EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Europaudvalget 2004-05 (2. samling), Det Udenrigspolitiske Nævn 2004-05 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 76, UPN Alm.del Bilag 20
Offentligt

merne af Folketingets Europaudvalg

stedfortrædere

Journalnummer

400.C.2-0

Kontor

EUK

29. marts 2005

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets redegørelse af 29.

marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten mv.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

UDENRIGSMINISTERIET

RED EGØRELSE FOR KON SEKVEN SERN E FOR FÆRØERN E OG GRØN LAN D

AF FORFATN IN GSTRAKTATEN M.V.

D en 29. marts 2005

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Indholdsfortegnelse

1. Om redegørelsen

2. Sammendrag og konklusioner

3. Færøernes status i forhold til EU

4. Grønlands status i forhold til EU

5. Visse overordnede aspekter af forfatningstraktaten

6. EU-lovgivning

6.1.

Det nuværende samarbejde

6.2.

Forfatningstraktaten

7. Unionens eksterne relationer

7.1.

Det nuværende samarbejde

7.2.

Forfatningstraktaten

8. Unionens finansiering

9. Konsekvenser ved ophævelse af et eller flere af de danske forbehold

9.1.

Det retlige forbehold

9.2.

Forsvarsforbeholdet

9.3.

Euro-Forbeholdet

9.4.

Unionsborgerskabsforbeholdet

Bilag 1: Eksempler, der illustrerer og supplere fremstillingen

i redegørelsens punkt 6,7 og 9.

Bilag 2: Ordforklaring

side 1

side 2

side 4

side 5

side 7

side 9

side11

side 12

side 15

side 17

side 18

side 19

side 20

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

UDENRIGSMINISTERIET

Den 29. marts 2005

Redegørelse for konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstrakta-

ten m.v.

1. Om redegørelsen

Redegørelsen omhandler retlige konsekvenser for Færøerne og Grønland, hvis der etableres et nyt rets-

grundlag for EU-samarbejdet. Dette nye retsgrundlag er først og fremmest ”Traktat om en forfatning

for Europa”(forfatningstraktaten).Virkningerne for Færøerne og Grønland af en ophævelse af de fire

danske EU-forbehold behandles også i redegørelsen. For at give et klarere billede af retsstillingen inde-

holder redegørelsen beskrivelse af Færøernes og Grønlands retlige stilling såvel under det gældende

som under de nye retsgrundlag.

Færøerne valgte at stå uden for Danmarks EF-medlemskab i 1973 og Grønland valgte med

virkning fra 1985 at træde ud af EF-samarbejdet, men samtidig at opnå status som oversøisk

land og territorium (OLT). Disse valg har løbende konsekvenser, efterhånden som den europæ-

iske integration intensiveres. Det tilkommer i første række Færøerne og Grønland selv at vurde-

re fordele og ulemper ved deres nuværende relationer til EU.

I overensstemmelse hermed redegøres ikke for andre konsekvenser end de retlige, eller for

eventuelle videregående virkninger af politisk eller økonomisk art – herunder i forhold til rigs-

fællesskabet.

Redegørelsen er udarbejdet af Udenrigsministeriet i samarbejde med repræsentanter for det færøske

landsstyre og det grønlandske landsstyre og med inddragelse af en række ministerier.

Sammendrag og konklusioner er indeholdt i afsnit 2.

I afsnit 3 og 4 gennemgås henholdsvis Færøernes og Grønlands status i forhold til EU efter de gæl-

dende traktater og efter forfatningstraktaten.

I afsnit 5 gennemgås en række overordnede aspekter af forfatningstraktaten på grundlag af Justitsmini-

steriets redegørelse af 22. november 2004 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med

Danmarks ratifikation af traktat om en forfatning for Europa og Udenrigsministeriets redegørelse af

samme dato, som indeholder en faktuel gennemgang af forfatningstraktaten.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

I afsnit 6 gennemgås betydningen af EU´s interne retsakter (lovgivning) i forhold til Færøerne og

Grønland. Redegørelsen søger dermed at belyse på det praktiske plan, hvilke retlige konsekvenser Fæ-

røernes og Grønlands stilling uden for EU har såvel i forhold til det nuværende traktatgrundlag som i

forhold til forfatningstraktaten.

I afsnit 7 gennemgås på samme måde, hvorledes EU´s eksterne relationer virker i forhold til Færøerne

og Grønland.

Afsnit 8 omtaler Unionens finansiering.

I afsnit 9 vurderes, om en eventuel ophævelse af de fire danske EU-forbehold vil have retlige virkninger

for Færøerne og Grønland.

I bilag 1 til redegørelsen gives en række konkrete eksempler, der illustrerer og supplerer, hvad der er

anført i redegørelsens afsnit 6, 7 og 9.

Bilag 2 indeholder en ordliste med forklaringer af en række tekniske udtryk vedrørende EU-

samarbejdet. Alle ord, der er forklaret i ordlisten, er i teksten forsynet med en * , f. eks. ”G 8-landene*”.

2. Sammendrag og konklusioner



EU-traktaterne gælder ikke for Færøerne og Grønland (bortset fra de særlige regler om oversøi-

ske lande og territoriers associering med EU for Grønlands vedkommende). Forfatningstraktaten

indebærer ingen ændring i Færøernes og Grønlands stilling i forhold til EU. (Redegørelsens afsnit 3

og 4).

Forfatningstraktaten er retlig set en traktat, hvis indgåelse og ændring kræver enighed og følger

reglerne for folkeretlige traktater. Forfatningstraktaten ændrer ikke – og træder ikke i stedet for –

grundloven. Forfatningstraktaten indebærer kun mindre ændringer i det almindelige hidtidige EF-

samarbejde. Hertil kommer, at samarbejdet om strafferetlige emner og politisamarbejde overgår til

de overstatslige samarbejdsmetoder. Dette samarbejde vil ikke omfatte Danmark på grund af det

retlige forbehold. Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde styrkes, men forbliver grundlæg-

gende mellemstatsligt. For Danmarks vedkommende indebærer traktaten samlet set overladelse af

nye beføjelser til EU på en række sagsområder. (Redegørelsens afsnit 5 og 6).

EU’s lovgivning i medfør af de nu gældende traktater, og den EU-lovgivning , som fremover vil

kunne vedtages efter forfatningstraktaten, gælder ikke for Færøerne og Grønland. Forfatningstrak-

taten indebærer ingen ændringer vedrørende anvendelsen af europæisk lovgivning i forhold til Fæ-

røerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 6).

EF’s* nuværende eksterne relationer omfatter Danmark, men ikke Færøerne og Grønland. Det-

te betyder, at Færøernes og Grønlands særlige interesser i forhold til tredjelande og internationale

organisationer i et vist omfang varetages separat. Forfatningstraktaten ændrer ikke herpå, selvom

betegnelsen EF afskaffes med forfatningstraktaten. (Redegørelsens afsnit 7).



Forfatningstraktaten effektiviserer det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Der overla-

des ikke beføjelser fra rigets myndigheder til EU i medfør af grundlovens § 20 på dette om-

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

råde, der forbliver grundlæggende mellemstatsligt. Vedtagelser inden for det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske samarbejde og aftaler med 3. lande og internationale organisationer her-

om gælder ikke for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 7).

På længere sigt kan forfatningstraktatens bestemmelse om, at den samlede Union udgør én

juridisk person med mulighed for at indgå folkeretlige aftaler med 3. lande og internationale

organisationer, der dækker alle Unionens sagsområder, betyde øget mulighed for, at Dan-

mark for så vidt angår Færøerne og Grønland kan opnå medlemskab af visse internationale

organisationer. (Redegørelsens afsnit 7).



EU’s finansiering berører ikke Færøerne og Grønland hverken før eller efter forfatningstrakta-

tens ikrafttræden. (Redegørelsens afsnit 8).

En eventuel ophævelse af de fire danske forbehold vil ikke indebære, at forfatningstraktaten

eller EU-vedtagelser bliver anvendelige i forhold til Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit

9).

En ophævelse eller omdannelse af det retlige forbehold betyder, at Danmark overlader be-

føjelser til EU – især vedrørende lovgivning – på områder, som p.t. er rigsanliggender. Skul-

le der efter en dansk ophævelse af det retlige forbehold undtagelsesvist blive tale om, at en

dansk lov i sin helhed ophæves som følge at beslutninger truffet i EU, kan der være behov

for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes heraf. Dette kan ske

enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for henholdsvis Fæ-

røerne og Grønland eller – hvis det er muligt – overtagelse af sagsområdet. (Redegørelsens

afsnit 9).



Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik angår ikke territorialforsvaret. Den omfatter de såkaldte

Petersbergopgaver, som kort fortalt angår krisestyring uden for EU, der kan spænde fra civile ind-

satser i form af bl.a. politi og støtte til retsvæsenet, til anvendelsen af militære midler til enten sik-

ring af freden eller til etablering af fredelige forhold. Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark

ikke deltager i den del af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som har indvirkning på forsvars-

området.

En ophævelse af forsvarsforbeholdet vil bevirke, at Danmark kan deltage med fulde

rettigheder og forpligtelser i det militære samarbejde inden for den fælles forsvars- og sik-

kerhedspolitik. I tilfælde af en konkret EU-operation vil danske myndigheder skulle træffe

beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang danske styrker skal stilles til rådighed for den

pågældende krisestyringsoperation. En dansk beslutning herom skal ske under overholdelse

af grundlovens regler herom (dvs. beslutningsforslag i Folketinget og/eller rådføring med

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Danmarks deltagelse i en militær EU-aktion vil ikke

indebære EU-retlige forpligtelser for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 9).



En ophævelse af euro-forbeholdet vil indebære, at Danmark overgår til euro´en. Dette in-

debærer ikke, at Færøerne og Grønland skal tilslutte sig euro’en, men det forventes, at der

kan indgås en aftale om anvendelse af euro´en, hvis dette ønskes. (Redegørelsens afsnit 9).

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten



Da Unionens traktatgrundlag vedrørende unionsborgerskabsforbeholdet siden Amsterdam-

traktaten har svaret til det danske forbehold, rejser en ophævelse ikke særlige spørgsmål for Dan-

mark. Da Danmarks stilling ikke ændres ved en ophævelse af Unionsborgerskabsforbeholdet vil

dette ikke rejse særlige spørgsmål for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 9).

3. Færøernes status i forhold til EU

Færøernes nuværende status

Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev ved Danmarks tiltrædelse af EF pr.

1.1.1973 ændret bl.a. ved indføjelse af en ny bestemmelse i artikel 227, stk. 5, der var sålydende:

”Uanset de foregående stykker gælder følgende:

a) Denne traktat finder ikke anvendelse for Færøerne. Regeringen for Kongeriget Danmark kan

dog ved en erklæring, der senest 31. december 1975 skal deponeres hos Den italienske Repu-

bliks regering, som fremsender en bekræftet afskrift til hver af de øvrige medlemsstaters rege-

ringer, meddele, at denne traktat finder anvendelse for disse øer. I så fald finder Traktaten an-

vendelse for disse øer fra den første dag i den anden måned efter overgivelsen af denne erklæ-

ring.”

