Europaudvalget 2003-04
EUU Alm.del Bilag 484
Offentligt
1465325_0001.png
PDF udgave (650 KB)
merne af Folketingets Europaudvalg
stedfortrædere
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EUK
5. februar 2004
Vedlagt Justitsministeriets aktuelle notat vedrørende rådsmødet (retlige og indre anliggender) samt
møde i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 19. februar
2004.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0002.png
Oversigt over aktuelle notater vedrørende de sager inden for
Justitsministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet
(retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede Udvalg på
ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 19. februar 2004.
Side:
3-5
Dagsordenspunkt 1
6-19
20-32
33-36
Dagsordenspunkt 2
Dagsordenspunkt 3
Dagsordenspunkt 4
37-38
39-40
41-42
43-44
45-46
47-48
49-51
52-53
54-56
57-58
59-61
62-63
Dagsordenspunkt 5
Dagsordenspunkt 6
Dagsordenspunkt 7
Dagsordenspunkt 8
Dagsordenspunkt 9
Dagsordenspunkt 10
Dagsordenspunkt 11
Dagsordenspunkt 12
Dagsordenspunkt 13
Dagsordenspunkt 14
Dagsordenspunkt 15
Dagsordenspunkt 16
Forslag  til Rådets  afgørelse  om Det  Europæiske
Fællesskabs  indgåelse  af  protokollen  af  2002  til
Athen-konventionen  af  1974  om  søtransport  af
passagerer  og  deres  bagage  (KOM  (2003)  375
endelig af 24. juni 2003).
*
Rammeafgørelse   om   fuldbyrdelse   i   Den
Europæiske Union af afgørelser om konfiskation.
Rammeafgørelse om anvendelse af princippet om
gensidig anerkendelse på bødestraffe.
Forslag  til Rådets  afgørelse  om Det  Europæiske
Fællesskabs tiltrædelse af De Forenede Nationers
konvention om bekæmpelse af
grænseoverskridende  organiseret  kriminalitet  og
protokollerne hertil.*
Status for gennemførelsen af rammeafgørelsen om
den europæiske arrestordre.
Bekæmpelse af organiseret kriminalitet i det vestlige
Balkan.
Evaluering af CEPOLs aktiviteter.
(Evt.) Forslag til Rådets forordning om standarder
for  sikkerhedsfeatures  og  biometriske  data  i
EU-borgeres pas.
Rådets
henstilling
vedrørende en
sikkerhedshåndbog til brug for de Olympiske Lege
og lignende sportsbegivenheder.
Samarbejdsaftale mellem Europol og Eurojust.
Samarbejdsaftale  mellem  Europol  og  Malta  om
udveksling af personoplysninger.
Samarbejdsaftale mellem Europol og UNODC om
udveksling af strategiske oplysninger.
Samarbejdsaftale mellem Europol og Tyrkiet om
udveksling af strategiske oplysninger.
Rapport om aktiviteterne inden for rammerne af
det   europæiske   netværk   til   beskyttelse   af
fremtrædende personer.
Flerårig    oversigt    vedrørende    godkendte
anlægsudgifter i forbindelse med C.SIS.
Ny næstformand for Eurojust.
2
Dagsordenspunkt 1: Forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske
Fællesskabs indgåelse af protokollen af 2002 til Athen-konventionen af 1974 om
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0003.png
søtransport af passagerer og deres bagage (KOM (2003) 375 endelig af 24. juni
2003).
*
Revideret notat (ændringer er markeret med kursiv)
1. Baggrund.
FN’s internationale søfartsorganisation, IMO, vedtog den 1. november 2002 en
protokol til Athen-konventionen om søtransport af passagerer og gods af
1974.
Protokollen vedrører ansvar for skader på passagerer og deres bagage under
transport til søs og har til formål at forbedre passagerernes retsstilling i
tilfælde af personskade eller dødsfald. Hovedelementerne i protokollen er en
forhøjelse af ansvarsgrænserne for personskade, objektivt ansvar og
forsikringspligt for transportøren for skader, der opstår i forbindelse med
skibets drift, samt en forhøjelse af ansvarsgrænsen for passagerernes bagage.
Herudover indeholder protokollen regler om domstolskompetence samt
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for hovedkonventionens
område.
Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2000 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen). Forordningen
trådte i kraft den 1. marts 2002.
Med vedtagelsen af Bruxelles I-forordningen fik Fællesskabet såkaldt ekstern
kompetence på de retsområder, som dækkes af forordningen. Fællesskabet
har derfor kompetence med hensyn til undertegnelse og indgåelse af de dele
af protokollen, der vedrører domstolskompetence samt anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser.
På den baggrund har Kommissionen den 24. juni 2003 fremsat et forslag til
Rådets afgørelse om det Europæiske Fællesskabs undertegnelse (uden
forbehold for senere tiltrædelse)
af protokollen af 2002 til
Athen-konventionen.
Formandsskabet har
nu på baggrund af anmodning fra medlemsstaterne opdelt
3
forslaget i et forslag, der alene vedrører undertegnelse af protokollen, og et
forslag alene vedrørende ratifikation af protokollen. Såvel forslaget om
undertegnelse som forslaget om ratifikation forventes vedtaget på rådsmødet
(retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 eller på et senere
rådsmøde.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0004.png
Da retsgrundlaget for Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf.
artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, der
ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om
Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten
(forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender). Det Europæiske
Fællesskabs undertegnelse og senere indgåelse af protokollen af 2002 til
Athen-konventionen har således ikke bindende virkning for eller finder
anvendelse i Danmark.
Danmark handler således fortsat på egne vegne i relation til undertegnelse og
senere ratifikation af protokollen, idet den danske holdning dog fastlægges i
tæt kontakt med Fællesskabet.
2. Indhold.
Forslaget til Rådets afgørelse om Det Europæiske Fællesskabs
indgåelse
af
protokollen af 2002 til Athen-konventionen indeholder en bestemmelse om,
at formanden for Rådet udpeger en person, som på Fællesskabets vegne
ratificerer
protokollen til Athen-konventionen.
3. Europa-Parlamentet.
Forslaget behandles i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300.
Europa-Parlamentet skal derfor høres over forslaget til Det Europæiske
Fællesskabs indgåelse af protokollen til Athen-konventionen.
4. Høring.
Forslaget har ikke været sendt i høring.
5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.
Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
den
3. februar 2003.
4
6. Subsidiaritetsprincippet.
Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.
7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.
Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse omfattet af det danske
forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.
Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0005.png
vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg .
Sagen har tidligere forud for Rådsmødet den 27.- 28. november 2003 været
forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg med hensyn til
spørgsmålet om undertegnelse.
5
Dagsordenspunkt 2: Rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske
Union af afgørelser om konfiskation.
Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.
1.
Baggrund.
På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en
handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse
af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden
for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret
indsats for blandt andet at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig
terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption
samt svig.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0006.png
Målet skal blandt andet nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemslandenes
politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der
inden to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med
henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i
straffesager.
I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999
blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af
kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33, 36 og 37, der
har følgende indhold:
”33. En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen
med den nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette
samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af
den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om
gensidig anerkendelse, der efter dets mening bør være hjørnestenen i det
retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige
område.  Princippet  bør  gælde  for  såvel  domme  som  andre  afgørelser
truffet af retlige myndigheder.”
