PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2004-05 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 129
Offentligt

merne af Folketingets Europaudvalg

stedfortrædere

Journalnummer

400.C.2-0

Kontor

EUK

9. maj 2005

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets bemærkninger til

Kommissionens rapport på grundlag af artikel 34 i Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om

den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne.

Materialet er ligeledes oversendt til Folketingets Retsudvalg.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Danmarks bemærkninger til Kommissionens rapport på grundlag af artikel

34 i Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre

og procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne

Kommissionen har den 23. februar 2005 afgivet sin rapport (COM(2005)63final)

om medlemsstaternes gennemførelse af Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om

den europæiske arrestordre og procedurerne for overgivelse mellem medlemssta-

terne. I rapporten – og i Kommissionens arbejdsdokument, der er bilagt rapporten

– konkluderer Kommissionen, at Danmark ikke har gennemført flere af rammeaf-

gørelsens bestemmelser, og at Danmark har foretaget en ufuldstændig gennemfø-

relse af andre af rammeafgørelsens bestemmelser.

I den anledning skal man fra dansk side bemærke følgende:

Indledningsvis bemærkes det, at Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrest-

ordre mv. er gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af

lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til

Finland, Island, Norge og Sverige.

Justitsministeriet har i tilknytning hertil ved cirkulæreskrivelse af 19. december 2003

udsendt en vejledning til politi og anklagemyndighed om behandlingen af anmod-

ninger om udlevering af lovovertrædere på grundlag af en europæisk arrestordre.

Ved cirkulæreskrivelse af 14. december 2004 til politi og anklagemyndighed har

Justitsministeriet endvidere udsendt et supplement til vejledningen af 19. december

2003.

Justitsministeriets vejledninger til politiet og anklagemyndigheden om behandlingen

af anmodninger om udlevering af lovovertrædere på grundlag af en europæisk ar-

restordre har karakter af bindende instrukser til politiet og anklagemyndigheden, og

disse er således forpligtet til at følge vejledningerne ved behandlingen af sager om

udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre. Vejledningerne indeholder bl.a.

instruks om forhold, som Danmark efter Rådets rammeafgørelse er forpligtet til at

påse ved behandlingen af sager om udlevering på grundlag af europæiske arrestor-

dre, herunder f.eks. om den eftersøgtes rettigheder og afhøring af den eftersøgte.

Efter dansk opfattelse er Rådets rammeafgørelse gennemført fuldt ud i dansk ret,

og man er derfor fra dansk side meget uforstående over for Kommissionens kritik

af Danmark. Idet der tages udgangspunkt i Kommissionens bemærkninger i det

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

mere detaljerede arbejdsdokument (SEC(2005)267), redegøres der i det følgende

nærmere for den danske opfattelse.

Artikel 3 – Obligatoriske afslagsgrunde

Amnesti

Kommissionen anfører i sin rapport, at Danmark ved at anvende udtrykket ”be-

nådning” i den danske udleveringslov (§ 10 d, stk. 1, 2. pkt.), i stedet for udtryk-

ket ”amnesti” ikke fuldt ud har gennemført rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1,

om obligatorisk afslag på en anmodning om udlevering, hvis den lovovertrædel-

se, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, er omfattet af amnesti i

den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har kompetence til at rets-

forfølge lovovertrædelsen i medfør af sin egen lovgivning. Kommissionen hen-

viser herved til, at benådning er et smallere begreb end amnesti.

Fra dansk side skal hertil bemærkes, at det følger af lov om udlevering (udleve-

ringsloven) § 10 d, stk. 1, 1. pkt., at udlevering ikke kan finde sted, når den, der

søges udleveret, i Danmark er dømt eller frifundet for den samme strafbare

handling. Tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, i Danmark er blevet

benådet for handlingen, jf. § 10 d, stk. 1, 2. pkt. Det vil sige, at der ikke vil kun-

ne ske udlevering i tilfælde, hvor den, der ønskes udleveret, er endeligt dømt,

frifundet eller benådet i Danmark for den samme handling, som danner grundlag

for den europæiske arrestordre.

Det følger endvidere af udleveringslovens § 10 d, stk. 2, 1. pkt., at udlevering

skal afslås, hvis tiltale mod den pågældende for samme forhold er frafaldet i

Danmark, og der ikke længere er mulighed for at omgøre denne beslutning efter

retsplejelovens almindelige regler om omgørelse af tiltalefrafald. Der vil således

ikke kunne ske udlevering, hvis den danske anklagemyndigheds beslutning om

ikke at rejse tiltale for den samme handling, som danner grundlag for den euro-

pæiske arrestordre, er endelig.

Efter danske opfattelse er der med disse bestemmelser fastsat klare og fuldt ud

dækkende lovregler for, at udlevering fra Danmark ikke kan finde sted, og at en

begæring på grundlag af en europæisk arrestordre derfor skal afslås, i tilfælde

hvor den lovovertrædelse, der ligger til grund for begæringen om udlevering, er

omfattet af amnesti i Danmark.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det bemærkes, at der i Danmark ikke anvendes generelle straffritagelser i form

af egentlig amnesti. I praksis anvendes alene individuelle benådninger eller – i

sjældne tilfælde – generelle forudgående påtaleopgivelser, f.eks. i form af frit

lejde for aflevering af ulovlige våben til politiet. Sådanne generelle forudgående

påtaleopgivelser er omfattet af udleveringslovens § 10 d, stk. 2, 1. pkt.

