningen skal tage hensyn til

ofrets

behov og

mener derfor, at sådanne skader må dækkes i et eller andet omfang. De psykologiske virkninger af forbrydelsen kan nemlig være langvarige og

alvorligt belastende både for ofret og dets pårørende. Praksis i nogle medlemsstater viser da også, at erstatning for denne form for tab i

virkeligheden er det vigtigste element i erstatningen, hvad beløbsstørrelsen angår.

Spørgsmålet er dernæst, om minimumsstandarderne skal forsøge at indføre en

fælles definition

af begrebet immaterielle tab. Som absolut

minimum foreslår grønbogen at indføre et generelt princip om, at erstatning også bør dække svie og smerte og andre immaterielle skader og

derudover lade medlemsstaterne definere de "øvrige immaterielle skader" nærmere efter, hvad der ellers gælder i den nationale erstatningsret. I

grønbogen erkendes det dog, at man derved ikke ville opnå ret meget med hensyn til en mere ensartet anvendelse, da der som nævnt er store

forskelle i medlemsstaternes nationale erstatningsregler på dette punkt.

• Fastsættelsen af erstatningsbeløbet og fradrag i erstatningen, m.v.

Ved

fastsættelsen af erstatningsbeløbet

anbefaler Kommissionen, at der som udgangspunkt ydes

fuld erstatning

for de faktisk dokumenterede tab.

Hvis man endvidere indfører

faste satser

til beregning af erstatning har det den fordel, at det forenkler administrationen af erstatning fra staten og

kan betyde, at ofret hurtigere modtager erstatning. På den anden side kan det føre til urimelige resultater i individuelle tilfæld e, selvom man

baserer satserne på de faktiske udgifter til lægebehandling og hospitalsophold, særligt i tilfælde, der involverer flere medlemsstater. Kommissionen

lader dog spørgsmålet stå åbent.

I praksis vil det ifølge Kommissionen dog være umuligt at opstille rimelige fælles retningslinier for fastsættelsen af erstatningsbeløbet for

immaterielle skader

som svie og smerte m.v. Kommissionen foreslår i stedet, at fastsættelsen af erstatning for immaterielle skader overlades til

medlemsstaterne, evt. med krav om sammenhæng med de skalaer, der anvendes ved fastsættelsen af socialsikringsydelser m.v.

Kommissionen overvejer endvidere spørgsmålet om, hvorvidt der skal fastsættes et fælles

minimums- og maksimumsniveau

for erstatningen, men

kan trods de fordele det ville give ud fra et budgetmæssigt synspunkt ikke anbefale dette. Dog kan det overvejes at operere med en "maksimal

minimumsgrænse" og en "mindste maksimumsgrænse."

I samtlige medlemsstater, der har indført en national ordning for erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, kan

erstatning nedsættes eller helt

bortfalde

under visse omstændigheder. Grønbogen stiller derfor det spørgsmål, om der også bør være mulighed for fradrag i erstatningen i følgende

situationer:

a. Skal der være mulighed for at tage stilling til ofrets

økonomiske situation

ved vurdering af, om erstatningskravet er berettiget og ansættelsen af størrelsen

på erstatningen?

Det giver dog en risiko for urimelige virkninger i sager, der involverer flere medlemsstater, hvis den enkeltes indkomstniveau som følge af højere

levestandard i en medlemsstat ville give ret til erstatning i denne, men ikke i en anden, hvor levestandarden og "gennemsnitsindkomsten" er lavere.

Kommissionen kan derfor ikke anbefale, at man indlægger et "trangskriterie".

b. Skal ofrets

handlemåde

før, under eller efter forbrydelsen have en betydning, dvs. hvis ofret via provokation eller lignende delvis selv er skyld i

forbrydelsen?

Kommissionen er tilhænger af, at en sådan vurdering indgår.

c. Skal ofrets eventuelle

deltagelse i en kriminel aktivitet eller medlemskab af en kriminel organisation

uafhængigt af den forbrydelse, han har været udsat

for, have betydning?

