Den næste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af lovforslag nr. L 2:
Forslag til lov om Højteknologifonden. Af Helge Sander. (Fremsat 6/10 2004).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Danmark skal være et førende højteknologisk samfund. Vi skal videreudvikle velfærdssamfundet ved at konkurrere på viden. Den globale arbejdsdeling stiller stigende krav til virksomhedernes anvendelse af forskning og innovation.
     For regeringen er det fortsat målsætningen, at vi skal nå op på en offentlig og privat investering på 3 pct., heraf en privat andel på 2 pct. Det kræver øget samspil mellem offentlig og privat forskning. Samtidig har vi sikret stabile økonomiske rammer for forskning for det kommende år, og vi ønsker at gå videre ad den vej.
     Vi har en god situation med en meget bredspektret forskning, der står sig godt i den internationale konkurrence om kvalitet, men vi er ikke gode nok til at fokusere på nye vidensområder, og vi er bagefter, når det gælder om at udnytte forskningen kommercielt. Derfor har vi brug for en meget langsigtet, massiv, strategisk satsning på lovende nye teknologiområder.
     Vi ønsker derfor at opbygge Højteknologifonden på mindst
16 mia. kr. frem mod år 2012. Det er fortrinsvis tanken, at det er renterne, der skal anvendes, men for at kickstarte håber vi det første år at kunne indsætte 3 mia. kr., hvoraf
100 mio. kr. frigives med det samme, sådan at man allerede det første år kan komme op på at kunne disponere over 200 mio. kr., et beløb, der gerne skulle stige til et niveau på 1 mia. kr. om året. Det tager lang tid at opbygge de miljøer, som fonden skal satse på. Derfor er det vigtigt, at fonden både forskningsmæssigt og investeringsmæssigt har langsigtede perspektiver. Fonden skal ledes af en selvstændig bestyrelse, hvis medlemmer ikke hver især skal repræsentere særlige interesser, men udpeges på grund af deres personlige egenskaber af videnskabsministeren på en sådan måde, at alle relevante kompetencer er til stede, og sådan, at formanden og mindst fem af de øvrige kommer fra erhvervslivet. Pengene skal tildeles på baggrund af faglig kvalitet og erhvervsmæssig relevans, og der skal gøres en særlig indsats for at fremme forsknings- og innovationsindsatsen i mindre og mellemstore virksomheder. Da det er vigtigt at fokusere, har regeringen efter en lang række dialogmøder givet et bud på, hvad nogle lovende teknologier kunne være, nemlig bioteknologi, nanoteknologi og informations- og kommunikationsteknologi. Her er nogle af de visioner i overskriftsform, som blev lanceret på forskningstopmødet den 17. august: Bedre mad og medicin til et langt og godt liv. Hvordan spiller fødevarer sammen med gener og påvirker sygdomsudviklingen. Bioteknologien kan bidrage til at udvikle sundere fødevarer og begrænse livsstilssygdomme. Viden på rette tid og sted, f.eks. it-teknologi, der er indbygget i biler, tøj, madvarer, bygninger og møbler, åbner for nye praktiske hverdagsløsninger. Fremtidssikker energi til den rigtige pris, f.eks. nye energiteknologier og energieffektive løsninger ved brintteknologi og mere effektive, intelligente energisystemer. Nye materialer med uanede muligheder, f.eks. små nanomedicinkapsler, der afleverer den præcise dosis til det præcise sted i kroppen. På alle disse områder har vi i forvejen store forskningspotentialer, hvor vi vil have gode muligheder for at give et løft til mange virksomheder til gavn for eksport og beskæftigelse. Nogle problematiserer satsningen på disse teknologier, fordi det også er, hvad man satser på i mange andre lande. Men det er jo ikke så underligt, for her er tale om meget generelle teknologier, hvor der helt åbenlyst er et stort potentiale, som der i industrialiseringens barndom var det i mekanik og elektronik.

     Vi skal satse på fremtidens nøgleteknologier for derved inden for disse at finde vores egne særlige nicher. Men det udelukker ikke, at bestyrelsen kan foretage justeringer af det spor, man forfølger, hvis der senere viser sig andre spændende satsningsområder. Her er bestyrelsen først og fremmest bundet af formålsbestemmelsen om at styrke vækst og beskæftigelse ved at understøtte Danmarks videreudvikling som højteknologisk samfund. Samtidig skal bestyrelsen have blik for, at der bliver en spredningseffekt også til gavn for mindre virksomheder og bredt rundt i hele landet.
     Vi håber meget, at dette lovforslag vil blive modtaget i den samarbejdsånd, som heldigvis har præget Folketinget på forskningsområdet, et område, vi jo alle sammen er enige om at vi vil prioritere højt.
     Forslaget er blevet meget positivt modtaget i alle kredse, og der synes at herske en almindelig enighed om, at der er behov for at understøtte det, som er fondens formål. Derfor håber Venstre på, at vi vil kunne samle et bredt flertal bag dette lovforslag.

Vi siger tak til ordføreren og beder ordføreren blive stående. Så er det først fru Lene Jensen.

Jeg vil gerne oven på alle disse mange smukke ord, hvoraf der jo er idé i nogle af dem og måske ikke i andre, høre, når nu fru Hanne Severinsen betoner det der med, at det forskningsfaglige skal være i orden, om Venstre er enig i, at man i det her lovforslag på den ene side pålægger fonden at søge forskningsfaglig rådgivning og på den anden side understreger, at den behøver søreme ikke at følge den.
     Hvordan hænger det sammen med, at man vil sikre, at den forskningsfaglige kvalitet i alle tilfælde er i orden?

Det, som der er tale om, er jo, at man kan søge forskningsfaglig rådgivning, men det kan jo også tænkes, at fonden selv er i stand til at kunne vurdere, om det foreliggende er noget, der skal satses på. Det kan jo også tænkes, at fonden f.eks. beslutter at støtte noget, der allerede foregår i andre fonde, f.eks. Det Strategiske Forskningsråd.

Sådan som jeg læser lovforslaget, er der tale om, at man kan nedsætte faglige underudvalg, men at man skal søge faglig forskningsrådgivning, bl.a. i Det Frie Forskningsråd og i Det Strategiske Forskningsråd.
     Det, der undrer mig, er, at man gør så meget ud af at sige, at det skal man søreme gøre, men at der alligevel er frit valg, når det kommer til stykket, i forhold til de projekter, man vælger at gå ind og støtte.
     Så jeg vil gerne høre Venstres ordfører, om ikke hun er bange for, at man, når man bruger det her system i modsætning til det forskningsrådgivende system, som vi i øvrigt jo har stået fælles fader og moder til, risikerer, at det kommer til at gå ud over forskningskvaliteten, og at vi netop ikke får den kvalitet i hver en forskningskrone, som vi så glødende ønsker os?

Det er jo forskellige kvaliteter, og jeg synes, at det her vældig godt kompletterer det forskningssystem, vi allerede har. Her skal vi først og fremmest have den formålsparagraf med at styrke vækst og beskæftigelse, og det skal selvfølgelig være kvalitetsforskning, og selvfølgelig skal man have rådgivning om det.
     Men det kan jo godt være, at fokus bliver en lille smule anderledes end i de andre fonde, ellers var der jo heller ikke nogen grund til, at vi havde forskellige fonde.

Det er lige præcis det, jeg gerne vil have fru Hanne Severinsen til at uddybe, for noget af det samarbejde, som der er på forskningsområdet, så vi udfoldet i forbindelse med, at vi lavede en reform af forskningsrådssystemet.
     Jeg synes, vi brugte ganske lang tid sammen på at lave den reform, og jeg synes også, at vi investerede vores efter nogens mening begrænsede intellektuelle kapital i at lave et system, som var ret gennemtænkt. Derfor forekom det ret overraskende, at regeringen noget langt fra den samarbejdets ånd, som fru Hanne Severinsen refererede til, lancerede den fond, vi taler om, fordi de hensyn, som fonden skal varetage, efter min opfattelse på ganske udmærket vis kan varetages i det rådssystem, som vi har været fælles om at sætte i verden.
     Hvordan kan det være, at vi har brug for fonden?

Vi har brug for fonden, fordi vi har brug for at kunne have et område, hvor der virkelig er mange penge på meget lang sigt, penge, der ikke kan røres ved, men som simpelt hen er der til at hjælpe med, at Danmark bliver et førende højteknologisk samfund.
     Jeg mener sådan set, at det giver et godt supplement til det øvrige forskningsrådssystem, som jeg bestemt også mener at vi skal gøre alt for at give flere penge. Det har regeringen jo også allerede foreslået i finansloven, og det vil vi også foreslå i de kommende finanslove.

Det synes jeg er en meget tankevækkende begrundelse, hvis man sidder i forskningsrådssystemet, for man må jo forstå det sådan, at forskningsrådssystemet ikke er langsigtet, ikke er fokuseret, ikke er interesseret i at løfte en opgave for Danmark på en længere sigt.
     Sådan som jeg husker vores lovgivning om forskningsrådssystemet, er det sådan set netop de hensyn, der har gjort, at vi har lavet forskningsrådssystemet og opdelt det i Det Strategiske Forskningsråd og Det Frie Forskningsråd. Hvis man dertil lægger, at vi har en Grundforskningsfond, som har fået en endog særdeles positiv evaluering af sit virke, så forekommer det endnu mere besynderligt, at man finder grund til at lave forskningsfonden.
     Det kan vanskeligt forstås som andet end eftertænksomhed, at man synes, man har lavet en lapsus eller en fejl i forbindelse med forskningsrådssystemet, siden man kommer med denne her reparation, for vi har jo ellers en ganske velfungerende infrastruktur til fordeling af midler på basis af faglige kvalifikationer.
     Det er, som om man ikke rigtig tiltror det faglige miljø at skabe det, som regeringen synes der skal være en label over en stor del af forskningen i Danmark, nemlig højteknologi. Er baggrunden en egentlig mistro til, at de faglige systemer vil give det politiske afkom, som man ønsker sig?

Nej, tværtimod, og jeg betragter bestemt ikke Højteknologifonden som en reparation på det her system. Det er for at opnå nogle nye ting, hvor vi ønsker en meget, meget stor satsning, og hvor den er målrettet til at gøre noget for vækst og beskæftigelse. Det er selvfølgelig klart, at Det Strategiske Forskningsråd jo af Folketinget ved alle de overskrifter, vi udmelder, bliver sat til at arbejde for de samme ting, men udgangspunktet er alligevel noget andet.
     Jeg mener, det er vigtigt, at vi selvfølgelig holder fast i vores nuværende system og gør, hvad vi kan for at støtte det. Jeg har i og for sig heller ikke hørt kritik.
I høringssvarene har jeg ikke set kritik af, at vi derudover satser på Højteknologifonden, som giver en ganske særlig styrke lige på de områder.

Jeg har to spørgsmål. Det første er i forlængelse af fru Margrethe Vestagers: Hvad er det præcis ved den her Højteknologifond, som Det Strategiske Forskningsråd ikke ville kunne løfte fuldt ud så godt?
     Det andet spørgsmål: Fru Hanne Severinsen sagde, at det her var en åben drøftelse og forhandling. Så vil jeg gerne have at vide, om det passer, eller om det ikke er sådan, at det her i virkeligheden er låst. I den aftale, regeringen og Dansk Folkeparti indgik i marts i år, står, hvordan fonden skal være, hvad det er for nogle områder, den skal beskæftige sig med, at bestyrelsen skal være selvstændig, og hvordan det skal finansieres. Jeg vil sige, at stort set 90 pct. af, hvad der står i det forslag, står i DF-aftalen.
     Er regeringen så åben, at den er villig til at forhandle det her, eller forhandler vi om de kommaer, der ligger uden for den aftale, der er indgået med Dansk Folkeparti?

