Jeg må sige, at jeg mildest talt er forbavset over at skulle høre, at det skulle være socialministeren, der er med til at forkludre noget som helst i anbringelsesreformen.
Jeg har ført den politiske aftale, som blev indgået før sommerferien, ud i livet på præcis de vilkår, som blev aftalt, og efter præcis alle de tal, som er nøje kendt af alle, der har deltaget i forhandlingerne. Så hvis der er nogen, der har forkludret noget som helst i den her sag, er det de ordførere, der ikke har kunnet huske, hvad de selv har været med til at indgå en politisk aftale om.
Alle de forudsætninger, der er lagt i det her lovforslag, er de forudsætninger, der er velkendte, og som alle ordførere også har på skrift i diverse notater fra de forhandlinger, vi var igennem i løbet af foråret. Derfor må jeg sige, at jeg er meget forbavset over at skulle høre de her meldinger fra SF's ordfører.
Det har på intet tidspunkt været regeringens intention, at det her egentlig skulle medføre besparelser. Regeringens ønske har været at omprioritere og omlægge indsatsen for de vanskeligt stillede børn og unge og sikre, at vi med de nye krav, der nu bliver stillet i anbringelsesreformen, rent faktisk giver de børn og unge, der skal anbringes, nogle bedre tilbud, end de får i dag.
Derfor går vi også meget langt i de detaljerede krav til sagsbehandlingen, men jo også i de nye muligheder, som kræver nye udgifter, nemlig efteruddannelse af sagsbehandlere, udvidede efterværnsmuligheder m.v. Så er der nogle områder, hvor reformen, i det omfang mulighederne bliver taget i brug, også vil kunne føre til lavere udgifter. Samlet set vil der være det samme beløb på området som i dag, men det er rigtigt, at der på nogle områder vil kunne hentes nogle midler. De vil så til gengæld blive brugt på andre områder, som kræver flere udgifter, end der er tale om i dag.
Målet er bedre forhold for de børn og unge, der skal anbringes, og ikke på nogen måde et ønske om at opnå besparelser.