Det forhold, at den danske udleveringslov ikke anvender samme ordlyd – her

udtrykket ”amnesti” – som Rådets rammeafgørelse, er således ikke ensbetyden-

de med, at rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, ikke er gennemført fuldstændig og

korrekt i dansk ret. Det bemærkes herved, at rammeafgørelser om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser er bin-

dende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men at det er over-

ladt til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførel-

sen. Medlemsstaterne er med andre ord ikke forpligtede til at anvende præcis

samme ordlyd, som anvendes i en rammeafgørelse.

Politisk forfølgelse

Kommissionen anfører i sin rapport, at en række medlemsstater, herunder Dan-

mark, har fastsat bestemmelser om obligatorisk afslag på en anmodning om ud-

levering på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis udlevering vil stride mod

grundlæggende rettigheder for den, der begæres udleveret. Kommissionen be-

mærker i den forbindelse, at der er fare for, at den danske implementering af

rammeafgørelsen på dette punkt er for vidtgående i forhold til rammeafgørelsens

bestemmelser, idet der skal ske afslag på udlevering, hvis der er fare for, at den

pågældende vil blive udsat for forfølgelse på grund af ”politiske forhold” (udle-

veringslovens § 10 h).

Danmark er ikke enig med Kommissionen i, at den danske implementering af

rammeafgørelsen er for vidtgående i forhold til rammeafgørelsens bestemmelser.

Baggrunden for den danske opfattelse er, at det fremgår af rammeafgørelsens

præambelbetragtning nr. 12 og artikel 1, stk. 3, at reglerne i rammeafgørelsen er

fastsat under iagttagelse af de grundlæggende rettigheder og principper, som

bl.a. er fastsat i artikel 6 i Traktaten om Den Europæiske Union. Det følger bl.a.

heraf, at rammeafgørelsen respekterer Den Europæiske Menneskerettighedskon-

vention. Udlevering vil derfor skulle nægtes, hvis der er objektive grunde til at

formode, at en europæisk arrestordre er udstedt med det formål at forfølge eller

straffe en person på grund af bl.a. den pågældendes politiske overbevisning. Der

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

er således ikke tale om, at den danske udleveringslov går videre end rammeafgø-

relsen.

Artikel 4 – Fakultative afslagsgrunde

Fiskale lovovertrædelser

For så vidt angår implementering af rammeafgørelsens artikel 4, nr. 1, 2. led, anfø-

rer Kommissionen, at denne bestemmelse ikke kan anses for at være gennemført

fuldt ud i dansk lovgivning, idet den danske lovgivning ikke indeholder en specifik

henvisning til det forhold, at en medlemsstat i medfør af rammeafgørelsen ikke kan

afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der vedrører skatter, afgifter, told og

valutahandel med den begrundelse, at den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning

ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder

samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som den udstedende

medlemsstats lovgivning.

Danmark er ikke enig i Kommissionens vurdering på dette punkt. Baggrunden her-

for er navnlig, at der i udleveringsloven alene er foretaget en regulering af, i hvilke

tilfælde der kan meddeles afslag på en europæisk arrestordre, og udleveringsloven

indeholder således ikke en angivelse af, hvornår der ikke kan meddeles afslag. En

sådan regulering ville i øvrigt efter dansk opfattelse være lovteknisk udsædvanlig.

Hertil kommer, at det som nævnt følger af artikel 34, stk. 2, litra a), i Traktaten om

den Europæiske Union, at rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlems-

staternes love og administrative bestemmelser er bindende for medlemsstaterne

med hensyn til det tilsigtede mål, hvorimod det er overladt til de nationale myndig-

heder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Der kan således ikke opstil-

les noget krav om, at rammeafgørelser skal gennemføres ved udtrykkelige lovbe-

stemmelser, idet det afgørende er, at den enkelte medlemsstat lever op til de mål,

der følger af rammeafgørelser. Hvorvidt dette kræver anvendelse af udtrykkelige

lovbestemmelser må bero på den enkelte medlemsstats retssystem og lovgivnings-

mæssige traditioner.

I den forbindelse bemærkes det, at det fremgår af bemærkningerne til den lov, som

gennemfører Rådets rammeafgørelse i dansk ret, jf. de indledende bemærkninger

ovenfor (bemærkningerne til udleveringslovens § 10 a), at det følger af rammeafgø-

relsens artikel 2, stk. 4, at et eventuelt krav om dobbelt strafbarhed skal administre-

res fleksibelt, således at kravet anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskre-

vet i arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrdelseslan-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

det. Det anføres videre i bemærkningerne til loven, at kravet om dobbelt strafbar-

hed efter lovens § 10 a, stk. 2 og 3, forudsættes administreret på den nævnte måde.

