PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2002-03
EUU Alm.del Bilag 176
Offentligt

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget

(Alm. del - bilag 176)

retlige og indre anliggender ministerråd

(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

400.C.2-0

Kontor

EU-sekr.

4. november 2002

Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 8. november 2002 – dagsordenspunkt rådsmøde

(konkurrenceevne) den 14.-15. november 2002 – vedlægges Økonomi- og Erhvervsministeriets notat

vedrørende dagsordenspunkt 17.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

1. november 2002

Eksp.nr. 48119

/TAF

17. Forslag til direktiv om forbrugerkredit

(KOM (2002) 443 endelig)

Nyt notat

Resumé

Rådets direktiv af 22. december 1986 om

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love

administrative

bestemmelser

forbrugerkredit – forbrugerkreditdirektivet –

(87/102/EØF) trådte i kraft i 1990.

Kommissionen har den 8. juni 2001 udsendt et

oplæg

til

debat

ændring

forbrugerkreditdirektivet. På et møde den 4.

juli 2001 mellem Kommissionen og

medlemsstaterne blev der fra Kommissionens

side anmodet om skriftlige bemærkninger til

debatoplægget, således at disse kunne tjene

som grundlag for Kommissionens videre

overvejelser

ændring

forbrugerkreditdirektivet.

Den tidligere regering afgav den 12. oktober

2001 høringssvar over debatoplægget. En kopi

af debatoplægget og høringssvaret er sendt til

Folketingets Europaudvalg den 31. oktober

2001.

Rådet har den 18. september 2002 modtaget et

forslag fra Kommissionen til Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv om

harmonisering af medlemsstaternes love og

administrative

bestemmelser

forbrugerkredit (KOM (2002) 443 endelig).

Forslaget har til formål at afløse og

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

modernisere

det

eksisterende

forbrugerkreditdirektiv

(Rådets

direktiv

87/102/EØF som ændret senest ved Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF).

1. Baggrund

Rådets direktiv af 22. december 1986 om

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

love og administrative bestemmelser om

forbrugerkredit – forbrugerkreditdirektivet –

(87/102/EØF) trådte i kraft i 1990.

Kommissionen afgav i maj 1995 en beretning

til Rådet om forbrugerkreditdirektivets

gennemførelse i medlemsstaterne.

Den danske regering afgav i juni 1996

høringssvar over beretningen.

Kommissionen udsendte den 8. juni 2001 et

oplæg til debat (herefter debatoplægget) om

ændring af forbrugerkreditdirektivet.

Den tidligere regering afgav den 12. oktober

2001 høringssvar over debatoplægget. En kopi af debatoplægget og høringssvaret er sendt til Folketingets Europaudvalg

den 31. oktober 2001.

Kommissionen har den 11. september 2002 fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering

af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (KOM (2002) 443 endelig). Forslaget blev

den 18. september 2002 fremsendt til Rådet.

2. Indhold

2.1. Indledning

Direktivforslaget er fremsat med hjemmel i EF-traktatens artikel 95. Forslaget vil således skulle vedtages i henhold til

fremgangsmåden i traktatens artikel 251 (fælles beslutningstagen).

Der er tale om et forslag til et helt nyt forbrugerkreditdirektiv til afløsning af det eksisterende direktiv 87/102/EØF.

Direktivforslaget indeholder forslag til en række nye regler, som - i forhold til det eksisterende forbrugerkreditdirektiv

(87/102/EØF) – vil indebære en udvidet fællesskabsretlig regulering af området for forbrugerkredit. Det drejer sig

navnlig om følgende forslag:

3. Udvidelse af direktivets anvendelsesområde, navnlig ved at begrænse mulighederne for at undtage visse typer af

kreditaftaler, bl.a. ved lån mod pant i fast ejendom, og ved at lade direktivet omfatte kautionsaftaler.

3. Krav om gensidig, forudgående orientering mellem på den ene side forbruger/kautionist og på den anden side

kreditgiver/kreditformidler samt rådgivningspligt for de sidstnævnte.

3. Nærmere regler om indsamling og behandling af personoplysninger i kreditøjemed samt om pligt til at oprette en

central database, som kreditgiverne skal konsultere forud for lån-givning.

3. Krav om "ansvarlig kreditgivning".

3. Udvidelse af oplysningspligten ved indgåelse af kreditaftaler, bl.a. ved krav om oplysninger om de samlede

kreditgiveromkostninger i procent og debitorrenten. Endvidere er oplysningspligten tydeliggjort, for så vidt angår

begrebet "årlige omkostninger i procent."

3. Regler om oplysningspligt ved indgåelse af kautionsaftaler.

3. Krav om at nærmere bestemte vilkår i kredit- eller kautionsaftaler altid skal anses for at være urimelige.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

3. Krav til omfanget af en kautionsaftale samt om indførelse af en "karensperiode", inden for hvilken der ikke kan

gøres krav gældende mod kautionisten.

3. Skærpede krav til kreditgivere ved forbrugeres opfyldelse af kreditaftaler, navnlig med hensyn til tilbagebetaling

før forfaldstid og ved i visse tilfælde at indføre solidarisk ansvar mellem kreditgiver og leverandør af varer eller

tjenesteydelser.

3. Fastlæggelse af betingelserne for at gøre misligholdelse af kredit- eller kautionsaftaler gældende, herunder bl.a.

krav til inkassovirksomhed og til opkrævning af inddrivelsesomkostninger.

3. Skærpede krav til kreditgivere og kreditformidlere i form af registreringspligt, gennem kontrol og overvågning af

deres virksomhed og ved oprettelse af klageorganer.

2.2. Direktivforslagets elementer

2.2.1. Definitioner og anvendelsesområde

Det fastsættes i forslagets artikel 3, stk. 1, at direktivet skal finde anvendelse på kreditaftaler og kautionsaftaler.

Ved en "kreditaftale" skal - som hidtil – forstås en aftale, i henhold til hvilken en

kreditgiver

yder eller giver tilsagn om at yde

forbruger

kredit i form af udskudt betaling, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ydelse.

Uanset at der er tale om en "kreditgiver", dvs. en fysisk eller juridisk person, der yder kredit som led i udøvelsen af

erhvervsmæssig virksomhed, jf. forslagets artikel 2, litra b, foreligger der ikke en kreditaftale i forslagets forstand, hvis

låntager ikke er en "forbruger". Forbrugerbegrebet er – ligesom kreditgiverbegrebet – det samme som det, der i dag følger af

direktiv 87/102/EØF. Ved en "forbruger" skal s& forstås en fysisk person, der ved retshandler, som er omfattet af

direktivet, optræder med et formål, der må anses at ligge uden for dennes erhvervsmæssige virkefelt, jf. forslagets artikel 2,

litra a.

Som nævnt omfatter forslaget ikke kun kreditaftaler, men finder som noget nyt også anvendelse på kautionsaftaler, hvorved

der ifølge forslagets artikel 2, litra e, skal forstås en tillægsaftale, der indgås mellem en kautionist og en kreditgiver, og som

indebærer, at kautionisten yder sikkerhed for opfyldelsen af en kreditaftale. Alene kautionister, der er forbrugere, vil være

omfattet af direktivet, men er dette tilfældet, vil d en kreditaftale, som kautionsaftalen skal give sikkerhed for, kunne vedrøre

såvel forbruger- som erhvervskredit.

Anvendelsen af terminologien "kautionsaftale" og "kautionist" i den danske oversættelse af direktivforslaget

synes i øvrigt ikke at være hensigtsmæssig, idet forslagets kautionsbegreb ifølge de ledsagende bemærkninger

skal dække såvel personlig som tinglig (reel) sikkerhedsstillelse – hvilket inkluderer både solidariske

skyldforhold, kautionsforhold og pant i fast ejendom P>

Det er ikke alle kredit- og kautionsaftaler, som efter forslagets artikel 3 skal omfattes af direktivets anvendelsesområde.

De undtagelser, som foreslås medtaget i det nye forbrugerkreditdirektiv svarer imidlertid kun delvist til, hvad der følger af

direktiv 87/102/EØF. I modsætning til sidstnævnte direktiv skal det nye forbrugerkreditdirektiv således bl.a. omfatte kredit i

form af træk på en løbende konto bevilget af et kredit- eller finansieringsinstitut (kassekredit), kreditaftaler, der falder uden

for bestemte beløbsmæssige maksimums- og minimumsgrænser, samt kreditaftaler, der er bekræftet af en notar eller en

dommer (såkaldte retsforlig).

Der vil dog som nævnt fortsat være undtagelser til direktivets anvendelsesområde, og direktivet skal således bl.a. som noget

centralt ikke finde anvendelse på kreditaftaler, der har til formål at yde kredit til køb eller ombygning af fast ejendom, som

forbrugeren ejer, eller som denne ønsker at erhverve, og som er sikret enten ved pant i fast ejendom eller en

sikkerhedsstillelse, der almindeligvis anvendes til det formål i en medlems stat, jf. artikel 3, stk. 2, litra a.

Undtagelsen for pantsikrede lån i fast ejendom svarer ikke til, hvad der følger af direktiv 87/102/EØF – der

ikke omfatter nogen form for lån mod pant i fast ejendom. Efter forslaget skal pantsikrede lån i fast ejendom,

der har til formål at finansiere forbrugslån, f.eks. køb af en bil, således som noget nyt være omfattet af den nye

regulering.

På opfordring af Kommissionen er der af brancheforeninger og sammenslutninger, der repræsenterer henholdsvis långivere

og låntagere, udarbejdet en "frivillig adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse". Kodeksen

gælder alene for pantsikrede lån til køb eller om- eller tilbygning af fast ejendom, og den foreskriver på dette område, hvilke

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

oplysninger långiverne skal give forb rugerne. De oplysninger, långiverne har forpligtet sig til at give i henhold til kodeksen,

afviger i nogen grad fra indholdet af de oplysninger, der skal gives efter direktivforslagets artikel 10.

Kommissionen har fundet det hensigtsmæssigt at afvente virkningen af kodeksen i medlemsstaterne, før Kommissionen vil

tage skridt til at gøre de realkreditlån, der har til formål at finansiere køb eller ombygning af fast ejendom, til genstand for

fællesskabsretlig regulering.

Udover de nævnte boliglån med sikkerhed i fast ejendom undtager direktivforslaget følgende kontraktforhold:

3. Lejekontrakter, der udelukker overdragelse af ejendomsretten til lejeren og dennes fordringshavere, jf.

artikel 3, stk. 2, litra b.

Undtagelsen må antages at svare til, hvad der følger af direktiv 87/102/EØF. Dette betyder bl.a., at

leasing af løsøre med forkøbsret for forbrugeren og salg af varer med ejendomsforbehold vil være

omfattet af direktivforslaget.

