Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-733-0001 Dok.: JOK40082 Besvarelse af spørgsmål  nr. 1 af 4. marts 2005 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende for- slag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Fuldbyrdelse af straf på b opæ- len under intensiv overvågning og kontrol samt begrænset f ællesskab for ”negativt stærke” indsatte m.v.)(L 12). Spørgsmål: ”Vil ministeren fremsætte et ændringsforslag, som giver mulighed for domstolsprø- velse af Kriminalforsorgens afgørelser vedr. negativ stærke fangers begrænsede fæl- lesskab. Der henvises i den forbindelse til lov om fuldbyrdelse af straf § 112.” Svar: I  lovforslagets  §  1,  nr.  4,  foreslås   der  i  straffuldbyrdelseslovens  §  33  indsat  en  hjemmel  til  at gennemføre  fællesskab  alene  som  cellefællesskab  mellem  to  indsatte  i  fængselsafdelinger  og arresthuse, der er særligt udpeget til at huse indsatte, der udgør en særlig sikkerhedsmæssig risi- ko . Den foreslåede bestemmelse hjemler således en adgang til at udpege visse fængselsafdelin- ger/arresthuse til at være institutioner med fællesskab alene i form af cellefællesskab. Ordningen  med  etablering  af  fællesskab  i  form  af  cellefællesskab  uafhængigt  af  de  bygnings- mæssige forhold i særligt udpegede fængselsafdelinger og arresthuse skal efter lovforslaget sål e- des  f.eks.  kunne  benyttes  i  tilfælde,  hvor  en  gruppe  af  indsatte  i  de  eksisterende  afdelinger  for ”negativt stærke” indsatte i statsfængslerne optræder stærkt truende over for andre indsatte eller personalet eller direkte fremsætter trusler mod udvalgte indsatte eller personale, og hvor det bl.a. under hensyn til de sikkerhedsmæssige forhold for medindsatte og personalet vil være nødven- digt at overføre en eller flere indsatte til en afdeling, hvor der alene er cellefællesskab. Der vil derimod ikke med hjemmel i den foreslåede  bestemmelse kunne træffes konkrete afg ø- relser om anbringelse af indsatte i disse særligt udpegede fængselsafdelinger og arresthuse.  Om der er grundlag for at overføre en indsat mellem kriminalforsorgens institutioner, herunder even- tuelt med henblik på anbringelse  i en særligt udvalgt fængselsafdeling eller arresthus, hvor fæl- lesskabet  efter  kriminalforsorgens  nærmere  bestemmelse  er  begrænset  til  cellefællesskab,  vil

- 2 - således  skulle afgøres efter de almindelige regler i straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 (§§ 20-30), der vedrører valg af afsoningsinstitution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner. Som  anført  under  pkt.  3.1.1.  i  lovforslagets  almindelige  bemærkninger,  skal  fængselsstraf  nor- malt  fuldbyrdes  i  åbent  fængsel,  men  fuldbyrdelse  i  lukket  fængsel  kan  bl.a.  ske,  hvis   det  må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i i nstitutio- nen, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22. Betingelserne for overførsel af indsatte fra åbent til lukket fængsel er fastsat i straffuldbyrdelseslovens § 25, mens overførsel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner er reguleret i lovens § 26. Derudover indeholder straffuldbyrdelseslovens §§ 27-28 regler om overførsel af indsatte fra  arresthus til fængsel, og overførsel  af indsatte  fra fængsel til arresthus er reguleret i straffuldbyrdelseslovens §§ 27-28. Uanset om en indsat udstår straf i åbent fængsel, lukket fængsel eller arresthus, skal den p  å gæl- dende så vidt muligt have adgang til fællesskab med andre indsatte, jf. straffuldbyrdelsesl ovens 33, stk. 1. Der er ikke i bestemmelsen fastsat generelle krav til det nærmere omfang af fællessk a- bet, som da også i praksis kan variere fra institution til institution. Som anført under lovforslagets pkt.  3.1.2.1.  i  lovforslagets  almindelige  bemærkninger,  sigtes  med  udtrykket  ”så  vidt  muligt” ifølge forarbejderne til bestemmelsen til, at der ved fuldbyrdelse af straf i arresthus er begrænse- de muligheder for at tilbyde fællesskab. Efter straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 5, fastsætter justitsministeren regler om gennemførelse af fællesskab efter § 33, stk. 1.  Af bemærkningerne til lovens § 33, stk. 5, jf. forslag til lov om fuldbyrdelse  af  straf  m.v.  (L  145)  fremsat  den  8.  december  1999  (Folketingsåret  1999 -2000), fremgår,  at det forudsættes, at institutione rne som hidtil kan træffe afgørelse om, på hvilken af institutionernes  forskellige  afdelinger  de  enkelte  indsatte  skal  placeres.  Videre  anføres  det,  at dette også gælder placering på særlige afdelinger for bestemte kategorier af indsatte, f.eks. sto  f- misbrugere,  indsatte  med  tilknytning  til  visse  organiserede  grupper,  herunder  rockergrupper, eller indsatte med særligt lange eller særligt korte straffe. Afgørelser   vedrørende   valg   af   afsoningsinstitution,   overførsel   mellem   afsoningsinstitutioner samt placering på særlige afdelinger for bestemte kategorier af indsa tte er ikke omfattet af den udvidede domstolsprøvelse (i forhold til grundlovens § 63) i straffuldbyrdelseslovens § 112. Om baggrunden herfor anførte Justitsministeriet i forslag til lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (L 145) bl.a. følgende: ”Derimod bør der efter Justitsministeriets opfattelse ikke være en udvidet adgang til domstolsprøvelse af bl.a. afgørelser, der er begrundet i hensynet til at opretholde or- den og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner.

- 3 - En vurdering af behovet for at skride ind i disse tilfælde vil i vidt omfang bero på en konkret vurdering. Der vil her ofte være tale om skønsprægede afgørelser, der træffes ud fra et indgående kendskab til miljøet i institutionen, et kendskab  som domstolene ikke har i samme omfang. Disse  afgørelser  skal  endvidere  efter  deres  karakter  typisk  træffes  og  iværksættes hurtigt,  og  en  domstolsprøvelse  ville  derfor  normalt  ikke  kunne  have  opsættende virkning. En  domstolsprøvelse  af  disse  afgørelser,  hvor  resultatet  vil  foreligge  kortere  eller længere tid efter afgørelsen, er derfor hverken hensigtsmæssig eller påkrævet. Hertil kommer de økonomiske og administrative konsekvenser af at lade de afgørel- ser,  der  af  kriminalforsorgen  træffes  ud  fra  hensynet  til  at  opretholde  orden  og  sik- kerhed i afsoningsinstitutionen, være omfattet af klageordningen.” Som det fremgår, er konkrete afgørelser, der er begrundet i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner, ikke omfattet af den udvidede adgang til domstols- prøvelse  i  straffuldbyrdelseslovens  §  112.  Beslutningen  om  at  udpege  særlige  fængselsafdelin- ger/arresthuse  til  at  være  institutioner  med  begrænset  fællesskab  er  på  samme  måde  en  beslu  t- ning, der træffes ud fra hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institu- tioner. Hertil kommer, at der er tale om en generel afgørelse om karakteren af en fængselsafde- ling/arresthus.  Justitsministeriet  finder  derfor  ikke,  at  beslutninger  om  udpegning  af  særlige fængselsafdelinger/arresthuse efter  lovforslagets  §  1,  nr.  4,  bør  undergives  den  udvidede  dom- stolsprøvelse efter straffuldbyrdelseslovens § 112.