Det følger heraf, at Justitsministeriet, anklagemyndigheden og de danske domstole

ved vurderingen i konkrete sager af, om lovens krav om dobbelt strafbarhed er op-

fyldt, vil være forpligtet til at foretage denne vurdering i overensstemmelse med de

nævnte bemærkninger. Det vil sige, at der skal anlægges en fleksibel vurdering af,

om kravet om dobbelt strafbarhed er opfyldt. Dette vil selvsagt også gælde, hvis

den lovovertrædelse, som ligger til grund for anmodningen om udlevering, er en

overtrædelse af fiskal lovgivning.

Endelig skal det anføres, at Danmark ved sin medvirken til vedtagelsen af Rådets

rammeafgørelse folkeretligt har forpligtet sig over for de øvrige medlemsstater i EU

til at administrere den danske udleveringslovgivning i overensstemmelse med be-

stemmelserne i rammeafgørelsen. De danske myndigheder vil således ikke kunne

afslå en anmodning om udlevering på grundlag af en fiskal lovovertrædelse med

henvisning til, at dansk lovgivning ikke foreskriver samme type skatter, afgifter mv.

Ophør af retsforfølgning

For så vidt angår medlemsstaternes gennemførelse af rammeafgørelsens artikel

4, stk. 3, 2. led, anfører Kommissionen, at det ikke er i overensstemmelse med

EF-domstolens praksis, at en række medlemsstater, herunder Danmark, i deres

lovgivning har gjort det valgfrit (fakultativt), om der skal meddeles afslag på

udlevering i tilfælde, hvor fuldbyrdelsesstaten har besluttet at indstille retsfor-

følgningen for den samme lovovertrædelse, som ligger til grund for den eu-

ropæiske arrestordre.

Hertil skal man fra dansk side bemærke, at det følger direkte og udtrykkeligt af

artikel 4 i Rådets rammeafgørelse, at medlemsstaterne ”kan” afslå fuldbyrdelse

af en europæisk arrestordre i de i artikel 4 opregnede tilfælde. Det er således

efter rammeafgørelsen valgfrit for medlemsstaterne, om de ønsker at anvende de

afslagsgrunde, som følger af artikel 4. Kommissionens bemærkning om, at det

ikke er i overensstemmelse med EF-domstolens praksis, findes derfor at være

misvisende i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt selve rammeafgørelsen er

korrekt implementeret i medlemsstaternes nationale ret.

Det skal i øvrigt for så vidt angår gennemførelsen af artikel 4, stk. 3, 2. led, i

dansk ret anføres, at det – som anført ovenfor under artikel 3 (amnesti) – følger

af udleveringslovens § 10 d, stk. 2, 1. pkt., at udlevering skal afslås, hvis tiltale

mod den pågældende for samme forhold er frafaldet i Danmark, og der ikke

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

længere er mulighed for at omgøre denne beslutning efter retsplejelovens almin-

delige regler om omgørelse af tiltalefrafald. Der vil således ikke kunne ske udle-

vering, hvis anklagemyndighedens beslutning om ikke at rejse tiltale for den

samme handling, som danner grundlag for den europæiske arrestordre, er ende-

lig.

Det følger videre af lovens § 10 d, stk. 2, 2. pkt., at udlevering kan afslås, hvis

påtale er opgivet og betingelserne (efter retsplejelovens almindelige regler) for at

omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt. Om anvendelsen af

denne bestemmelse (§ 10 d, stk. 2, 2. pkt.) anføres det i bemærkningerne til lo-

ven bl.a., at der f.eks. vil kunne være grund til at afslå udlevering på grundlag af

en europæisk arrestordre, hvis dansk politi og anklagemyndighed allerede har

foretaget en bevismæssig vurdering af den sag (handling), som arrestordren ved-

rører, med henblik på eventuel strafforfølgning i Danmark, og der i den forbin-

delse er meddelt påtaleopgivelse, fordi sigtelsen har vist sig at være grundløs. På

den anden side vil der f.eks. ikke være samme grundlag for at afvise fuldbyrdel-

se af en europæisk arrestordre, hvis begrundelsen for at meddele påtaleopgivelse

i Danmark er, at den pågældende handling ikke kan strafforfølges i Danmark på

grund af manglende jurisdiktion, men i stedet må forfølges i den medlemsstat,

der nu har udstedt en europæisk arrestordre.

Danmark mener på den anførte baggrund at have gennemført artikel 4, stk. 3, 2.

led, i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse. Ved vurderingen af, om

der kan ske udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre, skal der således

tages behørigt hensyn til retssikkerheden for den, der ønskes udleveret.

Fuldbyrdelsesforpligtelse

Rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, indebærer, at en medlemsstat kan afslå at

fuldbyrde en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en

straffedom mv., hvis den, der ønskes udleveret, opholder sig, er statsborger eller

har bopæl i fuldbyrdelsesstaten, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at

fuldbyrde straffen mv. i henhold til sin nationale lovgivning.

