Til lovforslag nr. L 137 Folketinget 2004 - 05 (2. samling) Betænkning afgivet af Europaudvalget den   27. maj 2005 Betænkning over Forslag til lov om Danmarks tilslutning til EU’s forfatningstraktat (Danmarks ratifikation m.v. af traktat om en forfatning for Europa) [af udenrigsministeren (Per Stig Møller)] 1. Udvalgsarbejdet Lovforslaget  blev  fremsat  den  31.  marts  2005  og  var  til  1.  behandling  den  19.  april  2005. Lovforslaget  blev  efter  1.  behandling  henvist  til  behandling  i  Europaudvalget.  Udvalget  anmoder om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.   Møder Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder. Skriftlige henvendelser Udvalget   har   i   forbindelse   med   udvalgsarbejdet   modtaget   skriftlig   henvendelse   fra   Keld Albrechtsen. Spørgsmål Udvalget  har  stillet  247 spørgsmål  til udenrigsministeren  til  skriftlig  besvarelse,  som  denne  har besvaret. 2. Indstillinger og politiske bemærkninger Et flertal i udvalget (V, S, KF, RV og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret  . Venstres og Det Konservatives Folkepartis medlemmer af Europaudvalget støtter lovforslag  nr. L 137 om Danmarks tilslutning til EU’s forfatningstraktat. Forfatningstraktaten er et bedre grundlag for det europæiske samarbejde end Nicetraktaten. De fælles spilleregler tilpasses det udvidede EU og giver mulighed f  or, at EU også fremover kan være  rammen  om  et  effektivt  samarbejde,  når  medlemskredsen  udvides  ud  over  de  25  nuværende medlemslande. Forenkling og effektivitet samt åbenhed og demokrati er hovedoverskrifter for de tilpasninger, der lægges  op  til  i  forfatni  ngstraktaten.    Samtidig  understreges  det,  at  EU  fremdeles  er  et  frivilligt samarbejde   mellem   selvstændige   lande.   Kompetencefordelingen   klargøres,   så   det   tyd eligere fremgår, hvad der er EU’ s kompetence, og hvad der er medlemslandenes kompetence. Med forfatningstraktaten gives der bedre mulighed for at bekæmpe den internationale kriminalitet og terrorisme. De danske forbehold videreføres i traktaten.

2 En styrket fælles udenrigspolitik giver Europa langt bedre mulighed for at medvirke til at udvikle demokrati og udbrede menneskerettighederne i dele af verden, hvor dette ikke er selvfølgeligheder. Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af Europaudvalget kan anbefale et klart ja til   forfatningstraktaten.   For   såvel   Danmark   som   for   hele   EU   er   forfatnin gstraktaten   et   godt instrument til at løse de politiske opgaver, vi står over for. Venstres  og  Det  Konservative  Folkepartis  medlemmer  af  Europaudvalget  ønsker,  at  Danmark ratificerer forfatningstraktaten efter en dansk folkeafstemning den 27. september 2005. Efter det franske og hollandske nej er det tilfredsstillende, at Det Europæiske Råd på sit møde i Bruxelles den 16. og 17. juni 2005 vil drøfte situationen med henblik på at skabe klarhed over den videre proces. Socialdemokratiets  medlemmer  af  udvalget  fremhæver,  at  Socialdemokratiet  ubetinget  støtter forfatningstraktaten  og  dermed  L  137.  De  nye  rammer  giver  bedre  beslutningsmuligheder  i  det europæiske   samarbejde  ,   hvilket   der   er   brug   for   ikke   mindst   efter   EU’s   udvidelse:   Europas grundlæggende  værdigrund lag  fremhæves,  strukturen  i  samarbejdet  forenkles  (selv om  det  dog stadig er meget kompliceret), lovgivningsprocessen gøres mere åben  , og der gives større indflydelse til de folkevalgte både i Europa -Parlamentet og i de nationale parlamenter, kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og EU’s institutioner gøres tydelig, og samarbejdets karakter af delegeret myndighed fra suveræne europæiske stater understreges. Det er Socialdemokratiets samlede vurdering, at EU med vedtagelsen af de nye rammer bedre vil kunne  gøre  noget  ved  fælles,  grænseoverskridende  problemer  som  ikke  mindst  arbejdsløshed, forurening og terror/kriminalitet, hvis den politiske vilje er til stede i medlemslandene. EU vil også kunne spille en mere konstruktiv rolle i en global sammenhæng   med de nye rammers større vægt på en fælles udenrigspolitisk optræden. Under   udvalgsarbejdet   er   der   i   øvrigt   skabt   klarhed   over   en   række   påstande   om   den   nye forfatningstraktat: EU-samarbejdet er ikke forløberen for en europæisk superstat. Det årlige budget svarer  kun  til  1  pct.  af  nationalindkomsterne  i  medlemsstaterne.  Det  eksisterende  princip  om  EU- loves forrang for national lovgivning gælder kun på EU   -relaterede områder,  for den nye traktat kan selvfølgelig ikke tilsidesætte den danske    grundlov eller noget andet lands forfatning. Indarbejdelsen af Charteret om Grundlæggende Rettigheder i selve traktaten indebærer ikke, at EU -Domstolen kan udvide  sin  myndighed  ud  over  EU-rettens  grænser.  Medlemslandene  har  ikke  pligt  til  oprustning, men til at forbedre deres militære muligheder for at opfylde fredsbevarende opgaver       og Danmark står i øvrigt fortsat uden    for forsvarssamarbejdet i EU. Afsnit III i traktaten om fælles politikker er i det store og hele en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i den gælden   de Nicetraktat med nogle få sympatiske ændringer. Dog sikres princippet om fælles beslutningstagning på alle politikområder –  også landbrugspolitikken  – således at Europa    -Parlamentet og Rådet bliver ligeberettigede i EU’s lovgivningsproces. Socialdemokratiet  skal  i  øvrigt  henvise  til  den  fremsynede  aftale,  der  er  indgået  mellem    fem partier, om en aktiv dansk europapolitik efter vedtagelsen af forfatningstraktaten. Socialdemokratiet står  helt  bag  de  tilkendegivelser,  der  er  i  den  aftale,  som  sikrer,  at  vi   er  med  til  at  benytte  alle traktatens  gangbroer  og  nødbremser  set  ud  fra  et  ønske  om  en  videreudvikling  af  det  danske velfærdssamfund og en aktiv dansk profil i EU  -samarbejdet. På   den   baggrund   agter   Socialdemokratiet   at   medvirke   til   lovforslagets   gennemfør  else,   og Socialdemokratiet  støtter  den  tilrettelagte  tidsplan  inklusive  den  kommende  folkeafstemning  den 27.  september  2005.  Imidlertid  har  det  markante  nej  ved  både  den  franske  og  den  hollandske folkeafstemning  skabt  tvivl  om,  hvorvidt  traktaten  i  det  hele  taget  kan  gennemføres.  Tvivlen  er heller  ikke  blevet  mindre  af  UK’s  lidt  svævende  meddelelser.  Socialdemokratiet  er  enig  med

3 statsministeren,   når   han   offentligt   har   fremhævet,   at   denne   tvivl   må   fjernes   før   den   danske folkeafstemning.  »Der  må  være  noget  a   t  stemme  om«,  som  statsministeren  har  formuleret  det. Regeringerne i Frankrig, Holland og UK skylder deres europæiske partnere at give udtryk for både mulighed   for   og   politisk   vilje   til   at   ratificere   forfatningstraktaten   i   dens   foreliggende   form. Regeringen  bør  derfor  aktivt  søge  at  opnå  den  fornødne  klarhed  i  forbindelse  med  mødet  i  Det Europæiske Råd den 16. og 17. juni. Ingen kan naturligvis give garantier, men det er helt afgørende, at  det  sandsynliggøres,  at  der  stadig  er  en  traktat  at  stemme  om,  og  so m  kan  gennemføres  uanset udfaldet af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Det Radikale Venstres  medlemmer af udvalget  understreger, at Det Radikale Venstre siger ja til forfatningstraktaten, fordi den er bedre end Nicetraktaten og vil være en fremra  gende ramme for det europæiske samarbejde mellem snart mere end 25 lande. Tilblivelsen af forfatningstraktaten var en nyskabelse.   Alle    tidligere    traktater    blev    forhandlet    i   lukkede    rum    mellem   regeringer   og embedsmænd.   Denne   gang   er   grundlaget   skabt   af   Det Europæiske   Konvent,   der   bestod   af medlemmer  fra  28  landes  parlamenter  og  Europa-Parlamentet,  repræsentanter  fra  regeringerne  og Kommissionen  samt  nogle  observatører.  Arbejdet  foregik  i  fuld  åbenhed,  og  resultatet  blev  et forslag til en forfatningstraktat. Hovedparten af forslaget blev vedtaget af selve regeringskonferencen i 2004. Vi har aldrig før haft en så demokratisk arbejdsfacon, når der skulle udarbejdes en traktat eller traktatændring. Men også selve forfatningstraktaten er en nyskabelse. Det eksis terende traktatgrundlag er stort set ulæseligt  for  alle,  der  ikke  har  studeret  området  eller  arbejdet  inden for  det.  Forfatningstraktatens grundlæggende  to  første  dele  kan  faktisk  læses  og  forstås.  Resten  er  selvfølgelig  ikke  en  læs elet - udgave alene af den grund, at det ikke er en forfatning. Det er faktisk en forfatningstraktat, og der må   være   mange   paragraffer,   hvis   ikke   al   fortolkning   skal   overlades      til   domstolene.   Det   er simpelthen  en  nødvendighed  med  de  mange  paragraffer  for  sikre  et  samarbejde  mellem   så  mange forskellige lande. Det  Radikale  Venstre  vil  gerne  fremhæve  en  række  temaer,  som  er  afgørende  for Det  Radikale Venstres helhjertede ja til traktaten: - Det er for første gang nogen sinde i denne verden lykkedes at skabe et regionalt forpligtende samarbejde, der bygger på en række klare, universelle værdier som respekt for demokrati, ligestilling og mindretal. Det er faktisk enestående, at 28 lande      de 25 medlemslande og de 3 ansøgerlande      kan enes om et sådant grundlag. Det er aldrig set før, og   Det radikale Venstre håber, at det bliver en model for andre regioner i verden. Derudover præciseres det i forfatningstraktaten, at unionen bygger på medlemsstaterne, og at unionen kun kan agere, hvis medlemsstaterne har givet unionen lov til det. Det er også præciseret, at landene kan melde sig ud, hvilket igen understreger, at det er en traktat og ikke en forfatning. Den gamle retorik om et stadig tættere samarbejde er væk og erstattet af målet om at fremme freden, værdierne og befolkningernes velfærd. D  et vil sige, at der skal arbejdes for fuld beskæftigelse og sociale fremskridt på et bæredygtigt grundlag. - Forfatningstraktaten gør samarbejdet langt mere demokratisk end tidligere, fordi åbenhed er et grundvilkår i beslutningerne. Beslutningsprocessen  er forenklet og mere gennemskuelig. De nationale parlamenters rolle er udvidet, både når det drejer sig om nærhedsprincippet , og når det drejer sig om en øget kontrolfunktion i samarbejdet om f.eks. bekæmpelse af kriminalitet. Europa-Parlamentet får mere  indflydelse, og for første gang kan borgerne være med til at sætte en dagsorden. Et flertal af befolkningerne på 65 pct. er afgørende for, om et forslag kan forkastes eller vedtages, og borgernes rettigheder er præciseret, hvilket alt sammen er demokratiske grundvilkår og forbedringer. - Forfatningstraktaten tager et tigerspring frem i bestemmelserne om unionens optræden udadtil. EU kan blive verdens sociale samvittighed, hvis vi vil leve op til målsætningerne om at bidrage

