Den næste sag på dagsordenen var:
15) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 38:
Forslag om folketingsbeslutning om integrationsfamilier. Af Anne-Marie Meldgaard (S) m.fl. (Fremsat 30/3 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Dette beslutningsforslag vil pålægge regeringen at sikre, at kommunerne etablerer en ordning, hvor en frivillig dansk familie kobles til en nytilkommen flygtningefamilie.
     De frivillige kræfter er en vigtig ressource, de kan noget, som de professionelle sagsbehandlere ikke kan. De frivillige kan introducere nytilkomne udlændinge til det uformelle og uregulerede sociale liv mellem mennesker. Det kan i mange tilfælde være afgørende for en vellykket integration på arbejdsmarkedet, i det politiske liv, i skolen og i uddannelsessystemet. Og det er i hverdagslivets omgang med danskere, at udlændinge for alvor lærer sproget at kende med alle dets nuancer, betoninger og under- og overdrivelser.

     Derfor er jeg enig med forslagsstillerne i målet med beslutningsforslaget, nemlig at skabe dialog og venskaber mellem indvandrere og danskere for at gøre det nemmere for indvandrerne at komme ind i vores samfund og få indsigt i og respekt for de værdier, som samfundet bygger på.
     Men regeringen vil altså ikke lave en ordning, der tvinger kommunerne til at etablere ordninger med integrationsfamilier. Sådan en ordning bliver mest vellykket, hvis den udspringer af et reelt ønske i kommunen om at lade frivillige kræfter spille en afgørende rolle i integrationsarbejdet.
     I forbindelse med det forslag til ændring af danskuddannelsesloven, som jeg fremsatte den 23. februar i år, er der nedsat en arbejdsgruppe om kvoteflygtninge og frivillige. Arbejdsgruppen skal undersøge mulighederne for at koordinere og optimere inddragelsen af frivillige i arbejdet med integrationen af kvoteflygtninge. Arbejdsgruppen skal inden udgangen af denne måned fremlægge et udkast til en handlingsplan for mig. Udkastet skal bl.a. indeholde forslag til, hvorledes frivillige kan inddrages, allerede før flygtninge ankommer til Danmark, bl.a. i forbindelse med udarbejdelse af kommunale modtagelsesplaner. Arbejdsgruppen skal også komme med forslag til, hvordan man kan matche venskabsfamilier og kontaktpersoner til de enkelte flygtninge og flygtningefamilier ved ankomsten til Danmark. Jeg glæder mig til at se, hvad arbejdsgruppen kommer frem til, og jeg forventer, at arbejdsgruppens forslag vil være relevante også for andre udlændinge, der lige er kommet til landet. Inddragelse af frivillige kræfter indgår også i de dialoggrupper, som er nedsat i forlængelse af det møde om integration, som statsministeren og min forgænger afholdt på Marienborg den 30. november sidste år. Der er i den forbindelse lagt op til at drøfte, hvordan frivillige familier kan indgå i integrationsindsatsen. Generelt tror jeg, at kommunerne i højere grad kunne benytte eksisterende frivillighedsnetværk i forbindelse med integrationsindsatsen, men regeringen er altså ikke parat til at gennemtvinge inddragelsen af de frivillige kræfter i kommunerne, sådan som forslagsstillerne ønsker det. Regeringen kan derfor ikke tilslutte sig beslutningsforslaget. Til gengæld vil jeg gerne opfordre kommunerne til at gennemgå deres integrationsindsats for at overveje, om de frivillige kræfter kan spille en større rolle i arbejdet. I den forbindelse må man også have for øje, at integration ikke kun handler om modtagelse af nyankomne flygtninge. Modtagelse af nyankomne flygtninge er i dag en ret overskuelig opgave. I år skal kommunerne formentlig modtage omkring 700 voksne flygtninge. Det giver mulighed for at flytte fokus i frivillighedsarbejdet over mod de mange andre udfordringer på integrationsområdet, f.eks. i forhold til fritid, skole, uddannelse og job. Som det fremgår af den integrationsplan, som regeringen fremlagde i går, vil vi i forbindelse med satspuljeforhandlingerne for 2006 søge tilslutning til, at der afsættes særlige midler, der skal forbedre rammerne for, at familier, foreninger, lokalgrupper og andre kan bidrage til en god modtagelse i lokalmiljøet af flygtninge og indvandrere. Det går jeg naturligt ud fra at forslagsstillerne vil bakke op om.