•

Kreditaftaler, ifølge hvilke forbrugeren skal tilbagebetale kreditten på én gang inden for en frist, der ikke

overstiger tre måneder, rente- og omkostningsfrit, jf. artikel 3, stk. 2, litra c.

Der er – i modsætning til direktiv 87/102/EØF - tale om kumulative betingelser, og en kreditaftale vil således skulle opfylde

samtlige de nævnte tre betingelser for at være undtaget fra direktivforslagets område. Der tænkes ifølge de ledsagende

bemærkninger til forslaget bl.a. på kredit i forbindelse med anvendelse af betalings- og hævekort.

•

Kreditaftaler, der ikke omfattes af kreditgivers erhvervsmæssige hovedvirksomhed, som indgås med årlige

omkostninger i procent, der er lavere end de fremherskende på markedet, og som ikke tilbydes offentligheden i

almindelighed, jf. artikel 3, stk. 2, litra d.

Betingelsen om, at kreditaftalen ikke må være indgået som led i kreditgiverens erhvervsmæssige

hovedvirksomhed, er ny i forhold til direktiv 87/102/EØF. Undtagelsen skal dække den situation, hvor en

arbejdsgiver giver sit personale kredit eller forskud på løn, såfremt dette ikke sker som led i arbejdsgiverens

handels- eller erhvervsaktiviteter.

• Kreditaftaler mellem visse investeringsselskaber og en investor, jf. artikel 3, stk. 2, litra e.

Der er tale om helt specielle kreditaftaler, som er underkastet en særlig fællesskabsregulering, der svarer til de

bestemmelser, der foreslås efter det foreliggende direktivforslag, navnlig med hensyn til information og

rådgivning.

2.2.2. Reklame og forbud mod kredit- eller kautionsaftaler indgået uden for fast forretningssted

Efter forslagets artikel 4 stilles der krav om, at enhver reklame eller ethvert tilbud, der er slået op i forretningslokaler, og

som indeholder oplysninger om kreditaftaler, herunder navnlig om debitorrenter, samlede kreditomkostninger i procent

og årlige omkostninger i procent, skal udformes klart og forståeligt under overholdelse af især reglerne om god

forretningsskik. Det skal utvetydigt fremgå, at oplysningerne har et kommercielt sigte.

Herudover er det udtrykkeligt fastsat i direktivforslaget, at reklamering for kreditaftaler fortsat vil skulle leve op til

kravene i direktiv 84/450/EØF (om vildledende og sammenlignende reklame).

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse i direktivforslagets artikel 4 er, at oplysningspligten efter direktiv

87/102/EØF (artikel 3) har vist sig at give anledning til en række praktiske problemer, bl.a. i forbindelse med reklame,

hvor man ikke altid på forhånd har kendskab til, hvornår kreditten hæves og/eller tilbagebetales. Kommissionen ønsker

derfor, at gennemføre en mere fleksibel løsning, der giver mulighed for at la de bedømmelsen af, om en reklame er

vildledende, afhænge af kreditaftalens type og de faktiske forhold, der gøres gældende i forbindelse med reklamen mv.

Efter Kommissionens opfattelse har der også vist sig at være problemer i forhold til dørsalg af kreditaftaler. Med

forslagets artikel 5 foreslås der derfor indsat en ny regel om, at indgåelse af en kredit- eller kautionsaftale uden for fast

forretningssted skal være forbudt, hvis det sker på de vilkår, der henvises til i artikel 1 i direktiv 85/577/EØF

(dørsalgsdirektivet).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Henvisningen til artikel 1 i det nævnte direktiv vil bl.a. betyde, at det forbydes en erhvervsdrivende at indgå en kredit-

eller kautionsaftale med en forbruger under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende uden for dennes faste

forretningssted, eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller en anden forbruger, eller på

forbrugerens arbejdsplads, såfremt besøget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren.

Med den foreslåede artikel 5 indføres der en mere restriktiv retstilstand end efter dørsalgsdirektivet, der ikke indeholder

et forbud mod at rette uanmodet henvendelse til en forbruger med henblik på indgåelse af kredit- eller kautionsaftaler,

men derimod fastsætter, at forbrugeren i sådanne tilfælde skal have ret til at træde tilbage fra aftalen (fortrydelsesret).

2.2.3. Gensidig, forudgående orientering og rådgivningspligt

Som noget nyt foreslås der i forslagets artikel 6 indført regler om gensidig, forudgående orientering mellem på den ene

side forbruger/kautionist og på den anden side kreditgiver/kreditformid-ler samt rådgivningspligt for de sidstnævnte.

Gensidigheden skal bestå i, at forbrugeren og en eventuel kautionist skal være forpligtet til at give kreditgiveren og en

eventuel kreditformidler oplysninger, der skal sætte disse i stand til at vurdere forbrugerens og kautionistens økonomiske

situation og deres mulighed for tilbagebetaling. Kreditgiveren og kreditformidleren må dog kun anmode om oplysninger,

der er passende, relevante og ikke overdrevne ("excessive" i den engelske udgave), jf. også henvisningen i forslaget til

artikel 6 i direktiv 95/46/EØF (persondatadirektivet).

Omvendt skal kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren have pligt til at orientere forbrugeren "i fornødent omfang

præcist og fyldestgørende" om kreditaftalen. Det foreslås endvidere, at oplysningerne – udover de krav, der stilles i det

nyligt vedtagne direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser (artikel 5) – skal indeholde en "præcis og klar

beskrivelse af produktet, dets fordele og i givet fald dets ulemper"

Informationerne skal efter artikel 6, stk. 2, litra a)-i), vedrøre alle kreditaftalens karakteristika, herunder oplysninger

vedrørende afviklingen af lånet og ændrings-, hæve- og tilbagebetalingsvilkår i tilfælde af kreditaftaler med henholdsvis

fast og variabel rente. Der skal herudover bl.a. gives oplysninger om de årlige omkostninger i procent og de samlede

kreditgiveromkostninger i procent ved hjælp af et repræsentativt eks empel. Der henvises om dette begreb til pkt. 2.2.6.

nedenfor.

Der skal efter forslagets artikel 6, stk. 3, desuden påhvile kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren en

rådgivningsforpligtelse, formuleret som en pligt til at finde det produkt, "som er bedst afpasset forbrugerens økonomiske

situation", og kreditgiveren og i givet fald kreditformidleren skal i den forbindelse tage hensyn til "fordele og ulemper

ved det tilbudte produkt og formålet med kreditten".

2.2.4. Beskyttelse af privatlivets fred (persondatabeskyttelse)

Med forslagets artikel 7 fastsættes det, at de personoplysninger, der indsamles hos forbrugere og kautionister eller hos

enhver anden person i forbindelse med indgåelse eller forvaltning af kredit- eller kautionsaftaler, kun må anvendes til at

vurdere deres økonomiske situation og deres mulighed for tilbagebetaling.

Medlemsstaterne skal endvidere efter den foreslåede artikel 8 sikre, at der på deres område anvendes en central database

– eller net af databaser – med det formål at registrere forbrugere og kautionister, der har gjort sig skyldig i

betalingsforsømmelse (dvs. de såkaldt negative kreditoplysninger). For så vidt angår "de positive kreditoplysninger",

dvs. registreringer af kredit- eller kautionsaftaler, vil den centrale er forslaget kunne – men ikke skulle – omfatte sådanne

oplysninger. Der er her tale om en fravigelse af reglen om totalharmonisering i artikel 30.

Ifølge de ledsagende bemærkninger til forslaget skal den centrale database have til formål at sikre en ansvarlig

långivning, og det foreslås således, at kreditgiverne skal have pligt til at konsultere den centrale database forud for

indgåelsen af en kredit- eller kautionsaftale. Forbrugeren og i givet fald kautionisten skal efter anmodning straks og

gratis orienteres om resultatet af enhver konsultation.

De personoplysninger, kreditgiveren har adgang til, må efter forslaget kun anvendes til at vurdere forbrugerens og

kautionistens økonomiske situation og deres mulighed for tilbagebetaling. Oplysningerne skal slettes umiddelbart efter

indgåelsen af kredit- eller kautionsaftalen eller kreditgiverens afslag på kreditanmodningen eller den foreslåede

sikkerhedsstillelse.

Efter forslaget vil behandlingen af personoplysninger i den centrale database i øvrigt skulle ske under overholdelse af

bestemmelserne i direktiv 95/46/EF (persondatadirektivet).

2.2.5. Ansvarlig kreditgivning

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Som noget nyt og centralt er der i forslagets artikel 9 medtaget en bestemmelse om "ansvarlig kreditgivning". Af

bestemmelsen følger, at "når kreditgiveren indgår en kredit- eller kautionsaftale eller forhøjer det samlede kreditbeløb

eller det kautionerede beløb, formodes denne forudgående ud fra de midler, der er til rådighed, at have vurderet, at

forbrugeren og i givet fald kautionisten med rimelighed kan forventes a t være i stand til at overholde kontraktvilkårene."

2.2.6. Obligatoriske oplysninger i kredit- og kautionsaftaler – oplysningspligtens rækkevidde

Efter den foreslåede artikel 10 stilles der en række til dels nye krav til oplysningspligten ved indgåelse af kredit- eller

kautionsaftaler. Der stilles bl.a. krav om, at sådanne aftaler skal udarbejdes på tryk eller på "andet varigt medium", der

f.eks. vil muliggøre elektroniske oplysninger, som kan lagres på en harddisk, jf. nærmere artikel 2, litra o. Endvidere

kræves det, at alle kontraherende parter, herunder kautionister og kreditformidlere, skal modtage et eksemplar af

kreditaftalen – og for kautionistens vedkommende tillige af kautionsaftalen. Af aftalen skal det fremgå, om forbrugeren

har mulighed for at klage til andre end domstolene ("udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer").

kautionsaftaler

vil der skulle gives oplysninger om det maksimale kautionerede beløb og de udgifter, der er forbundet

med misligholdelse.

Ved

kreditaftaler

skal der efter forslaget gælde en videregående oplysningspligt end efter direktiv 87/102/EØF.

Der stilles efter forslaget krav om, at der gives oplysninger om de kontraherende parters og kreditformidlerens navn og

adresse samt om de oplysninger, som efter artikel 6 (stk. 2) vil skulle gives forud for kontraktindgåelsen, jf. herom

ovenfor.