4 til fred, sikkerhed, solidaritet og udryddelse af fattigdom. EU får en udenrigsminister, der i kraft af sit permanente formandskab for Udenrigsministerrådet har gennemslagskraft og kan samordne og koordinere Europas holdninger og økonomiske indsats. Derfor får EU i fremtiden langt bedre muligheder for at handle samlet ud fra en fælles udenrigs  - og sikkerhedspolitik. Nu kan vi tage ansvar og handle, når verden omkring os har brug for støtte eller hjælp. Europa er allerede i dag en stærk økonomisk magt i verden, og i kraft af dette præger vi f.eks. WTO- forhandlingerne. Nu får vi mulighed for at blive en politisk magt. Vi kan præge udviklingen ved at sætte vore værdier i centrum. Men Europa får også mulighed for at agere, når det drejer sig om fredsbevarelse og konfliktforebyggelse. Derved bliver det muligt med et modspil og et medspil til USA, og det har verden brug for. Det har vi klart set, bl.a. i forbindelse med krigen i Irak. Den fælles sikkerheds  - og forsvarspolitik udgør en integreret del af den fælles udenrigs   - og sikkerhedspolitik, men det er vigtigt at understrege, at det fortsat er de enkelte medlemslande, der suverænt bestemmer over deres egne forsvarsstyrker, altså til hvad og hvor de anvendes. - Forfatningstraktaten gør det muligt at skabe et langt stærkere samarbejde om en la   ng række interne, grænseoverskridende problemer. Det Radikale Venstre vægter her det styrkede samarbejde om den fælles asyl  - og indvandrerpolitik. Kun i fællesskab vil man finde humane løsninger. Det skal være slut med at skubbe problemerne rundt mellem la   ndene. På det punkt står Danmark stadig uden  for samarbejdet, hvilket er et kæmpe problem. Det  Radikale  Venstre  finder,  at  forfatningstraktaten  er  den  ramme,  der  gør  det  muligt  at  skabe europæiske  løsninger  på  grænseoverskridende  problemer  på  et  fælles  gr undlag.  Det  er  op  til borgerne og politikerne at fylde rammerne ud. Det Radikale Venstre har nogle klare politiske mål for  dette  samarbejde.  Det  Radikale  Venstre  vil  som  hidtil  kæmpe  for  sunde  madvarer,  miljøet  og forbrugerbeskyttelse. Det Radikale Venstre vil af med landbrugsstøtteordningerne, og  Det Radikale Venstre vil sikre et europæisk indre marked, hvor der er tjek på de kemikalier, der er i alt lige fra cremer til børnelegetøj. Vi skal sikre, at olieforurenende skibe bliver opdaget og stillet til reg  nskab. Vi  skal  skabe  et  Europa,  der  satser  på  forskning  og  innovation,  så  vi  kan  erstatte  udflytningen  af arbejdspladser med nye muligheder. EU er mere og mere et politisk projekt, mindre og mindre en kamp mellem landene og mere og mere en kamp mellem forskellige politiske holdninger. Unionen er ikke i kraft af sig selv rød, gul, grøn, blå eller andre farver. Europa er, hvad vi gør det til, hvad befolkningerne i Europa ønsker, vi skal gøre Europa til. Hvis der er et flertal for grønne løsninger, så bliver d er grønne løsninger. Hvis der er et flertal for sorte løsninger, så bliver der sorte løsninger. Sådan  er  det,  for  sådan  er  demokratiet,  og  derfor  er  det  selvfølgelig  vigtigt,  at  partier  med  de politiske  holdninger,  der  giver  et  grønt  Europa,  også  er  på  ban   en  og  deltager  i  det  europæiske arbejde.  Kun  på  den  måde  kan  vi  præge  Europa  og  få  en  bæredygtig  udvikling.  Det  er  med  de holdninger,  at  Det  Radikale  Venstre  vil  søge  at  præge  fremtidens  Europa.  Hovedspørgsmålet  er derfor  ikke,  om  dette  er  den  ideelle  traktat.  Spørgsmålet  er,  om  forfatningstraktaten  er  en  bedre ramme end den eksisterende. Det radikale Venstre er ikke i tvivl om, at svaret er ja, og derfor siger Det Radikale Venstre ja til lovforslaget og forfatningstraktaten. Et mindretal i udvalget (DF ogEL) indstiller forslaget til forkastelse ved 3. behandling. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget udtaler: Den 27. september 2005 skal den danske befolkning stemme om, hvorvidt vi ønsker en forfatning for Europa. Allerede under 1. behandling af dette lovforslag så vi, hvordan de, der støtter det, gerne vil  have  os  til  at  tro,  at  der  blot  er  tale  om  en  opdatering  af  Nicetraktaten.  Intet  er  mere  forkert. Forfatningen  indfører  en  helt  ny  magt -  og  retsstilling  i  Europa,  som  Dansk  Folkeparti  vender  sig imod, og som alle partier godt ved, at befolkningerne ikke ønsker. Derfor gør støtterne alt, hvad der er muligt, for at vildlede. Alene ordet »forfatningstraktat« er vildledning. Forfatningen vedtages ved en traktat, men i det øjeblik traktaten er vedtaget i alle  medlemslandene, er der en forfatning – en

5 grundlov –  for Europa. Begrebet »forfatningstraktat«, som tilhængerne anvender, findes slet ikke i teksten.  Derimod  tales  der  side  op  og  side  ned  om  »forfatningen«.  Ordet  »forfatning«  optræder mere end 200 gange. Ved folkeafstemningen i Frankrig den 29. maj 2005 har et overvældende flertal på 54,1    pct. af de franske vælgere afvist den franske regerings stormagtsdrømme og tanken om en fælles grundlov for 25  europæiske  nationer.  På  tidspunktet  for  denne  betænknings afgivelse  er  der  kun  få  dage  til afholdelse af en tilsvarende folkeafstemning i Holland, og meget tyder på, at også den hollandske befolkning  vil  underkende  politikernes  stormagtsprojekt.  På  denne  baggrund  burde  det  være  en selvfølge,  at  den  danske  regerin g  stillede  vedtagelsen  af  L  137  i  bero  frem  for  igen  og  igen  at fastholde,   at   regeringen   insisterer   på   at   gennemføre   en   folkeafstemning   i   Danmark   om   en forfatning, der i realiteten er faldet allerede ved den franske folkeafstemning. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det påfaldende, at den poliske elite i Danmark, der  støtter  ønsket  om  den  fælles  grundlov  for  EU’s  medlemslande,  konsekvent  afviser  at  gøre  en aktiv  indsats  for  at  give  befolkningen  indsigt  i  forfatningens  indhold.    Dansk  Folkeparti  har  i Folketinget    stillet    det    meget    selvfølgelige    forslag,    at    regeringen    skal    lade    forfatningen husstandsomdele   (forslag   til   folketingsbeslutning   nr.   B   15,   Folketinget   2004-05   (2.   samling), fremsat  den  11.  marts  2005,  jf.  Folketingstidende  tillæg  A    side  5225  og  5219).  Forslaget  blev førstebehandlet d en 29. april 2005. Betænkning blev afgivet den 20. maj 2005. Regeringspartierne, S    og    RV    tog    afstand    fra    ønsket    om    at    husstandsomdele    for fatningen.    Udgiften    ved husstandsomdeling var af Statsministeriet anslåe t til 150 mio. kr. Da det senere af Dansk Folkeparti blev  dokumenteret,  at  den  virkelige  udgift  ville  udgøre  kun  lidt  over  en  tiendedel  af  dette  beløb, nemlig  ca.  16  mio.  kr.,  var  regeringens  argument  et  andet,  nemlig  at  man  ikke  ville  påtvinge befolkningen at skulle modtage et dokument, som nogle måske ikke ønsker i deres brevkasse. Dansk    Folkepartis    medlemmer    af    udvalget    har    følgende    overordnede    bemærkninger    til forfatningen: Symbolernes Europa På alle væsentlige områder bliver EU med den nye forfatning t il en stat. De symboler, vi normalt forbinder med noget nationalt, og som er identifikation på en stat, er opregnet i artikel  I -8. Det er naturligvis  ikke  en  tilfældighed,  men  har  det  meget  klare  politiske  sigte,  at  EU  ikke  længere  skal være  en  mellemstats  lig  organisation,  men  en  stat  med  alt,  hvad  til  stater  hører.  Derfor  har  man  i artikel  I-8  forfatningsfæstet,  at  unionen  har  et  flag  ,  unionen  har  en  hymne,  unionen  har  et  motto, unionen  har  en  mønt ,  ligesom  unionen  har  en  nationaldag.  Disse  symboler  sender  et  utvetydigt signal om, at nationalstaternes tid er forbi. Fremtiden er unionens –  og derfor må unionen udstyres med de tegn, der tidligere udgjorde de nationale holdepunkter. Det fastslås da også direkte i artikel I-7, at »Unionen har status som juridisk person«. Det betyder i realiteten, at Unionen ikke kun er et samarbejde mellem selvstændige stater, men at Unionen selv er en stat. Mindre og mindre indflydelse for Danmark og andre små lande Nu er symboler, mottoer og fælles hymne lidt luftige og ukonkr  ete begreber. Hvad der imidlertid ikke er luftigt, er de nye magtbalancer. Som bekendt er det Ministerrådet, der træffer de afgørende beslutninger. I dag har hvert land et fast antal stemmer. Men med forfatningen bliver det afgørende fremover landenes befolkningsstørrelser. Det betyder, at Danmarks indflydelse bliver nedreguleret til 1,17 pct. (5,3 mio./452 mio.). Med de forestående optagelser af Rumænien, Bulgarien og måske Tyrkiet  vil  de  danske  stemmevægte  blive  yderligere  forringet.  Det  er  et  historisk  a  nslag  mod Danmarks   selvstændighed   som   nation,   når   et   flertal   i   Folketinget   nu   vil   prøve   at   overtale befolkningen til at acceptere en europæisk grundlov, der på samme tid overfører nye magtområder

