Den 18. april 2005 J.nr. 4355.18   [20.04.4]  /KP Notat om VISO DSI ønsker med dette notat at sætte fokus på de punkter, hvor der er behov for afklaring og/eller ændring i forhold til det fremsatte lovforslag L 38.   Hovedpunkterne for DSI er: 1. VISO skal være en selvejende institution med egen bestyrelse, og ikke en styrelse under socialministeriet 2. VISO skal organiseres med en central bestyrelse og en række fagsøjler med hver sin b   e- styrelse. 3. VISO’s målgruppe er for bred. Der er brug for et  selvstændigt VISO, der alene har me  n- nesker med handicap som målgruppe. Sindslidende er en del af handicapgruppen. 4. VISO skal selv visitere borgerne, der skal have fri adgang til både specialrådgivning og udredning. 5. VISO skal dimensioneres, så det  er realistisk at løfte videns -, specialrådgivnings - og u d- redningsopgaven. Der skal med hensyn til økonomien tages højde for, at VISO skal dække hele handicapområdet. I dag er ikke alle handicapområder fx dækket af vidensfunktioner. 6. VISO skal arbejde tværfagligt og tværsektorielt 7. VISO skal revideres om to år. VISO’s organisering Det fremgår af strukturaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, at ” De amtslige videnscentre, de statslige videns- og formidlingscentre og Hjælpemiddelinstituttet sam  t den mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende specialrådgivning samles organisatorisk under én paraply– en national videns   - og specialrådgivningsorganisation  – med en best   y- relse bestående af repræsentanter for stat, regioner, kommuner og brugerorg   anisationer.” Af lovbemærkningerne til serviceloven fremgår det, at der nedsættes en faglig bestyrelse for VISO bestående repræsentanter fra staten, KL og regionerne i forening samt brugero   r- ganisationer. Bestyrelsen skal: - løbende følge udviklingen i beho  vene og fastlægge den overordnede indsats på o   m- råderne - løbende vurdere dimensioneringen af indsatsområderne indenfor den samlede ra  m- me - løbende evaluere VISO’s virksomhed og udarbejde en årsrapport.

2 VISO er i aftalegrundlaget beskrevet som en selvejende institution med egen bestyrelse. Såfremt VISO bliver gjort til en styrelse, mener DSI, at det strider mod aftalegrundlaget for kommunalreformen. For DSI er det afgørende, at VISO har selvstændig bestyrelse. Den centrale bestyrelse Den centrale bestyrelse skal tage sig af de overordnede problemstillinger på handicapomr å- det i forhold til retssikkerhed m.v. samt have en koordinerende og inspirerende rolle, mens fagsø jlerne skal tage sig af alt det indholdsmæssige inden for det pågældende område. Det vil sige vidensfunktionen, det overordnede ansvar for kvaliteten i opgaveløsningen, me d- virke til at sikre et højt fagligt n iveau, opsamle og formidle viden og erfaringer inden for det pågældende område og me lde tilbage til den centrale bestyrelse. VISO med fagsøjle r For DSI er det samtidig afgørende, at der ikke kun er én samlet bestyrelse i spidsen for VISO. Opgavefeltet er for bredt og det vil ikke være muligt for en overordnet bestyrelse at foretage detaljerede og rimelige prioriteringer indenfor indsatsen i forhold til de specifikke handicapområder. DSI mener derfor, der skal være selvstændige fagsøjler, hvor der er reel og afgørende in d- flydelse fra de berørte handicaporganisationer. Det kan fx være synsområdet, høreområdet, hjerneområdet m.v. Det skal bemærkes   , at visse handicaporganisationers interesseområde går på tværs af de mulige fagsøjler, eks. når det gælder udviklingshæmning. Fagsøjlerne har selvstændig bestyrelse og ledelse, der tager beslutninger om alle forhold inden for søjlen, herunder sikrer sams pil med andre søjler. Søjlen har til opgave på et højt fagligt niveau at sikre kvalitet i opgaveløsningen, samt at løse opgaver omkring rådgivning og udredning for de enkeltpersoner, der hører ind under VISO-søjlens målgruppe. Søjlen skal opsamle og for midle viden og erfaringer, ligesom søjlen gennem projekter, ev a- lueringer m.m. skal bidrage til at udvikle nye metoder og redskaber til gavn for søjlens må  l- gruppe. Det er derfor afgørende vigtigt, at den relevante vidensfunktion organisatorisk knyttes til fagsøjlerne. Derved sikres det meget værdifulde samspil mellem vidensfunkti   o- nen, de faglige netværk og relevante brugerorganisationer. Snitflader til VISO og finansiering Det er helt nødvendigt at få afklaret, hvad der skal ske med de eksisterende amtslig  e speci- alrådgivningstilbud, som ikke er knyttet til et institutionelt tilbud. Det gælder for eksempel de amtslige hjerneskadeteams, hvor borgere med hjerneskade har direkte adgang til special- rådgivning. Mange gode tilbud er bygget op. De ligger på tværs af strukturer og institutio- ner. Det er nødvendigt at kortlægge området og indplacere tilbuddene i VISO. Ingen tilbud må mistes, selvom de ikke lige umiddelbart passer ind i VISO’s struktur.