De årlige omkostninger i procent

kreditgiveromkostningerne i procent

beregnes på tidspunktet for

kontraktindgåelsen. Der skal endvidere gives oplysninger om betingelser for betaling af

debitorrenter

, ligesom der også

stilles krav om en opgørelse over de omkostninger, der ikke er omfattet af beregningen af de årlige omkostninger i

procent, men som påhviler forbrugeren i visse tilfælde. Hvis det er hensigten, at det udbetalte kreditbeløb skal

amortiseres, skal kreditgiveren endvidere overgive forbrugeren en amortisationsplan. Hvis der blot skal betales udgifter

og renter uden amortisation, skal kreditgiveren ved indgåelsen af kreditaftalen overgive forbrugeren en opgørelse over

tidspunkt og betingelser for betaling af debitorrenter og hermed forbundne faste udgifter og engangsudgifter. Endelig

skal der – hvis dette er relevant – gives oplysninger om den vare og/eller tjenesteydelse, der skal finansieres, om retten til

tilbagebetaling før forfaldstidspunktet og proceduren herfor samt om udøvelse af fortrydelsesret.

Formålet med "de årlige omkostninger i procent" er på årsbasis at angive en nutidsværdi af de samlede nuværende og

fremtidige forpligtelser (udnyttet kreditmulighed, tilbagebetalinger og omkostninger), der er indgået af kreditgiver og

forbruger. "De årlige omkostninger i procent" beregnes efter forslagets artikel 12 ud fra den matematiske formel, som

fremgår af det medtagne bilag I. Endvidere er der som bilag II til forslaget medtaget eksempler til illustration af

beregningsmetoden.

Med henblik på at beregne "de årlige omkostninger i procent" som defineret i forslagets artikel 2, litra h, skal der ske en

fastsættelse af

de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten.

Ved opgørelsen af "de samlede

omkostninger i forbindelse med forbrugerkredit" skal medtages alle omkostninger, herunder debitorrenter og andre

godtgørelser, vederlag, skatter og afgifter samt udgifter af enhver art, som forbrugeren skal betale for kreditten, jf.

forslagets artikel 2, litra g.

Definitionerne svarer i vidt omfang til, hvad der følger af direktiv 87/102/EØF. Med affattelsen af forslagets artikel 2,

litra g, er det dog ifølge de ledsagende bemærkninger til forslaget hensigten at præcisere, at visse nærmere omkostninger

skal medtages, uden at der af den grund er opstillet en udtømmende positivliste over alle omkostninger.

Det gælder således bl.a. med hensyn til oplysninger om forsikringer, som skal garantere tilbagebetaling af kreditten. Her

foreslås det således efter forslagets artikel 12, stk. 2, at præmier vedrørende sådanne skal indgå i de samlede

omkostninger, hvis forsikringen tegnes ved kreditaftalens indgåelse. I forhold til det eksisterende direktiv 87/102/EØF

(artikel 1a, stk. 2, litra v) er der tale om en udvidelse på to omr&ari ng;der, idet det efter forslaget ikke alene er præmier

vedrørende forsikringstyperne livs-, invaliditets-, sygdoms- eller arbejdsløshedsforsikringer, der er omfattet af

oplysningsforpligtelsen, og idet det ikke efter forslaget er en betingelse, at det er et krav fra kreditgiverne, at forsikringen

tegnes.

Kreditgiveren har – som efter det eksisterende direktiv - ret til at basere sin beregning af de årlige omkostninger i procent

på nogle antagelser, hvis kreditgiveren ikke er i besiddelse af de hertil svarende beregningselementer på det tidspunkt,

hvor informationerne gives, jf. nærmere forslagets artikel 12, stk. 3-7.

Som nævnt vil der ved kontraktindgåelsen også skulle gives forbrugeren oplysning om

de samlede

kreditgiveromkostninger i procent.

Dette nye krav indebærer, at der må oplyses om de beløb, som kreditgiveren

modtager, udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, jf. den foreslåede artikel 2, litra j. Omkostningerne vil

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

skulle beregnes efter samme metode som de årlige omkostninger i procent, men beregningsgrundlaget er som nævnt

begrænset til de samlede omkostninger, som forbrugeren i forbindelse med kreditaftalen skal betale til kreditgiveren, jf.

herved forslagets artikel 2, litra i.

Ikke alle beløb, som opkræves af kreditgiveren, vil dog skulle medtages ved opgørelsen af de samlede

kreditgiveromkostninger. Efter forslagets artikel 13 vil bl.a. misligholdelsesomkostninger og omkostninger ved

tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, som det står forbrugeren frit at påtage sig over for kreditgiveren eller en

anden leverandør af tjenesteydelser, ikke skulle medtages ved beregningen af de samlede kreditgiveromkostninger i pro

cent. Hvis udførelsen af en sådan tjenesteydelse derimod er en betingelse for kreditaftalens indgåelse, skal

omkostningerne i forbindelse hermed indgå i beregningen af de samlede kreditgiveromkostninger i procent. Det vil sige,

at eventuelle præmier til forsikringer indgår i beregningen, såfremt kreditgiveren fremsætter krav om en forsikring og

vælger forsikringsselskabet. Omkostninger pålagt af kompetente myndigheder for registrering og sikkerhed sstillelse

indgår ikke i beregningen af de samlede kreditgiveromkostninger.

Som nævnt stilles der efter forslaget bl.a. også krav om, at der ved indgåelsen af en kreditaftale skal gives oplysninger

debitorrenten.

Kravet herom er nyt i forhold til direktiv 87/102/EØF. Ved "debitorrenten" skal efter artikel 2, litra k,

forstås rentesatsen udtrykt i procent for en bestemt periode og anvendt i en given periode på det udnyttede kreditbeløb.

Debitorrenten er således en rentesats (uden andre omkostnin ger), som kreditgiver kan anvende til at beregne periodiske

renter af hævet kapital.

Debitorrenten vil kunne være fast eller variabel. Er der tale om en fast debitorrente, skal denne efter forslagets artikel 14

anvendes i den periode, der er fastsat i kreditaftalen. Er der derimod aftalt en variabel debitorrente, skal forbrugeren efter

forslagets artikel 14 informeres om ændringer i debitorrenten. Den variable debitorrente kan kun variere i de aftale

perioder og i overensstemmelse med det aftalte referenceindeks eller den aftalte referencesats. Der er frit valg med

hensyn til referenceindeks eller –sats, forudsat at referencerne er underlagt objektive og entydige regler, som parterne

ikke har indflydelse på.

Efter forslagets artikel 14 skal forbrugeren informeres om ændringer i rentesatsen på tryk eller andet varigt medium,

f.eks. ved hjælp af kontoudtog. Der vil i den forbindelse skulle oplyses om de nye årlige omkostninger i procent, de nye

samlede kreditgiveromkostninger i procent og – hvis dette er relevant – den nye "amortiseringsplan", dvs. hvornår

gælden vil være tilbagebetalt.

2.2.7. Fortrydelsesret

Efter forslagets artikel 11 foreslås der indført en generel regel om, at forbrugeren skal kunne fortryde en indgået

kreditaftale inden for en frist på 14 dage. Fristen skal efter forslaget regnes fra den dag, forbrugeren modtager et

eksemplar af den indgåede kreditaftale. Ved benyttelse af fortrydelsesretten skal forbrugeren samtidig tilbagelevere

kreditgiver de beløb eller – ved kreditkøb - de varer, forbrugeren har modtaget i forbi med kreditaftalen. Forbrugeren

skal endvidere betale de renter, der skyldes for den periode, hvor kreditmuligheden er udnyttet, beregnet på grundlag af

de årlige omkostninger i procent.

Den foreslåede fortrydelsesregel skal ikke finde anvendelse på lån mod pant i fast ejendom eller en lignende

sikkerhedsstillelse, og skal heller ikke gælde for aftaler om boliglån (uden sikkerhed) og kreditaftaler, der er blevet

opsagt i henhold til reglerne om fortrydelsesret i det almindelige fjernsalgsdirektiv (direktiv 97/7/EF), det nyligt

vedtagne direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser eller i henhold til artikel 7 i timesharedirektivet (di rektiv

94/47/EF).

2.2.8. Urimelige kontraktvilkår

Efter forslagets artikel 15 skal nogle nærmere opregnede vilkår altid anses som urimelige, når de indgår i en kredit- eller

kautionsaftale. Opregningen skal efter forslaget være udtømmende, jf. herved forslagets artikel 30 (om

totalharmonisering).

Den foreslåede artikel 15 skal ikke være til hinder for, at der fortsat kan foretages en anvendelse af direktiv 93/13/EØF

(som er det generelle direktiv om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler) på hele aftalen. Som bilag til direktiv

93/13/EØF er der medtaget en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der ud fra en

helhedsvurdering kan betragtes som urimelige.

2.2.9. Opfyldelse af kreditaftalen

I lighed med direktiv 87/102/EØF har forbrugeren efter forslagets artikel 16 ret til at opfylde sine forpligtelser i henhold

til kreditaftalen helt eller delvis forud for forfaldstidspunktet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I forhold til det eksisterende forbrugerkreditdirektiv er kreditgiverens mulighed for at få godtgørelse blevet præciseret og

i et vist omfang indskrænket. Som hidtil vil kreditgiveren som udgangspunkt kunne kræve godtgørelse i anledning af

tilbagebetaling før forfaldstidspunktet, men efter forslaget er det en betingelse, at godtgørelsen skal være fastsat ud fra

objektive kriterier, være rimelig og være beregnet på grundlag af regnskabsmæssige principper. Der vil dog ikke kunne

kræves godtgørelse, hvis tilbagebetaling har fundet sted i forbindelse med visse kreditaftaler, herunder bl.a. hvis den

periode i kreditaftalen, som debitorrenten fastsættes for, er på under et år, eller hvis der er tale om en kreditaftale, hvor

kreditten er omfattet af en forsikring.

2.2.10. Overdragelse af kreditgiverens fordringer

Forslagets artikel 17 om overdragelse af kreditgiverens fordringer i henhold til kreditaftalen til tredjemand svarer i det

væsentlige til direktiv 87/102/EØF, i henhold til hvilket forbrugeren ved overdragelse over for tredjemand bevarer de

indsigelser, forbrugeren måtte have over for den oprindelige kreditgiver. Som en følge af udvidelsen af

anvendelsesområdet til at omfatte kautionsaftaler, er det dog præciseret, at såvel forbrugeren som s ikkerhedsstilleren

kan gøre indsigelser gældende over for erhververen af rettigheder i henhold til kreditaftalen.

2.2.11. Forbud mod anvendelse af veksler og andre værdipapirer

Forslagets artikel 18 forbyder kreditgiveren eller indehaveren af fordringerne at kræve af forbrugeren eller

sikkerhedsstilleren eller foreslå dem, at disse skal sikre betalingen af deres forpligtelser efter en kredit- eller

kautionsaftale ved hjælp af en veksel eller et gældsbevis. Det forbydes ligeledes at lade dem underskrive en check,

hvorved de sikrer hel eller delvis tilbagebetaling af det skyldige beløb.