Her er det snarere hensynet til den almindelige retsfølelse, der er på spil, men dette kriterium findes ifølge grønbogen ikke i erstatningsretten i alle

medlemsstaterne. En mere bred henvisning til den almindelige retsfølelse eller offentlige orden som grundlag for at nægte erstatning er Kommissionen

heller ikke tilhænger af.

d. I hvilket omfang skal

ofret først søge erstatning fra andre kilder?

Skal ofret være forpligtet til først at søge erstatning fra gerningsmanden, evt. privat forsikring, m.v.? Grønbogen forslår en tærskel, der tilsiger at ofret i

"rimeligt omfang" skal have udtømt andre muligheder for erstatning først, da det giver mulighed for at tage særlige hensyn til ofre, hvor forbryderen ikke

er fundet eller vedkommende åbenlyst ikke kan betale m.v.

e. I hvilket omfang skal

erstatning fra andre erstatningskilder

fratrækkes?

Erstatning udbetalt fra lovpligtig forsikring, sociale ydelser samt beløb fra tilsvarende kilder bør ifølge grønbogen fratrækkes, mens det anføres at

være mere tvivlsomt, hvorvidt erstatning fra privat forsikring også bør fratrækkes. Skillelinjen bør ifølge grønbogen under alle omstændigheder

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

trækkes ved den

faktiske

erstatning fra andre kilder, som ofret har opnået eller kan forvente at opn&ar ing;. Hermed udelukkes fradrag for

erstatning, som ofret

kunne

have opnået såfremt vedkommende havde tegnet en passende forsikring.

• Skal der være et krav om anmeldelse af forbrydelsen til politiet, ansøgningsfrister, mulighed for udbetaling af forskud, m.v.?

Kommissionen foreslår, at der i overensstemmelse med praksis i det fleste medlemsstater indføres et krav om, at ofret skal have

anmeldt

forbrydelsen

til politiet, men vil ikke anbefale, at man sætter en bestemt frist for anmeldelse.

Derimod anbefales det i grønbogen, at man fastsætter

tidsfrister,

inden for hvilke der skal indgives en ansøgning om erstatning fra staten.

Tidsfristerne bør på baggrund af hidtidige erfaringer være rimelig lange og f.eks. løbe fra det tidspunkt, hvor en eventuel straffesag er afsluttet. I

visse situationer skal ofret kunne søge erstatning flere år efter forbrydelsen, f.eks. børn, der har været ofre for seksuelle overgr eb, hvorfor alle

tidsfrister bør indeholde undtagelsesregler, der tager højde for sådanne situationer.

Kommissionen rejser endvidere spørgsmålet om, hvorvidt der skal kunne udbetales

forskud på erstatningen

fra staten i erkendelse af, at erstatning

ofte først udbetales flere år efter forbrydelsen, selvom udgifter til f.eks. hospitalsophold samt tabt arbejdsfortjeneste gør sig gældende umiddelbart

efter forbrydelsen. I sager, der vedrører flere medlemsstater kan det være ekstra tidskrævende for et offer at opnå erstatning. Omvendt vil der være

sager, hvor det ikke er givet, at den pågældende vil kunne opnå erstatning, ligesom det kan inddrages i overvejelserne, at ofret har mulighed for at

sikre sig omgående bistand ved at tegne en rejseforsikring, når sagen vedrører en forbrydelse, der er begået i en anden medlemsstat. Kommissionen

giver ikke noget klart bud for sin evt. præference.

• Hvordan skal ordningen indrettes vedrørende erstatning fra staten i sager, der involverer flere medlemslande (hvor en borger fra et

medlemsland er offer for en forbrydelse i en anden medlemsstat end bopælsstaten)?

Dette spørgsmål vedrører den situation, hvor en EU-statsborger bliver

offer for en forbrydelse i en anden medlemsstat

end den, hvori den

pågældende har fast bopæl. Ifølge EF-retten skal de muligheder, som en medlemsstat giver sine egne statsborgere med hensyn til erstatning fra

staten, også gives til alle andre EU-statsborgere, der bliver ofre for en forbrydelse på denne stats område. Dette gælder dog som nævnt t idligere

ikke tredjelandsstatsborgere, der ellers lovligt opholder sig i en medlemsstat og bliver ofre for en forbrydelse i en anden.