6 til Unionen og drastisk reducerer den danske     og andre små  landes     indflydelse på afgørelserne. Det er et historisk svigt, som befolkningen forhåbentlig vil gennemskue og forhindre den politiske elite i at få held med. De nye stemmeregler gavner entydigt de store lande. Kun Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien og Storbritannien får mere magt. Alle andre mister indflydelse. Samme tendens kan ses i de to andre afgørende magtorganer i EU. I Kommissionen skal vi i hver tredje 5-års -periode acceptere ikke at have nogen kommissær overhovedet og dermed været afskåret fra at fremsætte forslag i EU. I Europa  -Parlamentet, hvor Danmark i dag har 14 medlemmer, sættes der  en  mindstegrænse  på  6  medlemmer.  Der  er  ingen  tvivl  om,  at  antallet  af  danskere  i  Europa   - Parlamentet vil blive nedsat i takt med de udvidelser, som EU arbejder på. Bulgarien og Rumænien er  allerede  sikret  medlemskab,  og  den  3.  oktober  2005  –  en  uge  efter,  at  danskerne  har  stemt  om forfatningen –  falder der afgørelse om  at indlede forhandlinger med Tyrkiet om optagelse. Antallet  af  medlemmer  i  Europa-Parlamentet  er  afgørende  for  den  demokratiske  repræsentation. Jo færre medlemmer Danmark får, des flere stemmer skal der til for at blive repræsenteret. Med de udvidelser,  som  unionen  lægger  op  til,  er  der  ingen  tvivl  om,  at  Danmark  vil  komme  tættere  og tættere på d   e 6 medlemmer. Dermed bliver spærregrænsen ved EU -parlamentsvalg her i landet 16,5 pct. Ved folketingsvalget i februar 2005 fik Dansk Folkeparti 13,2 pct., Det Konservative Folkeparti 10,3 pct., Det Radikale Venstre 9,2 pct., Socialistisk Folkeparti 6,0 pct. og Enhedslisten 3,4 pct. af stemmerne.  Med  de  samme  stemmetal  til  Europa-Parlamentet  ville  ingen  af  disse  partier  få  et medlem    valgt.    Kun    Venstre    og    Socialdemokraterne    ville    blive    repræsenteret.    Det    er fremtidsudsigterne for de danske politiske partier og de folkelige bevægelser. Vi risikerer inden for nogle år et topartisystem, hvor en meget stor andel af de danske vælgere   , måske endda et flertal af danske vælgere  , ikke vil blive repræsenteret i Europa  -Parlamentet      et meningsmonopol, der intet har med folkestyre at gøre. Havde  EU  bare  været  et  koordinationsorgan  for  handel,  miljøstandarder  og  lignende  tekniske forhold, kunne vi nok have levet med ikke at have så meget at skulle have sagt. Men med den nye forfatning,   hvor   det   bliver   en   selvstændig   målsæt ning   for   EU   at   blande   sig   i   at   sikre   høj beskæftigelse,  social  beskyttelse,    et  højt  uddannelsesniveau  og   et  godt  sundhedsniveau  (jf.  artikel III-117),  må  vi  sige  klart  nej  til  at  lade  Danmark  regulere  af  andre  landes  politikere.  Det  lyder naturligvis   besnæ  rende,   når   EU   vil   sikre   høj   beskæftigelse og   et   godt   sundhedsniveau   samt bekæmpe social udstødelse. Men realiteterne er, at EU på alle disse områder halter langt bag efter Danmark.  Vores  beskæftigelse  er  den  højeste  i  Europa,  vor  økonomiske  vækst  er  bedre end  i Euroland, vor offentlige finanser har det bedre end Eurolands, vor folkesundhed er blandt de bedste og  vor  sociale  sikkerhedsmodel  er  helt  ukendt  for  langt  hovedparten  af  medlemslandene.  Når  EU skal lovgive på disse områder, peger alt i retning af ri  ngere forhold for Danmark. Derfor må vi sige fra over for, at EU skulle regulere disse centrale dele af velfærdspolitikken. De skal ikke afgøres i et organ, hvor andre landes politikere har tæt ved 99 pct. af stemmerne. De skal afgøres i Folketinget, hvor danske politikere har 100 pct. af stemmerne. Overførsel af magt fra de folkevalgte til EU -Domstolen Med  den  nye  forfatning  indtager  fundamentale  rettigheder  en  hidtil  uset  stor  position  i  EU’s magtudøvelse.  Ikke  nok  med,  at  unionen  efter  artikel  I -9,  stk.  2,  skal  tiltræde  den  europæiske menneskerettighedskonvention, men hele del 2 er én lang opremsning af rettigheder, som fremover skal reguleres af EU’s domstol. De fleste artikler i Charteret om Grundlæggende R  ettigheder hører efter dansk tradition slet ikke hjemme i en forfatning, men derimod i Folketinget, hvor politikere – og  ikke  dommere  –  afgør  og  fastsætter  danskernes  rettigheder.  Hvis  forfatningen  vedtages,  bliver alle  borgerlige  rettigheder  udstrakt  til  alle,  som  har  lovligt  ophold  i  EU,  hvilket  betyder,  at  alle

7 udlændinge  i  Danmark  skal  have  samme  rettigheder  som  danskerne.  Når  forfatningen  taler  om  at sikre ytringsfrihed (artikel II-71), forsamlingsfrihed (artikel II-72) og erhvervsfrihed (artikel II -75) lyder  det  naturligvis  smukt.  Men  de  smukke  ord  dækker  over  en  langt  mere  grum  virkelighed  , nemlig at al dansk retspraksis og forståelse af  grundlovens bestemmelser (§§ 75, 77 og 79) vil blive underordnet den praksis, som EU-Domstolen vil lægge for dagen, for alle disse rettigheder og den fortolkning,  som  EU-Domstolen  vil  komme  frem  til,  vil  komme  til  at  stå  over  det,  de  danske domstole  og  det  danske  Folketing  beslutter.  EU-retten  og  EU-dommene  får  ubetinget  forrang  for danske love og danske afgørelser. Vores  grundlovsretspraksis,  der  gennem  150  år  har   skabt  en  fasttømret  dansk  retstradition  og retskultur,  bliver  fejet  til  side  af  den  nye  forfatnings  forrang.  Grundloven  og  Højesteret  bliver  på alle områder, hvor EU -Domstolen regerer, uden betydning. De bliver sat ud af kraft. Men ikke nok med, at charteret om grundlæggende rettigheder sætter væsentlige dele af grundloven ud af kraft. I et   omfang,   som   er   helt   ukendt   for   vor   skandinaviske   retstraditioner,   opremses   et   utal   af menneskerettigheder, der i mere end 50 artikler udhuler dansk suverænitet. I  al  den  tid  vi  har  kendt  EU,  har  EF-Domstolen  opfattet  sig  selv  som  den  myndighed,  der  skal forestå  integrationen  mellem  medlemsstaterne  i  EU.  Med  en  samvittighedsløs  politisk  anvendelse og udvidet fortolkning af Nicetraktatens artikel 220 om, at Domstolen »skal værne om lov og ret  «, har  Domstolen  tiltaget  sig  magt  i  et  omfang,  der  ikke  kendes  fra  noget  lignende  internationalt magtorgan.  Charteret  er  et  knæfald  for  en  udemokratisk  overflytning  af  magt  fra  folkevalgte politikere til udpegede dommere og vil gøre d et umuligt at forudsige, hvor EU-Domstolen vil sætte grænsen  for,  hvad  EU  må  regulere     –  hvis  der  overhovedet  bliver  en  grænse.  Det  går  så  vidt,  at charteret  fastsætter  regler  om  indgåelse  af  ægteskaber  (artikel  II -69),  om  frihed  for  kunst  og videnskab (artikel II-73), om asylret (artikel II-78), om kulturel, religiøs og sproglig mangfoldighed (artikel II-82), om børns rettigheder (artikel II -84), om stemmeret til kommunalvalg (artikel 100) og meget mere. På den baggrund er det helt utroværdigt    – grænsende t il det decideret løgnagtige  – at påstå, at der skulle være tale om nogen form for afgrænsning af EU’s magtområde.   Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at der med til Dansk Folkepartis afvisning af EU-forfatningen og L 137 hører en række konk   rete politiske forhold: Fleksibilitetsbestemmelsen og passarellen Forfatningen  indfører  i  ar tikel  I-18  et  nyt  begreb  kaldet  fleksibilitetsbestemmelsen.  Med  denne bestemmelse   bliver   EU’s   topmøder   fremover   i   stand   til   at   overføre   videre   mængder   af hjemmelskompetencer  til  EU  uden  at  holde  folkeafstemninger  forinden.  Det  er  et  demokratisk problem,  at  man  giver  EU’s  institutioner  magt  til  at  handle  uden  befolkningernes  opbakning  –  og der må stilles spørgsmålstegn ved, om de   t lever op til grundlovens §  20, der fastsætter det som et krav til magtdelegation, at magten er defineret i »nærmere bestemt omfang«. Endvidere indfører  forfatningen i artikel 40, stk. 7, den såkaldte passarelle  – d   vs. en gangbro, over hvilken man uden videre kan gå fra enstemmighed til flerta lsafgørelser. Dermed bliver de mange alt for  besværlige  folkeafstemninger  overflødige  i  fremtiden.  I  stedet  skal  Unionens  topmøder  kunne beslutte, at områder, der i dag kun kan træffes med enstemmighed, i stedet skal kunne træffes af et flertal af lande. Det er i særklasse det alvorligste angreb på medlemslandenes suverænitet. For det betyder i realiteten, at et flertal af store lande i fremtiden kan bestemme dansk politik – også på de områder,  hvor  Danmark  i  dag  kan  nedlægge  veto.  Hvilken  nation  har  intere   sse  i  at  forære  sin selvbestemmelse  til  andre  landes  politikere?  Ingen,  og  da  slet  ikke  små  nationer  som  Danmark. Passarellen ville svare til, at en dansk flertalsregering for fremtiden kunne vedtage alle lovene selv, uden at spørge Folketinget.