Forslagets artikel 18 er udtryk for en opstramning i forhold til det eksisterende direktiv 87/102/EØF (artikel 10), som

alene fastsætter, at medlemsstater, som i forbindelse med kreditaftaler tillader forbrugeren at foretage betaling med

veksler eller stille sikkerhed ved hjælp af veksler eller checks, skal sikre, at forbrugeren er beskyttet på passende måde.

2.2.12. Solidarisk ansvar

I lighed med direktiv 87/102/EØF (artikel 11, stk. 1) foreslås det i forslagets artikel 19, stk. 1, at forbrugerens indsigelser

over for en leverandør af varer eller tjenesteydelser ved leverandørens misligholdelse med dennes ydelse ikke skal kunne

afskæres.

Medlemsstaterne forpligtes endvidere som noget nyt til at indføre solidarisk ansvar mellem kreditgiveren og

leverandøren af varer eller tjenesteydelser for krav, forbrugeren måtte have på grundlag af leverandørens misligholdelse.

En forudsætning for, at ansvar kan gøres gældende over for kreditgiveren i anledning af leverandørens misligholdelse, er

– ligesom efter direktiv 87/102/EØF (artikel 11, stk. 2) – at der er et samarbejde mellem denne og leverandøren om

kreditgiverens ydelse af kredit i forbindelse med leverandørens præstation af realydelsen. Derimod stilles der – i

modsætning til direktiv 87/102/EØF – ikke længe en først skal have forsøgt at få sit krav honoreret hos leverandøren,

inden kravet kan gøres gældende over for kreditgiveren. Det synes endvidere ikke længere at være overladt til

medlemsstaterne at bestemme, i hvilket omfang og på hvilke betingelser der kan gøres krav gældende over for

kreditgiveren.

2.2.13. Særlige kreditaftaler

Efter forslagets artikel 21 stilles der krav om, at forbrugere, der har indgået kreditaftale i form af kassekredit eller

debitorkonto jævnligt på skrift eller på andet varigt medium skal orienteres om en række oplysninger, der skal sætte dem

i stand til at kontrollere forhold vedrørende kreditten.

Hver af parterne til en tidsubegrænset kreditaftale (f.eks. en kassekredit) skal endvidere på tryk eller andet varigt medium

med tre måneders varsel kunne ophæve (dvs. opsige) aftalen i overensstemmelse med kreditaftalens regler herom og i

henhold til national lovgivning om bevisførelse, jf. forslagets artikel 22.

2.2.14. Opfyldelse af kautionsaftalen

Som noget nyt foreslås det i forslagets artikel 23, at aftaler, hvorved der gives personlig eller reel sikkerhed for

tidsubegrænset kredit, kun kan indgås for en periode af tre år. Sikkerhedsstillelsen kan kun fornyes ved udtrykkelig aftale

med sikkerhedsstilleren ved udløbet af denne periode.

Kreditgiveren kan endvidere kun gøre sin ret gældende over for sikkerhedsstilleren, hvis forbrugeren ikke har opfyldt sin

betalingsforpligtelse inden for en frist på tre måneder at regne fra det påkrav, som efter den foreslåede artikel 24, stk. 1,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

litra b) skal sendes til forbrugeren i tilfælde af betalingsmisligholdelse. Der foreslås med andre ord en vis "karenstid", før

kreditgiveren kan gøre sin ret gældende over for sikkerhedsstilleren.

Efter forslaget skal sikkerhedsstillelsen ikke kunne omfatte bøder eller omkostninger i forbindelse med forbrugerens

misligholdelse.

2.2.15. Misligholdelse af kredit- eller kautionsaftalen (påkrav og forfald)

Det eksisterende forbrugerkreditdirektiv (87/102/EØF) indeholder ikke bestemmelser om misligholdelse af kreditaftaler.

Der er således tale om nye regler herom i forslagets artikel 24. Efter denne artikel skal medlemsstaterne sørge for, at

kreditgiverne, deres fuldmægtige og enhver, der måtte blive ny indehaver af fordringerne i en kredit- eller kautionsaftale,

ikke træffer urimelige foranstaltninger for at inddrive deres fordringer i tilfælde af misligholdelse af aftalerne.

Det skal endvidere sikres, at kreditgiveren normalt kun kan kræve umiddelbar betaling af forfaldne beløb eller gøre en

hævebegrundende indsigelse gældende efter forudgående påkrav, hvor forbrugeren og i givet fald kautionisten opfordres

til at overholde sine kontraktmæssige forpligtelser inden for en rimelig frist eller at anmode om en gældsomlægning.

Det skal desuden sikres, at forbrugeren og kautionisten har ret til i tilfælde af misligholdelse af deres forpligtelser eller i

tilfælde af tilbagebetaling før forfaldstid ved første henvendelse omgående at modtage en gratis og detaljeret opgørelse,

der sætter dem i stand til at danne sig et overblik over, hvilke udgifter og renter de skal betale.

Som noget nyt foreslås der efter forslagets artikel 25 også indføjet regler om overskridelse af det samlede kreditbeløb og

stiltiende overtræk. Det foreslås bl.a., at kreditgiveren, i tilfælde af midlertidig overskridelse af det samlede kreditbeløb

med tilladelse eller stiltiende overtræk, straks skal orientere forbrugeren på tryk eller på et andet varigt medium om

overskridelsens eller overtrækkets omfang og om, h vilken debitorrente der anvendes. Pålæggelse af enhver form for bod

eller udgift eller morarente er udelukket.

Kreditgiveren skal endvidere straks gøre forbrugeren opmærksom på, at denne har foretaget en overskridelse eller et

overtræk uden tilladelse og meddele denne, hvilken debitorrente og hvilke udgifter eller bøder, der påløber.

Enhver overskridelse eller ethvert overtræk skal afvikles i løbet af en periode på højst tre måneder, om nødvendigt ved

hjælp af en ny kreditaftale, hvis samlede kreditbeløb er højere.

2.2.16. Inkasso

Med forslagets artikel 27 foreslås der indsat en regel om, at de fysiske eller juridiske personer, der som hoved- eller

bibeskæftigelse og ikke i tilknytning til en retssag beskæftiger sig med inddrivelse af fordringer i forbindelse med en

kreditaftale eller en aftale om sikkerhedsstillelse for en kreditaftale, ikke kan kræve noget vederlag eller nogen

godtgørelse af forbrugeren eller sikkerhedsstilleren for deres indsats, medmindre disse vederlag eller godtgørelser

fremgår udtrykkeligt af kreditaftalen eller aftalen om sikkerhedsstillelse.

Hvad angår inddrivelse af fordringer i forbindelse med en kreditaftale eller en aftale om sikkerhedsstillelse, skal

medlemsstaterne efter artikel 27, stk. 2, forbyde en række nærmere angivne måder at gennemføre inkasso på.

Medlemsstaterne skal således bl.a. forbyde anvendelsen af skrivelser, der med urette på grund af sin form fremstår som

et dokument fra en retslig myndighed, tilbagetagelse af varer uden retssag eller uden udtrykkeli gt samtykke, inkassering

af udgifter, der ikke fremgår af aftale, enhver henvendelse til forbrugerens eller en eventuel sikkerhedsstillers naboer,

familie eller arbejdsgiver, fysisk eller psykisk chikane af forbrugeren eller en eventuel sikkerhedsstiller eller inddrivelse

af en forældet gæld. Der tale om en udtømmende liste, idet direktivforslaget bygger på totalharmonisering.

Den foreslåede artikel 27 er ny i forhold til direktiv 87/102/EØF.

2.2.17. Særlige forpligtelser for kreditgivere og kreditformidlere

Det foreslås i artikel 28, at medlemsstaterne indfører en pligt for

kreditgivere

kreditformidlere

til at lade sig registrere.

Kreditgivernes og –formidlernes virksomhed skal endvidere kontrolleres og overvåges af en institution eller et offentligt

organ, og der skal oprettes klageorganer, hvortil forbrugere og kautionister kan rette klager over kreditaftaler og aftaler

om sikkerhedsstillelse, jf. herved i øvrigt artikel 32.

Ved en "kreditformidler" skal forstås en fysisk eller juridisk person, der regelmæssigt udøver virksomhed ved bl.a. mod

vederlag at formidle kontakt mellem forbrugeren og kreditgiveren med henblik på indgåelse af en kreditaftale, jf.

forslagets artikel 2, litra d.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I modsætning til direktiv 87/102/EØF (artikel 12), hvor medlemsstaterne alene er forpligtet til at indføre én af de

ovennævnte tre foranstaltninger (registreringspligt for kreditgivere og kreditformidlere, kontrol og overvågning af deres

virksomhed eller oprettelse af klageorganer), skal medlemsstaterne efter den foreslåede artikel 28 indføre samtlige tre

foranstaltninger.

Visse kreditgivere og kreditformidlere, herunder navnlig pengeinstitutter, kan undtages fra registreringsforpligtelsen.

Efter forslagets artikel 29 foreslås indført pligter for kreditformidleren til i reklamer og skrivelser til sine kunder at gøre

opmærksom på sin funktion som kreditformidler. Bestemmelsen har til formål at identificere kreditformidlere.

Det foreslås endvidere, at kreditformidlere forpligtes til at orientere kreditgivere om det samlede kreditbeløb for de andre

kredittilbud, vedkommende har anmodet om eller modtaget på vegne af den samme forbruger eller sikkerhedsstiller,

inden for to måneder forud for indgåelsen af aftalen.

Det foreslås desuden, at kreditformidlerens ret til vederlag fra den forbruger, der har anmodet om kreditformidlerens

medvirken, skal være betinget af, at vederlagets størrelse er nævnt i kreditaftalen, at kreditformidleren ikke modtager

vederlag fra kreditgiveren, og at den kreditaftale, som vedkommende har formidlet, er blevet gyldigt indgået.

2.2.18 Totalharmonisering, forbrugerpræceptivitet, sanktioner, klagemuligheder og bevisbyrderegler

Som noget meget centralt foreslås det i forslagets artikel 30, at medlemsstaterne ikke skal kunne fastsætte andre

bestemmelser end de, der fremgår af direktivet. Med forslaget lægges der således – i modsætning til direktiv 87/102/EØF

(der indeholder en minimumsklausul) – op til totalharmonisering af området for forbrugerkredit. Det foreslås dog at gøre

visse undtagelse herfra bl.a. med hensyn til registrering af kautionsaftaler i henhold til den foreslåede artikel 8, stk. 4 (om

den centrale database).

Efter forslaget skal medlemsstaterne bl.a. også sikre, at kredit- og kautionsaftaler ikke indeholder bestemmelser, der til

skade for forbrugeren og kautionisten afviger fra de bestemmelser i national lovgivning, der fastsættes til gennemførelse

af direktivet, eller som svarer hertil (såkaldt forbrugerpræceptivitet).