Tak til ministeren. Jeg giver ordet til den første ordfører, hr. Kristian Pihl Lorentzen. Værsgo.

I Venstre holder vi meget af frivillige ordninger, hvor enkeltpersoner eller grupper af borgere gør en uegennyttig indsats for at hjælpe deres medmennesker. Der hersker ingen tvivl om, at en frivillig venneordning
i forhold til flygtninge og indvandrere kan medvirke positivt til integrationen i det danske samfund. Råd og vink direkte fra menneske til menneske er langt bedre end skatteyderbetalte offentlige ordninger. Venstre er derfor enig med forslagsstillerne i målet med dette forslag. Forståelsen for danske værdier og normer, introduktion til foreningslivet og den danske hverdag kan givetvis lettes, hvis en dansk familie etablerer kontakt, dialog og venskab med en integrationsfamilie.

     Men det er en dårlig idé at tvinge kommuner til at oprette frivillige ordninger. Begrebet tvang i kombination med frivillighed skurrer fælt i ørerne. Frivillige ordninger er og bliver mest effektive, hvis de vokser op nedefra.
     Venstre vil derimod gerne være med til at opfordre kommunerne kraftigt til at bruge frivillige kræfter som led i den lokale integrationsindsats.
     I øvrigt vil jeg henvise til regeringens dugfriske integrationsoffensiv »En ny chance til alle«. Et af en lang række konkrete integrationsfremmende tiltag er netop, at regeringen vil forbedre rammerne for inddragelse af frivillige netværk. Disse netværk retter sig nemlig ofte mod områder af samfundet, hvor det offentlige hverken kan eller skal blande sig. Mange mennesker får et arbejde eller bliver aktive i foreningslivet gennem deres netværk og sociale kontakter i dagligdagen. Kommunerne opfordres derfor i dette oplæg til at medtænke frivillige aktører i deres samlede integrationsindsats. For at sætte handling bag disse mål ønsker regeringen, som nævnt af ministeren, allerede i 2006 at afsætte midler til forbedring af rammerne for familier, foreninger og andre, der frivilligt deltager i integrationen af flygtninge og indvandrere i det nære samfund. Venstre støtter naturligvis disse konkrete planer. Sammenfattende må jeg konstatere, at der er gode intentioner bag det fremsatte forslag, men Venstre er imod at tvinge kommuner til at igangsætte frivillige ordninger, og i øvrigt er forslaget overflødiggjort af de konkrete initiativer, som regeringen nu har lagt frem. Venstre kan derfor ikke støtte forslaget.

Venstres ordfører snakkede jo så varmt om frivilligheden. Jeg synes, det skurrer lidt i ørerne, når denne frivillighed altså skal gælde i forhold til kommuner, som skal etablere en ramme for, at danske familier frivilligt kan fungere som integrationsfamilier, men når det f.eks. handler om, at kommunerne skal aktivere flygtninge og indvandrere, så går Venstre ikke ind for frivillighed, så går Venstre ind for, at kommunerne skal straffes økonomisk, hvis de ikke gør det
- altså en økonomisk skrue, de bliver sat fast i. Så derfor harmonerer det ikke rigtigt, specielt ikke, fordi der her jo ikke er nogen forpligtelse for kommunen til andet end at skabe rammerne for, at de her ting kan fungere, og det synes jeg egentlig er et meget positivt forslag.

Jeg må sige til hr. Arbo-Bæhr, at det harmonerer fint. Det er således, at der er himmelvid forskel på de to former for frivillighed. Den ene form handler om, at nogle mennesker bruger tid og kræfter på at hjælpe andre medmennesker. Sådan noget skal vokse op nedefra, og vi får ikke noget godt ud af, at kommunerne påtvinges at lave sådan en ordning. Det skal komme fra hjertet bogstaveligt talt, også i den enkelte kommunalbestyrelse, så får vi nogle velfungerende ordninger
     Med hensyn til den anden form for frivillighed, som hr. Arbo-Bæhr taler om, er vi naturligvis nødt til at lave en ret konkret lovgivning for at igangsætte de andre tiltag, som der sigtes til her, nemlig det at få flygtninge og indvandrere i arbejde og aktiveret frem for på passiv forsørgelse.
     Så man blander altså de to ting sammen. Det harmonerer fint.

