Ligesom man kunne sige om det lovforslag om firmapensionskasser, som vi behandlede for lidt siden, er det her jo ved sådan en umiddelbar gennembladring en ordentlig moppedreng, og det kan godt se noget støvet og kedsommeligt ud, når man bladrer paragrafferne igennem. Det er med andre ord ikke det mest sexede lovforslag, vi har behandlet her i Folketinget, men på trods af, at det kan virke lidt støvet, er det faktisk et lovforslag, der gør en forskel for almindelige menneskers muligheder for at investere i værdipapirer i Danmark og i sidste ende rundtomkring i Europa, for vi er jo også her i en situation, hvor vi implementerer et EU-direktiv.
For det første er der regler om markedsmisbrug, som er fælles i Den Europæiske Union, når det gælder udsteder af værdipapirer, typisk aktier. Man skal offentliggøre, står der
i forslaget, alle relevante informationer, informationer, der er relevante for kursdannelsen, man skal offentliggøre intern viden, der vedrører virksomheden, man skal offentliggøre ledelsens handler med værdipapirer, altså med aktier, typisk
i virksomheden, og der stilles krav til både indhold og oplysninger i de finansielle analyser, der bliver lavet. Alt sammen bidrager det til at undgå, at nogen kan manipulere med kurserne, nogen kan snyde forbrugerne, når de investerer. Man skal vide, hvad det er for nogle værdipapirer, man handler med, og man skal kende de konditioner, som man handler værdipapirerne på. Det, det drejer sig om, er jo i virkeligheden at give borgerne et trygt grundlag for at investere i værdipapirer, og det er regler, der er fælles for Den Europæiske Union, så vi fremmer det indre marked, også når det gælder den finansielle sektor. For det andet drejer lovforslaget sig om prospekter. Når en virksomhed gerne vil udstede aktier og gå på Fondsbørsen, sælge aktierne offentligt, så skal den jo fremlægge en dokumentation for grundlaget for aktierne, altså hvad det er for nogle konditioner, aktierne skal handles på. Ved at have de regler, som vi nu får, for, hvad indholdet skal være af sådan nogle prospekter som grundlag for køb af aktier, fælles for hele Europa, betyder det, at får man først produceret et prospekt i et land i Europa, i
f.eks. Danmark - en dansk virksomhed, der vil gå på Børsen og får lavet et prospekt - så kan man på grundlag af det prospekt, der er godkendt i Danmark, også sælge sine aktier rundtomkring i Europa, for man kan bruge det samme prospekt andre steder i Europa end i Danmark, når det først er godkendt her i landet. Det giver jo f.eks. danske virksomheder, som vil gå på børsen og have folk til at investere i deres aktier, langt bedre muligheder for at rejse kapital rundtomkring i Europa. Det betyder altså, at danske virksomheder, aktiebaserede virksomheder, kan blive mere likvide, det betyder igen sundere virksomheder, det betyder en stærkere konkurrence, og det betyder, at vi udnytter, at vi har et fælles indre marked i Den Europæiske Union.
I sidste ende kommer det borgerne til gode, og derfor er det et ganske fornuftigt lovforslag, som er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren, og Det Konservative Folkeparti kan støtte forslaget.