BILAG 2 Europaudvalgets formand                       Folketinget - Christiansborg Den fælles beslutningsprocedure - udfordringer for de nationale parlamenter Siden  indførelsen  af  den  fælles  beslutningsprocedure  ved  Maastricht-traktaten,  dens tilpasning   ved   Amsterdam-traktaten   og   dens   udvidelse   ved   Nice-traktaten,   er Europa-Parlamentets  indflydelse  på  udformningen  af  EU’s  politikker  steget  markant. Europa-Parlamentet  er  blevet  en  ligeværdig  partner  med  Rådet,  for  så  vidt  angår lovgivningsbeføjelser   på   over   halvdelen   af   EU’s   lovgivning.   Den   fælles beslutningsprocedure  stiller   dog,  i   henhold   til  den   parlamentariske  kontrol   af EU-politikken, de nationale parlamenter over for nye udfordringer. Før introduktionen af den fælles beslutningsprocedure og tilpasningen af denne, var Rådet den primære lovgivningsmyndighed indenfor EU’s institutionelle rammer. De nationale parlamenter kunne derfor gennemføre en parlamentarisk kontrol af EU-lovgivning ved at kontrollere  deres  medlemmer  af  Rådet  –  dvs.  deres  respektive  ministre.  I  dette ”ét-kammer” parlamentariske system, gav den direkte kontrol af regerings ministre, forud for  møder  i  Rådet,  de  nationale  parlamenter  mulighed  for  at  gennemføre  en parlamentarisk kontrol over EU-lovgivning. Dermed fik parlamenterne også adgang til oplysninger om EU’s lovgivningsproces. Indførelsen  af  den  fælles  beslutningsprocedure  har  ikke  gjort  EU’s  lovgivningsproces mindre  gennemsigtigt  –  Europa-Parlamentet  er  en  meget  åben  institution,  hvor offentligheden har  adgang til  alle møder, og  hvor alle  dokumenter er  tilgængelige på Internettet. Men den fælles beslutningsprocedure har givet de nationale parlamenter et øget arbejdspres. Dette skyldes, at de nationale parlamenter, forud for den parlamentariske kontrol af ministre, nu også skal forholde sig til Europa-Parlamentets behandling af sager. Udfordringen i at løfte denne opgave er med tiden, i takt med den reelle implementering af den fælles beslutningsprocedure, blevet større. De nationale parlamenter oplever i dag, at  EU-lovgivning  vedtages  på  et  tidligere  tidspunkt  end  førhen.  Det  skyldes,  at Amsterdam-traktaten har åbnet op for muligheden af at vedtage lovgivning allerede efter

Europa-Parlamentets  1.  læsning  –  dvs.  på  et  tidspunkt,  hvor  Rådet  endnu  ikke  har vedtaget en fælles holdning (den såkaldte ”fast-track procedure”). Det ville derfor være en fordel for de nationale parlamenter at starte den parlamentariske kontrol  af  EU  lovgivningen  på  et  tidligere  tidspunkt  og  samtidig,  i  forhold  til lovgivningsprocessen,  at  være  parate  til  at  søge  adgang  til  information  direkte  fra Europa-Parlamentet. Dette kan dog, som vist nedenfor, vise sig at være problematisk, da der ikke  eksisterer formelle  institutionelle  rammer for  Europa-Parlamentets og  Rådets indgåelse af 1. læsningsaftaler. 1. læsningsaftaler Igennem de seneste fem år er indgåelsen af 1. læsningsaftaler steget betydeligt. I perioden 1999-2004  har  Europa-Parlamentet  vedtaget  i  alt  403  forslag  under  den  fælles beslutningsprocedure, mens 115 af disse forslag, eller 28.5 %, blev vedtaget efter den 1. læsning i Europa-Parlamentet. Sidste år blev 41 forslag, eller 39 % af samtlige sager, vedtaget efter 1.læsning, og dette er en stigning i forhold til de foregående år. Der findes ikke  offentlig  tilgængelig  information  om,  hvor  mange  af  disse  sager,  der  har  været genstand for en politisk ”aftale” mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Men en foreløbig undersøgelse udarbejdet af Folketinget^[1] viser, at ud af de 115 forslag vedtaget, var der ingen ændringsforslag ved 39 af forslagene, ved 16 af forslagene blev der blot foretaget tekniske  ændringer,  og  33  af  forslagene  blev  vedtaget  efter  indgåelse  af  en  "aftale" mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Ved 23 af forslagene var det ikke muligt at få oplyst, om der var indgået "aftale" eller ej, og i fire af sagerne var informationerne for uklare til at kunne vurdere det. I de tilfælde, hvor årsagen til vedtagelse efter 1.læsning er, at der er tale om et politisk ikke-kontroversielt område, hvor der ikke vedtages ændringsforslag og blot få tekniske tilpasninger, må opgaven for de nationale parlamenter blot være at holde sig ajour med lovgivningsarbejdet.  Men  i  de  tilfælde,  hvor  der  er  tale  om  hurtig  vedtagelse  efter ”politiske  aftaler”  indgået  mellem  Europa-Parlamentet  og  Rådet  (som  Folketingets undersøgelse viser i mindst 33 af sagerne), er udfordringen for de nationale parlamenter langt  større.  Spørgsmålet er  her:  Hv   ordan  kan  de  nationale  parlamenter få  adgang  til information om disse aftaler, og hvordan kan de få indflydelse på disse  ? Baggrund Et  forslag  kan  vedtages  efter  Europa-Parlamentets  1.  læsning,  hvis  Rådet  godkender teksten, som Parlamentet har vedtaget den i plenum. Det betyder, at: Europa-Parlamentet og Rådet har godkendt Kommissionens oprindelige forslag