Jamen så kan jeg bare konstatere, at på ét område går man ind for frivillighed, og på et andet område går man ind for tvang.
     Så vil jeg bare sige, at det, som kommunerne skal, er jo ikke, at kommunerne her skal tvinge nogen som helst familier imod deres vilje til at gøre noget. Kommunerne skal bare lave rammerne for, at man kan etablere et samarbejde mellem en flygtningefamilie og en dansk familie. Frivilligheden i det her er bare et spørgsmål om, at kommunerne skal skabe nogle rammer for, at det kan lade sig gøre.

Jamen hr. Arbo-Bæhr har forstået det fuldstændig rigtigt. Venstre går ikke ind for tvang i dette tilfælde, hvor det handler om at etablere nogle frivillige venneordninger ude i kommunerne. Vi mener, det bliver det bedste, når kommunerne får en opfordring til at etablere det, samtidig med at der kommer en pose penge formentlig fra satspuljemidlerne til at få det her etableret for. Så der er fin harmoni i tingene, og jeg er sikker på, at vi nok skal få pustet bedre liv i disse ordninger.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Troels Ravn.

Af og til kan vi politikere hente inspiration ved at lytte til hinanden; lykkeligvis kan man sige. Det kan således heller ikke være nogen hemmelighed, at Socialdemokraterne har lyttet til, hvad statsminister Anders Fogh Rasmussen har udtalt om, hvordan vi bedre løser opgaven med at integrere flygtninge og indvandrere i Danmark. Statsministeren har nemlig ved flere lejligheder - i nytårstaler og på sit partis landsmøde - fortalt om, hvorledes integrationen ville glide langt bedre, hvis enhver dansker var ven med en indvandrer. En meget sympatisk og rigtig tankegang, som jeg kun kan tilslutte mig.
     Jeg mener da også, at Anders Fogh Rasmussen skal roses for at anlægge en så visionær og medmenneskelig synsvinkel på, hvorledes det danske samfund og danskerne kan medvirke til at integrere kommende medborgere. Personlige relationer mellem flygtninge, indvandrere og danskere er det, der skal til:dialog og anerkendelse af hinanden og hinandens værdier, gensidig respekt. Vi skal være venner.
     Men nu er det sådan i politik, som i livet i almindelighed, at ord og flotte hensigtserklæringer sjældent alene sætter skub i en udvikling. Der skal ligesom mere til, nemlig handling. Socialdemokraterne sætter handling bag ord og fremsætter derfor beslutningsforslag nr. B 38 om integrationsfamilier.
     Der er i al beskedenhed tale om et godt og nødvendigt forslag. Det må på baggrund af dels de nævnte udtalelser fra statsministeren, dels det glædelige faktum, at de fleste af Folketingets partier i dag og den senere tid som sådan har erklæret sig parate til handling i forhold til at skabe en bedre integration i Danmark, formodes at have rigtig gode chancer for at blive vedtaget. Alle vil jo gerne bidrage. Det bør være tydeligt for enhver, at dette forslag indeholder rigtig mange gode perspektiver, når det gælder integration af flygtninge og indvandrere. Ja, man kan næsten sige, at en vedtagelse af forslaget vil få de positive følgevirkninger til at brede sig som ringe i vandet.
     Når der etableres kontakt mellem en flygtningefamilie og en dansk familie, er der således en lang række gevinster. Flygtningefamilien får tilknytning til det danske samfund, får forståelse af dansk kultur, forståelse og indblik i de værdier, som præger det danske samfund. Kvinderne, som er en sårbar gruppe, har langt bedre mulighed for at blive integreret. Børnene, som er en sårbar gruppe, kan få langt bedre start på deres skoleforløb. Familierne kan få større mulighed for at få arbejde, bedre beskæftigelse, få større mulighed for at finde en egen bolig, mindre ghettoisering, få større mulighed for at blive indført i fritids- og foreningslivet.
     Der er også hele perspektivet omkring det kriminalitetsforebyggende, og sådan kunne man blive ved:
positive konsekvenser som ringe i vandet. Samlet set får flygtninge og indvandrere altså langt bedre mulighed for at blive selvkørende og integrerede i det danske samfund, når en dansk familie tilknyttes som vejleder, som mentor. Man kan sige, at de får hjælp til selvhjælp.
     Jeg kan derfor kun opfordre mine ordførerkolleger til at se på forslaget med friske, positive øjne. Vi må alle erkende, at den hidtil førte integrationspolitik i Danmark ikke har været god nok. Der skal noget mere til. Det her forslag er ét element blandt forhåbentlig mange fremadrettede og kvalificerede tiltag i en ny politik på området.
     Statsministeren har med sine ord om, at vi hver især skal være ven med en flygtning/indvandrer, sat bolden i spil. Nu er det op til Folketinget at sparke bolden i mål. Vi har alle en forpligtelse til at arbejde for en bedre integration. Vi må alle forsøge at finde svar på, hvordan vi bringer etniske danskere sammen med flygtninge- og indvandrerfamilier.