I sager, der involverer flere medlemsstater, kan der være særlige hindringer, som gør det ekstra vanskeligt at få erstatning fra staten, som f.eks.

sprogproblemer, vanskeligheder ved at fremskaffe den nødvendige dokumentation, ukendskab til den gældende procedure, etc. Det kan endvidere

være en særlig økonomisk belastning at sørge for den nødvendig oversættelse af ansøgningen og den vedlagte dokumentation. Ofret vil derfo r

måske opgive at søge en retmæssig erstatning. Derfor skal der ifølge grønbogen findes en ordning, der i princippet giver ofre i sådanne sager lige så

let adgang til at få erstatning fra staten i andre medlemsstater som i bopælsstaten.

Grønbogen redegør for følgende to valgmuligheder, som dog ikke er de eneste mulige løsninger:

a. Ofrene gives

ret til assistance

fra myndighederne i den pågældendes bopælsstat til at søge erstatning i en anden medlemsstat.

b. Ofrene kan

frit vælge,

om de vil søge erstatning i bopælsstaten eller den stat, hvor de blev ofre for en forbrydelse.

Hvis man vælger den

første mulighed,

skal ofret kunne indgive sin ansøgning til en myndighed i bopælslandet, som skal være forpligtet til at

fremsende ansøgningen til den relevante myndighed i den medlemsstat, hvor forbrydelsen er begået. Efter denne model skal der først og fremmest

fastlægges konkrete regler for samarbejdet mellem de relevante myndigheder og grænser for bopælsstatens forpligtelser til at yde administrativ

assis tance til ofret.

Skal assistancen f.eks. udelukkende bestå i en oplysning om de gældende regler i den anden medlemsstat, eller skal myndigheden også indsamle

det nødvendige materiale og kontrollere at dokumentationen er i orden? Skal myndigheden også sørge for de nødvendige oversættelser m.v.? Det

kan endvidere overvejes at indføre en standardformular til brug for kommunikationen mellem myndighederne i forskellige medlemsstater.

Fordelen ved denne første model er, at den administrative byrde i forbindelse med ansøgning om erstatning i en anden medlemsstat lettes og flyttes

fra ofret til en myndighed i bopælsstaten. Det skal dog kun være et tilbud og ikke forhindre, at stater, der i dag indrømmer ofre ret til erstatning for

forbrydelser begået i udlandet, fortsat kan gøre dette. Det vil heller ikke forhindre ofret i at søge erstatning direkte hos den kompetente myndighed i

den medlemsstat, hvor forbrydelsen er begået. Kommissionen anbefaler selv denne løsningsmodel.

Den

anden model

indebærer et frit valg for ofret mht. hvor vedkommende vil søge om erstatning og er mere ambitiøs. Den praktiseres allerede i

visse medlemsstater, der giver mulighed for erstatning til statsborgere og andre personer med fast bopæl i den pågældende stat, som påføres skade

ved en forbrydelse begået i udlandet. Erstatning modtaget fra en medlemsstat vil i givet fald udelukke erstatning fra en anden medlemsstat.

Denne model har den fordel, at ansøgninger må forventes at kunne behandles hurtigere, og lovligt bosiddende ikke-EU-statsborgere vil være

dækket af ordningen i mindst en medlemsstat, nemlig bopælsstaten. På den anden side giver den også et behov for god koordinering for at undgå

risikoen for dobbelt erstatning. Såfremt ofret vælger bopælsstaten vil denne kunne få visse vanskeligheder med at vurdere ofrets ret til erstatning på

baggrund af dokumentation fra en anden medlemsstat, ligesom det kan blive vanskeligt at håndhæve, at andre erstatningskilder (i udlandet) skal

være udtømt. Endelig vil det formodentlig kræve en forøgelse af de administrative ressourcer til formålet.

De ovennævnte spørgsmål er som nævnt i indledningen ment som et

oplæg til debat ved Folketingets høring

om grønbogen den 28. januar 2002,

men andre relaterede spørgsmål, som hverken er nævnt her eller i grønbogen, kan naturligvis også tages op under høringen.

Notatet er udarbejdet i samarbejde med sekretærerne for Retsudvalget og Europaudvalget.

