10. december 2004
Svar på Det Energipolitiske Udvalgs spørgsmål nr. 15 ad L 99
af 9. december 2004
Spørgsmål:
Kan ministeren oplyse, hvilke former for energipolitiske hensyn, som
knytter sig til DONG A/S virksomhed, der skal sikres imødekommet
gennem den relevante sektorlovgivning m.v., jf. svar på spørgsmål 8?
Svar:
Det er et væsentligt energipolitisk hensyn at skabe gode vilkår for konkur-
rencen. Dette gøres blandt andet ved at sikre alle aktører adgang til infra-
strukturen. DONG A/S er derfor gennem naturgasforsyningsloven for-
pligtet til at give adgang til blandt andet distributionsnet, søledninger og
gaslagre på lige og ikke-diskriminerende vilkår, ligesom tarifferne for brug
af disse aktiver er underlagt naturgasforsyningslovens bestemmelser.
Et andet væsentligt hensyn er, at alle, der er tilsluttet naturgasnettet, har
mulighed for at få leveret gas. DONG er derfor sammen med de regionale
naturgasselskaber pålagt en forsyningspligt i henhold til naturgasforsy-
ningsloven.
Hertil kommer en række andre hensyn, der ligeledes er sikret gennem sek-
torlovgivningen.