Næste ordfører er hr. Søren Krarup.

Jeg vil benytte lejligheden til at sige, at jeg er ganske enig med min ordførerkollega i, at vi bør se med friske, positive øjne på tilværelsen. Det har både den og vi selv godt af.
     Jeg er ganske overbevist om, at dette forslag er yderst velment og også i og for rigtigt i sit sigte. Der er selvfølgelig ikke tvivl om, at den bedste måde at lære hverdagslivet i Danmark at kende på er ved at leve i det, det vil sige ved at omgås danske familier og indgå i hele det danske hverdagsliv i alle dets forskellige facetter. Selve hensigten med forslaget er yderst velment, og den har man kun sympati for.

     Men jeg vil altså tilstå, at jeg synes, at der er tale om en underlig blanding af tvang og frivillighed. Om hverdagslivet - for at det skal være positivt - må man nok sige, at det selvfølgelig skal leves i frihed. Det er jo kun, fordi man frit omgås, træffer, taler med, lever sammen med naboer og venner og andre bekendte, at samværet bliver af værdi. Jeg tror ikke, at der overhovedet vil komme noget som helst godt ud af at tvinge et sådant samvær frem. Der er en mærkelig modsætning i, at man vil pålægge regeringen at sikre, at kommunerne etablerer en ordning, hvor en frivillig dansk familie tilkobles en nytilkommen flygtningefamilie. Jeg synes, at det i sig selv, jeg er lige ved at sige, skriger til himlen af inkonsekvens, at man vil tvinge frivillighed frem.
     Jeg synes som sagt, at det er fortræffeligt, at der opstår et sådant frivilligt samvær, hvor netop fremmede lærer, hvordan man lever på dansk, men jeg tror ikke på, at det er noget, der skal tvinges frem ved lovgivning; det kommer kun frit der, hvor folk mødes i dagligdagen.
     Derfor er jeg ked af at måtte bedrøve hr. Troels Ravn med, at de positive øjne, som er positive, måske ender med at komme til en negativ konklusion, for jeg tror faktisk, at vi vil sige nej til dette beslutningsforslag, hvis intention vi har sympati for, men hvis midler vi ikke tror på.

Næste ordfører er fru Henriette Kjær.

Jeg er meget enig med ordføreren fra Dansk Folkeparti. Jeg synes, at det er en god idé at have frivillige ordninger, sådan som vi kender det i dag, hvor man via foreninger - det kan også være en kommune, der sætter et projekt i gang - hvis man har lyst til det, kan få en venskabsfamilie. Jeg synes, at det er godt, at det er frivilligt både for de udlændinge, vi taler om, og selvfølgelig også for de danske familier. Det håber og regner man så også i Socialdemokraternes forslag med, at det vil være, altså at en masse danske familier vil melde sig.
     Det er så her, at jeg har mine tvivl. Det er også derfor, at jeg er imod det her forslag, for min erfaring siger mig, at det, når man laver sådan noget her, ikke altid er lige nemt at finde frivillige. Derfor mener jeg, at det her kan blive kimen til en helt ny industri. Vi har set det på det område, der hedder børn og unge, hvor vi også har haft rigtig mange gode intentioner og ideer om at give børn og unge en kontaktperson.
     Da vi talte om det i starten, tænkte man: Der må da være en skolelærer, der har betydet noget for det her barn, eller en onkel eller en tante, eller hvad ved jeg, der kan bruges. Men efterhånden som kommunerne er begyndt at bruge den her kontaktpersonordning, har det vist sig, at det er der ikke. Til gengæld er der opstået en industri af socialarbejdere, der tager sig pænt betalt for at være kontaktpersoner til de her børn.
     Hvis kommunerne bliver pålagt det her og der ikke er frivillige familier nok, er jeg bange for, at man skal ud at betale for at få nogle familier til at stille op. Det må jeg simpelt hen sige at jeg er imod.
     Jeg synes, at den rigtige vej at gå er at finde yderligere midler - som der er lagt op til i regeringens udspil - til, at de her ordninger kan etableres frivilligt i foreninger, hvor folk, der føler tilknytning til dem, kan komme. På den måde opstår det mere eller mindre naturligt, men med den her forening eller kommune som fødselshjælper.
     Jeg vil altså ikke være med til at pålægge kommunerne at etablere en sådan ordning, så vi siger nej.