Om Danmarks gennemførelse af denne bestemmelse i national ret (hvor anven-

delse af bestemmelsen er gjort fakultativ) bemærker Kommissionen, at det ikke

fremgår af den danske lovgivning, at Danmark, er forpligtet til at påtage sig

fuldbyrdelsen af dommen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Danmark skal hertil bemærke, at det fremgår af udleveringslovens § 10 b, stk. 2,

at udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl i Dan-

mark, til straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes i Dan-

mark. Det er således efter loven en forudsætning for, at Danmark meddeler

afslag på udlevering til straffuldbyrdelse, at den pågældende danske statsborger

eller person med bopæl i Danmark, afsoner dommen i Danmark. Dette

præciseres yderligere i bemærkningerne til § 10 b, stk. 2, hvor det anføres, at

udlevering i sådanne tilfælde kan afslås, hvis Danmark giver tilsagn om, at

straffen vil blive fuldbyrdet her i landet.

Danmark er på denne baggrund uforstående over for Kommissionens

bemærkning om den danske lovgivning på dette punkt.

Artikel 6 – Judiciel myndighed

Danmark har i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 3, udpeget Justitsmin-

isteriet som den judicielle myndighed, der efter national lovgivning er beføjet til

henholdsvis at udstede og fuldbyrde europæiske arrestordrer. Kommissionen

retter i sin rapport kritik af dette, idet Kommissionen anfører, at det er vanskeligt

at anse udpegning af Justitsministeriet som værende i overensstemmelse med

ånden i rammeafgørelsen. Kommissionen anfører endvidere, at udpegning af et

statsligt organ som kompetent myndighed i denne sammenhæng støder sammen

med grundlæggende principper, som gensidig anerkendelse og gensidig tillid

bygger på.

Danmark må erklære sig for ganske uenig i Kommissionens synspunkter

vedrørende Danmarks udpegning af Justitsministeriet som kompetent myn-

dighed. Baggrunden for den danske opfattelse er følgende:

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 og 2, at henholdsvis den ud-

stedende og fuldbyrdende myndighed er den judicielle myndighed i medlems-

staten, der i henhold til den enkelte medlemsstats lovgivning er kompetent til at

udstede/fuldbyrde en europæisk arrestordre. Efter rammeafgørelsen tilkommer

det således den enkelte medlemsstat at beslutte, hvem der skal udstede og

fuldbyrde europæiske arrestordrer, og det er på ingen måde i strid med ram-

meafgørelsens ordlyd at udpege en medlemsstats justitsministerium som kompe-

tent myndighed, naturligvis forudsat at det pågældende ministerium er en ju-

diciel myndighed efter national lovgivning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Begrebet ”judicielle myndigheder” omfatter efter dansk ret traditionelt domsto-

lene og anklagemyndigheden. Efter den danske retsplejelov omfatter anklage-

myndigheden Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne, Politidi-

rektøren i København og politimestrene. Endvidere bemærkes det, at det følger

direkte af den danske straffelov, at påtale for overtrædelse af visse bestemmelser

i straffeloven alene kan ske efter Justitsministeriets påbud.

Som det fremgår, er der ikke tale om, at man fra dansk side har ønsket at eta-

blere en særordning for så vidt angår europæiske arrestordre ved at udpege

Justitsministeriet som judiciel myndighed i forhold til udstedelse og fuldbyrdelse

af disse.

Det kan herudover oplyses, at Justitsministeriet i øvrigt efter dansk ret har den

centrale kompetence på udleveringsområdet, og at ministeriet i henhold hertil

også før vedtagelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre

behandlede sager om udlevering af lovovertrædere til andre EU-medlemsstater.

Det kan endvidere oplyses, at udpegning af Justitsministeriet som kompetent

myndighed i henhold til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. er

sket efter drøftelse med repræsentanter fra Den Danske Dommerforening, Dom-

stolsstyrelsen (som administrerer domstolenes administrative forhold), Rigsad-

vokaten, Statsadvokatforeningen, Politimesterforeningen og Politidirektøren i

København, og at der i denne kreds er enighed om, at kompetencen til at behan-

dle sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre indtil videre

bør placeres hos Justitsministeriet, og således at Justitsministeriets afgørelser om

at udlevere en person altid ubetinget vil kunne indbringes for de danske dom-

stole og prøves i 2 instanser. Baggrunden for denne ordning var bl.a., at man

herved fik samme kompetencefordeling og procedure for behandling af anmod-

ninger om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre, som gælder for

anmodninger om udlevering på grundlag af bl.a. Europarådets konvention af 13.

december 1957 om udlevering af lovovertrædere. Samtidig ønsker man for

Danmarks vedkommende at sikre en ensartet praksis for behandlingen af eu-

ropæiske arrestordrer, hvilket bedst findes at kunne ske ved at henlægge kompe-

tencen til Justitsministeriet.