En tilsvarende bestemmelse blev indsat i Euratom-traktaten.

Protokol nr. 2 til tiltrædelsestraktaten indeholdt visse bestemmelser om Færøerne. Navnlig indeholdt

protokollens artikel 4 en bestemmelse om, at danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne først

ville blive betragtet som statsborgere i en medlemsstat fra den dato, hvor traktaterne finder anvendelse

for Færøerne. Protokollen indeholdt endvidere en bestemmelse om, at den danske regering inden 3 år

efter Danmarks optagelse i EF på grundlag af det færøske hjemmestyres beslutning kunne meddele

Rådet, at den ikke var i stand til at afgive en erklæring om Traktaternes anvendelse for Færøerne.

I 1974 meddelte den danske regering i overensstemmelse med en vedtagelse i det færøske lagting af 25.

januar 1974, at den ikke var i stand til at afgive en erklæring om traktaternes anvendelse for Færøerne.

Herefter var Færøernes status som tredjeland uden for EF endelig fastlagt.

Ved Maastricht-traktaten af 7.2.1992 blev artikel 227 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab og

artikel 198 i Euratom-traktaten om adgangen til at træffe beslutning om traktatens anvendelse for Fæ-

røerne inden for 3 år rettet i overensstemmelse med den erklæring, regeringen afgav i 1974. De to be-

stemmelser fik følgende ordlyd:

”a) Denne Traktat finder ikke anvendelse på Færøerne”

For så vid t angår EURATOM ind ebar ænd ringen -- helt u tilsigtet -- at d en gæld end e tekst i litra a) om , at

Eu ratom -traktaten ikke fand t anvend else for Grønland blev op hævet, hvilket ku nne bevirke, at Eu ratom -

traktaten iflg. ord lyd en frem over sku lle find e anvend else for Grønland . Da d ette ald rig havd e været hensi g-

ten, iværksatte Ud enrigsm inisteriet en form el p roced u re i henhold til reglerne i Wiener -konventionen om

traktater, m ed henblik p å at få d enne klare tekniske fejl rettet. Dette skete ved and en berigtigelsesp rotokol til

traktaten om Den eu rop æiske Union u nd ertegnet i Maastricht d en 7. febru ar 1992. Teknisk set består rette l-

sen i, at d et ikke er hele litra a), d er erstattes m ed bestem m elsen om Færøerne, m en ku n første d el af litra a).

Dette ind ebærer, at and en d el af litra a) om , at traktaten ikke find er anvend else for Grønland , forbliver i

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Amsterdam-traktaten af 2.10.1997 og Nice-traktaten af 26.2. 2001 indeholdt ingen ændringer vedrøren-

de Traktaternes anvendelse for Færøerne. Som følge af omnummereringen af traktatbestemmelserne i

Amsterdam-traktaten blev artikel 227 dog ændret til artikel 299.

Forfatningstraktaten

Det fremgår af forfatningstraktatens fjerde del om almindelige og afsluttende bestemmelser, artikel IV-

440, stk. 6, litra a), at ”Denne traktat finder ikke anvendelse på Færøerne.” Der er således tale om gan-

ske den samme bestemmelse som i de nugældende traktater.

Tiltrædelsestraktaten om bl.a. Danmarks optagelse i EF pr. 1.1.1973 ophæves ved forfatnings-

traktatens artikel IV-437, stk. 2, litra a). Hermed ophæves også protokol nr. 2 om Færøerne,

der var knyttet til tiltrædelsestraktaten. Protokollens artikel 4, som er den eneste endnu relevan-

te bestemmelse, er nu indeholdt i artikel 7 i protokol nr. 8 til forfatningstraktaten. Denne pro-

tokol indeholder alle stadigt gældende regler, der følger af EU’s gamle udvidelsestraktater. Arti-

kel 7 i protokollen fastslår således fortsat, at danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne

først vil blive betragtet som statsborgere i en medlemsstat fra den dato, hvor traktaterne finder

anvendelse for Færøerne.

Protokol nr. 36 til forfatningstraktaten om ændring i Euratom-traktaten indebærer, at artikel

195, stk. 4, litra a) i Euratom-traktaten får følgende ordlyd: ”Denne traktat finder ikke anven-

delse på Færøerne og Grønland”.

Da forfatningstraktaten ikke gælder for Færøerne, og ikke indeholder ændrede bestemmelser

vedrørende Færøerne, ændrer forfatningstraktaten ikke Færøernes stilling i forhold til EU.

4. Grønlands status i forhold til EU

Grønlands nuværende status

Ved Danmarks indtræden i EF i 1973 blev EØF-traktaten og Euratom-traktaten også gældende for

Grønland. Protokol nr. 4 til tiltrædelsestraktaten, indeholdt visse særbestemmelser for Grønland.

Ved traktat af 13. marts 1984, der trådte i kraft den 1. februar 1985, trådte Grønland ud af De Europæi-

ske Fællesskaber og opnåede OLT-status* under EØF-traktaten.

For EØF-traktatens vedkommende ændredes bestemmelsen i artikel 131, stk. 1 og det tilknyttede bilag

1 til traktaten. Ændringen indebar, at Grønland blev optaget på listen over associerede lande og territo-

rier, og at Danmark blev nævnt blandt de medlemsstater, hvis ikke-europæiske dele havde OLT-status.

Samtidig indføjedes en ny artikel 136a i EØF-traktaten med følgende ordlyd:

kraft. Det italienske u d enrigsm inisteriu m m ed d elte i note af 6. oktober 1996, at d en form elle god kend else af

berigtigelsesp rotokollen nu var afslu ttet, u d en at nogen stater havd e haft ind vend ing m od fejlrettelsen.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

”Bestemmelserne i artikel 131-136 finder anvendelse på Grønland, med mindre andet følger af de

særlige bestemmelser for Grønland, der er fastsat i den protokol om den særlige ordning for

Grønland, der er knyttet som bilag til denne traktat.

2. Den til denne traktat knyttede protokol om den særlige ordning for Grønland knyttes som bi-

lag til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Protokol nr. 4 om

Grønland, der er knyttet som bilag til tiltrædelsestraktaten af 22. januar 1972, ophæves.”

Den nye protokol om den særlige ordning for Grønland fastslog, at grønlandske fisk og fiskerivarers

toldfrihed m.v. på EU’s marked er afhængig af, at EU i medfør af en aftale med den kompetente myn-

dighed for Grønland får tilfredsstillende adgangsmuligheder til de grønlandske fiskerizoner. Protokollen

indeholdt endvidere en bestemmelse, der muliggjorde vedtagelse af særlige bestemmelser til bevarelse af

velerhvervede rettigheder.

I Euratom-traktaten indsattes en ny bestemmelse med følgende ordlyd:

”Denne Traktat finder ikke anvendelse for Grønland.”

Maastricht-traktaten af 2.10.1992, Amsterdam-traktaten af 2.10.1997 og Nice-traktaten af 26.2. 2001

indeholdt ingen ændringer vedrørende traktaternes anvendelse for Grønland (bortset fra, at artikel 136a

stk. 2 af teknisk/juridiske grunde ophævedes ved Maastricht-traktaten). Som følge af Amsterdam-

traktatens omnummerering af traktatbestemmelserne blev artikel 136a endvidere omnummereret til

artikel 188.

Forfatningstraktaten

Reglerne i forfatningstraktatens artikel III-286 til III-291 om associering af de oversøiske lande og terri-

torier svarer ganske til de nugældende regler. Den særlige bestemmelse om Grønland, som nu er inde-

holdt i artikel 188, er indføjet i artikel III-286, stk. 1 i forfatningstraktaten.

Bestemmelsen i forfatningstraktatens fjerde del om almindelige og afsluttende bestemmelser, artikel IV-

440, stk. 3 om forfatningstraktatens territoriale anvendelse, er også uændret for så vidt angår OLT. Be-

stemmelsen indebærer således fortsat, at de oversøiske lande og territorier, der er opregnet i listen i

bilag II (herunder Grønland), kun er omfattet af den særlige associeringsordning, som nærmere er fast-

lagt i del III, afsnit IV.

Forfatningstraktatens artikel IV-440, stk. 7 indebærer en forenklet procedure for det tilfælde, at et

OLT-område ønsker at skifte status. Bestemmelsen indebærer, at Det Europæiske Råd på initiativ af

den pågældende medlemsstat, med enstemmighed kan vedtage en europæisk afgørelse om ændring af

status i forhold til Unionen for de danske, franske, eller nederlandske lande eller territorier, der er asso-

cieret med Unionen.

Denne bestemmelse blev indsat efter ønske fra Nederlandene. Den indebærer, at en formel traktatæn-

dring med efterfølgende ratifikation i alle 25 medlemslande ikke vil være påkrævet for en beslutning om

en sådan statusændring. Grønlands landsstyre tiltrådte, at bestemmelsen også kan anvendes for Grøn-

land. En ændring af Grønlands status vil forudsætte en anmodning herom fra Grønlands landsstyre.

Protokollen om den særlige ordning for Grønland er opretholdt som protokol nr. 30 til forfatningstrak-

taten. Protokollens bestemmelse om muligheden for at vedtage overgangsbestemmelser til bevarelse af

Se fod note 1.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

velerhvervede rettigheder i forbindelse med Grønlands udtræden af EU er dog ikke medtaget, da den

kun angik overgangsforanstaltninger i forbindelse med Grønlands udtræden i 1985.

Protokol nr. 36 til forfatningstraktaten om ændring i Euratom-traktaten indebærer, at artikel

195, stk. 4, litra a) i Euratom-traktaten får følgende ordlyd: ”Denne traktat finder ikke anven-

delse på Færøerne og Grønland”.

Forfatningstraktaten indebærer således ingen ændringer i Grønlands stilling i forhold til EU.

5. Visse overordnede aspekter af forfatningstraktaten

I dette afsnit omtales enkelte særlige træk ved forfatningstraktaten. Omtalen sker med udgangspunkt i

Justitsministeriets og Udenrigsministeriets ovenomtalte redegørelser af 22. november 2004 om forfat-

ningstraktaten.

Forfatningstraktaten træder i stedet for alle de nugældende traktater. Kun Euratom-traktaten bevares

ved siden af forfatningstraktaten. Forfatningstraktaten afklarer EU´s mål og opbygning i ét grunddo-

kument og afslutter den udviklingsproces, der har givet fire nye traktater på 12 år. Den kan danne

grundlaget for det udvidede EU’s arbejde i mange år fremover. Det kan særligt fremhæves, at forfat-

ningstraktaten udvikler samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og det retlige samar-

bejde om at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere. Samtidig gen-

nemføres der en række styrkelser af EU’s institutioner og beslutningsprocedurer.

Ordet forfatning

Udtrykket forfatning anvendes undertiden som en højtidelig betegnelse for et sæt grundregler, der gæl-

der for en organisation. I den forstand er forfatningstraktaten også en forfatning. Forfatningstraktatens

del I rummer netop alle de grundlæggende regler for EU’s virke. Hertil kommer, at forfatningstrakta-

tens del II i lighed med mange nationale forfatninger indeholder et kapitel om borgernes grundrettighe-

der.