Medlemsstaterne skal desuden efter forslagets artikel 31 fastsætte, hvilke sanktioner der skal anvendes i tilfælde af

overtrædelse af nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af direktivet, og skal træffe alle de fornødne

foranstaltninger til at sikre deres iværksættelse. De således indførte sanktioner skal være effektive, rimelige og have

afskrækkende virkning. De kan f.eks. omfatte tab af rentein dtægter og manglende dækning af udgifter for kreditgiveren

og bevarelse af muligheden for ratebetaling af det samlede kreditbeløb for forbrugeren i tilfælde af, at kreditgiveren ikke

overholder bestemmelserne om ansvarlig kreditgivning, jf. forslagets artikel 9.

3. Gældende dansk ret

3.1. Indledning

Rådets direktiv af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser om forbrugerkredit (87/102/EØF) er gennemført i dansk ret ved kreditaftaleloven (lov nr. 398 af 13. juni

1990 om kreditaftaler), der ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. Forbrugerkreditdirektivet

er senere ændret, hvilket også har medført ændringer i kreditaftaleloven.

Det foreliggende forslag til et nyt forbrugerkreditdirektiv vil, hvis det vedtages i sin nuværende form, berøre væsentlige

dele af kreditaftaleloven. Forslaget omfatter endvidere spørgsmål, der er reguleret i anden lovgivning, herunder bl.a. i

prismærkningsloven, forbrugeraftaleloven, persondataloven, aftaleloven, bank- og sparekasseloven, lov om finansiel

virksomhed, renteloven og inkassoloven.

3.2. Kreditaftaleloven

Kreditaftaleloven gælder for kreditaftaler, hvor en erhvervsdrivende (kreditgiveren) yder eller giver tilsagn om at yde

kredit som led i sit erhverv, når en anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv, jf. lovens § 1, stk.

Ved en "kreditaftale" skal forstås en aftale om kredit i form af henstand, lån eller anden tilsvarende form for finansiel

ydelse. Som "kreditkøb" betegnes efter lovens § 5 en kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter køberen efter

aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købesummen helt eller

delvis dækkes ved lån in drømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren

(de såkaldte oprindelige trepartsforhold).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

En forudsætning for, at der foreligger en kreditaftale eller et kreditkøb, som falder ind under lovens regulering, er som

nævnt, at den pågældende aftale om kredit indgås mellem en kreditgiver og en forbruger.

Omfattet af udtrykket "kreditgiver" vil bl.a. være finansielle institutioner, der yder udlån, herunder f.eks. pengeinstitutter,

finansieringsselskaber, kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, låneforeninger, livsforsikringsselskaber og

realkreditinstitutter. Som forbruger anses efter loven navnlig fysiske personer, men også visse juridiske personer vil efter

omstændighederne kunne falde ind under forbrugerbegrebet. Der vil her typisk være tale om ikke-erhvervsdrivende

fonde eller foreninger og andre sammenslutninger med velgørende eller almennyttige formål.

Kreditaftaleloven omfatter ikke kun kreditaftaler i sædvanlig forstand, men finder også anvendelse på kreditaftaler, hvor

kreditten ydes af en ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for kreditgiveren af en

erhvervsdrivende (mellemmanden), jf. kreditaftalelovens § 1, stk. 2. Bestemmelsen har bl.a. den virkning, at udstedelsen

af sælgerpantebreve omfattes af loven, når sælgeren bistås af en professionel ejendomsformidle r (som f.eks. en

advokat).

Kreditaftaler om lån sikret ved pant i fast ejendom er omfattet af kreditaftaleloven, uanset om lånet skal

anvendes til køb eller ombygning af fast ejendom, eller om lånet skal anvendes til et andet formål, f.eks. køb af

bil eller andre forbrugsgoder. Dette skyldes ifølge forarbejderne til loven dels forbrugerbeskyttelseshensyn, dels

konkurrencemæssige hensyn.

Realkreditbranchen opfylder i dag både kreditaftalelovens regler om oplysningspligt og de særlige oplysningskrav, som følger

af den tidligere nævnte "frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse", der er udarbejdet

på Kommissionens opfordring.

Kreditaftaleloven finder ikke anvendelse på alle former for kreditaftaler, og der er således i § 3 helt eller delvis gjort

undtagelse fra lovens regulering, for så vidt angår følgende typer af kredit:

•

Kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter aftalens indgåelse, eller ved kreditkøb

senest 3 måneder efter salgsgenstandens levering, jf. § 3, stk. 1, nr. 1.

Undtagelsen gælder dog efter § 3, stk. 2, ikke, for så vidt angår kreditkøb med ejendomsforbehold og

kreditaftaler med variable lånebeløb (kontoaftaler eller kassekreditter).

•

Kredit, der aftales i forbindelse med indgåelse af retsforlig, jf. § 3, stk. 1, nr. 2.

Derimod er udenretlige (frivillige) forlig omfattet af loven.

•

Kreditaftalelovens kapitel 2 om kreditgivers oplysningspligt gælder ikke for aftaler, hvor der ydes kredit for

beløb, der samlet ikke overstiger 1.500 kr., eller for kredit, der ydes uden vederlag (rente), jf. § 3, stk. 3.

Efter kreditaftaleloven påhviler der en kreditgiver en pligt til at give forbrugeren en række oplysninger i forbindelse med

aftalens indgåelse. Kreditaftaleloven indeholder – når der bortses fra de særlige regler om kreditgiverens tilbudsgivning

vedrørende kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom, jf. lovens § 8 a – ikke regler om oplysningspligt forud for aftalens

indgåelse. Derimod findes der ge er herom i prismærkningsloven, som er omtalt nedenfor under pkt. 3.3.

Efter kreditaftalelovens § 8 skal en kreditaftale udfærdiges skriftligt og indeholde visse nærmere angivne oplysninger. Der

stilles endvidere krav om, at forbrugeren skal overgives en genpart af kreditaftalen.

Efter kreditaftaleloven sondres der mellem kreditaftaler med fast lånebeløb og kreditaftaler med variabelt lånebeløb. Loven

indeholder endvidere som nævnt nogle særlige regler om oplysningspligt ved kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom.

For så vidt angår kreditaftaler med fast lånebeløb, følger det af lovens § 9, at der bl.a. skal gives oplysninger til forbrugeren

om lånebeløbet og – ved køb af løsøre, fast ejendom og tjenesteydelser - størrelsen af en eventuel udbetaling. Herudover skal

ved kreditkøb tillige oplyses kontantprisen. Endvidere skal der gives oplysninger om kreditomkostningerne angivet som et

samlet beløb og angivet aring;rlige omkostninger i procent. Hvis det ikke er muligt at beregne de årlige omkostninger i

procent, skal kreditgiver i stedet oplyse forbrugeren om den nominelle årlige rente. Det skal også oplyses, hvor meget der

samlet skal betales for kreditten, og forbrugeren skal desuden have oplysninger om de enkelte ydelser, disses antal og

forfaldstiden, om aftalens varighed samt om betingelserne for dens opsigelse.

Oplysningspligten ved indgåelse af en kreditaftale med variabelt lånebeløb svarer i nogen udstrækning hertil. Efter

kreditaftalelovens § 10 skal der dog i sådanne kreditaftaler gives forbrugeren oplysning om kreditrammen, de nærmere regler

og betingelser for pålæg af kreditomkostninger samt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder den nominelle

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes. Der skal desuden {{SP gesom ved kreditaftaler med fast lånebeløb – gives

oplysning om de årlige omkostninger i procent, dog her baseret på forskellige udnyttelser af kontoen. Endelig skal det

oplyses, hvor meget der samlet skal betales ved forskellige udnyttelser af kontoen, hvorledes gælden skal betales, hvor ofte

forbrugeren vil modtage kontoudtog, og hvor længe aftalen vil vare samt betingelserne for dens opsigelse.

Et fællestræk ved kreditgivers oplysningspligt ved indgåelse af en kreditaftale med henholdsvis fast og variabelt lånebeløb er

således bl.a., at forbrugeren skal have oplysning om kreditomkost-ningerne angivet som årlige omkostninger i procent.

Om opgørelsen af "kreditomkostningerne" bestemmer kreditaftalelovens § 13, stk. 1, at alle omkostninger er omfattet,

herunder stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for

kreditten. Undtaget er dog efter stk. 2 misligholdelsesomkostninger og omkostninger, som forbrugeren skal betale ved køb af

løsøre eller tjenesteydelser, hvad enten der købes kontant eller på kredi t, f.eks. leveringsomkostninger. Endvidere undtages

omkostninger ved overførsel af penge og omkostninger ved at føre en konto til betaling af ydelserne på kreditten, såfremt

forbrugeren ikke har valgfrihed med hensyn til, hvorledes pengeoverførslen eller betalingen skal ske, og hvis omkostningerne

ikke er unormalt store. Heller ikke medlemsbidrag ved optagelse i foreninger og sammenslutninger, f.eks. fagforeninger,

låneforeninger mv., skal medtages ved opg&oslas h;relsen af de samlede kreditomkostninger. Det samme gælder med hensyn

til forsikrings- eller garantiomkostninger, medmindre forsikringen eller garantien skal tjene til sikkerhed for kredittens

tilbagebetaling.

"De årlige omkostninger i procent" defineres i kreditaftalelovens § 16 som den omkostningssats, der på årsbasis giver samme

nutidsværdi af de samlede nuværende eller fremtidige forpligtelser (lånebeløb, tilbagebetaling og kreditomkostninger), der

følger af aftalen mellem kreditgiveren og forbrugeren. Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages på

tidspunktet for kreditaftalens indgåelse og sker ud fra visse antagelser, jf. nærmere kreditaftalelovens § 17, stk. 2, og § 18.

Kreditaftalelovens § 14 bestemmer, at kreditgiveren ved aftalens indgåelse i øvrigt skal oplyse forbrugeren om størrelsen af de

omkostninger, der ikke indgår i beregningen af kreditomkostningerne, det vil bl.a. sige misligholdelsesomkostninger samt

visse omkostninger ved overførsel af penge, ved indmeldelse i foreninger mv. og ved tegning af visse forsikringsordninger, jf.

nærmere ovenfor om kreditaftalens § 13, stk. 2.

Kreditaftalelovens regler om, at der skal gives forbrugeren oplysning om renten eller om beløb, hvori renten indgår, jf. § 9 og

§ 10, hindrer ikke, at parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal være variabel, jf. lovens § 15. Oplysningerne skal i så fald

gives på grundlag af renten på tidspunktet for oplysningerne og med angivelse af, hvorledes renten er variabel. Medmindre

kreditgiver har tilladelse til at drive virksomhed efter lov om banker og sparekasser m.v. eller realkreditloven, kan det alene

aftales, at renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som

kreditgiver er uden indflydelse på. Det anførte gælder tilsvarende med hensyn til andre kreditomkostninger end renten.