Det bemærkes endelig, at der ikke i konkrete sager om udlevering på grundlag af

en europæisk arrestordre eller udstedelse af en (dansk) europæisk arrestordre er

blevet stillet spørgsmålstegn ved eller på anden måde udtalt kritik af, at kompe-

tencen i disse sager er henlagt til Justitsministeriet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Artikel 10 – Procedurer for fremsendelse af europæiske arrestordre

Kommissionen bemærker i sin rapport, at Danmark er blandt de medlemsstater,

der ikke ved en

udtrykkelig

lovbestemmelse har gennemført rammeafgørelsens

artikel 10, stk. 6, om, at en europæisk arrestordre, der modtages hos en myn-

dighed, der ikke har kompetence til at behandle denne, straks skal videresende

arrestordren til rette kompetente myndighed i vedkommende medlemsstat.

Fra dansk side skal hertil anføres, at det er et grundlæggende princip i dansk ret

– som er lovfæstet i § 7, stk. 2, i den danske forvaltningslov – at en myndighed,

som modtager en skriftlig henvendelse, som denne myndighed ikke er kompe-

tent til at behandle, skal videresende henvendelsen til den rette kompetente

myndighed. Dette gælder også for så vidt angår europæiske arrestordrer, som

måtte blive modtaget hos en dansk myndighed, der ikke er kompetent til at

behandle europæiske arrestordre. Dansk ret – endda dansk lovgivning – lever

således allerede op til det krav, der følger af rammeafgørelsens artikel 10, stk. 6,

hvorfor det ikke har været nødvendigt at gennemføre en specifik bestemmelse

herom i udleveringsloven.

Artikel 13 – Samtykke til overgivelse

Det følger bl.a. af rammeafgørelsens artikel 13, stk. 2, at medlemsstaterne

træffer de nødvendige foranstaltninger for, at et samtykke til udlevering på

grundlag af en europæisk arrestordre indhentes på en sådan måde, at det

fremgår, at den pågældende frivilligt har afgivet samtykket med fuldt kendskab

til følgerne heraf.

Om Danmarks gennemførelse af denne bestemmelse bemærker Kommissionen,

at der ikke i den danske lovgivning er en specifik henvisning til, at det er ”friv-

illigt” for den, der ønskes udleveret, at give samtykke til udlevering.

Hertil skal man fra dansk side bemærke, at det ligger i udtrykket ”samtykke”, at

der er tale om en fri viljeserklæring fra den person, som ønskes udleveret. Der er

således ikke behov for at anføre i lovgivningen, at det er frivilligt for den

pågældende at samtykke til udlevering.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Endvidere bemærkes det, at det fremgår af udleveringslovens § 18 c, at

samtykke til udlevering alene kan gives i et retsmøde, og at retten skal vejlede

den pågældende om følgerne af samtykket.

Danmark er således uforstående over for, at Kommissionen har fundet anledning

til at komme med bemærkninger til den danske gennemførelseslovgivning

vedrørende denne bestemmelse.

Artikel 14 – Høring af den eftersøgte person

Kommissionen anfører, at alle medlemsstater har gennemført artikel 14 korrekt.

Kommissionen finder dog samtidig for så vidt angår Danmark anledning til at

bemærke, at fuld høring af den eftersøgte foran en dommer alene er mulig, hvis

den, der ønskes udleveret, indbringer Justitsministeriets beslutning om udlever-

ing for retten.

Kommissionens udlægning af den danske gennemførelse af rammeafgørelsen på

dette punkt er ikke korrekt.

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 14, at den anholdte, hvis denne ikke

giver sit samtykke til udlevering som omhandlet i artikel 13, har ret til at blive

afhørt af den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med den

fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.

Det følger af udleveringslovens § 18 b, stk. 1, at en europæisk arrestordre, med-

mindre Justitsministeriet allerede på grundlag af oplysningerne i den europæiske

arrestordre finder at burde nægte udlevering, sendes til politiet med henblik på

den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlever-

ing er opfyldt. For denne undersøgelse gælder med de fornødne lempelser

bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog (om strafferetsplejen, herunder bl.a.

retsplejelovens § 750, hvorefter politiet kan foretage afhøringer, men ikke kan

pålægge nogen at afgive forklaring, og § 751 som pålægger politiet at tilføre

afgivne forklaringer til rapport). Efter afslutningen af politiets undersøgelse i

medfør af § 18 b, stk. 1, forelægges spørgsmålet om udlevering for Justitsminis-

teriet til afgørelse, jf. lovens § 18, stk. 4.

Det følger endvidere af Justitsministeriets vejledning af 19. december 2003 til

politiet og anklagemyndigheden om behandlingen af anmodninger om udlever-

ing af lovovertrædere på grundlag af en europæisk arrestordre, at det klare

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udgangspunkt ved behandling af sager om udlevering på grundlag af europæiske

arrestordre vil være, at politiet – i det omfang det er muligt – foretager afhøring

af den, der ønskes udleveret. Endvidere fremgår det af vejledningen, at den, der

ønskes udleveret – efter rammeafgørelsens artikel 14 – har ret til at blive afhørt,

hvis den pågældende ikke giver sit samtykke til udlevering, og at politiet i

overensstemmelse hermed i forbindelse med den ovenfor nævnte undersøgelse

bør underrette den pågældende person om denne mulighed, og i det omfang den

pågældende ønsker det, foranstalte, at der sker en afhøring af den pågældende.

