Europaudvalget 2002-03
EUU Alm.del Bilag 633
Offentligt
1460816_0001.png
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 633)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
1
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EU-sekr.
24. februar 2003
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Skatteministeriets notat om svar på Kommissionens
begrundede udtalelse vedrørende registreringsafgift på biler, der indføres som flyttegods.
Materialet er ligeledes sendt til Folketingets Skatteudvalg.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1460816_0002.png
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Skatteudvalg om svar på Kommissionens begrundede
udtalelse vedrørende registreringsafgift på biler, der indføres som flyttegods.
1. Indledning
Kommissionen har ved skrivelse af 19. december 2002 sendt en begrundet udtalelse vedrørende det forhold, at
Danmarks opkrævning af registreringsafgift af biler, der medtages til Danmark i forbindelse med flytning, er i strid med
direktiv 83/183/EØF - Rådets direktiv af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indførsel af
personlige ejendele fra en medlemsstat.
Kommissionen havde den 24. juni 2001 fremsendt en åbningsskrivelse, hvori Kommissionen gjorde samme synspunkt
gældende.
Kommissionen anfører specifikt, at den danske registreringsafgift, der er baseret på værdien af et køretøj, må anses for at
være en traditionel forbrugsafgift og ikke betaling for en tjenesteydelse. Opkrævning af en sådan afgift vil være i strid
med et af de vigtigste mål for direktiv 83/183/EØF – at sikre den frie bevægelighed for personer samt at skabe samme
vilkår for privatpersoner inden for det europæiske fællesskab som dem, der er gældende på et hjemmemarked.
Endvidere henvises til, at den danske registreringsafgift opkræves af bilforhandleren, der er registreret hos toldvæsenet.
En sådan betalingsmåde svarer ikke til en registreringsafgift, men til en forbrugsafgift.
2. Indhold
Artikel 1, i direktiv 83/183/EØF afgrænser hvilke afgifter, medlemslandene skal give afgiftsfritagelse for.
"1. Medlemsstaterne indrømmer på de betingelser og i de tilfælde, der er anført nedenfor, afgiftsfritagelse
for de [omsætningsafgifter, punktafgifter]* og andre forbrugsafgifter, der normalt opkræves ved
privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en anden medlemsstat.
2. Dette direktiv omfatter ikke særlige og/eller periodiske skatter og afgifter vedrørende brugen af disse ejendele inden for landets
grænser, såsom for eksempel afgifter, der opkræves ved registrering af motorkøretøjer, vejafgifter og fjernsynsafgifter."
*udgået ved ændring af direktiv 83/183/EØF med virkning fra den 31. december 1992.
Kommissionen anfører i den begrundede udtalelse, at stk. 1 i direktivet skal opfattes som en generel regel (lex generalis),
og at stk. 2 anfører de specielle tilfælde (lex specialis), der falder uden for den generelle regel.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1460816_0003.png
I stk. 1 fastsættes et generelt forbud mod andre forbrugsafgifter, der normalt opkræves ved den endelige indførsel af et
gode. I stk. 2, indføres en særlig undtagelse fra det generelle forbud, alene gældende for afgifter, der kan defineres som
afgifter, der opkræves ved registrering af køretøjer.
Det er Kommissionens opfattelse, at reglen i stk. 2, skal fortolkes stramt, således at stk. 2 alene omfatter afgifter, hvor
det beløb, der opkræves, nogenlunde svarer til udgiften ved den afholdte tjenesteydelse. Endvidere fremhæver
Kommissionen, at alle tilfælde, der ikke falder ind under særreglen, nødvendigvis må falde ind under den generelle regel
i stk. 1.
Kommissionen påpeger endvidere, at der i Danmark opkræves to typer af afgifter i forbindelse med registrering af
motorkøretøjer. 1) Registreringsafgift (baseret på køretøjets værdi med en marginal afgiftssats på 180 pct.) og 2) en
afgift bestående af et fast beløb på 1.000 kr., som opkræves i forbindelse med udlevering af nummerplader
(nummerpladegebyr). Efter Kommissionens fortolkning af direktivet er det alene sidstnævnte afgift, der er omfattet af
undtagelsen i artikel 1, stk. 2.
3. Regeringens svar
Det er regeringens klare opfattelse, at registreringsafgiften er omfattet af undtagelsen i direktivets artikel 1, stk. 2, og
således ikke omfattet af direktivets anvendelsesområde.
I forbindelse med de indledende forhandlinger af ovennævnte direktiv i rådets arbejdsgruppe for fiskale spørgsmål (hhv.
den 16. marts og 10/11. maj 1979) blev der på bl.a. Danmarks foranledning med henblik på at præcisere direktivets
anvendelsesområde netop indsat, følgende formulering, :
"Dette direktiv vedrører ikke særlige og/eller periodiske skatter og afgifter vedrørende brugen af
disse ejendele indenfor landets grænser, såsom afgifter, der opkræves ved registrering af
motorkøretøjer, vejafgifter, fjernsynsafgifter osv. "
Kommissionen bekræftede endvidere overfor den danske delegation på henholdsvis mødet den 16. marts og den 10/11. maj
1979, at den danske registreringsafgift ikke var omfattet af direktivet.
Dette bekræfter, at formålet med artikel 1, stk. 2, som formuleret i det endeligt vedtagne direktiv, har været at holde særlige
skatter og afgifter, som f.eks. den danske registreringsafgift af motorkøretøjer, uden for direktivets anvendelsesområde.
Det er endvidere regeringens opfattelse, at registreringsafgiften ikke kan betegnes som en afgift, der normalt opkræves ved
endelig indførsel, idet afgiften først opkræves i det øjeblik, at køretøjet registreres med henblik på anvendelse inden for
landets grænser.
Registreringsafgiften er en særlig afgift, der opkræves ved køretøjets registrering og vedrører retten til at bruge køretøjet
inden for landets grænser. Afgiften er dermed i medfør af direktivets artikel 1, stk. 2, ikke omfattet af direktivet, og
medlemslandene er ikke forpligtet til at fritage køretøjer, der indføres som flyttegods for registreringsafgift.
Regeringen har besvaret Kommissionens henvendelse i overensstemmelse med ovenstående.