Herudover fastsætter lovens § 15 (stk. 4), at kreditgiveren skal informere forbrugeren om enhver ændring i den årlige

nominelle rente eller de øvrige kreditomkostninger, når ændringen indtræder. Oplysningen kan gives ved, at der gives

forbrugeren særskilt underretning om ændringen eller ved annoncering herom i dagspressen i forbindelse med oplysning om

ændringen i det førstkommende kontoudtog.

3.2.3. Kreditgivers oplysningspligt under kreditaftalens forløb

Efter kreditaftalelovens § 11 skal kreditgiveren ved kreditaftaler med et variabelt lånebeløb regelmæssigt fremsende

kontoudtog til forbrugeren med oplysninger om saldoen ved periodens begyndelse og slutning, størrelsen af og tidspunktet

for debiteringer og krediteringer i løbet af perioden, den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes, og

tidspunktet, inden hvilket betaling i givet fald skal ske for at undgå, at der på ;lægges yderligere omkostninger.

Hvis en forbruger med kreditgiverens stiltiende accept overskrider den aftalte kreditramme, og overtrækket vedvarer ud over

3 måneder, skal kreditgiveren ifølge kreditaftalelovens § 12 gøre forbrugeren bekendt med den årlige nominelle rente og

eventuelle omkostninger i forbindelse med overtrækket samt enhver ændring heri.

3.2.4. Tilsidesættelse af oplysningspligten

En erhvervsdrivendes tilsidesættelse af den ovenfor nævnte oplysningspligt efter kreditaftalelovens § 9 (om kreditaftaler med

fast lånebeløb) er forbundet med en række civilretlige konsekvenser, jf. lovens § 23-24.

Disse regler indebærer bl.a., at forbrugeren i et tilfælde, hvor de samlede kreditomkostninger ikke er oplyst, højest vil kunne

pålægges at betale lånebeløbet og en i loven nærmere angivet årlig rente. Er kreditoplysningerne angivet, vil kreditgiveren ikke

på grundlag af aftalen i øvrigt kunne kræve yderligere kreditomkostninger – og er oplysningen om de årlige omkostninger i

procent for lavt angivet, k ditgiveren ikke kræve højere kreditomkostninger, end hvad der svarer til den procentsats, der er

angivet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det anførte gælder dog ikke, hvis kreditgiveren kan godtgøre, at forbrugeren på trods af de manglende eller urigtige

oplysninger har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.

Herudover følger det af kreditaftalelovens § 24, at en sælger i almindelighed ikke kan kræve godtgørelse for

misligholdelsesomkostninger (dvs. morarenter, omkostninger til inkasso samt sagsomkostninger), hvis der ikke i forbindelse

med indgåelsen af et kreditkøb er givet oplysninger som foreskrevet i lovens §§ 9-10, jf. § 8.

3.2.5. Generalklausulen i kreditaftalelovens § 22 – ugyldighed efter aftaleloven

I kreditaftalelovens § 22 (som i loven betegnes som generalklausulen) er det bestemt, at såfremt det beløb, som forbrugeren

efter aftalen skal betale som vederlag eller omkostninger, er urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt.

Kreditaftalelovens § 22 er en specialregel i forhold til aftalelovens § 36. Reglen antages ikke at give forbrugere en beskyttelse,

der går videre end den, der følger af aftalelovens § 36.

Af aftalelovens § 36 (som er den almindelige generalklausul) følger, at en aftale eller anden retshandel kan ændres eller

tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved

bedømmelsen af, hvorvidt det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre en aftale gældende, skal der tages

hensyn til forholdene ved aftalens indg&ari ng;else, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Der skal således

foretages en samlet vurdering af aftalen og forholdet mellem parterne.

Herudover er der i aftaleloven fastsat særlige regler om forbrugeraftaler, herunder vilkår i sådanne aftaler, jf. lovens §§ 38 a-d.

Bestemmelserne er indføjet i aftaleloven med henblik på gennemførelsen af de civilretlige dele af Rådets direktiv 93/13/EØF

om urimelige kontraktvilkår i forbrugerforhold. I det pågældende lovforslag er der medtaget et bilag til direktivet, der

indeholder en vejledende og ikke-udtømme nde liste over de kontraktvilkår, der ud fra en konkret helhedsvurdering kan

betegnes som urimelige.

3.2.6. Indfrielse af fordringen før forfaldstidspunktet

Kreditaftalelovens § 26, stk. 1, der gennemfører artikel 8 i direktiv 82/102/EØF, fastsætter, at forbrugeren til enhver tid kan

betale sin gæld i henhold til en kreditaftale, og at forbrugeren i den forbindelse kan kræve en reduktion af

kreditomkostningerne i overensstemmelse med nogle nærmere fastsatte regler herom, jf. kreditaftalelovens § 27.

Muligheden for at indfri gæld til enhver tid gælder ikke for pantebreve i fast ejendom, jf. § 26, stk. 2.

3.2.7. Forbrugerens misligholdelse

Efter kreditaftalelovens § 29 har kreditgiveren, hvis forbrugeren i et kreditkøb undlader at opfylde sin betalingspligt, ikke af

den grund ret til at forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, tage det solgte tilbage eller gøre anden aftalt

særlig retsvirkning af undladelsen gældende, medmindre forbrugeren er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets forfaldstid

og nogle nærmere angivne betingelser er opfyldt. Der stilles krav om, at det forfaldne beløb skal udgøre mindst en tiendedel

af det samlede beløb, der skal betales, eller hvis der i det forfaldne beløb indgår flere afdrag, mindst en tyvendedel af det

samlede beløb, der skal betales, eller hele restfordringen.

3.2.8. Brug af negotiable dokumenter

Efter kreditaftalelovens § 31, stk. 1, forbydes det kreditgiveren i forbindelse med en kreditaftale at modtage veksel eller andet

særligt skylddokument, der forpligter forbrugeren, og som ved overdragelse kan medføre indskrænkning af forbrugerens ret

til at fremsætte indsigelser vedrørende aftalen (negotiable skylddokumenter).

Forbudet gælder i de tilfælde, hvor et dokument anvendes som kreditmiddel eller som et skylddokument. Forbudet rammer

således ikke brugen af checks, når checken anvendes som betalingsmiddel.

Forbudet er endvidere ikke til hinder for, at kreditgiveren får pant i fast ejendom, jf. lovens § 31, stk. 2.

3.2.9. Forbrugerens bevarelse af indsigelser mv.

Efter kreditaftalelovens § 32 kan det ikke aftales, at der ved overdragelse til tredjemand af de rettigheder, der tilkommer

kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse, sker indskrænkning af dennes forpligtelser over for

forbrugeren.

Med kreditaftalelovens § 33 bestemmes det, at forbrugeren over for tredjemand (en anden kreditor) kan gøre samme

indsigelser gældende som over for kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Er lånet ydet af tredjemand (financieren) på baggrund af en aftale - der eksisterede på tidspunktet for indgåelsen af

kreditaftalen - mellem financieren og sælgeren af varen (oprindeligt trepartsforhold), kan forbrugeren gøre samme pengekrav

gældende over for financieren som over for sælgeren. En betingelse for, at forbrugeren kan rejse pengekrav over for

financieren, er dog, at forbrugeren først sandsynliggør, at s&ael ig;lgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og at kravet ikke

overstiger, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet, jf. kreditaftalelovens

§ 33, stk. 2, der gennemfører det gældende forbrugerkreditdirektivs artikel 11, stk. 2.

Ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en tjenesteydelse finder bestemmelsen i § 33, stk. 2, tilsvarende anvendelse, når

vederlaget for tjenesteydelsen dækkes helt eller delvis ved lån indrømmet forbrugeren af en tredjemand på grundlag af en

aftale herom mellem denne og leverandøren af tjenesteydelsen, jf. § 33, stk. 3.

3.3. Spørgsmål, der har tilknytning til anden lovgivning

3.3.1. Kreditgivers oplysningspligt forud for aftalens indgåelse

Reglerne for erhvervsdrivendes oplysningspligt i reklamer mv. findes i lov om mærkning og skiltning med pris mv.

(prismærkningsloven).

Efter denne lovs § 2 skal der, hvis varer udbydes i detailsalg med oplysning om omkostninger ved at erhverve dem ved

kreditkøb, ved mærkning, skiltning eller på anden måde tydeligt gives oplysning om kontantprisen, kreditomkostningerne

angivet som et beløb og de årlige omkostninger i procent for kreditten. Ved beregningen af henholdsvis

kreditomkostningerne og de årlige omkostninger i procent, finder kreditaftalelovens regler anvendelse, jf. her om ovenfor

under pkt. 3.2. Der er fastsat nærmere regler ved bekendtgørelse.

3.3.2. Forbud mod dørsalg af kredit- eller kautionsaftaler (forbrugeraftaleloven)

Efter lov om visse forbrugeraftaler § 2 må en erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig

eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig

adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. Forbudet mod at rette

uanmodet henvendelse gælder dog ikke i alle tilfælde, idet der eft er loven bl.a. er gjort undtagelse med hensyn til tegning af

forsikringer mv. Et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med § 2 er ikke bindende, jf.

forbrugeraftalelovens § 3.

Er en kredit- eller kautionsaftale med forbrugerens indforståelse indgået under et møde med den erhvervsdrivende uden for

dennes faste forretningssted, kan forbrugeren under nærmere angivne betingelser træde tilbage fra aftalen (fortrydelsesret), jf.

forbrugeraftalelovens §§ 5-9.

3.3.3. Beskyttelse af privatlivets fred (persondatabeskyttelse)

Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven) indeholder bl.a. almindelige regler om, hvornår det er lovligt at

behandle oplysninger om fysiske personer samt om den enkelte registrerede persons rettigheder i den forbindelse, herunder

bl.a. om ret til at blive underrettet om indsamling af oplysninger og ret til indsigt i oplysninger om vedkommende selv

(såkaldt egenacces), jf. lovens kapitel 4 og kapitel 8-9.

I persondatalovens kapitel 6 er der desuden fastsat særlige regler om kreditoplysningsbureauer. Det følger bl.a. af disse regler,

at den, der ønsker at drive virksomhed med behandling af oplysninger til bedømmelse af økonomisk soliditet og

kreditværdighed med henblik på videregivelse, skal indhente tilladelse fra Datatilsynet. Kreditoplysningsbureauer må kun

behandle oplysninger, som efter deres art er af betydning for bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed. Der må

ikke behandles oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, og oplysninger om forhold, der taler imod

kreditværdighed, og som er mere end 5 år gamle, må ikke behandles, medmindre det i det enkelte tilfælde er åbenbart, at

forholdet er af afgørende betydning for bedømmelsen af den pågældendes soliditet og kreditværdighed. Der er endvidere

fastsat en række detaljered e regler for, hvornår og under hvilke omstændigheder et kreditoplysningsbureau kan videregive

summariske oplysninger om skyldforhold (såkaldt negative kreditoplysninger).

