Den næste sag på dagsordenen var:
6) Tredje behandling af lovforslag nr. L 99:
Forslag til lov om ophævelse af lov om Dansk Olie og Naturgas A/S m.v. og anlægslov for naturgasforsyning og ændring af lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat. Af finansministeren (Thor Pedersen). (Fremsat 11/11 2004. Første behandling 26/11 2004. Betænkning 8/12 2004. Tilføjelse til betænkning 10/12 2004. Anden behandling 14/12 2004. Tillægsbetænkning 15/12 2004).

Der var ikke stillet ændringsforslag.

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det her forslag er et godt forslag. Uanset alle andre forhold er det her et godt forslag, der vil sikre danske værdier og sikre, at hele infrastrukturen på naturgasområdet bliver bevaret.
     Når jeg beder om ordet, er det, fordi der jo er sket noget, siden vi diskuterede denne her sag sidst ved andenbehandlingen. Pressen især, men også enkelte røster her
i Folketinget havde den opfattelse, at en fusion mellem DONG på den ene side og Elsam på den anden side ville føre til mindre konkurrence og derfor i sig selv var skadelig. De sidste dage har tydeligt belært os om, at det ikke er tilfældet. Alternativet til en fusion mellem DONG og Elsam er ikke, at situationen fortsætter, som den hidtil har været. Alternativet er, at det svenske hundrede procent statsejede selskab Vattenfall overtager Elsam. De lægger ikke skjul på, at det er flertallet i Elsam, de ønsker; det er forkøbsretten til Københavns Energis aktier i ENERGI E2, hvis de kan købe dem, og dermed en svensk overtagelse af hele den danske kraftværksektor. Hvis Vattenfall får held med sit forehavende og fusionen falder fra hinanden, vil der ikke længere være seks selskaber, der konkurrerer på Nordpool, så vil der være fire. Hvis vi får fusionen, får vi en partner, som dækker nogle ganske få procent af det samlede nordiske elmarked; en virksomhed, som bliver stærkt konkurrenceudsat, som skal klare sig i den benhårde konkurrence, og som kan blive en nyttig entreprenør for dansk energipolitik. For det er vigtigt, at vi har en kommercielt drevet dygtig virksomhed i Danmark - ikke en, politikerne skal dirigere, det er ikke et statsforetagende, vi skaber her, men en entreprenør, en virksomhed, der virkelig kan gøre en forskel, både i konkurrencen til gavn for forbrugerne, til udnyttelse af de danske ressourcer og også til at foretage de tigerspring på det teknologiske område, som er så afgørende for, at Danmark kan bevare sin styrkeposition på energiområdet. Jeg har været utrolig skuffet over at se, hvor få danske kommentatorer, som har haft sans for dette perspektiv: på den ene side, at det statsejede Vattenfall overtager hele den danske kraftværksektor, på den anden side at vi får en konkurrencedygtig - håber jeg - dansk virksomhed, der kommercielt drevet vil blive en god partner og en god entreprenør i dansk energipolitik. Jeg kan varmt anbefale det her forslag og varmt anbefale, at det lykkes at få gennemført den fusion, som jeg synes med megen dygtighed, megen omhu er blevet forhandlet igennem.

Tak til hr. Svend Auken. Den næste ordfører er hr. Kim Andersen.

Jeg vil gerne på Venstres vegne benytte tredjebehandlingen af forslaget vedrørende DONG til at minde om, at der det sidste års tid er sket rigtig, rigtig meget på energiområdet her i landet.
     Vi havde det store energiforlig af 29. marts, i sidste uge vedtog vi endelig etableringen af Energinet Danmark, og nu har vi L 99 til behandling og dermed grundlaget for, at vi forhåbentlig kan realisere en stor dansk energifusion og lave en børsintroduktion, en bred, folkelig børsintroduktion af et stort, vigtigt dansk selskab i løbet af det næste års tid.
     Man må sandelig sige, at det er rykket noget i dansk politik på energiområdet det sidste års tid. Der er ændret strukturer, og der skabes markedsøkonomi, så det vil noget, hvis vi ellers forstår at fylde disse rammer ud.
     Der vil jeg gerne understrege, at det for Venstre er vigtigt, at en fusion mellem Elsam og DONG falder på plads. Vi vil her have en stor virksomhed, som både har volumen og forretningsmæssig bredde til at skabe nogle vækstmiljøer i Danmark, hvor de mange dygtige folk, vi har, der beskæftiger sig med energiteknologi, miljøbesparelser, energiforbedringer osv., har rammerne til at udvikle sig inden for en sektor, som der også industrielt og eksportmæssigt er meget perspektiv i. Det skal vi vide at udnytte.