”36. Princippet om gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der
afsiges under straffesagens forberedelse, især når de giver de kompetente
myndigheder mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og beslaglægge
aktiver, der let kan flyttes; bevismateriale, der på lovlig vis er indsamlet af
myndighederne i en medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i
de øvrige medlemsstater under hensyn til de dér gældende regler.”
”37. Det Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden
december 2000 at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på
gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse. I forbindelse med
6
dette program bør der også sættes et arbejde i gang med hensyn til et
europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument og de aspekter af retsplejen, som
det skønnes nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for, således
at princippet om gensidig anerkendelse lettere kan gennemføres under
overholdelse af medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper.”
Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det
Europæiske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på
gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Pkt.
3.3. i programmet har følgende ordlyd:
”Mål: Forbedre fuldbyrdelsen i en medlemsstat af en afgørelse, truffet i en
anden  medlemsstat,  om  konfiskation,  navnlig  med  henblik   på
tilbagelevering til offeret for en strafbar handling under hensyntagen til den
europæiske  konvention  af  8.  november  1990  om  hvidvaskning,
efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart
forhold.
Foranstaltning  nr.  18:  Undersøge  navnlig  hvorvidt  de  i  artikel  18  i
1990-konven-tionen  fastsatte  grunde  til  nægtelse  af  fuldbyrdelse  af  en
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0007.png
konfiskationsforanstaltning  man,  uden  at  dette  berører  Fællesskabets
anerkendelse,  og  hvordan alle er forenelige med princippet om gensidig
beføjelser,  kan  forbedre  mulighederne  for  anerkendelse  og  umiddelbar
fuldbyrdelse  i  en  medlemsstat  af  en  afgørelse  truffet  af  en  anden
medlemsstat med henblik på at beskytte offerets interesser, når en sådan
afgørelse følger af straffedommen.”
På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 28. februar 2002
blev der opnået politisk enighed om et forslag til rammeafgørelse om fuldbyrdelse i
Den Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller materiale.
Rammeafgørelsen er vedtaget den 22. juli 2002 og offentliggjort i EF-Tidende den 2.
august 2003 (EFT2002/C184/8). Rammeafgørelsen forpligter medlemsstaterne til at
fuldbyrde afgørelser om beslaglæggelse, der er truffet i en anden medlemsstat.
På denne baggrund har Danmark i forbindelse med det danske formandskab i 2. halvår
af 2002 fremsat et forslag til en rammeafgørelse om fuldbyrdelse i Den Europæiske
Union af afgørelser om konfiskation. Forslaget skal ses i sammenhæng med et andet
dansk  forslag  til  rammeafgørelse  om  konfiskation  af  udbytte,  redskaber  og
formuegoder fra strafbart forhold, som der blev opnået politisk enighed om den 19.
december  2002.  Forslaget  er  offentliggjort  i  EF-Tidende  den  2.  august  2002
(EFT2002/C184/8).
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. december 2002 drøftede Rådet
spørgsmålet om deling af konfiskerede aktiver.
På rådsmødet den 5. – 6. juni 2003 drøftede Rådet spørgsmålet om en definition af
formuegoder og spørgsmålet om dobbelt strafbarhed.
7
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3. oktober 2003 drøftede Rådet
spørgsmålet om, hvorvidt fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse om konfiskation skal
kunne  afslås  med  henvisning  til  manglende  overholdelse  af  grundlæggende
retsprincipper i domsstaten, samt spørgsmålet om deling af konfiskerede aktiver (”asset
sharing”).
Rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den Europæiske Union af afgørelser om konfiskation blev
Artikel 36-udvalgets møde den 17. – 18. november 2003 taget af dagsordenen for rådsmødet (re
og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19. februar 2004 forventes Rådet på ny at drøf
spørgsmålet om en afvisningsgrund med henvisning til manglende overholdelse af grundl
retsprincipper i domsstaten. Endvidere forventes Rådet generelt at drøfte omfanget af afvisning
artikel 7, herunder bl.a. spørgsmålet om afvisning med henvisning til nationale privilegie
(trangsbeneficium mv.).
2.
Indhold.
Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31, litra a), og artikel 34, stk. 2, litra
b),  i  Traktaten  om  Den  Europæiske  Union  (TEU),  indebærer,  at  afgørelser  om
konfiskation  afsagt  i  en  medlemsstat  som  udgangspunkt  skal  anerkendes  af  den
medlemsstat,  der  skal  gennemføre  afgørelsen,  uden  yderligere  formaliteter  og
gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national
afgørelse. Herudover indeholder forslaget bestemmelser om deling af konfiskerede
aktiver.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0008.png
Artikel  1  fastslår,   at  rammeafgørelsen   ikke  indebærer   nogen  ændring  af
medlemsstaternes  pligt  til  at  respektere  de  grundlæggende  rettigheder  og  de
grundlæggende retsprincipper, der er fastlagt i artikel 6 i TEU.
Forslagets artikel  2  indeholder  definitioner  af  de  begreber,  der  anvendes  i
rammeafgørelsen.
”Udstedelsesstaten” defineres som den medlemsstat, hvor en domstol har truffet en
afgørelse om konfiskation i forbindelse med en straffesag.
”Fuldbyrdelsesstaten” er den medlemsstat, hvor en afgørelse om konfiskation er sendt
til med henblik på fuldbyrdelse.  
”Afgørelse om konfiskation” defineres som en endelig sanktion eller foranstaltning
pålagt af en domstol efter en retssag vedrørende en eller flere forbrydelser, og som
medfører en endelig berøvelse af formuegoder.
Et ”formuegode” defineres som et formuegode af enhver art som fast ejendom, løsøre
samt juridiske dokumenter, der beviser adkomst til eller rettigheder over formuegoder,
som domstolen i udstedelsesstaten har besluttet udgør udbyttet af en lovovertrædelse
eller et aktiv, der helt eller delvist svarer til værdien af dette udbytte, eller redskaber
8
eller  genstande  anvendt  i  forbindelse  med  en  sådan  lovovertrædelse,  eller  som
domstolen  i  udstedelsesstaten  har  besluttet  skal  konfiskeres  med  hjemmel  i
bestemmelser om udvidet konfiskation som defineret i udkastet til rammeafgørelse om
konfiskation af udbytte, redskaber eller formuegoder fra strafbart forhold, eller skal
konfiskeres med hjemmel i andre bestemmelser om udvidet konfiskation.
”Udbytte” defineres som enhver økonomisk fordel, der kan bestå af alle former for
formuegoder, som stammer fra lovovertrædelser.
”Redskaber” defineres som enhver form for formuegode, der anvendes eller påtænkes
anvendt til at begå en eller flere forbrydelser.
Endelig defineres ”Kulturgoder”, der er en del af medlemsstaternes nationale kulturarv,
i  overensstemmelse  med  Rådets  direktiv  93/7/EØF  af  15.  marts  1993  om
tiltagelevering af kulturgoder, som ulovligt fjernes fra en medlemsstats område.
Efter artikel  3  skal  medlemsstaterne  meddele  Rådssekretariatet,  hvilke  nationale
myndigheder, der er kompetente til at udstede og fuldbyrde afgørelser i medfør af
rammeafgørelsen.
Efter artikel 4 kan afgørelser om konfiskation fremsendes direkte fra den udstedende
myndighed til den fuldbyrdende myndighed i den medlemsstat, hvor den fysiske eller
juridiske person, over for hvem afgørelsen er truffet, har ejendom eller indkomst,
normalt har bopæl, eller hvor den juridiske person er indregistreret eller har hovedsæde.