Det er ikke nyt at betegne traktatgrundlaget som en forfatning. EF-Domstolen har således ofte udtalt i

sin praksis, at selv om EF-traktaten er indgået i form af en international aftale, udgør den ikke desto

mindre det forfatningsmæssige grundlag for et retsfællesskab. På baggrund heraf har den udledt prin-

cipper og retsvirkninger, som ikke fremgår af EF-traktaten. Det drejer sig f.eks. om forrangsprincippet,

direkte virkning og medlemslandenes erstatningspligt for ikke-overholdelse af fællesskabsretten.

Retligt set er forfatningstraktaten imidlertid en traktat, der indgås efter de almindelige folkeretlige regler

om traktatindgåelse og ændres på samme måde. Det betyder, at forfatningstraktaten og eventuelle æn-

dringer altid skal ratificeres af alle medlemslande i overensstemmelse med hvert lands egne forfat-

ningsmæssige bestemmelser.

Der er således ikke tale om, at forfatningstraktaten træder i stedet for de nationale forfatninger, herun-

der Danmarks Riges Grundlov.

Traktatfæstelse af forrangsp rincip p et

Princippet om EU-rettens forrang blev fastslået af EF-Domstolen helt tilbage i 1964.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

I medfør af forrangsprincippet skal umiddelbart anvendelige EU-regler anvendes i enhver med-

lemsstat, selv om der findes nationale regler, der strider mod EU-reglerne. Det gælder også,

hvis modstriden måtte opstå mellem en EU-regel og en bestemmelse i en national forfatning.

Af forrangsprincippet følger således bl.a. en EU-retlig forpligtelse for de retsanvendende myn-

digheder til at anvende en umiddelbart anvendelig EU-regel, selv om reglen strider mod den

nationale forfatning.

Der antages ikke af EU-retten at følge et krav om, at EU-rettens forrang skal sikres gennem

bestemmelser i medlemsstaternes forfatninger.

Forfatningstraktaten indebærer i artikel I-6 en traktatfæstelse af princippet om EU-rettens for-

rang. Bestemmelsen i artikel I-6 har følgende ordlyd:

”Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjel-

ser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.”

Der er knyttet en erklæring til bestemmelsen i artikel I-6, hvor det fastslås, at artikel I-6 afspejler

EF-domstolens eksisterende retspraksis.

På den baggrund kan det ikke antages, at en gennemførelse af bestemmelsen i artikel I-6 vil

indebære ændringer i forrangsprincippets indhold eller rækkevidde. Bestemmelsen indebærer

således alene, at forrangsprincippet får et udtrykkeligt traktatmæssigt grundlag.

Herudover kan det nævnes, at danske myndigheder efter grundloven ville være forpligtet til at

lade grundloven gå forud for EU-regler, hvis den ekstraordinære situation skulle opstå, at der

blev gennemført en EU-retsakt, der var uforenelig med grundloven.

Grundlovens § 20 giver således - som anført i Højesterets afgørelse i Maastricht-sagen - ikke

adgang til at overlade EU’s institutioner beføjelser til at fravige bestemmelser i grundloven,

herunder grundlovens frihedsrettigheder, og der findes heller ikke andre regler i grundloven,

som giver mulighed for en sådan fravigelse af grundloven til fordel for traktatmæssige forplig-

telser.

På den ovenfor anførte baggrund rejser traktatfæstelsen i artikel I-6 af forrangsprincippet efter

Justitsministeriets opfattelse ikke spørgsmål i forhold til grundloven.

6. EU-lovgivning

6.1. Det nuværende samarbejde

Det almindelige fællesskabssamarbejde (søjle 1)*

Det almindelige fællesskabssamarbejde er af overstatslig karakter, d.v.s. at det bygger på, at

Danmark har overladt beføjelser til EU, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Hjemmelen hertil findes i grundlovens § 20 om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige

myndigheder.

Forordninger*

Når der vedtages en forordning i EU, vil denne gælde som lov i Danmark, men ikke gælde på

Færøerne og i Grønland.

Angår forordningen et særanliggende/hjemmestyreanliggende – f. eks en forordning om beva-

relse af fiskeriressourcerne – rejser dette ingen særlige spørgsmål. For særanliggen-

der/hjemmestyreanliggender gælder under alle omstændigheder normalt forskellige regelsæt i de

tre rigsdele.

Forordninger kan allerede under det nuværende samarbejde tænkes at angå et rigsanliggende –

f. eks. patenter og varemærker. Også i så tilfælde vil forordningen kun gælde i Danmark, og ikke

gælde på Færøerne og Grønland. Forordninger vedrørende rigsanliggender vil således indebære,

at der kan opstå forskel mellem den retlige regulering, der gælder i Danmark, og den, der gælder

for Færøerne og Grønland.

En forskellig retlig regulering af rigsanliggender inden for de tre rigsdele er imidlertid ofte fore-

kommende. Det følger bl.a. af, at rigslove vedrørende rigsanliggender normalt ikke sættes i kraft

for Færøerne og Grønland med mindre det pågældende hjemmestyre er indforstået hermed, og

der findes mange eksempler på, at der gælder forskellig lovgivning for de tre rigsdele også med

hensyn til emner, der er rigsanliggender. Det gælder f. eks. på straffelovsområdet.

Et særligt spørgsmål kan tænkes at opstå, hvis EU's regulering via forordninger undtagelsesvist

er så intensiv, at der ikke længere levnes plads til nationale love. Sådanne tilfælde er imidlertid

ganske sjældne, hvis de overhovedet findes inden for sagsområder, der er rigsanliggender. I gi-

vet fald kan der være behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvir-

kes heraf. Dette kan ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder

for henholdsvis Færøerne og Grønland eller – hvis det er muligt – overtagelse af sagsområdet.

Direktiver*

Direktiver skal i modsætning til forordninger gennemføres i den nationale retsorden ved lov eller be-

kendtgørelse.

Når en dansk lov vedtages til gennemførelse af et direktiv, gælder de almindelige regler i rigsfællesska-

bet om lovgivning. Det vil sige, at den danske gennemførelseslov som udgangspunkt ikke vil gælde for

Færøerne og Grønland. Angår direktivet et hjemmestyre-/særanliggende, udelukker dette selvsagt ikke,

at Færøerne og/eller Grønland af egen drift indfører lovgivning, der svarer til eller er inspireret af EU-

lovgivningen. Angår gennemførelsesloven et rigsanliggende – f.eks. selskabsretlige spørgsmål - vil loven

i overensstemmelse med de almindelige regler i rigsfællesskabet ikke blive sat i kraft for Færøerne og

Grønland, med mindre det pågældende landsstyre (efter forelæggelse for Lagtinget/Landstinget i hen-

hold til de færøske henholdsvis de grønlandske myndigheders egne regler) har erklæret sig indforstået

hermed.

I tilfælde, hvor det pågældende landsstyre går ind for, at en dansk lov til gennemførelse af et direktiv

sættes i kraft for den pågældende rigsdel, vil den situation kunne opstå, at den danske lov fortolkes i

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

overensstemmelse med EF-Domstolens fortolkning af det pågældende direktiv. I denne særlige situati-

on kan det således forekomme, at loven også med virkning for Færøerne eller Grønland vil blive for-

tolket i overensstemmelse med den fortolkning, som fastlægges af EF-Domstolen.

Denne indirekte virkning af en dom fra EU-domstolen følger imidlertid ikke af EU-retten. Det vil væ-

re en konsekvens af den pågældende rigsdels ønske om at have samme regelsæt som Danmark og det

øvrige EU. Skulle det i et sådant tilfælde ønskes at fastlægge en anden retsstilling for Færøerne eller

Grønland, end hvad der måtte følge af den pågældende fortolkning fra EF-Domstolen, vil der intet

EU-retligt være til hinder herfor.

Videregående samarbejdsordninger

I visse tilfælde kan de ordninger, som gennemføres i EU, have karakter af mere omfattende samar-

bejdsordninger, der rækker ud over den simple indførelse af fælles love eller tilnærmelse af medlemssta-

ternes lovgivning. Dette gælder f.eks. inden for det såkaldte Schengen-samarbejde, der med Amster-

dam-traktaten blev integreret i Den Europæiske Union. Dette er nærmere omtalt i bilag 1.

Det retlige samarbejde om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)*

Dette samarbejde foregår på mellemstatsligt grundlag. Det betyder, at samarbejdet ikke bygger

på, at danske myndigheder har overladt beføjelser om disse emner til EU, som efter grundloven

tilkommer danske myndigheder.

De vedtagelser, der træffes, har aldrig direkte virkning i medlemsstaternes retsorden. For at få

virkning i dansk ret, skal de gennemføres ved dansk lov eller bekendtgørelse på samme måde,

som hvad der er anført ovenfor vedrørende gennemførelse af direktiver ved dansk lovgivning.

Danske love til gennemførelse af EU-retsakter inden for søjle 3 sættes ikke i kraft for Færøerne

og Grønland, med mindre dette aftales med det pågældende landsstyre.

I en række tilfælde har samarbejdet indenfor EU om strafferet og politi form af klassisk interna-

tionalt samarbejde, hvor reglerne fastlægges ved hjælp af konventioner og protokoller. Når

Danmark ratificerer sådanne konventioner m.v. sikres, at disse ikke gælder for Færøerne og

Grønland. I visse tilfælde holdes mulighederne åbne for, at konventionernes anvendelse senere

kan udstrækkes til Færøerne og Grønland, hvis det pågældende landsstyre måtte ønske dette.

6.2. Forfatningstraktaten

Forfatningstraktaten indeholder en række begrænsede ændringer i det hidtidige fællesskabssamarbejde,

som indebærer overladelse af nye beføjelser fra Danmark. Det er disse ændringer, som indebærer, at

Danmarks tilslutning til forfatningstraktaten skal behandles efter reglerne i grundlovens § 20 om over-

ladelse af beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder. Ændringerne vedrører især beskyttelse af per-

sonoplysninger, Unionsborgeres ret til frit at opholde sig på medlemsstaternes område, diplomatisk

beskyttelse, administrative foranstaltninger om kapitalbevægelser og betalinger – herunder indefrysning

af midler, kompetence for EF-Domstolen i sager om fællesskabsretlige tvister om intellektuelle ejen-

domsrettigheder, rumpolitik, grænseoverskridende trusler mod sundheden m.v. Der henvises herom

nærmere til Justitsministeriets redegørelse af 22. november 2004, som er omtalt ovenfor. Disse beføjel-

sesoverladelser gælder ikke i forhold til Færøerne og Grønland.

