Den 11. april 2005 J.nr. 3989.405   [11]  /HS Notat DSI's forslag og ønsker til forbedringer af lovforslag til u d- møntning af aftalen om strukturreformen Vedr. L38, forslag til lov om social service. Nærværende notat opridser De Samvirkende Invalideorga nisationers (DSI's) forslag og øn- sker til nævnte lovforslag. DSI's forslag til og ønsker om forbedringer af lovforslagene er bl.a. et resultat af drøftelser med DSI's 32 medlemsorganisationer og den høring om retssikkerhed og tryghed for men- nesker med handicap, som DSI afholdt på Christiansborg den 4. april 2005. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO): 1.   VISO’s dimensionering skal være dækkende. I de økonomiske forhandlinger må det sikres, at VISO tilføres tilstrækkelige re s- sourcer til at løse de opgaver, der flyttes til VISO fra de nuværende amter. Samtidig skal der tilføres ressourcer til, at VISO kan dække hele handicapområdet med he n- syn til vidensfunktioner. 2.   VISO skal have en bestyrelse med reel indflydelse. VISO må ikke gøre  s til en statslig styrelse. Af strukturforliget fremgår det bl.a., at: "De amtslige videnscentre, de statslige v i- dens- og formidlingscentre og hjælpemiddelinstituttet samt den mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende specialrådgivning samles organ   isatorisk under én pa- raply - en national videns- og specialrådgivningsorganisation  - med en bestyrelse be- stående af repræsentanter for stat, regioner, kommuner og brugerorganisationer". DSI finder, at et fremlagte lovforslag ikke afspejler strukturforligets indhold om VISO, hverken for så vidt angår VISO's organisering eller styring. DSI ønsker derfor, at lovforslaget afspejler de oprindelige intentioner med VISO, som beskrevet i citatet ovenfor, hvilket forudsætter noget, som minder om en sel  v- ejende institution med en selvstændig bestyrelse.

2 3.   Borgerne skal frit kunne henvende sig til VISO både for at få specialrådgivning og udredning. DSI finder, det er ufleksibelt, og et retssikkerhedsmæssigt problem for mennesker med handicap, hvis de skal igennem kommunal visitering for at få adgang til spec i- alrådgivning eller en særlig faglig udredning. Visitationsprocessen vil medføre sagsbehandlingstid, og hvis den enkelte så herefter skal igennem ankesystemet vil det medføre helt uholdbare ventetider. Hertil ko m- mer, at de sociale nævn ikke er udstyret med viden om kommunale, faglige miljøer, så de sociale nævn vil ikke kunne vurdere om kommunerne selv kan klare udre   d- ningsopgaven. DSI finder derfor, at det må være op til VISO at vurdere, om en udredning kan var   e- tages kommunalt eller om den, i fht. personens funktionsnedsættelse, er så særlig, at VISO selv skal påtage sig opgaven. VISO vil have den fornødne viden herom, fordi VISO også skal være den organisation, der opsamler viden om faglige miljøer, jf. beskrivelsen af VISO i lovforslaget. De regionale udviklingsråd: 4.   De regionale Udviklingsråd  etableres så hurtigt som muligt og gerne senest den 1. oktober 2005.   For DSI er den rådgivning og monitorering, som de regionale udviklingsråd skal v  a- retage, på bl.a.  social- og undervisningsområderne, af stor betydning for trygheden for mennesker med handicap. Derfor skal udviklingsrådene i gang med arbejdet og følge og inspirere i fht. samarbejdet mellem kommunerne og regionen. Forliget om strukturreformen fastslår , at et af målene med reformen er en fortsat gl i- dende decentralisering af opgaver på handicapområdet. Det er bl.a. de regionale u  d- viklingsråds opgave at monitorere denne udvikling. 5.   De regionale Udviklingsråd skal have høringsret på rammeaftaler. Det er DSI's vurdering, at rammeaftalerne vil være meget vigtige for, hvordan se r- vice fra kommuner og regioner varetages i den nye struktur. Med henblik på øget retssikkerhed og tryghed for mennesker med handicap, er det vigtigt, at udviklings- rådene kan monitore re området og fremkomme med udtalelser til de konkrete ra m- meaftaler. Både før de indgås første gang, og når de efterfølgende justeres.