     Endelig skal vi naturligvis bidrage til, at den liberalisering, som er besluttet i EU, og som så effektfuldt og med konsensus er fulgt op her i landet om at liberalisere energimarkederne, kan realiseres, og der skal virksomhederne naturligvis have størrelse og slagkraft, men der skal også være et antal virksomheder til at kunne virkeliggøre denne konkurrence til glæde og gavn for forbrugerne og for virksomhedernes konkurrenceevne.
     Får vi en fusion mellem DONG og Elsam, bidrager vi til, at vi har yderligere et selskab med ekspertise og med volumen, som kan gøre, at konkurrencen på det liberaliserede nordeuropæiske energimarked kan blive reel og få gavn af prisfastsættelsen og dermed være til glæde for forbrugere og virksomheder.
     Så vi krydser fingre her op til jul og håber på, at de økonomiske interesser, aktieejerne og sektoren vil vide at udnytte de rammer, som Folketinget så flittigt har fået etableret det sidste års tid, for så står vi her med en sektor og en branche, som har en stor fremtid for sig med hensyn til at skabe højteknologiske arbejdspladser og sikre valutaindtjening. Vi kan på det varmeste anbefale L 99.

Tak til hr. Kim Andersen. Så er det fru Aase D. Madsen som ordfører.

Julefreden sænker sig jo langsomt over det danske Folketing i denne her sag, som har været meget længe undervejs. Dansk Folkeparti er også meget tilfreds med fusionsaftalen, ligesom vi er tilfredse med, at regeringen efter mange års pres, flere års pres må man sige, fra Dansk Folkepartis side er kommet til den erkendelse, at DONG skal privatiseres, og det er det, vi står ved målstregen med nu i dag.
     Men det gærer og syder jo stadig væk. Man kan jo ikke lukke op for sit fjernsyn, og man kan ikke læse sin morgenavis eller andre aviser, før man ser, at Elsams aktionærer kommer ud med noget, at Vattenfall kommer ud med noget, men bestyrelsen i Elsam står fast på den aftale, som er indgået med finansministeren, og jeg regner da med, at der er trukket en streg i sandet i denne her sag. Der bliver ikke lukket op for den aftale igen.
     Men jeg hæfter mig lidt ved, at der er en elsamaktionær, der til Jyllands-Posten i dag har udtalt, at vedkommende opfatter fusionsaftalen som en rammeaftale, og at den skal fyldes ud. Det vil være særdeles interessant, hvis finansministeren vil give et tilsvarende bud, men jeg skal nok afholde mig fra at give råd. Det er jo en meget sjov ting, når det bliver sagt offentligt, men jeg mener ikke, at vi i det danske Folketing sådan set skal trækkes rundt i manegen ved næsen med hensyn til højkommercielle transaktioner, som Elsams aktionærer nu spiller ud med. Vi har lavet en aftale, det danske Folketing er glad for aftalen, og så er den streg trukket i sandet og så kan, som jeg siger, julefreden sænke sig over privatiseringen af DONG.