For så vidt angår det strafferetlige og politimæssige samarbejde indebærer forfatningstraktaten, at denne

del af samarbejdet i det store og hele bliver omfattet af de almindelige overstatslige samarbejdsregler, og

med anvendelse af de retlige instrumenter, som omtales nedenfor. Som konsekvens heraf vil Danmark

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

ikke kunne deltage i dette samarbejde efter forfatningstraktatens vedtagelse, fordi det retlige forbehold

indebærer, at Danmark kun deltager i samarbejdet om retlige og indre anliggender på mellemstatsligt

grundlag. Da denne del af samarbejdet ikke kommer til at gælde for Danmark, opstår der selvsagt ingen

spørgsmål om virkninger for Færøerne og Grønland. Om virkningerne af en dansk ophævelse eller

omdannelse af det retlige forbehold henvises til punkt 9.1. nedenfor.

Efter forfatningstraktaten forenkles Unionens retlige instrumenter til ganske få, der i det store og hele

svarer til de allerede kendte.

En europæisk lov er en almengyldig lovgivningsmæssig retsakt. Europæiske love er bindende i alle en-

keltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. De kan skabe rettigheder og pligter for staterne og

umiddelbart pålægge individerne pligter og give dem rettigheder. Europæiske love er en ny betegnelse

for forordninger.

En europæisk rammelov er en lovgivningsmæssig retsakt, der er bindende for enhver medlemsstat, som

den er rettet til, med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at

bestemme form og midler for gennemførelsen. Europæiske rammelove er en ny betegnelse for direkti-

ver.

En europæisk forordning er en almengyldig ikke-lovgivningsmæssig retsakt til gennemførelse af lovgiv-

ningsmæssige retsakter og visse specifikke bestemmelser i forfatningstraktaten. Det må forventes, at

europæiske forordninger vil blive anvendt i stedet for de retsakter, som Europa-Kommissionen på

grundlag af beføjelser tildelt af Rådet hidtil har udstedt.

En europæisk forordning kan enten være bindende i alle enkeltheder og gælde umiddelbart i hver med-

lemsstat eller være bindende for enhver medlemsstat, som den er rettet til med hensyn til det tilsigtede

mål, men overlade det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

En europæisk afgørelse er en ikke-lovgivningsmæssig retsakt, der er bindende i alle enkeltheder. Når

afgørelsen angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse, herunder eventuelt personer

og virksomheder. Europæiske afgørelser er en ny betegnelse for de retsakter, der hidtil har haft beteg-

nelsen beslutninger og afgørelser.

Forenklingen af de retlige instrumenter, som EU benytter sig af efter forfatningstraktatens ikrafttræden,

vil ikke bevirke, at Færøerne og Grønland bliver anderledes stillet under forfatningstraktaten end under

det nuværende samarbejde.

Forfatningstraktatens ikrafttræden antages ikke – eller kun helt undtagelsesvist - at bevirke, at

der på de nye sagsområder, hvor beføjelser overlades til EU, bliver tale om at vedtage europæi-

ske love, der fører til ophævelse af danske love i deres helhed. I givet fald vil der være behov

for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes heraf. Dette kan ske en-

ten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for henholdsvis Færøerne

og Grønland eller – hvis det er muligt – overtagelse af sagsområdet.

7. Unionens eksterne relationer

7.1. Det nuværende samarbejde

Det eksterne samarbejde er efter de gældende traktater temmelig skarpt opdelt i to forskellige dele.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Det eksterne samarbejde i relation til traktaten om Det europæiske Fællesskab (søjle 1 samarbejdet)

angår i bred forstand de udenrigsøkonomiske relationer inden for det overnationale samarbejde i søjle

Heroverfor står det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som er af mellemstatslig karakter. Det

vil sige, at det ikke bygger på, at Danmark har overladt beføjelser på dette område, som efter grundlo-

ven tilkommer danske myndigheder. Dette gælder også for det forsvars- og sikkerhedspolitiske samar-

bejde, som er en del af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Danmarks forsvarsforbehold

angår ikke det almindelige udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som Danmark deltager fuldt ud

i. Det angår alene den del heraf, der udgøres af det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, og kun

den del heraf, der har indvirkning på forsvarsområdet.

I det følgende beskrives først hovedelementerne i det eksterne fællesskabssamarbejde (søjle 1), dernæst

hovedelementerne i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2)*. Til slut beskrives Færø-

erne og Grønlands stilling i forhold til begge samarbejdsområder.

7.1.1. Fællesskabssam arbejd et

Fællesskabets indgåelse af folkeretlige aftaler

Det europæiske Fællesskab (søjle 1-samarbejdet) har ifølge traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab status som juridisk person, der kan optræde internationalt på Fællesskabets vegne

Retsstillingen kan overordnet beskrives således, at Fællesskabet på alle områder, hvor det har lovgiven-

de (regelfastsættende) myndighed også har kompetence til at forhandle og indgå folkeretlige aftaler med

tredjelande og opnå medlemskab af internationale organisationer. Udgangspunktet er således, at både

de enkelte medlemsstater og Unionen har kompetence til at forhandle og indgå folkeretlige aftaler in-

den for de områder, hvor EU har kompetence.

På ganske få områder er medlemsstaterne imidlertid retligt set afskåret fra på egen hånd at forhandle og

indgå sådanne aftaler. Det gælder handelspolitikken og fiskeripolitikken. Hertil kommer imidlertid, at

hvor Fællesskabet har udnyttet sin interne lovgivningskompetence til at fastsætte fælles regler, kan kun

Fællesskabet indgå folkeretlige aftaler, der kan berøre disse regler. I disse tilfælde mister medlemsstater-

ne altså deres beføjelse til at forhandle og indgå internationale aftaler på egen hånd som en konsekvens

af vedtagelsen af forordninger eller direktiver, der regulerer EU's interne forhold.

Fællesskabets deltagelse i internationale organisationer

Fællesskabet deltager i kraft af sin eksterne kompetence i vidt omfang i arbejdet i internationale organi-

sationer. Man kunne tænke sig, at Fællesskabet generelt ville erstatte medlemsstaterne i alle internatio-

nale organisationer vedrørende de sagsområder, som fællesskabssamarbejdet omfatter. Det er imidlertid

den absolutte undtagelse, at dette er sket indtil nu. Faktisk har Fællesskabet kun erstattet medlemssta-

terne i visse internationale fiskeriorganisationer og enkelte internationale råvareorganisationer.

Tilsvarend e gæld er for EURATOM

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Det normale er, at Fællesskabet bliver medlem af en international organisation samtidig med, at Fælles-

skabets medlemsstater forbliver medlemmer af organisationen. Dette beror på en række retlige og prak-

tiske forhold.

Fællesskabets medlemskab af en international organisation kræver typisk, at den pågældende internatio-

nale organisations grundlæggende forfatning ændres. Indtil en sådan ændring er gennemført, vil med-

lemsstaterne så at sige repræsentere Fællesskabet i den pågældende internationale organisation. I disse

tilfælde har de deltagende medlemsstater pligt til at koordinere deres holdninger, under ledelse af den

medlemsstat, der for tiden varetager formandskabet eller Kommissionen, der i disse tilfælde ofte vil

have status som observatør i den pågældende internationale organisation.

Diplomatiske repræsentationer

Fællesskabet som sådant har ikke et udsendt diplomatisk korps. Derimod har Kommissionen udsendte

repræsentationer i 78 lande og ved 5 internationale organisationer, hvis status i de fleste henseender

svarer til diplomatisk status. De fleste lande uden for EU har endvidere diplomatiske repræsentationer i

Bruxelles, der er akkrediteret til Fællesskabet og Unionen, og som har diplomatisk status.

7.1.2. Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde efter Unionstraktaten (søjle 2).

Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde er i modsætning til fællesskabssamarbejdet af mellem-

statslig karakter. Samarbejdet bygger således ikke på, at medlemsstaterne har overladt suverænitetsbefø-

jelser til Unionen. Dette viser sig på flere punkter:

De formelle vedtagelser, der træffes inden for samarbejdet, binder medlemsstaterne, men ikke

borgere. De har ingen direkte virkning i medlemsstaternes retsorden. EF-Domstolen har ingen

beføjelser inden for det udenrigspolitiske samarbejde. Kommissionen og Europaparlamentet

har kun meget begrænsede beføjelser vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde. En væsent-

lig del af den fælles udenrigspolitik består i, at Unionen tager stilling til konflikter eller situatio-

ner i andre steder af verden i form af udtalelser, kommunikeer, konklusioner og tilsvarende po-

litiske dokumenter.

7.1.3. Færøernes og Grønland s stilling i forhold til d et nuværend e sam arbejd e

I de tilfælde, hvor Fællesskabet handler på medlemsstaternes vegne eller i stedet for disse, og i

tilfælde, hvor medlemsstaterne koordinerer deres optræden, kan der opstå særlige spørgsmål i

forhold til oversøiske områder, hvis udenrigspolitik varetages af en medlemsstat, men som ikke

er omfattet af traktaterne.

Efter Fællesskabsretten kan den pågældende medlemsstat selv handle på det folkeretlige plan til vareta-

gelse af det pågældende områdes interesser. EF-domstolen fastslog således i udtalelse 1/94 (Saml 1995

I-5267), at en række EU-medlemsstater selvstændigt måtte tiltræde WTO-aftalerne, for så vidt angik

sådanne områder.

Det udenrigspolitiske samarbejde omfatter på samme måde som Fællesskabssamarbejdet ikke Færøerne

og Grønland. Vedtagelser truffet inden for det udenrigspolitiske samarbejde - herunder aftaler indgået

af Rådet med tredjelande inden for det udenrigspolitiske samarbejde - gælder derfor ikke i relation til

Færøerne og Grønland.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

I forbindelse med Maastricht-traktatens vedtagelse noterede medlemslandene i en erklæring fra den

såkaldte regeringskonference, at ”der under ganske særlige omstændigheder kan opstå interessekonflik-

ter mellem Unionen og de lande og territorier, der er omhandlet i art 227, stk. 3 og stk. 5 litra a) og b)”.

Stk. 3 omfatter de lande og territorier, der er associeret med Fællesskabet, herunder Grønland. Stk. 5

litra a) omfatter Færøerne.

Konferencen erklærer sig enig i, at Rådet skal søge at finde en løsning, der stemmer overens

med Unionens holdning. Viser dette sig imidlertid umuligt, er konferencen enig om, at den på-

gældende medlemsstat kan handle isoleret til varetagelse af de pågældende oversøiske landes og

territoriers interesse, uden at dette skader Fællesskabets interesser. Medlemsstaten underretter

Rådet og Kommissionen om tilfælde, hvor der kan tænkes at opstå en sådan interessekonflikt,

og i tilfælde af, at isoleret handling er uundgåelig, gør den det klart, at den handler med henblik

på varetagelse at et oversøisk territoriums interesser.

7.2. Forfatningstraktaten

Forfatningstraktaten indebærer ingen forandringer af væsentlig betydning for det eksterne samarbejde i

forhold til det nuværende fællesskabssamarbejde (søjle 1-samarbejdet).

Forfatningstraktaten indebærer derimod en styrkelse af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde

på en række punkter. Der henvises herom nærmere til Udenrigsministeriets og Justitsministeriets oven-

nævnte redegørelser af 22. november 2004 om forfatningstraktaten.