8 Slut med formandskab I dag er det medlemslandene, der tegner unionen. Sådan bliver det ikke med forfatningen, der gør unionen til en juridisk person, et selvstændigt land. Derfor skal landene heller ikke længere skiftes til  at  have  formandskabet.  Det  bliver  erstattet  af  en  fast  formand,  som  vælges  for  2½  år  med mulighed  for  genvalg  én  gang.  Han  vælges  med  kvalificeret  flertal,  så  fremover  mister  Danmark ikke  bare  muligheden  for  at  have  sine  halvårlige  formandskaber,  men   Danmark  risikerer  også   at blive stemt ned, når  der skal vælges en leder for unionen, for selv EU  -venlige regeringer i Danmark ligger så langt fra EU’s generelle holdninger, at vi ikke kan opnå valg af en formand. Danmark kan ikke fremsætte forslag Samtidig med at formandskabet tages væk fra nationerne,   ændres også antallet af kommissærer. I dag  står  der  i  traktaten,  at  Danmark  sammen  med  alle  de  andre  lande  har  ret  til  en  kommissær. Sådan bliver det ikke med forfatningen, hvor udpegningen af kommissærer vil gå på skift og rotere mellem landene. På den m åde bliver Danmark slet ikke repræsenteret i Kommissionen i hver tredje 5-års -periode.  Men  samtidig  med  at  man  på  denne  måde  afskærer  os  fra  at  have  en  kommissær, fastholder  man,  at  det  med  forfatningen  alene  er  Kommissionen,  der  kan  fremsætte  forslag  til behandling. Men hvordan kan Danmark og den danske regering fremsætte forslag, når vi ikke har nogen kommissær? Svaret er, at det kan vi ikke. Det er utroligt, at nogen dansk regering vil gå så langt i opgivelse af dansk selvstændighed, at man vil acceptere  , at Danmark end ikke længere kan få lov til at stille forslag på områder af vital betydning for os. Danmark stemmes ned I dag har Danmark 7 stemmer i Ministerrådet. Det svarer til 2,1 pct. af de samlede stemmer. Hvis EU-forfatningen vedtages, vil Danmarks antal af stemmer ændre sig til kun 1,17 pct. af det samlede antal. Når man kun har 1,17 pct. af stemmerne, er det i sig selv en illusion at tro, at Danmark skulle have nogen som helst indflydelse. Med forfatningen introduceres nemlig et nyt stemmesystem, hvor et  flertal  i  Ministerrådet  kræver  et  flertal  af  landenes  stemmer  samt  et  flertal  på  65  pct.  af befolkningerne. I dag har Danmark efter reglerne i Nicetraktaten 8 pct. af de stemmer, der kræves til et blokerende mindretal. Hvis forfatningen vedtages, vil Danmark kun have 3 pct. af de stemmer, der kræves til et blokerende mindretal. Tyrkiet med i EU? Skal Tyrkiet være medlem af EU? Det spørgsmål har alle Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti nægtet at stille de danske vælgere. Kun Dansk Folkeparti støttede forslaget om at holde en folkeafstemning i Danmark, før der blev indledt optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Det er  tankevækkende,  for  spørgsmålet  kan  få  vidtrækkende  konsekvenser  for  det  fremtidige  EU - samarbejde. Den eneste mulighed, vi har for at sige klart fra over for Tyrkiet som medlem af EU, er ved at sige nej til den øgede centralisering af magten i Bruxelles, som forfatningen lægger op til. Afgørelsen om at indlede forhandlingerne om Tyrkiets optagelse træffes den 3. oktober 2   005. Der er ingen tvivl om, at denne dato er en væsentlig årsag til, at vi skal stemme den 27. september 2005. Regeringen  vil  nemlig  ikke  have,  at  danskerne  ved,  om  EU  vil  optage  Tyrkiet  eller  ej,  før  vi stemmer om forfatningen. Men der er ingen tvivl om, at Tyrkiet og forfatningen hænger sammen. Selv tilhængerne taler varmt om, at forfatningen er forudsætningen for, at udvidelsen kan finde sted og EU fortsat kan være effektivt. Og da Tyrkiet allerede i dag er et formelt ansøgerland, er det helt urealistisk ikke at se en sammenhæng med forfatningen.

9 Udenrigspolitik Med   EU’s   forfatning   får   EU   sin   egen   udenrigsminister,   som   vil   repræsentere   Danmark   i udenrigspolitiske spørgsmål  , og som kan forpligte Danmark. Flere af de udenrigspolitiske områder er underlagt kvalificeret flertalsafgørelse, så Danmark vil kunne stemmes ned. EU vil oprette sine egne  ambassader  og  have  sine  egne  ambassadører  ligesom  andre  stater.  Og  valget  af  den  fælles udenrigsminister sker også med kvalificeret flertal. Det betyder, at Danmark k an blive sat helt uden for indflydelse på sin egen udenrigspolitik og på  , hvilken udenrigsminister der repræsenter os. For et    lille    land    kan    det    være    utrolig    farligt    at    blive    frataget    sin    egen    udenrigspolitiske beslutningskompetence   og   blive   underkastet   andre   nationers   stormagtsdrømme.   Det   fortæller verdenshistorien os kun alt for godt. Skal EU bestemme Danmarks velfærdspolitik? EF  var  på  mange  områder  tænkt  som  et  praktisk  samarbejde,  der  skulle  skabe  bedre  samhandel mellem  de  europæiske  virksomheder  og  fj  erne  toldbarriererne.  Men  den  skjulte  målsætning  om stadig tættere integration blev udviklet    –   især   af franske og tyske politikere –   således, at EF fra at være  et  mellemfolkeligt  samarbejde  om  handels  -  og  toldinteresser  blev  til  et  politisk  projekt  i  sig selv. Hvor man i EF’s tid lovgav på begrænsede områder, hvor de grænseoverskridende problemers løsning var formålet, er EU  -lovgivningen i dag blevet til et selvstændigt mål. EU er i sig selv blevet en politisk målsætning    – det handler ikke længere om at løs e konkrete problemer, men om at skabe en europæisk storstat. Derfor blander EU sig i dag i en lang række problemer, som slet ikke burde være et anliggende for andre end de nationale parlamenter. Samtidig  oplever  vi,  at  EU’s  nidkære  detailregulering  af  alt     og  alle  skader  væksten  i  EU. Ledigheden    i    de    andre    EU-lande    er    i    gennemsnit    dobbelt    så    høj    som    i    Danmark  ,    og bruttonationalproduktet  pr.  indbygger  i  USA  er  mere  end  40  pct.  højere  end  i  de  15  rigeste  EU - lande. Også europæiske lande uden for EU som Norge, Island og Schweiz klarer sig langt bedre end EU-landene. Man   kan   med   rette   spørge:   Hvorfor   forbyder   EU   os   at   holde   vagt   ved   grænsen,   når   den internationale  kriminalitet  blomstrer  og  vokser?  Hvorfor  vil  EU  give  østeuropæiske  arbejdsgivere ret  til  at  sende  folk  til  Danmark  og  arbejde  under  polske  regler  og  lønninger?  Hvorfor  vil  EU harmonisere vores regler for arbejdstider, når vi i Danmark slet ikke bruger love på dette område   , men derimod lader arbejdsmarkedets parter aftale sig til dette? Hvorfor vil EU bestemme, hvad der skal være kriminelt efter den danske straffelov? Med    forfatningen    bliver    det    en    ret    for    EU    at    styre    alle    disse    forhold    –    lige    fra arbejdsmarkedsanliggender til sundhedsforhold og sociale anliggender. Der indføres en lang række nye magtområder, som EU vil bruge til at gennemregulere landene i endnu højere grad, end det sker i dag. Og når tilhængerne siger, at der bare er tale om at samle de mange spredte bestemmelser, vi allerede   har   i   dag,   passer   det   ikke.   Hvorfor   indskriver   man   for   eksempel   et   charter   om grundlæggende  rettigheder,  der  giver  EU  ret  til  at  regulere  feriepenge,  børns  forhold,  den  sociale sikkerhed og meget mere, hvis det ikke skulle være, fordi EU vil have magt og kontrol over disse områder? Det hænger ganske enkelt ikke samm   en. Det er naturligvis lovligt at ønske Europas Forenede Stater. Men tilsvarende er det lovligt ikke at ønske  Europas  Forende  Stater.  Dansk  Folkeparti  hører  til  den  gruppe  ,  der  mener  det  sidste,    og anbefaler derfor et nej ved folkeafstemningen den 27. september 2005, som bliver konsekvensen af den vedtagelse af L137, som et flertal tegner sig til at kunne stemme igennem.

10 Husk Østrig EU  og   realiseringen  af  de  flotte  ord  kniber  det  dog  nogle   gange  med.  Hvem  husker  ikke fordømmelsen  af  Østrig   ,  efter  at  de  øs trigske  vælgere  havde  valgt  en  regering  af  konserv  ative  og Frihedspartiet,  som  EU’s  dengang  mange  socialdemokratiske  regeringer  ikke  kunne  lide?  Hvem husker ikke, hvordan EU’s stats- og regeringsledere på et fælles møde fordømte og sanktionerede imod den nyvalgte østrigske regering, hvis eneste brøde var, at den var konservativ? Et frit folk, et frit  land  og  et  frit  demokrati  blev  fordømt  af  EU,  selvom  EU  formelt  ikke  havde  nogen  ret  til  at sanktionere mod Østrig. Den   mulighed   skaber   forfatningen,   som   åbner    adgang   til   at   suspendere   et   eller   flere   af medlemslandenes  medlemsrettigheder,  hvis  de  krænker  unionens  værdier.  Tænk  hvis  man  i  den danske  grundlov  havde  givet  regeringen  mulighed  for  at  fratage  Folketinget  retten  til  at  lovgive, fordi flertallet i Folketinget væltede regeringen. Det ville være en chokerende udemokratisk måde at indrette sig på. Det er noget, der hører til i diktaturer og underudviklede samfund, når man vil have ret til at straffe et land, fordi befolkningen ved et frit valg ikke har stemt på de partier, som EU godt kan lide. Hvis forfatningen vedtages, bliver dette langt lettere at gentage, og fremover behøver man end ikke enighed, men kan suspendere et lands rettigheder med kvalificeret flertal. Alt bliver overstatsligt Der  er  ikke  noget  at  sige  til,  at  folk  ofte  føler  EU  som  noget  verdensfjernt,  bureaukratisk  og uoverskueligt, styret af skrivebordsgeneraler uden nogen særlig fornemmelse   for at være forpligtet af  hensynet  til  borgerne  i  de  europæiske  lande.  Sådan  er  virkeligheden  desværr e,  og  der  er  god grund til at være kritisk over   for EU’s snørklede beslutningsstruktur og den enorme, indviklede EU - lovgivning,  som  hviler  på  flere  traktater  og  tre  såkaldte  søjler,  som  hver  repræsenterer  forskellige beslutningskompetencer.   Der er gode begrundelser for at ønske en forenkling, men det, der sker ved at vedtage forfatningen til  afløsning  af  alle  de  gamle  traktater,  er  noget  helt  andet  end  blot  en  forenkling,  sådan  som tilhængerne  påstår.  Forfatningen  er  et  magtmiddel  til  at  tømme  Europas  nat ionalstater  for  politisk myndighed.   Den   giver   EU   magten   over   alle   væsentlige   økonomiske,   politiske   og   kulturelle spørgsmål, og den gør det muligt for et flertal af medlemslandene at stemme enhver modstand ned. Kun på en fjerdedel af alle de områder, der un  derlægges EU, vil vetoretten bestå, og det er endda kun formelt, for landene vil i praksis ikke kunne bruge den.   Særlig  EF  -Domstolen,  som  hverken  hviler  på  et  folkeligt  eller  demokratisk  mandat,  får  udvidet sin  magt,  hvis  forfatningen  vedtages.  I  dag  har  Domstolen  nemlig  kun  indflydelse  på  den  EU - lovgivning,  som  handler  om  det  indre  marked  (søjle  1).  Det  er  også  derfor,    at  Domstolen  stadig hedder  EF-Domstolen,  selvom  samarbejdet  hedder  EU.  Men  når  søjlerne  smelter  sammen  i  én traktat,  får  Domstolen  også  m  agt  på  de  andre  områder,  ligesom  EU  ’s  andre  organer  får  udvidet deres  magt  på  disse  områder.  I  dag  har  EU  eksempelvis  kun  meget  få  midler  til  at  presse  eller påvirke lande, der ikke følger den fælles retspolitik, som hører under EU -traktaten. Domstolen, hvis magt  hovedsagligt  ligger  inden  for  EF-traktaten,  har  nemlig  kun  en  begrænset  magt  over  denne traktat.  Men  når  traktaterne  smelter  sammen  til  én  forfatning  og  søjlerne  smelter  sammen  til  én søjle, bliver der mange flere muligheder for at ensrette landene . Her  udgør  C harteret  om  Grundlæggende  R  ettigheder  et  tilsvarende  problem,  fordi  det  ikke  bare muliggør, men direkte forpligter  Domstolen til at forfølge de målsætninger om velf ærdssamfundets indretning, som Charteret omtaler. På overfladen kan det se symp atisk ud, at EU vil regulere disse forhold, men man må gøre sig klart, at flertallet af EU  -lande slet ikke ønsker et samfund efter dansk eller  nordisk  model.  Vi  må  gøre  os  klart,  at  danske  politikere  er  bedre  til  at  indrette  Danmarks