3 Et andet aspekt ved den specialrådgivning, der ikke bliver omfattet  af VISO, er finansierin- gen. Uanset om specialrådgivningen udgår fra et bestemt institutionstilbud, er knyttet til henholdsvis hjælpemiddelcentraler, høre   - og taleinstitutter, kommunikationscentre m.v. er det et problem, hvis denne specialrådgivning skal t akstfinansieres. Såfremt denne form for specialrådgivning i den fremtidige struktur skal takstfinansieres,   og kommunerne dermed i hvert enkelt tilfælde skal betale for borgerens henvendelse om specialrådgivning, vil borgerens adgang til specialrådgivning   blive væsentligt forringet. Den specialrådgivning, der ikke bliver omfattet af VISO, men er regionalt forankret, og som kommunerne bliver ansvarlige for, skal også være fri tilgængelig for borgerne. I dag har borgerne i vid udstrækning fri henvendelsesr  et til rådgivning fx på et af amternes tal  e- institutter. Kompetencen til at visitere til den fx nødvendige specialundervisning, er udd e- legeret til den enkelte undervisningsinstitution. Dette forhold må ikke forringes i den nye struktur. VISO’s målgruppe VISO skal have alle handicapgrupper som målgruppe  – både de grupper, som i dag har v    i- densfunktioner og støtteordninger   - f.eks. hørehæmmede og døve, men også de handica p- grupper, som i dag ikke har nogen systematiseret støtte - eller vidensfunktion, f.eks. ADHD og udviklingshæmmede. Ud over mennesker med handicap skal VISO ifølge lovforslaget omfatte børn og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer og udsatte grupper, herunder hjemløse, gravide stofmisbrugere, svære bla  ndingsmisbrug, andre meget specialiserede og komplicerede eller sociale sager og sindslidende. I den forbindelse kan det i øvrigt undre, at sindslidende ikke er omfattet af handicapbegrebet. Sindslidende er en handicapgruppe, og i øvrigt også en medlemsorganisation hos DSI, og hører som  sådan naturligt ind under VISO. Handicapområdet er stort og sammensat. Der er i vid udstrækning behov for, at der kan arbejdes på tværs af fagsøjler og mere traditionelle fagspecialer. De forskellige fagsøjler og fagspecialer kan i høj grad profitere af  hinandens viden, arbejdsmetoder og løsninger. Samme grad af synergi-effekt vil der ikke være med områderne for hjemløse, misbrugere og andre udsatte grupper, og samlingen af alle funktioner i VISO vil derfor bare skabe en unø , hvor udviklingsarbejdet snarere sander til, end bidrager til nyskabelse. DSI kan derfor ikke anbefale, at VISO får den meget brede målgruppe. Der er klart brug for et VISO, der alene har mennesker med handicap som målgruppe. Hvilket ikke udelu k- ker faglig udveksling med områder uden for VISO. DSI anerkender naturligvis, at de socialt udsatte grupper tilsvarende har behov for et VISO.

