Spørgsmål fra Kommissionen vedrørende den nationale foranstaltningEuropa-Kommissionen har gennemgået indholdet af de enkeltemedlemsstaters foranstaltninger vedrørende fri bevægelighed forarbejdstagere fra de nye medlemsstater.På den baggrund har Kommissionen stillet en række spørgsmål tilmedlemsstaternes forskellige ordninger, herunder til den danskenationale foranstaltning.For Danmarks vedkommende har Kommissionen med brev af 25.august 2004 bedt om:en nærmere beskrivelse af de regelændringer, der imple-menterer aftalen af 2. december 2003,en afklaring af den såkaldte 10-ugers regel, der fastlæggeren vejledende minimumsgrænse for, hvornår man kan anses for arbejds-tager,en afklaring af arbejdstageres familiemedlemmers ret til ophold i Dan-mark,en redegørelse for, hvorfor EU-borgere ikke er berettiget til sociale ydel-ser i jobsøgningsperioden på seks måneder, ogen afklaring af rettighederne for de nye EU-borgere, der ufrivilligt misterderes arbejde efter at have opnået arbejdstilladelse i Danmark for mindst12 måneder.

Ad 1) Hvilken status har den politiske aftale af 2. december 2003 om adgangtil arbejdsmarkedet efter EU´s udvidelse den 1. maja)Den politiske aftale af 2. december 2003 om EU-udvidelsen er indgået med et me-get bredt flertal af Folketingets partier. De partier, der er med i aftalen, repræsente-rer således 147 ud af Folketingets 179 medlemmer.Aftalen er gennemført gennem følgende lovgivning:Lov om ændring af lov om børnepasningsorlov, lov nr. 135 af2. marts 2004.Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,lov nr. 282 af 26. april 2004.Lov om ændring af udlændingeloven (Ændring af reglerne om meddelelse af opholdstilla-delse på grundlag af beskæftigelse som følge af EU-udvidelsen den 1. maj 2004 m.v.), lovnr. 283 af 26. april 2004.

Ad 2) Afklaring vedrørende punkt 2 i bilag 3 om minimumstidsgrænsen forhvornår man er arbejdstager og har ret til sociale ydelser

a) og b)

Kopi af Arbejdsdirektoratets vejledning om reglerne om hjælp til EU-borgere, samtArbejdsdirektoratets orienteringsbrev til kommunerne vedlægges.Det fremgår af andet afsnit i vejledningens pkt. 2, at der ved afgørelse af, om enperson er blevet arbejdstager, anvendes en vejledende tidsgrænse på 10 uger, hvisansættelsesforholdet på forhånd har været fastsat til at have en kort varighed. Den-ne vejledende tidsgrænse er fastsat på baggrund af en analyse af EF-domstolensretspraksis om faktisk og reel beskæftigelse af mere end rent marginalt omfang og ien vis periode, senest EF-Domstolens afgørelser i sagerne C-456/02, Trojani, og C-413/01, Ninni-Orasche.Det fremgår af tredje afsnit i vejledningens pkt. 2, at kommunerne i hvert enkelttilfælde skal foretage en konkret vurdering. Dette krav sikrer, at der i hvert enkeltsag tages stilling til, om der har været tale om et reelt og faktisk beskæftigelsesfor-hold.Danmark deler således ikke Kommissionens bekymring for, at der i denne forbin-delse udvikles en fastlåst definition af begrebet arbejdstager i strid med EF-domstolens praksis.

Ad 3) Afklaring med hensyn til punkt 5 i bilag 3 vedrørende familiemedlem-mer

a)

Tiltrædelsesakten giver ikke de nuværende medlemslande mulighed for i forhold tilEstland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn at fravigeandre bestemmelser i Rådets forordning 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 omarbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EF-Tidende Specialudga-ve 1968 II, s. 467) end dennes artikel 1-6, hvorfor forordningens artikel 10 om ar-bejdstagerens familiemedlemmers adgang til at tage ophold hos arbejdstageren fin-der anvendelse for familiemedlemmer til arbejdstagere fra de nævnte lande ganskesom for familiemedlemmer til arbejdstagere fra de gamle EU-lande samt Cypern ogMalta.