At der skal være en fond er jo ikke til forhandling, for det er simpelt hen, hvad vi ønsker. Men vi kan bare ikke rigtig forestille os, at det ikke også kunne være et ønske fra de øvrige. Det er jo noget, som er blevet vel modtaget i hele forskningsverdenen, og jeg kan slet ikke forestille mig, at det ikke også var noget, som det øvrige Folketing var interesseret i. Derfor kan det da godt være, at der er nogle ting, som man kan kigge på under udvalgsarbejdet, men selve ideen om, at vi skal have den Højteknologifond, er selvfølgelig noget, vi er meget bevidste om at vi skal.
     Jeg synes jo også, at det rammer noget andet end Det Strategiske Forskningsråd, for her er der jo tale om en målrettet satsning, at der er flertal i bestyrelsen af folk fra det private erhvervsliv, og at det i høj grad er vækst og beskæftigelse, som skal være det, man har for øje. Ikke at jeg mener, at Det Strategiske Forskningsråd ikke også tænker på de ting, men de tænker alligevel på det på en anden måde, og jeg synes, at de to ting vil komme til at understøtte hinanden, rent bortset fra, at Højteknologifonden jo også kan give støtte til projekter i Det Strategiske Forskningsråd.

Jeg er godt klar over, at regeringen vil have en Højteknologifond. Det, jeg taler om, er ikke det. Jeg taler om det papir fra den 31. marts 2004, hvor der er en aftale mellem Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, hvor 90 pct. af det, der står i lovforslaget, faktisk er lagt fast.
     Det er jo ikke et idéoplæg fra regeringen, hvor den siger, at det her vil den gøre alt for at få igennem. Det er en aftale med et af Folketingets partier. Så mit spørgsmål er: Er det her en aftale, som regeringen er villig til at lave om, så den kan få en konstruktiv drøftelse med resten af partierne i Folketinget, eller er vi placeret der, hvor vi kan få lov til at rykke lidt ved et par kommaer og så tage stilling til, om vi så vil stemme for det?

Jamen hvad er en konstruktiv drøftelse? Hvad ønsker SF? Hvad ønsker Socialdemokratiet? Hvad ønsker De Radikale?
     Hvis den konstruktive drøftelse er, at man ønsker noget andet, så er det klart, at så bliver det svært at blive enige.

Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fru Lene Jensen.

Socialdemokratiet er af den opfattelse, at forskning og investering i fremtiden er det, der skal til, og det går vi ind for. Det gør vi, fordi det handler om morgendagens velfærd og arbejdspladser, og derfor har vi faktisk også selv en række konkrete forslag på forskningsområdet.
     Når vi så alligevel ikke er enormt begejstrede - snarere tværtimod - for denne her fond, skyldes det flere forhold. For det første er der tale om en cigarkasse. Der er tale om en knopskydning på det nys reformerede forskningsrådgivende system, som samtlige partier i Folketinget i forrige samling investerede ganske meget i at få på plads for at gøre det mere stringent og gennemskueligt og for at sikre kvalitet for hver en forskningskrone.
     Den kvalitetssikring risikerer altså at ryge fløjten med den her fond, og det understreges af den konkrete udformning, hvor fondsbestyrelsen kan indhente forskningsfaglig rådgivning, den behøver bare ikke følge den.
     For det andet vil udpegningen af fondsbestyrelsen foregå
i et lukket system, hvor det er videnskabsministeren alene, der sidder med nøglen. Jeg kan ikke finde et eneste sagligt argument for, at regeringen ikke skulle bruge sin egen forskningsrådgivningslov i det mindste til udpegningen af den her fondsbestyrelse, medmindre man altså helt bevidst ikke vil have, at der er andre, der blander sig. For det tredje synes jeg også, der er tale om et snævert sigte med fonden. De teknologier, der er angivet, som man skal beskæftige sig med, er bestemt interessante teknologier med masser af fremtid i, men der, hvor fremtiden måske i virkeligheden er allermest interessant, er da, når de teknologier mødes og brydes med andre videnskabelige retninger. Og sådan som jeg læser det, er der ikke plads til det i den her fond. For det fjerde er der så finansieringen, hvor man binder sig til at sælge statslige aktiver. Der er bare det ved det, at hvis man er derude, hvor man vil sælge statslige aktiver, fordi man har brug for kolde kontanter, så er det et skråplan. Salg af statslige aktiver bør være baseret på en strategisk vurdering og ikke på akut pengebehov. Vi kan ikke støtte forskningsfonden, som den ligger. Hvis regeringen ellers var villig til at bruge sit eget forskningsrådgivningssystem og ikke bekende sig til ny knopskydning og cigarkassedannelse, kunne det måske have set anderledes ud, og det vil jeg ønske det gjorde. Jeg ved ikke, om det kunne have set anderledes ud, for Socialdemokratiet har ikke på noget tidspunkt været inviteret til politiske forhandlinger om, hvordan den her fond kunne se ud. Det siger jeg ikke for at være sur eller for at stå her og brokke mig over, at der aldrig er nogen, der gider snakke med os. Jeg synes bare, det er bemærkelsesværdigt lige nøjagtig på forskningsområdet, hvor vi jo alle sammen er enige om at der er brug for brede, stabile flertal for at lave forskning, fordi det ikke er noget, der er overstået på en formiddag, at man så alligevel vælger fuldstændig entydigt at henvende sig til én side af Folketingssalen, når den her udformning skal findes. Det ville have været godt for forskningen og for fremtiden, at det var et bredt flertal i Folketinget, der fastlagde forskningspolitikken. Det har regeringen umuliggjort med sin fremfærd, og det kan jeg kun beklage, og vi kan som sagt ikke støtte fonden, som den ligger.

Jeg vil spørge, om ikke det er sådan, at Socialdemokratiet i virkeligheden også havde forestillet sig, at der skulle satses på de her områder? Er det ikke også sådan, at f.eks. CO-industri, LO osv. har støttet det her som et glimrende supplement? Er det så, fordi vi har fået ideen, at man er utilfreds med det?
     Jeg vil også spørge, om man virkelig kan kalde det her en cigarkasse. Der er trods alt tale om 16 mia. kr., og det er jo i hvert fald lidt anderledes end det, man normalt taler om i den forbindelse.

     Desuden er der det her med, at det er ensidigt, og at der ikke er plads til kombination, men hvor læser fru Lene Jensen det? Der er jo netop en meget bred formålsparagraf. Det er rigtigt, at så peger man i bemærkningerne på nogle teknologier, men det udelukker jo ikke, at man kan kombinere dem på forskellig måde.

Jeg synes, det er snævert at pege på tre teknologier ud af, jeg ved ikke hvor mange mulige. Det er rigtigt, at Socialdemokratiet også gerne, meget gerne endda, satser på forskningen og også på højteknologien, men vi har faktisk tillid til det forskningsrådgivende system, som vi i fællesskab har lavet, og vi ser intet til hinder for, at vi kunne bruge Det Strategiske Forskningsråd og måske også andre dele af det forskningsrådgivende system netop for at sikre kvaliteten i hver en krone.
     Så vil jeg sige i forhold til det der med, at den nyder fremme mange steder, og fru Hanne Severinsen er så venlig at pege på, at dele af LO-fagbevægelsen har støttet det her forslag: Jeg skal henlede fru Hanne Severinsens opmærksomhed på en af de fagforeninger, som rent faktisk organiserer forskere, og på deres høringssvar, og jeg citerer fra høringsnotatet, hvad Dansk Magisterforening har skrevet:
     Dansk Magisterforening finder, at regeringen med lovudkastet lægger op til yderligere politisk styring af den danske forskning og tilsidesætter de politiske intentioner om forenklet struktur, bedre organisering og bedre overblik over forskningsrådssystemet og forskningsmidlerne ... Dansk Magisterforening fraråder på denne baggrund, at lovforslaget fremsættes.
     Det er sådan set den fagforening, der organiserer nogle af forskerne. Så hvis man siger, at der er bred opbakning over det hele, så tror jeg, at man har læst høringssvarene en smule for lemfældigt.

Hvad mener fru Lene Jensen med politisk styring? Her er tale om, at der kommer til at sidde en bestyrelse, som får helt frie hænder. Den får et formål om at fremme vækst og beskæftigelse. Hvad galt er der i det? Det er jo et bredere udgangspunkt, kan man sige, end Det Strategiske Forskningsråd har, men det er jo noget, der bliver lagt ovenpå. Vi fortsætter jo med at have vores brede system.
     Synes fru Lene Jensen ikke, at der netop kunne være behov for at lave en ganske særlig satsning i de her år, hvor vi har problemer med stigende arbejdsløshed, fordi der sker en outsourcing og sådan noget? Vi skal konkurrere på viden og innovation, og innovation er jo også vigtig.

Som jeg forsøgte at sige i mit ordførerindlæg, er den gode nyhed jo, at vi er enormt mange, der er optaget af at fremme forskningen af hensyn til fremtidens velfærdssystem og af hensyn til arbejdspladserne. Og det er derfor, det er så brandærgerligt, at man ikke søger et bredt flertal for den form for satsning.
     Nu citerede jeg godt nok Dansk Magisterforening for at sige det dér med politisk styring, men jeg kan ikke sige, at jeg er helt fundamentalt uenig, og grunden til, at jeg ikke er det, er, som jeg også sagde det i min ordførertale, at det er videnskabsministeren, der udpeger de her folk uden nogen former for indstillingsret fra andre organer, uden nogen former for konsultation - ikke nødvendigvis i hvert fald - med andre. Og det er jo det, der er forskellen i forhold til det forskningsrådgivende system. Der konsulterer man faktisk dem, der ved noget om det, om, hvem der skal sidde der.
     Jeg vil slet ikke udelukke, at det kunne være de samme mennesker, som videnskabsministeren kunne finde på at pege på. Jeg ville bare synes, det var mere i orden, at man brugte sit eget forskningsrådgivende system, når man skal lave nye forskningstiltag.

Jeg vil gerne spørge den socialdemokratiske ordfører, om Socialdemokratiet overhovedet ikke er opmærksom på, at et af de helt store problemer for Danmark i øjeblikket er, at vi ikke er gode nok til at omsætte forskningsresultater til konkret indsats ude i virksomhederne, en indsats, som kan give beskæftigelse og vækst i samfundet. Det har vi da tidligere haft en enighed om, men det lyder ikke helt til at være en enighed, Socialdemokratiet kan støtte længere.
     Fru Lene Jensen sagde i sit indlæg, at der intet er til hinder for, at man i dag inden for de nuværende rammer kan støtte forskning og innovation i små og mellemstore virksomheder. Det er da rigtigt. Det er der intet til hinder for, men der er heller ikke så forfærdelig meget, der direkte støtter og fremmer indsatsen netop på disse områder, og det er det, den højteknologiske fond vil medvirke til, netop at der bliver sat fokus på væksten og dynamikken i de små og mellemstore virksomheders forsknings- og innovationsindsats. Hvorfor er det lige, Socialdemokratiet er så lodret imod det?

Det er vi overhovedet ikke lodret imod, det går vi vældigt ind for. Og igen må jeg sige, at jeg næsten ikke kan begribe det, for vi har så mange af de samme fælles målsætninger, og vi deler analysen af problemerne. Hvordan kan det så være, at man spiller ud med noget her, som man drøfter med højre side af Folketinget, hvor man har sit flertal, og som man i øvrigt godt et eller andet sted ved er et problem, når nu man har brugt et halvt år i utallige mødelokaler på at lave et forskningsrådgivende system, som burde løfte noget af den her opgave?
     I øvrigt skulle jeg hilse og sige, at Socialdemokratiet
i sit eget finanslovforslag har en række tiltag i forhold til det der med formidlingen af forskningen, at få den ud at arbejde derude i frontlinjen, hvor arbejdspladserne skabes, og det er jo også noget af det, vi diskuterer i de igangværende finanslovforhandlinger. Så det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke vil det. Vi vil det på en anden måde, og det er det, der er lidt ærgerligt, for tænk, hvis vi kunne have fundet ud af det sammen; det ville have været herligt.

Det sidste er jeg sådan set enig i. Men det, jeg lidt hører fru Lene Jensen sige, er, at det bedste er blevet det godes værste fjende. Det skal ikke lige være på den måde, der nu kan lade sig gøre, og som der er flertal for; det skal være på min og vores måde, så vil vi gerne. Hvad er det for noget sniksnak?
     Når man nu oplever, at stort set hele forskerverdenen og mange i den private sektor er utrolig glade for, at der nu bliver prioriteret på den her måde, så fokuserer fru Lene Jensen på et enkelt hår i suppen, nemlig at Dansk Magisterforening kan citeres for nogle kritiske bemærkninger i et høringssvar. Hvad er det for en tilgang? Lad os dog være en lille smule positive, offensive og konstruktive.
     Jeg ville gerne have hørt en socialdemokratisk ordfører
i dag sige: Det og det savner vi i forslaget, kunne vi arbejde på det under udvalgsbehandlingen? - vi er i øvrigt enige i hovedkonstruktionen, vi er enige i målsætningen, lad os se, om ikke vi kan få enderne til at mødes i det arbejde, der står forude. Det ville jeg gerne have hørt, frem for at man larmer op om, at man ikke lige var med fra start. Vi kender alle sammen historien om hvad baggrunden var for, at vi overhovedet kunne lave det her. Se dog på mulighederne i stedet for på alle forhindringerne.