Afhøringsmaterialet skal sendes til Justitsministeriet sammen med politiets

indstilling vedrørende udleveringsspørgsmålet.

Justitsministeriets vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt der kan ske udlevering,

sker således på grundlag af en af politiet foretaget undersøgelse, hvori vil indgå

en afhøring af den, der ønskes udleveret, forudsat at denne – i overensstemmelse

med den ovenfor nævnte bestemmelse i retsplejelovens § 750 – frivilligt har

ønsket at lade sig afhøre. Endvidere vil den pågældende eller dennes advokat

altid over for Justitsministeriet kunne fremsætte eventuelle bemærkninger

vedrørende spørgsmålet om udlevering.

Danmark finder på den angivne baggrund at have gennemført rammeafgørelsens

artikel 14 fuldt ud.

Artikel 16 – Konkurrerende anmodninger

Vedrørende Danmarks gennemførelse af rammeafgørelsens artikel 16 (om af-

gørelse i tilfælde af konkurrerende anmodninger) anfører Kommissionen, at

Danmark ikke specifikt har gennemført denne bestemmelse i lovgivningen.

Danmark har til dette oplyst, at Justitsministeriet som kompetent myndighed i

tilfælde af konkurrerende anmodninger om udlevering vil træffe sin afgørelse

om, hvilken udleveringsanmodning der kan imødekommes, ud fra de hensyn der

er anført i rammeafgørelsens artikel 16. Hertil bemærker Kommissionen, at dette

ikke er bindende.

Fra dansk side er man uforstående over for Kommissionens bemærkning. Bag-

grunden for den danske opfattelse er følgende:

Som anført ovenfor under artikel 4 (fiskale lovovertrædelser) er der ikke krav om, at

rammeafgørelser skal gennemføres i medlemsstaternes nationale lovgivning ved

udtrykkelige lovbestemmelser. Det afgørende er, at den enkelte medlemsstat lever

op til de mål, der følger af rammeafgørelsen. Hvorvidt dette kræver anvendelse af

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udtrykkelige lovbestemmelser, må bero på den enkelte medlemsstats retssystem og

lovgivningsmæssige tradition.

Efter dansk lovgivningstradition er der ikke behov for, at en mellemstatslig forplig-

telse med det indhold, der følger af artikel 16 i Rådets rammeafgørelse, fremgår af

en udtrykkelig lovbestemmelse. Danmark er allerede som følge af Danmarks med-

virken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen forpligtet over for de andre med-

lemsstater i EU til at inddrage de hensyn, som angives i rammeafgørelsens artikel 16

ved en afgørelse, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger om udlevering.

Denne forpligtelse skal selvsagt iagttages, uanset om der er gennemført lovbestem-

melse herom i dansk ret eller ej.

Artikel 18 og 19 – Forholdsregler og afhøring af den eftersøgte i forbindelse med

afgørelsen

Kommissionen anfører i rapporten, at Danmark ikke har gennemført disse

bestemmelser ved lovgivning, og at det ikke er tilstrækkeligt, at Danmark har

oplyst, at bestemmelserne vil finde anvendelse i praksis. Kommissionen konsta-

terer i den forbindelse igen, at korrekt gennemførelse kræver bindende bestem-

melser.

Danmark er ikke enig i Kommissionens konklusion vedrørende dansk gen-

nemførelse af artikel 18 og 19.

Fra dansk side skal for det første henvises til det ovenfor anførte under artikel 4

(fiskale lovovertrædelser) om, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at gen-

nemføre rammeafgørelser ved udtrykkelige lovbestemmelser, men at det af-

gørende er, at den enkelte medlemsstat lever op til de mål, der følger af en ram-

meafgørelse, og at det derfor beror på den enkelte medlemsstats nationale

retssystem, om der er behov for egentlig lovgivning.

Det skal endvidere anføres, at det følger af § 21 a, stk. 1, i den danske udlever-

ingslov, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidig er

udleveret til Danmark med henblik på retsforfølgning i Danmark, skal

tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den pågældende er udleveret, når

retsforfølgningen er afsluttet. Der er således indsat en klar lovbestemmelse i

udleveringsloven, som sikrer, at Danmark kan leve op til den forpligtelse, som

følger af rammeafgørelsens artikel 18, stk. 3. For så vidt angår de øvrige dele af

artikel 18 er der efter dansk ret ikke behov for yderligere lovbestemmelser for, at

Danmark kan anvende disse. Midlertidig overførsel af den eftersøgte

fra

Dan-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

mark, jf. artikel 18, stk. 1, litra b), vil således kunne ske efter de regler om

udlevering til medlemsstater i EU, som følger af den danske udleveringslovs

kapitel 2 a og 3 a.

