PDF udgave (88 KB)
Beskæftigelsesministerens besvarelse af spørgsmål nr. 27 af
29. januar 2003 fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg (Alm.
del – bilag 194).
Spørgsmål nr. 27 af 29. januar 2002:
Marts 2003
"Ministeren bedes sende udvalget et notat, der bredt redegør for, hvilke
muligheder udlændinge (EU lande, EØS la nde, ansøgerlande og 3. lande) har
for at tage ophold og arbejde i danmark. Notatet bedes så vidt muligt
beskrive gældende regler for udlændi nge, der ønsker at arbejde i Danmark.
Det bedes herunder oplyst, om der gæld er særlige regler for praktikophold af
kortere eller længere varighed i danske virksomheder, og hvilke regler der
gælder i forbindelse med tilmelding til Folkeregister, skattemyndigheder
m.v."
Vores sag
7100-0030
Svar:
"Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan uden tilladelse indrej-
se og opholde sig her i landet, jf. udlændingelovens § 1, og er fritaget for
krav om arbejdstilladelse, jf. udlæ ndingelovens § 14, stk. 1, nr. 1.
Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til udlændinge, der er
omfattet af EU-rettens regler om arbejdskraftens fri bevægelighed, etablering
og udveksling af tjenesteydelser m.v., jf. udlændingelovens § 6.
Indenrigsministeriet (nu Integrationsministeriet) har i bekendtgørelse nr. 761
af 22. august 1994 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af
Det Europæiske Fællesskabs regler el ler aftale om Det Europæiske Økono-
miske Samarbejdsområde, som ændret ved bekendtgørelse nr. 684 af 12. juli
1996 (EF/EØS-bekendtgørelsen) sammenskre vet de vigtigste regler om op-
hold og beskæftigelse i Danmark for udlændinge, der er omfattet af EU-
reglerne.
EF/EØS-opholdsbevis uds tedes til en EU- eller EØS-statsborger, der ved er-
klæring fra en arbejdsgiver godtgør at have lønnet beskæftigelse her i landet
eller godtgør at have påbegyndt selvstændig erhverv svirksomhed eller tjene-
steydelse eller at være modtager af tje nesteydelser her i landet, jf. EF/EØS-
bekendtgørelsens § 6.
En persons lønnede beskæftigelse kan dog være af et så begrænset omfang,
at vedkommende ikke kan betragtes som arbejdstager i EU-rettens forstand.
EF-domstolen har ikke fastlagt nogen egentlig minimumsgrænse for, hvor
mange timers beskæftigelse pr. uge der sk al til, for at en person kan betrag-
tes som arbejdstager, men alene angivet nogle mere generelle retningslinier.