Følgende familiemedlemmer har i medfør af forordningens artikel 10 uanset depågældendes nationalitet adgang til at tage ophold hos arbejdstageren:- Arbejdstagerens ægtefælle.- Arbejdstagerens eller dennes ægtefælles efterkommere i lige linje, der er under 21år eller forsørges af arbejdstageren.- Personer, der er beslægtede i opstigende linje med arbejdstageren eller dennesægtefælle og forsørges af arbejdstageren.Medlemslandene skal herudover lette tilflytningen for andre familiemedlemmer, derforsørges af arbejdstageren eller i hjemlandet er optaget i dennes husstand. Det eren forudsætning for de nævnte familiemedlemmers adgang til at tage ophold hosarbejdstageren, at denne for sin familie råder over en bolig, der opfylder de krav,der anses for normale for indenlandske arbejdstagere i det område, hvor arbejdsta-geren er beskæftiget. Denne betingelse må ikke medføre forskelsbehandling mellemindenlandske arbejdstagere og arbejdstagere fra andre medlemslande.Det er på baggrund af det anførte den danske regerings opfattelse, at der efter EU-retten kan stilles krav om, at EU-borgeren på ansøgningstidspunktet kan forsørgede familiemedlemmer, hvis adgang til at tage ophold hos EU-borgeren ifølge for-ordningens artikel 10 kan betinges af, at den pågældende forsørger dem. Der ersåledes i forordningens artikel 10, stk. 2, opstillet den betingelse, at familiemedlem-met ”forsørges af eller i hjemlandet er optaget i den nævnte arbejdstagers hus-stand”, hvilket indicerer, at forsørgelsen – i modsætning til optagelsen i arbejdstage-rens husstand i hjemlandet, der i sagens natur højst kan bestå indtil tidspunktet forarbejdstagerens udrejse – skal være aktuel på ansøgningstidspunktet.Forsørgelseskravet vil blive anset for opfyldt, hvis EU-borgeren frem til tidspunktetfor ansøgningen om familiesammenføring forsørgede de familiemedlemmer, der eromfattet af forsørgelseskravet, og hvis EU-borgeren på tidspunktet for ansøgnin-gen om familiesammenføring råder over en indkomst, som mindst svarer til, hvadEU-borgeren og de pågældende familiemedlemmer tilsammen ville have i ind-komst, dersom de alene hver især modtog den laveste indkomsterstattende ydelse,der kan modtages efter den danske sociallovgivning.Forsørgelseskravet vil ikke blive forlangt opfyldt ud over tidspunktet for familie-sammenføringens meddelelse.Efter EF-Domstolens praksis kan boligkravet efter artikel 10, stk. 3, i forordning1612/68 ikke forlanges opretholdt udover det tidspunkt, hvor familiemedlemmettager bolig hos arbejdstageren, medmindre denne skaffer sig en bolig, som opfylderkravene i artikel 10, stk. 3, alene med henblik på at skaffe sine familiemedlemmeropholdstilladelse og umiddelbart efter opnåelsen af tilladelsen fraflytter boligen, jf.EF-domstolens dom af 18. maj 1989 i sag 249/86, Kommissionen mod Tyskland(Saml. 1989 1263).Boligkravet vil derfor alene blive forlangt opfyldt på tidspunktet for meddelelsen affamiliesammenføringen. Da tilsvarende hensyn gør sig gældende for så vidt angårspørgsmålet om, hvorvidt forsørgelseskravet kan forlanges løbende opfyldt, vil for-