Erfaringen har lært mig, at selvros er den eneste påskønnelse, vi mennesker kan være helt sikre på. Jeg tror imidlertid, fru Aase D. Madsen driver det for langt. Hun siger, at det er takket være Dansk Folkepartis pres på regeringen, at man nu privatiserer en del af DONG. Som jeg husker det, stod det i regeringserklæringen, da man i sin tid tiltrådte, at man ville privatisere DONG. Det var også gentaget i den næste regeringserklæring.
     Det, der sker nu, er ganske rigtigt en mulighed for børsintroduktion og salg af en del af DONG, men det, fru Aase
D. Madsen stemmer for om et øjeblik, er jo ikke en privatisering af DONG. Fortsat vil 51 pct. af aktierne forblive i statens eje, og det er sikret de næste 10 år, så man kan vel diskutere, hvordan tingene har udviklet sig. Er det fru Aase D. Madsen, der har tvunget en regering, der på forhånd sagde, at den ville privatisere, eller er det et fornuftigt folketingsflertal, der sammen med regeringen sikrer, at nok sælger man en del af DONG, men at flertallet forbliver i staten?

Det er fuldstændig rigtigt, som hr. Auken siger, at der i regeringens udspil 2 år i træk har stået, at nu vil man privatisere DONG, og nu vil man privatisere DONG, men det er jo ikke blevet til noget. Nu er det endelig blevet til noget. Hvor mange år i træk skal man som regering skrive den slags ind, uden at der sker noget? Sådan har det jo været. Og det er da klart, at vi så har lagt pres på ministeren og sagt, at nu skal der ske noget. Og uden et flertal med Dansk Folkeparti tror jeg da ikke, at ministeren havde lavet den aftale. Det vil jeg da indrømme. Det tror jeg alle vil indrømme.
     Så er ministeren og vi andre blevet enige om, at staten
i første omgang skal eje de 51 pct. Det er jo meget fornuftigt. Lad os se, hvad der sker på markedet. Lad os se,
i hvilken takt det er fornuftigt at udbyde aktierne. Der skal være et totalt flertal, hvis der skal udbydes ud over de 49 pct., det er klart. Så jeg kan slet ikke se, hvor problemet ligger i det, hr. Auken siger.

Jeg tror, det er tid til, at vi glæder os over det, som vi enige om, og det, som vi er fælles om. Det er rigtigt, at det har stået i regeringsgrundlag 1 og 2, og det er rigtigt, at den konservative økonomi- og erhvervsminister og Venstres finansminister har sat skub på strukturudviklingen i energisektoren, at det er fra de to ministerier, vi har behandlet de to seneste væsentlige forslag, som går ud på at fastholde en stor dansk central rolle i energisektoren fremover og skabe en reel mulighed for konkurrence. Det er et faktum. Det er det, der nu realiseres.
     Så er vi også enige om, at det er vigtigt at fastholde den overordnede struktur på energinettet i dansk ejerskab af hensyn til at sikre en ukompliceret reel konkurrence fremover. Det er det, vi også er enige om med Energinet Danmarks etablering, og som der også er bred politisk dækning for.
     Det skal vi glæde os over. Så synes jeg ikke, vi skal bruge den sidste dag inden juleferien på at mundhugges om, hvem der har ære og ret i hvad som helst eller skal have knaphulsblomsten sat i reversen for det ene og det andet. Jeg synes, vi skal være glade for, at vi har et så bredt flertal om noget, der er klogt og perspektivrigt, og det er sket med den her regering. Så ved vi nemlig, at det bliver til noget.

Jeg er ked af at gå op igen og sige til hr. Kim Andersen, at hvis hr. Kim Andersen regner det for mundhuggeri, at man opremser en række politiske kendsgerninger, jamen så lad det da være mundhuggeri, men Dansk Folkeparti har jo ret til at gå på talerstolen og udlægge sin mening for Folketinget i denne her sag. Det er da helt klart.

Nu kan jeg forstå, at Dansk Folkeparti selv føler at have spillet en særlig rolle i den her sag. Det vil jeg slet ikke blande mig i. Men jeg vil godt sige til fru Aase D. Madsen, som rejser spørgsmålet omkring at gå under de 51 pct. af aktierne og dermed slippe statens kontrol med tingene, at det jo præcis er det, som vi i Enhedslisten frygter vil ske, og som jo kan ske så at sige hver dag fra nu af og fremefter, og som betyder den endelige og totale privatisering af DONG.
     Der vil jeg godt spørge fru Aase D. Madsen, hvad hun egentlig mente med den bemærkning om, at så skal der jo være enighed om det blandt forligspartierne. Betyder det, at Dansk Folkeparti er indstillet på at gå ind og acceptere, at man går under de 51 pct. på et eller andet tidspunkt i løbet af de kommende år, at når der bliver et eller andet, man gerne vil bruge nogle penge til, så kan man sælge nogle aktier?

