Dette er på mange måder et udmærket forslag, og jeg skal kvittere for, at det under udvalgsbehandlingen også er kommet dertil, at statsministeren har givet et tilsagn om at ville overveje mulighederne for at undersøge, om man kunne samle en række af de forskellige vurderinger, der er af forskellige udgivelser inden for forskellige lovgivninger, sådan at vi ikke vurderer, om man har dagblade eller dagbladslignende udgivelser, forskelligt fra område til område, moms, portostøtte og nu her i sammenhæng med det, der er afløseren for Dagspressens Finansieringsinstitut.
Jeg vil gerne kvittere for, at det tilsagn er blevet givet, og at det arbejde også er blevet indlagt i et udvalg, der i forvejen arbejder med noget af den samme problematik, især knyttet til portostøtten.
Imidlertid er der et emne, som med ændringsforslag blev forsøgt repareret under andenbehandlingen, og når jeg siger forsøgt, så er det, fordi et flertal i salen afviste ændringsforslag fra bl.a. Socialdemokratiet. Det var ændringsforslag, der dels gik på at udvide nævnet med et enkelt medlem for at få en lidt bredere dækning af de udgivelsestyper, som rent faktisk bliver behandlet i nævnet, dels forberede det til den mulige fremtidige bredere opgave, dels sikre - og det var så et andet element af ændringsforslagene - at der bliver varetaget ligestillingsmæssige hensyn i udpegningen af medlemmer til det nævn, som nu bliver etableret.
Det er faktisk ærgerligt, at når vi på et tidspunkt som nu vedtager nogle ændringer, fornyelser, af organiseringen af et af de elementer, som handler om, hvordan vores demokrati, nemlig den del af det, der er dagspressen og lignende udgivelser, udvikler sig, så ikke tager nogen relevante ligestillingsmæssige hensyn.
Derfor håber jeg, at vi i dag kan få et tilsagn om, at det også er en ambition, som statsministeren deler, at Dagbladsnævnet kommer til at have en mere ligelig repræsentation af de to køn, end der ellers typisk vil være lagt op til, når vi har indstillinger en for en for en fra forskellige dele af dansk både videnskabsliv og erhvervsliv, og jeg håber, at vi kan få et tilsagn om, at statsministeren
i hvert fald vil medvirke til en bestræbelse på en ligelig sammensætning af nævnet.