sørgelseskravet som ovenfor anført ligeledes ikke blive forlangt opfyldt udovertidspunktet for meddelelsen af familiesammenføringen.Det bemærkes, at bestemmelserne i forordning 1612/68 er en tydeliggørelse af ind-holdet af princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed, der er fastlagt i artikel 39og 40 (tidligere 48 og 49) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,og at forordningen derfor skal fortolkes på baggrund af disse traktatbestemmelser,hvorefter foranstaltninger, der er nødvendige for gradvist at gennemføre arbejds-kraftens fri bevægelighed, skal iværksættes. Udlændingemyndighederne anlæggerderfor ved vurderingen af, om boligkravet er opfyldt, et konkret og forholdsvislempeligt skøn.

b)

Efter udlændingelovens § 14, stk. 1, nr. 2, er udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens §§ 2 og 6, dog ikke statsborgere i Estland, Letland,Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn med opholdstilladelse efterudlændingelovens § 9 a (opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse), fritaget forkrav om opholdstilladelse.Familiemedlemmer til en herværende arbejdstager fra Estland, Letland, Litauen,Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn har ret til at tage ophold hos denpågældende i medfør af artikel 10 i forordning 1612/68 og skal således ikke haveopholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a.De pågældende familiemedlemmer er dermed berettigede til at arbejde her i landetuden at skulle opfylde de særlige krav (f.eks. til løn- og ansættelsesvilkårene), derstilles som betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter overgangsordningensregler.

c)

Kompendium vedrørende lov nr. 283 af 26. april 2004 vedlægges.

ske Union skal gives den pågældende en rimelig frist til i den pågældende medlems-stat at få kendskab til de beskæftigelsestilbud, der svarer til den pågældendes er-hvervsmæssige kvalifikationer, og til i givet fald at foretage det fornødne for at bliveansat. Domstolen godkendte i den konkrete sag en frist på seks måneder.Bestemmelsen i udlændingelovens § 2, stk. 1, sidste led, administreres i overens-stemmelse med præmisserne i den nævnte dom lempeligt, såfremt EF- eller EØS-statsborgeren ved 6-måneders-periodens udløb beviser, at han fortsat er arbejdssø-gende og faktisk har reelle chancer for at opnå ansættelse, jf. også udlændingelovens§ 2, stk. 3, hvorefter de begrænsninger, der følger af udlændingeloven kun finderanvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er for-eneligt med disse regler.

c)

De relevante danske myndigheder har umiddelbart efter EF-domstolens afsigelse afdommen i sagen C-138/02, Brian Francis Collins mod Secretary of State for Workand Pensions, analyseret dommen for at sikre, at den lovgivning, der på det tids-punkt stod over for vedtagelse i det danske Folketing, ikke var i strid med EF-domstolens fortolkning af EU-retten.Det var og er fortsat Danmarks opfattelse, at Collins-dommen ikke forholder sig tilret til kontanthjælp.Derimod handler dommen om bl.a. førstegangsarbejdssøgende fra et andet EU-lands ret til ligebehandling i forhold til ret til en bestemt, britisk social sikringsydel-se, som domstolen anser for at være en arbejdsløshedsydelse.Det var således alene den bopælsbaserede ”jobseekers allowance”, der var til på-dømmelse, jf. dommens præmis 68. Domstolen anser denne ydelse for at være ensocial sikringsydelse, og ikke fx en kontanthjælpsydelse. Dette støttes af, at ydelsener optaget i bilag IIa til forordning 1408/71 som en særlig, ikke-bidragspligtig ydel-se, der ikke kan eksporteres.Domstolen når frem til, at unionsborgeres krav på ligebehandling i det EU-land,hvor de opholder sig, medfører, at de har ret til støtte til arbejdssøgende, men lige-behandlingsprincippet er ikke til hinder for, at dette land stiller betingelser for ad-gang til støtte til arbejdssøgende. Betingelserne skal dog støttes på objektive hensyn,der er uafhængige af de berørte personers nationalitet og står i rimeligt forhold tildet formål, der lovligt forfølges med de nationale betingelser.Collins-dommen har således været overvejet i forbindelse med udmøntningen afaftalen, og det er vurderet, at den ikke giver anledning til at ændre præciseringen aflov om aktiv socialpolitik.

