Folketinget Europaudvalget
Christiansborg, den nov 18, 2004
Folketingets repræsentant ved EU
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Europa-Parlamentets godkendelse af Barroso-Kommissionen
Med 23 dages forsinkelse har Europa-Parlamentet endelig godkendt den nye
Europa-Kommission ledet af José Manuel Barroso1. I forhold til den oprindelige
opstilling af kommissærer, som Barroso, på grund af manglende opbakning fra
Parlamentet, valgte at trække tilbage, er følgende ændringer blevet foretaget:
Rocco Buttiglione er blevet erstattet af den tidligere italienske udenrigsminister,
Franco Frattini, som kandidat til næstformandsposten for Kommissionen med
ansvar for retspolitik.
Ingrida Udre er blevet erstattet af den tidligere lettiske ambassadør ved EU, Andris
Piebalgs, som Letlands kandidat til Kommissionen. Andris Piebalgs tiltræder
Kommissionen som energikommissær.
Laszlo Kovacs, som oprindeligt var tiltænkt Kommissionens energiportefølje, er
blevet flyttet til skatteområdet, efter Europa-Parlamentets kritik af hans viden
omkring energi.
Barroso skulle inden afstemningen om sin Kommission give tilsagn om at opfylde flere
krav formuleret af de fire politiske grupper EPP-ED (Konservative og Kristelige
Demokraterne), PSE (Socialdemokraterne), ALDE (Liberale) og UEN (Nationernes
Europa). Kravene indbefatter bl.a. Barrosos pligt til at afskedige en kommissær, såfremt
Europa-Parlamentet vedtager et mistillidsvotum til vedkommende. Alternativt skal
Barroso i det mindste kunne forklare overfor Europa-Parlamentet, hvorfor han har valgt
ikke at anmode om afskedigelse.
Barroso skulle ligeledes give tilsagn om at leve op til sit løfte om, at hans Kommission
særligt aktivt vil værne om EU borgernes grundlæggende rettigheder. Barroso bekræftede
derfor sit tidligere fremsatte ønske om, at nedsætte en særlig arbejdsgruppe i
Kommissionen, som han selv ønsker, at være formand for. Formålet med arbejdsgruppen
skal være, at sikre hans Kommissions upåklagelige håndhævelse af Unionens