4 Adgang til VISO DSI finder det helt afgørende, at den enkelte borger selv kan rette henvendelse til VISO for at få spec ialrådgivning og faglig udredning på et tværfagligt og tværsektorielt grundlag. På trods af handicappet drejer det sig om ”hele” mennesker og deres liv. Det er VISO, der afgør, om borgerens behov for specialrådgivning og udredning ligger i  n- den for de felter, hvor VISO har sin kompetence.   Som lovforslaget er formuleret på nuværende tidspunkt, er det alene specialrådgivning i relation til det sociale område borgeren frit kan rette henvendelse om. På det undervi  s- ningsmæssige område er det alene kommuner, r   egioner og skoler, der kan få adgang til VISO, både med hensyn til specialrådgivning og udredning. Det er uacceptabelt, da spec  i- alundervisningen vil være en naturlig del af specialrådgivningen til mennesker med hand   i- cap. Når det gælder udredning på det so ciale område, er det kommunerne, der skal visitere he r- til. DSI mener, det er uacceptabelt og et stort retssikkerhedsmæssigt problem. Dels bliver visitationen meget ufleksibel med forudsigelig lang ventetid, indtil kommunen har afklaret, om den vil visitere til udredning i VISO eller ej. Dels vil det være tvivlsomt, om komm  u- nerne altid har den faglige ekspertise, der skal til at vurdere nødvendigheden af en faglig udredning i VISO. Selv om der er mulighed for at klage over kommunens afvisning af visi- tation til udredning i VISO, er ankesystemet heller ikke gearet til at vurdere, om kommunen er i besiddelse af den tilstrækkelige faglige ekspertise til, at de har truffet en rigtig afgøre   l- se. DSI anerkender, at det er mest hensigtsmæssigt, at der er enighed mell  em borger og kom- mune om behovet for faglig udredning i VISO. Men det skal ikke være en forudsætning for, at en borger kan rette henvendelse til VISO. VISO har den faglige ekspertise og kan selv visitere borgeren. Hvem kan benytte VISO Lovgivningens formuleringer om ”de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager” for så vidt angår specialrådgivning, og ”de få mest sjældent forekommende specielle og ko m- plicerede enkeltsager” for så vidt angår udredning, giver anledning til bekymring for, hvi   l- ke mennesker med handicap, der bliver omfattet af VISO’s målgruppe. Snitfladen til VISO har ikke mindst betydning set i lyset af, at der er lagt op til, at al anden specialrådgivning skal takstfinansieres. Det vil få alvorlige konsekvenser for borgerens adgang herti l – ikke mindst de borgere, der har et handicap, der ikke er almindelig kendt og/eller usynligt. Om handicappet er så vidtgående og kompliceret, at VISO er en mulighed for den enkelte bør helt og aldeles være VISO’s afgørelse. For DSI er det helt afgøre nde, at ingen borgere mister adgang til specialrådgivning og fa g- lig udredning. Tværtimod er der behov for et VISO, der varetager alle de allerede dækkede opgaver, samt opgaverne for de handicapgrupper, der i dag ikke har et tilbud.

5 VISO’s dimensionering DSI er bekymret for, om VISO’s ressourcer bliver tilstrækkelige til at løfte videns    -, special- rådgivnings - og udredningsopgaven. I forhold til den nuværende indsats på handicapomr   å- det skal VISO’s opgaver udvides, blandt andet i forhold til at sikre vidensfunktion for alle handicapgrupper, hvilket i sig selv må have den konsekvens, at der skal tilføres området yderligere ressourcer i forhold til i dag. Der er et stort behov for, at handicapgrupper, der hidtil ikke har haft en koordinering og samling af spidskompetencen, får denne. Der er brug for en sikring af, at alle uafhængigt af bopæl kan få den støtte, rådgivning, vejledning og udredning, der er behov for, ligesom der er brug for, at VISO kan give støtte inden for alle relevante sektorer, hvilket f.eks.  vil om- fatte sundhed og beskæftigelse ud over det sociale og undervisningsmæssige område. DSI mener, der skal foretages en selvstændig gennemgang og stillingtagen til, hvilke fun  k- tioner, der skal videreføres i VISO fra de enkelte områder. Specialrådgivnin   gs- og udred- ningsfunktionerne er i dag vidt forgrenede og mere eller mindre tilfældigt forankret på no   g- le områder, mens der på andre områder i