Ved fremsendelsen skal der vedlægges den i bilaget til rammeafgørelsen optrykte attest.
Den  kompetente  myndighed  i  udstedelsesstaten,  der  har  truffet  afgørelse  om
konfiskation, skal undertegne attesten og erklære, at oplysningerne er korrekte. Attesten
indeholder blandt andet oplysninger om den person og den lovovertrædelse, som
afgørelsen vedrører.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0009.png
Artikel 5 fastlægger anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Anvendelsesområdet er
fastlagt  efter  de  samme  principper  som  i  rammeafgørelsen  om  den  europæiske
arrestordre  m.v.,  rammeafgørelsen  om  fuldbyrdelse  i  Den  Europæiske  Union  af
kendelser  om  indefrysning  af  formuegoder  eller  bevismateriale  og  udkastet  til
rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.
Der sondres således for så vidt angår anvendelsesområdet mellem forbrydelser på en
såkaldt  positiv-liste  og  andre  forbrydelser.  Positiv-listen  omfatter  blandt  andet
terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig
handel  med  narkotika,  ulovlig  handel  med  våben,  bestikkelse,  svig,  hvidvaskning,
falskmøntneri, miljøkriminalitet, menneskesmugling, manddrab, racisme, bortførelse og
bedrageri.  Listen  er  udarbejdet  med  udgangspunkt  i  de  lovovertrædelser,  som  er
omfattet af Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.
Hvis  afgørelsen  om  konfiskation  vedrører  en  forbrydelse  på  listen,  og  denne
forbrydelse kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i
domsstaten, gælder der ikke noget krav om dobbelt strafbarhed, d.v.s. at forholdet ikke
9
nødvendigvis skal være strafbart i fuldbyrdelsesstaten.
For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af listen, vil kravet om dobbelt
strafbarhed fortsat finde anvendelse, men det understreges, at anvendelsen af kravet
om  dobbelt  strafbarhed  skal  anvendes  fleksibelt,  således  at  kravet  om  dobbelt
strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er grundlag for afgørelsen om
konfiskation, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.
Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser på listen.
Efter artikel 6 skal en afgørelse, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 4,
anerkendes  af  fuldbyrdelsesstatens  kompetente  myndigheder  uden  yderligere
formaliteter og gennemføres omgående, som hvis der havde været tale om en national
afgørelse. Hvis anmodningen om konfiskation vedrører et bestemt formuegode, kan
det aftales, at fuldbyrdelsesstaten kan fuldbyrde konfiskationen i form af et krav om at
betale et pengebeløb, der svarer til værdien af formuegodet.
Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, hvis der i medfør af
artikel 7 er grundlag for at afslå fuldbyrdelsen, jf. nedenfor.
Artikel 7 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan beslutte ikke at fuldbyrde
en afgørelse om konfiskation.
Det gælder for det første tilfælde, hvor den i artikel 4 nævnte attest ikke er udarbejdet,
eller hvor der er alvorlige mangler ved attesten.
Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen, hvis det fastslås, at fuldbyrdelse vil
være i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning.
Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis den lovovertrædelse, som afgørelsen vedrører,
ikke   udgør   en   lovovertrædelse   efter   fuldbyrdelsesstatens   lovgivning,   og
lovovertrædelsen ikke er omfattet af positiv-listen i artikel 5.
Herudover kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende afgørelsen, hvis den person, som
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0010.png
afgørelsen  vedrører,  nyder  immunitet  eller  privilegier,  der  efter  lovgivningen  i
fuldbyrdelsesstaten gør det umuligt at fuldbyrde afgørelsen om konfiskation.
Fuldbyrdelse  kan  desuden  afslås,  hvis  tredjemands  rettigheder  gør  det  umuligt  at
fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, eller hvis afgørelsen om konfiskation er truffet
som udeblivelsesdom, og den berørte person ikke har været tilsagt personligt eller via
en repræsentant til retssagen.
Fuldbyrdelse kan endvidere afslås, hvis afgørelsen om konfiskation er en følge af en
lovovertrædelse, som efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning helt eller delvist betragtes
som begået på dennes territorium, eller hvor lovovertrædelsen er begået uden for
udstedelsesstatens territorium, og fuldbyrdelsesstatens lovgivning ikke hjemler adgang
til  retsforfølgning  for  tilsvarende  lovovertrædelser,  når  de  er  begået  uden  for
10
fuldbyrdelsesstatens område.
Herudover kan fuldbyrdelse i visse tilfælde afslås, hvis afgørelsen om konfiskation er
truffet i henhold til bestemmelser om udvidet konfiskation.
Endelig kan fuldbyrdelsesstaten afslå at anerkende og fuldbyrde afgørelsen, hvis der er
indtrådt  forældelse  i  fuldbyrdelsesstaten,   og  lovovertrædelsen  hører  under
fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion.
Udstedelsesstaten  skal  som  udgangspunkt  høres,  inden  fuldbyrdelsesstaten  træffer
beslutning om ikke at fuldbyrde en afgørelse om konfiskation.
Efter artikel  8  skal  medlemsstaterne  gennemføre  regler,  der  gør  det  muligt  for
interesserede  parter,  herunder  tredjemand  i  god  tro,  at  råde  over  retsmidler  med
opsættende virkning i forbindelse med anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om
konfiskation. Appel af anerkendelsen og fuldbyrdelsen skal ske i fuldbyrdelsesstaten.
Der er i den forbindelse ikke adgang til at appellere selve konfiskationsafgørelsens
substans. Indgivelse af klage kan have opsættende virkning i henhold til national ret i
fuldbyrdelsesstaten.
Artikel 9 vedrører de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan udsætte fuldbyrdelsen af en
afgørelse om konfiskation. Dette kan ske, hvis afgørelsen om konfiskation er påklaget,
jf. artikel 8 ovenfor, eller hvis fuldbyrdelsen vil skade en igangværende strafferetlig
efterforskning  i  fuldbyrdelsesstaten.  Herudover  kan  fuldbyrdelsen  udsættes,  hvis
fuldbyrdelsesstaten finder det nødvendigt at oversætte afgørelsen om konfiskation.
Udstedelsesstaten skal straks underrettes om en beslutning om at udsætte fuldbyrdelsen
af afgørelsen, og fuldbyrdelseslandet skal sørge for straks at fuldbyrde afgørelsen, når
der ikke længere er grundlag for at udsætte fuldbyrdelsen.
Artikel  10  omhandler  den  situation,  hvor  fuldbyrdelsesstaten  modtager  flere
anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, og den berørte person
ikke har tilstrækkelige midler til, at alle afgørelser om konfiskation kan fuldbyrdes. I
sådanne tilfælde skal fuldbyrdelsesstaten beslutte, hvilke afgørelser der skal fuldbyrdes.