Næste ordfører er hr. Morten Østergaard.

Må jeg ikke indledningsvis sådan helt uden for nummer kvittere for hr. Søren Krarups indlæg. Jeg synes, at det, også i forhold til hvad vi ellers har diskuteret i dag, var meget positivt over for det helt nødvendige i en mellemfolkelig udveksling og i, at integration handler om, at man mødes og gensidigt oplever hinanden og tager ved lære af hinandens kultur og udnytter det i den ånd, man nu bedst kan. Jeg synes, at det er meget positivt, at hr. Søren Krarup ved den her lejlighed har udtrykt, at det er også det, Dansk Folkeparti ønsker.

     Tilbage til forslaget: Det Radikale Venstre er meget optagede af, hvordan vi kan styrke det frivillige arbejde. Vi ved fra andre lande, at det er utrolig vigtigt og meget succesfuldt for integrationen, når det frivillige arbejde styrkes og får en væsentlig rolle i den; det ved vi bl.a. fra Canada. Derfor ønsker vi at finde flest mulige veje til at inddrage hele den frivillige sektor mest muligt i integrationsarbejdet.
     Der er mange frivillige organisationer, der er i gang på det her område, måske især for de nytilkomne. Man kan derfor spørge, om man ikke i virkeligheden burde udvide målgruppen, fordi det måske ikke kun er de nytilkomne, der har brug for at få venskabsfamilier, men faktisk også nogle af dem, der har været her lidt længere, og som stadig væk ikke har kontakt med danskere - ikke bare for deres skyld, men også for de danskeres skyld, som måske kunne have god fornøjelse af at lære en indvandrerfamilie at kende.
     Endvidere kan man sige, at et af problemerne her måske også er, at det, mens det skal være en frivillig dansk familie, ikke helt klart fremgår, hvordan det så er med flygtningefamilien. Kan den sige nej tak til at deltage i ordningen? Det var måske noget, vi godt lige kunne få belyst, når vi engang får en lejlighed til det.
     Vi er altså generelt meget enige i intentionen bag forslaget, og vi synes, at ideen om venskabsfamilier er meget stærk. Men vi vil gerne overveje, om en lovgivning om en kommunal ordning er det rigtige, eller om vi bedre kan styrke intentionen bag forslaget på andre måder. Her tænker jeg særlig på, om det ikke i virkeligheden er et ressourcespørgsmål, hvor de organisationer, som bærer den frivillige ild, om man så må sige, kunne styrkes på en måde, så de bærer det frem, sådan at det bliver rent frivilligt og ikke en kommunal ordning.
     Jeg tror nemlig i virkeligheden, at alle kan være enige om, at det ville være ønskværdigt, hvis vi kunne dække landet med et net af frivillige, som kunne løse det, helt uden kommunal indblanding. Derfor vil jeg sige, at vi gerne vil overveje, om der er andre og bedre måder at styrke ideen på, for vi er fuldstændige enige i konceptet, som det er lagt frem.

Jeg giver ordet til den næste ordfører, hr. Kamal Qureshi.

Man kan se, at de her behandlinger bliver kortere og kortere, efterhånden som vi bliver mere og mere trætte, altså os, der har siddet her siden tidligt i formiddag.
     I korthed vil vi - som en række af de andre tidligere ordførere har tilkendegivet det - sige, at man ikke kan opnå integration, hvis det kun er den ene part, som ønsker dialog. Hvis parterne ikke møder hinanden, er der jo ikke nogen integration. Det er ikke tilstrækkeligt at stille krav til de udlændinge, der er kommet til Danmark, altså de etniske minoriteter, der allerede er her, om, at de skal integrere sig, indgå i et fællesskab og inddrages i det danske samfund, hvis det danske samfund ikke åbner sine døre eller vi ikke får skabt en grobund for nogle fælles oplevelser og venskaber. Det er i den kontekst, at vi læser det foreliggende forslag fra Socialdemokraternes side: at der her er et forsøg på at få skabt nogle af de dialoger, nogle af de venskaber og nogle af de kontakter, som er meget gavnlige. Det er i øvrigt også et element, som vi fra SF's side har i vores integrationsoplæg fra et års tid siden - to års tid siden, tror jeg - især fordi det er nogle metoder, der er brugt, eksempelvis i Canada. Jeg tror også, at fru Anne-Marie Meldgaard hørte om det, da vi var i Canada, altså at man har haft meget gode erfaringer med de her metoder i Canada, og at de også har været med til at få en stor del af udlændingene i arbejde, fordi de derved får skabt nogle lokale kontakter, som så kan åbne nogle døre til arbejdsmarkedet. Det har givet nogle gode resultater i mange af de lande, som har de her kontaktfamilier, og i den forstand er vi også store tilhængere af det og synes, at det er en rigtig god idé. Vi vil meget gerne støtte det foreliggende forslag.

