Justitsministeriet Lovafdelingen Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-733-0001 Dok.: JOK40132 Besvarelse af spørgsmål nr.  8 af 21. april 2005 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende for- slag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Fuldbyrdelse af straf på bop æ- len under intensiv overvågning og kontrol samt begrænset  fællesskab for ”negativt stærke” indsatte m.v.) (L 12). Spørgsmål: ”Ministeren har under 1. beh. af lovforslaget tilkendegivet, ”Jeg har ikke nogen inte- resse i, at noget jeg synes er et godt instrument for Kriminalforsorgen, det er kritise- ret sønder og sammen, fordi man er tvivl om retssikkerhedsmæssige komplikationer. Så det medvirker jeg gerne til, at det bliver klaret under udvalgsbehan dlingen, så flest muligt af Folketingets partier føler sig trygge ved, at det her er gode og nødvendige redskaber….. ”   Hvilke overvejelser har ministeren gjort for at imødekomme den rej- ste kritik af de retssikkerhedsmæssige komplikationer?” Svar: Som  anført  i Justitsministeriets  besvarelse  af  spørgsmål  nr.  1  af  4.  marts  2005  fra  Folketi ngets Retsudvalg vedrørende lovforslaget indeholder den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, i stra f- fuldbyrdelsesloven (lovforslagets § 1, nr. 4) en hjemmel til at træffe beslutning om at gennemfø- re  fællesskab  alene  som  cellefællesskab  mellem  to  indsatte  i  fængselsafdelinger  og  arresthuse, der er særligt udpeget til at huse ”negativt stærke” indsatte. Som  anført  i  besvarelsen  hjemler  den  foreslåede  bestemmelse  en  adgang  til  at  udpege  visse fængselsafdelinger/arresthuse  til  at  være  institutioner  med  begrænset  fællesskab,  hvorimod  der ikke med hjemmel i bestemmelsen vil kunne træffes konkrete afgørelser om anbringelse af ind- satte i sådanne særligt udpegede fængselsafdelinger/arresthuse. Konkrete  afgørelser  om  anbringelse/overførsel  af  indsatte,  herunder  eventuelt  med  henblik  på anbringelse  af en indsat  i en særligt udvalgt  fængselsafdeling/arresthus,  hvor fællesskabet efter kriminalforsorgens  nærmere  bestemmelse  er  begrænset  til  cellefællesskab,  vil  således   skulle træffes efter de almindelige regler i straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 om valg af afsoningsinsti- tution og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner (straffuldbyrdelseslovens §§ 20-30).

- 2 - Denne type afgørelser, der er begrundet i hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i krimi- nalforsorgens institutioner  – og som i vidt omfang beror på en konkret, skønspræget vurd ering, der må bygge på et indgående kendskab til miljøet i den pågældende institution – er ikke under- givet en udvidet adgang til domstolsprøvelse efter § 112 i straffuldbyrdelsesloven. På samme måde vil en   beslutning om at udpege særlige fængselsafdelinger/arresthuse til at være institutioner med begrænset fællesskab, jf. den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, i strafful d- byrdelsesloven (lovforslagets § 1, nr. 4), skulle træffes ud fra hensynet til at opretholde orden og sikkerhed i kriminalforsorgens institutioner. Hertil kommer, at der som nævnt er tale om en ge- nerel afgørelse om karakteren af en fængselsafdeling/arresthus. På baggrund af det anførte  er det Justitsministeriets opfattelse, at beslutninger om udpegning af særlige fængselsafdelinger/arresthuse efter lovforslagets § 1, nr. 4, ikke bør undergives en udvi- det domstolsprøvelse efter bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 112. Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr  . 6 og 7 af 29. marts 2005 fra Folketingets  Retsudvalg  vedrørende  lovforslaget,  tager  den  foreslåede  bestemmelse   i  §  33  a  i straffuldbyrdelsesloven (lovforslagets § 1, nr. 6) bl.a. sigte på samme (nødretslignende) situ atio- ner, som er omfattet af § 3 i bekendtgørelse nr. 573 af 5. juli 2002 om indsattes adgang til fælles- skab  m.v.  med  andre  i  kriminalforsorgens  institutioner  (fællesskabsbekendtgørelsen),  hvorefter der  består  en  begrænset  adgang  til  at  begrænse  eller  ophæve  fællesskabet  midlert idigt,  når  der foreligger helt særlige situationer, jf. herved i øvrigt det under pkt. 3.2.3.1. i lovforslagets almin- delige bemærkninger anførte. Det er i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse anført, at bestemmelsen bl.a. vil ku nne finde anvendelse, hvor der foreligger bombetrusler mod institutionen, hvor der er alvorlige over- fald  de  indsatte  imellem  eller  over  for  personalet,  hvor  der  er  mistanke  om  tilstedeværelse  af skydevå ben eller lignende i institutionen, og hvor den dermed forbundne risiko for indsatte eller personalet gør det nødvendigt midlertidigt at begrænse eller ophæve fællesskabet. Bestemmelsen vil ifølge bemærkningerne ligeledes kunne anvendes, hvor der er oprør, optræk til oprør eller en generelt truende stemning blandt de indsatte i institutionen eller dele af denne. Der  er  således  tale  om,  at  bestemmelsen  udelukkende  vil  kunne  bringes  i  anvendelse,  når    helt ekstraordinære ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet , ligesom foranstaltningen efter den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk . 2, i straffuldbyrdelsesloven ikke må have et o m- fang  eller  en  udstrækning,  der  er  mere  vidtgående,  end  de  ekstraordinære  ordens -  eller  sikker- hedsmæssige hensyn nødvendiggør.