Afgørelsen  skal  træffes  under  behørig  hensyntagen  til  alle  forhold,  herunder
lovovertrædelsernes grovhed, og om det konfiskerede beløb skal anvendes til dækning
af erstatningskrav.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0011.png
Artikelanvendelse på fuldbyrdelsen, dog såledesfuldbyrdelseslandets lovgivning, der for
finder 11 indebærer, at det som hovedregel er at afgørelser om konfiskation over
juridiske  personer  skal  fuldbyrdes,  selv  om  fuldbyrdelsesstaten  ikke  kan  pålægge
juridiske  personer  strafferetligt  ansvar.  Herudover  kan  fuldbyrdelsesstaten  ikke
anvende forvandlingsstraf, medmindre udstedelsesstaten har givet samtykke hertil. Hvis
en del af beløbet i tilfælde af udbyttekonfiskation inddrives i en anden stat, skal dette
beløb fratrækkes det beløb, der konfiskeres i fuldbyrdelsesstaten.
Ifølge artikel 12 kan såvel fuldbyrdelsesstaten som udstedelsesstaten træffe afgørelse
11
om benådning eller amnesti, hvorimod alene udstedelsesstaten kan tage stilling til en
ansøgning om fornyet prøvelse af afgørelsen.
Efter artikel 13 skal fuldbyrdelsesstaten straks afslutte fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis
der fra udstedelsesstaten modtages underretning om en beslutning eller foranstaltning,
der medfører, at dommen ikke længere kan fuldbyrdes, eller hvis anmodningen om
fuldbyrdelse af andre grunde trækkes tilbage.
Artikel  14  vedrører  fordelingen  af  konfiskerede  formuegoder.  I  de  tilfælde,  som
vedrører konfiskation af formuegoder af en værdi under 10.000 euro, vil hele beløbet
tilfalde fuldbyrdelsesstaten. I alle andre sager skal 50% af de konfiskerede formuegoder
overføres fra fuldbyrdelsesstaten til udstedelsesstaten.
Konfiskerede formuegoder, som vedrører andet end penge, skal enten sælges, hvorefter
provenuet   fordeles   efter   de   ovenfor   anførte   retningslinjer,   overføres   til
udstedelsesstaten eller afhændes efter de gældende nationale regler i fuldbyrdelsesstaten  
Konfiskerede formuegoder, som må anses som værende kulturgoder, som er del af
fuldbyrdelsesstatens nationale kulturarv, skal ikke overdrages til udstedelsesstaten.
I de tilfælde hvor fuldbyrdelsesstaten har omkostninger, som er ud over det sædvanlige,
kan denne anmode udstedelsesstaten om, at de skal deles om disse omkostninger.
Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 15 straks underrette
udstedelsesstaten,  når  fuldbyrdelsen  er  gennemført,  eller  når  hele  eller  dele  af
afgørelsen ikke fuldbyrdes.
Efter artikel 15a mister udstedelsesstaten retten til at fuldbyrde dommen, når den er
fremsendt  til  fuldbyrdelsesstaten.  Udstedelsesstaten  overtager  på  ny  retten  til  at
fuldbyrde  dommen,  hvis  fuldbyrdelsesstaten  helt  eller  delvist  afslår  at  fuldbyrde
dommen, træffer afgørelse om benådning eller giver underretning om, at hele eller dele
af dommen ikke er fuldbyrdet, eller at anmodningen om fuldbyrdelse trækkes tilbage.
Attesten, der fremsendes sammen med afgørelsen om konfiskation, jf. artikel 4, skal
efter artikel 16 oversættes til fuldbyrdelsesstatens officielle sprog.
Artikel 17 indebærer, at fuldbyrdelsesstaten bortset fra de i artikel 14 nævnte tilfælde
ikke kan kræve omkostninger dækket af udstedelsesstaten.
Artikel  18  fastslår,  at  rammeafgørelsen  ikke  berører  anvendelsen  af  gunstigere
bestemmelser  om  fuldbyrdelse  af  afgørelser  om  konfiskation  i  andre  aftaler  eller
ordninger  mellem  medlemsstaterne.  Artikel  19  og  20  vedrører  rammeafgørelsens
gennemførelse og ikrafttræden.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0012.png
3.
Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet  har  den  20.  november  2002  afgivet  udtalelse  om  forslaget.
12
Europa-Parlamentet har i den forbindelse fremsat enkelte ændringsforslag og i øvrigt
støttet forslaget til rammeafgørelse.
4.
Høring.
Forslaget har været drøftet på møder med deltagelse af blandt andet Rigspolitichefen,
Rigsadvokaten og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.
Forslaget er sendt i høring hos Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for
Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i
Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde,
Politidirektøren i København, Den danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Landsforeningen af beskikkede advokater, Politifuldmægtigforeningen,
Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Amnesty International samt Det Danske
Center for Menneskerettigheder.
Justitsministeriet  har  modtaget  høringssvar  fra  Præsidenten  for  Vestre  Landsret,
Præsidenten for Københavns Byret, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,
Den  danske  Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen,  Landsforeningen  af
beskikkede advokater, Advokatrådet og Det Danske Center for Menneskerettigheder.
Præsidenten for Vestre Landsret og Præsidenten for Københavns Byret  har meddelt, at
man ikke finder anledning til at udtale sig om forslaget, Rigspolitichefen har oplyst, at
Rigspolitiet   ikke   har   politifaglige   bemærkninger   til   forslaget,   Den   danske
Dommerforening og  Dommerfuldmægtigforeningen  har  meddelt,  at  forslaget  ikke
giver anledning til bemærkninger. Det Danske Center for Menneskerettigheder  har
meddelt, at forslaget ikke giver Centret anledning til bemærkninger af menneskeretlig
art. Politidirektøren i København  har meddelt, at forslaget ikke giver anledning til
bemærkninger udover visse sproglige ændringsforslag. Landsforeningen af beskikkede
advokater har henledt opmærksomheden på, at forslaget vil medføre, at man for så vidt
angår en meget bred vifte af lovovertrædelser opgiver kravet om dobbelt strafbarhed, at
der  i  forhold  til  den  nuværende  konvention  om  straffedommes  internationale
retsvirkninger  er  flere  sikkerhedsgarantier,  som  vil  bortfalde  ved  forslagets
gennemførelse, og at der kan være afgørende betænkeligheder ved uden videre at
acceptere afgørelser, der er afsagt af andre nationale domstole. Foreningen kan derfor
ikke anbefale forslaget.
Advokatrådet har  anført,  at  den  foreslåede  rammeafgørelse  indebærer,  at  danske
domstole i fremtiden vil være forpligtet til at fuldbyrde konfiskationsafgørelser truffet i
andre EU-lande uden nogen selvstændig  vurdering af sagen. Endvidere indebærer
rammeafgørelsen, at danske domstole vil være forpligtet til at gennemføre udenlandske
afgørelser om konfiskation i tilfælde, hvor der ikke efter dansk ret ville være hjemmel til
at foretage konfiskation, eller hvor det forhold, der danner grundlag for anmodningen,
ikke er strafbart i Danmark.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0013.png
13
Advokatrådet finder,  at  kravet  om  dobbelt  strafbarhed  som  betingelse  for  at
imødekomme  udenlandske  anmodninger  om  konfiskation  m.v.,  fortsat  bør  finde
anvendelse. Baggrunden er, at der ikke er en sådan ensartethed i lovgivningerne i de
nuværende og kommende EU-lande, at danske domstole uden forudgående prøvelse af
forholdet bør have pligt til at udføre en udenlandsk beslutning. Advokatrådet finder
endvidere, at Danmark bør afvente de anbefalinger, som det Jurisdiktionsudvalg, der
blev nedsat af Justitsministeriet den 11. juli 2002, fremkommer med, før Danmark
tiltræder rammeafgørelsen.