Endvidere findes der i lov om finansiel virksomhed (kapitel 2) særlige regler om finansielle virksomheders adgang til at

videregive personoplysninger.

3.3.4. Fortrydelsesret

Efter dansk ret er der fortrydelsesret ved indgåelse af kreditaftaler, hvis dette følger af henholdsvis lov om visse

forbrugeraftaler og lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fast ejendom på timesharebasis (§ 11), dvs. hvis

kreditaftalen er indgået uden for fast forretningssted (dørsalg) eller der er tale om fjernsalg heraf, eller hvis forbrugeren er

indrømmet henstand af timesharesælgeren eller har fået et lån hos en tredjemand efter aftale mellem denne og

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

timesharesælgeren. Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. indeholder endvidere regler om

fortrydelsesret ved køb af fast ejendom (kap. 2 og 3).

Der eksisterer således ikke en generel ret til at fortryde en kreditaftale.

3.3.5. Sikring af forbrugerens betalingsforpligtelse efter kreditaftalen gennem sikkerhedsstillelse

Kreditor kan – når der bortses fra forbudet i kreditaftalelovens § 21 mod underpant i det solgte – sikre sit krav mod

forbrugeren ved at forlange, at der stilles sikkerhed for dennes opfyldelse af betalingsforpligtelsen efter kreditaftalen. Dette vil

bl.a. kunne ske ved enten at betinge sig, at tredjemand erklærer sig villig til personligt at hæfte for gælden (kaution eller

personlig sikkerhed) eller ved at kræve sikkerhed i fast ejendom, l&os h;re mv. (reel sikkerhed).

I bank- og sparekasselovens § 41 a er der for nylig (ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 om ændring af bl.a. lov om bank og

sparekasser m.v.) fastsat regler om kaution i anledning af forbrugeres låntagning i pengeinstitutter. Reglerne omfatter kun

kaution i traditionel forstand, dvs. personlig sikkerhedsstillelse, mens reglerne ikke gælder – heller ikke analogt – for

tredjemands sikkerhedsstillelse (såkaldt tredjemandspant).

Af bestemmelsen følger bl.a., at en kautionsaftale skal være skriftlig for at kunne gøres gældende. Det følger ligeledes, at hvis

der er stillet kaution for et pengeinstitutlån, og låntager udebliver med hovedstol, afdrag eller renter, skal pengeinstituttet

inden 3 måneder efter de pågældende ydelsers forfaldsdag skriftligt give meddelelse herom til kautionisten. Overskrides

denne frist kan kautionsforpligtelsen kun gør es gældende over for kautionisten for det beløb, som låntagers gæld efter den

sikrede fordring ville have udgjort, hvis låntager havde betalt alle ydelser rettidigt indtil det tidspunkt, som ligger 3 måneder

forud for det tidspunkt, hvor meddelelse gives. Overskridelsen af fristen bevirker herudover, at pengeinstituttet taber sit krav

over for kautionisten eller kautionisterne, i det omfang deres regreskrav mod låntageren er blevet forringet, selv om den nævn

te nedsættelse af kautionsforpligtelsen tages i betragtning. Pengeinstituttet har endvidere en forpligtelse til årligt at give

kautionisten meddelelse om størrelsen af den gældspost, som kautionen er stillet til sikkerhed for.

En kautionist kan efter bestemmelsen i § 41 a ikke hæfte for et beløb, der er større end lånets hovedstol eller kredittens

maksimum ved kautionsaftalens indgåelse.

Udover den nævnte § 41 a i bank- og sparekasseloven findes der ikke i lovgivningen regler om kautionsstillelse i forbindelse

med forbrugeres og kreditgiveres indgåelse af en kreditaftale. Spørgsmål om kreditgiveres underretningspligt mv. i sådanne

tilfælde vil derfor bero på retspraksis- og sædvanebestemte kautionsretlige principper, som ligeledes antages at finde

anvendelse på pant stillet af tredjemand.

Herudover indeholder bank- og sparekasseloven i § 41 b et forbud mod, at et pengeinstitut ved tegning af kapitalindskud

som omfattet af lovens § 22 (om ansvarlig kapital) samtidig tilbyder lånefinansiering til køb af kapitalindskud.

3.3.6. Udenretlige inddrivelsesomkostninger

I rentelovens § 9 b er der fastsat loft over rykker- og inkassogebyrer i forbrugerforhold, således at der i sådanne forhold

maksimalt kan kræve betaling af 100 kr. for udsendelse af rykkerskrivelse eller oversendelse til inkasso. For så vidt angår

andre udenretlige inddrivelsesomkostninger, f.eks. udgifter til advokatsalær, følger det af rentelovens § 9 a, at

fordringshaveren kan kræve betaling af rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen. Med

hjemmel i denne bestemmelse har justitsministeren fastsat nærmere regler om bl.a. størrelsen af sådanne omkostninger i

forbrugerforhold, jf. bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket

betaling.

3.3.7. Inkassovirksomhed

I lov om inkassovirksomhed (inkassoloven) findes der regler om den erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer. Der stilles

efter lovens § 9 krav om, at inkassator ved udøvelse af inkassovirksomhed skal iagttage "god inkassoskik." Bestemmelsen

tilsigter at regulere adfærden for enhver, som inkassovirksomheden har virkninger for, det vil ikke blot sige skyldnere og

inkassators kunder, men også f.eks. skyldnerens familie, arbejdsgivere mv. Med reglen i in kassolovens § 9 angives det ikke

udtømmende, hvad der kan anses for at være i strid med god inkassoskik – og dette må således fastlægges nærmere ud fra

selve den benyttede fremgangsmåde i forbindelse med den pågældende inkassation af fordringen.

Inkassolovens § 9 er uddybet nærmere ved en række andre bestemmelser i loven. Af reglerne i lovens §§ 10-11 følger det

således bl.a., at der – medmindre særlige omstændigheder foreligger – ikke må iværksættes yderligere inkassoskridt, før der er

sendt en påkravsskrivelse, og en i påkravet angivet frist er udløbet. Endvidere er der i lovens § 12 fastsat nærmere regler om

inkassators mulighed personlig henvendelse til skyldnere.

3.3.8. Anmeldelse af kreditgivervirksomhed, kontrol og klagemulighed

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter betalingskortloven stilles der krav om,

betalingskortvirksomhed til Forbrugerombudsmanden.

betalingskortudsteder

indgiver

anmeldelse

påtænkt

I Danmark er der oprettet en række råd og nævn, hvortil forbrugere kan klage, hvis de har købt en vare eller modtaget en

tjenesteydelse, der er mangelfuld. Nærmere regler for indbringelse af klage for Forbrugerklagenævnet er fastsat i lov om

Forbrugerklagenævnet. Af denne lov følger bl.a., at Forbrugerklagenævnet kan godkende, at klager, der ellers kunne

behandles ved nævnet, i stedet behandles ved klage- eller ankenævn o mfattende bestemte brancher eller afgrænsede områder.

Der er med baggrund heri bl.a. godkendt private ankenævn på f.eks. realkreditområdet (Realkreditankenævnet) og på

pengeinstitutområdet (Pengeinstitutankenævnet).

Det kan endvidere nævnes, at Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden har mulighed for efter omstændighederne at gribe

ind og påtale overtrædelser af kreditaftaleloven i forhold til erhvervsdrivende.

4. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Det er regeringens opfattelse, at direktivforslaget, der tilsigter at revidere det eksisterende forbrugerkreditdirektiv, er i

overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

5. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

5.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser.

5.1.1.

Som det er fremgået ovenfor under pkt. 2, indeholder direktivforslaget en række nyskabelser i forhold til det

eksisterende forbrugerkreditdirektiv (direktiv 87/102/EØF med senere ændringer). Navnlig som følge heraf vil

direktivforslaget, hvis det vedtages i dets nuværende form, nødvendiggøre ændringer i lovgivningen.

Der er dog også områder, hvor der allerede findes en regulering i direktiv 87/102/EØF, men hvor der efter det fremsatte

direktivforslag stilles forslag til ændringer og præciseringer hertil, som vil have lovgivningsmæssige konsekvenser.

Der kan navnlig peges på følgende områder, hvor en vedtagelse af forslaget giver anledning til lovgivningsmæssige

overvejelser:

5.1.2.

Med direktivforslaget (artikel 30) foreslås der gennemført totalharmonisering på området for forbrugerkredit, og

der vil derfor ved gennemførelsen af direktivets enkelte bestemmelser ikke kunne fastsættes eller opretholdes regler –

hverken strengere eller lempeligere regler – der fraviger direktivets bestemmelser.

5.1.3.

Det må antages, at kreditaftalelovens nuværende forbrugerbegreb vil kunne opretholdes, idet det med

forbrugerdefinitionen i direktivforslaget (artikel 2, litra a) ikke kan anses at have været hensigten at udelukke, at

medlemsstaterne kan fastsætte regler om forbrugerbeskyttelse for f.eks. ikke-erhvervsdrivende foreninger.

Forslagets opregning af en række nye definitioner på kreditretlige begreber (artikel 2) vil i øvrigt kunne rejse spørgsmål

om indførelsen af yderligere formueretlige definitioner i lovgivningen.

5.1.4.

Den foreslåede udvidelse af forbrugerkreditdirektivets anvendelsesområde (artikel 3) vil nødvendiggøre generelle

regler om kautionsaftaler. Det ændrede anvendelsesområde vil ligeledes nødvendiggøre visse ændringer i reguleringen af

forbrugslån med sikkerhed i fast ejendom. Derimod stiller direktivet ikke krav om at foretage ændringer i reguleringen af

lån til køb eller ombygning af fast ejendo m med sikkerhed heri, idet sådanne lån efter forslaget falder uden for

direktivets anvendelsesområde.

5.1.5.

Det vil også være nødvendigt at foretage andre ændringer i kreditaftalelovens anvendelsesområde, bl.a. med

hensyn til kreditaftaler, hvor kreditten skal indfries senest 3 måneder efter aftalens indgåelse, eller ved kreditkøb senest 3

måneder efter salgsgenstandens levering. Det vil formentlig heller ikke være muligt at opretholde den eksisterende

undtagelse vedrørende kredit, der er aftalt i forbindelse med retsforlig, ligesom der også må foretages ændringer i forhold

til de gældende undtagelser vedrørende små og gratis kreditter.

5.1.6.

Forslaget til nye regler om reklamering for kreditaftaler (artikel 4) vil formentlig – som følge af den foreslåede

totalharmonisering – nødvendiggøre visse ændringer i de gældende regler om mærkning og skiltning med pris mv., bl.a.

med hensyn til det nugældende krav om, at en erhvervsdrivende, der udbyder varer i detailsalg med oplysning om

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

omkostninger ved at erhverve dem ved kreditkøb, altid skal afgive g;rmere bestemte oplysninger til forbrugeren,

herunder bl.a. oplysninger om de årlige omkostninger i procent.