Den næste ordfører er hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Også i Enhedslisten er vi grundlæggende positive over for det forslag, der ligger her.
     Vi er af den opfattelse, at fællesskab på tværs af etnicitet vil være fremmende for integrationen af så vel danskere som flygtninge og indvandrere. Vi har erfaringer med, hvordan forskellige frivillige grupper, ikke mindst Dansk Flygtningehjælps frivillige grupper rundtomkring i landet, rent faktisk fører til positive tiltag i forhold til den gensidige integration.

     Det forslag, der ligger her, handler jo om at forbedre rammerne for, at man kan lave den slags fællesskaber på tværs af den etnicitet, man nu engang har. Derfor synes vi, det er et godt forslag, uden at vi dog vil overvurdere dets betydning i virkelighedens verden, men det er i hvert fald et forsøg, der er værd at prøve.
     Jeg synes i øvrigt, at det er lidt tankevækkende, når man fra regeringens side begynder at snakke om, at man jo via satspuljemidlerne har afsat midler til at prøve at styrke denne her form for indsats, at man altså allerede på nuværende tidspunkt er begyndt på forskellig vis at bruge af de midler, som kommer fra satspuljen, som altså er taget fra overførselsindkomsterne, og at man på den måde administrerer de penge, i stedet for at sige, at der her måske er brug for et selvstændigt initiativ, ikke noget særlig dyrt initiativ, men i hvert fald noget, som man burde sætte i gang så hurtigt som muligt.

Tak til ordføreren.
     Jeg giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Troels Ravn.

Jeg vil gerne sige tak for debatten og kvittere for en god og konstruktiv debat, om end det naturligvis er skuffende, at modtagelsen af forslaget ikke umiddelbart har en bred tilslutning.
     Nu er det ikke overraskende, at den borgerlige del af Folketinget vil have frivillige grupper og organisationer til at forestå denne opgave med integrationsfamilier. Men skal pæne ord for alvor følges op af handling, er det altså nødvendigt med konkrete tiltag, og frivillighed er ikke vejen på det her område.
     Socialdemokraterne ønsker ikke, at Danmark fortsat skal være et samfund, hvor forskellige kulturelle grupper lever isoleret og med egne normer og værdier. Vi ønsker ikke, at der skabes endnu større skel mellem etniske danskere og flygtninge/indvandrere. Socialdemokraterne vil tage et forpligtende medansvar, for at flygtninge/indvandrere kan integreres i det danske samfund og blive en del af vores fællesskab, at børn af flygtninge og indvandrere får en god skolegang, uddannelse og job, at voksne flygtninge/indvandrere får en god bolig og plads på arbejdsmarkedet, og at også flygtninge/indvandrere får et godt liv.
     Hvis de forskellige partier i Folketingssalen virkelig vil gøre noget for, at integrationen lykkes, og virkelig mener, at de er fremsynede og handlingsduelige, så er det nu, at de bør komme op af stolene og se på dette forslag med positive øjne.
     Det er rigtigt, at nogle organisationer, eksempelvis Dansk Flygtningehjælp, med nogen succes har anvendt en model som den, vi skitserer her i vores forslag. Men det fungerer altså absolut ikke lige godt alle steder. Og det, der bliver sagt, er, at det skal formaliseres, at ordningen skal være forpligtende, og at kommunerne er nødt til at medvirke aktivt. Mange kommuner mener rent faktisk, at en ordning med integrationsfamilier er en god ting. Man siger rundtom i kommunerne, at det er den allerbedste vej til integration, jævnfør min tidligere oplistning af de positive følgevirkninger, og man vil gerne det her.
     Jeg glæder mig til de fortsatte drøftelser i Integrationsudvalget vedrørende forslaget og håber således stadig væk på, at den borgerlige del af salen kan overbevises om, at det her forslag fortjener en bedre skæbne, end der lægges op til.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.