Advokatrådet har anbefalet, at begrebet konfiskation, der i udkastet er defineret som
en ”sanktion eller foranstaltning” der pålægges af en domstol ændres, således at
ordet ”sanktion” udgår af definitionen. Baggrunden herfor er, at konfiskation efter
dansk ret ikke er en sanktion i betydningen straf. Advokatrådet bemærker
endvidere, at oplistningen i artikel 5 af den række af forbrydelser, der uden krav om
dobbelt strafbarhed skal kunne begrunde konfiskation, er for upræcis og foreslår, at
listen i artikel 5 udfyldes af samtlige medlemslande ved som bilag til
rammeafgørelsen at medtage en udtømmende liste for hver medlemsland over de
bestemmelser, der falder inden for de forbrydelsestyper, der opregnes i artikel 5.
Advokatrådet finder det endvidere af afgørende betydning, at såvel attesten som den
bagvedliggende afgørelse oversættes af hensyn til fuldbyrdelseslandets muligheder
for at prøve, om der er uoverensstemmelse mellem attesten og den bagvedliggende
afgørelse. Advokatrådet stiller endelig spørgsmålstegn ved bestemmelsen i artikel 7,
stk. 2, litra g, hvorefter anmodning om fuldbyrdelse kan afslås, hvis de judicielle
myndigheder i fuldbyrdelseslandet har besluttet enten ikke at indlede
retsforfølgning for den lovovertrædelse, der er grundlag for anmodningen, eller når
personen i en medlemsstat har været genstand for en endelig afgørelse for samme
forhold, som udelukker yderligere retsforfølgning, idet bestemmelsen efter
Advokatrådets opfattelse nok er rimelig, men skaber en situation, hvor personer der
i fuldbyrdelseslandet har været sigtet for strafbart forhold stilles bedre, end personer
der i fuldbyrdelseslandet ikke har været sigtet fordi forholdet der ligger til grund for
anmodningen, ikke er strafbart efter fuldbyrdelseslandets lovgivning.
5.
Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.
Sagen har senest været drøftet på et møde i Specialudvalget for politimæssigt og retligt
samarbejde den
3. februar 2004.
6.
Subsidiaritetsprincippet.
Udkastet til rammeafgørelse er ikke i strid med subsidiaritetsprincippet.
7.
Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser.
Efter § 1 i lov nr. 323 af 4. juni 1986, som ændret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og
lov  nr.  280  af  25.  april  2001,  om  international  fuldbyrdelse  af  straf  m.v.,  kan
udenlandske afgørelser om straf m.v. fuldbyrdes her i landet, og danske afgørelser om
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0014.png
14
straf m.v. fuldbyrdes i udlandet efter reglerne i loven.
Danmark ratificerede den 3. marts 1971 den europæiske konvention af 28. maj 1970
om straffedommens internationale retsvirkninger. Herudover har Danmark ratificeret
FN-konventionen  af  20.  december  1998  imod  ulovlig  handel  mod  narkotika  og
psykotrope  stoffer  samt  Europarådets  konvention  af  8.  december  1990  om
hvidvaskning,  efterforskning  samt  beslaglæggelse  og  konfiskation  af  udbyttet  fra
strafbart forhold.
Efter § 4 i lov om international fuldbyrdelse af straf kan afgørelser, som er omfattet af
den  europæiske  konvention  om  straffedommens  internationale  retsvirkninger,
fuldbyrdes  efter  reglerne  i  konventionens  afsnit  II,  jf.  afsnit  I.  Efter  artikel  2  i
konventionen finder afsnit II blandt andet anvendelse på afgørelser om konfiskation.
Herudover følger det af § 5a i lov om international fuldbyrdelse af straf, at afgørelser
om konfiskation, som er omfattet af FN-konventionen imod ulovlig narkotikahandel
og  psykotrope  stoffer  eller  den  europæiske  konvention  om  hvidvaskning,
efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, kan
fuldbyrdes efter reglerne i lovens kapitel 3, når konventionens betingelser er opfyldt.
Henvisningen til kapitel 3 indebærer, at afgørelser om konfiskation, der er omfattet af
de to konventioner, kan fuldbyrdes på samme måde som afgørelser, der er omfattet af
den europæiske konvention om straffedommens internationale retsvirkninger.
I lovens kapitel 4 er der fastsat fælles regler om behandlingen af sager om fuldbyrdelse
af udenlandske afgørelser i Danmark. Det følger således af § 6, at sager, som skal
afgøres af en domstol her i landet, indbringes for byretten på det sted, hvor den
pågældende bor. I øvrigt gælder i henhold til lovens § 7 retsplejelovens regler om
straffesagers  behandling  for  retten,  i  det  omfang  konventionen  og  loven  ikke
indeholder modstående regler.
For så vidt angår fuldbyrdelse af afgørelser truffet i de øvrige nordiske lande finder lov
om samarbejde mellem Finland, Island, Norge eller Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v. anvendelse, jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963, som ændret ved lov nr. 322 af 4.
juni 1986, lov nr. 291 af 24. april 1996, lov nr. 433 af 31. maj 2000 samt lov nr. 280 af
25. april 2001.
Efter lovens § 1 kan afgørelser om konfiskation, som er truffet i Finland, Island, Norge
eller Sverige, fuldbyrdes her i landet, ligesom danske afgørelser om konfiskation kan
fuldbyrdes i de øvrige nordiske lande.
I medfør af lovens § 17 finder fuldbyrdelse sted efter begæring fra vedkommende
myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige. Det er efter § 18 en betingelse for
fuldbyrdelse, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet.
Efter § 20 sker fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation i overensstemmelse med
dansk ret, herunder de danske regler om benådning. For så vidt angår forældelse af
adgangen  til  fuldbyrdelse  gælder  alene  reglerne  i  det  land,  hvor  afgørelsen  om
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0015.png
konfiskation er truffet.
Ved cirkulære nr. 220 af 16. december 1963, som ændret ved cirkulære nr. 148 af 3.
august 1994, er der i tilslutning til loven fastsat en række supplerende bestemmelser om
samarbejdet med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.
Efter § 12,  jf. § 6,  i cirkulæret  sker gennemførelse her  i landet af  afgørelser om
konfiskation truffet i Finland, Island, Norge og Sverige efter begæring fra de relevante
myndigheder i de nævnte lande. Politiet i den politikreds, hvor den pågældende har
bopæl eller ophold, afgør om begæringen bør imødekommes.
Formålet med forslaget til rammeafgørelse er at gennemføre princippet om gensidig
anerkendelse  på  afgørelser  om  konfiskation.  Hensigten  er,  at  en  afgørelse  om
konfiskation truffet i ét medlemsland skal anerkendes og fuldbyrdes på samme måde,
som fuldbyrdelsen af nationale afgørelser om konfiskation.
Herved  ligger  forslaget  i  forlængelse  af  rammeafgørelsen  om  den  europæiske
arrestordre  m.v.,  rammeafgørelsen  om  fuldbyrdelse  i  Den  Europæiske  Union  af
kendelser  om  indefrysning  af  formuegoder  eller  bevismateriale  og  udkastet  til
rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.
Der vil efter forslaget til rammeafgørelse alene være begrænsede muligheder for at
efterprøve  en  afgørelse  om  konfiskation  truffet  i  en  anden  medlemsstat,  ligesom
fuldbyrdelse  alene  kan  afslås  under  henvisning  til  én  af  de  i  rammeafgørelsen
opregnede afslagsgrunde.