d)

Danmark har ikke gennemført lovgivning, der begrænser ydelser til arbejdssøgendefra andre medlemslande. Som det fremgår af den vejledning, der er vedlagt til be-svarelse af pkt. 2, b, følger det af EU-retten, at førstegangsarbejdssøgende skal for-sørge sig selv, når de søger arbejde i en anden medlemsstat.

Ad 5) Afklaring vedrørende punkt 3 i bilag 2 om tidsbegrænsede ophold- ogarbejdstilladelsera)Efter Tiltrædelsesaktens artikel 24 gælder de foranstaltninger, der opregnes i Tiltræ-delsesaktens bilag V-XIV, for de nye EU-medlemsstater på de betingelser, der føl-ger af de landeopdelte overgangsforanstaltninger. Det følger af disse bilag, at denuværende EU-medlemsstater i en overgangsperiode som en undtagelse fra artikel1-6 i Rådets forordning 1612/68/EØF om arbejdskraftens fri bevægelighed indenfor Fællesskabet kan anvende nationale foranstaltninger eller foranstaltninger i hen-hold til bilaterale aftaler til at regulere adgangen til deres arbejdsmarked for stats-borgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Un-garn.Artikel 1-6 i den pågældende forordning regulerer EU-borgernes adgang til at tageog udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område. Efter bl.a. for-ordningens artikel 1 har enhver statsborger i en medlemsstat uanset bopæl ret til attage og udøve lønnet beskæftigelse på en anden medlemsstats område i overens-stemmelse med de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der gælderfor arbejdstagere, der er statsborgere i denne stat. Efter samme bestemmelse har enEU-borger på en anden medlemsstats område navnlig samme fortrinsstilling somstatsborgere i denne stat med hensyn til adgangen til ledige stillinger.Danmark har med hjemmel i Tiltrædelsesakten gennemført nationale foranstaltnin-ger, som indebærer, at der i en overgangsperiode stilles krav om, at en arbejdstagerfra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn kunlovligt kan arbejde i Danmark, hvis vedkommende har fået en opholds- og arbejds-tilladelse fra de danske myndigheder.For så vidt angår adgangen til at indrejse og opholde sig i Danmark som første-gangsarbejdssøgende sidestilles statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slo-vakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn med statsborgere i de øvrige EU-lande, jf.udlændingelovens § 2, stk. 1, 2. led, som fastsætter en generel adgang for EU-borgere til at indrejse og opholde sig her i landet i indtil 6 måneder fra indrejsen,såfremt de pågældende er arbejdssøgende.De arbejdssøgende forudsættes at skulle forsørge sig selv i jobsøgningsperioden,hvilket må antages at svare til det udgangspunkt, der i dag gælder for alle øvrigeEU-borgere, jf. EF-Domstolens dom i sag C-138/02 Brian Francis Collins modSecretary og State for Work and Pensions.Den nationale overgangsordning indebærer, at en opholds- og arbejdstilladelsemeddelt til en statsborger i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien,Tjekkiet eller Ungarn på grundlag af beskæftigelse her i landet, jf. udlændingelovens§§ 9 a og 13, stk. 1, 1. pkt., som udgangspunkt inddrages eller nægtes forlænget,