Ja, nu er det jo ikke så tit, at Enhedslisten indgår i den slags aftaler og den slags forlig, så jeg må lige forklare hr. Keld Albrechtsen, hvordan en sådan aftale virker. Den virker sådan, at alle i aftalen, og det er lige fra Socialdemokratiet, SF og hele vejen igennem på nær Enhedslisten, skal være enige, hvis der skal lukkes op for pakken inden 2015. Og hvis vi er er enige om det, og man kan se det fornuftige i det, jamen så er jeg da ikke i tvivl om, at alle partier her er ansvarlige og siger: Vi kan få pengene
i statskassen, og vi kan bruge dem på velfærd, eller vi kan bruge dem til forskning og udvikling, og hvad vi ellers bliver enige om.

     Men der står jo i virkeligheden ikke noget om, hvad provenuet skal bruges til, det må hr. Keld Albrechtsen lægge mærke til, og der vil Dansk Folkeparti selvfølgelig lægge stor vægt på, at det bl.a. bliver til velfærdsydelser. Men sådan virker aftalen, at efter 2015, hvor jeg i hvert fald ikke sidder i Folketinget, hvor jeg må overlade det til mine efterladte - i gåseøjne - her i Folketinget, så er der frit slag, så behøver man ikke enighed mellem forligspartierne. Sådan er det.

Jeg takker for svaret, for det er jo et helt åbenhjertigt svar, som går ud på, at den tanke slet ikke er fremmed for Dansk Folkeparti at begynde at sælge ud af arvesølvet for at skaffe penge til en eller anden julegave, som nogle skal have på et eller andet tidspunkt.
     Det er jo præcis derfor, at vi ikke er med i den aftale. Det er, fordi vi ved, at den bygger på sand, at der er partier i den aftale, herunder fru Aase D. Madsens parti, som allerede nu, stort set før blækket er tørt på papiret, er begyndt at formulere den tanke, hvad vi nu skal bruge de penge til, der kan komme ved et yderligere udsalg af aktier. Det er den glidebane, vi har advaret imod, og som fru Aase D. Madsen bekræfter at man allerede er godt på vej ned ad. Sådan er situationen, og det lægger fru Aase D. Madsen ikke skjul på.
     Jeg synes bare, det ville klæde de øvrige parter i forliget, herunder ministeren, hvis de også vedgik, hvad det er for en glidebane, de har fået konstrueret og fået lokket hr. Svend Auken og andre til at træde ud på.

Jeg må jo sige en gang til, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten - hvis hr. Albrechtsen lige vil høre efter; når man stiller et spørgsmål, er det vel også rimeligt, at man hører efter, når man får svaret - ser helt forskelligt på den her sag.
     Vi mener, at hvis hr. Keld Albrechtsen går ind og læser og har læst aviserne om DONG-Elsam-slaget, som det bølger frem og tilbage, og Elsam-Vattenfall-slaget, som det bølger frem og tilbage, så står man som politiker og spørger: Er det
i virkeligheden noget, den danske stat skal være involveret i? Vi skal sidde her og spille en form for børsmæglere. Vi skal vurdere, værdiansætte i øst og vest. Er det ikke bedre, at vi får kapitalen ind og arbejde for den danske velfærd, for det danske samfund? Er det en samfundsopgave at eje dybt kommercielle selskaber? Det mener Dansk Folkeparti i sidste ende ikke det er, men det skal gøres på en fornuftig måde, og den fornuftige måde har vi fundet ved at lave fusionsaftalen og ved at lave lovforslaget om en delvis privatisering af DONG.

Tak til fru Aase D. Madsen. Så går vi til anden runde. Hr. Svend Auken som ordfører.