Forfatningstraktaten indebærer endvidere, at der skabes større sammenhæng mellem det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske samarbejde og de eksterne relationer vedrørende det hidtidige fællesskabssamarbej-

de. Dette gøres især ved, at den hidtidige søjleopdeling mellem fællesskabssamarbejdet (søjle 1) og det

udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2) principielt ophæves. Dette indebærer, at Fælles-

skabet og Unionen fremover optræder som én juridisk enhed på det folkeretlige plan under betegnelsen

”Den europæiske Union”.

Uanset denne principielle ophævelse af de hidtidige søjler i samarbejdet vil det udenrigs- og sikkerheds-

politiske samarbejde – og herunder det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde – forblive grund-

læggende mellemstatsligt. Danmark overlader således ikke beføjelser til EU inden for det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske samarbejde i henhold til reglerne i grundlovens § 20.

På det operationelle plan sigtes mod en større grad af samordning mellem Unionens optræden inden

for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og den udenrigsøkonomiske optræden på fælles-

skabsområderne. Dette sker ved, at Unionen som noget nyt får en europæisk udenrigsminister med

ansvar for det mellemstatslige udenrigspolitiske samarbejde, som samtidig er medlem af Kommissionen

med det ansvarsområde, som kommissæren for udenrigsanliggender hidtil har haft. Han forener i sam-

me person en mellemstatslig udenrigspolitisk funktion og en overstatslig udenrigsøkonomisk funktion.

Unionens internationale aftaler

Reglerne for forhandling og indgåelse af aftaler vedrørende spørgsmål, der henhører under henholdsvis

fællesskabssamarbejdet og det udenrigspolitiske samarbejde forbliver i det væsentlige, som de er nu.

For aftaler vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde betyder forfatningstraktaten, at hvor forhand-

lingerne nu føres af formandskabslandet eventuelt via den Høje Repræsentant*, er det fremover Unio-

nens udenrigsminister, der fører forhandlingerne. Alle aftaler skal fortsat godkendes af Rådet. For afta-

ler inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde er udgangspunktet fortsat, at Rådet træf-

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

fer afgørelse med enstemmighed, hvor der typisk gælder kvalificeret flertal ved fællesskabsaftaler. Afta-

ler inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde antages ej heller at kunne få direkte virk-

ning i medlemsstaternes retsorden. På trods af forskellene mellem aftaler vedrørende fællesskabssamar-

bejdet og vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde forudser forfatningstraktaten, at Unionen kan

indgå tværgående folkeretlige aftaler, som omfatter både emner, der henhører under det udenrigspoliti-

ske samarbejde og emner, der henhører under det almindelige fællesskabssamarbejde.

Unionens deltagelse i internationale organisationer

Forfatningstraktatens ikrafttræden vil ikke i sig selv indebære væsentlige ændringer for Unio-

nens deltagelse i internationale organisationer. Det kan dog ikke udelukkes, at den nye sam-

menhæng, som er skabt mellem det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og fællesskabs-

samarbejdet udadtil på sigt kan indebære, at Unionen som repræsentant for begge sider af sam-

arbejdet fuldt ud vil erstatte medlemsstaterne i visse internationale organisationer. Dette vil dog

i givet fald ikke være nogen automatisk konsekvens af forfatningstraktaten. Det vil bl.a. bero på

overvejelser om hensigtsmæssigheden af, at EU i så fald kun vil råde over en stemme i den

pågældende organisation mod nu én stemme pr. medlemsstat.

Diplomatiske repræsentationer

Unionens repræsentation i tredjelande bliver omlagt og konsolideret. Med forfatningstraktatens ikraft-

træden skal der oprettes en fælles udenrigstjeneste (FUT), som skal bistå EU-udenrigsministeren, vare-

tage Unionens eksterne repræsentation og overtage de lokale formandskabers* rolle i tredjelande og ved

internationale organisationer. FUT’en ventes at ville bestå af personale fra Rådssekretariatet, Kommis-

sionen og medlemsstaterne. FUT’en kan bidrage til større sammenhæng og mere ensartet linjeføring i

de eksterne relationer. Øget sammenhæng mellem Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og

sagsområderne udvikling og handel er samtidig en væsentlig forudsætning for et effektivt bidrag til en

global bæredygtig udvikling. Tjenesten vil i tredjelande danne ramme for de konsultationer, der foregår

mellem EU-landene inden for rammen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Koordineringen i

tredjelande af EU-medlemslandenes synspunkter og ageren må forventes at få større betydning for til-

rettelæggelsen af den fælles udenrigspolitik end i dag. FUT’en påvirker ikke den danske udenrigstjene-

stes traditionelle kerneopgaver som varetagelse af bilaterale politiske forbindelser, eksportfremme m.v.

Stillingen for Færøerne og Grønland

Forfatningstraktatens ændringer vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik må antages at

forøge mulighederne for at Unionen kan tale med én stemme i udenrigspolitiske spørgsmål, men æn-

drer ikke ved Færøernes og Grønlands stilling uden for dette samarbejde eller gældende praksis inden

for rigsfællesskabet, f.eks. principerklæringen af 14. maj 2004 mellem Grønland og Danmark om Grøn-

lands inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken (Itilleq-erklæringen).

Erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten forbliver i kraft i medfør af bestemmelsen i forfatningstrakta-

tens art IV-438, stk. 3, 2. afsnit, der bl.a. fastlægger, at erklæringer i forbindelse med tidligere afholdte

regeringskonferencer bevares.

Etablering af en fælles udenrigstjeneste (FUT) vil ikke påvirke Grønlands og Færøernes forhold i den

danske udenrigstjeneste.

Skulle EU på lang sigt fuldt ud erstatte medlemsstaterne som medlemmer af visse internationale organi-

sationer kan det åbne mulighed for, at Færøerne og Grønland kan opnå repræsentation i sådanne inter-

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

nationale organisationer på samme måde som det allerede er sket i visse internationale fiskeriorganisati-

oner, der er omtalt i bilag 1.

8. Unionens finansiering

Unionen finansieres primært gennem EU's såkaldte egne indtægter. Disse består hovedsageligt af et

velstandsafhængigt bidrag beregnet ud fra hvert lands bruttonationalindkomst samt et momsbidrag. I

disse beregninger indgår Færøerne og Grønland ikke. Hertil kommer de traditionelle egne indtægter

(told- og landbrugsafgifter). Danmarks bidrag finansieres via en post på finansloven.

EU's finansiering berører således ikke Færøerne og Grønland.

Dette ændres ikke ved forfatningstraktaten.

9. Konsekvenser ved ophævelse af et eller flere af de danske forbehold

De fire danske forbehold i EU-samarbejdet er:

- Forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender (det retlige forbehold)

Forsvarsforbeholdet

Euro-forbeholdet

Unionsborgerskabsforbeholdet

I forbindelse med forfatningstraktaten er det traktatmæssige grundlag for forbeholdene blevet ajourført

for at tage højde for ændringerne i traktatgrundlaget. I det følgende gennemgås konsekvenserne for

Færøerne og Grønland af en eventuel ophævelse af forbeholdene.

9.1. Det retlige forbehold

Forbeholdet indebærer, at Danmark p.t. står uden for samarbejdet om visum (bortset fra enkelte undta-

gelser), asyl, indvandring, grænsekontrol og civilretligt samarbejde. Ved forfatningstraktatens ikrafttræ-

den vil forbeholdet også komme til at omfatte det strafferetlige og politimæssige samarbejde.

Ifølge en særlig bestemmelse (artikel 5) i den danske protokol om forbeholdene kan Danmark dog på

mellemstatsligt grundlag tilslutte sig retsakter, som falder ind under det retlige forbehold, hvis de ud-

bygger Schengen-samarbejdet (særligt vedrørende visum og grænsekontrol). Schengen-samarbejdet er

nærmere omtalt nedenfor i bilag 1.

Forbeholdet forhindrer ikke, at Danmark på almindelig mellemfolkeligt grundlag kan indgå aftaler med

Fællesskabet om tilslutning til bestemte retsakter. Dette kræver dog, at Fællesskabet ønsker at indgå

sådanne aftaler med Danmark. Fællesskabet er ikke forpligtet hertil. Aftaler forventes for indeværende

indgået på fire områder, der nærmere er beskrevet i bilag 1.

Ophævelse af det retlige forbehold

En ophævelse af det retlige forbehold ville indebære, at Færøerne og Grønland på dette område ville

blive stillet på samme måde som på alle andre fællesskabsretlige områder. Ophævelsen af forbeholdet

vil dermed ikke rejse nye problemstillinger i relation til Færøerne og Grønland.

Det retlige forbehold angår i det væsentlige sagsområder, der p.t. er rigsanliggender. En række af em-

nerne vil muligvis kunne overtages af Færøerne og Grønland i fremtiden som følge af ændringer i

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

hjemmestyrelovgivningen. Skulle der efter en dansk ophævelse af det retlige forbehold undtagelsesvist

blive tale om, at en dansk lov i sin helhed ophæves, kan der være behov for at sikre, at retstilstanden på

Færøerne og i Grønland ikke påvirkes. Dette kan ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der

udelukkende gælder for henholdsvis Færøerne og Grønland eller – hvis det er muligt – overtagelse af

sagsområdet.

Omdannelse af det retlige forbehold

Det retlige forbehold vil efter forfatningstraktatens ikrafttræden komme til at omfatte også hele det

strafferetlige og politimæssige samarbejde. Der er bl.a. derfor, som noget nyt, i forfatningstraktaten

skabt mulighed for, at Danmark kan omdanne det nuværende forbehold, som indebærer en udelukkelse

fra alt overstatsligt retligt samarbejde, til en ”opt-in” model (tilvalgsløsning). Det vil give Danmark mu-

lighed for fra sag til sag at kunne vælge at deltage i samarbejdet på overstatsligt grundlag. En sådan om-

dannelse af det retlige forbehold vil forudsætte en folkeafstemning. Hvad der er anført ovenfor om

ophævelse af det retlige forbehold, gælder også for en omdannelse af forbeholdet.

9.2. Forsvarsforbeholdet

Forsvarsforbeholdet vedrører EU's fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som er en særlig del af den

fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Forbeholdet angår kun denne del og ikke den øvrige del af den

fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i den

del af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark del-

tager fuldt ud i rent civile dele af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Udsendelse af politi til et

kriseområde, er for eksempel ikke omfattet af forbeholdet.

Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik angår ikke territorialforsvaret. Den omfatter de såkaldte Pe-

tersbergopgaver, som kort fortalt angår krisestyring uden for EU, der kan spænde fra civil indsatser i

form af bl.a. politi og støtte til retsvæsnet til anvendelsen af militære midler til enten sikring af freden

eller til etablering af fredelige forhold.