For  så  vidt  angår  afgørelser  truffet  uden  for  de  nordiske  lande  giver  de  danske
bestemmelser – sammenholdt med bestemmelserne i de tre ovennævnte konventioner
– imidlertid de danske myndigheder en række muligheder for at afslå fuldbyrdelsen af
en udenlandsk afgørelse om konfiskation. Det er således efter de gældende regler
blandt andet mulighed for at afslå en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om
konfiskation, hvis at det forhold, der ligger til grund for afgørelsen, ikke er strafbart her
i landet.
Derimod vil afgørelser om konfiskation truffet i Finland, Island, Norge og Sverige som
udgangspunkt automatisk blive anerkendt og fuldbyrdet, hvis betingelserne i lov om
samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.
er opfyldt.
Efter forslaget til rammeafgørelse vil kravet om dobbelt strafbarhed alene kunne gøres
gældende, hvis den lovovertrædelse, som konfiskationen vedrører, ikke er omfattet af
listen over lovovertrædelser i forslagets artikel 5. De danske myndigheder vil således
ikke have mulighed for at efterprøve, om kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt,
hvis afgørelsen om konfiskation vedrører en lovovertrædelse, der er omfattet af listen.
Uanset listen over lovovertrædelser er begrænset til forbrydelser, der må antages at
være  strafbare  i  alle  medlemslande,  herunder  i  Danmark,  vil  gennemførelse  af
16
rammeafgørelsens  ordning,  herunder  gennemførelse  af  selve  proceduren  for
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0016.png
fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, indebære, at der fastsættes særlige regler
herom i dansk ret.
For så vidt angår provenuet fra konfiskation tilfalder dette som udgangspunkt den
danske  statskasse  både  for  så  vidt  angår  danske  afgørelser  om  konfiskation  og  i
forbindelse med fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om konfiskation i Danmark.
Den  del  af  forslaget,  der  vedrører  fordeling  af  de  konfiskerede  midler,  og  som
indebærer, at det konfiskerede som udgangspunkt skal tilbageføres til domslandet, vil
derfor kræve lovændringer.
Rammeafgørelsen forventes gennemført i dansk ret ved et lovforslag om international
fuldbyrdelse af straf m.v., som tillige omfatter rammeafgørelsen om fuldbyrdelse i Den
Europæiske Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismidler og
udkastet til rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på
bødestraffe.
Forslaget til rammeafgørelse skønnes ikke at have statsfinansielle konsekvenser. Det
bemærkes, at pligten til overførelse af konfiskerede midler til domsstaten, modsvares af
en tilsvarende ret til modtagelse af sådanne midler i situationer, hvor afgørelser om
konfiskation er truffet i Danmark.
8.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg.
Udkastet til rammeafgørelse tillige med et grundnotat om forslaget blev oversendt til
Folketingets Europaudvalg den 13. november 2002 og til Folketingets Retsudvalg den
21. november 2002.
Udkastet  til  rammeafgørelse  har  været  forelagt  for  Folketingets  Europaudvalg  og
Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 19.
december 2002. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene henholdsvis den 6. og
den  11.  december  2002.  Udkastet  har  endvidere  været  forelagt  for  Folketingets
Europaudvalg  og  Retsudvalg  til  orientering  forud  for  rådsmødet  (retlige  og  indre
anliggender) den 5. – 6. juni 2003. Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 26.
maj 2003.
Udkastet  til  rammeafgørelse  været  forelagt  for  Folketingets  Europaudvalg  og
Retsudvalg til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3.
oktober  2003.  Aktuelle  notater  blev  oversendt  til  udvalgene  henholdsvis  den  25.
september 2003 og den 26. september 2003.
Udkastet til rammeafgørelse har endvidere været forelagt for Folketingets Europaudvalg og Re
til orientering forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 27. – 28. november 2003.
Aktuelle notater blev oversendt til udvalgene den 24. oktober 2003.
17
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0017.png
18
Dagsordenspunkt 3: Rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig
anerkendelse på bødestraffe.
Revideret notat. Ændringerne er markeret med kursiv.
1.
Baggrund.
På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan
udarbejdet  af  Rådet  og  Kommissionen  med  henblik  på  gennemførelse  af
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0018.png
Amsterdam-traktatens  bestemmelser  om er,  område  med  frihed,  sikkerhed  og for
retfærdighed. Et af formålene med planen  et at der gennem fælles handling inden
det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats
for  bl.a.  at  forebygge  og  bekæmpe  organiseret  kriminalitet,  navnlig  terrorisme,
menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.
Målet  skal  bl.a.  nås  gennem  et  tættere  samarbejde  mellem  medlemslandenes
politimyndigheder og de retlige myndigheder. Det fremgår af handlingsplanen, at der
inden to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden bør iværksættes en proces med
henblik på at forenkle procedurerne for gensidig anerkendelse af kendelser og domme i
straffesager.
I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999
blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af
kendelser og domme i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 33, 36 og 37, der
har følgende indhold:
”33. En øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser og domme vil sammen
med den nødvendige indbyrdes tilnærmelse af lovgivningen kunne lette
samarbejdet mellem myndighederne og fremme den retlige beskyttelse af
den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd støtter derfor princippet om
gensidig anerkendelse, der efter dets mening bør være hjørnestenen i det
retlige samarbejde inden for EU på både det civilretlige og det strafferetlige
område.  Princippet  bør  gælde  for  såvel  domme  som  andre  afgørelser
truffet af retlige myndigheder.”
”36. Princippet om gensidig anerkendelse bør også gælde kendelser, der afsiges
under straffesagens forberedelse, især når de giver de kompetente myndigheder
mulighed for hurtigt at sikre bevismateriale og beslaglægge aktiver, der let kan
flyttes; bevismateriale, der  på lovlig vis er  indsamlet af myndighederne i  en
medlemsstat, bør kunne fremlægges for domstolene i de øvrige medlemsstater
under hensyn til de dér gældende regler.”
”37. Det Europæiske Råd anmoder Rådet og Kommissionen om inden december
2000 at vedtage et program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse
af princippet om gensidig anerkendelse. I forbindelse med dette program bør der
19
også   sættes   et   arbejde   i   gang   med   hensyn   til   et   europæisk
tvangsfuldbyrdelsesdokument  og  de  aspekter  af  retsplejen,  som  det  skønnes
nødvendigt at vedtage fælles minimumsstandarder for, således at princippet om
gensidig  anerkendelse  lettere  kan  gennemføres  under  overholdelse  af
medlemsstaternes grundlæggende retsprincipper.”
Rådet vedtog den 29. november 2000 i overensstemmelse med konklusionerne fra Det
Europæiske Råds møde i Tampere et program for foranstaltninger med henblik på
gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Pkt.
3.2. i programmet har følgende ordlyd:
”Mål: Sikre inddrivelse af bødestraffe, som en medlemsstat har idømt fysiske
eller juridiske personer, i en anden medlemsstat. Man bør i den forbindelse være
opmærksom på bestemmelserne herom i konventionen af 13. november 1991
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0019.png
mellem  De  Europæiske  Fællesskabers  medlemsstater  om  gennemførelse  af
udenlandske afgørelser på det strafferetlige område.