Jamen det vil jeg også enormt gerne. Problemet er bare, at det lige nøjagtig er hovedkonstruktionen, vi er uenige i. Vi er sådan set enige i enormt mange af de mål, der opstilles, og vi er også enige i det der med at få Forskningsdanmark til at arbejde bedre sammen, uanset om det er offentligt eller privat. Vi er enige i, at der er en masse, der kan samfinansieres og alle de der ting. Men vi er lodret imod hovedkonstruktionen, fordi den er en knopskydning på et forskningsrådgivende system, som skal sikre kvalitet for pengene. Derfor er mit ærinde sådan set at sikre, at det sker.
     Må jeg så ikke sige til det her med de meget positive høringssvar, at i forhold til at der er tale om en for snæver satsning, er vi enige med Aalborg Universitetscenter, Handelshøjskolen i Århus og nogle af forskningsrådene. I forhold til hvordan der udpeges - det er det, der er vores kritik, det kunne vi jo lave om, meget gerne - er vi enige med Rektorkollegiet, med SDU og Det Frie Forskningsråd. I forhold til at det er en forkert struktur, selve fondskonstruktionen, er vi enige med DMU, Risø, ATV, Det Strategiske Forskningsråd, Koordinationsudvalget og forskellige andre. Det kan vi jo så lave om - meget gerne - også i de her forhandlinger. At det er et problem med fagligheden, er der faktisk også nogle der er inde og pege på.
     Det er de fire punkter, jeg har nævnt, som vi meget gerne diskuterer. Men så kommer vi jo til selve hovedkonstruktionen, og hvis ikke den er til diskussion, så bliver det jo meget svært at opnå en fælles enighed om de ting, vi alle sammen gerne vil. Og jeg synes, det er ærgerligt.

Så siger vi tak til ordføreren, og så går vi videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Jesper Langballe.

Jeg vil da gerne indledningsvis gøre opmærksom på, at i den danske flora er der mange skønne vækster, der formerer sig ved knopskydning. Blandt botanikere er det bestemt ikke noget skældsord.
     Jeg har siddet under den hidtidige debat og brudt min hjerne med, hvor i den forskningsrådslovgivning, som vi lavede sammen, der står noget om, at herefter vil det være kriminelt og ulovligt at lave nogen som helst form for forskningsfinansiering uden for forskningsrådssystemet, og at det måske næsten var noget, man kunne komme i fængsel for. Sådan hører jeg det. Jeg kan ikke huske, at vi har lovgivet på den måde, og jeg synes, at der er tale om en skrupskør tanke. Hvorfor skulle man dog ikke kunne det?
     Dansk Folkeparti har fra begyndelsen hilst forslaget om den højteknologiske fond velkommen, og det vil vi så også gøre i dag.
     Vi tror, man skal gøre sig klart, at vi Christiansborgpolitikere ikke kan sidde ved vores skriveborde og afstemningsknapper og frembringe forskning. Af og til er der en tilbøjelighed til at tale om strategiske satsninger på en måde, så man kunne tro, at nogen lå under for sådan en forestilling. Men forskning - og det er, hvad enten vi taler om højteknologi eller humaniora - opstår der, hvor forskertrangen og kreativiteten og nysgerrighedens engagement selv går på banen.
     Hvad vi kan her i Folketinget, er alene at frugtbargøre og nyttiggøre det potentiale, der findes rundtomkring i forskningsmiljøerne, og selvfølgelig også at skabe baggrund for miljøernes opståen. Hvad det sidste angår, har vi jo en række lysende eksempler i de aktiviteter, som Danmarks Grundforskningsfond har igangsat, aktiviteter, som for cirka
50 pct.s vedkommende befinder sig inden for de tre højteknologiske områder, som den nye fond skal satse på, især bioteknologi og nanoteknologi. Det er formentlig ikke overdrevet at sige, at de nanoteknologiske forskningsmiljøer, vi har, skyldes Danmarks Grundforskningsfond - også at bioteknologien står meget stærkt.

     Med de bemærkninger er det så også antydet, at Danmarks særlige muligheder faktisk ikke så meget ligger i at kappes med det store udland om at produktudvikle eksisterende landvindinger, som alle andre også kaster sig over, men at styrke den grundforskning, som vinder nyt land og dermed bringer Danmark på den højteknologiske forsknings verdenskort. Vi skal selv sætte forskningens præmisser, naturligvis ikke i Folketinget, men først og sidst ude i laboratorierne.
     En af de væsentlige nye muligheder, der ligger i den højteknologiske fond, er for os at se det perspektiv, som Det Strategiske Forskningsråd har peget på med pjecen »Forskning der nytter«, sammenkædningen af nano-, bio- og it-teknologisk forskning, som måske kan indvarsle en ny æra ikke mindst i forbindelse med sygdomsbekæmpelse.
     Selv om et par milliarder forekommer en at være ufattelig mange penge, ja, så er udbyttet jo mere begrænset, når der er tale om renteafkastet, og derfor finder vi det frugtbart, at loven åbner for, at der i særlige tilfælde kan tages af grundkapitalen. Men det nødvendiggør jo så, at den politiske interesse for at tilføje fonden midler ikke er en døgnflue, men holder sig levende i mange år frem.
     Vi tror på den intention i lovforslaget, at samspillet mellem offentlig og privat forskning skal tilgodeses og det med særligt blik for de små og mellemstore virksomheder.
     Vi finder det klogt, at mens den nye fonds bestyrelse selv kan nedsætte underudvalg, skal den forskningsfaglige vurdering indhentes i forkningsrådssystemet eller i Danmarks Grundforskningsfond. Jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor der skulle være noget suspekt i, at bestyrelsen selv finder ud af, hvornår den har brug for rådgivning. Det vigtigste er, at rådgivningen er der. Det ville efter vores mening være spild af ressourcer, hvis den nye fond så at sige skulle opfinde hjulet forfra ved at opbygge egne faglige evalueringskompetencer bl.a. med henblik på international evaluering. Her har Danmarks Grundforskningsfond jo en enestående erfaring som den eneste danske institution, der iværksætter faste rutinemæssige evalueringer på internationalt plan.
     Med de bemærkninger vil vi anbefale lovforslaget.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste er fru Pia Christmas-Møller.

Tillad mig at indlede med et par helt overordnede betragtninger om den arv, som skiftende socialdemokratiske regeringer har efterladt borgerlige. I 1982 efterlod Socialdemokratiet en gældsbyrde til den borgerlige regering, der sagde sparto. I 2001 efterlod Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre - ret skal jo være ret, der var to partier om at give arven videre - en skrænt i forskningsbevillingerne, simpelt hen faldende bevillinger til forskning år for år. Det var arven.
     Nu skal vi så høre for, at vi gør noget ved disse to meget triste eksempler på socialdemokratisk arv.
     Jeg vil ikke anerkende, at gældsafvikling og forskningsindsats udelukker hinanden, er alternativer. Tværtimod er det to sider af samme sag, nemlig viljen til at investere i fremtiden, viljen til at fremtidssikre vores velfærdsmuligheder. Vi kan ikke være bekendt at smide regningen for vor generations velfærd i børneværelset, men vi kan altså heller ikke være bekendt at undlade at investere i forskning, udvikling, innovation.
     Det, vi lever af i dag - i det omfang vi ikke gældsætter os - er jo fortidens investering i uddannelse, forskning, innovation og udvikling. På præcis samme måde må vor generation være forpligtet til at investere i fremtiden, og det viser den borgerlige regering vilje og evne til. Vi gældsafvikler, og vi investerer.

     Derfor skal det ikke være nogen som helst hemmelighed, at vi i Det Konservative Folkeparti er meget begejstrede for dette lovforslag på trods af de knubbede ord, som vi har hørt fra dele af oppositionen, og der kommer sikkert flere hen ad vejen, kan jeg se på fru Anne Grete Holmsgaard. Det tager vi
i strakt arm. Vi er meget begejstrede, for det er endnu et konkret og langsigtet initiativ, som skal ses i sammenhæng med vores vilje til at investere i fremtiden, vores vilje til at fremtidssikre vores velfærdsmuligheder og dermed vores vilje til at prioritere forskning og udvikling. Højteknologifonden er en nyskabelse, som supplerer - og altså ikke erstatter - bygger oven på de øvrige organer og institutioner på forskningsområdet, både hvad angår redskaber, og også hvad angår økonomi. Det er blevet problematiseret i dag: Hvad er det, denne her fond kan, som det nye forskningsrådssystem ikke kan? Jamen det, der er opgaven for denne nye fond, er særlig at fokusere på vækst og beskæftigelse i vores samfund. Hvad er det, vi skal leve af? Jeg har tidligere hørt radikale og også andre her i salen være optaget af dette spørgsmål - med god grund. Vi har været det i mange år, altså optaget af: Hvad skal vi leve af
i fremtiden? Fonden har som specifik målsætning at nurse opgaver, som kan nyde fremme i små og mellemstore virksomheder, altså de områder, der umiddelbart har potentiale erhvervsmæssigt. Det er en væsentlig forskel i forhold til de øvrige organer. På samme måde kan fonden altså ikke bruge sine penge på grundforskning. Så bliver det problematiseret, at man er for specifik, for snæver i udvalgte temaer. Her vil jeg gerne understrege, at for os i Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at vi ikke bliver opfattet som nogle, der nu vil detailstyre forskningen. Det er ikke det, der lægges op til her. Vi vil godt være med til at påtage os en forståelse for, at der er behov for prioritering, men forslaget skal ikke opfattes som andet end et politisk signal om, at vi synes, at der kunne være en idé i at gå ind i nanoteknologien, bioteknologien og informations- og kommunikationsteknologien. Det er ikke et udtryk for, at vi alene skal kigge på disse områder. Vi vil ikke politisere de helt konkrete satningsområder. Det skal ske i bestyrelsen. Her skal være armslængde. For det afgørende for bestyrelsen er at honorere formålsparagraffen, nemlig at søge at styrke væksten og beskæftigelsen i vores samfund. Det er den måde, hvorpå man skal forstå forslagets bemærkninger om nanoteknologi m.v. Det er ikke et forsøg på at lave politisk detailstyring. Vi anbefaler på det kraftigste lovforslaget.

Fru Pia Christmas-Møller sagde, at derfor må fonden ikke yde bidrag til grundforskning. Det kan være, jeg har læst forslaget forkert, men jeg har ikke oplevet, at det må den ikke.
      Hvis det er tilfældet, at den ikke må det, vil jeg gerne høre: Hvordan vil fru Christmas-Møller så sikre, at man virkelig får højkvalitetsforskning inden for nanoteknologi, som i dag er grundforskning, men ikke kun grundforskning?
      Hvordan vil fru Pia Christmas-Møller sikre, at det her rent faktisk bliver fremtidsorienteret, hvis man på forhånd har lagt sig fast på, at der ikke må ydes penge til grundforskningen? Og hvem skal foretage den distinktion?

Det er en voldsom overtolkning af det, jeg i al fald mente. Det, der er lagt op til med Højteknologifonden, er at satse på områder, som der umiddelbart er erhvervspotentiale i, ikke at satse direkte og målrettet på grundforskning. Men det betyder jo ikke, at der ikke kan være grundforskningselementer i konkrete projekter, som har denne her erhvervsmæssige formålsidentitet.
      Så det er ikke et spørgsmål om, at nu skal vi bruge en hel masse kræfter på at lave en eller anden pseudopræget deling mellem grundforskning og anvendelsesorienterede forskningsopgaver; det er ikke det, der er hensigten med lovforslaget. Det var heller ikke det, der var hensigten med det, jeg sagde. Hvis jeg fik udtrykt mig anderledes, beklager jeg det.