Ophævelse af forsvarsforbeholdet

En eventuel ophævelse af forsvarsforbeholdet vil bevirke, at Danmark kan deltage med fulde

rettigheder og forpligtelser i det militære samarbejde inden for den fælles forsvars- og sikker-

hedspolitik. Danmark vil således deltage i de såkaldte ”headline goals”, der angiver hvilke ka-

paciteter, hver enkelt medlemsland på forhånd angiver at kunne stille til rådighed for EU's kri-

sestyringsoperationer. I tilfælde af en konkret operation vil danske myndigheder skulle træffe

beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang danske styrker skal stilles til rådighed for den på-

gældende krisestyringsoperation. En dansk beslutning om at stille militær til rådighed for en

EU-operation skal i givet fald ske under overholdelse af grundlovens regler herom (d.v.s. be-

slutningsforslag i Folketinget og/eller rådføring med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn).

Danmarks deltagelse i en militær EU-aktion vil ikke indebære EU-retlige forpligtelser for Færøerne og

Grønland. Det vil svare til situationen nu, hvor Danmark f.eks. stiller politi til rådighed for Unionens

indsats i tredjelande. De omkostninger til finansiering af EU’s militære aktioner, der påhviler de enkelte

medlemsstater, vil alene blive båret af Danmark.

9.3. Euro-Forbeholdet

Danmarks forbehold i forhold til den økonomiske og monetære union indebærer, at Danmark ikke

deltager i ordningen med en fælles valuta. De beføjelser, som Danmark har med hensyn til pengepolitik

i henhold til danske love og forskrifter, herunder Danmarks Nationalbanks beføjelser i pengepolitiske

anliggender, bevares således.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Såfremt euro-forbeholdet ophæves, og Danmark tilslutter sig euroen, vil der skulle tages stilling til va-

lutaforholdene på Færøerne og Grønland. Der findes en særlig protokol til Maastricht-traktaten om

Nationalbankens beføjelser i relation til de dele af Kongeriget Danmark, som ikke udgør en del af Uni-

onen, d.v.s. Færøerne og Grønland. Protokollen fastsætter at Nationalbankens ret til at udføre sine nu-

værende opgaver vedrørende Færøerne og Grønland bevares. Denne protokol er opretholdt ved for-

fatningstraktaten. En ophævelse af det danske forbehold indebærer således ikke, at Færøerne og Grøn-

land skal tilslutte sig euroen. Hvis Færøerne og Grønland imidlertid ønsker euro’en anvendt, skal

spørgsmålet drøftes med Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og eurolandene. Der er allerede

i dag eksempler på, at områder uden for EU med snæver tilknytning til et land, der deltager i euroen,

har fået adgang til at anvende euroen under bestemte betingelser.

9.4. Unionsborgerskabsforbeholdet

Danmarks forbehold vedrørende unionsborgerskabet fastslår, at unionsborgerskabet ik-

ke på nogen måde træder i stedet for statsborgerskab i en medlemsstat. Forbeholdet fast-

slår endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en

medlemsstat, udelukkende afgøres efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning.

Ved Amsterdam-traktaten ændredes bestemmelserne om unionsborgerskab. Artikel 17 i Fællesskabs-

traktaten fastslår nu, at Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsbor-

gerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette. Samme

bestemmelse findes i forfatningstraktatens artikel I-10, stk. 1. Da Unionens traktatgrundlag svarer til

det danske forbehold, rejser forbeholdet ikke særlige spørgsmål.

Det bemærkes, at forbeholdet ikke angår de særlige rettigheder, som traktaterne giver til

unionsborgere i traktaterne, f. eks. retten til frit at færdes og opholde sig på medlemssta-

ternes territorium.

En ophævelse af unionsborgerskabsforbeholdet vil derfor ikke rejse særlige spørgsmål i forhold til Fæ-

røerne og Grønland.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Bilag 1

Eksempler, der illustrerer og supplerer fremstillingen i redegørelsens punkt 6, 7 og 9

Ad afsnit 6 om EU-lovgivning

Schengen-samarbejdet

Schengen-samarbejdet omfatter alle EU-medlemslandene bortset fra Storbritannien og Irland.

De 10 nye medlemslande bliver dog først fulde deltagere i samarbejdet efter en længere over-

gangsperiode. Norge og Island er fuldt ud associeret dette samarbejde af hensyn til bevarelsen

af det nordiske passamarbejde. Samarbejdet har til formål at afskaffe grænsekontrollen for per-

sontrafik mellem de pågældende lande og indføre en ensartet kontrol ved grænserne over for

tredjelande. Schengen-regelsættet omfatter samarbejde på visumområdet og vedrørende græn-

sekontrollen samt praktisk politisamarbejde om eksempelvis bekæmpelse af narkotikakriminali-

tet. I den forbindelse udgør det elektroniske Schengen-informationssystem (SIS) et centralt red-

skab. Schengen-reglerne indeholder tillige bestemmelser om retligt samarbejde, herunder gensi-

dig retshjælp i straffesager.

Schengen-reglerne var oprindeligt indeholdt i en konvention mellem en række EU-

medlemslande, som var indgået uden for det egentlige EU-samarbejde. Danmark tilsluttede sig

konventionen sammen med de øvrige nordiske lande i 1997. Ved Amsterdam-traktaten, der

trådte i kraft i 1999, blev samarbejdet integreret i EU-samarbejdet.

Det følger af Danmarks tiltrædelsesaftale til Schengen-konventionen, at bestemmelserne i afta-

len ikke finder anvendelse på Grønland og Færøerne. I aftalens artikel 5, stk. 2, er det imidlertid

bestemt, at der ikke skal udføres kontrol af personer, der rejser mellem på den ene side Grøn-

land og Færøerne og på den anden side Schengen-staterne. Denne bestemmelse blev indsat for

at undgå oprettelse af personkontrol ved rejser mellem Danmark og Færøerne/Grønland og for

at bevare Den Nordiske Pasunion. I forbindelse med den fuldstændige gennemførelse af

Schengen-reglerne i Danmark og de øvrige nordiske lande i 2001, blev det i samarbejde med de

færøske og grønlandske myndigheder besluttet, at kontrollen ved de ydre grænser i Grønland

og Færøerne i det store hele skulle gennemføres i overensstemmelse med Schengen-reglerne,

herunder ved benyttelse af Schengen-informationssystemet. De nødvendige danske lovbe-

stemmelser blev derfor i 2001 ved kongelige anordninger sat i kraft for Grønland og Færøernes

vedkommende, jf. § 5 i loven om Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet.

Forfatningstraktatens ikrafttræden forventes ikke at indebære ændringer for Færøernes og

Grønlands deltagelse i Schengen-samarbejdet.

Passamarbejdet

De såkaldte ”EU- pas”, er formelt ensartede nationale pas. Retsgrundlaget for passene er ikke EU-

traktaterne, men en række resolutioner fra 1981 og videre frem, som vedtaget af repræsentanterne for

medlemsstaternes regeringer.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Den første resolution åbner udtrykkelig adgang til, at Danmark kan udstede ”EU-pas” til danske stats-

borgere med fast bopæl på Færøerne. Grønland er ikke udtrykkelig nævnt, da Grønland i 1981 var om-

fattet af traktaterne. I praksis udstedes ligeledes ”EU-pas” til danske statsborgere med fast bopæl i

Grønland.”EU-passene” udstedes alene til danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne og Grøn-

land, som anmoder herom.

Forfatningstraktaten indebærer ikke i sig selv nogen ændring af ordningen med ”EU-pas”. Det kan dog

ikke ganske udelukkes, at der med hjemmel i forfatningstraktatens bestemmelser om unionsborgerskab

vil kunne vedtages en europæisk lov eller rammelov, der vil kunne påvirke mulighederne for at udstede

”EU-pas” til danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne og Grønland.

For nylig er der vedtaget en forordning om indførelse af standarder for sikkerhedselementer og

biometriske kendetegn i EU-borgernes pas. Som følge af det retlige forbehold er Danmark ikke

omfattet af forordningen. Forordningen er imidlertid snævert forbundet med Schengen-

samarbejdet, og i medfør af en særlige bestemmelse (artikel 5) i den danske protokol om forbe-

holdene forudses Danmark at tilslutte sig denne ordning på mellemstatsligt grundlag. Da pas er

et rigsanliggende, og da det er hensigtsmæssigt, at biometriske kendetegn indgår i alle danske

pas, forventes disse biometriske kendetegn også indført i de særlige færøske og grønlandske

pas. Biometriske kendetegn i pas vil formentlig blive krævet ved indrejse i en række lande frem-

over, herunder USA.

EU-samarbejdet om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)

Eks 1

Europol-konventionen samt tillægsprotokoller.

Europol har til opgave at styrke samarbejdet

mellem EU-landenes politimyndigheder om alvorlige kriminalitetsformer, der berører mindst to med-

lemsstater. Det drejer sig blandt andet om ulovlig narkotikahandel, ulovlige handel med nukleare og

radioaktive materialer og menneskehandel. Europol kan bl.a. bistå medlemsstaterne med analyser eller

efterretninger til brug for de enkelte EU-landes efterforskninger. Derudover er der i Europol oprettet

et informationssystem med oplysninger om dømte og mistænkte, som medlemsstaterne kan søge i un-

der konkret efterforskning. Med de tre tillægsprotokoller til Europol-konventionen er Europols mandat

blevet udvidet, bl.a. således at Europol kan deltage i fælles efterforskningshold. Europol har derimod

ikke kompetence til at udøve politimyndighed i de enkelte medlemsstater.

Danmark har afgivet erklæring til Rådets generalsekretær om, at konventionen og protokollerne

indtil videre ikke gælder for Færøerne og Grønland. I overensstemmelse hermed fremgår det af

gennemførelsesloven om Europol, at den ikke gælder for Grønland og Færøerne. Loven kan

ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de sær-

lige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Tilsvarende bestemmelse findes i gennemførel-

sesloven vedrørende tillægsprotokollerne. Dette betyder, at de forskellige instrumenter og sa-

marbejdsprocedurer under konventionen og protokollerne ikke kan anvendes for Færøerne og

Grønlands vedkommende. Eksempelvis vil det i forbindelse med en strafferetlig efterforskning

i Grønland eller Færøerne ikke være muligt at oprette fælles efterforskningshold med deltagelse

af Europol på baggrund af tillægsprotokollen herom.

Eks 2

Den europæiske arrestordre

. I lyset af terrorangrebene på USA den 11. september 2001 beslut-

tede medlemsstaterne at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne.

Grundtanken er, at når en myndighed i et medlemsland anmoder om at få overgivet en person med

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne afgørelse i almindelighed kunne anerken-

des og fuldbyrdes i alle medlemsstater. I den danske gennemførelseslovs §4 bestemmes, at loven ikke

gælder for Færøerne og Grønland, men ved kgl. anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færø-

erne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Konkret

indebærer det bl.a., at de ansvarlige myndigheder på Færøerne og Grønland ikke efter rammeafgørelsen

vil være forpligtede til at udlevere personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en EU-

medlemsstat. I stedet skal de i øvrigt gældende regler for udlevering anvendes.

Eks 3

Fuldbyrdelse af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale.