- 3 - Hertil kommer, at institutionen efter den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk.  5, i straffuldbyr- delsesloven så hurtigt som muligt  skal underrette Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalfor- sorgen, om en afgørelse om midlertidig ophævelse eller begrænsning af fællesskabet i institutio- nen.  Institutionen  skal  desuden  dagligt  underrette  direktoratet,  så  længe   en  sådan   afgørelse  op- retholdes helt eller delvis. Anvendelsen  af  bestemmelsen  er  således  undergivet   en  meget  tæt  kontrol  fra  de  centrale  myn- digheder, ligesom der vil være mulighed for at klage over en afgørelse om midlertidig ophævelse eller  begrænsning  af  fællesskabet  til  Folketingets  Ombudsmand,  hvor  den  pågældende  således kan få en uafhængig klagesagsvurdering . Folketingets Ombudsmand vil desuden kunne tage sa- gen op af egen drift. Det vil endvidere være muligt at søge sagen indbragt for domstolene efter grundlovens § 63. Mensyn til spørgsmålet om aktindsigt og begrundelse bemærkes, at  Justitsministeriet  i besvarel- sen af spørgsmål nr. 3  af 29. marts 2005 fra Folketingest Retsudvalg vedrørende lovforslaget har redegjort for  de gældende regler i forvaltningsloven om begrundelsespligt m.v. i sager om straf- fuldbyrdelse. Bestemmelserne i forvaltningslovens § 9, stk. 3, og § 24, stk. 3, 1. pkt., blev indført ved lov nr. 382 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt m.v.). Lovændringen byggede på en udtalelse, som Straffelovrådet afgav i 1996 om aktindsigt i sager om stra ffuldbyrdelse. Som   anført   i   besvarelsen   er   det   Justitsministeriets   opfattelse,   at   retten   til   aktindsigt   og begrundelse er væsentlige forvaltningsretlige partsrettigheder, der har til formål at   medvirke til, at den person, som en forvaltningsmyndigheds afgørelse er rettet til, kan varetage sine interesser. Derfor bør en indskrænkning i disse rettigheders anvendelsesområde kun komme på tale, når der foreligger særlige grunde. Justitsministeriet vil fremhæve, at de gældende regler om begrundelse m.v. modvirker, at indsat- te nærer en sådan  frygt for repressalier fra medindsatte, at de viger tilbage for at afgive belasten- de oplysninger om en medindsat, der vil kunne indgå i grundlaget for en sag om f.eks. overfø r- sel.  Endvidere  finder  Justitsministeriet,  at  de  hensyn,  der  begrunder  de  gældende  særlige  be- grænsninger i adgangen til aktindsigt og begrundelse  –  dvs. hensynet til at sikre kriminalforsor- gens mulighed for at opretholde orden og sikkerhed i fængslerne, beskytte indsatte og personale mod  overgreb  fra  andre  indsatte  og  sikre,  at  kriminalforsorgen  modtager  relevante  oplysninger fra andre indsatte – overstiger hensynet til den berørte indsattes interesse i aktindsigt m.v. På den anførte baggrund er det min opfattelse, at den rejste kritik vedrørende de retssikke rheds- mæssige aspekter af de ovenfor omtalte dele af lovforslaget ikke er velbegrundet.