11 forhold og danske dommere bedre til at pådømme dansk lovgivning, ligesom svenske politikere nok er bedre til at bestemme over Sverige og engelske politikere over England. Samarbejde, men ikke tab af frihed Samarbejde   i   Europa   er   både   ønskeligt   og   nødvendigt.   Vi   skal   have   fælles standarder   for samhandel  og  fælles  minimumsstandarder  for  miljø  og  forurening.  Der  kan  også  på  mange  andre felter samarbejdes på kryds og tværs af landegrænser både ved multilaterale aftaler og ved tosidige aftaler. Men vi behøver ikke en forfatning for E uropa. Der er talløse andre måder at samarbejde på, og  selv  om  befolkningerne  i  EU  afviser  den  politiske  elites  drøm  om  en  Forfatning  for  den Europæiske  Union,  så  vil  der  ganske  givet  i  fremtiden  udvikle  sig  et  dynamisk  og  tillidsfuldt samarbejde  mellem  de  europæiske  lande  og  befolkninger.  Et  nej  til  forfatningen  er  derfor  ikke  et nederlag  for  Europa.  Tværtimod  er  det  en  sejr  for  Europa  og  de  europæiske  befolkninger  og  en styrkelse  af  Europas  muligheder  for  at  udvikle  sig  frit.  Nederlaget  er  et  nederlag  for  eliten  og  for magtstrukturer, som ingen kan være tjent med. Dansk  Folkepartis  medlemmer  af  udvalget  bemærker  afslutningsvis,  at  forfatningen    –  hvis  den førtes ud i livet  –   ville betyde, at vi mister den afgørende indflydelse på vore egne forhold. Den vil fratage os mere selvstændighed, end vi nogensinde har mistet ved de militære nederlag, vi har lidt gennem  vor  historie.  Demokrati  kan  ikke  udøves  i  en  storstat  med  454  millioner  indbyggere.  Det ville blive et formelt demokrati uden indhold. Derfor siger Dansk Folkeparti nej til L 137, ligesom vi den 27. september 2005 anbefaler befolkningen at gå i valglokalet og stemme for et rungende nej til en forfatning for Europa. Enhedslistens  medlem  af  udvalget  bemærker,  at  Enhedslisten  glæder  sig  over,  at  afstemning en den  27.  september  2005  nu  er  udskrevet,  og  at  Enhedslisten  er  parate  til  at  slås  for  et  nej. Enhedslisten  har  særlig  store  forpligtelser,  fordi  Enhedslisten  nu  er  det  eneste  venstrefløjsparti  i Folketinget, som er imod forfatningen. Enhedslistens medlem af udvalget bemærker videre, at for dem, der kender Enhedslisten og den danske EU-debat, kan det ikke overraske, at Enhedslisten vil arbejde for et nej. Men hvorfor et nej? Enhedslisten har tre hovedargumenter: For det første fører forfatningen til mere   privatisering og udlicitering  og  mindre  velfærd.  For  det  andet  vil  den  opruste  Europa.  Og  for  det  tredje  vil  den svække demokratiet. Enhedslisten får  en stor  opgave med  at forklare  disse forhold. Paragrafferne er komplicerede og velegnede  til  at  kamuflere  det  liberalistiske  indhold.  Og  tilhængerne  gør  alt  for  at  skønmale forfatningen eller i hvert fald fremstille den som ufarlig. Det  korte  af  det  lange  er,  at  der  flyttes  flere  og  flere  beslutninger  fra  de  forsamlinger,  som befolkningen har bedst mulighed for at påvirke , til lukkede møder for virksomhedernes lobbyister, bureaukrater  og  ministre  i  Bruxelles.  Og  mange  sager,  der  før  har  krævet  enstemmighed,  vil  nu blive afgjort med kvalificeret flertal, fordi flertalsafgørelser bliver det grundlæggende udgang   spunkt for,  hvordan  der  med  EU-forfatningen  skal  tages  afgørelser  i  EU.  Det  betyder,  at  almindelige menneskers,  græsrødders,  folkelige  organisationers  og  fagforeningers  muligheder  for  demokratisk indflydelse vil blive svækket.   Formålsparagraffen   i   artike l   I-3   i   den   nye   forfatning   fastslår   desuden,   at   EU   skal   sikre markedskræfternes  frie  spil.  Altså  skal  EU  tage  mere  hensyn  til  salg  og  profit  på  markedet  og mindre hensyn til borgernes behov. Med forfatningen får Kommissionen også eneretten til at stille forslag  på  endnu  flere  områder,  og  den  er  helt  åbenlyst  optaget  af  at  tvinge  en  liberalistisk  kurs igennem.

12 EU-forfatningen vil som sagt også tvinge de enkelte lande til at opruste militært. Det står direkte i EU-forfatningens artikel I-41, stk. 3, at »Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet  «. På almindelig t dansk betyder det at opruste. Men  det  er  ikke  kun  danskerne  eller  europæerne,  som  EU  -forfatningen  går  ud  over.  Med  EU - forfatningen    overtager    Kommissionen    som    udgangspunkt    alle    beslutninger    om,    hvilken handelspolitik  EU  skal  føre.  Vi  ved,  at  Kommissionen  allerede  fungerer  som  en  bølle  over  for ulandene. Den forsøger f.eks. at tvinge ulandene til at privatisere deres vandforsyning for at skaffe gode   ordrer   til   store   europæiske   vandfirmaer.   Det   får   dermed   store   konsekvenser   for   fattige mennesker  i  hele  verden,  hvis  forfatningen  bliver  vedtaget.  Desuden  vil  EU  også  i  fremtiden  i handelspolitikken kunne forhandle på vegne af alle medlemslandene på områder som uddannelse    og sundhed. Der er hermed i længden åbnet op for en ladeport for udenlandske koncerners profit på for eksempel udannelse og sundhed. Men  er  det  trods  alt  ikke  lykkedes  Socialistisk  Folkeparti   gennem  den  politiske  aftale  om Danmark i det udvidede EU at sikre sig, at vi kan blokere for flere flertalsafgørelser og mere magt til EU? Overhovedet ikke. For det første bremser aftalen ikke for de løbende overførelser af magt. Det    er    i    sidste    ende    noget, EF-Domstolen    bestemmer,    og    ikke    Socialistisk    Folkepartis hovedbestyrelse, uanset  hvor meget den  gerne ville. For det andet er Socialistisk Folkeparti ingen garant mod mere magt til et liberalistisk, militaristisk og udemokratisk EU. SF går jo faktisk ind for det på mange områder. For det tredje har korridoraftale  n ingen juridisk gyldighed. Den holder kun, så længe partierne ikke løber fra den. Enhedslisten går ind for mere internationalt samarbejde. Vi stemmer ikke nej, fordi vi vil bygge kolonihavehegn rundt om Danmark. Vi  stemmer  nej,  fordi  EU  og  forfatningen  gør   det  sværere  at  skabe  et  socialt,  bæredygtigt  og demokratisk Europa, og fordi EU-forfatningen modvirker forsøgene på et solidarisk og ligeværdigt samarbejde med resten af verden. Et nej skaffer os ikke af med EU. Et nej sætter heller ikke Danmark uden for   EU. Det anerkender Enhedslisten,  selv  om  et  af  Enhedslistens  mål  er  at  få  Danmark  meldt  ud  af  EU,  fordi  dette  ville kunne skabe et pres i retning af et socialt, bæredygtigt og demokratisk Europa. Et  nej  betyder,  at  forfatningen  er  faldet.  Og  det  kan  åbne   op  for,  at  vi  sammen  med  masser  af andre  europæere  får  en  helt  ny  diskussion  af,  hvad  det  er  for  et  Europa,  vi  ønsker,  og  hvordan  vi mener at samarbejdet mellem landene skal foregå. Vi siger nej i Enhedslisten, fordi vi vil et andet Europa. Enhedslistens  politiske  perspektiv  er  internationalt,  ikke  dansk  eller  europæisk.  Vi  tager  derfor afstand   fra   såvel   den   gammeldags   nationalisme   som   den   moderne   euronationalisme.   Vores alternativ har både et socialistisk og et demokratisk element. For os er socialismen en  forudsætning for  det  fuldt  udfoldede  demokrati,  men  naturligvis  kan  der  gennemføres  en  række  demokratiske reformer under kapitalismen. EU er blevet skabt for at tilpasse Europa til den europæiske storkapitals behov og er som sådan en del  af  borgerskabets  globale  liberaliseringsprojekt.  Der  er  sket  en  stadig  intensivering  af  EU- integrationen  med  etablering  af  rammerne  for  en  egentlig  europæisk  statsdannelse    og  en  fortsat liberalisering af samfundene. Den  økonomiske  integration  og  kapitalkoncentration  i  Eu ropa  er  til  stadighed  blevet  øget  og ligeså handelen og kapitalbevægelserne mellem de europæiske lande. Kapitalens koncentration har medført, at trans - og multinationale selskaber er  blevet styrket økonomisk i forhold til den øvrige kapital.