5.1.7.

En gennemførelse af det foreslåede forbud mod dørsalg af kredit- eller kautionsaftaler (artikel 5) vil –

sammenholdt med den foreslåede totalharmonisering – rejse spørgsmål om ændringer i forbrugeraftaleloven. Forbudet

skal efter direktivforslaget gælde med hensyn til indgåelse af aftaler "på de vilkår, der henvises til i artikel 1 i direktiv

85/577/EØF" (dørsalgsdirektiv om ovenfor under pkt. 2.2., mens den gældende forbrugeraftalelov – når der bortses fra

arrangerede udflugter – har et bredere anvendelsesområde og således bl.a. også gælder for den blotte henvendelse til

forbrugeren. Det forekommer i lyset heraf tvivlsomt, om det fortsat vil være muligt at forbyde personlige henvendelser

uden for fast forretningssted, når de ikke har til formål at indgå en aftale på stedet eller få forbruger ng; stedet at afgive et

tilbud. Der vil også kunne rejses spørgsmål om muligheden for at opretholde forbudet mod uanmodede henvendelser til

forbrugere på "andet sted, hvortil der er almindelig adgang."

Som nævnt omfatter forbrugeraftalelovens forbud mod uanmodede henvendelser ikke salg af varer eller tjenesteydelser

under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted, og der vil derfor som følge af

direktivforslagets bredere forbrugerbeskyttelse på dette punkt formentlig være behov for at forbyde indgåelse af kredit-

eller kautionsaftaler under arrangerede udflugter.

5.1.8.

Det vil nødvendiggøre lovgivning at opfylde forslagets krav til gensidig, forudgående orientering mellem på den

ene side forbrugeren og kautionisten og på den anden side kreditgiveren og kreditformidleren samt kravene til de

sidstnævntes rådgivningspligt over for forbrugeren (direktivets artikel 6).

5.1.9.

De foreslåede krav til indsamlingen og behandlingen af personoplysninger i kreditøjemed (direktivets artikel 7) vil

formentlig kræve en lovændring, både for så vidt angår de nuværende regler i persondataloven og i lov om finansiel

virksomhed (kapitel 2). Der vil formentlig også være behov for lovændringer, som følge af forslaget om oprettelse af en

central database over dårlige betalere (artikel 8). Der vil således her kunne peges på forslagets krav om konsultering af

en central database, om omgående og gratis indsigtsret, om umiddelbar sletning af indhentede oplysninger i den centrale

database, samt kravene til selve indsamlingen i og den videre behandling af de registrerede oplysninger i henholdsvis

den centrale database og hos kreditgiverne.

5.1.10.

Det foreslåede princip om ansvarlig kreditgivning (artikel 9) giver anledning til en række tvivlsspørgsmål, bl.a.

med hensyn til om der med forslaget sigtes til en bevisbyrderegel eller til en regel om, at kreditgiveren skal have en

egentlig pligt til at vurdere forbrugerens mv. økonomiske forhold i forbindelse med långivningen. Det grundlæggende

krav til ansvarlig kreditgivning må dog formentlig antages at ville kræve lovgivning.

5.1.11.

Den foreslåede udvidelse af kreditgiverens oplysningspligt ved indgåelse af kreditaftaler (artikel 10 sammenholdt

med artikel 12-14) vil skulle afspejles i kreditaftalelovens bestemmelser herom. Dette indebærer, at oplysningspligten

efter kreditaftaleloven vil skulle udvides til bl.a. at omfatte oplysninger om beløb opkrævet af kreditgiveren

(kreditgiveromkostninger) og om debitorrenten. Endvidere vil der formentlig skulle foretages visse &ael ig;ndringer som

følge af kravet om overgivelse af en amortisationsplan mv., ligesom der formentlig også vil skulle ske visse

præciseringer med hensyn til, hvilke omkostninger, der skal indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent,

herunder bl.a. i forhold til udgifter til tegning af forsikring eller garantistillelse. Der vil desuden formentlig skulle ske

visse ændringer i kreditaftalelovens regulering af de variable kreditomkostninger. Endelig vil der skulle t ages hensyn til,

at den angivne oplysningspligt efter forslaget skal være udtømmende.

Det vil også som følge af direktivforslaget være nødvendigt at fastsætte regler om oplysningspligten ved indgåelse af

aftaler om sikkerhedsstillelse (i forslaget benævnt "kautionsaftaler").

5.1.12.

Direktivforslaget (artikel 11) vil endvidere medføre, at der i dansk ret skal indføres en generel fortrydelsesret ved

indgåelse af kreditaftaler, dog således at det ikke vil være nødvendigt at foretage ændringer i den eksisterende –

direktivbaserede – fortrydelsesret vedrørende indgående kreditaftaler, som følger af henholdsvis forbrugeraftaleloven og

timeshareloven.

5.1.13.

Den udtømmende opregning i forslaget af, hvilke kontraktvilkår der altid skal anses for at være urimelige i

kredit- eller kautionsaftaler (artikel 15), vil nødvendiggøre ændringer i lovgivningen. Et særligt spørgsmål vil være, om

forbudet i bank og sparekasselovens § 41 b mod finansiering af køb af kapitalindskud vil kunne opretholdes, idet en

sådan lånefinansiering ikke udtrykkeligt er opregnet som et urimeligt kontraktvilkår i artikel 15.

5.1.14.

Det vil formentlig kræve lovgivning at opfylde visse dele af direktivforslagets bestemmelser om opfyldelse af

kreditaftalen (artikel 16-19). Der kan herved som noget centralt peges på, at det vil være nødvendigt at tilpasse

bestemmelserne i kreditaftalelovens § 33, stk. 2 og 3 (om en vis solidarisk hæftelse mellem sælger/tjenesteyder og

kreditgiver) til direktivforslagets nye og udvidede krav om solidarisk ansvar. Der kan desuden bl.a. p eges på, at det vil

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kræve lovgivning at gennemføre forslagets krav om, at forbrugeren ved forbrugslån mod pant i fast ejendom skal have

ret til betaling forud for forfaldstidspunktet, samt formentlig også med hensyn til forslaget om, at kreditgiveren ikke skal

have ret til godtgørelse, hvis tilbagebetaling før forfaldstidspunktet har fundet sted i forbindelse med kreditaftaler, hvor

den fastsatte debitorrente skal gælde i en periode på under et å ;r.

5.1.15.

Den foreslåede mulighed for hver af parterne til at opsige en tidsubegrænset kreditaftale med tre måneders varsel

(artikel 22) vil formentlig kræve lovgivning.

5.1.16.

Det vil formentlig også få lovgivningsmæssige konsekvenser, hvis der som foreslået skal gælde en maksimal

gyldighedsperiode på tre år for alle private kautionsaftaler, der giver sikkerhed for tidsubegrænset kredit (artikel 23).

Også forslaget om indførelse af en "karenstid", inden for hvilken der ikke kan gøres krav gældende mod sikkerhedsstiller

må antages at ville give anledning til lovgivning. Det vil endvidere være nødvendigt at foretage ændringer i de

nuværende regler i bank og sparekasselovens § 41 a, bl.a. med hensyn til forslaget om, at kautionsforpligtelsen ikke må

omfatte forskellige udgifter, f.eks. gebyrer og morarenter, som kreditgiveren har afholdt i anledning af låntagers

misligholdelse, ligesom der også generelt vil skulle tages højde for det forhold, at den nuværende § 41 a i bank- og

sparekasseloven kun omfatter ka ution og ikke tredjemandspant.

5.1.17.

Det vil som følge af de foreslåede nye regler om forbrugerens eller kautionistens misligholdelse af kreditaftalen

(artikler 24-27) være nødvendigt at foretage visse ændringer i lovgivningen. Der vil bl.a. være behov for at tilpasse

lovgivningen (dvs. rentelovens §§ 9 a og 9 b om udenretlige inddrivelsesomkostninger) til direktivforslagets krav om, at

forbrugeren i tilfælde af betalingsmisligholdelse skal have ret til at modtage en gratis og detaljeret opgørelse, og kravet

om, at der alene skal kunne kræves vederlag eller godtgørelser for inkasso, hvis dette udtrykkeligt fremgår af kredit- eller

kautionsaftalen.

5.1.18.

Der vil muligvis også skulle foretages visse ændringer i kreditaftalelovens § 12 (om oplysningspligten ved

stiltiende overtræk ud over 3 måneder).

5.1.19.

Det vil også skulle overvejes, om der vil være behov for en ny lovregulering vedrørende kreditgiverens

ophævelse af en kredit- eller kautionsaftale. Endvidere vil det bl.a. skulle overvejes, om der – som følge af den

udtømmende opregning i direktivforslaget af, hvad der skal anses for "dårlig" inkassoskik – vil være behov for at

foretage ændringer i inkassoloven. Der vil tillige kunne rejses sp&o ring;l om, hvorvidt der som følge af direktivforslaget

(særligt artikel 26) vil skulle ske præciseringer i kreditaftalelovens bestemmelser om tilbagetagelse af det solgte (med

ejendomsforbehold).

5.1.20.

De foreslåede regler om registrering af kreditgivere og kreditformidlere og om indførelse af kontrol- og

overvågningsmekanismer over for disse (artikel 28) vil formentlig ligeledes kræve lovgivning. Derimod vil forslaget om,

at forbrugeren skal have udenretlig klageadgang næppe kræve lovgivning. Også de foreslåede bestemmelser om

kreditformidlerens forpligtelser (artikel 29) vil kræve lovgivning.

5.2. Statsfinansielle konsekvenser.

Det skønnes, at en gennemførelse af forslagets krav om registrering af og tilsyn med kreditgivere og kreditformidlere

(artikel 28) vil kunne få ikke ubetydelige statsfinansielle konsekvenser.

Det vurderes endvidere, at kravet om oprettelse af en central database (artikel 8) vil kunne få statsfinansielle

konsekvenser, hvis den centrale database skal oprettes i statsligt regi.

Herudover skønnes direktivforslaget som udgangspunkt ikke at have statsfinansielle konsekvenser af betydning.

6. Høring

Direktivforslaget er sendt i høring hos en række myndigheder og organisationer mv. Der henvises til grundnotatet for en

udførlig gennemgang af de indkomne høringssvar.

7. Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet en udtalelse om direktivforslaget.

8. Forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Grundnotat om direktivforslaget er sendt til Folketingets Europaudvalg den 1. november 2002.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Den danske regerings udtalelse til Kommissionen om et oplæg til debat om ændring af

forbrugerkreditdirektivet er sendt til Folketingets Europaudvalg den 31. oktober 2001.