EU's ved-

tagelse herom indebærer, at kendelser om indefrysning afsagt i en medlemsstat i almindelighed skal

anerkendes af de andre medlemsstater, uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på

samme måde, som hvis der havde været tale om en national indefrysningskendelse. En indefrysnings-

kendelse defineres som en foranstaltning truffet af en kompetent judiciel myndighed m.h.p. midlertidig

at forhindre enhver destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af et formuegode, der vil

kunne konfiskeres af udstedelsesstaten og/eller udgør et bevismiddel i en retssag. I den danske gen-

nemførelseslovs § 63 bestemmes, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dette betyder bl.a.,

at de ansvarlige myndigheder på Grønland og Færøerne ikke er forpligtet til at anerkende og efterkom-

me en indefrysningskendelse afsagt af en domstol i en anden medlemsstat med henblik på at sikre sig

bevismateriale i form af for eksempel billeder på en computer, der befinder sig på Færøerne eller

Grønland.

Ad afsnit 7 om Unionens eksterne relationer

Fiskeri

I de nordatlantiske fiskeriforvaltningsorganisationer (NAFO, NASCO og NEAFC), der har særlig inte-

resse for Færøerne og Grønland, er der etableret en ordning, hvorefter "Danmark for så vidt angår (’in

respect of’) Færøerne og Grønland" har et selvstændigt medlemskab af de pågældende organisationer.

Dette hænger sammen med, at den del af Riget, der er med i EU, dækkes af EU’s selvstændige medlem-

skab i disse organisationer, således at EU's medlemslande ikke selv er medlemmer af de pågældende

organisationer.

Fiskeriforvaltningen i Nordatlanten baseres i høj grad på rådgivning fra Det Internationale Havunder-

søgelsesråd, ICES, hvor stater, inkl. værtslandet Danmark, er medlemmer, og altså hverken EU eller

Færøerne og Grønland. Imidlertid har såvel EU som Færøerne og Grønland en særlig associeret status

i forhold til ICES’ rådgivende organ, ACFM.

Forfatningstraktaten forventes ikke at indebære ændringer i disse ordninger.

Hvalfangst

Hvalfangst er et særanliggende/hjemmestyreanliggende for hver af de tre rigsdele. Internt har de tre

rigsdele således hver sin hvalfangstpolitik, der reguleres ved lokal dansk, færøsk eller grønlandsk lovgiv-

ning. For så vidt angår storhvalfangst er alle tre rigsdele bundet af de internationale forpligtelser, riget

har indgået i den internationale hvalfangstkommission (IWC).

I IWC opretholdes det traditionelle mønster med en ’rigsdelegation’, ledet af rigsmyndighederne med

Udenrigsministeriet som delegationsleder, og med deltagelse af de to landsstyrer og andre interesserede

myndigheder.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Så længe EU ikke etablerer en fælles hvalfangstpolitik og EU ikke er medlem af IWC, forventes ingen

ændring i disse forhold.

Handel

Færøerne har helt siden 1973 været anset for tredjeland i forhold til EU. Derimod var Grøn-

land indtil 1985 med i EF, og fik derefter status som OLT (Oversøiske lande og territorier),

som dækker samhandlen mellem Grønland og EU.

Færøernes samhandel med EF blev i 1974 reguleret ved et særligt handelsarrangement. Den 1.

1. 1992 trådte en aftale mellem på den ene side Danmarks Regering og Færøernes Landsstyre

og på den anden side EF om udstrakt frihandel i kraft. Der blev i 1996 indgået en revideret

handelsaftale med EF som følge af Sveriges, Finlands og Østrigs optagelse i EU. Denne aftale

blev yderligere liberaliseret, og udbygget med en veterinæraftale i 2000.

Færøerne og Grønland var i sin tid omfattet af Danmarks deltagelse i GATT*, og siden 1995 af

Danmarks medlemskab af WTO*. I WTO er såvel EU som de enkelte medlemsstater med-

lemmer. Medlemsstaterne koordinerer inden for rammerne af den fælles handelspolitik deres

holdninger til de overordnede spørgsmål, som WTO skal tage stilling til. EU-kommissionen

forestår koordinationen af medlemsstaternes holdninger og fører ordet. EU-kommissionens og

medlemsstaternes delegationer optræder udadtil som én delegation. Eventuelle færøske og

grønlandske synspunkter vil kunne indgå i Danmarks holdning i denne koordinationsproces. Til

WTO’s ministerkonferencer deltager færøske og grønlandske repræsentanter normalt i den dan-

ske delegation, der arbejder i tæt koordination med de øvrige EU-medlemsstaters delegationer.

Repræsentanter fra Færøerne og Grønland kan også efter behov deltage i den danske delegation

ved andre møder i WTO, hvor de måtte have særlige interesser. Selv om det principielt er rigs-

myndighederne, som varetager Færøernes og Grønlands interesser i WTO, er der intet til hin-

der for at færøske eller grønlandske repræsentanter kan varetage sådanne sager inden for ram-

merne af den danske delegation. Danmark kan ligeledes vælge at rejse et spørgsmål af særlig

færøsk eller grønlandsk interesse i EU-regi, og det er da også forekommet, at Kommissionen

har varetaget særlige grønlandske interesser i WTO.

Færøernes landsstyre henholdsvis Grønlands landsstyre har sammen med den danske regering indgået

handelsaftaler med EFTA-lande og enkelte andre lande for at varetage de færøske og grønlandske han-

delsinteresser.

Forfatningstraktatens ikrafttræden forventes ikke at indebære ændringer på det handelsmæssige område.

På sigt kan det dog ikke udelukkes, at Unionens medlemskab af WTO vil få den konsekvens, at med-

lemslandene ikke længere bliver repræsenteret i WTO.

Miljø

CITES-konventionen af 1973 (også kaldet Washington-konventionen) regulerer den in-

ternationale handel med truede dyr og planter. Danmark og Grønland har været omfat-

tet af CITES siden 1977, men der blev i sin tid taget foreløbigt territorialt forbehold

vedrørende konventionens anvendelse for Færøerne, som fortsat står ved magt. Der er

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

undertegnet en tillægsprotokol til CITES, som åbner adgang for EU til at deltage i kon-

ventionen. Denne tillægsprotokol er imidlertid endnu ikke trådt i kraft, og EU er således

endnu ikke medlem af CITES.

Der foregår imidlertid en stærk EU-koordinering i CITES, men det har ikke været til

hinder for, at Danmark i enkelte tilfælde med virkning for Grønland har kunnet indtage

særstandpunkter med henblik på at tilgodese særlige grønlandske interesser. Således har

Danmark i overensstemmelse med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten fået undtagel-

ser i forhold til Grønland vedrørende enkelte CITES-listninger af havpattedyr m.v. Un-

der mødesamlinger inden for CITES-samarbejdet koordinerer EU-landenes delegationer

og Kommissionen hyppigt for at sikre størst mulig fælles optræden. I sådanne sammen-

hænge kan undertiden også særlige grønlandske interesser fremføres med henblik på at

sikre EU-opbakning til de grønlandske standpunkter.

De CITES-vedtagelser, der bliver bindende, iværksættes ved EU-regulering for de deltagende EU-

lande. For Grønlands vedkommende sker iværksættelsen ved grønlandsk regulering. Det antages, at

forfatningstraktaten ikke vil medføre ændringer heri.

Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik

Eks 1

Europæisk sikkerhedsstrategi.

EU vedtog i 2003 en europæisk sikkerhedsstrategi, der identifi-

cerer en række strategiske mål for Unionen, herunder at blive i stand til at bidrage til at håndtere globale

trusler og udfordringer som spredning af masseødelæggelsesvåben, terrorisme, regionale konflikter og

organiseret kriminalitet. På disse prioriterede områder udarbejdes særlige gennemførelsesstrategier. I

forbindelse med disse strategier identificeres fælles indsatser. På ikke-spredningsområdet drejer det sig

bl.a. om projekter, der bidrager til G8-landenes* globale plan til at hindre spredning af masseødelæggel-

sesvåben eller materialer og teknologier til fremstilling af sådanne våben fra landene i det tidligere Sov-

jet. Projekterne omfatter bl.a. bistand til destruktion af radioaktive materialer og støtte til overvågning

af lagre og affaldsdepoter. Projekterne udbydes og gennemføres i overensstemmelse med EU’s regler

på området.

Vedtagelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland og forventes videreført under forfatnings-

traktaten.

Eks 2

Fælles opt ræden i int ernat ionale organisat ioner.

I internationale organisationer eller

i forbind else m ed større internationale konferencer eller forhand lingsforløb, herund er i FN

regi, hvor em net ved rører spørgsm ål ind en for d en fælles ud enrigs- og sikkerhed spolitik,

ved tager EU i visse tilfæld e fælles hold ninger, d er fastlægger Unionens tilgang til d e v æ-

sentligste spørgsm ål på d agsord enen. Med lem sland ene agerer herefter i overensstem m e l-

se herm ed , ligesom d er ofte vil være et fælles EU-ind læg, afgivet af form and skabet. Det

kan f.eks. d reje sig om et ind læg ved EU-formand skabet und er FN ’s generalforsam ling

eller på et OSCE* -ud enrigsm inisterm ød e. En fælles hold ning hind rer ikke et m ed lem s-

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

land i at afgive et nationalt ind læg, hvorund er d er kan frem hæves særlige nationale prior i-

teter, herund er prioriteter, d er ikke m åtte ind gå i d en fælles EU -hold ning. Den fælles

hold ning kan tillige om fatte m ålsætningerne for internationale forhand linger. Dette va r

f.eks. tilfæld et i forbind else m ed d røftelserne om en tillægsprotokol til konventionen m od

biologiske våben. Den fælles hold ning d anned e herefter ram m en for d e enkelte m ed lem s-

land es ageren i forhand lingsforløbet og tjente til at sam le ressourcerne om at sikre største

m ulig gennem slagskraft i forhand lingerne.

Disse fælles holdninger omfatter ikke Grønland og Færøerne. Skulle der i relation til sådan fælles op-

træden være særlige færøske eller grønlandske interesser at varetage, vil dette normalt ske som et led i

Danmarks samlede politik på området. Dette indebærer at sådanne særlige hensyn vil indgå i den sam-

lede danske holdning såvel under drøftelserne i EU som i andre fora. Skulle det ikke være muligt at

forene særlige færøske eller grønlandske interesser med de almindelige EU interesser, er Danmark ikke

afskåret fra at varetage de særlige færøske eller grønlandske interesser, jf. erklæring nr. 25 til Maastricht-

traktaten.

Eks 3

Sanktioner

Hvor FN’s Sikkerhedsråd vedtager sanktioner mod et bestemt tredjeland, træffer

EU efterfølgende den overordnede beslutning om deres gennemførelse. I det omfang der er tale om

økonomiske restriktioner gennemføres disse derefter normalt ved forordninger, der gælder direkte i

medlemslandene. Andre sanktioner f. eks. vedrørende våbenhandel, hvor der ikke er hjemmel i EU-

traktaterne til at vedtage forordninger, gennemføres sanktionerne i stedet af hvert enkelt medlemsstat i

dets egen lovgivning og forvaltning.

Sanktioner, som er vedtaget af FN, er bindende for hele riget, mens EU-vedtagelser gælder ikke for

Færøerne og Grønland. Gennemførelsen af sanktionerne for Færøernes og Grønlands vedkommende

skal derfor ske ved særskilte bestemmelser for Færøerne og Grønland.