Det er jeg glad for at fru Pia Christmas-Møller beklager, for det, fru Pia Christmas-Møller sagde, var meget krystalklart; det var, at der ikke skal ydes penge til grundforskning. Så der er jeg selvfølgelig helt tilfreds med, at den er skudt fuldstændig ud på et sidespor.
      Men så vil jeg godt spørge fru Pia Christmas-Møller: Er det ikke netop sådan, at hvis man ikke bare skal lave mere af det samme, men lave noget nyt og noget perspektivrigt, vil grundforskning være en væsentlig del af aktiviteterne?

Jeg vil sige det på endnu en ny måde: Grundforskning er ikke hovedopgaven for denne højteknologiske fond, det er ikke det, der er målet. Tværtimod er målet at sikre projekters fremme, som har et umiddelbart potentiale i forhold til vækst og i forhold til beskæftigelse. Det står meget tydeligt i formålsparagraffen.
     Det er altså lidt i modsætning til f.eks. Danmarks Grundforskningsfond, som har en anden tilgang til opgaverne. Det betyder ikke, at vi nu skal bruge en masse kræfter på at diskutere: Er der nogle grundforskningsmæssige elementer i et eller andet konkret projekt? Det kunne vi ikke drømme om.
     I øvrigt går vi i Det Konservative Folkeparti meget ind for grundforskning, det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om. Men der bruges altså også omkring 5 mia. kr. på grundforskning herhjemme i dag, og det er ikke så ringe endda. Så grundforskning bliver ikke ved denne konstruktion et stedbarn. Det er bare ikke her, man først og fremmest satser på grundforskning. Det er det, der ligger i bemærkningerne i lovforslaget, og det er det, der ligger i mine bemærkninger her.

Jeg må sige, at jeg undrede mig lige så meget som fru Anne Grete Holmsgaard over fru Pia Christmas-Møllers bemærkning i ordførertalen. Og jeg kan ikke lade være med at sige, at den da for vores vedkommende sparkede et noget kraftigt forbehold ind i den meget helhjertede tilslutning, jeg i øvrigt gav til lovforslaget.
     Jeg synes ikke, de efterfølgende bemærkninger har skudt det første i smadder. Jeg forstår simpelt hen ikke meningen med en bemærkning om, at der skal indgå grundforskningselementer. Jamen altså, hvis der indgår grundforskningselementer i en målrettet produktudviklingsforskning, så er det jo ikke grundforskning. Det er jo simpelt hen det, der på latin hedder contradictio in adjecto, en tilføjelse, hvor man modsiger sig selv.
     Jeg har svært ved at forstå, hvorfor højteknologi ikke skulle være grundforskning, og hvorfor fru Pia Christmas-Møller ikke kan se perspektivet i, at netop hvis vi skal kickstarte dansk højteknologisk forskning, så er grundforskning virkelig en af de store muligheder; det er dér, vi kan komme på det højteknologiske verdenskort.
     Jeg må sige, at jeg slet ikke kan få fru Pia Christmas-Møllers bemærkninger til at hænge sammen, og jeg kan heller ikke få dem til at hænge sammen med det indtryk, jeg har dannet mig af et lovforslag, som jeg syntes var udmærket.

Det er lidt trist for hr. Langballe, at hr. Langballe ikke har læst lovforslaget grundigere eller forstået lovforslaget mere præcist, for formålet med hele Højteknologifonden er at styrke vækst og beskæftigelse i Danmark. Det er simpelt hen formålet, at vi skal styrke innovation og udvikling og forskning særlig i små og mellemstore virksomheder med henblik på at styrke væksten og beskæftigelsen i Danmarks videre udvikling som højteknologisk samfund.
     Formålet er ikke at etablere grundforskning på det højteknologiske felt, det er ikke det primære formål. Sådan er det, det er jeg nødt til at sige direkte.

Jeg vil skænke fru Pia Christmas-Møller den arrogance, hvormed hun uden videre fastslår, at jeg ikke har læst lovforslaget. Sådan nogle pjattede bemærkninger vil jeg bare overhøre.
     Men så vil jeg spørge fru Pia Christmas-Møller: Jeg har godt forstået, at det primære formål med den højteknologiske fond ikke er grundforskning, men hvor i det lovforslag står der skrevet, at grundforskning er udelukket fra satsningerne? Det er det, jeg spørger om. Det er det, jeg beder fru Pia Christmas-Møller forholde sig til.
     Og hvis der er tale om en sådan udelukkelsesklausul, som jeg ikke har kunnet få øje på nogen steder, så må jeg sige, at så ændrer det mit syn på lovforslaget. Men jeg mener, det er fru Pia Christmas-Møller, der tolker noget ind i det lovforslag, som der simpelt hen ikke står i det.

Jeg kan jo blive beskyldt for mange ting, men hr. Jesper Langballe bliver ved med at spørge ud fra en gal forudsætning om noget, jeg ikke har ment. Jeg har ikke ment, at vi ikke skal grundforske i dette land. Jeg har heller ikke hævdet, at det står i dette lovforslag, at det er forbudt for Højteknologifonden at lave grundforskning. Det har jeg simpelt hen ikke hævdet, så derfor kan jeg heller ikke besvare hr. Langballes spørgsmål, for det står ikke som et forbud i lovforslaget.
     Jeg har derimod refereret til, hvad der ifølge lovforslaget er formålet med at etablere Højteknologifonden. Det er at fremme vækst og beskæftigelse gennem innovation, udvikling og forskning særlig i små og mellemstore virksomheder. Det er simpelt hen at få fokus rettet på, hvad det er, der umiddelbart kan være potentielt interessant for erhvervsaktivitet. Det er det, det drejer sig om.

Jeg vil gerne blive i grundforskningssproget, for jeg vil bare hjælpe lidt i forhold til, hvad det er, man kan lave i den her fond. Hvis man kigger på bemærkningerne på side 5 - og det er både til hr. Jesper Langballe, som jo leverer stemmer til det her forslag, og til fru Pia Christmas-Møller
- så kan man jo se, at dér, hvor man skal placere midlerne, er dér, hvor der er tale om »særligt løfterige områder, hvor det erhvervsmæssige potentiale er åbenbart, og hvor Danmark samtidig har særlige forudsætninger og muligheder«. Jeg må også sige, at jeg umiddelbart har svært ved at se for mig, hvad det skulle være for en form for grundforskning, der har et, og jeg citerer: åbenbart erhvervsmæssigt potentiale. Det er vel humlen i det, at den her forskning, hvis man ser på skalaen fra grundforskning og op til superanvendt forskning, ligger oppe i den der noget anvendelsesorienterede afdeling. Det er fru Pia Christmas-Møller vel enig i?

Jo, det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har prøvet at udtrykke, jeg ved ikke hvor mange gange, at det præcis er formålet, at vi skal prøve at fokusere på det, der kan give os vækst og beskæftigelse: Hvad kan umiddelbart omsættes i erhvervsaktiviteter inden for en overskuelig tidshorisont? Det er det, der er formålet, og det har jeg forsøgt på forskellige måder at udtrykke. Så jeg kan fuldt ud bekræfte fru Lene Jensens citat fra lovforslaget. Jeg står også med lovforslaget her, og det er rigtigt læst op.

Ønsker fru Lene Jensen et opfølgende spørgsmål? Er der andre, der ønsker at stille spørgsmål til ordføreren? Hvis ikke det er tilfældet, siger vi tak til fru Pia Christmas-Møller og går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fru Anne Grete Holmsgaard.

Allerførst vil jeg godt bede ministeren om senere hen at svare på det spørgsmål, jeg også stillede til fru Hanne Severinsen: Er det en åben forhandling vi har, eller er det her i virkeligheden afgjort i kraft af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti? For det er klart, at hvis det er afgjort på den måde, er der jo ikke grund til, vi investerer særlig mange kræfter i at få det her rettet op, så det kan blive et ordentligt forslag.
     For det andet vil jeg sige, at det er SF's holdning, at der skal satses massivt på forskning og udvikling. Og vi er langt fra det niveau, vi skal ligge på, og langt fra det niveau, vi burde ligge på.
     Vi kan konstatere hvert år, hvor vi kommer Barcelonamålsætningens 2010 et år nærmere, at vi stadig væk står i den situation, at det eneste, vi kan opnå, er en stabilisering af forskningen på det niveau, den var på sidste år. Det bliver med andre ord sværere og sværere at nå den.
     Vi mener, at den tekniske forskning har brug for et særligt løft. Når man ser på udviklingen de seneste 10 år, er det tydeligt, at det er den tekniske forskning, der er blevet bet. For os er den tekniske forskning vigtig, fordi vi mener, at vi frem for noget har brug for at investere i renere teknologier, bæredygtige energisystemer, boliger og bygninger med et lavt energiforbrug, udfasing af den anvendelse, vi har af farlige kemiske stoffer bl.a. på hele vores it- og kommunikationsområde, økologiske fødevarer, forebyggelse på det medicinske område, men også sygdomsbekæmpelse og en lang række andre områder.
     Vores nuværende anvendelse af ressourcer og vores nuværende produktion af giftigt affald er simpelt hen uansvarlig, og den er uforsvarbar. Hvis vi vil tage det alvorligt, at kineserne, inderne, de rigtig fattige over hele verden og de kommende generationer skal have adgang og ret til energi, rent grundvand, velfærdsgoder, klima uden eskalerende global opvarmning og den velfærd, som vi selv sætter pris på, så må der simpelt hen sadles om.
     Der har vi brug for at satse på teknologisk forskning. Ikke på en snæver måde, men på en måde, hvor man tænker på tværs af forskningsdiscipliner, hvor man tænker langsigtet, og hvor man tænker bæredygtighed ind som en konsekvent sigtelinje i det, man gør.
     Det er jo interessant, for i går sagde miljøministeren i Energiudvalget, at regeringen netop over for Europa-Kommissionen i forbindelse med Lissabonprocessen har lagt vægt på miljø, ikke som en omkostning, men som investering, og det fremgår af det bidrag, man har sendt til Wim Kok-udvalget.
     Så er det jo, fordi det her også er et led i Lissabonprocessen, at det undrer mig såre, at dette på ingen måde har sat sig spor i det her forslag. Man har end ikke taget bæredygtighedsbegrebet med for at vifte lidt med flaget, og det er slet ikke inde i tænkningen. Jeg mener, det er fuldstændig afgørende, at det kommer ind. Der er et meget stort problem i den måde, formålet er formuleret på. Det er det ene problem.

     Som alle, der har hørt, hvad jeg tidligere har sagt, ved, så er vi ikke imod privat-offentligt samarbejde, tværtimod, men det andet problem i det her er bestyrelsens sammensætning og det, at det er ministeren alene, der suverænt udpeger bestyrelsen. Her er vi sådan lidt tilbage ved kejsertraditionen; det synes vi ikke er særlig klogt.
     Men ud over det vil jeg sige, at jeg ikke spiser denne der med, at det i sig selv er en kvalifikation at komme fra erhvervslivet, hvad angår denne her opgave. Det kan være en kvalifikation, men der må mere til for at løfte de her kvalifikationer. Jeg kender mange erhvervsfolk, og mange af dem tænker desværre meget, meget kortsigtet, og de har nogle virksomheder, hvor det ligesom er hovedstyrende for dem. Når man skal sidde i sådan en fondsbestyrelse her, skal man kunne tænke langsigtet, man skal kunne tænke visionært, man skal kunne tænke utraditionelt, man skal kunne tænke på tværs af forskningsdiscipliner. Det er fuldstændig nødvendige kvalifikationer, hvis de her penge skal løfte og ikke bare blive til mere af den gamle surdej.
     For det tredje, og det har jeg så peget på én gang, så synes jeg, at det er en meget problematisk affære, at det er ministeren alene, der udpeger det her. Men han tror nok, ligesom mange ministre gør, at han sidder til evig tid, eller at det er den samme regering, og regner med, at det nok bliver den kurs, han får udstukket. Så jeg vil stærkt anmode ministeren om at tænke efter og sige, at det her nok ikke var så klogt.
     Til sidst finansieringen. Jeg synes, det er meget uklogt at lægge sig fast på, at det her skal finansieres gennem engangsindtægter og salg af offentlige aktiviteter. Men jeg tolker det desværre som udtryk for, at den aftale, der blev lavet med Dansk Folkeparti, er meget bindende her, og derfor er det faktisk et hovedspørgsmål for os at få afklaret: Er det bindende, og er det alt det møje værd at prøve at gøre indtryk på det her og prøve at ændre det, eller er det i virkeligheden bare spild af god tid?
     Jeg vil sige, at som forslaget er nu, kan vi ikke medvirke til det, og jeg venter så på at få et signal fra regeringen om, at der er ægte vilje til at forhandle om, hvordan de her midler - i første omgang er det jo uhyre beskedne midler - skal anvendes på kort sigt og på længere sigt.

Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken.
     Jeg gør lige af hensyn til referatet opmærksom på, at fonden skal finansieres ved salg af offentlige aktiver og ikke, som der blev sagt, offentlige aktiviteter. Bare af hensyn til referatet.

Det Radikale Venstre har glædet sig meget over den reform af forskningsrådssystemet, vi fik lavet. Vi syntes, at det var et godt, samlet arbejde, som Folketinget lavede: Det Frie Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd og den nye organisering af forskeruddannelsen. Ligeledes har vi glædet os meget over, at Grundforskningsfonden har fået så positiv en evaluering i forhold til det, der har været dens formål. Og vi har sammen med de andre partier i forbindelse med forskningsrådsreformen ærgret os over, at vi ikke kunne finde midler til at fylde grundforskningsfonden op. Jeg tror, at de tilstedeværende ordførere husker, at vi har haft den type af overvejelser.
     Vi glæder os også i øjeblikket over mulighederne for at øge forskningsbevillingerne og måske endda på et tidspunkt nå Barcelonamålsætningen. Det kan vel ret beset ikke udelukkes, at vi vil nå dertil. Det kan godt være, vi har brug for et regeringsskifte, men bortset fra det er vi dog på rette vej.
     Det spørgsmål, man så sidder med, når man får lovforslaget, som vi behandler i dag, i hånden, er: Hvorfor så dog ikke bruge dette system, som netop er lavet i det brede samarbejde, som både har det strategiske og det frie som en del af sin identitet? Og derfor vil jeg gerne spørge ministeren: Hvad er det, der er galt? Hvad var det for nogen fejl, vi lavede, siden formålet her ikke kan indgå som en del af opgaveporteføljen for Det Strategiske Forskningsråd? Hvorfor kan de 80 mio. kr., som det drejer sig om til næste år, ikke være et særligt, stort og flot program under Det Strategiske Forskningsråd? Med den faglige kompetence, de har, vil de muligheder, de har for at se det i sammenhæng med andre områder, sikre, at vi får fælles gavn af det.
     Det andet, som jeg vil spørge ministeren om, er, hvorfor vi ikke kan lave det her i fællesskab. Hvorfor er det sådan, at det her forslag helt alene skal lanceres hen over juletiden, at det skal forhandles i huj og hast med regeringens faste flertalspartner? Hvorfor kan vi ikke få en diskussion af det?

     Jeg ved godt, at det er en lidt kedelig disciplin sådan at grave ned og være mistænksom. Men når man læser lovforslaget og dets bemærkninger, tænker man: Der må være sket en fejl. Der må være sket en fejl, da man lavede overskriften på dette lovforslag. Det er dér, fejlen er. Det skulle ikke have heddet lov om Højteknologifonden, det skulle have heddet lov om innovationsstøtte. Og det er måske også en fejl, at det er videnskabsministeren, der håndterer det. Måske skulle det have været økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, der håndterede det.
     For det, som er lovforslagets indhold, er jo meget langt fra det, som ellers er videnskabsministerens gebet. Og måske er det også derfor, at man ikke kan bruge forskningsrådssystemet, for det er i virkeligheden slet ikke forskning, det her handler om.
     Det handler - og det siger regeringspartiernes ordførere jo også meget klart - om arbejdspladser, det handler om vækst, det handler om små og mellemstore virksomheder. Det synes jeg er al ære værd, men så synes jeg, man skal kalde tingene ved deres rette navn: innovationsstøtte. Det er der god brug for, og så lad os lave et samlet, fokuseret program for det. Fair nok, det er sådan set helt i orden.
     Men det synes jo at vække den eftertanke hos nogle, at både lanceringen og tilrettelæggelsen peger på, at regeringen gerne vil gøre sig til af at have afsat 16 mia. kr. til forskning. Sådan er virkeligheden ikke. Det drejer sig om et program om 80 mio. kr. til innovationsstøtte. Det er det, det er.
     Det andet, og det kan være en mindre ting, er, at jeg synes, der er noget med det sproglige i den her diskussion. »Danmarks udvikling til et højteknologisk samfund«. Er det det, der er formålet? Jeg troede, at højteknologien var et middel til at nå et stadig bedre samfund, som kunne stadig mere, i fællesskab mellem de forskellige sektorer frem for at være et mål i sig selv: Danmark som højteknologisk samfund.
     Danmark som et bedre samfund. Tja, det står der ikke meget om i det her lovforslag, men vi kan ikke rigtig tilslutte os kritikken, der i øvrigt har været fremført, af, at bestyrelsen må sammensættes som angivet med et flertal af erhvervsfolk, og at det er ministeren selv, der skal udpege dem, for det passer sådan set godt til det, der er lovforslagets indhold: at lave innovationsstøtte. Så er det klart, at det er erhvervsfolk, der må have flertallet i bestyrelsen - det synes jeg er indlysende - og ikke forskere, som måske endda vil lægge en grundforskningskvalificering og kvalitetskrav ned over det.
     Vi synes, der er mange problemer i finansieringen, og vi vil ikke binde os til at bidrage til det, ligesom vi ikke vil binde os til den her fond eller det her formål. Men vi vil meget gerne give tilsagn om fortsat forskningsfinansiering med henblik på at nå Barcelonamålsætningen og med henblik på, at vi får en forskning, der ikke er politisk styret, men guidet og kvalificeret af det forskningsrådssystem, vi har lavet i fællesskab.

Da vores ordfører ikke kan være til stede, skal jeg fremføre Enhedslistens synspunkter på lovforslaget.
     I 2002 vedtog man i Barcelona at gøre det til et mål for EU, at investeringer i forskning og udvikling i 2010 skal nærme sig 3 pct. af BNP. Det er derfor på høje tid, at vi kommer i gang med at investere. At tilføre ét forskningsområde flere penge er godt, men det kan ikke stå alene, og initiativer omkring højteknologi må derfor modsvares af yderligere midler til andre forskningsområder, f.eks. inden for humaniora og samfundsfag. Samtidig må fondens målgruppe udvides til at omfatte højteknologi i langt bredere forstand. Fonden burde også interessere sig for bæredygtighed, etiske konsekvenser og højteknologi og for teknologiimplementeringen. Humaniora og samfundsfag kan også være højteknologi og innovation. De er nemlig nødvendige for kvalificeret kommunikation og forståelse af international konkurrence. Også servicefag og videnservicefag bør kunne støttes af fonden. Fondens målgruppe er ikke Enhedslistens eneste bekymring. Der er også problemer omkring fondens bestyrelse. Formandsposten bør ligge hos en repræsentant for den offentlige forskning, for derved sikres det, at offentlige penge ikke bruges, hvor private ellers kunne være trådt ind. Erhvervslivet skal repræsenteres i fonden, men ikke med flertal. Og samtidig må en af fondens medlemmer have plads i Koordinationsudvalget for Forskning, så det sikres, at fonden bliver en del af den samlede offentlige forskningsprofil.

     For at sikre bred politisk opbakning må udpegelse af bestyrelsen ske gennem Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi.
     Kravet om offentliggørelse er ofte et dilemma, når det offentlige og private sammen skal finansiere, og det må derfor præciseres, hvornår offentliggørelse kan fraviges. Fravigelser må højst være midlertidige, og de involverede parter skal kunne indberette urimelige fravigelser for Videnskabsministeriet. Derudover bør der indføjes, at hvis ingen af parterne ønsker at udnytte udført forskning, skal rettighederne overgå til forskeren, eventuelt med en form for kompensation til de øvrige parter.
     Når det gælder fondens uddannelsesmæssige profil, finder Enhedslisten, at den er alt for svag. Ifølge Barcelonamålsætningen bør Danmark øge sit optag på ph.d.-studierne fra 1.100 årligt til mindst 1.700 årligt. Det er naturligt at stille krav om uddannelse af forskere til ansøgerne, og fonden må også have mulighed for at fuldfinansiere konkret forskeruddannelse inden for strategiske højteknologiske områder.
     Overordnet set er Enhedslisten positivt stemt for at bruge flere penge på forskning. Højteknologi betyder dog ikke kun teknik, og der er ingen grund til at forære penge til erhvervslivet uden politisk styring eller retningsangivelse.
     Afslutningsvis har Enhedslisten, ligesom jeg har forstået andre partier har, problemer med at tilslutte sig den form for finansiering, der er tænkt. Det betyder samlet, at vi ikke kan stemme for lovforslaget, som det er fremlagt.

Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til fru Bodil Kornbek.

Kristendemokraterne er enige med regeringen. Ja, vi er naturligvis enige i, at det er vigtigt, at Danmark sætter fokus på forskning og innovation, at vi simpelt hen siger, det er en investering, der er vigtig også i forhold til vores velfærdssamfund i fremtiden.
     Vi ved jo godt, at vi ikke kan konkurrere med øst- og centraleuropæiske lande og asiatiske lande, når det gælder løntunge produktioner. Og i forhold til Barcelonamålsætningen er der også behov for, at der bliver investeret flere midler
i forskning. På den ene side har vi det her overordnede mål, at vi gerne vil noget med hele forskningen. Regeringen ser det som værende utrolig vigtigt, statsministeren nævnte det i sin åbningstale. Og for at nå de mål og ønsker, man har sat, kommer man nu med et redskab hertil, en Højteknologifond. Jeg kan sådan set godt være positivt stemt over for, at man sætter noget i værk og er konstruktiv for at nå de mål, man har sat sig. Men på den anden side kan det selvfølgelig undre mig, som også andre ordførere har været inde på: Hvorfor ikke bruge det forskningsrådgivende system, som vi netop sammen har vedtaget? Hvorfor er det ikke muligt at nå de mål, man har sat sig, ved eksempelvis at bruge Det Strategiske Forskningsråd? Men som sagt kan vi da i Kristendemokraterne godt være åbne over for tanken om en fond. Vi har også tidligere udtalt, at det kunne da være en mulighed. Men jeg må så sige, at som det er beskrevet her, synes vi, at det har et noget snævert sigte. Der var andre ordførere, der også var inde på, at der bør skrives noget ind omkring bæredygtighed, men også de etiske konsekvenser i forbindelse med en højteknologisk forskning vil være godt at få med. Så er der sammensætningen af bestyrelsen. Udpegning af bestyrelsen fortager ministeren alene, og det kan man jo sige er en lidt lukket måde at gøre tingene på. Spørgsmålet er også, om det er særlig hensigtsmæssigt. Det er i hvert fald ikke den tilgang til bestyrelser, som Kristendemokraterne har. Et andet problem, som vi også ser ved det her forslag, er selvfølgelig finansieringen af fonden. Den skal så finansieres ved engangsindtægter og ved salg af offentlige aktiver. Det har vi nogle problemer med, hvilket vi også tidligere har gjort opmærksom på over for regeringen. Ikke fordi vi har været til nogen forhandling om det her forslag og denne her fond, men vi fik da at vide, at hvis vi havde lyst, så kunne vi da godt deltage. Jeg havde dog ikke den store fornemmelse af, at vi havde mulighed for at få indflydelse. Derfor takkede vi også nej. Så nu er spørgsmålet, om vi har mulighed for at få indflydelse nu, om vi har mulighed for, at der kommer nogle ændringer i forhold til sammensætning af bestyrelsen, og at den skal udpeges af ministeren, og i forhold til at se også på de økonomiske tilgange til tingene; ja, i det hele taget, hvilke muligheder vi har for at få nogle ændringer ind. Det er muligt at sige, at vi fra Kristendemokraternes side gerne vil være konstruktive, hvis vi selvfølgelig også kan få indflydelse på nogle af de her områder, som jeg har påpeget. Kan vi ikke det, er det så også fair nok, for der ligger jo en aftale med Dansk Folkeparti, men så vil vi heller ikke i sidste ende kunne stemme for forslaget.