Jeg tror, hr. Kim Andersen ville være skuffet, hvis ikke hans forsøg på historieskrivning blev tilføjet en enkelt eller to små fodnoter, som bragte sandheden ind i beskrivelsen.
     Hr. Kim Andersen sagde: Hvor har vi dog gjort meget som regering på energipolitikkens område, se bare, hvor er vi store, vi strutter! Jeg tror, hr. Kim Andersen skal vende tilbage og se på, hvad regeringen sagde, den ville, da den kom til: Aflysning af tre vindmølleparker, udlodning af de mange milliarder, forbrugerne havde sparet op i elsektoren, der alene gav Gentofte Kommune 2,5-3 mia. kr., fjernelse af bevillingerne til forskning og udvikling, fjernelse af bevillingerne til hele det folkelige arbejde, hundrede procents privatisering af DONG og et stort spørgsmålstegn ved de energiaftaler, vi havde indgået tidligere. Det var regeringens program.
     Hvordan er det så gået? Ja, vi har ikke fået tre, vi har fået to vindmølleparker, hvor oppositionen måtte slås megawatt for megawatt undervejs i de forhandlinger. Vi har sikret, trods alt, at staten bevarer det overordnede net, samtidig med at man udlodder de mange milliarder, som var sparet op i elsektoren.

     Ikke mindst takket være Det Radikale Venstre og SF er det lykkedes at skaffe penge til forskning og udvikling. Vi har selvfølgelig støttet det, men det er et stort arbejde, de to partier har gjort. Vi har igen skaffet penge til det folkelige arbejde, og gennem en meget fornuftig dialog med finansministeren er det lykkedes at overbevise om, at det ikke er fornuftigt at sælge 100 pct. af DONG og være tvunget til at skille alle de faste anlæg ud, men at det er fornuftigt at satse på 51 pct. Endelig har man ikke skullet opsige de energiaftaler, som blev lavet under den tidligere regering, og som er meget fornuftige, men faktisk videreudbygge dem.
     Jeg synes, det her er det bedste eksempel på, at regeringen faktisk har praktiseret det, man bør gøre i politik, nemlig lytte til argumenter, lytte til oppositionen, samarbejde, prøve at lave bredere aftaler osv. Resultatet ligger uendelig langt fra det udgangspunkt, der var i sin tid. Regeringen er kommet til fornuft, men den er blevet slæbt hen til slutresultatet.

Nu er det jo ikke en generel energipolitisk forespørgsel, vi har denne formiddag i det sidste møde inden jul, men jeg vil godt sige til hr. Svend Auken, at det, jeg synes, vi skal glædes over - det, vi er mødtes om, det, vi effektuerede i sidste uge med Energinet Danmark, og det, vi også effektuerer
i dag med DONG-loven - er, at vi har samlet et bredt flertal for en meget, meget vigtig lovgivning på energiområdet angående sektorens strukturudvikling og muligheden for at få reel konkurrence på markedet. Samtidig står vi ved de brede energipolitiske forlig, vi indgik med den tidligere regering, og fastholdt dens linje. Det har været vanskelige og langstrakte forhandlinger, men vi er blevet ved, og vi har nået resultater. Det har vi også gjort, når det gælder om at få virkeliggjort det oprindelige energiforlig fra 1999, og vi har fået skabt mere markedsøkonomi. Alt dette er til fordel for forbrugerne, for virksomhederne og for energisektorens egne fremtidsmuligheder. Jeg synes, vi skal være glade for det og samles om, at det er lykkedes for os at skabe resultater i meget brede forlig, også med hr. Svend Aukens deltagelse.

Tak. Vil hr. Svend Auken have en replik? Nej. Så er det hr. Martin Lidegaard som ordfører.