13 Denne udvikling på det økonomiske plan modsvares af og er blevet styrket af udviklingen på det politiske plan. Opbygningen af en ny europæisk superstat skyldes først og fremmest ønsket om at skabe et indre marked, der kan befordre økonomisk vækst og skabe øget profit, og dernæst ønsket om at styrke den europæiske storkapital i konkurrencen med den amerikanske og japanske. Derfor indskrænker eller fjerner EU de landvindinger, som arbejderbevægelsen og de folkelige kræfter har erobret mht. velfærd, demokratiske rettighede  r,  miljøbeskyttelse osv. Vækst og profitmaksimering er  målet.  Konsekvenserne  er  miljøødelæggelse,  øget  arbejdsløshed,  social  udstødning  og  sociale forringelser. EU’s   ønske   om   at   inddrage   de   østeuropæiske   lande   i   EU   skal   ses   i   sammenhæng   med bestræbelserne    på  at  styrke  den  europæiske  kapital.  EU   -udvidelsen  har  til  formål  at  sikre  disse områder som investeringsobjekter for den vesteuropæiske kapital, også på langt sigt. Desuden er det et  led  i  udvidelsen  af  den  vestlige  interessesfære  mod  øst  og  et  led  i  at stabilisere  områderne sikkerhedsmæssigt. Opbygningen   af   EU-staten   betyder,   at   magten   centraliseres   i   EU’s   lukkede   system,   hvor pengemagten  via  lobbyisme  har  indflydelsen.  Problemet  er  ikke  kun,  at  EU  er  et  redskab  for  den europæiske  kapital.  EU  er  i  hele    sin  opbygning  udemokratisk.  En  EU-superstat  kan  aldrig  blive demokratisk, og derfor afviser Enhedslisten alle illusioner om en rød EU -superstat. I  takt  med  at  magten  overføres  til  centralt  EU -niveau  sker  en  tilsvarende  afdemokratisering  af samfundene i de enkelte EU-lande. Afstanden øges mellem befolkninger og beslutningstagere. Det bliver vanskeligere for folkelige bevægelser og organisationer at skaffe sig indflydelse. Øget magt til  Europa-Parlamentet  er  således  ikke  ensbetydende  med  øget  demokrati,  men    medfører  først  og fremmest   en   underminering   af   de   nationale   parlamenters   magt   og   dermed   af   de   folkelige bevægelsers mulighed for at opnå indflydelse. Derfor   skal   EU   nedbrydes   og   erstattes   af   et   demokratisk   internationalt   samarbejde   mellem selvstændige sta  ter med et udviklet demokrati, hvor der fokuseres på fuld beskæftigelse, solidaritet, menneskerettigheder og miljø. Enhedslistens socialistiske alternativ Enhedslistens  socialistiske  alternativ  indebærer  et  samfund,  hvor  der  produceres  for  at  dække menneskelige   behov   og   ikke   for   at   opnå   profit.   Den   private   ejendoms -   og   råderet   over produktionsmidlerne   er   ophævet   og   erstattet   af   forskellige   former   for   kollektive   ejerformer, kendetegnet   ved   et   fuldt   gennemført   demokrati ,   hvad   angår    både   produktionens   indhol d   og udfør else.   Dette   mål   står   i   fundamental   modstrid   med   EU’s   målsætning   om   deregulering, liberalisering, privatisering og maksimal økonomisk vækst. Enhedslisten  kræver  derfor  et  brud  med  principperne  for  EU’s  indre  marked  vedrørende  fri bevægelighed  for    kapital,  tjenesteydelser,  varer  og  arbejdskraft,  sådan  at  det  altid  er  tilladt  at indføre højere standarder nationalt   og kræve  , at andre lande lever op til disse standarder, hvis de vil eksportere varer til Danmark. De frie kapitalbevægelser skal begræns es for at komme ud af den utålelige situation, vi har i dag, hvor   de   internationale   finansielle   markeder   har   fået   deres   eget   liv,   og   hvor   over   95   pct.   af transaktionerne   intet   har   med   reelle   investeringer   at   gøre,   men   er   ren   kasinovirksomhed. Mulighederne  for  brug  af  de  såkaldte  afledte  instrumenter  til  kortfristet  spekulation  skal  derfor afskaffes, og der skal indføres Tobinskat på finansielle transaktioner. Inden   for  landbruget  er  genindførelse  af  de  veterinære  grænser  en  absolut  forudsætning  for dyrevelfærd og forbrugersundhed.

14 Mennesker skal frit have lov til at bevæge sig til det land, de ønsker at bo og arbejde i. De skal på alle måder sikres samme løn  - og ansættelsesforhold som den lokale befolkning, og enhver form for diskrimination skal bekæmpes.   Der skal føres en aktiv bistandspolitik, sådan at ulande kan undgå en massiv hjerneflugt. Græsrødder,  folkelige  bevægelser, ngo’er,  fagforeninger  og  andre  folkelige  organisationer  er  de kræfter,  som  kan  og  skal  skabe  radikale,  sociale,  demokratiske  og  mil  jømæssige  forbedringer  i Danmark,  i  Europa  og  i  verden.  Derimod  har  Enhedslisten  ikke  –  i  modsætning  til  bl.a.  dele  af Socialdemokratiet  og  SF       nogen  illusioner  om,  at  statsbureaukratiet  i  EU  eller  Danmark  eller økonomiske og politiske magthavere kan sikre sådanne forbedringer. Enhedslistens  demokratiske  alternativ  bygger  på,  at  en  udvidelse  af  demokratiet  er  en  integreret del  af  den  socialisme,  Enhedslisten  kæmper  for,  men  demokrati  er  også  et  vigtigt  mål  i  sig  selv. Derfor kæmper Enhedslisten for en udvidelse af demokratiet, sådan at det repræsentative demokrati suppleres  med  øgede  muligheder  for  direkte  deltagelse  og  indflydelse,  og  for  at  øg  e  det  reelle indhold i de kollektive og individuelle demokratiske rettigheder. Enhedslistens alternativ bygger på mellemstatsligt, konventionsbaseret samarbejde Den nuværende centralistiske EU  -konstruktion, der er stærkt på vej til at blive en ny superma   gt, blokerer  for  gennemførelsen  af  såvel  Enhedslistens  socialistiske  som  demokratiske  målsætninger. Den  vanskeliggør  også  de  folkelige  bevægelsers  mulighed  for  at  få  indflydelse  på  de  politiske beslutninger.   Enhedslisten   foreslår   derfor   i   stedet   et   mere   fl eksibelt   og   smidigt   europæisk samarbejde, der kan tage hensyn til og respektere forskellighederne i Europa. Enhedslistens vision er ikke kun en vision for Danmark. Det er en international vision. Denne samarbejdsmodel kunne kaldes  Organisationen  for  Europæ  isk  Samarbejde  (OES),  men  dybest  set  det  jo  ikke  vigtigt,  om OES hedder OES, EU eller noget tredje, men OES vil i dette bidrag blive brugt som betegnelsen for Enhedslistens alternativ til det nuværende EU for dermed at tydeliggøre dette alternativ. OES skal bygge på mellemstatslige aftaler indgået mellem de forskellige europæiske lande på de områder, hvor de enkelte lande finder det nødvendigt. Dette gælder alle relevante politiske områder, for  eksempel  miljø,  narkosmugling,  flygtninge,  landbrug,  fiskeri  o g  så  videre.  At  en  aftale  er mellemstatslig  betyder,  at  et  medlemsland  har  vetoret  eller  til  enhver  tid  er  sikret  retten  til  at meddele, at det ikke er interesseret i at indgå en aftale, hvis en aftale ikke er tilfredsstillende for det pågældende land. Men  det  mellemstatslige  aspekt  betyder  også,  at  de  enkelte  lande  er  i  deres  gode  ret  til  at  lave andre  politiske  organisationer,  institutioner  eller  fora  end  de  allerede  eksisterende.  For  eksempel kunne det være, at vi i Norden kunne finde på at oprette et n   ordisk miljøråd, eller at EU  -lande ved Middelhavet  sammen  med  de  nordafrikanske  lande  kunne  finde  på  at  lave  et  middelhavsråd  for miljø. Enhedslistens vision bygger i det hele taget på, at der oprettes regionale samarbejdsfora til de konkrete problemer, der skal løses. Enhedslisten mener ligeledes, at det mellemstatslige samarbejde i OES skal bygge på, at det altid vil være tilladt at gå foran med bedre regler inden for de forskellige områder, d et vil sige, at man i de enkelte lande f.eks. kan indføre bedr e miljø - og socialstandarder end de minimumsregler, der vil blive  vedtaget  i  OES.  Udenlandske  producenter  skal  herefter  være  forpligtede  til  at  overholde  de standarder, der er højere end de fælles mindsteregler. Det modsatte     –  at  gå bagud     – kan dog ikke væ  re tilladt, fordi man dermed bryder en indgået international aftale, og i så fald må man træde ud af de relevante fora eller aftaler indgået i OES -regi.

15 OES-medlemslande  må  ligeledes  under  ingen  omstændigheder  overtræde  de  forpligtelser,  der påhviler OES  i FN. Hvad angår  reglerne i FN må OES dog selvfølgelig   – ligesom inden for OES – have retten til at gå foran. OES  udgør  en  fleksibel  struktur  for  europæisk  samarbejde.  Strukturen  under  OES  skal  sikre,  at der  kun  bliver  lavet  regler  på  de  områder,  hvor  de    enkelte  lande  mener,  det  er  relevant  for  de konkrete  problemer,  der  skal  løses,  og  som  selvfølgelig  kan  være  nok  så  komplekse  som  f .eks. flygtningeproblemer eller fattigdomsbekæmpelse, miljø eller økonomisk vækst. Dette  vil  yderligere  –  og    i  modsætning  ti  l  i  det  nuværende  EU – betyde,  at  de  enkelte  landes befolkninger  under  OES  vil  have  langt  større  mulighed  for  at  påvirke  udformningen  af  politikken under  OES,  fordi  den  politiske  kamparena  flyttes  fra  et  overnationalt  system  (EU)  til  de  enkelte stater.  Hermed  bliver  det  nemmere  at  undgå  den  situation,  at  en  politisk  og  økonomisk  elite gennemfører politikker henover hovedet på folket i de enkelte lande, som vi ser det i dag i EU. Effektivitet  nås  under  OES  ikke  ved  at  stemme  andre  ned.  Effektiviteten  opnås    derimod  ved  at sikre,  at  de  politiske  beslutninger  bliver  taget  på  de  rigtige  niveauer  tilpasset  det  lokale,  nationale eller  regionale  niveau.  Herved  undgås  stiv  og  rigid  one   size  fits  all - lovgivning  fra  EU,  hvor  alle regler   absolut   skal   gælde   alle   lande,     selvom   de   nuværende   EU  -lande   indbyrdes   har   mange forskelligheder. Samtidig er sandsynligheden større for, at der ikke fifles på de områder, hvor man i EU  bare  bliver  stemt  ned.  I  EU  er  der  nemlig  117  måder,  hvorpå  man  kan  omgå  en  beslutning, selvom om man er blevet stemt ned – noget de enkelte landes embedsapparater er eksperter i. I OES vil henstillinger være det eneste, der kan besluttes med flertalsafgørelser. At mellemstatsligt samarbejde både er muligt og nødvendigt illustreres ved, at EU i dag faktis  k på en del områder nogle gange vælger ikke at skride til afstemning, fordi man ved, at en afgørelse, der for   eksempel   går   imod   vitale   franske   interesser,   ikke   vil   blive   accepteret   af   Frankrig    – flertalsafgørelser eller ej. Dette har flere gange været tilf   ældet med Frankrig i for  bindelse med EU’s handelssamarbejde med andre stater og organisationer under TEF artikel 133 (tidligere artikel 113). Selv  når  der  således  formelt  er  flertalsafgørelser,  er  der  således  reelt  tale  om  mellemstatslige afgørelser. Man  kan  også  lade  sig  inspirere  af   den  europæiske    menneskerettighedskonvention,  hvor  de  46 lande  i  Europarådet  har  tilsluttet sig  denne  konvention,  og  hvor  der  er  en  domstol,  der  kan  afsige bindende     domme.     Enhedslisten     er     en     særdeles     stærk     tilhænger     af     Den     Eur opæiske Menneskerettighedsdomstol.  Man  kunne  forestille  sig  lignende  konventioner  på  andre  områder, hvor  de  enkelte  lande  frivilligt  tilslutter  sig  hele  eller  dele  af  konventioner  inden  for  nogle  af  de områder,  hvor  der  er  allermest  brug  for  internationale   aftaler,  f.eks.  om  miljø,  selskabsskat  og internationale regler om sociale rettigheder. Det er dog ikke nødvendigvis sådan, at der skal være en domstol,  der  i  sidste  ende  kan  banke  de  enkelte  lande  på  plads.  Det  må  være  op  til  en  konkret vurdering ud fra det konkrete område, der samarbejdes på. Enhedslistens  alternativ  anvender  mellemstatslige  sanktioner.  Hvis  et  land  ikke  overholder  de indgåede aftaler, og hvis der ikke på nogen måde kan findes en fornuftig forhandlingsløsning, er det andre    landes    legitime    ret    inden    for    et    givent    aftalekompleks    under    OES    at    iværksætte økonomiske/handelsmæssige eller politiske/diplomatiske sanktioner og afstraffelsesforanstaltninger. Inden  sådanne  afstraffelsesforanstaltninger  kommer  på  tale,  bør  der  dog  foregå  forhandling er inden for rammerne af de mæglingsinstanser  , OES stiller til rådighed, såfremt de uenige lande ikke kan blive enige uden inddragelse af OES’ mæglingsinstans. En kilde til konflikt kan f.eks. være, at et land har en selskabsbeskatning under det niveau, d  er er blevet  aftalt  i  OES,  og  at  dette  land  ikke  er  villigt  til  at  hæve  dette  selskabsbeskatningsniveau.  I