amtsligt regi har udviklet sig meget velfungere   nde tværfaglige teams til løsning af specialrådgivnings - og udredningsfunktionerne og ofte med en landsdækkende vidensfunktion, som den naturlige krumtap og udviklingsgenerator. Det er væsentligt for DSI, at alle funktionerne fremover løses i en sammenhæng med VISO. Nødvendige tilbud af høj kvalitet må ikke forsvinde med    en kommunalreform, fordi de ikke umiddelbart passer naturligt ind i den nye struktur. DSI stiller spørgsmålstegn ved, om VISO tilføres tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at løfte den samlede opgave. Udviklingscenter for Specialrådgivning har tidli  gere lavet et udredningsarbejde med henblik på at samle og koordinere vidensfunktionerne på handica  p- området i Danmark. I den forbindelse blev det beregnet, at merudgiften ved at lade alle handicapgrupper omfatte af vidensfunktioner beløber sig til 22 mio.  kr. Sammenligner man Amtsrådsforeningens skøn over amternes forbrug af faglige årsværk på henholdsvis det sociale og undervisningsmæssige område, der skal indgå i VISO, med he n- holdsvis socialministeriets og undervisningsministeriets beregninger, er DSI dybt bekymret. Specielt beregningerne i forhold til overførsel af ressourcer på specialundervisningsomr  å- det virker stærkt underdimensioneret. Dertil kommer, at der i de ministerielle beregninger tilsyneladende ikke er taget højde for, at VISO’s fremtidige dimensionering, udover at kunne dække amternes og statens nuv  æ- rende funktioner, også skal dække København og Frederiksberg kommuners nuværende funktioner, Hjælpemiddelinstituttet m.v. Endvidere, at VISO fremover skal dække   hele handicapområdet. I dag er  ikke alle handi- capområder fx dækket af vidensfunktioner. Endelig er socialsektoren som helhed meget forskelligt dækket med hensyn til videns  - og specialrådgivningsfunktioner. Hvis alle målgrupper børn og unge, mennesker med hand   i-

6 cap, misbrugere, m.v. skal have deres forskellige behov dækket lige godt, må det nødve n- digvis kræve flere ressou  rcer.   Tværfagligt og tværsektorielt VISO Lovforslaget begrænser VISO til at beskæftige sig med det sociale område og i mindre o m- fang uddannelsesområdet. Det er ikke e n hensigtsmæssig afgrænsning. VISO skal udnytte sin højt specialiserede viden optimalt. Dette for at sikre den bedste anvendelse af ressou r- cerne, samtidig med at den enkelte får den ypperligste rådgivning, vejledning og udredning, uanset om udredningen skal benyttes i hjemmet, fritiden, uddannelsen, arbejdet, sundheds- sektoren i forhold til hjælpemidler og transport eller i en helt anden situation. Sagt på en anden måde kan der ikke ydes tilstrækkelig kvalificeret specialrådgivning og faglig udredning, alene med udgangspunkt i den sociale sektor og af socialrådgivere. Hvis det alene er socialsektoren, der er i spil, vil det give VISO begrænsede muligheder for at pege på helhedsløsninger, der omfatter hele borgerens liv. Det sociale område dækker m u- ligheder for forsørgelse og forskellige former for handicapkompensation i form af perso n- lig og praktisk hjælp, ledsagelse, hjælpemidler og merudgifter.  Men når det fx gælder hjælpemidler, ydes de   - helt i overensstemmelse med sektoransvarsprincippet - efter beslut- ning i flere forskellige sektorer. Som eksempel kan nævnes den specialpædagogisk bistand, der kan ydes i forbindelse med de videregående uddannelser, og som SU styrelsen varet a- ger. Det hele liv omfatter i høj grad det enkelte menneskes muligheder for at væ   re en aktiv del af samfundslivet, herunder muligheder for uddannelse og arbejde. Den opgave kan social- sektoren ikke isoleret løfte.   Lovrevision Hele spørgsmålet om VISO’s organisering, dimensionering, målgruppe m.v. er en stor og kompliceret opgave. Vi skal derfor afslutningsvist på det kraftigste opfordre til, at lovgi v- ningen omkring VISO tages op til revision efter to års funktionsperiode for VISO. Dette for at sikre, at der kan rettes op på de forglemmelser og uhensigtsmæssigheder, der let kan o   p- stå  i et så kompliceret felt  – på trods af, at mange arbejder med på at skabe vilkårene for et VISO med en høj kvalitet og en konstruktiv ressourceanvendelse.