For så vidt angår afhøring af den eftersøgte efter artikel 18, stk. 1, litra a), jf.

artikel 19, kan det oplyses, at det allerede følger af dansk retspraksis, at der efter

en analogi af retsplejelovens bestemmelser om strafferetsplejen kan ske afhøring

i denne situation. Afhøring vil blive foretaget af en dansk polititjenestemand og

vil ske under iagttagelse af de garantier, som følger af retsplejeloven, herunder at

den eftersøgte har krav på at blive bistået af en forsvarer, og at den eftersøgte

ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 750.

Danmark må på denne baggrund klart afvise Kommissionens kritik af den dans-

ke implementering af rammeafgørelsens artikel 18 og 19.

Artikel 20 – Privilegier og immuniteter

Kommissionen anfører, at Danmark ikke specifikt har gennemført hele artikel

20, og at det særligt er nødvendigt med gennemførelseslovgivning for at sikre, at

tidsfristerne bliver overholdt.

Danmark er ikke enig i Kommissionens kritik på dette punkt. Baggrunden herfor

er følgende:

Det fremgår bl.a. af rammeafgørelsens artikel 20, stk. 1, at i de tilfælde, hvor den

eftersøgte person nyder et privilegium eller en immunitet med hensyn til

fuldbyrdelse eller retsforfølgning i den fuldbyrdende medlemsstat, løber de i

artikel 17 nævnte frister først fra det tidspunkt, hvor privilegiet eller immun-

iteten måtte være ophævet, og den judicielle myndighed i den fuldbyrdende

medlemsstat er blevet underrettet herom. Det fremgår videre af artikel 17, stk. 2,

at påhviler ophævelsen af privilegiet mv. en myndighed i den fuldbyrdende

medlemsstat, anmoder den fuldbyrdende judicielle myndighed straks derom.

Efter dansk ret kræver anvendelse af artikel 17, stk. 2, ikke nationale

lovbestemmelser eller fastsættelse af andre udtrykkelige bestemmelser. Den

fuldbyrdende judicielle myndighed i Danmark, det vil sige Justitsministeriet, vil

allerede som følge af Danmarks medvirken til vedtagelse af rammeafgørelsen

være forpligtet til straks – hvor det er relevant – at fremsætte en sådan anmod-

ning som omhandlet i artikel 17, stk. 2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

For så vidt angår spørgsmålet om iagttagelse af de tidsfrister, som følger af

rammeafgørelsen, henvises til § 18 d i den danske udleveringslov, hvorefter

Justitsministeriets afgørelse om, hvorvidt der kan ske udlevering på grundlag af

en europæiske arrestordre skal træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage

efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt

samtykke til udleveringen. Det følger videre, at indbringes Justitsministeriets

afgørelse om udlevering for retten, skal rettens endelige afgørelse så vidt muligt

afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den pågældende i Danmark. Denne

bestemmelse vil også gælde for Justitsministeriets og domstolenes behandling af

europæiske arrestordre i tilfælde, hvor den, der ønskes udleveret, er omfattet af

privilegier eller immunitet i Danmark.

Artikel 21 – Konkurrerende internationale forpligtelser

Danmark har ikke en specifik bestemmelse i lovgivningen til gennemførelse af

denne bestemmelse. Kommissionen har i den forbindelse henvist til Kommis-

sionens indledende bemærkninger i rapporten om, at gennemførelse af ram-

meafgørelser i medlemsstaternes nationale lovgivning efter Kommissionens op-

fattelse forudsætter anvendelse af bindende bestemmelser.

Danmark er ikke enig i Kommissionens opfattelse. Der kan i den forbindelse

henvises til Danmarks bemærkninger ovenfor under artikel 16 (konkurrerende

anmodninger).

Artikel 23 – Frist for overgivelse af den eftersøgte

Kommissionen anfører, at bestemmelsen om udsættelse af overgivelsen af den

eftersøgte på grund af tungtvejende humanitære hensyn ikke er fuldstændigt

gennemført af Danmark. Kommissionen henviser i den forbindelse til, at der

ikke for Danmarks vedkommende er en bestemmelse, som kræver, at den ud-

stedende myndighed skal informeres om udsættelsen, og at der skal aftales en ny

dato for overgivelsen.

Hertil skal man fra dansk side anføre, at det følger af udleveringslovens § 10 i, at

udlevering skal udsættes, hvis det må antages, at udlevering vil være uforeneligt

med humanitære hensyn. Udsættelse sker indtil de særlige forhold, der forhin-

drer udlevering, ikke længere er til stede. Det fremgår endvidere bl.a. af

lovforslagets bemærkninger til § 10 i, at bestemmelsen er en følge af artikel 23,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

stk. 4, i rammeafgørelsen, og at den anmodede medlemsstats myndighed straks

skal underrettes om udsættelsen, og at der i den forbindelse så vidt muligt skal

aftales en ny dato for udleveringen.

Der henvises i øvrigt til det ovenfor under artikel 4 (fiskale lovovertrædelser)

anført om medlemsstaternes gennemførelse af rammeafgørelser i national ret og

om den betydning, som lovbemærkninger har for de danske myndigheders ad-

ministration på grundlag af loven.

Danmark er på denne baggrund ikke enig i Kommissionens kritik vedrørende

artikel 23.