16 dette tilfælde står det andre lande i OES frit for at lægge told og afgifter på importerede varer fra dette skattelyland, der modsvarer den skat, som selskaber ikke betaler i dette land. Et andet eksempel kan være, hvis et land i OES ikke overholder de arbejdstagerrettigheder, der er aftalt  på  det  mellemstatslige  grundlag  eller  i  FN.  Så  er  lande  med  højere  arbejdstagerstandarder  i deres  fulde  ret  til  at  nægte  virksomheder  fra  lande  med  dårlige  arbejdstagerrettigheder  at  kunne sælge varer i disse lande. Eller man kunne lægge en afgift på disse varer, og bruge pengene til at forbedre arbejdsvilkår i den tredje verden. Etableringen   af   OES   forhindrer   ikke,   at   de   lande,   der   ønsker   det,   kan   opbygge   et   EU   på overnationalt  plan,  og  at  disse  lande  herudover  kan  indgå  i  OES.  Enhedslistens  mål  er  dog  en nedbrydelse af EU, og vi ser en dansk udmeldelse af EU som et led i denne proces Enhedslisten har en række sys  tembrydende reformkrav til EU: - Genindførelse af vetoretten i vitale spørgsmål   . - Indførelse af reel miljøgaranti  . - Ingen imperialistisk udenrigspolitik og sikkerhedspolitik i EU. EU skal ikke være verdens politibetjent. I stedet for at opbygge en ny supermagt, der på lin je med USA vil være med til at undergrave FN, skal hvert land genvinde sin udenrigspolitiske handlekraft. Alle hidtidige stormagter og supermagter har brugt deres militær til at varetage egne interesser. Global omfordeling fra rige til fattige er den bedste fredsskabende foranstaltning, der findes. Magtens deling og decentralisering er et vigtigt princip for Enhedslisten. Der er i sig selv intet negativt i flere territorialstater, fordi dette kan føre til en magtdeling på den internat  ionale arena og svække magtens monopolisering på få hænder. - EU skal ikke beskæftige sig med forsvarspolitik. NATO er et levn fra den kolde krig og skal nedlægges. Forsvarspolitik skal foregå i FN og OSCE med vægt på det konfliktforebyggende arbejde. - Danmark og de andre nordiske lande bør træde ud af Schengenaftalen. Vi siger nej til Fort Europa og ja til international solidaritet. Folk, der flygter fra sult og nød, skal være velkomne i Danmark. - Europol skal nedlægges. Vi skal ikke have et EU  -FBI, der er en stat i staten, hvor medarbejderne har fuldstændig immunitet og arbejder i fuldstændig lukkethed. - Danmark skal tale med egen stemme i WTO og FN. - Ansøgerlande til EU skal have ret til permanente undtagelser og ikke kun overgangsordninger. - Nærhedsprincippet skal fortolkes af de enkelte stater og ikke af EU  -Domstolen. - Alle tekster om snævrere integration, EU  -rettens forrang og de såkaldte gummiparagraffer skal afskaffes. - Der skal indføres fuldstændig åbenhed i EU -systemet. EU’s offentlighedslove skal give borgerne aktindsigt efter de regler, der gælder i de EU lande, der er længst fremme på dette område. Forhandlinger om love skal ske for åbne døre i Ministerrådet. Hemmelige erklæringer skal afskaffes, og de allerede eksisterende hemmelige erklæringer skal gøres tilgængelige for offentligheden. Afstemninger skal være offentlige, og alle stemmeafgivelser skal offentliggøres. Der skal nedsættes et uafhængigt agentur, der kan komme med vurderinger af f .eks. regler på miljøområdet som m  odvægt til lobbyisterne fra de trans  - og multinationale selskaber. Det skal være offentligt tilgængeligt, hvilke bestyrelsesposter m.v. embedsmænd og politikere i EU har ved siden af deres job. Ligeledes skal det være offentligt tilgængeligt, hvilke gaver og ydelser politikere og embedsmænd i EU modtager fra private firmaer. - Regler for flygtninge og indvandrere skal aftales på mellemstatsligt plan. Enhedslisten er ikke tilhængere af flertalsbesluttede tvangskvoter, hvor flygtninge vil blive dårligt beha   ndlet, og hvor mange folk ikke vil betragte dem som legitime flygtninge, fordi de måske kun befinder sig

17 i et land, fordi EU har tvunget landet til dette. Vejen til en human flygtninge- og indvandrerpolitik går ikke via tvang fra EU , men via politisk kamp og folkelig debat i de enkelte EU-lande. - EU’s terrorpakke og arrestordre er et fundamentalt angreb på grundlæggende principper i en retsstat. I et forsøg på at bekæmpe terrorisme undergraves demokratiet, og politiske aktive mistænkeliggøres og kriminal   iseres. Det bedste værn mod terror er en langsigtet strategi om at skabe venner og ikke fjender, sådan som århundreders vestlig imperialisme og undertrykkelse har gjort. En generøs bistandspolitik er i denne sammenhæng en grundlæggende forudsætning. - Enhedslisten ønsker at hæve veterinære standarder, forbedre dyrebeskyttelsen og øge fødevarernes kvalitet. De veterinære grænser skal genindføres omgående. - EU skal ikke lave fælles lovgivning på arbejdsmarkedet. Den fri forhandlings   -, konflikt- og aftaleret skal sikres. Opfyldelse af disse krav vil betyde, at EU rulles tilbage med det langsigtede formål at styrke OES , samtidig   med   at   forslag,   som   kan   skabe   sociale,   demokratiske   og   miljømæssige   fremskridt, vedtages. Enhedslistens  medlem  af  udvalget  understreger,  at  Enhedslisten  aldrig  stemmer  for  forslag,  der udvider unionens magt –  heller ikke selv  om disse skulle indebære forbedringer. I sådanne tilfælde vil Enhedslisten stille forslag, der er mindst lige så vidtgående, i det danske Folketing. Tjóðveldis   flokkurin,  Inuit  Ataqatigiit  og  Siumut  var  på  tidspunktet  for  betænkningens  afgivelse ikke  repræsenteret  med  medlemmer  i  udvalget  og  havde  dermed  ikke  adgang  til  at  komme  med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.   Charlotte Antonsen (V) nfmd.  Erling Bonnesen (V)   Jens Kirk (V)   Kristian Pihl Lorentzen (V) Ellen Trane Nørby  (V)   Morten Messerschmidt (DF)   Martin Henriksen (DF)   Helle Sjelle (KF) Jakob Axel Nielsen (KF)   Svend Auken (S)   Lene Jensen (S)   Niels Sindal (S) Jens Peter Vernersen (S)   Elisabeth Arnold (RV) fmd.  Lone Dybkjær   (RV) Anne Grete Holmsgaard (SF)   Rune Lund (EL) Tjóðveldisflokkurin, Inuit   Ataqatigiit,   Siumut   og   Fólkaflokkurin   hav de   ikke   medlemmer   i udvalget. Folketingets sammensætning Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 52 Enhedslisten (EL) 6 Socialdemokratiet (S) 47 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1 Dansk Folkeparti (DF) 24 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Det Konservative Folkeparti (KF) 18 Siumut (SIU) 1 Det Radikale Venstre (RV) 17 Fólkaflokkurin (FF) 1 Socialistisk Folkeparti (SF) 11

18 Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 137 Bilagsnr.    Titel 1 Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 2 Henvendelse af 27. april 2005 fra Keld Albrechtsen vedr. Traktat om en Forfatning for Europa 3 Spørgsmål modtaget fra et dansk medlem af Europa  -Parlamentet 4 Den tjekkiske præsidents argumenter mod forfatningen 5 1. udkast til betænkning Oversigt over spørgsmål   og svar vedrørende L 137 Spm.nr. Titel 1 Spm. om forholdet mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Unions Domstol, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 2 Spm. om Charteret og menneskerettighedskonventionen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 3 Spm. om, hvorvidt EU-Domstolen vil få nye kompetencer inden for en række specifikke sagsområder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 4 Spm. om, hvordan EU-Domstolens kompetencer generelt påvirkes  af forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 5 Spm. om indflydelsen af en eventuel forkastelse af forfatningstraktaten på udvidelsen af EU med Rumænien og Bulgarien, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 6 Spm. om retten til sociale ydelser og harmonisering af social- og arbejdsmarkedspolitikken, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 7 Spm. om forholdet mellem forfatningstraktatens vedtagelse og Tyrkiets medlemskab af EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 8 Spm. om Bayerns ministerpræsidents udtalelser om årsagen til et eventuelt fransk nej til forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 9 Spm. om den britiske premierministers udtalelser om folkeafstemninger i andre lande, såfremt Frankrig stemmer nej til forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 10 Spm. om formålet med bestemmelsen om politiske partier på unionsplan, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 11 Spm. om husstandsomdeling af forfatningstraktaten sammenlignet