Med venlig hilsen

Nicoline Nyholm Miller

OVERSIGT OVER SPØRGSMÅL

• Bør et fællesskabsinitiativ om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser tage sigte på de tre målsætninger, der er anført i punkt 4.2.

(etablering af sikkerhedsnet for alle i EU, begrænsning af urimelige virkninger af store forskelle mellem medlemsstaternes erstatningsniveau

samt skabe lettere adgang til erstatning for ofre for forbrydelser i sager, der involverer flere medlemsstater)? Kan der foreslås andre rel evante

målsætninger?

• Hvilke typer forbrydelser og personskader skal i givet fald berettige til erstatning fra staten i henhold til en minimumsstandard?

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• Skal en sådan minimumsstandard omfatte krav om bevisførelse i et bestemt omfang fra den, der søger erstatning fra staten?

• Skal immateriel skade være omfattet af en minimumsstandard, og bør det i bekræftende fald defineres, hvad der forstås ved immateriel

skade?

• Kan erstatning for permanent invaliditet defineres i relation til en minimumsstandard?

• Skal en minimumsstandard give mulighed for at tage hensyn til ofrets økonomiske situation ved vurderingen af erstatningskravets berettigelse

og erstatningens størrelse?

• Hvordan skal den statslige erstatnings subsidiære karakter i forhold til andre erstatningskilder fastsættes i en minimumsstandard?

• Hvilke andre erstatningskilder bør fratrækkes erstatningen fra staten?

• Skal en minimumsstandard omfatte mulighed for udbetaling af forskud på erstatningsbeløbet?

• Bør der i forbindelse med minimumsstandarden fastsættes kriterier for ofrets handlemåde i forbindelse med forbrydelsen eller for den

pågældendes deltagelse i kriminel aktivitet i almindelighed, og bør der indgå andre overvejelser vedrørende almindelig retsfølelse og

samfundshensyn?

• Hvilke andre kriterier, som ikke er omhandlet i grønbogen, bør det overvejes at lade indgå i en minimumsstandard?

• Vil det for at lette adgangen til erstatning fra staten i sager, der involverer flere medlemsstater, være hensigtsmæssigt at give ofre ret til at

kræve assistance fra myndighederne i den pågældendes bopælsstat til at søge erstatning i en anden medlemsstat?

• Vil muligheden for frit at kunne søge erstatning enten i bopælsstaten eller i den medlemsstat, hvor forbrydelsen blev begået, være et

hensigtsmæssigt middel til at lette adgangen til erstatning fra staten til ofre i sager, der involverer flere medlemsstater?

• Hvilke andre løsninger ud over dem, der er skitseret i grønbogen, kan overvejes for at lette ofres adgang til erstatning fra staten i sager, der

involverer flere medlemsstater?

• Bør der udarbejdes ensartede formularer til brug i samtlige medlemsstater ved ansøgning om erstatning fra staten?

Den danske ordning for erstatning fra staten til

ofre for forbrydelser

I Danmark ydes der erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i henhold til lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (kaldet

"voldsoffererstatningsloven"). Loven giver som hovedregel ofre et

retskrav

på erstatning, når lovens betingelser er opfyldt. Justitsministeriet har i henhold til

loven nedsat et uafhængigt

nævn

vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser, der behandler ansøgninger om statslig erstatning af person- og tingsskade

forvoldt under en forbrydelse. Nævnet består af en formand, der skal være dommer, og to medlemmer udpeget af henholdsvis socialministeren og

Advokatrådet.

Personskader (§ 1)

Den danske stat yder for det første erstatning for

personskade

forvoldt under en forbrydelse, der er

omfattet af straffeloven.

Kravet om, at forbrydelsen skal

være omfattet af straffeloven udelukker derved skader forvoldt under f.eks. trafikforseelser eller andre brud på særlove, selvom de måtte indeholde

strafsanktioner. Erstatning ydes også for tøj, briller og andre "sædvanlige"

personlige ejendele,

der måtte bli ve beskadiget i forbindelse med personskaden.

