Miljøministeriet
EU-K
Den 23. oktober 2006
J. nr. 241-00001
Notat vedrørende
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning vedr. Registrering,
Vurdering og Godkendelse samt Begrænsninger for kemikalier (REACH), etablering af et
Europæisk Kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF (præparatdirektivet) og
Forordningen (EF/-) om persistente organiske miljøgifte
Der henvises til vedlagte reviderede samlenotat af 5. december 2005 om ovennævnte forslag.
Nærværende notat omhandler Rådets fælles holdning, som vedtaget 27. juni 2006, og resultatet af
afstemning i Europa-parlamentets miljøkomité den 10. oktober 2006.
1.Status
Rådet nåede til politiske enighed om en fælles holdning til forslaget den 13. december 2005.
Rådet vedtog den 27. juni 2006 fælles holdning. Europa-Parlamentet modtog den 4. september 2006
den fælles holdning med Rådets begrundelse. Europa Parlamentets Miljøkomite vedtog den 10.
oktober 358 ændringsforslag til Rådets fælles holdning.
Formandskabet søger at opnå enighed med Europa Parlamentet ved 2. behandlingen af forslaget.
Sagen blev forelagt Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg den 12. december 2005.
Supplerende samlenotat blev oversendt til udvalget den 5. december 2005.
2. Rådets Fælles Holdning (af 27. juni 2006) sammenlignet med Kommissionens oprindelige
forslag
Omfanget af forslaget ændres ikke men i selve formålsbestemmelsen tilføjes høj beskyttelse af
miljø og sundhed, mens konkurrenceevne og innovation fremmes.
Undtagelserne i Kommissionens forslag udvides på visse områder. Stoffer, der anvendes i færdigt
forarbejdede fødevarer og foderstoffer, medicin og medicinsk udstyr og kosmetikprodukter bestemt
til den endelige bruger er fritaget fra kravet om sikkerhedsdatablade, . Affald undtages fra
forordningen, mens stoffer, der tidligere er registreret, men som reimporteres undtages fra dele af
forordningen. Polymerer undtages også for vurdering. Undtagelsen for vurdering af isolerede
mellemprodukter indskrænkes til mellemprodukter, hvis produktion og brug foregår i lukkede
systemer. Der tilføjes en bestemmelse om, at Forordningen ikke berører fællesskabets
miljølovgivning, foruden arbejdsmiljølovgivningen, og en bestemmelse, der tillader
medlemslandene at undtage stoffer i særlige tilfælde, hvis forsvarsinteresser gør dette nødvendigt.
Bilag IV og V, der undtager visse stoffer fra registrering, skal revideres indenfor 12 mdr. efter
forordningens ikrafttræden. Herunder omfatter undtagelsen for naturlige stoffer, som ikke er
kemiske modificeret, også naturlige stoffer, der har gennemgået fysiske-mineralogiske processer
inkl. cement klinker, og cellulose pulp (papirmasse).