Det er jo en gammelkendt sandhed i politik, at hvis man vil lade andre få æren for de store forlig, kan man få ganske meget igennem, men det skulle man nu ikke tro, efter at man har hørt ordførertalerne i dag.
     Jeg vil slet ikke blande mig i, hvem der har æren for hvad. Jeg synes, vi har æren sammen, for det har jo kostet alle partier både blod og sved at nå hinanden, fordi vi kommer med meget forskellige udgangspunkter. Derfor synes jeg, det er flot, at vi er nået dertil, hvor vi er.
     Når jeg tager ordet, er det, fordi jeg synes, det er værd at understrege, at den konstruktion, vi har fået nu og forhåbentlig også får i Jylland, hvis alle vil være med, er en konstruktion, der stadfæster det princip, at staten ikke skal føre energipolitik i Danmark. Vi har et solidt armslængdeprincip, det bliver bestyrelsen i det nye selskab, der skal drive virksomheden på kommercielle præmisser, og det er klogt, fordi vi dermed får den mest effektive energipolitik i Danmark. På den anden side har vi sikret, at der er konkurrence, og at der er en dansk aktør, der kan og vil noget.
     Når vi skal snakke om, hvad det er for en energipolitik, der skal føres i dette land, håber jeg, at det, der er sagt i de skåltaler, der er blevet holdt i dag, også vil vise sig at holde, når vi skal til at lave den egentlige energipolitik, nemlig den handlingsplan, vi alle sammen om 3 måneder skal blive enige om. Her håber jeg, at regeringen vil opgive sin fuldstændig udsigtsløse klimapolitik og tør kigge fremefter med konkrete målsætninger for udvikling af en dansk energisektor, som kan sikre både miljøet, forsyningssikkerheden og en masse arbejdspladser i Danmark. Det er her, vi har brug for skåltalerne og den gode stemning, så lad os gemme den, til vi skal i gang igen, og bare glæde os over her i dag, at nu får vi forhåbentlig en stærk kommerciel aktør i Danmark, der kan sikre konkurrencen. Det glæder vi os i hvert fald over i Det Radikale Venstre.

Jeg kan jo kun takke for den tilslutning, der har været til forslaget hele vejen rundt uden undtagelse. Det eneste parti, som ikke støtter L 99, er jo Enhedslisten ved hr. Albrechtsen, og det betragter jeg egentlig også som en støtte. Jeg synes, det er et helt regulært standpunkt, Enhedslisten tager, det var egentlig også det, jeg havde forventet, og det er egentlig også en støtte til forslaget, at partierne har positioneret sig, som de har.
     Nu er politik jo en mærkelig størrelse. Vi kan jo toppes på alle de områder, hvor vi er uenige, men det er egentlig ejendommeligt, at vi åbenbart også kan toppes på de områder, hvor vi er enige, for sandheden er jo, at her er der en utrolig stor og bred enighed i Folketinget. Man kan se positivt på det og sige, at enigheden faktisk er af en sådan valør, at alle gerne vil tage æren for den. Sejren har mange fædre, men jeg synes, det er rimeligt, at alle slås om sejren, og jeg afstår helt fra overhovedet at blande mig i det. Vi deler det hele ud, så hvert parti får sin andel, for alle har bidraget.
     Jeg vil sige, at det har været en meget positiv oplevelse at se den støtte, der gennem hele forløbet har været til L 99, altså til den liberalisering af DONG, som sikrer, at DONG som virksomhed kan agere på et frit marked. Men det giver mig også anledning til at kommentere et par enkelte af de temaer, der har været oppe, og som stadig er fremme.
     Hr. Svend Auken talte om konkurrence, og jeg deler fuldstændig hr. Svend Aukens synspunkt, nemlig at det kan undre, at det, at vi sikrer, at forbrugere og virksomheder får fri adgang til energi, i første omgang gas og efterfølgende el, ikke har større værdi, når man taler om begrebet konkurrence. Ved siden af liberaliseringen af DONG og ved siden af det, der forhåbentlig bliver resultatet af forhandlingerne med Elsam, nemlig en fælles virksomhed, ligger jo, at vi har sikret, at der er offentligt ejerskab af hele fordelingsnettet. Alle er i stand til at levere til elnettet, gasnettet, ledningerne til lagrene og søledningerne. Alle, der vil levere til danske virksomheder og danske husholdninger, kan få lov til det, og omvendt kan danske husholdninger og danske virksomheder efterspørge de bedste leverandører, når det gælder energiforsyning til Danmark. Det er en sejr, hvis det, man kæmper for, er den største grad af konkurrence.
     Det har altså været forunderligt at opleve, at nogle mener, det er en særlig god idé, at Elsam i givet fald bliver solgt til den svenske stat. På samme tidspunkt, som vi ønsker at løse båndene til DONG, for at DONG kan få lov til at agere friere, og for at der kan blive et medejerskab med folkeaktier for den sags skyld, mener nogle, at det er en god idé at Danmark på elproduktionssiden sælger direkte til den svenske stat - til et selskab, som er hundrede procent statsejet, og hvor der overhovedet ikke er nogen idé om, at så meget som én procent eller én promille af aktiekapitalen på nogen måde skal udbydes.
     Derfor appellerer jeg lidt til, at man også viser samfundssind i de grupper, der er så heldige at være medejere af danske elproduktionsvirksomheder. Man bør se på, at den aftale, der er indgået mellem regeringen og formandskabet i Elsam, ikke er baseret på at tage penge fra nogen, men på, at de værdier, der ligger i Elsam, forbliver hos de forbrugerejede selskaber i Elsam, og at midlerne først kommer den dag, vi går på børsen. Det ligger jo i aftalegrundlaget, at vi er enige om, at selskabet skal på børsen, og det vil sige, at der sker en prisfastsættelse af aktierne. Statskassen fjerner ikke én krone fra de ejere, der i dag står bag Elsam, men sikrer tværtimod, at markedet er med til at fastsætte den reelle værdi for de nuværende ejere af det brugerstyrede Elsam, ligesom der på samme måde bliver en markedsbestemt prisfastsættelse af statens andel i DONG.
     Det, vi har aftalt med Elsam, er ikke prisfastsættelsen af de fremtidige aktier. Vi sikrer derimod, at vore værdier bliver lagt sammen, og at der siden hen via et aktiesystem sker en prisfastsættelse, så ingen bliver snydt, men alle hensyn tilgodeses. Det sikres også, at vi hver især yder et bidrag til, at der er en virksomhed i Danmark, der kan tage konkurrencen op med andre udbydere, som har en helt anden størrelse end den fusionerede virksomhed, vi kan se for os, så jeg håber, man i de forbrugerejede selskaber bag Elsam også vil bruge julen til lidt stille omtanke, og at man vil vise lidt samfundssind.