Endvidere erstattes kontantbeløb op til kr. 1.000,-

Der er ingen begrænsninger med hensyn til,

hvilke personer

der kan kræve erstatning for personskader, så ordningen omfatter også politiet og personale på

kriminalforsorgsinstitutioner, m.v. Voldsofre i

familieforhold,

f.eks. ægtefæller og børn er også omfattet. Hvis ofret

afgår ved døden,

kan de

pårørende

få

erstatning for rimelige begravelsesudgifter. Endvidere ydes erstatning til personer, som blev forsørget af ofret (§ 2).

Personskader som følge af

uagtsomhed,

hvor dette er kriminaliseret i straffeloven (f.eks. uagtsomt manddrab) er også omfattet. Det er uden betydning for

erstatningsspørgsmålet, om skadevolder eller ofret er danske statsborgere eller udlændinge.

særlige

tilfælde kan der også ydes erstatning for skader, der forvoldes ved

handlinger begået i udlandet,

hvis ofret har bopæl i Danmark, dansk

statsborgerskab eller den pågældende er udsendt for en dansk udenrigsrepræsentation. Der gives dog ikke normalt erstatning til almindelige turister. Erstatning

kan også under visse omstændigheder ydes til personer med bopæl i Danmark, der bliver ofre for en forbrydelse under

udf& oslash;relsen af deres arbejde i

udlandet.

Denne bestemmelse beskytter personer, der efter karakteren af deres arbejde er særligt udsatte for vold under deres erhvervsudøvelse i udlandet,

f.eks. langtidschauffører. Kravet er dog, at skaden skal være sket under "erhvervsudøvelsen."

Tingsskader (§ 3)

Egentlige tingsskader uden for de personlige effekter, der som nævnt ovenfor dækkes ved beskadigelse under personskade, dækkes i det omfang, at de er

forårsaget under en overtrædelse af straffeloven i Danmark af

personer som er tilbageholdt

med henblik på fængsling eller anbragt i visse psykiatriske eller

sociale institutioner. Erstatning kan gives til både fysiske som juridiske personer, dog ikke til offentlige myndigheder. Hvis skaden begå ;s af en person, der har

fået tiltalefrafald, en betinget dom eller er prøveløsladt, er erstatning efter voldsoffererstatningsloven også udelukket. Skader begået af personer, som kun er

tilbageholdt for en tidsbegrænset periode, f.eks. almindelig detention, er heller ikke omfattet.

Fælles bestemmelser

Erstatning ydes også, hvor

skadevolderen er ukendt

eller ikke kan findes, er under 15 år eller utilregnelig. Handlede skadevolderen i

nødværge

el. lign.,

udelukker dette derimod erstatning.

Erstatningen kan

nedsættes eller bortfalde

efter danske rets almindelig regler, f.eks. når ofret har medvirket til skaden eller "accepteret risikoen" for skaden.

Hvis man søger erstatning for tingsskade (§ 3) gælder i øvrigt den regel, at erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, hvis man har undladt at "træffe sædvanlig

sikkerhedsforanstaltninger" som f.eks. at tegne en forsikring.

Erstatning fra staten er

subsidiær

i et vist omfan. Hvor skaden i stedet godtgøres af skadevolderen eller dækkes af skadevolderens eller ofrets forsikringer eller

andre ydelser, der har karakter af "virkelig skadeserstatning," ydes der således ikke erstatning fra staten. Svie og smerte kan dog ikke antages at være dækket af

nogen forsikring.

Offeret har omvendt pligt til at udnytte alle foreliggende muligheder for at få dækket skaden fra den side, inden der søges om erstatning fra staten hos

erstatningsnævnet. I modsat fald kan det føre til et afslag på erstatning fra staten, f.eks. hvis en person ikke rettidigt får anmeldt en skade til sit

forsikringsselskab og dermed afskærer sig selv fra at få skaden dækket af sin private forsikring. Nævnet kan endvidere kræve

ti lbagebetaling

af allerede

udbetalt erstatning, hvis ofret senere opnår dækning for skaden et andet sted fra.

Det er en

betingelse

for at få tilkendt erstatning, at lovovertrædelsen er

anmeldt til politiet

"uden unødigt ophold", hvilket i praksis vil sige inden ca. 24 timer,

men der gøres undtagelser i særlige tilfælde, både mht. overskridelse af fristen og kravet om politianmeldelse. Endvidere skal ofret have søgt erstatning fra

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

skadevolderen under en eventuel straffesag. Hvis der rejses straffesag mod skadevolderen, kan der derfor norma lt ikke ydes erstatning fra staten, før sagen er

afgjort ved dom, i hvert fald i 1. instans. Erstatningsnævnet kan dog i særlige tilfælde yde

forskud

på erstatningen fra staten.