I andre tilfælde gennemfører EU såkaldte autonome sanktioner, d.v.s. sanktioner som ikke udspringer

af en vedtagelse af FN’s sikkerhedsråd, men beror på en autonom beslutning i EU.

Sådanne sanktioner gælder kun for EU-området og dermed ikke for Færøerne og Grønland.

Forfatningstraktaten viderefører reglerne om sanktioner, men vil ikke indebære ændringer i forhold til

Færøerne og Grønland.

Eks 4

Fast læggelse af t ilgang t il et best emt polit ikområde.

H vor EU ønsker at fastlægge en

bestem t hold ning/ politik i forhold til et bestem t politikom råd e, en bestem t region, land

eller konflikt kan d et ske gennem ved tagelse af en fælles hold ning. Den fælles hold ning

kan være alm engyld ig eller ud arbejd et m ed henblik på en konkret international konfere n-

ce. Som eksem pler herpå kan nævnes fælles hold ning om blind end e laservåbe n, fælles

hold ning ved rørend e d en Internationale Straffed om stol og fælles hold ning om konfliktfo-

rebyggelse, -styring og -løsning i Afrika.

Disse vedtagelser medfører ingen særlig virkning i forhold til Færøerne og Grønland. Forfatningstrakta-

ten vil ikke indebære ændring heri.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Eks 5

Civil krisestyringsoperation under den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.

Dan-

mark er en aktiv bidragyder til politimissionerne i Bosnien-Herzegovina og i den tidligere jugo-

slaviske republik Makedonien, hvor Danmark har udsendt henholdsvis 13 og 5 politifolk. Politi-

folkene udvælges og udsendes i samarbejde med Rigspolitiet. De indgår i EU-missionerne i

overensstemmelse med de retningslinier, som Rådet vedtager for operationer og er underlagt de

regler, som EU aftaler med opholdslandet. De forpligtelser, som Danmark i denne forbindelse

påtager sig - herunder vedrørende finansiering af visse udgifter til udsendte danske politifolk -

indebærer ingen forpligtelser for Færøerne og Grønland. Forfatningstraktaten vil ikke ændre

herpå.

Eks 6

Udenrigspolit iske udt alelser.

Det europæiske Råd i Lissabon 19-20. d ecem ber 2003

und erstreged e i sine konklusioner betyd ningen af, at nationale væbned e styrker overho l-

d er gæld end e hum anitær folkeret, og frem hæver d en vægt, d et tillægger en d ialo g m ed

Det internationale Røde Kors om d ette spørgsm ål. Det europæiske Råd havd e også en

længere konklusion om m ulighed erne for fred i Mellem østen.

Disse vedtagelser medfører ingen særlig virkning i forhold til Færøerne og Grønland. Forfatningstrakta-

ten vil ikke ændre på denne ordning.

Ad afsnit 9 om Danmarks forbehold

Det retlige forbehold

Danmark er i øjeblikket i færd med at indgå såkaldte parallelaftaler* med EU på følgende områder,

nemlig om



Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen (henholdsvis om hvilket land, der har ansvaret for

behandlingen af asylansøgninger og om brug af fingeraftryk i asylsagsbehandlingen),



Forkyndelsesforordningen(om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumen-

ter i civile og kommercielle sager), samt



Bruxelles I-forordningen (om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsaf-

gørelser på det civil- og handelsretlige område).

Det danske lovforslag om Danmarks tilslutning til Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen på

mellemstatsligt grundlag, som p.t. behandles i Folketinget, bestemmer, at loven ikke skal gælde for Fæ-

røerne og Grønland, men helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigel-

ser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Gennemførelseslovene vedrørende de to

øvrige parallelaftaler er endnu ikke udarbejdet. Det forventes, at disse lovforslag ikke skal gælde for

Færøerne og Grønland.

Eksempler på virkningen af ophævelse af det danske retsforbehold

Eks 1

EF-domskonventionen fra 1968 (Bruxelles I-konventionen) mellem de daværende seks

EF-lande indeholder regler for gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det

civile og handelsretlige område og om de nationale retters kompetence. Danmark tiltrådte kon-

ventionen i 1986. Den gælder ikke for Færøerne og Grønland. Efter Amsterdam-traktatens

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

ikrafttræden blev reglerne i konventionen moderniseret og vedtaget som en forordning (Bru-

xelles I-forordningen). Samtidig vedtoges en tilsvarende forordning om nationale retsafgørelser

i ægteskabssager og sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællers børn (Bruxelles II-

forordningen). På grund af det retlige forbehold gælder forordningerne ikke for Danmark.

En ophævelse af det retlige forbehold vil gøre forordningerne anvendelige i Danmark, men ikke

på Færøerne og Grønland.

Eks 2

Den danske udlændingelov er ved kgl. anordninger af 2001 delvist sat i kraft for Færøerne og

Grønland. Øvrige bestemmelser, herunder ændrede bestemmelser, der måtte blive konsekvensen af

dansk gennemførelse på mellemstatsligt grundlag af retsakter til udbygning af Schengen-retsakter om

bl.a. visum og grænsekontrol, kan ved nye kgl. anordninger sættes i kraft for Færøernes og Grønlands

vedkommende i henhold til de sædvanlige procedurer.

Forsvarsforbeholdet

EU’s overtagelse af NATO’s militære operation i Bosnien

I december 2004 overtog EU NATO’s operation i Bosnien-Herzegovina. Denne operation går

ud på at opretholde sikkerhed og stabilitet i området. Som følge af forsvarsforbeholdet måtte

Danmark trække sine styrker tilbage fra Bosnien-Herzegovina, da EU overtog ansvaret for ope-

rationen fra NATO. Såfremt Danmark ophæver forsvarsforbeholdet vil Danmark have mulig-

hed for igen at tilbyde et troppebidrag til operationen. Et dansk militært bidrag forudsætter par-

lamentarisk behandling i Danmark i overensstemmelse med vanlig procedure i forbindelse med

udsendelse af militære styrker (d.v.s. beslutningsforslag i Folketinget og/eller rådføring med

Folketingets Udenrigspolitiske Nævn). Ud over det militære bidrag vil Danmark skulle bidrage

til finansieringen af den militære operation. Her gælder som udgangspunkt, at EU-landene

sammen dækker udgifter til logistik m.v., der er nødvendige for gennemførelse af operationen,

mens de enkelte medlemslande betaler for udgifter til egne styrker. Udsendelse af et dansk bi-

drag til en EU-ledet militær krisestyringsoperation i Bosnien-Herzegovina vil ikke indebære

EU-retlige forpligtelser for Færøerne og Grønland.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Bilag 2

Ordforklaring

Direktiver

Retsakter, som efter nugældende EU-ret er bindende for enhver medlems-

stat, som de rettes til m.h.t. det tilsigtede mål, men overlader det til de natio-

nale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.

Forkortelse for Det Europæiske Fællesskab, som oprettet ved traktaten om

oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der trådte i kraft i 1958, og som er

ændret flere gange siden. Traktaten er rammen for fællesskabssamarbejdet

(søjle 1), jfr. ordforklaringen nedenfor. Betegnelsen EF afskaffes med forfat-

ningstraktaten og erstattes af betegnelsen EU, der allerede nu benyttes bl.a.

inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2), jfr. ord-

forklaringen nedenfor.

Forordninger

Retsakter, som efter nugældende EU-ret er bindende i alle enkeltheder og

som gælder umiddelbart i hver medlemsstat. De skal ikke og må ikke gen-

nemføre i national ret.

Fællesskabssamarbejde (søjle 1)

Den del af EU-samarbejdet, som er baseret på EF-traktaterne, først og

fremmest traktaten om Det Europæiske Fællesskab. Denne del af samarbej-

det kaldes også søjle 1-samarbejdet. Det omfatter f. eks. det indre marked,

handelspolitikken, landbrugspolitikken, miljøbestemmelserne og forbruger-

beskyttelse.

GATT

General Agreement on Tariffs and Trade (Den almindelige Overenskomst

om Told og Udenrigshandel) fra 1994. Den oprindelige GATT-

overenskomst fra1947 lagde grunden til det multilaterale handelssystem som

afløstes pr. 1. januar 1995 af WTO. GATT-overenskomsten fra 1994 er i dag

en fundamental del af WTO-aftalekomplekset.

G-8 landene

Et samarbejde mellem de største industrialiserede demokratier. Samarbejdet

vedrører hovedsageligt makroøkonomiske spørgsmål, handel og relationer til

udviklingslande. Også spørgsmål om energi, terrorisme, miljø, bekæmpelse af

kriminalitet m.m. drøftes i dette forum. G-8 består af Frankrig, USA, Canada,

Storbritannien, Japan, Tyskland, Italien og Rusland.

EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten

Høj Repræsentant

Den øverste post i Rådets generalsekretariat med ansvar for EU’s Fælles

Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP). Posten har siden 1999 været beklædt

af Javier Solana. Med vedtagelsen af forfatningstraktaten stiles mod en yderli-

gere styrkelse af FUSP’en, ikke mindst gennem oprettelse af posten som EU-

udenrigsminister.

Lokale formandskaber

Betegnelsen for det arbejde – først og fremmest med at koordinere mellem

EU-landenes ambassader/repræsentationer - som Rådsformandskabet i EU

udfører i 3. lande og i forhold til internationale organisationer via formand-

skabslandets ambassade/repræsentation i det pågældende 3. land og ved in-

ternationale organisationer.

OLT-status

Den status en række franske, nederlandske og danske oversøiske lande og

territorier har i forhold til EF og som indebærer vidtgående fri eksport til EU

og en vis udviklingsstøtte m.v.

OSCE

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Organisation for Se-

curity and Cooperation in Europe). OSCE er en europæisk sikkerhedsorgani-

sation, der navnlig tager sig af konfliktforebyggelse, menneskerettigheder og

genopbygning. Medlemskredsen er de europæiske og centralasiatiske lande

samt USA og Canada.

Parallelaftaler

Mellemstatslige aftaler mellem Fællesskabet og Danmark m.h.p. at knytte

Danmark til EU-lovgivning, som Danmark p.g.a. det retlige forbehold ikke

kan være med i, således at disse bestemmelser kan finde anvendelse på mel-

lemstatsligt grundlag.

Retlige samarbejde om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)

Den del af EU's retlige samarbejde under EU-traktaten som angår politi og krimi-

nalsager. samarbejdet er af mellemstatslig karakter og kaldes ofte søjle 3-

samarbejdet.

Udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2)

Omfatter den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP), som er en del af

EU-traktaten. FUSP’en er et mellemstatsligt samarbejde. Det Forsvars- og

Sikkerhedspolitiske Samarbejde (ESDP) er en del af FUSP.

WTO

Engelsk forkortelse for verdenshandelsorganisationen (World Trade Organi-

sation). WTO er en global international organisation, som beskæftiger sig

med reglerne for handel mellem WTO’s medlemsstater. WTO er afløseren

for GATT-samarbejdet (General Agreement on Tariffs and Trade).