3 Rammeaftaler: 6.   Etablering af en formel mæglingsinstans ved uenighed om rammeaftaler me  l- lem regioner og kommuner og fastlagte retningslinjer for beslutninger om flyt- ning af opgaver fra amter/regioner til kommuner. Rammeaftalerne skal drøftes og fornyes hvert år. Selv om regioner og kommuner naturligvis har et ønske om at disse forhandlinger skal ende med et godt resultat  for borgerne, kan det ikke udelukkes, at der kan opstå stor uenighed om aftalerne. Det er utrolig vigtigt, at en sådan uenighed bliver afklaret, i yderste fald ved hjælp af mæ g- ling. De mennesker med handicap, som rammeaftalerne omhandler, er meget sårbare for uhensigtsmæssige forandringer. Det er derfor nødvendigt, at der i lovgivningen fastsættes et formelt ansvar for, hvem der har mæglingsforpligtelsen, og hvornår mægling kan komme på tale. For mennesker med handicap er flytning af tilbud fra amter/regioner til kommuner allerede nu en kilde til utryghed. Det er især spørgsmålet om kommunernes muli g- heder for selvstændigt at kunne træffe beslutninger om overtagelse af opgaver, der giver anledning til utryghed. Vil kommunerne overtage opgaver for enhver pris? Kan kommunerne fagligt løfte opgaverne? Har kommunerne økonomi til at klare opgaverne? DSI vurderer, at megen utryghed kan afhjælpes, hvis der beskrives en fremgang  s- måde for, hvordan beslutning om flytning af opgaver skal belyses og vurderes. DSI mener, at de regionale udviklingsråd skal inddrages i denne afklaringsproces. Finansiering: 7.   En gensidig kommunal forsikringsordning, der sikrer et objektiv finansieret grundbeløb til udvikling og akutpladser, aflastningspladser, specialrådgivning mv. på de t regionale niveau. Fuld takstfinansiering af regionale tilbud er ikke den rette model, hvis regionerne skal kunne sikre akutpladser, udvikle nye tilbud og finansiere tomme pladser samt yde relevant specialrådgivning i relation til regionale hjælpemiddelc   entraler, kompe- tencecentre, botilbud mv. Med en 100 % takstfinansiering er der risiko for, at kommuner vil være tilbageho  l- dende i fht. at yde en betaling, der omfatter udvikling mv. DSI finder det derfor nødvendigt, at alle kommuner i regionerne er gensi digt forplig- tet til objektiv økonomisk støtte til specialrådgivning, udvikling, sikring af ekstr   a- pladser mv. Det vil i højere grad sikre retssikkerhed og tryghed for mennesker med handicap.

4 8.   Grænsen for forsikringsordningen/medfinansieringen af økonomisk t   unge en- keltsager sænkes væsentligt fra det foreslåede niveau på 800.000 kr. og  medf i- nansiering fra staten fastsættes med 50 % som eneste refusionssats. Selv om strukturreformen betyder større kommuner i Danmark, vil der stadig både være små kommuner og    fattige kommuner. Den foreslåede forsikringsor d- ning/medfinansiering vil efter DSI's vurdering ikke sikre, at disse kommuner forsik- res tilstrækkeligt mod økonomisk tunge enkeltsager. Det vil kunne medføre et retssikkerhedsmæssigt problem, idet økonomiske h ensyn i små og/eller fattige kommuner vil kunne gå forud for faglige overvejelser om det rigtige tilbud til det enkelte menneske med handicap. Den enkelte borger risikerer at blive meget synlig i de kommunale regnskaber, hvil- ket ikke vil være etisk i orde  n for den enkelte, som har behov for hjælp. DSI ønsker derfor, at forsikringsordningen/medfinansieringen sikrer, at alle ko m- muner, uanset økonomisk formåen, altid kan vælge den fagligt rigtige løsning for det enkelte menneske med handicap, uden at det kan ses på kommunernes skattepr o- center. Institutioner: 9.   Udviklingsplaner for botilbud/institutioner med mindre end 100 pladser. DSI er enig med forligspartierne bag strukturforliget om, at de gamle, store instituti- oner skal afvikles, så mennesker med hand icap kan opnå et mere værdigt og rimeligt liv, baseret på individuelle ønsker og behov. Institutionsbegrebet skal reelt afskaffes i fht. alle borgere. Men behovet for udviklingsplaner gælder ikke alene institutioner med mere end 100 pladser. Også botilbud  på langt under 100 pladser kan forhindre et værdigt liv for mennesker med handicap. DSI ønsker derfor, at disse botilbud og institutioner også får pligt til at udarbejde en udviklingsplan. En udviklingsplan kan øge opmærksomheden hos driftsherre og perso   nale og bidra- ge til at sikre, at det pågældende tilbud udvikler sig løbende. Udviklingsplaner ke n- des også fra andre institutionsområder, f.eks. børnehaver. DSI vurderer, at udviklingsplaner for institutioner og botilbud under 100 pladser kan øge tryghed o g livskvalitet for mennesker med handicap. DSI har ikke lagt sig fast på en nedre grænse for, hvornår udviklingsplaner skal være lovpligtige, det kan f.eks. være ved alle botilbud med mere end 15  -20 pladser.

5