hvis arbejdstageren mister det arbejde, som danner grundlaget for opholds- og ar-bejdstilladelsen, eller hvis de nærmere betingelser for tilladelsen ikke længere er tilstede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1 og 3.Hvis opholds- og arbejdstilladelsen inddrages eller nægtes forlænget og den pågæl-dende søger om arbejde på ny, skal den pågældende behandles på samme mådesom en førstegangsarbejdssøgende. Dette indebærer, at de pågældende vil kunneopholde sig og søge om arbejde på ny i Danmark i indtil 6 måneder (eller længere,hvis de fortsat er arbejdssøgende og faktisk har reelle chancer for at opnå ansættel-se).Det fremgår af overgangsbestemmelserne i Tiltrædelsesakten – i det følgende ek-semplificeret ved bilaget om Litauen, idet det bemærkes, at Tiltrædelsesaktens bilagom Estland, Letland, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn har sammeordlyd – at litauiske statsborgere, der den 1. maj 2004 allerede har lovlig beskæfti-gelse i Danmark, og hvis arbejdstilladelse i Danmark er udstedt for en uafbrudtperiode på mindst 12 måneder, har ”adgang til arbejdsmarkedet” i Danmark, menikke til arbejdsmarkedet i andre medlemsstater, der anvender nationale foranstalt-ninger, jf. bilagets pkt. 2, 2. afsnit. Tilsvarende skal litauiske statsborgere, der eftertiltrædelsen får arbejds tilladelse i Danmark for en uafbrudt periode på mindst 12måneder, efter bilagets pkt. 2, 3.afsnit, have de ”samme rettigheder”.Litauiske statsborgere, der opfylder betingelserne i 2. og 3. afsnit, mister dog disserettigheder, hvis de frivilligt forlader arbejdsmarkedet. Litauiske statsborgere, der påtiltrædelsesdatoen har lovlig beskæftigelse i Danmark, og hvis arbejdstilladelse erudstedt for en periode på under 12 måneder, har heller ikke disse rettigheder.Det er ikke den danske regerings opfattelse, at det gældende bilags pkt. 2, 2.-5. af-snit, indebærer, at personer fra Litauen, som på tiltrædelsesdatoen har en arbejdstil-ladelse udstedt for mindst 12 måneder, eller som efter den 1. maj 2004 får udstedten arbejdstilladelse for mindst 12 måneder, ikke kan omfattes af værtsstatens even-tuelle overgangsordninger (nationale foranstaltninger). Den danske regering findersåledes, at der ved det gældende bilags pkt. 2, 2.-5. afsnit ikke er tillagt disse perso-ner en adgang til at nyde alle rettigheder, der følger af EF-Traktatens artikel 39 omarbejdskraftens frie bevægelighed og gennemførelsesbestemmelserne hertil.Det er ikke defineret i bilagets pkt. 2, hvad der nærmere skal forstås ved kravet om,at litauiske statsborgere, der på tiltrædelsesdatoen har lovlig beskæftigelse i en af denuværende medlemsstater, og hvis arbejdstilladelse i den pågældende medlemsstater udstedt for en uafbrudt periode på mindst 12 måneder, har ”adgang til arbejds-markedet” i denne medlemsstat, jf. 2. afsnit, og at litauiske statsborgere, der eftertiltrædelsen får arbejdstilladelse i en af de nuværende medlemsstater for en uafbrudtperiode på mindst 12 måneder, skal have de ”samme rettigheder”, jf. 3. afsnit. Detmå antages, at der med ”samme rettigheder” henvises til omtalen i bilagets pkt. 2, 2.afsnit, af retten til ”adgang til arbejdsmarkedet” i den pågældende medlemsstat.Efter den danske regerings opfattelse indebærer en naturlig sproglig forståelse afordene ”adgang til arbejdsmarkedet”, at litauiske statsborgere, der opfylder betin-gelserne i bilagets pkt. 2, 2. og 3. afsnit, skal have ret til på ny at søge om arbejde iværtsstaten, der anvender nationale foranstaltninger, når beskæftigelsen ufrivilligt er