19 med husstandsomdeling i forbindelse med en afstemning om ændring af grundloven, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 12 Spm. om udgifterne til en husstandsomdeling af forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 13 Spm. om artikel II-96 om adgang til tjenesteydelser set i forhold til dom fra Domstolen af 17/5 2001, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 14 Spm. om forholdet mellem servicedirektivet og artikel II-75, stk. 2, om ret til arbejde, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 15 Spm. om betydningen af unionsborgeres ret til ophold på dansk territorium for omfanget af kriminalitet i Danmark, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 16 Spm. om sammenhængen mellem forfatningstraktaten og forhandlingerne om EU’s budget for 2007-2013, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 17 Spm. om artikel II-63, stk. 2, litra c, om kommercialisering af menneskekroppen og muligheden for patent på menneskelige gener, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 18 Spm. om, hvorvidt EU’s magtområde udvides som konsekvens af artikel III-117 om inddragelse af beskæftigelseshensyn m.v. i unionens politikker, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 19 Spm. om nye rettigheder som følge af Chart eret om Grundlæggende Rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 20 Spm. om, hvorvidt fleksibilitetesbestemmelsen udvider Nicetraktatens artikel 308, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 21 Spm. om forståelsen af artikel II -68, stk. 2, om beskyttelse af personoplysninger, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 22 Spm. om EU-Domstolens kompetencer i forhold til Charteret om Grundlæggende   Rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 23 Spm. om forringelser af borgeres mulighed for indsigt i forhold vedr. internationale organisationer, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 24 Spm. om harmonisering af strafferetten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 25 Spm. om EU-Domstolens forrang for danske domstoles praksis vedrørende  grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 26 Spm. om uddannelse som vare på et frit marked, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 27 Spm. om udpegning af en EU-formand og Danmarks mulighed for at beklæde posten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

20 28 Spm. om omfanget af privatiseringer og liberaliseringer som følge af forfatningstraktaten, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 29 Spm. om formuleringen af bestemmelsen om EU-udenrigsministeren i artikel I-28, stk. 4, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 30 Spm. om domstolspraksis vedr. retten til ophold, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 31 Spm. om nedskæringer i landbrugsstøtten som følge af artikel III -227 og III-228, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 32 Spm. om Luxembourgforligets vetoret som forudsætning for dansk EU-medlemskab, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 33 Spm. om udpegningen af EU’s formand ved kvalificeret flertal, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 34 Spm. om Danmarks mulighed for at være kritisk over   for det iranske regime, såfremt forfatningstraktaten vedtages, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 35 Spm. om, i hvilket omfang uddannelse er omfattet af tjenesteydelsesbegrebet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 36 Spm. om betydningen af, om et undervisningsforløb betales af det offentlige eller det private, og om retspraksis på området, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 37 Spm. om flertalsafgørelser på området for handel med tjenest   eydelser og muligheden for, at et medlemsland kan gøre indsigelse, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 38 Spm. om flertalsafgørelser på visse dele af udenrigspolitikken jf. artikel III-300, artikel 2, litra c, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 39 Spm. om, hvorvidt Kommissionen skal overveje, om liberalisering af handel med tjenesteydelser kan forstyrre den nationale levering af ydelser inden for sundhed, uddannelse og social sikring, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 40 Spm. om, på hvilke områder fleksibilitetsbest  emmelsen gælder  , til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 41 Spm. om suverænitetsafgivelse i forbindelse med overgang fra enstemmighed til flertalsafgørelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 42 Spm. om udformningen af artikel III-122 og behovet for grænser for  , hvilke tjenesteydelser der skal omfattes af reglerne for det indre marked, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 43 Spm. om Charteret om Grundlæggende   Rettigheders anvendelighed i   nationale afgørelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 44 Spm. om kriterier for væsentlighed efter artikel I  -36, stk. 1, vedrørende  anvendelse af delegerede europæiske forordninger, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

21 45 Spm. om fremtidige EU-medlemslande, herunder tidligere Sovjetrepublikker, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 46 Spm. om oversigt over retsområder, hvor der kan forekomme problemer i nationale afgørelser mellem EU -retlige elementer og selvstæ  ndige danske vedtagelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 47 Spm. om, hvorvidt hensynet til beskæftigelse, socialbeskyttelse m.v.  , jf. artikel III-117, kan underlægges bestemmelserne i forfatningstraktatens del 3 om bl.a. det indre marked, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 48 Spm. om, hvorvidt det er i Danmarks interesse, at der indføres rotationsprocedure i Kommissionen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 49 Spm. om forfatningstraktatens forrang for nationale forfatninger og om hovedsynspunkter i den forbindelse i de europæiske lande, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 50 Spm. om, hvornår EU’s motto skal indgå i officielle danske sammenhænge, til udenrigsministe  ren, og ministerens svar herpå 51 Spm. om adgangen i artikel III-129 til at udvide anvendelsesområdet for unionsborgernes pligter og rettigheder i artikel I-10, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 52 Spm. om, hvorvidt EU’s status som juridisk person betyder, at EU kan indgå i handelsaftaler uden accept fra de nationale parlamenter, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 53 Spm. om, hvorvidt der er tale om en udvidelse af EU’s magt som fø lge af artikel I-15, stk. 3, om samordning af medlemslandenes social- og arbejdsmarkedspolitikker, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 54 Spm. om, hvorvidt manglende henvisning til kristendommen i forfatningstraktaten skyldes hensynet til eventuelle fremtidige muslimske medlemslande, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 55 Spm. om sammenhængen mellem artikel III  -129 om rapport om unionsborgerskabet og den danske erklæring om unionsborgerskabet fra Edinburgh, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 56 Spm. om eksempler på, at nedskæringer i Danmarks militære budget kan betyde forbedring af den militære kapacitet, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 57 Spm. om magtfordelingen mellem store og små lande som følge af stemmevægte baseret på befolknings   størrelse og betydningen heraf for Danmark inden for de forskellige politikområder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 58 Spm. om en sammenhæng mellem forfatningstraktaten og Tyrki  ets medlemskab af EU, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

22 59 Spm. om, hvorvidt unionsborgerskabet via domspraksis har udvidet rækkevidden af individuelle rettigheder, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 60 Spm. om udvidelse af EF-Domstolens beføjelser som følge af afskaffelse af søjles trukturen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 61 Spm. om EU-institutioners mulighed for at gribe ind i medlemsstaters skatteforhold, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 62 Spm. om Kommissionens fortsatte eneret til at fremsæt  te forslag set i lyset af forfatningstraktatens rotationsprocedure, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 63 Spm. om EU-institutioners mulighed for at gribe ind i medlemsstaters lønforhold, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 64 Spm. om antallet af danske medlemmer i Europa-Parlamentet efter en eventuel udvidelse med Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet, og om fordelingen af disse medlemmer ved samme stemmetal til partierne som ved valget til Parlamentet i 2004, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 65 Spm. om ministerens kommentarer til henvendelse fra Keld Albrechtsen, jf. L 137, bilag 2, og forslaget heri om en uafhængig ekspertundersøgelse om anvendelse af grundlovens § 88, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 66 Spm. om, hvorvidt ministeren deler synspunktet om, at det er godt, at udenrigspolitiske synspunkter kan træffes med flertal, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 67 Spm. om, hvorvidt forfatningstraktaten har forrang for grundloven, og om, hvorvidt eventuelle ændringer i grundloven derfor kan ske uden sædvanlig grundlovsprocedure, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 68 Spm. om omfanget af midler, EU-institutionerne har afsat til information om forfatningstraktaten, og om fordelingen af disse midler til hhv. modstandere og tilhængere, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 69 Spm. om et medlemslands mulighed for under den fælles udenrigspolitik at sætte sig ud over en flertalsbeslutning pga. afgørende og vitale  interesser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 70 Spm. om, hvilke festligheder regeringen vil foranstalte hvert år på EU’s officielle festdag den 9. maj, og om eventuel inddragelse af andre fridage i maj, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 71 Spm. om, i hvilke officielle danske sammenhænge Beethovens syvende symfoni skal spille sammen med »Der er et yndigt land«, om, hvem der træffer afgørelse herom   , og om muligheden for at afvise at spille symfonien, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå

23 72 Spm. om brugen af EU’s flag, om hvem der træffer beslutning herom og om muligheden for at afvise at bruge flaget, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 73 Spm. om ministerens kommentarer til artikel i Berlingske Tidende om udvidelse af EU-Domstolens magt, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 74 Spm. om ministerens holdning til, at befolkningerne kun kan have tillid til Kommissionens hensyntagen til medlemsstaternes forskellige interesser, såfremt alle  lande er repræsenteret i Kommissionen, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 75 Spm. om den juridiske status af den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 76 Spm. om den juridiske s tatus af den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 77 Spm. om, hvorvidt de øvrige EU -lande behøver at tage hensyn til den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 78 Spm. om brug af den såkaldte nødbremse i relation til det sociale sikringssystem og om EU-Domstolens mulighed for at underkende en dansk afvisning af et forslag, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 79 Spm. om overensstemmelse mellem det danske forsvarsforbehold og formuleringerne i den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF om EU’s sikkerheds- og forsvarsdimension, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 80 Spm. om EU’s muligheder for i fremtiden at engagere sig i fredsskabende operationer, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 81 Spm. om EU’s muligheder for i fremtiden at engagere sig i fredsskabende operationer, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 82 Spm. om, hvorvidt partierne bag den politiske aftale finder, at Danmark bør deltage i konfliktforebyggelse og fredsskabelse uanset det danske forsvarsforbehold, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 83 Spm. om brugen af ekstern ekspertise i vurderingen af forslag efter artikel III-136 om social sikring, som det er formuleret i den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF i afsnittet om vandrende arbejdstagere, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 84 Spm. om, hvorvidt ministeren kan bekræfte, at ingen af partierne bag den politiske aftale mellem regeringen, S, RV og SF kan kræve, at der skal indhentes ekstern ekspertise i vurderingen af forslag efter artikel III-136 om social sikring, appel til DER, til

24 udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 85 Spm. om EU-Domstolens mulighed for at forbyde abort set i lyset af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet«, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 86 Spm. om lægers muligheder set i lyset af artikel II  -62, stk. 1 , om »ethvert menneskes ret til livet«, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 87 Spm. om behovet for ændring af dansk lovgivning som følge af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet«, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 88 Spm. om betydningen af artikel II-62, stk. 1, om »ethvert menneskes ret til livet« i juridisk forstand, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 89 Spm. om, hvorvidt sundhedsydelser er en tjenesteydelse, der skal behandles efter reglerne for det indre marked, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 90 Spm. om, hvilke hensyn efter reglerne i det indre marked der retfæ  rdiggør indgreb i fri udveksling af tjenesteydelser, når det gælder sundhed, til udenrigsministeren, og m  inisterens svar herpå 91 Spm. om, hvorvidt ordet »organisationer« i artikel I-26, stk. 7, om Kommissionens uafhængighed omfatter private industriorganisationer, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 92 Spm. om, hvorvidt Kommissionen er forhindret i at inddrage industriorganisationer i de lovforberedende arbejdsgrupper, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 93 Spm. om, hvorvidt borgernes ret til deltagelse i Unionens demokratiske liv vil betyde større åbenhed om Kommissionens arbejdsgrupper, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 94 Spm. om, hvilke bestemmelser der sikrer en udvidelse af adgangen til aktindsigt, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 95 Spm. om, hvorvidt man for at opfylde principperne om gode styreformer m.v. bør give indblik i, hvem der tager initiativ til og udarbejder forslag til lovgivning, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 96 Spm. om, hvordan udannelse skal forstås i artikel II -74 om ret til uddannelse set i lyset af reglerne for det indre marked og tjenesteydelser, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 97 Spm. om forskellen mellem »ret til« og »adgang til« i artikel II-74 om ret til uddannelse, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå 98 Spm. om, hvad der forstås ved obligatorisk uddannelse i artikel II -74 om ret til uddannelse, til udenrigsministeren, og ministerens svar herpå