Den almindelige

frist for indgivelse af en ansøgning

om erstatning til nævnet er to år efter, at lovovertrædelsen er begået, men der kan gøres undtagelser i

særlige tilfælde.

1. Betingelser for erstatning

Hvem kan få erstatning?

• direkte ofre

• indirekte ofre

• tilskuere

• hjælpere

Territorialområde

a. ordning dækker alle personer inkl. 3.landsborgere, som er ofre for forbrydelse

på landets territorium

• ordning dækker også ikke-EU-borgere, som har permanent opholdstilladelse i landet

eller kommer fra lande med gensidig aftale

• ordning dækker også statsborgere fra lande, der er medlemmer af Europarådet

uanset evt. gensidig aftale

• ordning dækkes også personer med permanent opholdstilladelse eller

statsborgerskab, der lider skade i udlandet

Typer af forbrydelser og skader

• Ordningen dækker også skader ved uforsætlige forbrydelser

• Ordningen dækker kun voldsforbrydelser

• Ordningen dækker trafikforseelser

• Ordningen dækker kun alvorlige, længerevarende skader

FIN

BEL

POR

LUX

IRL

2. Dækning af tab

• Udgifter til lægebehandling

• Tabt arbejdsfortjeneste

• Tab af forsørger

• Begravelsesudgifter ( i rimeligt omfang)

• Effekter beskadiget under overfald eller røveri

• Stjålne effekter (ved ikke-voldelige forbrydelser)

Permanent invaliditet

Ordning dækker kun følgende reelle omkostninger, der påføres ofret: ved invaliditet

• Fremtidig tabt arbejdsfortjeneste eller mistede indtjeningsmuligheder

• Fremtidige læge- og andre udgifter

• Assistance i hjemmet og genoptræning

• Plejetillæg samt erstatning for specielle udgifter som følge af invaliditeten

Ordning dækker også immateriel skade (procentsats baseret på graden af invaliditet)

(x)

Immateriel skade (svie og smerte m.v.) ud over de immaterielle skader, der dækkes ved permanent invaliditet

• Svie og smerte

• Tort/krænkelse af personlig integritet

• Erstatning til slægtning til ofre, som afgår ved døden som følge af

forbrydelsen (erstatning for tab, lidelse, sorg eller tort).

(x)

Fastsættelse af erstatningsbeløbet (kan nedsættes eller nægtes i samtlige medlemsstater, f.eks. ved egen skyld eller medlemskab af kriminelle organisationer)

• Fuld erstatning

• "Ret og rimelig" erstatning

• Erstatning omfatter ikke tort

• Hensyn til ofrets økonomiske situation

• Faste satser uden hensyn til offerets situation

3. Subsidiær anvendelse og statens indtræden i ofrets rettigheder

• Mulighed for at opnå erstatning fra privat eller offentlig forsikring skal være

udtømt, før staten udbetaler erstatning

• Andre erstatningskilder skal kun være udtømt i rimeligt omfang

• Ofret kan selv vælge, hvor der skal søges erstatning

• Staten har ret til regres mod skadevolderen

(x)

4. Formelle kriterier

• Krav om anmeldelse af forbrydelse til politiet

• Ansøgning om erstatning kan accepteres, selvom forbrydelsen ej anmeldes

(f.eks. når anmeldelse umulig pga. fysisk eller psykisk tilstand)

Tidsfrister for indgivelse af ansøgning

• Tidsfrist løber fra forbrydelsen er begået

• Tidsfrist løber fra forbrydelsen er begået, men forlænges med et år fra

straffesagens afslutning

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

• Tidsfrist afhænger af, hvilken form for tab der søges erstatning for

• Der opereres ikke med en fast tidsfrist

5. Udbetaling af forskud

6. Det vurderende organ

• Uafhængigt organ (kommission, domstol, eller nævn)

• Ministerielt kontor

• Decentrale organisationer (delstatssytede)