Artikel 27 – Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser

Kommissionen anfører i sin rapport, at Danmark ikke fuldt ud har gennemført

artikel 27, stk. 4, idet den danske lovgivning ikke nævner den frist på 30 dage

inden for hvilken, der skal være truffet en afgørelse om samtykke til eller afslag

på en anmodning om, at der kan ske retsforfølgning for andre inden udlevering

begåede lovovertrædelser end den, der dannede grundlag for afgørelsen om

udlevering.

Hertil bemærkes fra dansk side, at det følger af udleveringslovens § 20, at der

kan træffes afgørelse om, at en person, der er udleveret efter udleveringsloven,

kan underkastets retsforfølgning for en anden strafbar handling end den, han er

udleveret for. Danmark vil selvsagt som følge den forpligtelse over for de andre

EU-medlemsstater, som følger af bestemmelsen artikel 27, stk. 4, skulle træffe

denne afgørelse inden for 30 dage efter modtagelsen af anmodningen.

Artikel 28 – Overgivelse eller senere udlevering

Efter Kommissionens opfattelse har Danmark ikke gennemført artikel 28

fuldstændigt. Kommissionen henviser herved til, at der ikke er en reference til

artikel 27, stk. 3, litra e), som nævnt i artikel 28, stk. 2, litra c).

Danmark må også på dette punkt afvise Kommissionens kritik.

Det følger bl.a. af rammeafgørelsens artikel 28, stk. 2, litra c), at en person, der

er overgivet til den udstedende medlemsstat i henhold til en europæisk arrestor-

dre, under alle omstændigheder uden den fuldbyrdende medlemsstats samtykke

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kan overgives til en anden medlemsstat end den fuldbyrdende medlemsstat i

henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse, der er

begået inden overgivelsen, hvis den eftersøgte ikke er omfattet af special-

itetsreglen i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, litra e).

Artikel 27, stk. 3, litra e), indebærer, at specialitetsreglen ikke finder anvendelse,

hvis den, der er udleveret, har givet sit samtykke til udleveringen, eventuelt sam-

tidig med at han giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen i henhold til

artikel 13 (hvorefter samtykke og i givet fald afkald på anvendelse af special-

itetsreglen afgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstem-

melse med den fuldbyrdende medlemsstats nationale lovgivning).

Hertil skal det anføres, at det følger af den danske udleveringslovs § 10 j, stk. 3,

at den udleverede uden justitsministerens tilladelse kan videreudleveres til en

tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlever-

ing til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at

blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for an-

dre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering

for, jf. § 18 c, 2. pkt. (om at den pågældende i et retsmøde kan meddele

samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje

medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen den, der sker

udlevering for.)

Efter danske opfattelse indebærer denne bestemmelse en korrekt og fuldstændig

gennemførelse i dansk ret af artikel 28, stk. 2, litra c), jf. artikel 27, stk. 3, litra

e), sammenholdt med artikel 13.

Artikel 29 – Overgivelse af genstande

Kommissionen anfører i sin rapport, at Danmark kun delvist har gennemført

rammeafgørelsens artikel 29, stk. 2 (om udlevering af genstande påkrævet som

bevismateriale eller som den eftersøgte har erhvervet som resultat af lovover-

trædelsen, selv om den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes på grund af

den eftersøgtes død eller undvigelse), og at Danmark ikke har gennemført ram-

meafgørelsens artikel 29, stk. 3 (om midlertidig tilbageholdelse eller betinget

udlevering af genstande påkrævet som bevismateriale eller som den eftersøgte

har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen, idet der er en verserende straffor-

følgning i fuldbyrdelsesstaten).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Danmark er ikke enig i Kommissionens kritik, idet det følger af den danske

udleveringslovs § 18 f, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring un-

der sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder, skal overgives

til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne myndighed

anmoder herom, og genstanden skal tjene som bevis eller hidrører fra lovover-

trædelsen. I bemærkningerne til bestemmelsen anføres det endvidere bl.a., at

bestemmelsen er en konsekvens af rammeafgørelsens artikel 29, og at udlevering

af genstande forudsætter, at der er truffet beslutning om udlevering af den

pågældende person. Genstandene skal derimod udleveres uanset, at en udlever-

ingsbeslutning ikke kan fuldbyrdes, fordi den pågældende efterfølgende er af-

gået ved døden eller er flygtet. Det anføres samtidig, at en genstand, som skal

overgives til en anden medlemsstat i medfør af bestemmelsen i § 18 f, midler-

tidigt kan tilbageholdes eller overgives på betingelse af, at genstanden senere

tilbageleveres.

Om betydningen af bemærkninger til lovforslag henvises til det ovenfor under arti-

kel 4 (fiskale lovovertrædelser) anført.

Samlet skal man fra dansk side på den anførte baggrund fastholde, at der ikke er

grundlag for den kritik af den danske gennemførelse af rammeafgørelsen om den

europæiske arrestordre og

procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som Kommissionen er

fremkommet med i sin rapport.

Med venlig hilsen

Kristian Korfits Nielsen