Foranstaltning nr. 18: Udarbejdelse af et  instrument, der gør det muligt for
bopælsstaten  at  sikre  inddrivelse  af  bødestraffe,  som  en  fysisk  eller  juridisk
person er blevet idømt i en anden medlemsstat. I dette instrument vil der kunne
fastlægges bestemmelser om automatisk inddrivelse af bøder, der er idømt for
lovovertrædelser, eller eventuelt forenklet godkendelsesprocedure. Instrumentet
bør i videst muligt omfang indeholde bestemmelser om den procedure, der skal
følges i tilfælde af manglende betaling. Der skal under drøftelserne tages hensyn
til forskellene mellem EU’s medlemsstater for så vidt angår juridiske personers
ansvar.”
På denne baggrund har Frankrig, Sverige og Storbritannien fremsat et forslag til en
rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. maj 2003 blev der opnået politisk enighed o
rammeafgørelsen, idet der dog udestod et spørgsmål om udarbejdelse af det certifikat, som skal
i forbindelse med fremsendelse af anmodning om fuldbyrdelse af bødestraf i en anden EU-medl
end den medlemsstat, hvor bøden er pålagt.
Udkastet til rammeafgørelsen forventes forelagt på rådsmødet (retlige og indre anliggender) de
februar 2004 med henblik på at opnå politisk enighed om udkastet til certifikat.
2.
Indhold.
Forslaget, der er udarbejdet med hjemmel i artikel 31, litra a, og artikel 34, stk. 2, litra b,
i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), indebærer, at bødeafgørelser truffet i en
medlemsstat (domsstaten) som udgangspunkt skal anerkendes af den medlemsstat, der
skal  gennemføre  afgørelsen  (fuldbyrdelsesstaten),  uden  yderligere  formaliteter  og
gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale om en national
afgørelse. Forslaget bygger på den forenklede procedure for eksekvatur, som er fastlagt
20
i Rådets forordning af 1. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse
og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I –
forordningen).
Forslagets artikel  1  indeholder  definitioner  af  de  begreber,  der  anvendes  i
rammeafgørelsen.
En ”afgørelse” omfatter en endelig afgørelse, hvorved en fysisk eller juridisk person
pålægges  en  bøde,  hvad  enten  afgørelsen  er  truffet  af  en  domstol  eller  af  en
administrativ myndighed i forbindelse med overtrædelse af strafferetlige regler, hvis
afgørelsen i øvrigt kan indbringes for en domstol med kompetence i straffesager.
Herudover omfatter definitionen af en ”afgørelse” en endelig afgørelse, hvorved en
fysisk  eller  juridisk  person  pålægges  en  bøde  af  en  administrativ  myndighed  for
overtrædelse af administrative regler, hvis afgørelsen kan indbringes for en domstol
med kompetence i  straffesager. Endelig  er en  afgørelse vedrørende  administrative
forseelser omfattet af definitionen ”afgørelse”, når afgørelsen er truffet af en domstol
med kompetence i straffesager.
”Bødestraf”  defineres  som  en  forpligtelse  til  at  betale  et  fastsat  beløb,  herunder
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0020.png
erstatning til ofre, der pålægges i forbindelse med en straffesag, og sagsomkostninger.
Begrebet  omfatter  ikke  afgørelser  om  konfiskation  eller  afgørelser,  der  kan
gennemføres  i  medfør  af  Rådets  forordning  af  1.  december  2000  om  retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område (Bruxelles I – forordningen).
”Domsstaten” er den medlemsstat, der har truffet en afgørelse om en bødestraf, mens
”fuldbyrdelsesstaten”  er  den  medlemsstat,  der  skal  fuldbyrde  afgørelsen  (inddrive
bøden).  
Efter artikel  1a  skal  medlemsstaterne  meddele  Rådssekretariatet,  hvilke  nationale
myndigheder der er kompetente til at handle i medfør af rammeafgørelsen.
Efter artikel  1b  berører  rammeafgørelsen  ikke  forpligtelsen  til  at  respektere
grundlæggende rettigheder og principper som fastsat i artikel 6 i Traktaten om Den
Europæiske Union (TEU).
Artikel 2 indebærer, at en dom ledsaget af et certifikat kan sendes til en medlemsstat,
hvor den domfældte efter det oplyste har aktiver, indtægt, opholder sig eller - for
juridiske personers vedkommende - har hjemsted. Certifikatet, som er optrykt som
bilag til afgørelsen, skal være underskrevet og dets indhold bekræftet af de kompetente
myndigheder  i  domsstaten.  Afgørelsen  kan  sendes  direkte  til  de  kompetente
myndigheder i fuldbyrdelsesstaten.
Artikel 2a fastlægger anvendelsesområdet for rammeafgørelsen. Anvendelsesområdet er
fastlagt  efter  de  samme  principper  som  i  rammeafgørelsen  om  den  europæiske
arrestordre m.v. og udkastet til rammeafgørelse om gennemførelse i Den Europæiske
Union af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismidler.
21
Der sondres således for så vidt angår anvendelsesområdet mellem forbrydelser på en
såkaldt  positiv-liste  og  andre  forbrydelser.  Positiv-listen  omfatter  blandt  andet
terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig
handel  med  narkotika,  ulovlig  handel  med  våben,  bestikkelse,  svig,  hvidvaskning,
falskmøntneri, miljøkriminalitet, menneskesmugling, manddrab, racisme, bortførelse,
bedrageri   og   færdselsforseelser.   Listen   indeholder   endvidere   en   række
særlovsovertrædelser .
Hvis bødeafgørelsen vedrører en forbrydelse på listen, gælder der ikke noget krav om
dobbelt  strafbarhed,  d.v.s.  at  forholdet  ikke  nødvendigvis  skal  være  strafbart  i
fuldbyrdelsesstaten.
For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af listen, vil kravet om dobbelt
strafbarhed fortsat finde anvendelse, men det understreges, at anvendelsen af kravet
om  dobbelt  strafbarhed  skal  anvendes  fleksibelt,  således  at  kravet  om  dobbelt
strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er grundlag for bødeafgørelsen,
helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslandet.
Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser på listen.
Efter artikel  3  skal  en  dom,  der  er  fremsendt  i  overensstemmelse  med  artikel  2,
anerkendes  af  fuldbyrdelsesstatens  kompetente  myndigheder  uden  yderligere
formaliteter og gennemføres omgående på samme måde, som hvis der havde været tale
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0021.png
om en national afgørelse.
Formuleringen  af  bestemmelsen  svarer  til  de  relevante  bestemmelser  i  Bruxelles
I-forordningen.
Fuldbyrdelsesstaten kan dog afslå anerkendelse og gennemførelse, hvis der i medfør af
artikel 4 er grundlag for at afslå fuldbyrdelsen, jf. nedenfor.