Jeg tror, det er gået op for de fleste, at vi så vel i Danmark som i mange andre lande i den industrialiserede verden står over for en kæmpe udfordring, der mange gange koncentreres omkring ordet globalisering. Det er ganske andre konkurrenceforhold, der hersker i dag end for blot ganske få år siden. Det er ganske andre forhold, der hersker for dansk erhvervsliv, hvis man skal kunne producere til nogle priser, hvor man kan sælge sine produkter på de internationale markeder.
     Det drejer sig i høj grad om, at man også finder frem til de produkter, som har så højt et videnindhold, at prisen på arbejdskraft ikke har så stor indflydelse, at man mister konkurrencekraften. Og netop dette med at have fokus på vækst og beskæftigelse er meget afgørende for regeringen, når vi i dag lægger dette lovforslag på Folketingets bord.
     Et af regeringens svar på fortsat at sikre velstand og beskæftigelse i det her land er Højteknologifonden. For vi er overbevist om, at det er et af svarene på, hvordan og hvorledes vi kan stå distancen og fortsat have et samfund på det høje niveau, som tilfældet er i dag.
     Når vi så går ned i substansen, er der en ting, som jeg har lyst til at tage fat på, inden jeg går nærmere ind på de enkelte ordførerindlæg, og det er forholdet omkring de midler, som er baggrunden for fonden. Det skal vi ikke diskutere i dag, det kommer i forbindelse med finanslovforhandlingerne, men rent principielt er det i hvert fald vigtigt at fastslå, at der her - uanset omfanget af midler - er tale om midler, som ikke tages fra de eksisterende systemer.
     Derfor bliver jeg også nødt til at sige meget, meget stærkt, ikke mindst til fru Margrethe Vestager, som lagde hårdt ud i forbindelse med spørgsmålene til fru Hanne Severinsen - der blev ikke sagt forligsbrud, det erkender jeg, men det var meget tæt på, at man mente, at det her forslag fuldstændig var i strid med de aftaler, vi har lavet
- at det langtfra er tilfældet, fordi det er en anden konstruktion, og fordi det er midler, som kommer oveni og dermed hjælper til at nå det mål, som vi har et fælles ønske om at nå, nemlig den ene procent af offentlig forskning. Eller måske rettere sagt: Det afgørende er selvfølgelig, at der forskes så meget som muligt, så derfor skulle vi måske fastholde de her 3 pct. i kombinationen af offentlig og privat forskning. Det her er absolut ikke en reparation. Det er et klart ønske om, at vi får et supplerende system med supplerende midler, hvor det kan være hurtigere, hvor det er mere målrettet mod produktion, og hvor vi får et mere aktivt medspil fra dem, der skal producere og være med til at sikre beskæftigelse. Derfor er det også, at vi fra regeringens side med dette lovforslag, hvad jeg erkender, at der ikke har været tradition for tidligere, er gået ind og har peget på enkelte områder, nemlig IKT, nano- og bioteknologi. Det har vi gjort, fordi jeg er blevet mødt efterhånden i stort set i alle miljøer, vil jeg sige, med et ønske om, at vi fra regeringens side, fra Folketingets side udpegede nogle områder, hvorefter man så i miljøerne nok skulle bearbejde det og foretage den videre udvikling og selvfølgelig sikre det høje forskningsfaglige niveau. Jeg synes, det er utrolig påfaldende i dag, at de, der ikke ønsker at støtte fonden, lige akkurat falder over den del i betragtning af, at de, der skal bruge loven, stort set over en samlet front har rost denne beslutning og dette initiativ i forbindelse med etableringen af fonden.

     Hvis man går ind og kigger på høringssvarene, er der jo en meget markant tilslutning til hele det forberedende arbejde af dette lovforslag og hele tankesættet bag. Hvis jeg sådan meget hurtigt går forslaget igennem, og vi ser bort fra nogle af de, kan man sige, meget mindre, meget små enkeltelementer, der er nævnt, og også gode ideer, som vi undervejs også har gjort brug af i forslaget, så er der jo kun to-tre stykker, som er negative.
     Fru Lene Jensen fandt en enkelt, men ellers er det jo ganske påfaldende, at fagbevægelsen i den grad har bakket op om forslaget. Det bruger jeg ikke i dag for at slå Socialdemokratiet oven i hovedet. Jeg bruger det kun for at appellere til, at man prøver at se perspektiverne og mulighederne i det her forslag. For når jeg nævner den opbakning, er det jo heller ikke for at klappe videnskabsministeren eller regeringen på skulderen, så er det jo simpelt hen, fordi man ude i miljøerne, i virksomhederne,
i fagbevægelsen er fuldstændig opmærksom på, at vi bliver nødt til at gøre noget ekstraordinært, hvis det er således, at vi fortsat skal sikre beskæftigelse og en produktion i det her land. Derfor er det da utrolig trist at møde en opposition, hvor jeg har hørt meget få - meget, meget få - svar på, hvad det er, vi skal gøre i stedet for. Der er, og det vil jeg gerne kvittere for, nogle konstruktive forslag undervejs, hvor man beder om, om vi kan kigge nærmere på dette og hint. Til det vil jeg sige, at selvfølgelig kan vi det, for når forslaget er baseret på en aftale med Dansk Folkeparti, så er det jo, fordi forslaget i den grad mødte en kolossal interesse fra første dag. Regeringen kunne jo ikke leve med, at de første politiske sonderinger endte med, at der ikke skete noget, og så havde Dansk Folkeparti mod og mandshjerte til at gå ind og lave en aftale. Men det er også aftalt, at vi meget gerne alle tre partier ser, at den aftale bliver så bred som mulig, for Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti er enige om, at det her er så vigtigt, at vi gerne vil have, at det bliver så bredt som overhovedet muligt. Fru Lene Jensen nævnte det, som flere andre kom ind på, nemlig bestyrelsens sammensætning. Det kan vi godt tage en lang diskussion om, men jeg synes netop de seneste dages diskussion om, hvordan og hvorledes man udpeger en bestyrelse
i en større dansk medievirksomhed, har understreget, at den model, der lægges op til her, jo ikke er helt fremmed for det danske Folketing. Der står jo, at ministeren kan rådføre sig med Folketingets partier og andre interessenter, og der vil jeg gerne sige, at de, der har samarbejdet med mig i hvert fald nu i 3 år, tror jeg ikke har oplevet andet. Nu var det fru Lene Jensen, der nævnte det. Vi lavede bl.a. en aftale, der gik på Rådet for Teknologi og Udvikling, og der fik vi da i fællesskab sammen med de øvrige partier, der var med, sammensat en bestyrelse, som jeg ikke har hørt spor kritik af, hverken da vi nedsatte den eller i de nu snart efterfølgende 2½ år. Så blev der også nævnt det her med cigarkasser, og der vender jeg så lidt tilbage til det, jeg startede med at sige, at når vi taler om cigarkasser i forbindelse med forskningsrådsreformen, så er det jo det system, vi kendte med en lang, lang række mindre kasser, som jo ikke på nogen måder kan sammenlignes med det, vi lægger på bordet i dag. Det mener jeg nok er et misbrug af et ord, som har haft sin relevans, før vi vedtog det nye forskningsrådssystem. Det her er noget ganske andet og har ikke spor med cigarkasser at gøre.
     I forbindelse med hr. Jesper Langballes indlæg vil jeg meget gerne have lov til at understrege endnu en gang, at jeg på ingen måde vil acceptere, at det strider imod forliget om vort fælles barn, det forskningsrådssystem, som vi er enige om. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Jesper Langballe i, og jeg må også sige, at det krænker min politiske stolthed, hvis det er således, man vil bruge det her til at sige, at vi har lavet noget, der minder om brud på en aftale, der kun er
1 år gammel. Hr. Jesper Langballe var også inde på noget, som jeg synes er utrolig interessant, og som der for alvor er blevet gjort opmærksom på i hvert fald over for mig i de seneste måneder, og det er, hvor stort sammenfald der er i forskningsmiljøerne i interessen for bio-, nano- og IKT. Det er nemlig således, at hr. Jesper Langballe har ret i, at mere end 50 pct., faktisk nærmere 60 pct. af de ansøgninger, der er kommet til Danmarks Grundforskningsfond i sidste runde, er kommet fra disse tre områder.

     Det er selvfølgelig også rigtigt, som det fremgik af debatten, at det her ikke vedrører Danmarks Grundforskningsfond; det er et andet system. Men der er altså på mange strækninger et sammenfald, som for mig at se gør det sværere og sværere at lave nogle meget firkantede kasser, hvor den ene er anvendt forskning, den anden er grundforskning, og de andre er alle de andre forskellige forskningsformer. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi er nødt til at se denne Højteknologifonds funktionsområder som værende meget brede, for vi skal givetvis have fat i nogle helt nye områder, hvis vi skal finde det nye produkt, som i gåseøjne kan blive Danmarks Nokia. Det er selvfølgelig en stor ambition, men det ville selvfølgelig også hjælpe meget, hvis vi kunne finde et produkt, der i den grad kunne præge dansk erhvervsudvikling og det danske økonomiske system, som én stor virksomhed har gjort i Finland.
     I forbindelse med fru Pia Christmas-Møllers indlæg har jeg lyst til en slags bekræftelse, men også nogle gange lidt hovedrysten over bemærkningerne om, at vi ikke rigtig gør noget for at opfylde Barcelonamålsætningen. Det er rigtigt, som fru Pia Christmas-Møller sagde, at det i første omgang har været en kæmpeopgave at fylde hullet i overslagsårene op, men hvis de 7,3 mia. kr. på de finanslove, som hidtil er vedtaget, og den 1 mia. kr. mere, der forhåbentlig kommer med på den finanslov, der skal vedtages inden årets udgang, ikke har hjulpet til med det, må jeg spørge: Hvor er de så blevet af? Det giver jo et ganske andet udgangspunkt for at nå det sidste stykke, at vi allerede i år 4 er oppe på næsten 10 mia. kr. Fru Anne Grete Holmsgaard forsøgte absolut at være konstruktiv og kom med nogle forskellige synspunkter. Jeg vil sige, at om en del af dem vil jeg ikke bruge ordet misforståelser, men jeg tror, vi kan tale os til rette om dem. Fru Anne Grete Holmsgaard nævner, at der i højere grad må være fokus på energi, fødevarer, medicin og sygdomsbekæmpelse. Jeg vil sige, at det jo lige akkurat er de ord, som går igen og igen i de tre rapporter, der ligger til grund for lovforslaget og har været nævnt i de mange møder, vi har holdt med forskningsmiljøerne. Bio, nano og IKT giver
i sig selv ikke nogen produkter, men netop disse tre områder er jo kolossalt tværfaglige og giver en række muligheder, og jeg er lige ved at tro, at de allerstørste muligheder måske ligger i krydsfeltet mellem områderne. De nævnte emner er i hvert fald nogle, man kan genfinde op til flere gange inden for de tre områder, der er fokuseret på, og som det også blev efterlyst fra SF's ordfører, skal vi tænke meget mere på tværs, og det er netop det, der er mulighed for på disse tre indsatsområder. Så var fru Anne Grete Holmsgaard lidt inde på erhvervsrelevansen, kvaliteten og bestyrelsen. Her vil jeg have lov til at understrege, at vi jo netop har sagt, at det forskningsfaglige skal der ikke herske tvivl om, og derfor henvises der også til det system, vi har i dag. Men når vi fokuserer så meget på erhvervsrepræsentanter og det erhvervsrelevante, er det selvfølgelig, fordi vi knytter det sammen med det, som jeg startede med at sige, nemlig meget firkantet sagt produkter og beskæftigelse. Derfor er det altså ikke unaturligt, at det forholder sig, som vi har beskrevet i lovforslaget, og som jeg også har forsøgt at give udtryk for i svarene på de hidtidige indlæg. Til fru Margrethe Vestager må jeg indskrænke mig til at sige, at når vi ser på det historiske, havde vi jo netop med Det Radikale Venstre en række møder, hvor man ikke i den grad var afvisende over for initiativet. Det skal jeg ikke komme nærmere ind på, for det var jo ikke offentlige møder, men efter at jeg har set udtalelser i forbindelse med møderne refereret, kom det meget bag på mig, at det var en fuldstændig total afvisning.