Der er en kort bemærkning til finansministeren fra fru Aase
D. Madsen.

Jeg synes, finansministeren redegjorde udmærket for tingene her til slut, men finansministeren omtalte, at børsnoteringen skulle foregå på en sådan måde, at Elsams og DONG's aktier bliver udbudt som folkeaktier, og jeg vil gerne høre, hvad finansministeren lægger i begrebet folkeaktier. Er det aktier til en speciel kurs eller af en speciel størrelse, eller hvad er en folkeaktie?

Det er sådan, at i min begrebsverden er en folkeaktie en aktie, som folk ejer, og deri ligger måske også det mere teoretiske, nemlig at man selvfølgelig lægger aktiestørrelserne på et sådant niveau, at det også er muligt for almindelige mennesker at anskaffe dem. Man skal altså ikke udbyde en aktie, hvor mindstebeløbet for anskaffelse er
f.eks. 0,5 mio. kr. Mit synspunkt er egentlig, at det skal sikres, at der er en vis spredning i aktierne, så de flest mulige kan få glæde af at eje dem, men der sker ikke nogen speciel prisfastsættelse. Det, der ligger i at gå på børsen, er altså ikke et gaveelement, man sikrer blot, at det også bliver muligt for almindelige mennesker at få en sådan aktie.

Det er jeg meget tilfreds med at høre, for vi ved jo, at en del af DONG-Elsam-koncernen bliver de 20 pct., vi har i Nordsøen, og det vil altså sige, at man på den vis kan sikre, at befolkningen får en chance for også at deltage i arbejdet på at bevare de 20 pct. på danske hænder.