Artikel 4 omhandler de tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten kan afslå fuldbyrdelse. Det
gælder for det første i tilfælde, hvor det i artikel 2 nævnte certifikat ikke er udarbejdet,
hvis certifikatet ikke er korrekt udfyldt, eller hvis oplysningerne i certifikatet er åbenlyst
forkerte. Dernæst kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelsen, hvis det fastlægges, at
den pågældende fysiske eller juridiske person allerede i fuldbyrdelsesstaten eller i et
tredjeland, herunder en tredje medlemsstat, er dømt for den samme forbrydelse, som
dommen  vedrører,  og  dommen  allerede  er  fuldbyrdet.  Fuldbyrdelsesstaten  kan
endvidere afslå fuldbyrdelsen, hvis dommen vedrører forhold, der ikke er indeholdt på
listen  i  artikel  2a,  stk.  1,  og  forholdet  ikke  er  strafbart  efter  fuldbyrdelsesstatens
lovgivning, eller forhold der udelukkende er begået uden for domsstatens territorium,
og forholdet ikke er strafbart efter fuldbyrdelsesstatens lovgivning, eller fuldbyrdelsen
efter lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten ikke er mulig på grund af forældelse. I relation
til  forældelse  er  det  yderligere  en  betingelse,  at  forholdet  hører  under
fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion. Herudover kan fuldbyrdelsesstaten afslå fuldbyrdelse,
hvis  dommen  vedrører  en  person,  der  ifølge  fuldbyrdelsesstaten  er  omfattet  af
strafferetlig immunitet. Desuden kan fuldbyrdelse afslås, hvis dommen vedrører en
22
person,  der efter  fuldbyrdelsesstatens  lovgivning  er  under  den  kriminelle  lavalder.
Endvidere kan fuldbyrdelse afslås, hvis dommen vedrører en person, der ikke var til
stede  ved  domsafsigelsen,  og  ikke  var  behørigt  varslet  om  sagen.  Endvidere  kan
fuldbyrdelse afslås, hvis bødebeløbet ikke er højere end 70 Euro eller et beløb svarende
hertil.
En beslutning om ikke at fuldbyrde dommen skal træffes snarest muligt og i visse
tilfælde efter drøftelse med domsstaten og straks meddeles domsstaten.
Hvis et forhold ikke er begået på domsstatens territorium, kan fuldbyrdelsesstaten
ifølge artikel 5 beslutte at nedsætte bøden til det bødemaksimum, der er gældende for
forhold  af  samme  karakter  i  fuldbyrdelsesstaten, hvis  forholdet  hører  under
fuldbyrdelsesstatens jurisdiktion. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kan
om nødvendigt omregne bøden til fuldbyrdelsesstatens valuta til vekselkursen på det
tidspunkt, da bødet blev idømt. Denne omregning vil alene være nødvendig i forhold
til de EU-lande, der ikke har Euroen som national valuta, dvs. Danmark, Sverige og
Storbritannien.
Artikel 6 indebærer, at det som hovedregel er fuldbyrdelsesstatens regler, der finder
anvendelse på fuldbyrdelsen af dommen. Dette gælder dog ikke bøder, der pålægges en
juridisk person, idet fuldbyrdelseslandet er forpligtet til at fuldbyrde dommen, selv om
fuldbyrdelsesstaten ikke kan pålægge juridiske personer strafferetligt ansvar. Det gælder
endvidere ikke i tilfælde af anvendelse af en forvandlingsstraf for bøden. Efter artikel 7
kan fuldbyrdelsesstaten således,  hvis dommen  ikke kan  fuldbyrdes, som  alternativ
anvende  frihedsstraf.  Dette  gælder  imidlertid  alene,  hvis  såvel  domsstatens  som
fuldbyrdelseslandets  lovgivning  giver   mulighed  herfor.  Hvis   der  anvendes
forvandlingsstraf, må denne straf ikke overstige den maksimumstraf, der er angivet i
det fremsendte certifikat.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0022.png
Artikel  8  vedrører  amnesti,  benådning  samt  fornyet  prøvelse  af  dommen.
Bestemmelsen  indebærer,  at  såvel  domsstaten  som  fuldbyrdelsesstaten  kan  træffe
afgørelse om benådning og amnesti. Alene domsstaten kan tage stilling til fornyet
prøvelse af dommen.
Efter artikel 9 skal fuldbyrdelsesstaten straks afslutte fuldbyrdelsen af dommen, hvis
der fra domsstaten modtages underretning om en beslutning eller foranstaltning, der
medfører,  at  dommen  ikke  længere  kan  fuldbyrdes,  eller  hvis  anmodningen  om
fuldbyrdelse af andre grunde trækkes tilbage.
Artikel  10  medfører,  at  midlerne  fra  fuldbyrdelsen  tilfalder  fuldbyrdelsesstaten,
medmindre andet er af aftalt mellem domsstaten og fuldbyrdelsesstaten.
Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten skal efter artikel 11 straks underrette
domsstaten, når fuldbyrdelsen er gennemført, eller når hele eller dele af dommen ikke
kan fuldbyrdes.
Efter artikel  12  mister  domsstaten  retten  til  at  fuldbyrde  dommen,  når  den  er
23
fremsendt til fuldbyrdelsesstaten. Domsstaten overtager på ny retten til at fuldbyrde
dommen, hvis fuldbyrdelseslandet helt eller delvist afslår at fuldbyrde dommen, træffer
afgørelse om benådning eller giver underretning om, at hele eller dele af dommen ikke
er fuldbyrdet, eller anmodningen om fuldbyrdelse trækkes tilbage.
Artikel 13 – 17 vedrører en række praktiske spørgsmål, herunder sprog, omkostninger
og  ikrafttræden.  Herudover  indeholder  artikel  16  en  bestemmelse  om,  at
medlemsstaterne i en periode på 5 år regnet fra implementeringsfristens udløb kan
begrænse  rammeafgørelsens  anvendelsesområde  til  afgørelser,  der  er  truffet  af  en
domstol og/eller for så vidt angår bødeafgørelser rettet mod juridiske personer, til
afgørelser, hvor en forpligtelse til at kriminalisere den pågældende adfærd for juridiske
personer følger af et europæiske retligt instrument. I det omfang en medlemsstat vælger
at begrænse rammeafgørelsens anvendelsesområde kan andre medlemsstater vælge at
anvende samme begrænsning over for den pågældende medlemsstat. Artikel 16, stk. 1b,
indeholder endelig en bestemmelse om, at en medlemsstat kan afslå at fuldbyrde en
bødeafgørelse, hvis dette vil stride mod grundlæggende retsprincipper.
3.
Europa-Parlamentet.
Europa-Parlamentet  har  den  17.  januar  2002  afgivet  udtalelse  om  forslaget.
Europa-Parlamentet i den forbindelse godkendt udkastet med enkelte ændringsforslag
af hovedsagelig sproglig karakter.
4.
Høring.
Forslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense,
Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten,
Statsadvokaten  for  særlig  økonomisk  kriminalitet,  Politidirektøren  i  København,
Datatilsynet,   Den   Danske   Dommerforening,   Dommerfuldmægtigforeningen,
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465325_0023.png
Foreningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede
advokater,   Politifuldmægtigforeningen,   Politiforbundet   i   Danmark,   Amnesty
International,  Det  Danske  Center  for  Menneskerettigheder,  Dansk  Told-  og
Skatteforbund, Københavns Universitet og Århus Universitet.
Justitsministeriet  har  modtaget  høringssvar  fra  Præsidenten  for  Vestre  Landsret,
Præsidenten   for   Københavns   Byret,   Domstolsstyrelsen,   Rigspolitichefen,
Rigsadvokaten, Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, Politidirektøren i
København,
Datatilsynet,
Den
Danske
Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet,
Landsforeningen af beskikkede advokater, Politiforbundet i Danmark og Det Danske
Center for Menneskerettigheder.
Præsidenten for Vestre Landsret og Præsidenten for Københavns Byret  har meddelt, at