     Jeg vil sige, at det udtryk, fru Margrethe Vestager brugte, nemlig at innovationsstøtte er noget negativt i relation til Videnskabsministeriets område og det, vi i øvrigt er fælles om, forstår jeg ikke noget som helst af. Det skal ses i lyset af, at innovation jo netop er med i Barcelonamålsætningen og er en af de ting, vi har fokuseret meget på for at få den størst mulige glæde af de mange fremragende danske forskningsresultater, vi jo gang på gang er vidner til.
     Til slut blot en konstatering af, at desværre kunne jeg forstå på Enhedslistens ordfører, fru Pia Boisen, at man ikke er parat til at lægge stemmer til forslaget, og at fru Bodil Kornbek mener, forslaget er lidt for snævert. Det vil jeg nu gerne diskutere nærmere med fru Bodil Kornbek, når der er lidt mere tid til rådighed.

Ministeren svarede desværre ikke på det spørgsmål, jeg startede mit ordførerindlæg med.
     Er det muligt at forhandle om formålet? Er det muligt at forhandle om kvalifikationskravene til bestyrelsesmedlemmerne? Er det muligt at forhandle om bestyrelsessammensætning og om det, jeg kaldte ministerens kejserindflydelse? Og er det muligt at forhandle om finansieringen af fonden?
     Det er ret afgørende for os, om det er en mulighed, og om regeringen er oprigtigt interesseret i det, eller om den sag i virkeligheden blev lukket i marts 2002 sammen med Dansk Folkeparti.

Jeg sagde på et tidligere tidspunkt, før jeg kommenterede fru Anne Grete Holmsgaards indlæg, at det er klart aftalt, at vi skal søge at få en bredere tilslutning til forslaget.
     Når der bliver spurgt til, om der kan forhandles om formålet, må jeg sige, at det er klart, at det overordnede formål - altså hele ideen med forslaget - kan vi ikke begynde at forhandle forfra. Det er jo lagt frem som et klart ønske fra regeringen, det er gennemarbejdet, det har været sendt i høring, og der er næsten den mest markante tilslutning til det, som jeg har oplevet i den tid, jeg har været minister. Derfor mener jeg ikke, vi kan begynde forfra med at forhandle selv ideen.
     Men de øvrige ting kan vi selvfølgelig forhandle. Når man lægger tingene frem i Folketingssalen, og ordførerne fra forligspartierne giver udtryk for, at man gerne vil diskutere med de øvrige partier, er de selvfølgelig til forhandling, men hvis vi skal i gang med det helt elementære, nemlig hele ideen med Højteknologifonden, må jeg sige, at så vil det nok være forkert af mig at skabe alt for store forhåbninger, ikke mindst set i lyset af den kæmpetilslutning, der har været i forskningsmiljøerne.

Nu ved jeg ikke helt, hvor ministeren vil lægge afgrænsningen af ideen. Hvis afgrænsningen ligger i, at der er en fond, er det én ting, men hvis hele ideen er den måde, formålet er beskrevet på, og som jeg mener er for snæver og fuldstændig mangler sigtelinjen mod bæredygtighed, synes jeg, det er afgørende. Hvis der heller ikke kan røres ved de kvalifikationskrav, der stilles til bestyrelsesmedlemmerne, og hvis der slet ikke kan røres ved den måde, fonden finansieres på, fortolker jeg ministerens svar som: Nej, det kan der ikke forhandles om. Vi tager de tre obligate forhandlinger, der skal føres i Folketinget ifølge grundloven, men ud over det skal I ikke regne med ret meget. Jeg synes, det ville være meget trist, hvis det er den rigtige udlægning af ministerens svar.

Jeg synes ikke, fru Anne Grete Holmsgaard skal være så trist, for jeg synes, det er alt for firkantet at lægge mig det svar
i munden i betragtning af det, jeg har forsøgt at sige i dag. Fru Anne Grete Holmsgaard fæster sig meget ved ordet bæredygtighed, men jeg kan ikke forstå, hvorfor det måske lige akkurat skal være det ord, der gør, at SF ikke ønsker at støtte forslaget. Med de forskellige elementer, der ligger i det, og med de forskellige områder, som er helt oplagte efter forarbejderne til forslaget, mener jeg da, at hvis vi ser på energi og miljø, er der masser af bæredygtighed. Det er muligt, at ordet ikke lige står der, men jeg kan finde masser af andre ord, som heller ikke står der, og det kan de øvrige ordførere sikkert også. At det derfor lige skulle være det ord, der er afgørende for, om SF er glad eller ked af det og vil diskutere forslaget videre, forstår jeg simpelt hen ikke.

Jeg er ikke trist, men jeg kan næsten blive ked af det, når jeg hører fra ministeren, at ministeren stort set skulle være den eneste i verden, der er optaget af fremtidens arbejdspladser. Sådan er det jo ikke, og jeg forsøgte også at sige i mit ordførerindlæg, at vi alle sammen er optaget af de problemstillinger, men der er nogle steder, hvor vandene skilles med hensyn til, hvordan det skal gøres.

     Når ministeren er så optaget af høringssvarene, bliver jeg altså nødt til at sige, at det, man er glad for derude, jo er pengene, og nogle steder er man i et eller andet omfang også glad for den markante satsning og for, at de og de områder er udpeget; dem er jeg så ikke helt enig i. Men det, man er ked af, er de kritikpunkter, som vi andre også har, nemlig hvordan fonden spiller sammen med det forskningsrådgivende system, og hvordan bestyrelsen bliver udpeget.
     Ministeren ved jo godt, hvad der står i høringssvarene. Der er ikke nogen grund til at foregive noget andet, og derfor vil jeg gerne spørge, om man kan forstille sig, at det kunne komme til forhandling, hvordan fondens forhold til det forskningsrådgivende system skal være, bare for at nævne en for Socialdemokratiet meget stor knast.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at fru Lene Jensen hverken skal være trist eller ked af det, især når temaet er at sikre beskæftigelsen her i landet.
     Jeg er overbevist om, at alle ordførerne er optaget af den problemstilling. Forskellen er bare, at regeringen har lagt et forslag frem, som man må forholde sig til, og hvis holdningen er negativ, må det som et minimum forventes, at man har et alternativ, der er lige så målrettet mod beskæftigelsen og den videre udvikling i landet. Det er det, der er mit udgangspunkt.
     Jeg vil meget gerne diskutere de enkeltpunkter, som fru Lene Jensen var inde på angående det forskningsfaglige system. Jeg har fået indtryk af, når jeg har haft møder, at man mener, det er tilfredsstillende, fordi man erkender, at det er noget helt andet. Der er jo ikke noget med, at man laver en ny kasse og opfører sig efter de regelsæt, som gælder for det forskningsfaglige system. Det er jo ikke tilfældet, så det vil jeg meget, meget gerne diskutere, for jeg kan ikke forstå, hvis vi skulle være særlig langt fra hinanden.

Jeg vil gerne sige, at med hensyn til, at man som minimum må have nogle andre forslag, vil jeg meget anbefale ministeren Socialdemokratiets finanslovforslag for næste år som godnatlæsning, for her er der en række konkrete bud, både på forskningsområdet og om beskæftigelsen og andet. Jeg må også anbefale en publikation fra i sommer, som er et helt forskningspolitisk udspil, for noget i den handler også om dette her.
     Jeg beder sådan set bare om, at vi kan blive enige om, hvor vi er uenige, og at man ikke forsøger at give et billede af, at regeringen er de eneste, der bekymrer sig om noget som helst. Jeg ser frem til invitationen. Det er rart, at den kommer nu, jeg havde ønsket mig den for et halvt år siden, men hvis den kommer, kommer vi også, for der er nogle meget konkrete punkter, hvor vi mener, at ministeren og regeringen går galt i byen. Hvis vi kan være med til at hjælpe regeringen på rette vej, vil vi meget gerne det, og det tilbud går jeg ud fra ministeren tager imod.

FTT TALER VIDENSKABSMINISTEREN (HELGE SANDER) (KORT BEM.) Videnskabsministeren (Helge Sander):
Invitationen kommer.

Så er det fru Margrethe Vestager.

Det er egentlig mærkeligt, at ministeren kan fremprovokere hele følelsesregisteret.
     Min følelse er en let skuffelse. Jeg er meget skuffet over, at ministeren i den grad kan blive krænket, men jeg tror, han har ladet sig forføre af Dansk Folkepartis ordførers ordvalg, for min tilgang til sagen er en fuldstændig fuldtonet glæde over forskningsrådsreformen. Jeg er glad for dens kvaliteter, dens vidtskuende evne til at håndtere nogle af de udfordringer, vi står over for med hensyn til forskningskvalitet, fordeling af forskningsmidler, kvalifikation, åbenhed med hensyn til de prioriteringer, der bliver lagt frem, og balance mellem den frie forskning og den politisk orienterede forskning, så mit spørgsmål er egentlig bare: Hvorfor kan vi ikke bruge dette udmærkede system?

Det har jeg skrevet og talt om i nu et halvt år. Jeg startede mit indlæg med at gentage det, og jeg vil gerne sige det endnu en gang:
     Regeringen ønsker en markant satsning, der går målrettet på, at vi kan hjælpe de danske virksomheder hurtigere og i større udstrækning, end vi kender med det system, vi har haft hidtil. Vi er enige om, at vi skal kunne trække på et aktivt medspil fra virksomhederne, og derfor ønsker vi dette system som et supplement, men på grund af disse meget vigtige mål skal der ikke gås på kompromis. Forskningsfagligheden eller kvaliteten skal helt sikkert være
i top, det er vigtigt for os, derfor er det allerede formuleret, og derfor har vi også, som jeg sagde til fru Lene Jensen tidligere, pointeret det igen og igen og diskuteret det med forskningsrådene.

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden har hørt det nogle gange, så det må jo helt klart være en fejl hos mig. Men jeg forstår ikke, hvordan man ud fra det, ministeren siger, kan konkludere, at det, som vores forskningsrådssystem håndterer, ligger langt fra virksomhederne og ikke har relation til erhvervslivet. Det var jo noget af det, vi diskuterede meget.
     Jeg er også lidt ærgerlig over, at ministeren tillægger mig en negativ holdning over for innovationsstøtten. Jeg har ingen negativ holdning til innovationsstøtten, men jeg har en negativ holdning over for ufokuserede småindsatser hist og pist. Jeg tror, vi kunne få rigtig meget ud af at tone rent flag, hvis det er innovationsstøtte, vi vil have, og placere forskning i det system, vi har lavet til at håndtere forskningen, hvis det er det, vi vil have. Men jeg har bestemt ingen negativ holdning til det, og derfor forstår jeg ikke helt, hvorfor der heller ikke er nogen reference til
f.eks. Tænketanken Fremtidens Vækst, for det her må da i den grad være et fælles anliggende for videnskabsministeren og erhvervsministeren.

Nu er forslaget jo så bredt, at der kan være mange henvisninger, og der kan være mange ord, der mangler - lige fra bæredygtighed til mange af de ord, som bruges i debatter
i forskellige fora. Men jeg vil hellere vende spørgsmålet om og sige, at der er ikke rigtig nogen af de ting, der er udelukket. Til gengæld kan fru Margrethe Vestager da ikke med nogen som helst ret påstå, at der ikke tones rent flag. Jeg synes da, forslaget er særdeles markant og særdeles målrettet mod netop øget vækst og øget beskæftigelse. Jeg kan ikke se rettere, så det forstår jeg ikke. Når jeg tillod mig at sætte spørgsmålstegn ved fru Margrethe Vestagers holdning til innovation, skyldtes det - det kan godt være, jeg misforstod det - at jeg opfattede det som let ironiserende at kalde lovforslaget for lov om innovationsstøtte. Det opfattede jeg ikke som et skulderklap til forslaget eller til innovation i det hele taget, og det var derfor, jeg tidligere tillod mig at sige, at det altså også er noget, der tæller med, når vi taler om Barcelonamålsætningen.

Jeg vil gerne fortsætte i det samme spor og bede ministeren om en principiel uddybning af sit synspunkt angående cigarkasser.
     Jeg er enig med ministeren i, at det er sværere og sværere at forstå, hvad cigarkasser egentlig er for noget. Men jeg kan forstå, at det er noget grimt, væmmeligt og kriminelt, og at vi skal have forhøjet strafferammen for det, og jeg kan også forstå, at det er alle forskningsmæssige investeringer, der ligger uden for forskningsrådene.
     Jeg vil godt spørge ministeren: Deler ministeren min undren over, at alt, hvad der ligger uden for vores i øvrigt fortræffelige forskningsrådssystem, som vi er stolte af at have sat i værk, alt, hvad man laver uden for det for at skabe en eller anden form for dynamisk effekt i samfundet, skal kriminaliseres?
     Lad mig sige til sidst, at jeg har det med cigarkasser ligesom med roser, der formerer sig ved knopskydning: De har beredt mig nogle af de rigeste timer i mit liv, og i øvrigt er noget af det allerskønneste ved en cigarkasse jo, at man kan byde sine gæster af den.

Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at vi har forskellige modeller, der gør, at vi kan sikre en dynamisk vækst i samfundet, og det har vi også klart tilkendegivet i vores forskellige forskningslove, som er blevet vedtaget.
     Når cigarkassen er blevet nævnt her i dag, går jeg ud fra, at det knytter sig til det system, vi havde tidligere, hvor vi havde en lang række mindre kasser, hvori der lå forskellige forskningsmidler. Men det synes jeg vi har afklaret med hele forskningsrådssystemet, dels Det Frie Forskningsråd, dels Det Strategiske Forskningsråd. Jeg mener, det er rimelig afklaret, og som jeg hører hr. Jesper Langballe, kan vi ikke være uenige om det.

Fru Anne Grete Holmsgaard i anden omgang.

Jeg vil for det første sige, at jeg synes, det er godt, at ministeren faktisk sagde ja og godt vil forhandle. Men så er der et par ting, jeg gerne vil kommentere.
     Ministeren sagde, at regeringen i sin tid, dvs. i foråret 2004, ikke kunne leve med, at de første sonderinger ikke førte til noget. Men sagen var jo, at regeringen begik den kæmpestore fodfejl, at den lige efter at have lavet nordsøforlig med Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne bragede ud med denne fond og sagde, at nordsøpengene skulle bruges til den - vel vidende at Det Radikale Venstre havde gjort det til et meget, meget vigtigt punkt, at de skulle bruges til nedbringelse af statsgælden. Her lavede man en super fodfejl.
     Sonderingerne kom aldrig længere. Der var ingen sonderinger hos os, og der var mig bekendt ingen sonderinger hos Socialdemokratiet. Hvis regeringen ville have haft fonden til at flyve fra start med et bredt flertal, skulle den have gjort, som den plejer at gøre, når den er klogest, og ikke når den er dummest. Den skulle have henvendt sig til partierne og sagt: Vi har en vision på dette område, og lad os prøve at diskutere, om der overhovedet kan skabes en eller anden form for fælles fodslag. Men det gjorde den bare ikke.
     Selvfølgelig er der nogle af os, der ikke kan nære os for at have mistanke om, at det skete bevidst, muligvis ikke
i Videnskabsministeriet, men så i Statsministeriet. Jeg vil bare sige det her, for jeg bryder mig ikke om, at der hænger myter i luften. Jeg vil for det andet godt kommentere, at ministeren påpeger, at i det arbejde, der har været - »Fokus På Fremtiden« tror jeg det hedder - er der blevet peget på miljøteknologier og energiteknologier som nogle potentielt virkelig meget vigtige områder. Det er jeg selvfølgelig fuldstændig enig i, men det er jo ikke det, der står markant
i formålsparagraffen. Det, der er helt specielt, er jo, at ideen er at skabe en fond, hvor man flytter enhver form for politisk indflydelse på de formål, pengene skal bruges til, og så er det ikke nok at sige, at der er lavet udmærkede rapporter, hvor kloge folk i øvrigt har peget på nogle områder, som er vigtige. Min idé med bæredygtighed er ikke bare, at det kommer ind som et lille ord. Det er at have det som en sigtelinje, for hvis vi skal snakke om det, som jeg synes er noget af det allermest relevante, nemlig hvad vi skal leve af om 15 år, er det ikke nok at sige vækst. Det er også fuldstændig afgørende, at vi skaber en form for økonomisk vækst, som har den sigtelinje, at den skal være bæredygtig, for ellers afleverer vi altså bare bjerge af affald til de kommende generationer, og det mener jeg er fuldstændig uansvarligt. Jeg er enig i, som jeg også har sagt heroppefra, at det kræver en opbygning af viden, og at det kræver en meget stor satsning og alle de ting, jeg i øvrigt har sagt. Men det er nødvendigt, at man har den sigtelinje, for ellers falder man
i den grøft, at man bare genskaber industrisamfundet, og det er ikke det, der er udfordringen i de kommende år. Det er netop at tage udgangspunkt i nogle af de steder, hvor vi heldigvis har nogle styrkede positioner, som er bygget op gennem adskillige år, bl.a. miljøteknologier og ikke mindst energiteknologier i bredeste forstand, som kan gøre os til et udstillingsvindue i en verden, som skriger på energi, og hvor energiforbruget i øvrigt stiger med katastrofale konsekvenser for klimaet. Det kan godt være, at ministeren og jeg personlig ikke kommer til at opleve gennemslaget af den globale opvarmning. Men det gør vores børn, hvis vi ikke sætter bæredygtighed op som en meget vigtig sigtelinje.

Fru Margrethe Vestager som ordfører.

Også jeg takker for videnskabsministerens invitation.
     Jeg tror, det havde været hensigtsmæssigt, hvis det var videnskabsministeren, der havde sat sig i spidsen for projektet her fra begyndelsen. Vi plejer nemlig, som det også fremgår af de ting, vi har lavet i fællesskab, at have positive og konstruktive forløb, når det er videnskabsministeren, der sidder for bordenden. Jeg tror nærmest, han er den minister, der har den bedste evne til at trække fuldt hus til sine lovforslag, og derfor er det jo lidt ærgerligt, at vi er i den situation, vi er i.
     Fru Anne Grete Holmsgaard har på glimrende vis ridset forhistorien op. Den har måske sat nogle hindringer for, at vi kunne komme i gang med en substantiel diskussion af, hvad det er, vi har brug for, hvis vi skal lave en særlig satsning, og hvorfor vores forskningsrådssystem ikke kan bruges til denne særlige satsning.
     Det, vi får at vide i dag, er, at det er hurtig og målrettet produktion og arbejdspladser, der skal komme ud af det. Det vækker undren, netop fordi statsministeren i sin åbningstale gjorde ret meget ud af, at fondens midler skal anvendes til ambitiøs forskning, og at det er 16 mia. kr., det handler om. Det blev sagt, at de to ting hang sammen, men den beskrivelse, vi har fået i dag af, hvad pengene skal bruges til, er jo ganske anderledes. Det er noget helt andet, vi taler om.
     Vi har egentlig prøvet det før. Personlig har jeg ikke prøvet det, men garvede kolleger har fortalt mig, hvordan Grundforskningsfonden blev til, og jeg tror egentlig, man i meget vid udstrækning kan parallelisere med det forløb, vi har her. Dengang var der også en minister, som gerne ville sætte teknologi på dagsordenen og lancerede et snævert formål, men via forhandlinger og kontakt med kloge kvinder fik det bredt ud til den succes, som Grundforskningsfonden er
i dag. Nu kan der jo siges meget om forskningsordførerkredsen, men mange af os er i hvert fald kvinder, så det kan være, vi igen skal prøve at tage en forhandling om, hvad der egentlig skal være formålet. Det kunne også være hensigtsmæssigt, at vi i den forbindelse, fordi tiden trods alt en eftermiddag som denne er knap, tog en egentlig forespørgselsdebat om, hvad Danmark skal leve af. Jeg vil i hvert fald tage initiativ til, at vi kan gøre det i fællesskab, for jeg synes, det er helt afgørende, at vi får den debat og ikke skyder hinanden i skoene, at kun nogle af os er særlig interesserede i, at Danmark har noget at leve af om 15 år. Jeg mener, vi har en fælles interesse her, og så kan vi måske også komme ud over gensidige beskyldninger om at være kede af det eller ikke at have læst på lektien, eller hvad det nu kan være. Målet er vel samlet set det egentlige at få tingene kaldt ved deres rette navn og få en fælles konsensus
i stedet for bare at få flag, vi kan vifte med - flag, som bliver større og større, jo nærmere vi kommer valgdagen.

Jeg har ikke mange bemærkninger at knytte til fru Anne Grete Holmsgaards repetition af forhistorien, for den er jo ikke blot kendt af folketingsmedlemmerne, den er kendt af den brede offentlighed. Men når jeg nævnte den, var det specielt
i relation til de bemærkninger, der faldt fra visse ordførere. Det er klart, at det forløb, der skete i forlængelse af nordsøforliget, var beskrevet fuldstændig korrekt. Men det, jeg synes er interessant at diskutere, er selvfølgelig det andet område, som fru Anne Grete Holmsgaard var inde på, nemlig det, der er væsentligt i relation til bæredygtighed. Jeg vil sige, at når det, vi diskuterer her, bliver brugt i sammenhæng med klima, vækst og bæredygtighed, skal jeg måske passe på, at jeg ikke kommer for tæt på min kollega miljøministeren. Men det er klart, at hvis vi relaterer det til den vækst, der sættes fokus på i lovforslaget, er det selvfølgelig relevant, og jeg synes også, jeg gav et imødekommende svar ved at henvise til noget meget omfattende materiale, som jeg til fulde forstår at fru Holmsgaard ikke har kendskab til, men som vi i Videnskabsministeriet har dyrket meget. Jeg tænker på de mange, mange møder, der har været i de tre grupper om lovforslagets tre hovedområder, der netop har været i fokus under ministeriets forberedelse af lovforslaget. Når man taler om miljø og energi i relation til forskning, er det for mig at se noget, der peger i retning af det, fru Anne Grete Holmsgaard efterlyser. Sådan oplever jeg det, men det er måske, fordi jeg i lidt for stor udstrækning som udgangspunkt fokuserer på vindmøller. Jeg kan ikke se rettere, end at det i hvert fald må være noget, der peger i den rigtige retning i forhold til fru Holmsgaards interesser, men det må vi tale om, når vi nu tager en snak om hele lovforslaget.

     Fru Margrethe Vestager vender også tilbage til forskellen på Det Strategiske Forskningsråd og Højteknologifonden. Jeg synes, der er en markant forskel, og det er jo også det, der er blevet kvitteret for, ikke blot af virksomhederne, men jo ganske bredt, hvis man kigger de hen imod 100 høringssvar igennem.
     Det er rigtigt, at der er nogle forskellige bemærkninger om, at man mente, det kunne blive lidt bedre, hvis man gjorde sådan og sådan, men overordnet er der da bred tilslutning, og man synes, at ideen er rigtig, når bare det er et supplement til det system, vi kender, og at man sikrer, at i de tilfælde, hvor der skal være en forskningskvalitetsvurdering, sker den i relation til Det Strategiske Forskningsråd eller til Danmarks Grundforskningsfond, som der jo står anført i lovforslaget.
     Hvis man nu tager det, som fru Margrethe Vestager formentlig hentyder til, så er det vel ikke hele forskningsrådssystemet, men det er vel primært Det Strategiske Forskningsråd. Der vil jeg da gerne gøre opmærksom på, at det høringssvar, som er afgivet derfra den
20. august, jo er særdeles positivt. Bl.a. står der: Det Strategiske Forskningsråd er enig i, at nanoteknologi, bioteknologi og informations- og kommunikationsteknologi er relevante satsningsområder. Altså også her anerkender disse meget kvalificerede folk på dette felt, at de her tre områder er et godt udgangspunkt. Apropos udgangspunkt vil jeg også gerne sige, at det har der jo ikke været så utrolig meget diskussion om i de faglige miljøer, men med den hastighed, som udviklingen går, ikke bare i Danmark, men i den ganske verden, synes jeg da ikke, at vi skal være blinde for, at der kan komme helt nye ting inden for den årrække, hvor Højteknologifonden forhåbentlig kommer til at spille en central rolle. Jeg minder bare om, at der altså ikke var mange, der tænkte på nano for 5-8 år siden. Derfor vil jeg sige, at ambitiøs forskning absolut også kan være virksomhedsrelateret, og det, jeg synes er så kolossalt vigtigt her, er, at så mange som overhovedet muligt fra Folketinget simpelt hen kvitterer over for virksomhederne, dansk erhvervsliv, som i den grad har sagt tak til den her fond og sagt, at de gerne vil spille med. Lad os give dem muligheden og dermed håbe på, at det kan være med til at sikre dansk vækst, sikre, at vi fortsat kan have et velfærdssamfund på det høje niveau, som vi kender i dag.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Tredje næstformand (Kaj Ikast):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udvalget for Videnskab og Teknologi. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.