ophørt, jf. bilagets pkt. 2, 4. afsnit, hvorefter den litauiske statsborger mister denneret, hvis den pågældende frivilligt forlader arbejdsmarkedet i den pågældende stat.Bilagets pkt. 2, 2. og 3. afsnit, indrømmer således litauiske statsborgere, der har enarbejdstilladelse på mindst 12 måneder, men som afskediges, en ret til uden op-holdstilladelse at opholde sig i værtsstaten, der anvender nationale foranstaltninger,med henblik på igen at søge om beskæftigelse i denne. Hvis denne ret til på ny atsøge om beskæftigelse i værtsstaten ikke var blevet indsat i bilagets pkt. 2, 2. og 3.afsnit, kunne en stat, der anvender nationale foranstaltninger, nægte at lade litauiskestatsborgere opholde sig i staten med henblik på at søge om en ny beskæftigelse.Derimod er det ikke nærliggende at udlede af ordene ”adgang til arbejdsmarkedet”,at der dermed sigtes til at indrømme en litauisk statsborger, der er meddelt arbejds-tilladelse for mindst 12 måneder, jf. bilagets pkt. 2, 2. og 3. afsnit, de videregåenderettigheder, der følger af reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed i EF-Traktatens artikel 39 og gennemførelsesbestemmelserne hertil som f.eks. forord-ning 1612/68 artikel 7 om generel ligebehandling af den vandrende arbejdstagermed indenlandske arbejdstagere. Det er således ikke anført i bilagets pkt. 2, 2. og 3.afsnit, at en litauisk statsborger, der er meddelt arbejdstilladelse for mindst 12 må-neder, skal have de arbejdstagerrettigheder, der følger af EF-Traktatens artikel 39og f.eks. forordning 1612/68 artikel 7.Dertil kommer, at ud fra en formålsfortolkning af bilagets pkt. 2 er bilagets pkt. 2,2. og 3. afsnit, ikke til hinder for, at en medlemsstat, der anvender nationale foran-staltninger, kan inddrage opholds- og arbejdstilladelsen eller nægte den forlænget,hvis den litauiske arbejdstager ufrivilligt mister det arbejde, som danner grundlagetfor opholds- og arbejdstilladelsen udstedt for mindst 12 måneder. Formålet medbilagets pkt. 2 er at give en medlemsstat en adgang til at indføre nationale foran-staltninger over for litauiske statsborgere i en overgangsperiode, jf. bilagets pkt. 2, 1.afsnit. En medlemsstat har således mulighed for helt at udelukke litauiske arbejds-tagere fra at kunne søge arbejde i staten i en overgangsperiode. I det omfang enmedlemsstat, der anvender nationale foranstaltninger, åbner op for, at litauiskestatsborgere kan søge og udøve arbejde i staten, forekommer det at være i strid medbilagets formål, hvis bilagets pkt. 2, 2. og 3. afsnit, skulle fortolkes på en sådan må-de, at de nationale foranstaltninger kun ville kunne håndhæves over for litauiskestatsborgere, der har en dansk arbejdstilladelse på under 12 måneder.Den nationale overgangsordning indebærer, at statsborgere fra de nye medlemssta-ter, der – frivilligt eller ufrivilligt – mister det arbejde, der har dannet grundlag forderes opholds- og arbejdstilladelse, kan opholde sig her i landet, med henblik på atsøge efter et nyt arbejde i op til 6 måneder, selv om opholds- og arbejdstilladelseninddrages. Overgangsordningen opfylder dermed kravet i bilagets pkt. 2 om, at li-tauiske statsborgere, der ufrivilligt har mistet arbejdet, skal have adgang til arbejds-markedet i Danmark – og indrømmer den, der frivilligt har mistet sit arbejde, entilsvarende ret, ligesom adgangen til på ny at søge arbejde her i landet ikke efter dennationale overgangsordning er indskrænket til at gælde for personer, der er meddeltopholds- og arbejdstilladelse for mindst 12 måneder.

b)

Kompendium vedrørende lov nr. 283 af 26. april 2004 vedlægges.

b)

a) og b)

a)

b)

c)

a) og b)

c)

d)

b)

Konklusion