uden ændringer. Rådet  har  godkendt  Europa-Parlamentets  ændringsforslag  til  det  oprindelige forslag,          ELLER Rådet og Europa-Parlamentet har indgået et kompromis   inden Europa-Parlamentets behandling i plenum. Ifølge håndbogen om den fælles beslu tningsprocedure, udarbejdet af Rådet, kan formandskabet (for Rådet) begynde konsultationer med repræsentanter fra Europa-Parlamentet når ”...  undersøgelsen af sagen er blevet moden (i Rådet)  ”. Disse forhandlingsmøder finder sted i såkaldte trilogier mellem repræsentanter fra Rådet (formanden for arbejdsgruppen/eller formanden for Coreper), Parlamentets ordfører/eller formanden for det respektive parlamentariske udvalg og embedsmænd fra Kommissionen (Folketingets undersøgelse har dog vist, at Kommissionen ikke altid er repræsenteret i disse møder). Indgås der en aftale, vil parlamentets repræsentanter forsøge at få deres respektive udvalg og plenum til at godkende de aftalte ændringsforslag, og formandskabet vil forsøge at få aftalen igennem Rådets arbejdsgrupper og/eller Coreper og endelig Rådet. Det bør bemærkes, at ordføreren/formanden for de relevante parlamentariske udvalg ikke nødvendigvis har et mandat fra deres udvalg. Faktisk eksisterer der hverken i traktaten eller den sekundære EU-lovgivning formelle procedurer om disse forhandlinger. Der er heller ikke indgået institutionelle aftaler for disse forhandlinger. I forbindelse med implementeringen af Amsterdam-traktaten, blev der 4.maj 1999 vedtaget en fælles erklæring om den praktiske gennemførelse af den nye fælles beslutningsprocedure. I erklæringen fastlægges det, at der skal etableres ”passende kontakter” ved første- og andenbehandlingen af sagerne, med henblik på at afslutte lovgivningsprocessen så hurtigt som muligt. Ifølge Aktivitetsrapporten fra Europa-Parlamentets delegationer til forligsudvalget (1999-2004)^[2] ” (har) Parlamentet imidlertid endnu ikke haft nogen ensartet strategi, som har defineret sådanne kontakters beskaffenhed. Dette skyldes, at alle parlamentsudvalg har deres egen ”case-by-case” fremgangsmåde i forbindelse med uformelle møder og forhandlinger ”. Europa-Parlamentet er dog begyndt at undersøge hvordan proceduren for disse uformelle trilogier kan forbedres, og Europa-Parlamentets administration er i færd med at forberede et sæt retningslinjer for forhandlings- og aftaleprocedurer under første- og andenbehandlingen. Dette skal sikre bedre gennemsigtighed og kontinuitet.

Konklusion Der kan argumenteres for, at den stigende tendens til at indgå 1. læsningsaftaler er essentiel for effektiviteten og hastigheden af hele lovgivningsprocessen. Der kan dog også argumenteres for, at disse aftaler påvirker gennemsigtigheden af lovgivningsprocessen og EU’s demokratiske legitimitet i en negativ retning. Proceduren har også konsekvenser for nationale parlamenter, hvor eksempelvis Folketinget er bekymret for konsekvenserne af disse aftaler for Europaudvalgets mandat-givning forud for møder i Rådet. Den store stigning i antallet af politikområder, der ifølge forfatningstraktaten skal underlægges den fælles beslutningsprocedure (som er blevet omdøbt til den almindelige lovgivningsprocedure), kan medføre endnu flere 1. læsningsaftaler. Derfor, anbefales det, at COSAC i forbindelse med den følgende halvårlige rapport (udarbejdet af COSAC sekretariatet), beskæftiger sig mere indgående med denne problemstilling. Undersøgelsen bør omfatte, men ikke nødvendigvis være begrænset til, følgende emner: Hvordan kan de nationale parlamenter få adgang til information om forslag, som kan være genstand for 1. læsningsaftaler? Er det muligt for de nationale parlamenter at følge forhandlinger i trilogierne? [1] Jf. info-note 151 af den 18. juni 2004 [2] PE 287.644 som kan hentes på følgende adresse: http://www.europarl.eu.int/code/informatio n/activity_reports/activity-report_2004_en.pdf