Nu taler ministeren om at vise samfundssind, og at det skal vi alle sammen gøre, og det kan ingen jo modsige. Men hvad er det at vise samfundssind i denne sag? Er det at vise samfundssind, hvis et flertal i Odense Byråd beslutter at sælge sine aktier til et selskab, som staten efterfølgende tillader at fusionere med Vattenfall?
     Den kommende direktør for det fusionerede selskab har helt åbenlyst meldt ud, at han sagtens kan forestille sig, at DONG-Elsam om nogle år fusionerer med Vattenfall, som bliver storebror i det foretagende. Men det er jo lige præcis det, ministeren nu siger man ikke må gøre, fordi man skal vise samfundssind, og så må man ikke sælge sine aktier til Vattenfall. Men vi ved jo alle sammen, at det mest sandsynlige resultat er, at det fusionerede selskab om nogle få år fusionerer med Vattenfall, og så er det svært at se, at samfundssindet i virkeligheden gavner noget som helst.
     Jeg synes, det havde været bedre, hvis Københavns Kommune og Odense Kommune havde bevaret deres energiselskaber. Københavns Kommune kan jo stadig nå at bevare det, men der er altså forskellige opfattelser i denne sal af, hvad det vil sige at vise samfundssind.

Det er min klare opfattelse, at de partier, der står bag den aftale, der i virkeligheden også dækker L 99, alle har den opfattelse, at en fusion mellem en virksomhed som DONG-Elsam og Vattenfall måske er den dårligst tænkbare løsning overhovedet, fordi den netop vil være med til at begrænse konkurrencen, og det, vi gør her, er at sikre et konkurrenceelement.
     Min opfattelse er, at hverken nu eller i den tid, jeg kan se fremover, kan det komme på tale, at en fusioneret Elsam-DONG-virksomhed skulle fusionere med Vattenfall, altså med en 100 pct. statsejet svensk virksomhed. Det vil jeg anse som fuldstændig udelukket.
     Mit synspunkt er, at det at vise godt samfundssind er at stemme for lovforslaget her ved tredjebehandlingen, som der nu bliver mulighed for. Jeg accepterer, at hr. Albrechtsen stemmer imod, for hr. Albrechtsen viser alligevel det samfundssind, som han mener man skal tilgodese rent politisk, og det er også fair.

Jamen der er altså en klar uenighed om det punkt. Jeg mener, at de, der viser samfundssind, er de byrådsmedlemmer, som har stemt imod overhovedet at sælge ud af de kommunale aktier. Det er dem, der virkelig har vist samfundssind i denne sag, men det er en mere grundlæggende debat, og derfor forstår jeg godt, at ministeren, som er liberalist, har et andet syn på det.
     Men jeg vil gerne takke ministeren for tilkendegivelsen af, at han ikke er enig med den kommende direktør i det synspunkt, at man skal stile mod en fusion med Vattenfall. Jeg er bare betænkelig ved, at det kan ske alligevel, også selv om de, der har været på talerstolen, har sagt, at det skal hr. Keld Albrechtsen ikke være bekymret for, for det er vi sandelig ikke indstillet på, og det mener vi slet ikke skal ske osv. Det er jo ikke sikkert, de er ministre ret meget længere, men det kommer jo til at bero på fremtiden.

     Men jeg er glad for, at ministeren siger - og det tror jeg da på, når han siger det - at det ønsker han ikke skal ske. Jeg kan bare ikke se, at aftalen forhindrer, at det vil ske på et senere tidspunkt.

Jeg vil bare gøre det klart, at den aftale, partierne har indgået, betyder, at på et senere tidspunkt - det er altså på den anden side af 2015, det kan ikke komme på tale inden - er konstruktionen sådan, at hvis det ligger i fusionsaftalen med formandskabet, at der er en majoritet til den danske stat i holdingselskabet, kan det ikke komme på tale. Og at DONG-Elsam skulle købe hele Vattenfall af den svenske stat, anser jeg som fuldstændig urealistisk.
     Men den aftale, der ligger nu, og som er baggrunden for
L 99, gør, at der i hvert fald overhovedet ikke sker noget de næste 10 år, som kan medføre en fusion mellem Vattenfall og et nyt, fusioneret selskab i Danmark. Det vil ikke kunne lade sig gøre.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Lovforslaget vedtoges med 111 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KD) mod 1 (EL).

Formanden:
Lovforslaget vil nu blive sendt til statsministeren.